Dato for udgivelse
28 Aug 2013 13:21
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
14 May 2013 09:44
SKM-nummer
SKM2013.585.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
12-0189711
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Fradrag og afskrivninger
Emneord
fradrag, renteudgifter, formalitetspåstand, skattesvarelse
Resumé

To ægtefæller hæftede solidarisk for en bankgæld. Låneaftalerne gav ikke grundlag for at fastslå, at betalingen på gælden forlods skulle dække renter. Efter den ene ægtefælles død anmeldte banken hele fordringen samt påløbne renter i dødsboet. Banken anså en dividendebetaling fra boet som forlods nedskrivning på hovedstolen, og der var herefter ikke grundlag for at anse nogen del af betalingen for renter.

Reference(r)

Kildeskatteloven § 53
Ligningsloven § 5, stk. 8
Skatteforvaltningsloven § 20, stk. 1

Henvisning

Ligningsvejledningen, Beskatning ved dødsbobeskatning, pkt. B.L.1.2.

Henvisning

SKATs Juridiske Vejledning, afsnit A.A.4.5.

Henvisning

SKATs Juridiske Vejledning, afsnit A.A.4.6.


Sagen drejer sig om fradrag for renteudgifter samt formalitetspåstand om bl.a. berettigede forventninger.

Landsskatterettens afgørelse

Kapitalindkomst

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag på

339.424 kr. vedrørende renteudgifter.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse

Sagens oplysninger

Klageren, der er født i 1949, var i indkomståret 2008 ansat i H1 A/S i Y1, hvorfra han fik udbetalt løn på 741.334 kr. og skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse på 51.123 kr.

Den 22. juli 1986 optog klageren og klagerens nu afdøde ægtefælle B et lån på 330.000 kr. i F1-Bank A/S til en rentesats på 12 pct. p.a. Det fremgår af lånedokumentet, at lånet er optaget som en mellemfinansiering i forbindelse med køb af ejendommen Y2. Ved underskrivningen af lånedokumentet forpligtede låntagerne sig til at indfri lånet med det provenu, som fremkom ved salget af Y3.

Ved et tillæg af 22. oktober 1987 til låneaftalen om mellemfinansiering af 22. juli 1986 lånte klageren og klagerens hustru et yderligere beløb på 160.000 kr. til en rentesats på 13,5 pct. p.a. i F1-Bank A/S i forbindelse med køb af 2/3 af ejendommen Y4. Ved underskrivningen af lånedokumentet erkendte låntagerne at skylde F1-Bank A/S et beløb på i alt 531.533,27 kr. Låntagerne forpligtede sig at indfri lånet med provenuet ved salg af Y2 og Y3. Låntagerne erklærede, at ejendommene endnu ikke var solgt. Det er aftalt, at lånet skal indfries senest den 1. februar 1988.

Lånene blev ikke indfriet som aftalt, og lånene blev efterfølgende overtaget af F2-Bank A/S.

B afgik den 30. juni 2006 ved døden. Afdøde efterlod sig efterlevende ægtefælle og 2 fællesbørn, som alle var arvinger i boet. Såvel B som klageren var på dødsdagen tilmeldt med bopæl på Y5. Ægtefællerne var ifølge indberetningerne begge indberettet som ejere af ejendommen. Klageren har til Landsskatteretten oplyst, at han aldrig har været ejer af ejendommen Y5.

Skifteretten udleverede den 4. december 2006 boet efter B til behandling ved bobestyrer. Skifteretten besluttede den 27. november 2007 at tage boet under insolvensbehandling, jf. dødsboskiftelovens § 69, stk. 1. Ved proklamafristens udløb var der anmeldt følgende krav i boet, som blev godkendt:

1.

F2-Bank A/S

1.155.968,76 kr.

2.

SKAT, Inddrivelsescentret vedr. studielån

113.924,99 kr.

3.

SKAT, Skattecenter

5.379,00 kr.

1.275.272,75 kr.

Det fremgår af boopgørelse af 24. juli 2008 af boet efter B, at afdøde ejede ejendommen Y5, og at boet solgte ejendommen på tvangsauktion med et provenu på 496.463,06 kr. Bobeholdningen blev opgjort til 374.455,34 kr., og dividendeprocenten blev opgjort til 29,37276 pct. F2-Bank A/S's krav på 1.155.968,76 kr. blev fyldestgjort med 339.424,39 kr. Det ikke fyldestgjorte krav udgjorde 816.543,61 kr.

Der er mellem SKAT og klageren uenighed om, hvorvidt klageren ved sin indkomstopgørelse i 2008 kan anse betalingen fra B's bo på 339.424,39 kr. som en betaling af renter på nævnte gæld til F1-Bank A/S, nu F2-Bank A/S med den følgevirkning, at klageren kan fratrække renteudgifter efter ligningslovens § 5, stk. 8, jf. stk. 1.

I 2006, 2007 og 2008 indberettede F2-Bank A/S gæld med klageren som debitor på hhv. 267.055 kr., 267.055 kr. og 191.455 kr.

Det fremgår af F2-Bank A/S's indberetninger for 1996, at der er indberettet en gæld pr. 31. december 1996 på 577.765,70 kr. med 2 ejere, heraf er med klageren som debitor indberettet 288.882 kr. Der er ikke indberettet renter. Det er oplyst, at beløbet på 577.765,70 kr. vedrører restgæld, og at der ikke i saldobeløbet er medtaget skyldigt rentebeløb, idet F2-Bank A/S har standset den automatiske renteberegning. Det er endvidere oplyst, at saldoen består af flere uafhængige krav. I 1997 er der ligeledes indberettet en samlet gæld på 571.267,20 kr. som er fordelt med 50 pct. på klageren og med 50 pct. på B svarende til 285.633 kr.

Pr. 31. december 2008 og 2009 havde klageren ifølge de indberettede oplysninger indeståender i pengeinstitutter på i alt hhv. 212.214 kr. og 646.421 kr. Klageren havde i 2008 og 2009 bankgæld på i alt hhv. 973.424 kr. og 784.584 kr., heri er indeholdt den nævnte gæld til F2-Bank A/S og studiegæld på hhv. 713.302 kr. og 528.007 kr. Af de indberettede oplysninger fremgår, at klageren i begge indkomstår havde en negativ formue.

Landsskatteretten har bedt klageren om fra F2-Bank A/S at fremskaffe og for Landsskatteretten at fremlægge en specificeret opgørelse af det krav, som F2-Bank A/S anmeldte i B's bo, fordelt på hovedstol og renter, en specificeret opgørelse af, hvorledes F2-Bank A/S er kommet frem til det indberettede beløb i 2007 og 2008 samt F2-Bank A/S's tilkendegivelse af, om den eventuelle indstilling af rentetilskrivningen er udtryk for, at F2-Bank A/S har givet henstand med betaling af renter.

Klageren har ikke imødekommet Landsskatterettens anmodning, men har i brev af 28. december 2012 til retten oplyst, at han for SKAT har fremlagt en af ham udarbejdet opgørelse af det krav, som F2-Bank A/S anmeldte i B's bo, at han kan og vil udarbejde og fremsende en oversigt over, hvorledes F2-Bank A/S er kommet frem til de indberettede beløb i 2007 og 2008. Ved brev af 14. januar 2013 har klageren redegjort for, hvordan indberetningen i 2008 er fremkommet, men har ikke fremsendt en opgørelse fra F2-Bank A/S. Det fremgår af brevet, at klageren tidligere til SKAT har oplyst, at der den 16. september 2008 er indgået 339.424 kr. på kontoen i F2-Bank A/S. I brevet af 14. januar 2013 har klageren oplyst følgende:

"Den 16. september 2008 er der indbetalt i alt 342.655,28 kr. F2-Bank A/S har i forbindelse med indbetalingen nedskrevet hovedstolen fra 534.110,70 kr. til 191.455 kr."

Klageren har endvidere henvist til et sagsnotat udarbejdet af SKAT den 24. juni 2010, hvor SKAT skulle have noteret følgende:

"Da jeg ikke har hørt fra A, ringede jeg til banken som aftalt. F2-Bank A/S og talte med KB. Det anmeldte krav i boet indeholdte både hovedstol og renter, i alt 1.155.968,75 kr. Hovedstolen var på det tidspunkt 2 x 267.055 kr. = 534.110 kr. Når banken får en dividende fra et dødsbo, bliver hovedstolen altid dækket først. Den resterende hovedstol udgør p.t. 191.455 kr. Renterne er ikke tillagt hovedstolen og fremgår ikke af R75."

Klageren har oplyst, at han på et ikke nærmere oplyst tidspunkt i 2008 forsøgte at lave en "tast selv"- ændring af sin forskudsopgørelse for 2008, idet han ønskede at blive forskudsregistreret med renteudgifter på 339.521 kr. Klageren henvendte sig til den kommunale borgerservice, som henviste ham til SKAT, som på baggrund af forevisningen af boopgørelsen godkendte den ansøgte ændring af forskudsregistreringen.

Med kørselsdato den 23. september 2008 blev der udskrevet en ny forskudsopgørelse, hvoraf det fremgår, at klageren med virkning fra 1. oktober 2008 og resten af indkomståret kan få udbetalt 200.776 kr. i A-indkomst uden skattetræk.

Den 12. marts 2009 blev der udskrevet en årsopgørelse nr. 1 for 2008, der var dannet på grundlag af de indberettede oplysninger. Årsopgørelsen viste en skattepligtig indkomst på 718.557 kr. og en restskat på 109.683 kr.

Ved indgivelse af selvangivelsen for 2008 i 2009 selvangav klageren renteudgifter på 339.521 kr. Den 21. september 2009 blev på grundlag af klagerens selvangivelse af renteudgifter på 339.521 kr. udskrevet en ny årsopgørelse (nr. 2), der viste en skattepligtig indkomst på 332.321 kr. og en overskydende skat på 86.286 kr.

SKAT bad om dokumentation for de selvangivne renteudgifter. Klageren oplyste, at renteudgifterne udgjorde renter til F2-Bank A/S, F3-Bank A/S og F4-Foreningen på hhv. 339.424 kr., 34 kr. og 63 kr.

Den 23. juli 2010 fremsendte SKAT et forslag til ændring af indkomsten for 2008, hvor SKAT ikke godkendte selvangivne renteudgifter på 339.424 kr. Der er mellem SKAT og klageren enighed om, at SKATs henvisning til lovparagraffer ikke var korrekt. Den 13. september 2010 sendte SKAT et nyt forslag til afgørelse, hvor fejlen var rettet. SKAT traf afgørelse i form af kendelse den 19. oktober 2010, og den 8. november 2010 blev der uskrevet en ny årsopgørelse (nr. 3).

Skatteankenævns afgørelse

Klageren har gjort gældende, at SKATs afgørelse er mangelfuldt begrundet. SKAT har i sin afgørelse af 19. oktober 2010 henvist til ligningslovens § 5, stk. 8, om fradrag for renteudgifter på misligholdte lån samt dagældende konkursskattelovens kapitel 3 A, der var gældende for den skattemæssige behandling af insolvente dødsboer, da dødsfaldet skete før den 1. juli 2008. SKAT har derudover anført de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund for afgørelsen, ligesom SKAT har forholdt sig konkret til klagerens indsigelser. Nævnet har derfor fundet, at begrundelseskravet er opfyldt.

Klageren har herudover gjort gældende, at han kan støtte ret på forskudsregistreringen. En uformel tilkendegivelse er som udgangspunkt ikke bindende for SKAT, jf. FOU nr. 1993.212. Dersom en række betingelser er opfyldt, kan borgeren støtte ret på en tilkendegivelse fra myndigheden. Det er et krav, at tilkendegivelsen er givet af en kompetent myndighed, at den er rettet direkte til den pågældende borger, at tilkendegivelsen er entydig og positiv og uden forbehold. Tilkendegivelsen skal have øvet indflydelse på borgerens dispositioner, og der må ikke være tale om urigtige eller bristede forudsætninger. Endelig må tilkendegivelsen ikke være klart uoverensstemmende med lovgivningen. Der henvises til SKATs Juridisk Vejledning, afsnit A.A.4, samt til FOU1993.212. Det er borgeren, der skal godtgøre, at borgeren har en berettiget forventning.

Godkendelse af forskudsansættelser kan normalt ikke danne grundlag for en retsbeskyttet forventning, idet de pr. definition har en foreløbig karakter, jf. SKATs Juridisk Vejledning, afsnit A.A.4.6. samt Østre Landsrets dom, gengivet i TfS 1999, 292. Af de anførte grunde er det nævnets opfattelse, at klageren ikke har en berettiget forventning om at få godkendt de selvangivne renteudgifter.

Vedrørende realiteten bemærkes, at betalingen på 339.424 kr. hidrører fra klagerens ægtefælles dødsbo. Dødsboet er omfattet af konkursskattelovens kapitel 3 A, jf. dagældende dødsboskattelovs § 52, stk. 2. Et insolvent dødsbo er et selvstændigt skattesubjekt. De særlige regler, der gælder for afdødes ægtefælle efter dødsboskatteloven, finder ikke anvendelse, når afdødes bo er taget under insolvensbehandling, jf. Ligningsvejledningen, Beskatning ved dødsbobeskatning, pkt. B.L.1.2. Et insolvent dødsbos konkursindkomst omfatter afdødes og boets indtægter og udgifter fra begyndelsen af det indkomstår, hvori afdøde er afgået ved døden og indtil insolvensbehandlingens afslutning, jf. konkursskattelovens § 13 B. Hvis et dødsbo betaler renteudgifter, kan disse derfor fradrages i konkursindkomsten.

Selv om dødsboet ikke efter SKATs bestemmelse er erklæret skattepligtig, skal betalingen af 339.424 kr. henføres til boet. Det er alene dødsboet, der kan udnytte et eventuelt rentefradrag. Nævnet har ikke taget stilling til, om det betalte beløb vedrører renter eller hovedstol, idet det er uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan fratrække beløbet i sin indkomstopgørelse.

Nævnet har således ikke fundet, at klageren har ret til rentefradrag i forbindelse med, at klagerens ægtefælles insolvente dødsbo betalte dividende til F2-Bank A/S.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har nedlagt påstand om, at de selvangivne renteudgifter på 339.424 kr. godkendes, samt at SKATs og skatteankenævnets afgørelser er ugyldige som følge af manglende begrundelse og manglende lovhjemmel i forbindelse med nægtelse af rentefradraget.

Spørgsmålet om rentefradraget har været behandlet 2 gange hos én og samme myndighed, nemlig SKAT, der har enekompetence til at tage stilling til spørgsmål vedrørende skattelovgivningen. Den første sagsbehandling sluttede den 23. september 2008 ved udskrivning af den ændrede forskudsregistrering, jf. det fremlagte forskudsregistreringsskema. Den anden sagsbehandling sluttede ved fremsendelse af SKATs kendelse den 19. oktober 2010. SKAT har som følge af officialmaksimen en forpligtelse til at oplyse sagen. Ved første sagsbehandling oplyste klageren til SKAT, at der den 16. september 2008 var indgået 339.424 kr. på kontoen i F2-Bank A/S, og at klagerens meddebitor var afgået ved døden den 30. juni 2006. Klageren oplyste om lånene, og at SKAT siden 1990 havde godkendt indbetalinger på kontoen som fradragsberettigede renter. SKAT afsluttede sin sagsbehandling ved fuldt ud at give klageren medhold, idet der blev udskrevet en ny forskudsopgørelse.

SKAT har ifølge SKATs Juridiske Vejledning, afsnit A.A.4.5, det fulde ansvar for tilvejebringelse af det retlige grundlag. SKAT har ved den første sagsbehandling lagt til grund, at det er den retligt forpligtede, der har rentefradragsretten, uanset det ikke er den retligt forpligtede, der ikke har foretaget indbetalingen. SKAT godkendte som anført et rentefradrag på 339.424 kr.

Ved den anden behandling fik SKAT de samme oplysninger samt boopgørelsen. SKAT har ikke bedt om og modtaget andre oplysninger. Af SKATs sagsnotat af 24. juni 2010 kan udledes, at F2-Bank A/S har opgjort renten til 1.155.968 kr. - 534.110 kr. = 621.858 kr. Af notatet kan endvidere udledes, at F2-Bank A/S har fulgt samme praksis, som F2-Bank A/S har fulgt siden 1989. En praksis, der i relation til F2-Bank A/S's skatteforhold er i strid med de "retningsgivende afgørelser", som Landsskatteretten henviser til på sin hjemmeside, nemlig SKM2001.246.LSR og Landsskatterettens afgørelse af 7. januar 1988, sag nr. 1988-3-14. Det forhold, at F2-Bank A/S ikke overholder den praksis, der fremgår af SKM2001.246.LSR, er uden betydning for klagerens skatteansættelse.

Landsskatteretten godkendte i en kendelse af 21. september 2007 i sag nr. 2-5-1890-2344 i overensstemmelse med SKM2001.247.LSR, at klageren kunne få fradrag for renter på omhandlede gæld til F2-Bank A/S, selv om F2-Bank A/S havde anset indbetalingen som afdrag på hovedstolen og ikke som betaling af renter.

Ved den anden sagsbehandling af klagerens sag om fradrag for renteudgifter i 2008 kom SKAT frem til, at klageren ikke har fradrag for renteudgifter i 2008.

Lovgivningen er ikke ændret i perioden mellem de to afgørelser, og de faktiske forhold er de samme. Det er i strid med princippet om, at ens sager skal behandles ens. SKAT har derved overtrådt princippet om ensartet sagsbehandling.

Klageren kan støtte ret på den første afgørelse, nemlig forskudsregistreringen. I SKATs Juridisk Vejledning, afsnit A.A.4, er beskrevet de krav, der skal være opfyldt, for at en borger kan støtte ret på en tilkendegivelse fra SKAT. SKAT er kompetent myndighed. Forskudsregistreringen er rettet direkte til klageren. Den er en positiv tilkendegivelse. Klageren har efterfølgende disponeret i henhold til tilkendegivelsen. Der er ikke tale om urigtige forudsætninger, idet alle oplysninger er lagt klart frem. Det kan ikke antages, at den skattepligtige vidste eller burde vide, at grundlaget ikke var korrekt. Retsgrundlaget for afgørelsen er ligningslovens § 5. Dette bekræftes af, at SKAT netop har henvist til den nævnte bestemmelse. Der er derfor ikke tale om urigtige retlige forudsætninger, ligesom der ikke er tale om ændrede faktiske omstændigheder. SKAT har ikke taget forbehold for det retlige grundlag. Klageren kan derfor støtte ret på SKATs første sagsbehandling og dermed ret på forskudsregistreringen.

Klageren kan derimod ikke støtte ret på SKATs anden sagsbehandling, idet de opstillede krav til berettigede forventninger ikke er opfyldt.

Vedrørende SKATs urigtige retlige forudsætninger og retsvirkningen heraf bemærkes, at retsgrundlaget for afgørelsen er ligningslovens § 5. SKAT har begrundet den anden afgørelse med, at ved fradrag for renteudgifter efter ligningslovens § 5, stk. 8, udskydes fradragsretten for forfaldne renter til det tidspunkt, hvor debitor betaler.

Det er den retlige forpligtede, der har rentefradraget, uanset hvem der betaler. Det fremgår af FOU1993.212. Når Folketingets Ombudsmand er af den opfattelse, at en almindelig borger skulle kunne se, at det er lovligt at overdrage fradraget fra den forpligtede til den betalende, må det være endnu mere oplagt, at SKAT også burde vide, at den begrundelse, som SKAT har anvendt, direkte er i strid med Folketingets Ombudsmands opfattelse af gældende ret.

Spørgsmålet er herefter, om Landsskatterettens kendelse, gengivet i SKM2001.246.LSR, stadig er udtryk for gældende ret. Klageren har forespurgt Landsrettens kontor, om Landsskatteretten har afsagt kendelser, der medfører, at SKM2001.246.LSR ikke længere er gældende ret. Ved søgning på Landsskatterettens hjemmeside fremkommer alene nævnte afgørelse, hvorfor afgørelsen må anses for gældende ret. Dette fremgår også af SKATs Juridisk Vejledning.

Vedrørende spørgsmålet om der er indgået en aftale mellem F2-Bank A/S og klageren om, at indbetalinger først skal gå til betaling af hovedstol bemærkes, at det fremgår af Landsskatterettens afgørelse, gengivet i SKM2001.246.LSR, at det i skatteretlig praksis antages, at afdrag på gæld, der består af hovedstol og renter - medmindre andet følger af retsforholdet mellem parterne - forlods dækker renter, jf. TfS 1988.109 LSR.

I sag nr. 2-5-1890-2344 må Landsskatteretten være kommet frem til, at der ikke var indgået en aftale mellem klageren og F2-Bank A/S om, at indbetalinger forlods dækkede hovedstolen. Landsskatteretten må være kommet frem hertil på grundlag af lånedokumenterne. Klageren har kun indgået de aftaler med F2-Bank A/S, der fremgår af lånedokumenterne. Der er derfor ikke indgået nye aftaler, siden Landsskatteretten traf afgørelse i sag nr. 2-5-1890-2344.

Der er på intet tidspunkt indgået aftale mellem F2-Bank A/S og klageren om henstand med rente. Det understøttes af, at F2-Bank A/S anmeldte et krav i klagerens ægtefælles dødsbo på 1.155.968,75 kr., heri er indeholdt forfaldne renter på 621.858 kr.

Der er ikke lovregler, der muliggør overdragelse af fradragsretten fra den forpligtede til andre.

Af de anførte grunde skal klagerens fradrag for renteudgifter godkendes.

Påstanden om ugyldighed er begrundet med, at SKATs og ankenævnets afgørelser ikke indeholder en tilstrækkelig begrundelse, og at der ikke er angivet en lovhjemmel, der berettiger, at klageren skal nægtes sit rentefradrag.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Formalitet

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, senest optrykt som lovbekendtgørelse nr. 175 af 23. februar 2011, at agter told- og skatteforvaltningen at træffe en afgørelse om ansættelse af indkomst på et andet grundlag end det, der er selvangivet, skal den selvangivelsespligtige og eventuelt andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse. Det samme gælder, i det omfang en selvangivelsespligtig har undladt at selvangive og ansættelsen som følge deraf skal ske skønsmæssigt. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven.

Det fremgår af dagældende § 53 i lovbekendtgørelse nr. 1086 af 14. november 2005 af lov om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat for personer m.v. (kildeskatteloven), at antager den skattepligtige, at hans indkomstforhold i indkomståret vil afvige væsentligt fra, hvad der senest er lagt til grund ved skatteligning eller fastsættelse af grundlag for foreløbig skattesvarelse, kan han begære, at grundlaget for den foreløbige skattesvarelse fastsættes under hensyn til hans oplysninger om de forventede indkomstforhold m.v. I det omfang told- og skatteforvaltningen finder den skattepligtiges oplysninger i begæringen tilstrækkelig sandsynliggjort, lægges begæringen til grund ved fastsættelsen af grundlaget for den foreløbige skattesvarelse. Skatteministeren kan give nærmere regler om begæringens form og fastsætte en frist for dens indgivelse.

Det fremgår af ordlyden af kildeskattelovens § 53, at forskudsregistreringen er en foreløbig skattesvarelse og ikke en skatteansættelse. Det er klageren selv, der har begæret den foreløbige skattesvarelse fastsat under hensyntagen til hans oplysninger om forventede indkomstforhold. Klageren er derfor selv nærmest til at vurdere indholdet i sin begæring, og klageren vidste eller burde vide, at selv om SKAT imødekom klagerens begæring om ændring af sin forskudsansættelse, var der ikke tale om en endelig skatteansættelse. Det understøttes af, at klageren efter at have modtaget årsopgørelse nr. 1 efterfølgende selvangav de bestridte renteudgifter. Allerede derfor har klageren ingen berettiget forventning om, at SKAT ikke efterfølgende i medfør af reglerne i skatteforvaltningsloven kan ændre klagerens selvangivne indkomst.

Landsskatteretten er i øvrigt af de grunde, der er anført af skatteankenævnet, enig med nævnet i, at SKATs afgørelse af 19. oktober 2010 er gyldig. Landsskatteretten finder, at skatteankenævnets afgørelse ligeledes er gyldig. Klagerens anbringender om, at afgørelserne ikke er tilstrækkeligt begrundede, kan således ikke følges.

Realiteten

Det fremgår af § 5, stk. 1 i lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006 af lov om påligning af indkomstskat til staten (ligningsloven), at renteudgifter vedrørende gæld fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det år, hvor renteudgifterne forfalder til betaling.

Det fremgår af ligningslovens § 5, stk. 8, at renteudgifter m.v., jf. stk. 1, først kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori betaling sker, hvis renteudgifter m.v. for tidligere indkomstår i samme gældsforhold ikke er betalt inden udgangen af indkomståret. Dette gælder dog ikke, hvis den skattepligtige godtgør, at han ved udgangen af det år, indkomstopgørelsen vedrører, var i stand til at betale forfalden gæld eller stille betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver.

Lånedokumenterne fra 1986 og 1987, som begge er underskrevet af klageren og B, må efter deres indhold forstås således, at klageren og B hver hæfter solidarisk for gælden. Dette stemmer overens med kreditors indberetninger til myndigheden, hvor gælden er indberettet med 50 pct. hos klageren og med 50 pct. hos B. De fremlagte låneaftaler giver ikke grundlag for at fastslå, at betalinger fra skyldnerne forlods skal dække renter.

Landsskatteretten lægger til grund, at F2-Bank A/S i overensstemmelse med konkurslovens regler om anmeldelse af krav i solidariske skyldforhold anmeldte hele fordringen samt påløbne, ikke tilskrevne renter i B's insolvente dødsbo. Landsskatteretten lægger endvidere i overensstemmelse med klagerens forklaringer og SKATs sagsnotat af 24. juni 2010 uprøvet til grund, at F2-Bank A/S i overensstemmelse med de almindelige obligationsretlige regler, hvorefter valgretten i mangel af anden aftale tilkommer kreditor, anvendte dividendebetalingen fra klagerens afdøde hustrus insolvente bo på 339.424,39 kr. til forlods nedskrivning på hovedstolen.

Det understøttes af F2-Bank A/S's indberetning til SKAT for indkomståret 2008 og F2-Bank A/S's forklaring til SKAT.

Idet F2-Bank A/S har nedskrevet hovedstolen med 339.424,39 kr., er der ikke grundlag for at anse den samme betaling for at udgøre betaling for forfaldne, ikke tidligere betalte rentebeløb. I øvrigt bemærkes, at dersom betalingen havde udgjort betalingen af renter, skulle fradrag for disse henføres til dødsboet som anført af skatteankenævnet.

Landsskatteretten stadfæster derfor skatteankenævnets afgørelse og giver ikke klageren medhold i, at han ved sin indkomstopgørelse i 2008 kan fratrække renteudgifter på 339.424 kr.