Dato for udgivelse
29 Sep 2004 13:07
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13. september 2004
SKM-nummer
SKM2004.377.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
450/2002
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Underskud, overførsel, personfradrag, overskud, ejendom, renter, forventning, erstatningsansvar
Resumé

Uudnyttede underskud og personfradrag kunne ikke overføres til indkomståret 1997, idet samlivet mellem ægtefællerne ophørte i indkomståret 1995 som følge af skilsmisse. Skatteyderen havde heller ikke opnået en retsbeskyttet forventning om overførsel, allerede fordi han i forbindelse med forskudsregistreringen ikke gjorde opmærksom på, at han var blevet skilt.

I indkomståret 1997 tjente en ejendom, som skatteyderen ejede i lige sameje med sin tidligere ægtefælle, til bolig for skatteyderen. Skatteyderen skulle derfor medregne hele ejendommens overskud efter ligningslovens § 15 I.

Skatteyderen kunne kun fratrække halvdelen af renteudgifterne på et lån i ægtefællernes faste ejendom, idet det ikke var godtgjort, at der var indgået aftale om en anden fordeling af renteudgifterne.

Skattemyndighederne havde ikke udvist forhold, der kunne begrunde erstatningsansvar.

Reference(r)

Personskatteloven § 10, stk. 3
Personskatteloven § 13, stk. 2
Kildeskatteloven § 4, stk. 3
Ligningsloven § 15 I
Ligningsloven § 15 J (dagældende)
Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra b
Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e

Henvisning

Ligningsvejledningen 2004 - 3 A.E.1.1.4

Henvisning

Processuelle regler 2004 - 3 C.3.1.6

Henvisning
Ligningsvejledningen 2004 - 4 A.A.4.4

Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Wendler Pedersen, Per Walsøe, Asbjørn Jensen, Thomas Rørdam og Poul Dahl Jensen.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 2. afdeling den 16. august 2002.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, A, har principalt gentaget sin påstand og har subsidiært påstået indstævnte, Skatteministeriet, dømt til at anerkende, at skattevæsenet ikke har overholdt § 6 i offentlighedsloven og som følge heraf er erstatningsansvarlig over for ham for hans tab ved ikke at blive beskattet i overensstemmelse med den principale påstand.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse over for As principale påstand og frifindelse for den subsidiære påstand.

Anbringender

Til støtte for den subsidiære påstand har A anført, at skattemyndighederne har givet ham tilsagn om, at han kunne få den retsstilling, som fremgår af hans principale påstand, og at myndighederne i den forbindelse ikke har overholdt notatforskrifterne i offentlighedslovens § 6. Som følge heraf har han fået en retsbeskyttet forventning om den tilsagte retsstilling, og kan denne ikke materielt opnås, er Skatteministeriet erstatningsansvarlig over for ham.

Forklaringer

Til brug for Højesteret er der afgivet nye forklaringer af FT og NM.

FT har forklaret, at hun ikke erindrer at have talt med B på noget tidspunkt. Hun husker heller ikke at have talt med A om en ændring af et skattekort i 1996 eller 1997. Der er ikke notatpligt vedrørende ændring af skattekort. Der er således ikke notat om eventuelt foretagne ændringer. Hun erindrer ikke den konkrete sag. Hun erindrer således ikke at have sendt ændringer af skattekort til B eller A. Den normale procedure er, at en ændring af skattekort sendes samme dag eller dagen efter, at ændringen er foretaget. Skatteforvaltningen kan kun gå 3 år tilbage, og hun kan derfor ikke se, om der er foretaget ændringer af As skattekort den 13. december 1996. Hun har gennemlæst skatteforvaltningens sag. Det fremgår heraf, at skatteforvaltningen skrev til B i slutningen af 1997 og meddelte hende, at hun blev forhøjet med halvdelen af lejeværdien af ejendommen for indkomståret 1996. Skatteforvaltningen modtog ikke nogen protest fra B i den anledning, og skatteforvaltningen gik derfor ud fra, at B havde accepteret ændringen. Hun er ved nærmere eftertanke i tvivl om, hvorvidt lejeværdiforhøjelsen angik indkomståret 1997. Hun husker således ikke, om ændringen angik 1996 eller 1997.

NM har forklaret, at hun ikke erindrer noget om sagen. Hun erindrer ikke at have talt med B. Hun erindrer heller ikke at have talt med A i december 1996. Hun husker slet ikke, hvad der skete i sagen i december 1996. Hun erindrer ikke at have skrevet til A om ændring af lejeværdi af egen bolig. Hun erindrer ikke at havde talt med A om rentefradrag eller at have rådgivet ham herom. Hun har ikke talt med FT om overførsel af Bs rentefradrag til A. Hvis en person ønsker at få ændret sit rentefradrag, spørger skatteforvaltningen altid om årsagen til den ønskede ændring. Såfremt en person ønsker at få ændret sit skattekort til et indkomstgrundlag på 0 kr., vil det normalt give anledning til spørgsmål fra skatteforvaltningens side. Hun er i dag ansat i ... skatteforvaltning. I 1996 og indtil 1. december 1997 var hun ansat i skatteforvaltningen i ....

Højesterets begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at As principale påstand vedrørende skatteværdien af Bs uudnyttede personfradrag, fradrag for hendes uudnyttede underskud og skattemæssigt overskud af ejendommen X-vej 145, ikke er taget til følge.

Ejendommen X-vej 145 blev erhvervet af B og A i lige sameje ved tinglyst skøde af 4. juni 1976, og som anført af landsretten var der i hvert fald ikke indtil marts 2000 sket ændringer i adkomstforholdene. B og A hæftede i 1997 solidarisk for lånet til BRF Kredit.

Højesteret finder, at det herefter er udgangspunktet, at B og A i det indbyrdes forhold hæftede ligeligt. Der foreligger ikke oplysninger, der godtgør, at der mellem dem var aftalt en anden fordeling af gældsforpligtelsen. Med denne begrundelse tiltræder Højesteret, at heller ikke den del af As principale påstand, der vedrører rentefradrag for lånet til BRF Kredit, er taget til følge.

For så vidt angår As subsidiære påstand om erstatning finder Højesteret, at det ikke er godtgjort, at skattemyndighederne har udvist forhold, der kan begrunde erstatningsansvar. Allerede af den grund tager Højesteret Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

Skatteministeriet frifindes for As erstatningspåstand.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter