Dato for udgivelse
05 Dec 2012 10:33
Dato for afsagt dom/kendelse
16 Nov 2012 15:19
SKM-nummer
SKM2012.710.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
3. afdeling, B-2185-11
Dokument type
Dom
Emneord
Forrentning, tilbagebetaling, CO2-afgift, dobbeltregulering
Resumé

H1 A/S havde i marts 2010 fået tilbagebetalt et beløb på 23.235.689 kr., som selskabet havde betalt i CO2-afgifter i perioden 2005-2009. Hjemlen til tilbagebetaling fremgik af en ændring af CO2-afgiftsloven, som trådte i kraft den 1. januar 2010.

Formålet med tilbagebetalingen var at kompensere virksomhederne for en dobbeltregulering, som fulgte af indførelsen af det direktivbaserede CO2-kvotesystem. Kvotesystemet blev indført i 2004, og hjemlen til tilbagebetaling af CO2-afgifter var oprindeligt en del af en ændring af CO2-afgiftsloven, som blev vedtaget i 2004. Tilbagebetalingsordningen skulle imidlertid notificeres til Kommissionen efter statsstøttereglerne, inden den kunne sættes i kraft, men det var forudsat, at den skulle have virkning fra 2005.

Landsretten gav Skatteministeriet medhold i, at der hverken i 2009-loven, i 2004-loven eller i Procesvejledningens afsnit om forrentning af tilbagebetalingskrav (det tidligere rentecirkulære) var hjemmel til forrentning af H1´s tilbagebetalingskrav. Landsretten var således enig i, at forrentning efter Procesvejledningen forudsætter, at beløbet er opkrævet med urette. Da indbetalingen af CO2-afgift i perioden 2005-2009 havde hjemmel i CO2-afgiftsloven, og hjemlen til tilbagebetaling først trådte i kraft den 1. januar 2010, var beløbet ikke opkrævet med urette.

Landskatteretten havde givet H1 medhold i, at kravet skulle forrentes efter Procesvejledningen.

Reference(r)
    
Henvisning
Den juridiske vejledning 2012-2 A.A.12.3

Parter

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Steffen Sværke)

mod

H1 A/S
(Advokat Kaspar Bastian)

Afsagt af landsdommerne

Lisbeth Parbo, Annette Dellgren og Heidi Lambert (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag drejer sig om, hvorvidt en tilbagebetaling fra SKAT af indbetalt CO2-afgift i perioden 2005-2009 til sagsøgte, H1 A/S, skal forrentes. Sagen blev anlagt ved byretten den 4. juli 2011 og blev ved byrettens kendelse af 2. september 2011 i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, henvist til Vestre Landsret.

Påstande

Sagsøgeren, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om, at H1 A/S skal anerkende, at selskabet ikke har krav på at få forrentet et beløb på 23.235.689 kr., som er udbetalt af SKAT i henhold til § 8 b, stk. 5, i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter.

H1 A/S har påstået frifindelse.

Sagsfremstilling

Som følge af EU-direktiv nr. 2003/87/EF blev der i 2004 indført et CO2-kvotesystem i Danmark, som resulterede i, at nogle virksomheder, herunder H1 A/S, der var omfattet af pligten til at betale CO2-afgift i medfør af kuldioxidafgiftsloven, blev undergivet en dobbeltregulering, idet såvel CO2-kvotesystemet som kuldioxidafgiftsloven fandt anvendelse.

Ved lov nr. 1384 af 21. december 2009 om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter og forskellige andre love (herefter 2009-loven), der trådte i kraft den 1. januar 2010, blev § 8 b indsat. § 8 b, stk. 5, har følgende ordlyd:

"...

Der ydes tilbagebetaling for varme og varer, der anvendes direkte til opvarmning i mineralogiske processer. Opvarmningen skal foregå i anlæg, og de anvendte materialer skal gennem opvarmningen i anlæggene forandre kemisk eller indre fysisk struktur.

..."

Efter 2009-lovens § 8 b, stk. 9, kunne der ske tilbagebetaling for perioden 2005-2009.

SKAT modtog den 23. februar 2010 anmodning fra H1 A/S om udbetaling af CO2-afgift med 23.257.338 kr. for perioden 2005-2009. Selskabet anmodede samtidig om, at beløbet blev forrentet.

SKAT tilbagebetalte den 18. marts 2010 CO2-afgiften med 23.235.689 kr., men afslog ved afgørelse af 19. juli 2010 anmodningen om rentegodtgørelse.

H1 A/S indbragte afgørelsen for Landsskatteretten, der den 19. april 2011 traf følgende afgørelse:

"...

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse, således at selskabet er berettiget til renter af beløbet på 23.235.689 kr. efter punkt 7 i (den dagældende) Procesvejledningens afsnit J.3.

Det overlades til SKAT at foretage den beløbsmæssige opgørelse af renterne.

Møde mv.

Selskabets advokat har haft møde med Landsskatterettens sagsbehandler.

Sagens oplysninger

H1 A/S har siden CO2-afgiftslovens indførelse i 1992 været forpligtet til at betale CO2-afgift.

Som følge af EU-direktiv nr. 2003/87/EF blev CO2-kvotesystemet indført ved lov i Danmark i 2004. Formålet med CO2-kvotesystemet var at begrænse udledningen af CO2, hvilket var sammenfaldende med formålet med CO2-afgiftsloven.

Indførelsen af CO2-kvotesystemet havde som konsekvens, at visse virksomheder, herunder H1 A/S, var omfattet af dobbeltregulering, idet såvel CO2-kvotesystemet som CO2-afgiftsloven fandt anvendelse.

Ved CO2-kvotesystemets indførelse blev der i lov nr. 464 af 9. juni 2004 (herefter benævnt 2004-loven) samtidig foretaget en række ændringer af skatte- og afgiftslovgivningen, herunder CO2-afgiftsloven. Lovgiver udtalte i lovforslaget (nr. L 229 af 14. april 2004):

"...

Med EU-kvotesystemet vil der fremover ske en dobbeltregulering, såfremt virksomhederne både skal betale CO2-afgift og reguleres af CO2-kvoter. [...]

Det foreslås på denne baggrund, at CO2-afgiften for det kvoteregulerede brændselsforbrug til produktionsprocesser i industrien tilbagebetales fuldt ud. [...]

[...]

Samlet vurdering af konsekvenserne af lovforslaget

 

Positive konsekvenser

Negative konsekvenser

Økonomiske konsekvenser for stat, amter og kommuner

Ingen

Beskedent rentetab. Tilbagebetaling af CO2-afgift til det kvoteomfattede brændselsforbrug forventes med en vis usikkerhed at medføre et provenutab på ca. 30 mio. kr.

[...]

Til § 5

Til nr. 1

De foreslåede ændringer skal notificeres for Kommissionen efter statsstøttereglerne. Det foreslås at skatteministeren sætter loven i kraft, når Kommissionens godkendelse foreligger. Samtidig foreslås det, at loven har virkning fra 1. januar 2005.

Såfremt Kommissionens godkendelse endnu ikke foreligger den 1. januar 2005 og loven sættes i kraft på et senere tidspunkt, vil CO2-afgift af kvoteregulerede brændselsforbrug i industrien til produktionsprocesser blive tilbagebetalt fra den 1. januar 2005 og indtil lovens ikrafttræden.

En sådan eventuel tilbagebetaling vil ske på baggrund af virksomhedernes faktiske brændselsforbrug omfattet af kvoter

..."

I 2004-lovens § 3, nr. 1, blev fastsat, at der i CO2-afgiftsloven skulle indsættes en ny bestemmelse - § 9 a - hvorefter virksomheder med en tilladelse til udledning efter lov om CO2-kvoter skulle have ret til fuld tilbagebetaling af CO2-afgifter.

2004-lovens § 5 havde følgende ordlyd:

"...

Stk. 1. Skatteministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Stk. 2. Loven har virkning fra den 1. januar 2005.

[...]

..."

Kommissionen traf afgørelse om 2004-loven den 17. juni 2009. Kommissionen kunne ikke godkende den påtænkte tilbagebetalingsordning, således som den var udformet i 2004-loven. Kommissionen accepterede imidlertid, at der kunne ske tilbagebetaling af CO2-afgifter (CO2-afgiftsfritagelse), såfremt de pågældende virksomheder betalte EU´s minimumsafgifter.

På baggrund heraf blev lov nr. 1384 af 21. december 2009 (herefter benævnt 2009-loven) vedtaget. Ved lovens § 5, nr. 6 og 11, blev indsat bestemmelser i CO2-afgiftsloven om tilbagebetaling af CO2-afgift (CO2-afgiftsfritagelse) svarende til bestemmelserne i 2004-loven, dog var bestemmelserne ændret således, at de opfyldte Kommissionens krav.

Af lovforslaget (nr. L 63 af 18. november 2009) fremgår af de indledende bemærkninger:

"...

Indførelsen af kvotesystemet har i Danmark medført dobbeltregulering af industriernes CO2-udledning med kvoter og CO2-afgifterne på brændsler.

[...]

Med dette lovforslag foreslås, at fritagelsen for CO2-afgift for de CO2- kvoteomfattede virksomheders brændselsforbrug fra 1. januar 2005 og frem, som blev vedtaget i 2004, men ikke er sat i kraft, gennemføres, dog således at betingelserne i Europa Kommissionens statsstøtteafgørelse overholdes. Ved vedtagelsen af fritagelsen i 2004 var det forudsat, at fritagelsen ikke kunne sættes i kraft forud for Kommissionens statsstøtteafgørelse, som nu foreligger.

Med dette lovforslag foreslås bl.a., at der tilvejebringes hjemmel til, at skatteministeren kan sætte den vedtagne, men ikke ikrafttræden, fritagelse for CO2-afgift for de CO2-kvoteomfattede virksomheder i kraft, således at fritagelsen får virkning fra den 1. januar 2010, i stedet for som tidligere vedtaget, med virkning tilbage fra den 1. januar 2005.

De CO2-kvoteomfattede virksomheder har haft en forventning om, at fritagelsen for CO2-afgift for deres brændselsforbrug skulle få virkning tilbage fra 1. januar 2005, således som det som nævnt blev vedtaget ved lov i 2004. For så vidt angår perioden indtil den 1. januar 2010, altså perioden 2005-2009, er det muligt i væsentligt omfang at imødekomme virksomhedernes forventning om fritagelse for CO2-afgift inden for rammerne af Kommissionens nævnte statsstøtteafgørelse.

På den baggrund foreslås en ordning med delvis fritagelse for CO2-afgift på brændsel i perioden 2005-2009. Det foreslås implementeret som en tilbagebetaling af CO2-afgift til de CO2-kvoteomfattede virksomheder for perioden 2005-2009. Tilbagebetalingen beregnes, så der betales EU´s minimumsafgifter, hvorved betingelsen herom i Kommissionens statsstøtteafgørelse overholdes. Som supplement foreslås, at der kan ske tilbagebetaling af resterende CO2-afgift på brændsel til disse virksomheders mineralogiske processer m.v. for perioden 2005-2009, hvilket ikke overtræder statsstøtteafgørelsen. Fra 2010 fritages de CO2-kvoteomfattede virksomheders brændselsforbrug til disse mineralogiske processer m.v. for både CO2-afgift og energiafgift.

..."

Under punktet om forslagets indhold er anført:

"...

Der er vedtaget en fritagelse for CO2-afgift for industriens CO2-kvoteomfattede brændselsforbrug. Fritagelsen blev vedtaget med lov nr. 464 af 9. juni 2004. Fritagelsen blev dengang sendt til Europa Kommissionen med henblik på godkendelse i medfør af statsstøttereglerne. Fritagelsens ikrafttrædelse måtte derfor afvente denne godkendelse. Kommissionen traf afgørelse i denne statsstøttesag den 17. juni 2009 (afgørelse C 41/2006). Kommissionen afviser at godkende fritagelsen, men accepterer dog, at der gives fritagelse på betingelse af, at de pågældende virksomheder betaler EU´s minimumsafgifter. Det betyder, at fritagelsen ikke kan virke fra den 1. januar 2005, som det ellers er vedtaget ved lov nr. 464 af 9. juni 2004 (og videreført i efterfølgende lovgivning), fordi denne betingelse hidtil ikke har været opfyldt. Betingelsen er imidlertid opfyldt fra den 1. januar 2010 på grund af de nye afgiftsregler, som er vedtaget i forbindelse med Forårspakke 2.0. Fritagelsen vil derfor kunne sættes i kraft og få virkning fra 1. januar 2010, hvis der, som foreslået i dette forslag, vedtages ophævelse af bestemmelsen om, at fritagelsen, når den sættes i kraft, skal have virkning tilbage fra 1. januar 2005.

For så vidt angår perioden 2005-2009 er det endvidere muligt - indenfor rammerne af Kommissionens statsstøtteafgørelse - i væsentligt omfang at imødekomme virksomhedernes forventning om fritagelse for CO2-afgift på brændsel tilbage fra 1. januar 2005. Der er foreslået en ordning med tilbagebetaling af CO2-afgift til de CO2-kvoteomfattede virksomheder for perioden 2005-2009. Tilbagebetalingen beregnes, så det sikres, at modtagerne betaler EU´s minimumsafgifter, jf. betingelsen herom i Kommissionens statsstøtteafgørelse.

..."

Af 2009-lovens § 15 fremgår:

"...

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2010, jf. dog stk. 2 og 3.

[...]

Stk. 15. For at opnå tilbagebetaling efter stk. 7-13 eller stk. 14 skal virksomheden have ansøgt told- og skatteforvaltningen herom senest den 1. september 2010.

Stk. 16. Tilbagebetaling efter stk. 7-13 eller stk. 14 ydes for perioden 2005-2009.

..."

Ved brev af 22. februar 2010 anmodede H1 A/S SKAT om at få CO2-afgift for perioden 2005-2009 tilbagebetalt, jf. 2009-lovens § 8 b, stk. 5, samt at beløbet blev forrentet i henhold til rentelovens § 5 fra indbetalingstidspunktet for de enkelte månedsvise CO2-afgiftsindbetalinger.

Selskabet fik den 18. marts 2010 tilbagebetalt CO2-afgift for årene 2005-2009 på i alt 23.235.689 kr.

Ved brev af 2. juni 2010 afviste SKAT derimod at imødekomme anmodningen om forrentning af beløbet.

Ved brev af 14. juni 2010 har H1 A/S igen anmodet SKAT om forrentning af beløbet på 23.235.689 kr. fra de respektive indbetalingstidspunkter og til tilbagebetalingstidspunktet.

SKATs afgørelse

SKAT har afslået anmodningen om forrentning af beløbet på 23.235.689 kr.

Ved lov nr. 1384 af 21. december 2009 § 5, nr. 6, og § 15 blev der under en række nærmere angivne betingelser givet adgang til tilbagebetaling af CO2-afgift for perioden 2005 - 2009.

Loven trådte i kraft den 1. januar 2010. Det fremgår af loven, at det er et krav for at få tilbagebetaling, at der ansøges herom senest den 1. september 2010.

Kravet om tilbagebetaling er ikke omfattet af opkrævningslovens § 12. Kravet er ej heller omfattet af renteloven. Renteloven finder alene anvendelse, hvis fordringshaveren har påbegyndt retsforfølgning af kravet, jf. rentelovens § 8.

Spørgsmålet om forrentning skal vurderes efter SKATs vejledning om "Processuelle regler på SKATs område" (idet følgende benævnt Procesvejledningen) (www.skat.dk), afsnit J.3.

Kravet er ikke omfattet af afsnittets punkt 7, idet der ikke er tale om tilbage betaling af beløb, der er indbetalt efter påkrav.

Med lov nr. 1384 af 21. december 2009 er der givet et særskilt retsgrundlag for tilbagebetaling af en del af den afgiftsbelastning, som de pågældende virksomheder har haft i perioden 2005-2009 i henhold til de for denne periode gældende regler.

H1 A/S erhvervede således først et retskrav på tilbagebetaling af beløbet på 23.235.689 kr. på tidspunktet for ikrafttrædelsen af lov nr. 1384 af 21. december 2009.

Der er således ikke nogen forpligtelse for SKAT til at yde forrentning for perioden fra før modtagelsen af selskabets anmodning om tilbagebetaling efter bestemmelserne i lov nr. 1384 af 21. december 2009.

Tilsvarende er der ikke opstået noget krav om forrentning efterfølgende, idet SKAT udbetalte beløbet inden 30 dage fra tidspunktet for selskabets anmodning om tilbagebetaling af beløbet, jf. Procesvejledningens afsnit J.3, punkt 8.

Selskabets påstand og argumenter

Selskabets advokat har fremsat påstand om, at selskabet er berettiget til forrentning af beløbet på 23.235.689 kr. efter punkt 7 i Procesvejledningens afsnit J.3.

Selskabet har krav på renter primært på grundlag af den juridiske berigelsesgrundsætning.

1. præmis i berigelsesgrundsætningen er opfyldt; nemlig at staten har haft rådighed over de omhandlede indbetalte og nu tilbagebetalte CO2-afgifts-beløb i en periode og dermed har haft en rentefordel.

Der er i nærværende situation yderligere det særlige fundament i forhold til berigelsesgrundsætningen, at lovgiver allerede ved vedtagelsen af 2004-loven besluttede og tilkendegav, at virksomheder, som var omfattet af kvotesystemet, ikke skulle dobbeltafgiftsberigtiges og derfor skulle have CO2-afgiften tilbagebetalt.

På grundlag af lovgivers vedtagelse af 2004-loven og tilkendegivelsen heri om tilbagebetaling foretog H1 A/S derfor i perioden 2005-2009 de omhandlede indbetalinger med en klar forventning om, at beløbene ville blive tilbagebetalt.

Denne vedtagelse og tilkendegivelse fra lovgivers side må give et ekstra stærkt juridisk fundament i relation til berigelsesgrundsætningen i forhold til forventningen i almindelige berigelsestilfælde.

Ved vedtagelsen af 2004-loven overlod lovgiver gennemførelsen af ikrafttrædelsen af loven og dermed eksekveringen af tilbagebetalingen af CO2- afgiftsbeløbene til de administrative myndigheder.

De administrative myndigheder anvendte herefter 5 år til gennemførelsen. Det var alene myndighederne, der havde adgang til at påvirke processen.

Det var lovgivers valg, at CO2-afgiftsreglerne ikke bortfaldt som følge af kvotesystemets indførelse, og det var derfor også lovgivers valg, at der i en periode skete en uhensigtsmæssig og utilsigtet dobbeltregulering af de kvoteomfattede virksomheder.

En afvejning af risikofordelingshensyn må føre til, at staten i en sådan situation er nærmest til at bære det rentetab, som H1 A/S har lidt ved ikke at have de omhandlede beløb på ca. 23 mio. kr. til rådighed i perioden 2005-2009.

Domstolene har ved nogle domme (blandt andet Højesteret i dom af 11. oktober 1984, offentliggjort i Tidsskrift for Skatteret 1984,489) fastslået, at Skatteministeriet er forpligtet til at forrente tilbagebetalingskrav, idet det af almindelige retsgrundsætninger - herunder berigelsesgrundsætningen - følger, at der i hvert enkelt tilfælde skal ske en vurdering af, hvem der er nærmest til at bære risikoen for en skatteyders likviditets- og rentetab i perioden fra indbetaling til udbetaling.

Rentecirkulæret (der efterfølgende er indarbejdet i SKATs Procesvejledning og nu Den Juridiske Vejledning) blev udstedt på grundlag af disse domme.

At de almindelige retsgrundsætninger fortsat har en selvstændig plads ved siden af rentecirkulæret ved afgørelse af spørgsmål om forrentning af tilbagebetalingskrav, fremgår af Skatteministeriets kommentar af 5. maj 2003, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 2003, 471, til forlig i landsretten vedrørende forrentning af krav på tilbagebetaling af AM-bidrag. Ministeriet anerkendte herved, at de pågældende krav skulle forrentes efter rentecirkulæret og ikke efter bestemmelsen i AM-bidragsbekendtgørelsen, der stillede borgerne ringere end rentecirkulæret. Ministeriet udtalte:

"...

Efter ministeriets opfattelse må et resultat, der stiller borgerne ringere end det, som rentegodtgørelsescirkulæret og almindelige retsgrundsætninger og risikobetragtninger fører til, have sikker lovhjemmel.

..."

Det fremgår således tydeligt, at der skal foreligge sikker lovhjemmel, såfremt et tilbagebetalingskrav skal forrentes ringere end efter rentecirkulæret.

I nærværende tilfælde er der ikke en sådan lovhjemmel.

At 2004-loven og 2009-loven ikke indeholder nogen bestemmelser om forrentning, kan ikke udgøre en sikker lovhjemmel for, at tilbagebetalingskravene ikke skal forrentes efter de almindelige retsgrundsætninger/rentecirkulæret.

SKAT har begrundet afgørelsen med, at der ikke foreligger indbetaling efter påkrav.

Dette argument forekommer forkert. H1 A/S indbetalte CO2-afgiftsbeløbene, fordi der var en klar lovfastsat pligt til at foretage indbetaling. Dette må utvivlsomt være omfattet af begrebet "efter påkrav".

Af Landsskatterettens afgørelse af 17. maj 2010, offentliggjort i SKM2010.561.LSR (www.skat.dk), fremgår, at den omstændighed, at der som sådan ikke foreligger et skriftligt påkrav fra SKAT om indbetaling af et beløb rettet specifikt til den pågældende virksomhed, ikke er ensbetydende med, at beløbet allerede derfor kan anses for ikke at være indbetalt efter påkrav. Med andre ord må man modsætningsvis af Landsskatterettens afgørelse kunne udlede, at såfremt der foreligger et klart lovgrundlag, en klar praksis eller klar myndighedstilkendegivelse, vil dette medføre, at betaling i henhold hertil anses som betaling efter påkrav.

Dette synspunkt fremgår også af skatteministerens notat om "kantinemomssagerne" til Folketingets Skatteudvalg (offentliggjort i TfS 2000,973). Skatteministeriet hævede sagerne om kantinemoms og erkendte herved, at virksomheder, der havde fulgt den faste administrative praksis for opgørelse af kantinemoms, havde krav på tilbagebetaling af moms. Ministeren anførte, at tilbagebetalingskravene skulle forrentes efter rentecirkulærets punkt 7. Som følge af, at kantinemomssagerne blev hævet, udstedte Told- og Skattestyrelsen et genoptagelsescirkulære (TSS-cirkulære 2001-7), hvor styrelsen gentog, at der kunne ske forrentning efter rentecirkulærets punkt 7, såfremt beløbene var indbetalt efter påkrav. Herefter bemærkede styrelsen:

"...

Ved påkrav forstås de tilfælde, hvor indbetaling er sket, efter at en myndighed har tilkendegivet over for indbetaleren, at der efter myndighedens opfattelse foreligger indbetalingspligt.

Told- og Skattestyrelsen anser de retningslinjer, der er fastsat i Vejledning af oktober 1983 vedrørende merværdiafgift - marketenderier/kantiner samt retningslinjerne fastsat i momsvejledningen om beregning af kantinemoms som en tilkendegivelse af, at der efter myndighedernes opfattelse foreligger pligt til at indbetale kantinemoms.

For kantiner omfattet af de fastslagte retningslinjer vil mulige tilbagesøgningskrav blive forrentet efter rentecirkulærets punkt 7.

..."

Told- og Skattestyrelsen har således klart tilkendegivet, at der er foretaget betaling efter påkrav, såfremt en virksomhed "blot" har foretaget indbetaling efter de gældende regler. Der stilles således ikke krav om, at myndighederne specifikt har henvendt sig til virksomheden og krævet betaling, eller at virksomheden har indbetalt beløbet "under protest".

Tilsvarende synspunkt genfindes i skolemoms-sagerne, hvor SKAT udsendte et selvstændigt genoptagelsescirkulære (SKM2007.655.SKAT) om forrentning efter rentecirkulærets punkt 7, såfremt de pågældende virksomheders tilbagebetalingskrav på moms alene var blevet forrentet efter rentecirkulærets punkt 8 (betaling uden påkrav).

I punkt 7 i Procesvejledningens afsnit J.3. er alene anført, at bestemmelsen vedrører tilbagebetaling af beløb, der er indbetalt efter påkrav fra en myndighed.

Nærværende tilfælde er en sådan situation.

Der kan ikke lægges vægt på, at årsagen til tilbagebetalingen ikke har baggrund i en underkendelse af tidligere praksis, idet et sådant krav ikke fremgår af vejledningen.

Der er ikke noget grundlag for, at SKAT kan nægte at forrente H1 A/S´ tilbagebetalingskrav. I mangel af andre klare retningslinjer må forrentningen ske efter SKATs egen praksis, idet de forvaltningsretlige lighedsgrundsætninger må tilsige, at alle skatteydere, der har krav på tilbagebetaling af beløb indbetalt efter påkrav - og dermed opfylder vejledningens betingelser -, skal have forrentet kravet, uanset om årsagen til tilbagebetalingen er underkendelse af praksis eller direkte lovhjemmel til tilbagebetaling.

Selv hvis man måtte finde, at rentecirkulæret alene er tænkt at finde anvendelse på beløb, der er opkrævet uden tilstrækkelig lovhjemmel, må en analogibetragtning føre til, at H1 A/S har krav på forrentning efter punkt 7.

Ud fra berigelsesgrundsætningen og præmissernes formulering i de domme, som rentecirkulæret bygger på, samt Skatteministeriets ovennævnte kommentar må der i et tilfælde som det foreliggende være pligt til forrentning på tilsvarende måde som i punkt 7.

At der skal anvendes en analogibetragtning i relation til rentecirkulærets punkt 7, følger således af de almindelige retsgrundsætninger (herunder berigelsesgrundsætningen), som domstolene har fastslået skal anvendes. Skatteministeriet har i kommentaren af 5. maj 2003 tilsluttet sig, at disse retsgrundsætninger skal anvendes.

2009-loven må anses for en ekspeditionssag i relation til eksekveringen af 2004-lovens bestemmelser om tilbagebetaling. Der bør derfor holdes fast i, at tilbagebetalingen i nærværende tilfælde hjemmelsmæssigt har sit udspring i 2004-loven, hvorfor lovbemærkningerne hertil fortsat må være relevante. Skemaet i de generelle bemærkninger i lovforslaget til 2004-loven med bemærkning om et "beskedent rentetab" kan ikke forstås anderledes end, at lovgiver allerede ved fremsættelsen af 2004-lovforslaget anerkendte, at der skal ske forrentning af de tilbagebetalingspligtige CO2-afgiftsbeløb.

2004-lovens og 2009-lovens bestemmelser må forstås således, at de pågældende virksomheder skal stilles, som om indbetalingerne ikke var foretaget. Dette må ligge i ordet "tilbagebetaling", uanset at loven først trådte i kraft den 1. januar 2010. Forrentning af tilbagebetalingsbeløbet må anses for et naturligt element i, at virksomhederne stilles på samme måde, som hvis indbetalingerne ikke var foretaget.

Sammenfattende gøres derfor gældende, at beløbene på i alt 23 mio. kr. skal forrentes efter SKATs renteregler for forrentning af beløb indbetalt efter påkrav, jf. Procesvejledningens afsnit J.3, punkt 7, hvorefter beløbene forrentes med rentesatsen i rentelovens § 5 fra indbetalingsdagen til udbetalingsdagen. Når det tages i betragtning, at den dobbeltregulering, H1 A/S har været underlagt, alene skyldes, at lovgiver har indført kvotesystemet sideløbende med det eksisterende CO2-afgiftssystem, og at det alene er lovgiver, der har haft ansvaret for og adgangen til at påvirke Kommissionens godkendelse af tilbagebetalingsordningen (afgiftsfritagelsen), forekommer det hverken rimeligt eller i overensstemmelse med berigelsesgrundsætningen, at den danske stat skal oppebære rentefordelen af den indbetalte afgift - særligt ikke, når lovgiver fra starten klart og utvetydigt har tilkendegivet, at kvotevirksomheder som H1 A/S ikke skulle være underlagt dobbeltregulering, og at der derfor ville ske tilbagebetaling af CO2-afgifterne. Endvidere har lovgiver i lovbemærkningerne til 2004- lovforslaget forudsat, at der ville være et rentetab.

SKATs udtalelse i anledning af klagen

Selskabet erhvervede først et retskrav på tilbagebetaling på det tidspunkt, hvor lov nr. 1384 af 21. december 2009 trådte i kraft.

Den påklagede afgørelse fastholdes derfor med den i afgørelsen anførte begrundelse.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Beløbet på 23.235.689 kr. blev tilbagebetalt den 18. marts 2010.

På tilbagebetalingstidspunktet var 2010-1-udgaven af Procesvejledningen gældende.

Procesvejledningens afsnit J.3, hvor det tidligere gældende rentecirkulære (TSS-cirkulære nr. 2004-07) var indarbejdet, har følgende ordlyd:

"...

Det er SKAT, der træffer afgørelse om beregning og udbetaling af renter efter følgende regler:

1.

Skatte- og afgiftsmyndighederne er ved nogle domme blevet tilpligtet at forrente beløb, der skal tilbagebetales, fordi beløbet har været opkrævet uden tilstrækkelig lovhjemmel. Dommene vedrører situationer, der ikke er omfattet af lov om renter ved forsinket betaling mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 743 af 4. september 2002 (renteloven) eller af særlige regler om forrentning i skatte- og afgiftslovgivningen. Skatteministeriet pålægges at forrente tilbagebetalingskrav under hensyn til, at det under de foreliggende omstændigheder findes rimeligt og i overensstemmelse med almindelige retsgrundsætninger, at Skatteministeriet bærer risikoen for det rentetab, som sagsøgeren lider ved ikke at kunne råde over det pågældende beløb.

   

2.

På denne baggrund er det besluttet, at staten skal forrente tilbagebetalte skatter, afgifter, gebyrer mv. inden for Skatteministeriets område efter reglerne i punkt 3-14, når tilbagebetaling til borgerne finder sted på statens vegne.

   

[...]

 
   

3.

Hvor særlige regler om forrentning af borgernes tilbagebetalingskrav fremgår af skatte- eller afgiftslovgivningen, sker forrentningen efter disse særlige regler. Dette gælder såvel bestemmelser i lovene om skatter og afgifter som i andre love - herunder renteloven. F.eks. findes der særregler om forrentning ved tilbagebetaling af indkomstskat for både personer og selskaber.

   

[...]

 
   

6.

I tilfælde, hvor det tilbagebetalingspligtige beløb ikke er omfattet af punkt 3-5, sker forrentning efter de her beskrevne regler. Rentesatsen er den sats, der for den pågældende periode gælder efter § 5 i renteloven. Der beregnes ikke rentes rente.

   

7.

Hvis tilbagebetalingen vedrører et beløb, som er indbetalt efter påkrav fra en myndighed, forrentes beløbet fra indbetalingsdagen til udbetalingsdagen. »Fx vil underkendelse af hidtil praksis kunne sidestilles med betaling efter påkrav.«

   
 

I disse tilfælde er indbetaling sket, når myndigheden har tilkendegivet over for indbetaleren, at der efter myndighedens opfattelse foreligger indbetalingspligt. Det er ikke nødvendigt, at der er stillet krav om indbetaling af et bestemt beløb. Hvis der ikke er stillet krav om indbetaling af et bestemt beløb, og der er indbetalt beløb udover, hvad der følger af myndighedens meddelelse om indbetalingspligt, f.eks. på grund af en beregningsfejl, forrentes det overskydende beløb dog efter punkt 8. Såfremt myndighedens meddelelse om indbetalingspligt hviler på indbetalerens egne oplysninger om de faktiske forhold, og disse senere viser sig urigtige, forrentes tilbagebetalingskravet ligeledes efter punkt 8.

  
 

Det er uden betydning, om der er begået fejl af myndighederne. Det er ligeledes uden betydning, om tilbagebetalingskravet følger af en dom eller af en administrativ afgørelse.

  

8.

Hvis indbetalingen vedrører et beløb, som ikke er indbetalt efter påkrav fra en myndighed, forrentes beløbet fra 30 dage efter myndighedens modtagelse af borgerens anmodning om tilbagebetaling af et allerede indbetalt beløb og til og med udbetalingsdagen. Der skal således først betales renter, når der er gået 30 dage efter den dag, myndigheden modtager anmodning om tilbagebetaling.

  
 

Dette gælder også, hvis der indbetales beløb udover hvad der følger af et eventuelt påkrav fra myndighederne om indbetaling. Det overskydende beløb forrentes først fra 30 dage efter myndighedens modtagelse af anmodningen om tilbagebetaling.

  
 

Hvis myndigheden stiller krav om indbetaling på grundlag af indbetalerens oplysninger om de faktiske forhold, og disse senere viser sig at være urigtige, skal et eventuelt tilbagebetalingskrav ikke forrentes fra indbetalingsdagen, men først fra 30 dage efter modtagelsen af indbetalerens anmodning om tilbagebetaling.

   

[...]

 
   

10.

Forrentning af punkt 7 - 9 skal finde sted, uanset om indbetaleren har et retskrav på tilbagebetaling, eller om tilbagebetalingen beror på en bevillingsmæssig afgørelse. Det er således unødvendigt at sondre mellem, hvorvidt tilbagebetalingen sker, fordi indbetaleren har et krav herpå, eller fordi tilbagebetaling sker efter myndighedens egen beslutning.

   

11.

Er renten efter punkt 6 - 10 opgjort til et lavere beløb end 200 kr., udbetales beløbet ikke.

   

12.

Ved betaling af renter efter punkt 6 - 10 af tilbagebetalinger, der finder sted efter disse reglers ikrafttræden, skal renteberegning og udbetaling ske på myndighedens foranledning. Beregning og udbetaling skal således finde sted uden særlig anmodning fra indbetaleren.

   

13.

De her beskrevne regler er ikke til hinder for, at renter af tilbagebetalingskrav ydes med større beløb, såfremt dette følger af renteloven.

  
 

Dette kan f.eks. være tilfældet, såfremt der er anlagt retssag, før der anmodes om tilbagebetaling.

   

14.

Reglerne trådte i kraft den 1. marts 2004, og gælder for krav, der forfaldt fra og med 1. august 2002.

Tidligere gældende regler

Krav, der forfaldt inden den 1. august 2002, forrentes efter de tidligere gældende regler, jf. herom tidligere udgaver af Processuelle regler på ToldSkats område.

..."

Da selskabets pligt til at indbetale beløbene på i alt 23.235.689 kr. fremgik direkte af CO2-afgiftslovens bestemmelser, må beløbene anses for at være indbetalt efter påkrav.

Beløbene blev efterfølgende tilbagebetalt i henhold til CO2-afgiftslovens § 8 b, stk. 5, der blev indsat ved lov nr. 1384 af 21. december 2009.

Hverken CO2-afgiftsloven, 2004-loven eller 2009-loven indeholder bestemmelser vedrørende forrentning i forbindelse med tilbagebetalingerne.

Landsskatteretten finder, at teksten i (den dagældende) Procesvejledningens afsnit J.3 må forstås således, at der skal ske forrentning af de i punkt 2 nævnte beløb, dvs. tilbagebetalte skatter, afgifter, gebyrer m.v. inden for Skatteministeriets område, efter reglerne i punkt 3-14, når tilbagebetaling til borgerne finder sted på statens vegne, medmindre der foreligger særlige regler om forrentning i skatte- og afgiftslovgivningen eller i andre love, herunder renteloven.

Landskatteretten finder således, at der i punkt 7 ikke kan indfortolkes et krav om, at tilbagebetalingen sker, fordi påkravet om indbetaling er fremsat uden tilstrækkelig lovhjemmel.

Landsskatteretten finder endvidere, henset til ordlyden af 2009-lovens bestemmelser, hvori ordet "tilbagebetaling" er anvendt, at der må være en formodning for, at lovgiver mest nærliggende har en haft en forventning om, at de tilbagebetalte beløb skal forrentes efter Procesvejledningens afsnit J.3´s bestemmelser om tilbagebetalingskrav.

Dette understøttes af lovgivers bemærkning om "beskedent rentetab" i bemærkningerne til lovforslaget til 2004-loven.

Det bemærkes herved, at der hverken i 2009-, 2004- eller CO2-afgiftsloven er grundlag for at anse, at lovgiver har fastsat, at der ikke skal ske forrentning af de tilbagebetalte beløb.

På denne baggrund må selskabet være berettiget til forrentning af beløbet på 23.235.689 kr. efter (den dagældende) Procesvejledningens punkt 7.

Det overlades til SKAT i medfør af § 17, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 974 af 17. oktober 2005 om forretningsorden for Landsskatteretten, at foretage deri talmæssige opgørelse af renterne.

Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.

..."

Der er ved sagens behandling for landsretten enighed om, at renteloven ikke finder anvendelse på tilbagebetaling af skatter og afgifter. Der er ligeledes enighed om, at hverken 2004-loven eller 2009-loven regulerer spørgsmålet om en eventuel forrentning af tilbagebetalte CO2-afgifter.

Yderligere om retsgrundlaget

Under de almindelige bemærkninger til forslaget til 2004-loven (Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, side 7875, 7878 og 7879) er anført bl.a.:

"...

Formålet med lovforslaget er at indføre regler om den skattemæssige behandling af kvoter, der er omfattet af forslaget til lov om CO2-kvoter, som implementerer Europaparlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF om en ordning for handel med kvoter for drivhusgas-emissioner i Fællesskabet.

Desuden foreslås en justering af CO2-afgiften for brændselsforbruget i produktionsprocesser i kvoteregulerede industrianlæg.

...

Lovforslaget indeholder følgende hovedelementer:

a)

Skattefrihed for værdien af en gratis tildelt CO2-kvote.

b)

Fradragsret for udgift til køb af en CO2-kvote i takt med, at kvoten anvendes. Fradraget gives for det indkomstår, hvori kvoten eller en andel heraf er anvendt i produktionen.

c)

Beskatning af fortjeneste og fradrag for tab på en CO2-kvote, der sælges eller udløber.

d)

Ingen fradragsret ved anvendelse af gratis tildelte kvoter, men punkt c ovenfor gælder også for sådanne kvoter.

e)

Tilbagebetaling af CO2-afgift for brændselsforbruget i produktionsprocesser i kvoteregulerede industrianlæg.

Med EU-kvotesystemet vil der fremover ske en dobbeltregulering, såfremt virksomhederne både skal betale CO2-afgift og reguleres af CO2-kvoter. Dette betyder, at der indenfor kvotesystemet vil være et incitament til reduktion af CO2-udledninger svarende til kvoteprisen plus CO2-afgift, mens der udenfor kvotesystemet alene vil være et incitament svarende til CO2-afgiften.

...

Regeringen har i "En omkostningseffektiv Klimastrategi" tilkendegivet, at visse justeringer af CO2-afgiften for kvoteregulerede virksomheder vil være hensigtsmæssige.

Det foreslås på den baggrund, at CO2-afgiften for det kvoteregulerede brændselsforbrug til produktionsprocesser i industrien tilbagebetales fuldt ud. Hermed lempes afgiften i første omgang i de anvendelser, hvor den direkte belastning som følge af kvoteregulering forventes at blive størst.

...

4. Provenumæssige konsekvenser

Hvis det forudsættes, at den anslåede værdi af en gratis tildelt CO2-kvote uden særskilt lovgivning om den skattemæssige behandling af CO2-kvoter ville blive beskattet efter statsskattelovens § 4, og hvis det forudsættes, at der med dette som udgangspunkt ville være mulighed for at afskrive den anslåede værdi af en gratis tildelt kvote over en årrække, så vil de foreslåede regler - hvorefter værdien af gratis tildelte kvoter ikke beskattes, og der ikke er fradragsret for værdien af gratis tildelte CO2-kvoter - ikke have nogen provenumæssige konsekvenser. Der vil dog kunne optræde et rentetab.

...

Tilbagebetalingen af CO2-afgiften for det kvoteregulerede brændselsforbrug skønnes med en vis usikkerhed at medføre et provenutab for staten på ca. 30 mio. kr.

..."

Procedure

Skatteministeriet har gjort gældende, at der ikke er hjemmel til at kræve den tilbagebetalte CO2-afgift forrentet. Der var lovhjemmel til at opkræve CO2-afgiften, og tilbagebetalingen beror alene på en lov, nemlig lov nr. 1384 af 21. december 2009. Der er således ikke tale om et tilbagesøgningskrav efter reglerne om condictio indebiti. Procesvejledningen giver ikke hjemmel til forrentning i den foreliggende situation, hvor det tilbagebetalte beløb ikke er opkrævet med urette af staten, og der er ikke vedtaget lovregler om forrentning af tilbagebetalingsbeløbene.

Procesvejledningen er en videreførelse af det tidligere gældende rentecirkulære. Rentecirkulæret udsprang af og dækker den situation, at Skatteministeriet ved nogle domme var blevet pålagt at tilbagebetale beløb, der var opkrævet med urette, jf. blandt andet Højesterets dom af 11. oktober 1984 (Ugeskrift for Retsvæsen, 1984, side 1061). Det fremgår således udtrykkeligt af det indledende afsnit i såvel Procesvejledningen som i det oprindelige rentecirkulære, at der er tale om tilbagebetaling af beløb, som SKAT har rådet over med urette i henhold til en praksis, der efterfølgende er blevet underkendt. Dette er ligeledes tilfældet i de afgørelser, hvor tilbagebetalingsbeløb er blevet forrentet efter pkt. 7 i Rentecirkulæret eller Procesvejledningen. Da hjemlen for tilbagebetalingskravet er tilvejebragt ved lov, beror betalingen af CO2-afgift under alle omstændigheder heller ikke på en bevillingsmæssig afgørelse, således som dette begreb er anvendt i pkt. 10 i Procesvejledningen. Vejledningens anvendelse af begrebet "en bevillingsmæssig afgørelse" skal ses i lyset af den retstilstand og praksis vedrørende genoptagelse, som var gældende ved det tidligere rentecirkulæres indførelse i 1987.

Den retstilstand, som var gældende frem til 1. januar 2010, er hverken med 2009-loven eller i øvrigt tilsidesat, og lovgiver har derfor ikke været forpligtet til at kompensere virksomhederne for de afgifter, der lovligt har været opkrævet i perioden 2005-2009. Der var således ikke tale om en ulovlig retstilstand, men - som det fremgår af bemærkningerne til 2004-loven - en situation, som det var hensigtsmæssigt at regulere sig ud af.

Der er intet grundlag for at udstrække Procesvejledningens anvendelsesområde til at dække enhver tilbagebetaling fra skattemyndighederne til en skatteyder, som ikke konkret er undtaget i vejledningen. En sådan fortolkning har hverken støtte i vejledningens ordlyd, baggrund eller bagvedliggende hensyn. En sådan udvidelse af myndighedernes betalingsforpligtelse ville kræve en sikker hjemmel, som ikke foreligger, jf. Højesterets domme af 20. august 2002 (Ugeskrift for Retsvæsen 2002, side 2471/3) og 8. januar 2007 (Ugeskrift for Retsvæsen 2007, side 961).

Der var ikke hjemmel til fuld tilbagebetaling af afgift vedrørende mineralogiske processer i 2004-loven, da det var en forudsætning for lovens ikrafttræden, at man opnåede Kommissionens godkendelse af den samlede afgiftsfritagelsesordning, som lovforslaget indeholdt. Hjemlen til tilbagebetaling af CO2-afgiften blev først tilvejebragt, da § 8 b, stk. 5, blev indsat i kuldioxidafgiftsloven med virkning fra den 1. januar 2010. H1 A/S kan ikke kræve renter af et beløb, som selskabet ikke havde krav på, før tilbagebetalingshjemlen trådte i kraft. Det savner derfor mening at tale om, at et krav på forrentning skulle være hjemlet i almindelige retsgrundsætninger om berigelse og risikofordeling. Afgiften er opkrævet og indbetalt med rette, og der foreligger derfor ikke en berigelse af myndighederne på selskabets bekostning, ligesom risikobetragtninger ikke kan føre til, at myndighederne skal forrente et beløb, der er opkrævet med rette.

Det fremgår endvidere udtrykkeligt af lovbemærkningerne til 2004-loven, at det mulige rentetab, lovgiver forudser, er forbundet med muligheden for at afskrive på en gratis tildelt CO2-kvote. Det er derfor usandsynligt, at det nævnte "beskedne rentetab" skulle angå forrentning af tilbagebetalt afgift, der ikke er omtalt i lovforslaget. Hverken 2004-loven eller 2009-loven nævner spørgsmålet om forrentning af tilbagebetalte afgiftsbeløb, og der er intet i forarbejderne, der tilsiger, at en sådan forrentning var tiltænkt.

Det bestrides endeligt, at manglende forrentning skulle stride mod lighedsprincippet, da betalingen til H1 A/S beror på en rent politisk - og ikke juridisk - beslutning fra lovgiver.

H1 A/S har overordnet gjort gældende, at selskabet som fastslået af Landsskatteretten har krav på forrentning af den tilbagebetalte CO2-afgift.

Skatteministeriets pligt til at forrente den tilbagebetalte CO2-afgift støttes i første række på Procesvejledningens afsnit J.3. Procesvejledningen og det forudgående rentecirkulære skal fortolkes således, at der altid skal ske forrentning ved tilbagebetaling af afgifter m.v. fra staten til borgerne, medmindre kravet om forrentning konkret er omfattet af undtagelsesbestemmelserne i underpunkterne 2-5. Der kan således ikke i Procesvejledningen indfortolkes en forudsætning om, at der alene skal ske forrentning, hvis der er tale om tilbagebetaling af beløb, som SKAT har rådet over med urette i henhold til en praksis, der efterfølgende er blevet underkendt. Det er uden betydning for pligten til at forrente beløb, om der på indbetalingstidspunktet bestod et retskrav på tilbagebetaling, eller om et sådant retskrav først opstod senere.

Procesvejledningens ordlyd støtter ikke en indskrænkende fortolkning. Efter ordlyden er det derimod klart, at vejledningens anvendelsesområde ikke er begrænset til de situationer, hvor et beløb, der tilbagebetales, er opkrævet med urette, eller hvor der i øvrigt ved indbetalingen opstod et retskrav på at få beløbet tilbagebetalt. Formålet med reglerne i Procesvejledningen og det tidligere rentecirkulære er at sikre, at der sker forrentning i de tilfælde, hvor Skatteministeriet efter rimelighedsbetragtninger og friere overvejelser kan blive pålagt at betale renter. Også dette støtter H1 A/S´s fortolkning, der tillige støttes af de nugældende regler om forrentning i Den Juridiske Vejledning, afsnit A,A.12.3.

Den CO2-afgift, som selskabet har indbetalt, er endvidere indbetalt efter påkrav. En indbetaling efter påkrav omfatter foruden den situation, hvor indbetaleren specifikt er blevet anmodet om at foretage indbetalingen, også den situation, hvor pligten til at indbetale følger af lovgivningen, fast administrativ praksis eller lignende.

Skatteministeriets pligt til at forrente den tilbagebetalte CO2-afgift fra indbetalingstidspunktet støttes i anden række på almindelige retsgrundsætninger, herunder berigelsesgrundsætningen, og rentelovens § 8, stk. 2, jf. § 3, stk. 5. Disse regler gælder ved siden af Procesvejledningen. Skatteministeriet må være nærmest til at bære risikoen for det rentetab, H1 A/S led ved ikke at kunne råde over de ca. 23 mio. kr. i CO2-afgift, som selskabet måtte betale i perioden 2005-2009. Den dobbeltregulering, som selskabet var underlagt, skyldes alene, at lovgiver indførte kvotesystemet sideløbende med det eksisterende CO2-afgiftssystem. Dobbeltreguleringen var endvidere unødvendig for så vidt angår CO2-afgift vedrørende mineralogiske processer, og fritagelsen for betaling af CO2-afgifter for sådanne processer kunne være sat i kraft allerede fra den 1. januar 2005. Det beror alene på den danske stat, at dette ikke skete, ligesom det alene er den danske stat, der har haft ansvaret for og adgangen til at påvirke EU-kommissionens godkendelse af tilbage-betalingsordningen. Endelig tilkendegav lovgiver klart fra starten, at der ville ske tilbagebetaling af CO2-afgifterne, og H1 A/S havde derfor en klar forventning om, at effekten af dobbeltbeskatningen ville blive elimineret hurtigst muligt.

Lovgiver har hverken i forbindelse med 2004-loven eller 2009-loven tilkendegivet, at de almindelige regler om forrentning i Procesvejledningen, almindelige retsgrundsætninger og rentelovens § 8, stk. 2, jf. § 3, stk. 5, ikke skulle finde anvendelse på tilbagebetaling af CO2-afgiften. Det kan derfor ikke antages, at lovgiver har haft til hensigt at fravige disse regler.

Landsrettens begrundelse og resultat

Ved lov nr. 1384 af 21. december 2009 (2009-loven) blev § 8 b, stk. 5, indsat i kuldioxid-afgiftsloven med virkning fra den 1. januar 2010. Hermed blev der tilvejebragt hjemmel til under visse nærmere betingelser at betale CO2-afgift, der var indbetalt i perioden 2005-2009, tilbage til virksomhederne. Formålet med bestemmelsen var ifølge bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 2009-2010, tillæg A, side 17-18), at fritage virksomhederne for dobbeltregulering i forbindelse med indførelsen af EU´s CO2-kvotesystem. Fritagelsen for CO2-afgift fremgik også af § 3 i lov nr. 464 af 9. juni 2004 (2004-loven), der - når fritagelsen blev sat i kraft af skatteministeren - skulle have virkning fra den 1. januar 2005. Bestemmelsen om CO2-fritagelse i 2004-loven blev imidlertid ikke sat i kraft, fordi Kommissionen ikke kunne godkende tilbagebetalingsordningen, som den var vedtaget ved 2004-loven.

Den 18. marts 2010 tilbagebetalte SKAT med hjemmel i kuldioxidafgiftslovens § 8 b, stk. 5, 23.235.689 kr. til H1 A/S i indbetalt CO2-afgift for perioden 2005-2009.

SKAT imødekom imidlertid ikke selskabets anmodning om betaling af renter for perioden.

Hverken 2009-loven eller 2004-loven indeholder bestemmelser vedrørende forrentning i forbindelse med tilbagebetaling af CO2-afgift. Spørgsmålet om forrentning er heller ikke omtalt i bemærkningerne til de pågældende love. Det bemærkes herved, at "Beskedne rentetab", der er anført under "Samlet vurdering af konsekvenserne af lovforslaget " i bemærkningerne til lovforslaget til 2004-loven (Folketingstidende 2003-2004, tillæg A, side 7880), efter bemærkningerne under punkt 4 om de provenumæssige konsekvenser må antages at vedrøre det mulige rentetab, der var forbundet med muligheden for at afskrive på en gratis tildelt CO2-kvote (side 7878), og således ikke støtter H1 A/S´ krav om forrentning.

På tidspunktet for SKATs tilbagebetaling af CO2-afgiften til H1 A/S gjaldt Procesvejledningen, afsnit J.3., om forrentning af tilbagebetalingsbeløb på Skatteministeriets område. Procesvejledningen må efter ordlyden af særligt punkt 1 og 2, sammenholdt med baggrunden for udstedelse af vejledningen forstås således, at reglerne om forrentning af tilbagebetalingskrav vedrører beløb, der er opkrævet på Skatteministeriets område med urette. Denne fortolkning støttes tillige af vejledningens punkt 7 og 10, der henviser til tilbagebetalingskrav som følge af en dom eller en administrativ afgørelse, ligesom der omtales tilbagebetalingskrav som følge af retskrav eller bevillingsmæssige afgørelser.

Indbetalingen af CO2-afgiften i perioden 2005-2009 havde hjemmel i CO2-afgiftsloven, og H1 A/S havde således pligt til at indbetale afgiften. Da tilbagebetalingskravet opstod ved vedtagelsen af 2009-loven og ikke som følge af tilsidesættelse af en administrativ praksis eller som følge af anden uretmæssig opkrævning, er der således ikke hjemmel i Procesvejledningen til at forrente det tilbagebetalte beløb fra indbetalingstidspunkterne.

Da CO2-afgiften er opkrævet med hjemmel i kuldioxidafgiftsloven, foreligger der endvidere ikke en berigelse af myndighederne på selskabets bekostning, og risikobetragtninger kan ikke føre til, at Skatteministeriet skal forrente beløbet. Den omstændighed, at reglerne om fritagelse for betaling af CO2-afgifter vedrørende mineralogiske processer kunne have været sat i kraft allerede fra den 1. januar 2005, kan heller ikke føre til, at Skatteministeriet er forpligtet til at forrente beløbet. Der foreligger ikke særlige grunde, der kan begrunde en forrentning af beløbet efter rentelovens § 8, stk. 2, jf. § 3, stk. 5.

På denne baggrund er der ikke hjemmel til at forrente det tilbagebetalte beløb, der er udbetalt til H1 A/S inden for fristen i Procesvejledningens punkt 8. Landsretten tager derfor Skatteministeriets påstand til følge.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal H1 A/S betale sagsomkostninger med i alt 152.000 kr. Beløbet omfatter 2.000 kr. til retsafgift og 150.000 kr. til udgifter til advokatbistand inklusive moms.

Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet til advokatbistand lagt vægt på sagens økonomiske værdi og dens omfang, ligesom landsretten har lagt en vis vægt på, at Skatteministeriet kort før hovedforhandlingen frafaldt et selvstændigt anbringende om, at forrentning af tilbagebetalingskravet ville udgøre ulovlig statsstøtte.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

H1 A/S skal anerkende, at selskabet ikke har krav på at få forrentet et beløb på 23.235.689 kr., som er udbetalt af SKAT i henhold til § 8 b, stk. 5, i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter.

H1 A/S skal betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 152.000 kr.

De idømte sagsomkostninger, der forrentes efter rentelovens § 8 a, skal betales inden 14 dage.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter