Dato for udgivelse
13 Nov 2013 15:02
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
01 Oct 2013 08:35
SKM-nummer
SKM2013.804.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Retten i Svendborg, BS R5-940/2012
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Når man ønsker en sag genoptaget
Emneord
Kursværdi, gældsposter
Resumé

A's indkomst for indkomståret 2000 blev forhøjet vedrørende hans deltagelse i K/S H3. Han klagede ikke over afgørelsen. Syv andre kommanditister i samme kommanditselskab fik samme forhøjelse, men klagede og fik medhold i Landsskatteretten. Med henvisning hertil bad A om ekstraordinær genoptagelse af sin skatteansættelse.

For så vidt angik skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, anførte retten, at der med Landsskatterettens kendelser vedrørende de andre kommanditister var truffet samme afgørelse i relation til selskabsdeltagerne i samme selskab, hvorfor der reelt var tale om en afgørelse, der konkret havde taget stilling til, med hvilken kurs selskabets gældsposter skulle medtages. Retten fandt det derfor ikke alene med henvisning til Landsskatterettens kendelser bevist, at der var tale om en endelig underkendelse af "hidtidig praksis".

For så vidt angik § 27, stk. 1, nr. 8, fandt retten ikke, at ordlyden i agterskrivelsen og afgørelsen, hvori det bl.a. var oplyst, at revisor var fremkommet med indsigelser, var vildledende eller havde bibragt A en forventning om, at hans afgørelse automatisk ville blive påklaget, uden at han skulle foretage sig yderligere. Retten lagde herved vægt på, at der i afgørelsen var givet almindelig klagevejledning, og at det af ordlyden alene fremgik, at revisor vil påklage nogle afgørelser, ikke at afgørelserne er påklaget. På den baggrund fandt retten, at der ikke forelå sådanne "særlige omstændigheder", at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt.

Som følge heraf blev Skatteministeriet frifundet.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 7
Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 8

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-2 A.A.8.2.3.9

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-2 A.A.8.2.3.10


Parter

A
(Advokat Poul Bostrup)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af byretsdommer

Kim Ottesen

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 17. september 2012 vedrører i første række spørgsmålet om hvorvidt betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1, nr. 7, er opfyldt og i anden række, om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, er opfyldt.

Det er mellem parterne ubestridt, at retten ikke er afskåret fra at tage stilling til hvorvidt betingelserne for genoptagelse i medfør af Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, er opfyldt, uanset der i det administrative system alene er taget stilling til hvorvidt betingelserne i medfør af samme bestemmelses stk. 1, nr. 8, er opfyldt.

Sagsøgerens påstand er, at Skatteministeriet skal tilpligtes at genoptage indkomstansættelsen for indkomståret 2000.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

A deltog som 1 ud af 10 kommanditister i selskabet K/S H3, hvor han havde en andel på 5 %. I 2000 blev selskabets skib solgt og selskabets revisor opgjorde da avancen ud fra en vurdering af skibet til 5.250.000 kr.

I sin afgørelse af den 9. februar 2004 forhøjede SKAT A's selvangivne andel fra 15.500 kr. til 546.847 kr. SKAT havde forinden fremsendt en agterskrivelse, dateret 20. januar 2004 til A. I den nævnte afgørelse af den 9. februar 2004 fra SKAT hedder det bl.a.:

"...

Deres skatteansættelser

Vi har ændret skatteansættelsen for 2000 således:

Vedrørende: 5 % andel i K/S H3.

SKAT har behandlet et sagsforløb for en derboende K/S-deltager i K/S H3, hvor De også er deltager.

Sagen handler om overdragelse pr. 31/1 2000 af andele i K/S H3 til G1.

Overdragelsen sker i henhold til en overdragelsesaftale mellem parterne. Aftalernes tekst er enslydende.

Revisor opgør avancen ud fra en vurdering på skibet til 5.250.000 kr.

SKAT er uenig i denne opgørelsesmetode, og mener i stedet at salgssummen skal opgøres således:

Overtagelse af gæld

6.236.000 kr.

Gæld til G2

8.536.929 kr.

Kortfristet gæld

5.048.092 kr.

Hensættelser

1.000.000 kr.

Heri fragår aktiver:

 

Finansielle anlægsaktiver

-35.076 kr.

Omsætningsaktiver

-2.619.270 kr.

Salgssum skib udgør herefter

18.166.675 kr.

Revisors opgørelse

 5.250.000 kr.

Difference

12.916.675 kr.

 

Deres andel (5 %):

 

Salgssum skib

908.334 kr.

- skattemæssig saldo skib

300.726 kr.

Fortjeneste

607.608 kr.

 

Heraf skattepligtigt, 90 %

546.847 kr.

- selvangivet indtægtsføring, 90 % af 17.000 kr.

  15.500 kr.

Forhøjelse

531.347 kr.

Foranstående ændring medfører en forhøjelse af overskud af virksomhed og skattepligtig indkomst på 531.347 kr. Der er ikke taget hensyn til disposition af ændringsbeløbet i virksomhedsordningen.

..."

Agterskrivelsen dateret 20. januar 2004 har en enslydende redegørelse for forhøjelsen af A's andel.

Videre hedder det i SKATs afgørelse af den 9. februar 2004:

"...

SKAT har oplyst at R1 har bedt deres skatteafdeling om at behandle sager, og at der derfra er modtaget indsigelse.

Indsigelsens hovedpunkter:

-

at en ekstern vurdering skal anvendes til opgørelse af fortjenesten på anparter, da sælger ved et evt. tvangssalg ikke vil komme til at hæfte for mere end skibets værdi pga. de særlige lånevilkår

-

at der ikke skal ske nogen fradragsbegrænsning pga. non-recource vilkår, da det kun er ved et evt. tvangssalg, at disse særlige vilkår træder i kraft.

SKAT mener fortsat, at vores foranstående opgørelsesmetode er rigtig.

SKAT har drøftet sagens videre forløb med R1, som har meddelt, at sagerne her vil blive påklaget til skatteankenævnet for landsskatteretten.

Som bilag er vedlagt SKATs bemærkninger, R1's opgørelse, overdragelsesaftale, 2 stk. vurderingsaftaler, samt R1's indsigelse.

SKATs ret til at foretage skatteansættelser findes i skattestyrelseslovens § 2.

De får senere en årsopgørelse. På denne kan De se ansættelsen af personlig indkomst, kapitalindkomst og skattepligtig indkomst med videre.

Vil de klage over ændringen, skal De gøre det inden 1 måned fra modtagelsen af dette brev (skattestyrelseslovens § 21, stk. 1). Klagen skal være skriftlig og begrundet.

..."

SKATs agterskrivelse af den 20. januar 2004 indeholder en enslydende oplysning omkring R1's behandling af sagerne samt klagevejledning.

Ved afgørelserne truffet henholdsvis den 21. december 2010 og den 22. december 2010 traf Landsskatteretten afgørelse i 7 sager, påklaget af 7 øvrige kommanditister i samme selskab. Ved Landsskatterettens afgørelse blev fortjenesten ved salg af anparterne nedsat, idet salgssummen for andelene blev nedsat fra 18.166.675 kr. til 14.380.500 kr., og idet visse gældsposter i forbindelse med kommanditisternes køb af et skib blev omregnet til kurs 79,08. I Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse i en af sagerne hedder det:

"...

Anparterne i K/S H3, 10 stk. á 185.000 kr., i alt nom. 1.850.000 kr., blev overdraget fra klageren til G1 Holding A/S den 29. juni 2000.

Af perioderegnskab for 1. januar - 31. januar 2000 fremgår, at skibets bogførte værdi udgjorde 16.652.440 kr.

Købet blev berigtiget ved, at G1 Holding A/S overtog sælgers forpligtelser herunder gælden til F1-Bank og G2.

Ved en kommanditists afståelse af en kommanditanpart anses kommanditisten skattemæssigt for at have afstået ideelle anparter i kommanditselskabets aktiver og eventuelle passiver.

Salgssummen opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler, idet der ved afståelse af anpart tages hensyn til den ideelle anpart i kommanditselskabets gæld, som kommanditisten samtidig overdrager. Til den gæld, som kommanditisten frigøres for, skal også medregnes gæld, som går ud over det beløb, hvortil kommanditisten har begrænset sin hæftelse. Dette modsvares af, om kommanditistens afskrivningsgrundlag opgøres som anskaffelsessummen for den ideelle anpart af kommanditselskabets afskrivningsberettigede aktiver inklusive eventuel gæld, der ligger ud over hans hæftelse. Der henvises til Ligningsvejledningen 2001, afsnit E.F.2.3.

I henhold til afskrivningslovens § 45, stk. 1 skal salgssummen omregnes til kontantværdi, der beregnes ved, at den kontante del af salgssummen lægges sammen med kursværdien af aktivets gældsposter.

Landsskatteretten finder, at skønserklæringerne af 7. september 2009 og 3. maj 2010 kan lægges til grund for kursværdiansættelsen, idet retten herved tillige lægger til grund, at den i kommanditselskabets regnskab for indkomståret 1998 anførte langfristede gæld til kommanditisterne på 7.431.600 kr. i 1999 er konverteret til indskudskapital, således som det fremgår af regnskabet. Endvidere tiltræder Landsskatteretten den anslåede værdi af skibet til 6.500.000 kr. Herefter kan kursværdien opgøres som det fremgår af bilag 2 til skønserklæringen af 3. maj 2010, dvs. at den del af prioritetsgælden til F1-Bank, der dækkes af skibets værdi ansættes til kurs 100, medens øvrige gældsposter ansættes til kurs 79,08.

Landsskatteretten finder, at det forhold, at lånene til F1-Bank og G2 er optaget med begrænset hæftelse (non-recourse vilkår) i den foreliggende situation, hvor anparterne sælges, ikke betyder, at gælden skal medregnes til et lavere beløb. Landsskatteretten kan således tiltræde skønserklæringen af 7. september 2009 Ad spørgsmål 2, hvor skønsmanden udtaler, at kommanditselskabet ved salget af anparterne skal betragtes som en virksomhed i fortsat drift, og at aktivernes og passivernes kontante salgsværdi/kursværdi derfor ikke kan baseres på tvangsrealisation som under en konkurs, ligesom der henvises til skønsmandens udtalelse om, at non-recourse aftalen betyder, at långiverne ikke kan gøre krav gældende direkte over for den enkelte kommanditist, men at kommanditisten hæfter for sin andel af stamkapitalen, og at tilførslen heraf til kommanditselskabet må komme samtlige kreditorer i kommanditselskabet til gode.

Landsskatteretten har endvidere henset til, at skønsmanden har anført, at ingen af de aktiver og passiver, der indgår i kommanditselskabets balance omsættes på almindelige markeder, at skibet er ansat til værdien i fri handel til uafhængig tredjemand, at indskudskravet er forudsat honoreret af kommanditisterne hver især, at der ikke er grundlag for at anfægte de øvrige aktivposters værdiansættelse, og at kursværdien af de samlede gældsforpligtelser herefter vil svare til aktivernes værdi.

Klagerens fortjeneste ved salg af anparterne kan herefter opgøres til:

Overtagelse af gæld

 

 

 

 

F1-Bank nom. 6.736.000 kr.

 

 

 

 

Værdi af pant i skib, kurs 100

 

6.500.000 kr.

Restgæld uden sikkerhed, 236.000 kr., kurs 79,08

 

186.639 kr.

G2, 8.536.929 kr., kurs 79,08

 

6.751.377 kr.

Kortfristet gæld, 4.548.092 kr., kurs 79,08

 

  3.596.831 kr.

 

17.034.846 kr.

 

 

Heri fragår aktiver:

 

 

 

 

Finansielle aktiver

35.076 kr.

 

Omsætningsaktiver

2.619.270 kr.

  2.654.346 kr.

 

14.380.500 kr.

Klagerens andel 10 % eller

 

1.438.050 kr.

Saldo 1. januar 2000

 

601.453 kr.

Fortjeneste

 

836.597 kr.

Nedslag afskrivningslovens § 9, stk. 4, 10 %

 

  83.660 kr.

Fortjeneste herefter

 

752.937 kr.

Det er mellem parterne ubestridt, at A, såfremt han havde indbragt afgørelsen af den 9. februar 2004 for Landsskatteretten ligeledes ville have opnået en nedsættelse i forhold til hans andel i selskabet svarende til 170.378 kr.

A anmodede ved brev af den 14. juni 2011 om ekstraordinær genoptagelse af ansættelsen. Der er mellem parterne enighed om, at anmodningen er fremkommet indenfor fristen, anført i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. I A's begæring, som er indgivet af R1 hedder det bl.a.

"...

Anmodning om ændring af skatteansættelsen

På vegne af:

A

skal vi herved anmode om ændring af ansættelsen af skattepligtig indkomst for indkomståret 2000. Anmodningen fremsættes med henvisning til reglerne om ekstraordinær ansættelse efter Skatteforvaltningslovens § 27.

"...

SKAT traf den 30. august 2011 afgørelse om ikke at genoptage A's ansættelse under henvisning til, at der efter SKATs opfattelse ikke foreligger særlige omstændigheder, der er omfattet af Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. I SKATs afgørelse hedder det bl.a.:

"...

SKATs bemærkninger og begrundelse

Du mener at der foreligger særlige omstændigheder, der er omfattet af skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1, nr. 8.

Du henviser til, at den medvirkende årsag til, at du var af den opfattelse, at din sag var under klagebehandling sammen med de øvrige medkommanditister i K/S H3, er følgende formulering i SKATs begrundelse for ansættelsesændringen i 2004.

"...

SKAT har oplyst, at R1 har bedt deres skatteafdeling om at behandle sager, og at der derfra er modtaget indsigelse.

..."

Denne henvisning er til indsigelsen på forslaget til ændring af din skat for 2000.

På grundlag af denne indsigelse er der så udarbejdet afgørelse af den 9. februar 2004.

Det fremgår også af afgørelsen af den 9. februar 2004,

"...

SKAT har drøftet sagens videre forløb med R1, som har meddelt, at sagerne her vil blive påklaget til ankenævnet og Landsskatteretten

..."

Din sag er dog aldrig blevet påklaget.

SKAT mener ikke, at der foreligger sådanne omstændigheder der falder ind under skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Det fremgår også af dommen afsagt af Vestre Landsret den 1. februar 2011 (SKM2011.140.VLR).

Her havde skatteyderen også forsømt at gøre indsigelse mod SKATs afgørelse inden for fristen.

Din anmodning om genoptagelse er derfor ikke imødekommet.

..."

SKATs afslag på genoptagelse blev indbragt for Landsskatteretten, der ved afgørelse af den 18. juni 2012 stadfæstede SKATs afgørelse. I Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse hedder det:

"...

Det fremgår bl.a. af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at told- og skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, fremgår, at uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den skattepligtige giver tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder.

Landsskatteretten finder, at der ikke foreligger særlige omstændigheder, der kan føre til genoptagelse af SKATs afgørelse af 9. februar 2004. Retten har lagt vægt på, at der ikke er begået myndighedsfejl eller lignende, ligesom det af afgørelsen fremgår, at klageren inden 1 måned i givet fald skulle indgive klage over denne. Det forhold, at andre kommanditister i projektet har klaget over skatteansættelsen, kan efter rettens opfattelse ikke føre til et andet resultat.

..."

Forklaringer

A har forklaret, at han er direktør i H1 og H2. Han er uddannet civiløkonom og har arbejdet flere år i bankverdenen. Han har igennem 20 år drevet en virksomhed, der hjælper investorer, og denne virksomhed har bl.a. udbudt det i sagen omhandlede projekt, K/S H3. Det er korrekt, at han ikke har påklaget SKATs afgørelse af den 9. februar 2004. Baggrunden er formuleringen i SKATs afgørelse og i agterskrivelsen, som han har forstået således, at SKATs afgørelse var påkæret, også fordi der var kopi til R1. Det var først senere i forbindelse med Landsskatterettens afgørelser af den 21. december 2010 og af den 22. december 2010, at han gennem R1 fandt ud af, at afgørelsen vedrørende ham ikke var påkæret. Han har talt med R1 om hvorfor hans sag ikke blev påklaget, men de har ikke kunnet give ham nogen forklaring.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har gjort gældende,

at    

der ved Landsskatterettens kendelser af 21. og 22. december 2010 skete tilsidesættelse af den praksis vedrørende avanceopgørelse, som SKATs afgørelse til de 10 kommanditister var udtryk for,

at

§ 27, stk. 1, nr. 7 netop efter ordlyden gælder, når Landsskatteretten tilsidesætter en praksis,

at

en praksis som omhandlet i bestemmelsen kan være lokal og behøver ikke at være offentliggjort,

at

praksis også kan dannes ved afgørelser i 1. instans og i princippet kan opstå ved blot en enkelt afgørelse. I dette tilfælde er der som nævnt tale om afgørelser i en række sager,

at

formålet med bestemmelsen var, at det i massesager ikke skulle være nødvendigt for alle at føre sager om et spørgsmål, men at skatteyderne netop kunne afvente resultatet i en prøve- eller fører sag, og

at

bestemmelsen således skulle fjerne grundlaget for meddelelse af genoptagelsestilsagn.

Det gøres i anden omgang gældende,

at  

der foreligger sådanne særlige forhold, at der kan ske genoptagelse efter § 27, stk. 1, nr. 8

at

der er tale om, at sagsøger ikke stilles materielt, som han har krav på efter dansk skatteret og Landsskatterettens kendelser,

at

der er tale om et betydeligt beløb,

at

sagsøger havde rimelig grund til at tro, at der var klaget over SKATs afgørelse og at han ikke behøvede at foretage sig yderligere, jf. det anførte i bilag 2 og 4, og

at

domstolene fuldt ud er berettiget til at bedømme og i givet fald tilsidesætte den skønsudøvelse, myndighederne skal udøve efter § 27, stk. 1, nr. 8, jf. f.eks. SKM2012.647.BR med kommentar i TfS2012, 585.

Sagsøgte har gjort gældende, at Skatteforvaltningslovens § 27. stk. 1. 7):

En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlige karakter, der kan begrunde ændringen, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

A anmodede om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2000 i revisors brev af 14. juni 2011 (bilag 2), det vil sige lang tid efter udløbet af fristen i § 26, stk. 2, den 1. maj 2004.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, litra 7), om ekstraordinær genoptagelse har følgende ordlyd:

"...

uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

(...)

7) Hidtidige praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort i Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages til gunst for den skattepligtige fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse i den første sag, der resulterede i en underkendelse af praksis, eller fra og med det indkomstår, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet 3 år forud for underkendelsen af praksis.

..."

Bevisbyrden for, at der foreligger en administrativ praksis, påhviler skatteyderen. Det fremgår f eks. af SKM2011.10.HR om udgifter til rådgivning om finansiering af ejendomskøb og af UfR 1999.1849H om en bådudlejningsvirksomhed.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, 7), er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, 7), jf. Folketingstidende 2004/05, side 4277. Det fremgår hverken af lovens ordlyd eller lovmotiverne (Folketingstidende 1998/99, Tillæg A, side 4557 og side 4565, og Folketingstidende 2003/03, Tillæg A, side 4596-4597 og side 4608/4609), hvad der skal forstås ved "praksis".

I forvaltningsret - almindelige emner, 5. udgave, 2009 af Jens Garde m.fl., hedder det på side 138:

"...

Administrativ praksis er en række af enkelte afgørelser, hvoraf man kan udlede den regel, som enkeltafgørelserne anses for udslag af.

..."

Af note 134 nævnte sted fremgår, at det citerede stammer fra Bent Christensen, Forvaltningsret Prøvelse, side 124.

Den "praksis", A mener er endeligt underkendt ved en landsskatteretskendelse (bilag A), er den daværende kommunale skattemyndigheds afgørelse af 9. februar 2004 (bilag B) og de øvrige kommunale skattemyndigheders afgørelser vedrørende de andre kommanditister.

Til støtte for frifindelsespåstanden gør Skatteministeriet gældende, at A ikke har godtgjort, at Landsskatterettens kendelse (bilag A) og de tilsvarende afgørelser vedrørende de andre kommanditister har underkendt en hidtidig "praksis" i henhold til § 27, stk. 1, 7).

Afgørelsen af 9. februar 2004 (bilag B) og afgørelserne vedrørende de øvrige kommanditister hidrører fra underordnede kommunale skattemyndigheder. Med henvisning hertil har A under ingen omstændigheder godtgjort, at der foreligger en "praksis", som er endeligt underkendt ved en landsskatteretskendelse. Skatteministeriet gør herved gældende, at det alene er afgørelser fra de overordnede skattemyndigheder, der kan indebære en "praksis", jf. for eksempel SKM2011.587.HR.

Den daværende kommunale skattemyndigheds afgørelse af 9. februar 2004 (bilag B) og de øvrige skattemyndigheders afgørelser vedrørende de andre kommanditister er ikke udtryk for en "praksis". Afgørelserne er i realiteten kun en afgørelse, og den vedrører den konkrete avanceopgørelse i forbindelse med salget af anparterne i K/S H3. Heraf kan ikke udledes nogen regel, som afgørelsen anses for udslag af.

Det fremgår af landsskatteretskendelserne, at de stedlige skattemyndigheder - fejlagtigt - ikke havde foretaget kontantomregning af salgssummen. Landsskatteretten henviste til afskrivningslovens § 45, stk. 1, og anførte, at salgssummen skulle omregnes til kontantværdi, der skulle beregnes ved, at den kontante del af købesummen skulle lægges sammen med kursværdien af aktivets gældsposter. I forlængelse heraf tiltrådte Landsskatteretten skønsmandens kursværdiansættelse af nogle gældsposter til 79,08.

Landsskatterettens kendelser fra 2010 er således ikke udtryk for en praksisændring, men blot en korrektion af den kommunale skattemyndigheds konkrete fejl ved skatteansættelsen - at man havde glemt at foretage kontantomregning af salgssummen som foreskrevet i loven. Derfor har Landsskatteretten ikke underkendt hidtidig "praksis" i henhold til § 27, stk. 1, 7), men blot korrigeret en fejl ved avanceopgørelsen i en konkret sag - en fejl, som ikke har karakter af en bestemt praksis, idet der ikke er grundlag for at hævde, at den kommunale skattemyndighed plejer at begå den pågældende fejl ved avanceopgørelsen.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, 8):

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, 8), har følgende ordlyd:

"...

uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis

(...)

8) Told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den skattepligtige giver tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af at der foreligger særlige omstændigheder.

..."

Skatteministeriet gør gældende, at der ikke foreligger sådanne "særlige omstændigheder", at A i medfør af § 27, stk. 1, 8), er berettiget til ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2000.

A undlod at klage over SKATs afgørelse af 9. februar 2004 (bilag B), hvorved hans skatteansættelse for indkomståret 2000 blev forhøjet. Hans anmodning om genoptagelse af 14. juni 2011 (bilag 2) blev - bortset fra Landsskatterettens kendelser i de syv andre kommanditisters sager - udelukkende støttet på forhold, som han hele tiden havde været bekendt med, eller som han i hvert fald kunne have gjort sig bekendt med. Efter SKATs afgørelse af 9. februar 2004 (bilag B) er der ikke fremkommet nye omstændigheder, som gjorde, at A fik (yderligere) anledning til at klage. I den situation er han ikke berettiget til genoptagelse, jf. SKM2003.288.HR, SKM2008.990.ØLR og SKM2011.140.VLR.

A valgte ikke at benytte det almindelige klagesystem, og det valg har han ikke nu mulighed for at "omgøre" ved at få ekstraordinær genoptagelse.

Fejl i selvangivelsen eller skatteansættelsen kan ikke i sig selv begrunde genoptagelse, når der ikke er tale om ansvarspådragende myndighedsfejl eller lignende, jf. SKM2001.183.HR.

Den omstændighed, at hans skatteansættelse er forkert sammenholdt med resultatet i de andre sager, hvor kommanditisterne valgte at klage, kan ikke føre til, at A er berettiget til ekstraordinær genoptagelse. Hensynet til at undgå utilfredsstillende ansættelser er ikke i sig selv et forhold, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse, jf. TfS 1994.640 Ø, SKM2001.181.VLR, TfS 2007,2019 V [?.red.SKAT], SKM2008.902.BR, TfS 2208,629 V [?.red.SKAT], SKM2008.990.ØLR og SKM2011.140.VLR. A kunne som sagt have valgt at klage, ligesom de andre kommanditister, men undlod dette.

Heller ikke den omstændighed, at A måtte have haft "rimelig grund til at tro, at der var klaget over SKATs afgørelse, og at han ikke behøvede at foretage sig yderligere", jf. stævningen side 3, 5. afsnit, kan føre til, at han har krav på ekstraordinær genoprettelse. Det er ubestridt, at han rent faktisk ikke klagede. Måtte han have svævet i den vildfarelse, at han havde klaget, vil det bero på hans egne forhold. I øvrigt forekommer det ikke sandsynligt, at han måtte have svævet i en sådan vildfarelse. Som SKAT anfører i afslaget på genoptagelse (bilag 3), side 2, vedrører det omhandlede citat agterskrivelsen til A. Der er jo i øvrigt også givet behørig klagevejledning i afgørelsen af 9. februar 2003 (bilag B), og desuagtet blev klagemuligheden ikke udnyttet.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, nr. 7, at ansættelse af en skatteyders indkomst kan ændres, hvis hidtidig praksis er endelig underkendt blandt andet ved en Landsskatteretskendelse.

Det fremgår af sagen, at Landsskatteretten den 21. og 22. december 2010 efter der var taget stilling til en førersag ændrede ansættelsen for i alt 7 kommanditister i det samme selskab, som A havde været deltager i. Det fremgår af de som eksempler fremlagte afgørelser af 21. og 22. december 2010, at Landsskatteretten konkret har nedsat fortjenesten ved salget af anparterne ved at omregne visse af gældsposterne til kurs 78,08 i stedet for som SKAT til kurs 100. Der er med de nævnte afgørelser truffet samme afgørelse i relation til selskabsdeltagerne i samme selskab og derfor reelt tale om en afgørelse, der konkret taget stilling til, med hvilken kurs selskabets gældsposter kan medtages. Retten finder det derfor ikke alene under henvisning til disse afgørelser bevist, at der med de nævnte afgørelser fra Landsskatteretten er tale om en praksisændring. På denne baggrund er betingelserne for genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, nr. 7 ikke opfyldt.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, nr. 8, at ansættelse af en skatteyders indkomst kan ændres, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Retten finder ikke, at ordlyden af agterskrivelsen af 20. januar 2004 og den enslydende ordlyd i afgørelsen af 9. februar 2004, hvori det blandt andet oplyses, at R1 er fremkommet med indsigelser er vildledende eller har bibragt A en berettiget forventning om, at hans afgørelse automatisk ville blive påklaget uden, at han skulle foretage sig yderligere. Retten har herved lagt vægt på, at der er givet klagevejledning, hvoraf fremgår, at hvis A vil klage, skal han gøre dette inden for en måned og at det af ordlyden alene fremgår, at R1 vil påklage nogle afgørelser, ikke at afgørelserne er påklaget. Det bemærkes i den forbindelse, at da andet ikke er oplyst lægger retten til grund, at A ikke rettede henvendelse til R1 eller SKAT for at sikre sig, at hans afgørelse blev påklaget. På denne baggrund, og da der ikke i øvrigt er fremkommet oplysninger om særlige omstændigheder omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, nr. 8, finder retten det ikke godtgjort, at betingelserne for genoptagelse i medfør af denne bestemmelse er opfyldt.

Som følge af det anførte frifindes Skatteministeriet.

A skal betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 23.000 kr. Beløbet der er inklusive moms dækker omkostninger til advokat og omkostninger til udarbejdelse af materialesamling.

Retten har lagt vægt på sagens resultat og værdi.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 23.000 kr.