Dato for udgivelse
16 Dec 2004 10:40
Dato for afsagt dom/kendelse
24. november 2004
SKM-nummer
SKM2004.507.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
8. afdeling, B-360-04
Dokument type
Dom
Emneord
Fri bil, privat, erhvervsmæssig, kørselsregnskab
Resumé

I den sag om beskatning af værdi af fri bil udtalte landsretten, at sagsøgeren - som anvendte virksomhedsskatteordningen - var ejer af den pågældende Mitsubishi Pajero og således havde rådighed over den, og han havde efter sin forklaring dagligt kørt i bilen, der blev parkeret på hans adresse, som var sammenfaldende med firmaets adresse. Landsretten fandt, at sagsøgeren, som ikke havde ført et kørselsregnskab, ikke heroverfor havde sandsynliggjort, at han ikke havde anvendt bilen til privat kørsel. Det var herved uden betydning, at han havde rådighed over en privat bil, og at der var foretaget fradrag for momsen i forbindelse med købet af firmabilen.

Reference(r)

Ligningsloven § 16, stk. 4
Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 3

Henvisning

Ligningsvejledningen 2004 - 4 A.B.1.9.2

Henvisning

Ligningsvejledningen 2004 - 4 E.G.2.1.6.3


Parter

A
(advokat Rasmus Nørgaard Bek)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Anne Øvlisen).

Afsagt af landsdommerne

Eskild Jensen, Annette Dellgren og Mette Langborg Christiansen (kst.)

Den 13. november 2003 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse vedrørende sagsøgeren As skattepligtige indkomst for indkomstårene 1999 og 2000:

"...

Sagen drejer sig om beskatning af fri bil til rådighed i virksomhedsskatteordningen.

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 1999

Personlig indkomst

Skatteankenævnet har anset klageren skattepligtig af værdi af fri bil med 46.800 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Indkomståret 2000

Personlig indkomst

Skatteankenævnet har anset klageren skattepligtig af værdi af fri bil med 48.750 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Møde mv.

Klagerens repræsentant har haft forhandling med Landsskatterettens sagsbehandler.

Sagens oplysninger

Klageren drev i 1999 og 2000 malerfirmaet H1 v/ A. Klagerens ægtefælle var medarbejder i firmaet. Virksomheden havde værksted på klagerens bopæl. Virksomheden anvendte virksomhedsskatteordningen.

Klageren havde to biler - en Mitsubishi Pajero årgang 1996 og en Volvo årgang 1994.

Udgifterne til Mitsubishi Pajero blev 100% fratrukket i virksomheden og momsen blev refunderet ved købet af bilen. Af bilens registreringsattest fremgår det vedrørende udstyr, at bilen er til synsfri sammenkobling, og at den er med åbent lad med sidefjæle. Klageren købte bilen som fabriksny, og prisen for bilen udgjorde 260.000 kr. inkl. moms.

Der er fremlagt billeder af bilens indretning, og det er ved fremlæggelse af værkstedsregninger for bilen dokumenteret, at denne i gennemsnit har kørt ca. 10.000-11.000 km om året siden købet i 1996.

Skatteforvaltningen har den 28. februar 2002 besigtiget Mitsubishi Pajero, og har beskrevet denne således:

"Der er ingen former for specialindretning af bilen. Der står en lukket trækasse og flere bøtter med maling. Intet af det er fastmoneret, der er vinduer hele vejen rundt. I bagagerummet er der midt i en stor vandret flade. I siderne er der render, hvor malingen står. Mit umiddelbare skøn er at den vandrette flade er måske 80-100 cm bred og renderne er ca. 20 cm."

Volvoen anvendes både erhvervsmæssigt og privat, hvor fordeling mellem erhverv og privat er foretaget med 50%. Klagerens repræsentant har anslået at Volvoen i perioden har kørt i samme omfang som den senere anskaffede Mercedes der på 2 år har kørt ca. 24.000 km.

Der er ikke ført kørebog for nogen af bilerne.

Skatteankenævnets afgørelse

Klageren er anset skattepligtig af værdi af fri bil til rådighed vedrørende Mitsubishi Pajero.

Varebiler kan anvendes til privatkørsel, idet det ifølge gældende lovgivning tillades, at varebiler anvendes til privatkørsel, når der blot ikke befordres passagerer i varerummet.

Det generelle udgangspunkt er, at der ikke skal ske beskatning af privat bilkørsel i varebiler på gule plader, medmindre der er oplyst omstændigheder, der giver grundlag for at antage, at varebilen ikke udelukkende benyttes erhvervsmæssigt.

Ved beskatning af fri bil, sker der beskatning af rådigheden over bilen. Vurderingen er således uafhængig af, hvor meget der køres i bilen. Det er en forudsætning, at bilen i vid forstand er egnet til personbefordring af personer. Selvstændige erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen og har valgt at lade bilen indgå i denne ordning, sidestilles med ansatte, der har fået en bil stillet til rådighed af en arbejdsgiver. Selvstændige har således mulighed for at fraskrive sig retten til at anvende bilen privat i lighed med en ansat.

Erhvervsmæssig kørsel, er kørsel som anført i ligningslovens § 9 B. Al anden kørsel er privat kørsel. En ejer af en virksomhed, hvori der indgår en bil, der medbringes til hjemmet, vil således bære bevisbyrden for, at denne bil udelukkende anvendes erhvervsmæssigt.

Varebilen er efter sin art og fremtræden anvendelig som alternativ til en privat bil. Der er ikke ført kilometerregnskab for bilen, som dokumentation for at denne udelukkende anvendes til erhvervsmæssig kørsel.

Udfra skatteadministrationens beskrivelse af bilen efter besigtigelse af denne, kan bilen ikke anses for at være uegnet til privat kørsel.

Den ikke offentliggjorte kendelse fra Landsskatteretten af den 15. maj 1997 (sag nr. 631-1839-0001) kan ikke bringes i anvendelse i denne sag. Kendelsen omhandler indkomståret 1993, dvs. før indkomståret 1994, hvor de nye regler om beskatning af fri bil trådte i kraft, og endvidere er den i kendelsen omhandlede bil indrettet med plads til værktøj, materialer til afskærmning, bøjler og remme til fastspænding af glas og billeder samt et stort udvendigt stativ til fastspænding af glasplader.

I klagerens tilfælde må der ligesom i hovedaktionærforhold, stilles skærpede dokumentationskrav for, at bilen ikke har været anvendt privat, da der i klagerens tilfælde er tale om interesseforbundne parter.

Da dokumentation for, at bilen ikke er anvendt privat, ikke er fremlagt, skal klageren beskattes af fri bil til rådighed.

Der er henvist til ligningslovens § 16, stk. 4, cirkulære nr. 72 af 17. april punkt 12.4.6.4, bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet af 6. september 1994 og Højesterets dom af 11. november 1999 trykt som henholdsvis Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1994.667 og 1999.919.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren ikke anses for skattepligtig af værdi af fri bil til rådighed.

Bilen er anvendt 100% erhvervsmæssigt. Bilen er i perioden udelukkende blevet brugt til transport af malervarer, værktøj, små stiger mv. samt transportmiddel ved deltagelse i byggemøder, tilsyn, besigtigelse mv. af arbejdspladser, hvor medarbejdere udfører maleropgaver. Idet hovedparten af medarbejderne kører direkte fra hjemmet til arbejdspladsen, anvendes Pajeroen til udbringning af de nødvendige malerartikler, herunder maling, stiger mv.

Bilen er fra fabrikken monteret med faste hylder i varerummet, hvilket ikke er ændret efterfølgende. Den model klageren købte til virksomheden, er en specialmodel, som går under betegnelsen varebilsudgaven. I bilens registreringsattest er det anført, at der er tale om en pick-up model, der er påført sidefjæle. Bilen er med denne indretning sammenlignelig med andre biler, der har fået fastmonteret faste hylder mv. i varerummet.

Ud fra bilens anvendelse og indretning hører den derfor under den kategori af særlige køretøjer, der ikke er anvendelige som alternativ til en privat bil.

Fra praksis kan der henvises til Landsskatterettens kendelse af 15. maj 1997 (6111907-0425- ikke offentliggjort), hvor netop en tilsvarende Pajero, der blev anvendt til transport af værktøj og materialer, blev anset som et specialkøretøj. Tilsvarende blev der ikke gennemført beskatning i Landsskatterettens kendelse af 23. april 1999 TfS 1999.495.

Klageren har ikke fundet det nødvendigt at udarbejde kørebog, da bilen udelukkende anvendes erhvervsmæssigt.

Privat har klageren en Volvo der anvendes både privat og erhvervsmæssigt. Denne bil er betydelig mere komfortabel end varebilen. Familien har et begrænset kørselsbehov, og dette dækkes fuldt ud af kørsel i Volvoen.

Uanset om bilen må anses for egnet til privat kørsel, kan klageren ikke pålægges bevisbyrden for, at varebilen ikke er benyttet privat.

Denne tankegang ligger også bag ændringen af ligningslovens § 16, stk. 4 ved lov nr. 342 af 27. maj 2002. Lovændringen undtager biler indregistreret første gang før den 2. juni 1998 for beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4, hvis momsen er fradraget, fordi bilen udelukkende anvendes erhvervsmæssigt.

Når der henses til denne lovs bemærkninger, må opfattelsen være, at der ikke i en sag som den foreliggende er udviklet en speciel praksis eller bevisbyrde. Dette er bl.a. kommet til udtryk i Vestre Landsrets dom, gengivet i SKM2002.270.VLR I den pågældende sag blev en erhvervsdrivende ikke beskattet af fri bil, uanset der ikke var ført fuldstændigt kørselsregnskab. At varevognen stod parkeret på den erhvervsdrivendes bopæl om natten kunne ikke tillægges særskilt betydning, idet bopælen samtidig var arbejdsplads.

Der er således ikke fast praksis for, at selvstændige erhvervsdrivende altid skal føre kørebog for at undgå beskatning.

Ifølge lovforslaget har det således aldrig været lovgivers intention, at personer der som klageren driver erhvervsmæssig virksomhed, og som anskaffer sig en specialindrettet varebil på gule plader, automatisk skal anses for at have fri bil.

Tilsvarende synspunkter ses også i SKM2002.612.DEP, hvor skatteministeriet tog bekræftende til genmæle.

Endelig anfører nævnet i sin begrundelse, at når bilen medbringes til hjemmet, vil der være en bevisbyrde for, at denne bil udelukkende anvendes erhvervsmæssigt. Der er dog ikke i sagen tale om, at bilen medbringes. Bilen etår på firmaadressen, hvilket er ganske sædvanligt.

Klageren skal ikke beskattes af fri bil, idet der for det første er tale om et specialindrettet køretøj og for det andet fordi, der ikke kan stilles særlige bevisbyrde- og dokumentationskrav i henhold til en udviklet praksis.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Biler, der benyttes både privat og erhvervsmæssigt, kan indskydes i virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3. I virksomhedsordningen behandles bilen fuldt ud som et erhvervsmæssigt benyttet aktiv, hvor omkostninger og afskrivninger vedrørende bilen kan fradrages ved opgørelsen af virksomhedens overskud. For så vidt angår den private benyttelse finder reglerne i ligningslovens § 16 anvendelse. Beskatningen sker ved, at et beløb svarende til værdien af fri bil anses for overført til den erhvervsdrivende efter hæverækkefølgen i virksomhedsskattelovens § 5.

Reglerne om beskatning af fri bil i ligningslovens § 16, stk. 4, finder alene anvendelse på biler, der efter deres art og fremtræden kan være anvendelige som alternativ til en privatbil. Reglerne finder eksempelvis ikke anvendelse på lastvogne, kranvogne, indrettede værkstedsvogne og andre specialkøretøjer. Privat kørsel i sådanne specialkøretøjer værdiansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 3.

Vurderingen af, om en bil må anses for uanvendelig til privat kørsel, er konkret. I det foreliggende tilfælde må det lægges til grund, at den omhandlede bil ikke er indrettet som værkstedsvogn, der er uanvendelig som alternativ til privat kørsel. Der er lagt vægt på, at der efter det oplyste, ikke har foreligget væsentlige, fastmonterede ændringer af bilens indretning.

I virksomhedsskatteordningen anvendes reglerne i ligningslovens § 16 alene, hvis bilen benyttes både erhvervsmæssigt og privat. Beskatning af fri bil forudsætter derfor, at bilen har været anvendt privat og ikke alene, at bilen har stået til rådighed for privat anvendelse, jf. Vestre Landsrets dom af 8. april 2002, SKM2002.270.VLR

Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver for den skattepligtiges private benyttelse, beregnes som en årlig værdi på en procentdel af bilens værdi. Bilens værdi udgør mindst 160.000 kr. og højst 450.000 kr., og procentdelen udgør 24 for indkomstret 1999 og 25 for indkomståret 2000. Dette fremgår af ligningslovens § 16, stk. 4.

Det forhold, at der er fratrukket merværdiafgift ved anskaffelsen af selskabets bil, kan ikke alene medføre, at klageren ikke kan anses for skattepligtig af værdien af fri bil. Der henvises til eksempelvis Højesterets dom af 11. november 1999, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1999.919.

Da bilen har været parkeret ved klagerens private bopæl, og da klageren ikke har sandsynliggjort, at bilen ikke har været anvendt privat ved fremlæggelse af eksempelvis et kørselsregnskab, skal klageren beskattes af værdi af fri bil.

..."

Under denne sag, der er anlagt den 11. februar 2004, har sagsøgeren nedlagt påstand om, at hans skatteansættelse for indkomståret 1999 nedsættes med 46.800 kr. og for 2000 med 48.750 kr.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om frifindelse.

Der er for landsretten fremlagt fakturaer vedrørende indkøbt benzin til sagsøgerens biler i 1999 og 2000.

A har endvidere med udgangspunkt i medarbejdernes dagsedler fra 1999 og 2000 udarbejdet lister over, hvilke steder der har været udført arbejde, og hvor langt der er til disse arbejdssteder fra firmaadressen - beregnet ud fra Kraks Vejviser.

A har endelig - med udgangspunkt i fakturaer fra leverandører - udarbejdet et kørselsregnskab i forbindelse med afhentning af materialer.

Forklaringer

A har forklaret, at der i 1999 og 2000 var mellem 10 og 15 ansatte i hans malervirksomhed. De udførte både store og små opgaver, men oftest kunne arbejdsopgaverne afsluttes inden for en uge. Han drev endvidere en farvehandel, som hans hustru passede. Hun kørte også til posthuset og foretog andet forefaldende arbejde. Han brugte Mitsubishien til at køre ud til kunderne for at måle op og til at hente materialer og levere disse ud til arbejdsstederne. De ansatte kørte som regel direkte til arbejdsstederne. Der er påført adresse på arbejdsstedet på de arbejdssedler, der har dannet grundlag for de lister over kørsel til og fra arbejdssteder, han har udarbejdet. Listerne er udtryk for den kørsel, som der minimum har været tale om, idet han kun har påført kørsel én gang til de pågældende arbejdssteder. Ofte har han været på arbejdspladserne mere end en gang pr. dag, og nogle arbejder har også taget mere end én dag. Kørselsregnskabet i forbindelse med afhentning af materialer ved farvehandlere har han udarbejdet på baggrund af fakturaerne fra leverandørerne, hvoraf det fremgår, hvor malingen skulle bruges, og om materialerne er hentet eller leveret. Det var kun ham, der foretog opmåling med henblik på afgivelse af tilbud. Det er nok i 70-80% af de udførte arbejder, at han har foretaget en opmåling for at kunne afgive et tilbud. Denne kørsel er ikke medtaget i den opgørelse, han har udarbejdet. Han har heller ikke medtaget kørsel til byggemøder og licitationer og lignende. Mitsubishien kan vel godt anvendes til privat kørsel, men den lugter af maling indvendig. Volvoen er ikke brugt til feriekørsel. I 1999 og 2000 havde de ikke hjemmeboende børn. Han brugte investeringsfondsmidler til anskaffelse af Mitsubishien, og han afløftede momsen. Han var fuldt ud bekendt med, at han da ikke måtte bruge bilen til privat kørsel, og det har han heller ikke gjort. Skattemyndighederne har aldrig stillet spørgsmålstegn ved den foretagne fordeling på 50/50 til henholdsvis privat og erhvervsmæssig kørsel i Volvoen. Han solgte virksomheden for 2 år siden, og han er nu ansat som afdelingsleder hos køberen af virksomheden. Han kører fortsat i Mitsubishien.

Statsautoriseret revisor NB har forklaret, at han har været revisor for sagsøgeren siden 1990. Mitsubishien blev anskaffet for investeringsfondsmidler, og momsen blev fratrukket. Vidnet talte da med A om, at han herefter ikke måtte bruge bilen privat, hvilket Hebsgaard var helt klar over. Skattemyndighederne har aldrig anfægtet den skønsmæssige fordeling på 50/50 mellem erhvervsmæssig og privat kørsel af Volvoen.

MO har forklaret, at han blev ansat hos A i 1998, og at han også var ansat i 1999 og 2000. Han udførte almindeligt malerarbejde. Hvis de skulle på en ny arbejdsplads, kørte de fra firmaet til arbejdspladsen. Hvis de skulle fortsætte flere dage på en arbejdsplads, kørte de fra virksomheden den første dag og de efterfølgende dage direkte til arbejdspladsen. A kom med materialerne på arbejdspladserne. Han kørte i Mitsubishi Pajeroen. Vidnet kørte i sin egen bil, og han kunne godt have en bøtte maling med i denne, men øvrige arbejdsmaterialer kom A med. Han kom som regel kun én gang pr. dag, men nogle gange kom han to gange om dagen. Vidnet arbejdede for det meste på samme arbejdsplads i mere end én dag.

CD har forklaret, at hun blev ansat hos A i 1983, og hun arbejder fortsat i virksomheden - også efter at A har solgt den. I 1999 og 2000 udførte hun almindeligt malerarbejde. Det var A, der foretog opmålinger. Hvis de skulle starte på et nyt arbejde, kørte de fra firmaadressen. Hvis de skulle forsætte på et allerede påbegyndt arbejde, kørte hun i sin egen bil direkte til arbejdspladsen. A kom med materialerne, og ved længerevarende arbejder kom han 3-4 gange om ugen. Hvis det var korterevarende arbejder, kom A med materialerne og hentede dem igen, når arbejdet var fuldført. A kørte i en Mitsubishi Pajero.

Procedure

A har gjort gældende, at der ikke er hjemmel tid beskatning af værdien af fri bil i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4, og har til støtte herfor henvist til, at varebilen er indrettet og anvendes således, at den ikke er anvendelig som alternativ til en privat bil. Varebilen er på gule nummerplader, og momsen er fradraget fuldt ud. A var helt klar over, at han så ikke måtte bruge den privat, hvilket også er forklaret af revisor NB. Varebilen har alene kørt omkring 11.000 km årligt, hvorfor det, under hensyntagen til at varebilen anvendes hver eneste arbejdsdag, må have formodningen imod sig, at der tillige køres privat i den. Sagsøgeren har i den forbindelse henvist til de lister, han har udarbejdet. Endvidere dækkes det private kørselsbehov fuldt ud af de i Volvoen kørte kilometer, og Kommunen har allerede vurderet omfanget af det private kørselbehov ved godkendelse af fordelingen af erhvervsmæssig, henholdsvis privat kørsel i Volvoen. Adressesammenfaldet mellem virksomheden og bopælen kan på ingen måde tillægges selvstændig betydning ved afgørelsen af, om varebilen har været anvendt til privat kørsel.

Skatteministeriet har til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at den omhandlede Mitubishi Pajero ikke er en specielt indrettet værkstedsvogn, som er uanvendelig som alternativ til en privat bil. Da A var ejer af bilen og dermed havde rådighed over denne, da bilen var parkeret på hans adresse, og da han ubestridt ikke har ført et kørselsregnskab, påhviler det efter fast praksis sagsøgeren at bevise, at den omhandlede bil ikke har været benyttet privat, og denne bevisbyrde er ikke løftet. Den omstændighed, at A har haft rådighed over en anden bil - Volvoen - til privat kørsel, er uden betydning, og det er også uden betydning, at Kommunens skatteforvaltning ikke har anfægtet den skønsmæssige fordeling af privat og erhvervsmæssig kørsel i Volvoen. Skatteministeriet har endvidere gjort gældende, at der i mangel af kørselsregnskab ikke foreligger dokumentation for, at bilen blev anvendt hver eneste arbejdsdag, og at den har kørt ca. 11.000 km pr. år, idet dette ikke kan anses for godtgjort ved de lister, der efterfølgende er udarbejdet af A. Det er endvidere uden betydning, at der blev foretaget fradrag for momsen i forbindelse med købet af Mitsubishi Pajeroen.

Landsrettens begrundelse og resultat

A var ejer af den pågældende Mitsubishi Pajero og har således haft rådighed over den, og han har efter sin forklaring dagligt kørt i bilen, der blev parkeret på hans adresse, som var sammenfaldende med firmaets adresse.

Efter det oplyste, herunder de fremlagte fotos af bilens indretning, er der ikke grundlag for at antage, at den pågældende bil har været uegnet til privat kørsel.

Det er endvidere ubestridt, at A ikke har ført et kørselsregnskab.

Selv om det må lægges til grund, at A havde et begrænset privat kørselsbehov, findes A ikke over for det, der er anført ovenfor, at have sandsynliggjort, at han ikke har anvendt bilen til privat kørsel. Det bemærkes, at de lister over kørslen, som A efterfølgende har udarbejdet, ikke kan anses som fornøden dokumentation for, at bilen ikke har været anvendt privat, som forklaret af A.

Den omstændighed, at A havde rådighed over en anden bil - Volvoen - og at skatteforvaltningen ikke har anfægtet den skønsmæssige fordeling af privat og erhvervsmæssig kørsel i denne, samt den omstændighed, at han har foretaget fradrag for momsen i forbindelse med købet, kan ikke føre til noget andet resultat.

A er derfor med rette blevet beskattet af værdien af privat bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, og da sagsøgeren ikke har bestridt den beløbsmæssige opgørelse, tager landsretten Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagens omkostninger for landsretten skal sagsøgeren, A, betale til sagsøgte med 10.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter