Dato for udgivelse
14 Oct 2014 14:05
SKM-nummer
SKM2014.706.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
12-0191634
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Fradrag
Emneord
Bespisning, indgående afgift, tilbagebetaling
Resumé

Landsskatteretten indrømmede tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgift til bespisning af forretningsforbindelser, idet de omhandlede udgifter måtte anses for sandsynliggjort eller dokumenteret.

 

Reference(r)

Momsloven §§ 37 og 42
Dagældende skatteforvaltningslov §§ 31 og 32

 

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2, afsnit D.A.4.3.3


Sagens emne
Klagen skyldes, at SKAT ikke har imødekommet en anmodning fra H1, herefter benævnt klageren, vedrørende tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2005, idet dokumentationskravet ikke er anset for opfyldt, jf. styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger
Klageren har den 31. december 2010 anmodet SKAT om tilbagebetaling af indgående afgift, i alt 1.490.034 kr., vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2010, jf. SKATs styresignal, SKM2010.622.SKAT, offentliggjort den 4. oktober 2010.

I anmodningen var opgørelsen af kravet for perioden 1. januar 2006 til 31. december 2010 foretaget på baggrund af udskillelse af forbrug på indkøb af drikkevarer, chokolade, vin, mv. i klagerens bogføringssystem.

For perioden 1. oktober 1994 til 31. december 2005 var kravet opgjort på baggrund af de gennemsnitlige faktiske omkostninger for årene 2006 - 2010, fratrukket 5 % pr. år, som følge af et skønnet lavere aktivitetsniveau i årene 1994 - 2005. Baggrunden for opgørelsesmetoden for denne periode skyldtes, at det ikke var muligt at foretage udtræk fra bogføringssystemet for den omhandlede periode.

SKAT har den 3. maj 2012 truffet afgørelse, hvorefter SKAT har imødekommet anmodningen for så vidt angår perioden 1. januar 2006 til 31. december 2010 og udbetalt i alt 555.908 kr.

SKATs afgørelse
SKAT har ikke godkendt fradrag for indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 934.126 kr., for perioden 1. oktober 1994 til 31. december 2005, idet der ikke er indsendt en specifik opgørelse over kravet, samtidig med at der ikke er indsendt dokumentation for den ønskede udbetaling.

I henhold til skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32 skal der fremsættes oplysninger af faktisk eller retlig karakter, for at der kan ske genoptagelse af momstilsvaret.

Det fremgår endvidere af SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, at virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.

Virksomheden skal gennem regnskabet mv. kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Der er henvist til momslovens § 37 og § 56, samt momsbekendtgørelsens § 55 m.fl.

Herefter skal virksomheden sandsynliggøre, hvor stor en andel af disse bespisningsudgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen.

Vedrørende dokumentationskravet for perioder der er ældre end 5 år, skal der også for disse perioder indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Dokumentationskravet vil i disse situationer efter en konkret vurdering kunne opfyldes ved hjælp af eksempelvis specifikation til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende.

Vurderingen, af om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for ældre perioder. Der ses bl.a. på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Kan virksomheden f.eks. dokumentere et krav for de seneste 5 år, så kan den ikke blot anvende kravet for den periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for den ekstraordinære periode. SKAT accepterer ikke, at virksomheden blot ganger med de resterende antal år der ønskes tilbagebetaling for. Virksomheden vil i den situation ikke leve op til dokumentationskravene. Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder ældre end 5 år, kan der ikke ske tilbagebetaling.

Da virksomheden ikke har indsendt en specificeret opgørelse med tilhørende dokumentation, kan dokumentationskravet ikke anses for opfyldt.

Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har nedlagt principal påstand om, at klageren er berettiget til yderligere tilbagebetaling af indgående afgift, i alt 934.126 kr., vedrørende bespisning af ansatte og forretningsforbindelser, for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2005. Der er nedlagt subsidiær påstand om, at klageren er berettiget til tilbagebetaling af et mindre beløb fastsat efter Landsskatterettens skøn.

Det fremgår af SKM2011.829.SKAT, at tilbagebetalingskravene skal dokumenteres gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter den tilbagesøgende virksomheds opfattelse kan dokumentere kravet.

Efter Skatteministeriets opfattelse vil dette beviskrav være løftet, hvor det kan dokumenteres gennem relevant regnskabsmateriale og bilagsmateriale, at der er afholdt udgifter til bespisning i form af repræsentation og kost til ansatte. Videre skal den tilbagesøgende virksomhed sandsynliggøre hvilke af disse udgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen.

Hvor der søges moms tilbage for perioder, der er mere end 5 år gamle, fremgår det af styresignalet, at der også her skal indsendes specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet.

Hvor bilagsmateriale i relation til de afholdte udgifter ikke længere foreligger, vil dokumentationskravet konkret kunne opfyldes gennem blandt andet i) specifikation til regnskabsmaterialet, ii) mødekalendere og iii) korrespondance.

Herudover fremgår det af styresignalet, at beregningsmetoden for opgørelsen af tilbagebetalingskravene skal oplyses, og at virksomhederne ikke vil kunne udregne krav for en tidligere periode ved at multiplicere opgjorte krav for en senere periode.

SKAT fremsendte den 28. marts 2012 forslag til afgørelse. Af forslaget fremgik, at SKAT alene agtede at imødekomme anmodningen om tilbagebetaling for så vidt angik moms for perioden 1. januar 2006 - 31. december 2010, mens tilbagebetaling for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2005 ikke ville kunne imødekommes som følge af, at klageren ikke havde indsendt en specifik opgørelse over kravet eller dokumentation for den ønskede udbetaling.

Klageren fremsendte den 20. april 2012 sine bemærkninger til SKATs forslag til afgørelse, idet klageren anførte, at klageren havde sandsynliggjort sit krav gennem opgørelse foretaget på baggrund af et realistisk og bedst muligt skøn.

Klageren angav videre, at klageren var villig til at acceptere 10 % nedsættelse af kravet for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2005 ud fra en betragtning om, at mødeaktiviteten i denne periode muligvis havde været lavere end i perioden 2006 - 2010.

Den 3. maj 2012 traf SKAT afgørelse i overensstemmelse med forslag til afgørelse af 28. marts 2012.

Ved EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, blev det fastslået, at de tidligere begrænsninger vedrørende momsfradrag for udgifter til virksomhedskantiners gratis bespisning af forretningsforbindelser og ansatte under møder i forbindelse med arbejdet ikke kunne opretholdes.

Dommen medførte i Danmark en praksisændring, hvorefter der nu blev indrømmet fradragsret for moms på de nævnte udgifter i overensstemmelse med de almindelige regler i momslovens kapitel 9.

Praksisændringen blev gennemført i dansk ret ved SKATs styresignal SKM2010.622.SKAT.

Ved SKM2011.829.SKAT angav Skatteministeriet en række krav til den dokumentation, som virksomhederne skulle fremkomme med, for at få genoptaget afgiftstilsvaret i overensstemmelse med SKM2010.622.SKAT.

Det fremgår heraf, at tilbagebetalingskravet skal dokumenteres. I relation til krav, der vedrører perioder, der er ældre end 5 år, hvor virksomheden ikke længere opbevarer bilagsmaterialet, fremgår:

"(...) vil dokumentationskravet efter en konkret vurdering blandt andet kunne opfyldes gennem

  • specifikationer til regnskabsmaterialet
  • mødekalendere
  •  korrespondance

Derudover skal det sandsynliggøres, at betingelserne for fradragsret ifølge retningslinjerne i styresignalet er opfyldt."

Det angives overordnet, at det vil bero på en konkret vurdering, om det fremlagte materiale er tilstrækkeligt til at imødekomme anmodningen. Dog anføres det slutteligt, at:

"Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5 år, og derfor ikke på nogen måde kan dokumentere, at der for disse år er afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen, kan der efter Skatteministeriets opfattelse ikke ske tilbagebetaling"

Styresignalet må læses derhen, at der er tale om en konkret bevisvurdering foretaget ud fra det materiale, som virksomheden kan tilvejebringe som dokumentation for sit krav. Hvor virksomheden herigennem kan sandsynliggøre, at de pågældende beløb er omfattet af tilbagebetalingsadgangen, bør udbetaling ske.

I SKATs afgørelse afvises klagerens tilbagebetalingskrav med den begrundelse, at klageren ikke har løftet dokumentationskravet, idet der ikke er indsendt en specificeret opgørelse med tilhørende dokumentation.

Det bemærkes hertil for det første, at specifikationen af kravet for 1994 - 2005 er foretaget på samme måde og i samme form som kravet for 2006 - 2010. Forskellen er alene, at hvor det var muligt at trække tallene for 2006 - 2010 direkte fra klagerens bogføringssystem, var dette ikke muligt for 1994 - 2005.

Beløbet for årene 1994 - 2005 er derfor opgjort som et gennemsnit af de tilsvarende tal for 2006-2010, dog fratrukket 5 % for at afspejle et skønnet lavere aktivitetsniveau i den omhandlede periode.

De opgjorte tal er baseret på reelt og dokumenteret forbrug til mødeaktiviteter i en senere periode, hvilket underbygger, at tallene er sandsynlige. Det er endvidere utvivlsomt, at der i væsentligt omfang blev afholdt møder med træk på kantinen også før den 1. januar 2006.

Klagerens virksomhed var i alt væsentligt identisk før og efter nytår 2005/2006.

Dette tilsiger, at mødeaktiviteten i perioden 1994 - 2005 gennemsnitligt svarede til mødeaktiviteten i 2006 - 2010.

Klageren har i sin opgørelse af tallene i anmodningen af 31. december 2010 nedsat beløbet for 2006 - 2010 med 5 %, som udtryk for klagerens konkrete skøn over den mulige afvigelse, der har været i mødeaktiviteten i de to perioder.

Beløbet for 1994 - 2005 er således baseret på konkrete og sammenlignelige tal fra en sammenlignelig periode, ligesom der konkret er foretaget justering af tallene.

Klageren har således sandsynliggjort sit krav på tilbagebetaling for perioden 1. oktober 1994 til 31. december 2005.

Det har ikke været muligt for klageren for perioden 1994 - 2005 at fremskaffe dokumentation som de eksempler, der er opstillet i SKM2011.829.SKAT, i form af specifikationer til regnskabsmateriale, mødekalendere eller korrespondance.

Særligt i relation hertil bemærkes, at ovennævnte dokumenter i SKM2011.829.SKAT angives som eksempler på, hvorledes en opgørelse vil kunne dokumenteres, jf. formuleringen "dokumentationskravet (vil) efter en konkret vurdering blandt andet kunne opfyldes gennem (...)". Der er således ikke tale om, at kravet alene kan opfyldes gennem de angivne dokumenter, jf. hertil også det forvaltningsretlige forbud mod skøn under regel.

Bogføringsloven (LBKG nr. 648 af 15. juni 2006) stiller i § 10 krav om, at den bogføringspligtige opbevarer regnskabsmateriale i 5 år fra udgangen af det år, som regnskabsmaterialet vedrører. 5-årskravet fandtes tillige i § 10 i den tidligere bogføringslov, lov nr. 1006 af 23. december 1998, og før dette i LBKG nr. 60 af 19. februar 1986 § 2, stk. 2, vedrørende opbevaring af forretningsbøger.

Det var derfor ikke forventeligt for klageren, at der skulle opbevares bogføringsmateriale ud over denne periode, ligesom det ikke kan lægges klageren til last, at der ikke er opbevaret sådan materiale. Dette gælder så meget desto mere mødekalendere og lignende.

SKAT har ikke foretaget en konkret vurdering på baggrund af det af klageren indsendte materiale. SKAT har derved heller ikke konkret taget stilling til, om klageren gennem det indsendte har sandsynliggjort, at der er afholdt udgifter til bespisning mv. af streng erhvervsmæssig karakter, der berettiger til fradrag af indgående moms af de pågældende udgifter i overensstemmelse med sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S.

SKATs afgørelse er alene begrundet i en mekanisk anvendelse af SKM2011.829.SKAT uden selvstændig stillingtagen til det indsendte materiale. Dermed foreligger der et ulovligt skøn under regel.

Det bevirker, at klageren reelt afskæres fra tilbagebetaling i medfør af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, da den i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, påkendte periode ligger ud over bogføringslovens opbevaringskrav, og fordi klageren ikke er gået ud over det ved lovgivningen påkrævede opbevaringskrav for regnskabsmateriale og ikke ved tilfældigheder har opbevaret materiale, som end ikke er omfattet af lovgivningens opbevaringskrav.

Dette bør ikke være klagerens risiko og SKAT skal undergive klagerens anmodning om tilbagebetaling af moms, vedrørende perioden 1. oktober 1994 til 31. december 2005, konkret, individuel bedømmelse med baggrund i det med anmodningen indsendte materiale.

Klageren har ved det fremlagte materiale, i forbindelse med anmodning, i overvejende grad sandsynliggjort størrelsen af kravet, hvorfor klagerens anmodning om tilbagebetaling af moms for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2005 bør imødekommes.

I nærværende sag søges en afgift opkrævet i strid med EU-retten tilbage af den afgiftspligtige, der har betalt den. Efter EU-domstolens praksis er den klare hovedregel, at borgerne har et retskrav på tilbagesøgning af afgifter, der er opkrævet i strid med EU-retten.

EU-domstolen har ved flere lejligheder angivet, at hvor der ikke er fastsat EU-retlige regler om tilbagebetaling af afgifter, tilkommer det den enkelte medlemsstat at fastsætte betingelser for tilbagebetalingen, når blot de pågældende betingelser ikke gør det praktisk umuligt at opnå tilbagebetaling. Således angiver EU-domstolen i sag C-291/03, My Travel Plc, præmis 17, at:

"(...) Det tilkommer i mangel af fællesskabsretlige bestemmelser om anmodninger om tilbagebetaling af afgifter hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte betingelserne for foretagelse af disse anmodninger. Disse betingelser skal dog overholde ækvivalens- og effektivitetsprincippet, dvs. at de ikke må være mindre fordelagtige end dem, der regulerer tilsvarende klager på grundlag af national ret, ligesom de heller ikke må gøre det praktisk talt umuligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden (...)" (vor fremhævning).

Tilsvarende angives det i sag C-35/05, Reemtsma Cigarettenfabrikken GmbH, præmis 37, at:

"Det bemærkes herved, at det i mangel af fællesskabsretlige bestemmelser om anmodninger om tilbagebetaling af afgifter tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte betingelserne for foretagelse af disse anmodninger. Disse betingelser skal dog overholde ækvivalens- og effektivitetsprincippet, dvs. at de ikke må være mindre fordelagtige end dem, der regulerer tilsvarende klager på grundlag af national ret, ligesom de heller ikke må gøre det praktisk talt umuligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden (...)" (vor fremhævning).

Det følger således af det EU-retlige effektivitetsprincip, at en national ordning ikke praktisk må umuligøre tilbagebetaling af en efter EU-retten uretmæssigt opkrævet afgift.

SKM2011.829.SKAT bevirker, at klagerens (og andre afgiftspligtiges) tilbagebetaling af momsbeløb, i medfør af EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, reelt umuliggøres. Det skyldes, at opfyldelse af de af SKAT fremsatte krav til dokumentation for afgiftsbetalingerne ligger ud over, hvad de fleste afgiftspligtige vil kunne præstere, idet langt de færreste vil have opbevaret dokumentation i et tidsrum, der går ud over lovkravene på det pågældende område, samt dokumentation der ikke er omfattet af opbevaringskrav overhovedet.

 
Den ordning, der er fastsat og praktiseret af SKAT for tilbagebetaling af afgifter, i medfør af SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT, fremstår derfor som værende i strid med det EU-retlige effektivitetsprincip.

Landsskatterettens afgørelse
Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT ikke har imødekommet klagerens anmodning om tilbagebetaling af indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i egne lokaler, for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2005, med i alt 934.126 kr.

Af momslovens § 37, stk. 1, fremgår:

"Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6."

Af momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, fremgår:

"Virksomheder kan ikke fradrage afgift af indkøb m.v., som vedrører

1)       kost til virksomhedens indehaver og personale,

(...)

5)   underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver, jf. dog stk. 2.

(...)"

Af dagældende skatteforvaltningslov § 31, stk. 2, fremgår:

"Stk. 2. En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. (...)."

Af dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, fremgår:

"Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

1) Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis. Tilsvarende kan genoptagelse ske til gunst for den godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller 3 år forud for underkendelsen af praksis."

Ifølge dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, kan et afgiftstilsvar ændres uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 31, såfremt hidtidig praksis er endelig underkendt ved dom, en Landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet.

EU-domstolen har i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, udtalt sig om dels medlemsstaternes mulighed for opretholdelse af undtagelser fra retten til fradrag af indgående afgift i henhold til standstill-klausulen, jf. 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, dels om virksomhedernes mulighed for vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden, uden at leverancen udløser udtagningsmoms, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2, litra a) og b). Selskaberne havde i henhold til national praksis fradraget den fulde indgående afgift og beregnet udtagningsmoms.

Domstolen udtalte, jf. præmis 44, at det vil være i strid med standstill-klausulen i 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, såfremt en medlemsstat efter direktivets ikrafttrædelsestidspunkt anvender en undtagelse fra retten til fradrag for indgående afgift, efter at medlemsstaten gennem administrativ praksis har anerkendt fuld fradragsret. Som følge heraf kan momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, ikke anvendes til at begrænse retten til fradrag af den indgående afgift i forbindelse med vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden.

Videre udtalte domstolen, at 6. direktivs artikel 6, stk. 2, som udgangspunkt omfatter vederlagsfri bespisning af personale i virksomhedens lokaler, medmindre virksomhedens behov - såsom behovet for at sikre, at møder i arbejdet forløber sammenhængende og godt - gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren sørger for bespisningen, jf. præmis 65. I de særlige tilfælde, hvor virksomhedens behov gør det nødvendigt at sørge for vederlagsfri bespisning af personalet i forbindelse med afholdelse af møder i virksomheden, er leverancen ikke omfattet af begrebet "virksomheden uvedkommende formål", jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2. En sådan vederlagsfri bespisning skal således ikke sidestilles med levering af en tjenesteydelse uden vederlag, hvorfor der ikke skal beregnes udtagningsmoms.

Som følge af EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, har SKAT offentliggjort styresignalet SKM2010.622.SKAT, hvorefter praksis, ifølge hvilken der ikke var fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte i forbindelse med møder i virksomheden, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, er ændret.

For så vidt angår praksisændringens omfang fremgår følgende af SKM2010.622.SKAT:

"Genoptagelse

Virksomheder der efter den hidtidige praksis ikke har taget fradragsret, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, eller som har beregnet udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2, ved bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret."

Skatteministeriet har endvidere tilkendegivet sin opfattelse vedrørende dokumentationskravene i styresignalet SKM2011.829.SKAT, hvoraf fremgår følgende:

"Dokumentationskravene er i SKM2010.622.SKAT formuleret således:

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet."

Det vil med andre ord sige, at det som udgangspunkt beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om det fremlagte materiale er tilstrækkeligt til, at anmodningen kan imødekommes.

Efter Skatteministeriets opfattelse kan der lægges følgende grundlæggende linje for, hvad der skal kræves af dokumentation for, at kravet kan imødekommes:

Virksomheden skal gennem regnskabet kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Da bespisning af forretningsforbindelser er anset for "repræsentation" og bespisning af ansatte for "kost til ansatte", vil det være naturligt at tage afsæt i regnskabets konti for henholdsvis "repræsentation" og "kost til ansatte".

Herefter skal virksomheden kunne sandsynliggøre, hvor stor andel af udgifterne på disse konti, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen. Udgifter til hotel- og restaurationsudgifter skal trækkes helt ud af opgørelsen, da disse udgifter ikke er omfattet tilbagebetalingsadgangen.

Sandsynliggørelse af, hvilke udgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen kan f.eks. ske ved, at virksomheden redegør for og dokumenterer sine mødeaktiviteter og bespisningspolitik.

For perioder, der er ældre end 5 år, skal der også indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Da bilagsmaterialet måske ikke længere foreligger, vil dokumentationskravet efter en konkret vurdering blandt andet kunne opfyldes gennem

  • specifikationer til regnskabsmaterialet
  • mødekalendere
  • korrespondance

Derudover skal det sandsynliggøres, at betingelserne for fradragsret ifølge retningslinjerne i styresignalet er opfyldt.

Vurderingen af, om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for de ældre perioder. Der skal ses på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Hvis virksomheden f.eks. kan dokumentere et krav vedrørende en nyere periode, kan virksomheden ikke anvende kravet for denne periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for de ældre perioder. Det vil med andre ord sige, at det ikke accepteres, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for.

Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5 år, og derfor ikke på nogen måde kan dokumentere, at der for disse år er afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen, kan der efter Skatteministeriets opfattelse ikke ske tilbagebetaling."

Det bemærkes, at styresignaler, herunder SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, gengiver SKATs opfattelse.

Det bemærkes endvidere, at det følger af bogføringslovens § 10, stk. 1, og momsbekendtgørelsens § 66, stk. 1, at virksomheder alene er forpligtet til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år. Genoptagelsesperioden for momsfradrag vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte rækker langt ud over denne opbevaringsperiode.

Klageren har således ikke fuldt ud fyldestgørende regnskabsmateriale for hele genoptagelsesperioden, herunder vedrørende den påklagede periode, 1. oktober 1994 - 31. december 2005.

Spørgsmålet er herefter, hvorvidt de omhandlede udgifter til bespisning kan anses for sandsynliggjort eller dokumenteret og dermed anses for omfattet af momslovens § 37.

De omhandlede udgifter for årene 1994 - 2005 er opgjort som et gennemsnit af de tilsvarende tal for 2006 - 2010, dog fratrukket 5 % pr. år for at afspejle et skønnet lavere aktivitetsniveau i den omhandlede periode.  De opgjorte tal er således baseret på dokumenteret forbrug til mødeaktiviteter i en senere periode.

Landsskatteretten finder det herefter sandsynliggjort, herunder efter en konkret vurdering af klagerens aktivitet i genoptagelsesperioden, at klageren har afholdt udgifter af den omhandlede karakter i den påklagede periode. Retten finder endvidere, at størrelsen af kravet i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort. Der er herved henset til, at klageren har taget hensyn til aktivitetsniveauet i den omhandlede periode. Klageren har således ved opgørelsen af kravet foretaget et realistisk skøn.

Landsskatteretten kan derfor tiltræde den nedlagte principale påstand i sagen.