Indhold

Dette afsnit handler om mulighederne for fradrag for advokat- og revisorbistand m.m.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Praksis om fradragsmulighederne
  • Udgifter til regnskab og selvangivelse med mere
  • Udgifter til refinansiering af landbrug
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Bemærk

Fradragsmulighederne for udgifter til sagkyndig bistand i skattesager er beskrevet i afsnit C.C.2.2.2.16.

Se også

Se også

  • afsnit C.A.4.3.1.11 om lønmodtageres fradrag for advokatudgifter
  • afsnit C.C.9 om skat ved konkurs.

Regel

Efter SL § 6, stk. 1, litra a, er der fradrag for udgifter til advokat- og revisorbistand i det år, hvor advokaten eller revisoren udfører arbejdet, og hvor regningen kan sendes.

Det kan dog også accepteres, at udgifter, der er afsat til færdiggørelse af årsregnskabet, trækkes fra i det indkomstår, udgiften vedrører.

Der kan ikke vilkårligt skiftes princip fra år til år.

I overensstemmelse med ovenstående kan udgifter til advokat- og revisorbistand vedrørende almindeligt forekommende forhold under en virksomheds drift, fx inkasso af forretningsdebitorer samt udgifter til revision af regnskab og opstilling af årsopgørelse trækkes fra ved indkomstopgørelsen.

Se nedenstående afsnit: "Udgifter til regnskab og selvangivelse m.m." om udgifter til udfyldelse af selvangivelse.

Det er ikke en betingelse for fradrag af advokatudgifter, at en retssag vindes. Se UfR 1942.335 H.

Hvis bistanden vedrører rene formuedispositioner eller formuesfæren/indkomstkilden, kan udgifterne ikke fratrækkes.

Udgifter ved salg af ejendom og virksomhed

Udgifter ved overdragelse af ejendom eller virksomhed kan fratrækkes i det omfang, fortjeneste eller tab i forbindelse hermed vedrører indkomsten. Ved overdragelse af en virksomhed er der normalt tale om en forholdsmæssig fordeling på de aktiver, der indgår i handlen.

Udgifter ved etablering

Udgifter til advokat og revisor, som er afholdt i forbindelse med etablering af en erhvervsvirksomhed eller udvidelse af en bestående erhvervsvirksomhed, kan efter ændringen af LL § 8 J ikke længere trækkes fra. Se afsnit C.C.2.2.1.

Udgifter ved aktiekøb

Det fremgår af LL § 8 J, at udgifter til rådgivning vedrørende investering i aktier mv. med henblik på helt eller delvis at erhverve et eller flere selskaber mv. for at deltage i ledelsen og driften af disse ikke kan trækkes fra ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fra og med indkomståret 2010. Se afsnit C.C.2.2.1.4

Praksis om fradragsmulighederne

Fradrag godkendt

En skatteyder afholdt udgifter til advokat, fordi kommunen ønskede at fratage ham tilladelsen til at udleje en ejendom. Udgifterne kunne fratrækkes. Se SKM2010.279.BR.

Udgift til en retssag i anledning af, at et vogntog væltede, lå inden for sædvanlig risiko ved drift af en vognmandsvirksomhed. Se SKM2003.502.LSR.

Et selskab fik fradrag for betaling af et tysk søsterselskabs udgifter til bl.a. advokat. Se SKM2003.146.VLR.

Højesteret fandt, at der var fradrag for sagsomkostninger vedrørende en strid om et selskabs ret til at forhandle et produkt. Se UfR 1942.335 H.

Procesudgifter til et udnyttet varemærke var fradragsberettigede, hvorimod der ikke kunne gives fradrag for den del af udgiften, der vedrørte et ikke udnyttet varemærke. Se LSRM 1960, 140.

Advokatudgifter vedrørende en konkurrenceklausul, herunder omkostninger til modpartens advokat, var fradragsberettigede. Se LSRM 1983, 76.

En vognmandsforretning fik fradrag for advokatudgifter i forbindelse med en sag, der blev anlagt mod Vejtransportrådet i anledning af fratagelse af køretilladelser. Se TfS 1988, 267 LSR.

Fradrag blev godkendt for advokatudgifter, som var afholdt for at sikre en vognmand indkørselsmuligheder ad en indkørsel, der var fælles med en anden ejendom. Se TfS 1989, 25 LSR. Se også TfS 1991, 268 LSR om fradrag for udgifter ved retssag om adgang til kørsel med traktorer over en nabos arealer.

Advokatomkostninger vedrørende en forretningsførers besvigelser var fradragsberettigede. Se TfS 1999, 494 LSR.

Advokatudgifter til en boligretssag for at undgå en udsættelsesforretning af et erhvervslejemål kan trækkes fra, når det tilsigtes at bevare det allerede etablerede indkomstgrundlag. Det gælder uanset udfaldet af retssagen.

Advokatudgifter til en anlagt sag om erstatning og pålæg af konkurrenceklausul var fradragsberettigede. Se TfS 1989, 424 LSR.

Advokatudgifter mv. til voldgiftssag om forsøg på uberettiget ophævelse af interessentskab var fradragsberettigede. Se TfS 1989, 673 LSR.

Advokatudgifter i forbindelse med sagsanlæg om misligholdelse af lejekontrakt på grund af udvidelse af varesortiment var fradragsberettigede. Se TfS 1989, 573 LSR.

Udgifter til udarbejdelse af budgetter m.m. til brug ved ansøgning om gældssanering kunne fratrækkes ved indkomstopgørelsen. Se TfS 1988, 80 LSR.

Udgifter til tilsyn med en virksomheds løbende drift i betalingsstandsningsperioden og under konkursbehandling er fradragsberettigede. Se TfS 1986, 445 LSR. Se også afsnit C.C.9 om skat ved konkurs.

Revisorbistand til et selskabs vedtægtsændringer er fradragsberettiget. Se TfS 1980, 712 ØLD.

Fradrag nægtet

SKM2014.87.HR. Dommen vedrører en delvis anke af SKM2011.545.ØLR. Højesteret afviste fradragsret for rådgiverudgifter i forbindelse med et kapitalfondsopkøb. Kapitalfondsopkøbet var foretaget gennem to danske selskaber, hvoraf det ene var stiftet til brug for opkøbet.

De to selskaber havde afholdt udgifter til et antal advokater og revisorer. Desuden havde selskaberne betalt kapitalfondsforvalteren for bistand i forbindelse med tilrettelæggelsen og gennemførelsen af investeringsprojektet.

Selskaberne gjorde gældende, at udgifterne kunne tillægges anskaffelsessummen for et antal lån, der var optaget i forbindelse med opkøbet, jf. KGL § 26, stk. 3, (dengang stk. 4).

Subsidiært gjorde selskaberne gældende, at advokat- og revisoromkostningerne var fradragsberettigede efter den dagældende bestemmelse i LL § 8 J.

Højesteret fandt, at hvis rådgiverudgifterne angår bistand, som knytter sig direkte til den indgåede aftale om det lån, der optages, og til gennemførelsen af låneoptagelsen, så kan udgifterne tillægges lånets hovedstol. Sådan bistand kan alt afhængig af lånets karakter og størrelse f.eks. omfatte forhandling om og affattelse af låneaftalen, afgivelse af udtalelser om aftalens gyldighed og bindende virkning for låntager (legal opinions), samt bistand ved berigtigelse af sikkerhedsstillelse.

Derimod kan udgifter til rådgivere for bistand ved den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af lånefinansieringen, herunder afsøgning af lånemarkedet, ikke tillægges lånets anskaffelsessum efter den dagældende bestemmelse i KGL § 26, stk. 4, (nu stk. 3).

Højesteret fastslog, at det er skatteyderen, der har bevisbyrden for, at de omkostninger til egne rådgivere, der ønskes medregnet i anskaffelsessummen, angår bistand af en sådan art, at de kan medregnes. Det er også skatteyderens bevisbyrde, når det gælder opdelingen af rådgiveromkostninger på bistand, der kan medregnes, og bistand, der ikke kan, i tilfælde hvor omkostningen omfatter begge elementer.

Højesteret fastslog, at udgifterne i den konkrete sag havde karakter af honorar for den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af investeringsprojektet uden den fornødne direkte tilknytning til lånet. Udgifterne kunne derfor ikke tillægges lånets hovedstol efter den dagældende bestemmelse i KGL § 26, stk. 4, (nu stk. 3). (Om KGL § 26, stk. 3, se afsnit C.B.1.7.8.).

Det samme gjaldt egne rådgiveres bistand vedrørende oplysning om, dokumentation for og almen rådgivning om låntagers virksomhed, herunder due diligenceundersøgelser selv om bistanden ydes med henblik på kreditvurdering. Det er i denne forbindelse uden betydning, om långiveren i låneaftalen har betinget lånets udbetaling af, at låntageren fremlægger sådant materiale.

Videre afviste Højesteret, at der var fradragsret for advokat- og revisordelen af udgifterne efter den dagældende lovbestemmelse i ligningslovens § 8 J. Højesteret fandt, at det var kapitalfonden/kapitalfondsforvalteren, der havde etableret/udvidet sin virksomhed, og ikke de to danske selskaber.

Landsretten havde anerkendt fradrag for  udgifter til långivers rådgivere: I forbindelse med låneoptagelsen havde de to selskaber påtaget sig en direkte forpligtelse til at betale alle långivernes udgifter, der med rimelighed var afholdt af disse til rådgivning mv. fra advokater og revisorer. Landsretten fandt, at dette var en sædvanlig betingelse for at yde et lån af denne karakter og størrelsesorden, og at alternativet til dette lånevilkår ville være et højere lånegebyr til långiverne. Landsretten fandt, at de to selskabers betaling af långivernes rådgivningsomkostninger havde en så direkte og nær tilknytning til gældsstiftelsen, at de to selskaber kunne lægge disse omkostninger til den faktiske anskaffelsessum, jf. den dagældende KGL § 26, stk. 4, (nu stk. 3). Skatteministeriet ankede ikke dette spørgsmål til Højesteret.

SKM2009.563.HR. Advokatudgifter til inkassoomkostninger til inddrivelse af advokatens egen kontingentrestance og revisorudgifter til undersøgelse af, om reglerne om betroede midler var overholdt, var ikke fradragsberettigede. 

Højesteret fandt, at advokatudgifter til en sag om ekspropriation ikke var fradragsberettigede driftsomkostninger efter SL § 6, stk. 1, litra a. Se SKM2009.511.HR.

En banks udgifter til advokat- og revisoromkostninger i forbindelse med selskabstømmersager var ikke fradragsberettigede. Se SKM2009.448.LSR.

En kommanditist kunne ikke få fradrag for udgifter til en voldgiftssag mod kommanditselskabet. Se SKM2008.651.VLR.

Højesteret fandt, at et selskabs udgifter til advokat og revisor i forbindelse med erhvervelse af bestemmende aktieposter i nogle selskaber ikke kunne fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a. Udgiften ansås i stedet for omfattet af den dagældende bestemmelse i LL § 8 J. Se SKM2007.775.HR.

En mælkeproducent blev ekskluderet som andelshaver og betalte i den forbindelse et garantibeløb. Landsskatteretten fandt, at hverken denne udgift eller advokatomkostninger i forbindelse hermed kunne trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a. Se SKM2007.909.LSR.

Advokatudgifter i forbindelse med tiltale for insiderhandel var ikke fradragsberettiget. Se SKM2007.404.LSR.

Advokatudgifter og erstatning ved dom efter et færdselsuheld kunne ikke fratrækkes i indkomsten. Se SKM2006.236.LSR.

Et selskabs udgifter til advokat og revisor afholdt i forbindelse med en omstrukturering af virksomheden var ikke fradragsberettigede. Se SKM2006.13.ØLR.

Et holdingselskabs omkostninger, herunder advokat- og revisorudgifter, i forbindelse med køb af datterselskaber kunne ikke fratrækkes som driftsudgifter eller som udgifter til formueadministration. Se SKM2005.483.LSR.

Et moderselskabs udgifter til revisor vedrørende en finansiel rekonstruktion af et datterselskab var ikke fradragsberettigede. Se SKM2005.32.LSR.

Et selskab etablerede i 2002 virksomhed i Sverige. Udgifterne kunne ikke fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a, fordi der var tale om etableringsudgifter. Se SKM2005.31.LSR.

Udgifter til retssag mod lønmodtagerne vedrørende spørgsmålet om selskabets hæftelse for lønkravet efter virksomhedsoverdragelsesloven var ikke en naturlig eller sædvanlig driftsomkostning for virksomheden, idet udgifterne ikke var afholdt i forbindelse med selskabets indkomstskabende aktivitet. Se SKM2004.302.ØLR.

Advokatomkostninger, som afholdes i forbindelse med en retssag om en konventionalbod for overtrædelse af en konkurrenceklausul, som ikke omfatter erstatning for indtægtstab, er ikke fradragsberettigede. Se SKM2004.71.HR.

Inkassoomkostninger vedrørende et ikke indkomstskattepligtigt beløb er ikke fradragsberettiget. Se LSRM 1956, 52.

Udgifter til pålagte inkassoomkostninger vedrørende leverandørgæld er ikke fradragsberettigede. Se TfS 1985, 438 HRD.

Advokatudgifter i forbindelse med sag om pålagte inkassoomkostninger ved for sen betaling af terminsydelser, forsikringspræmier mv. er ikke fradragsberettigede. Se TfS 1998, 719 LSR.

Udgifter til advokat eller revisor, der afholdes i forbindelse med opnåelsen af en skattefri akkord, er ikke fradragsberettigede. Se TfS 1986, 380 LSR.

Advokatudgifter til at ordne en virksomheds kapitalforhold og overskudsfordeling er ikke fradragsberettigede. Se LSRM 1965, 46.

Advokat- og revisorudgifter til fusionsundersøgelser er ikke fradragsberettigede. Se LSRM 1975, 68.

En assurandørs udgifter til revisorbistand blev ikke anset for fradragsberettigede, fordi bogføringen og regnskabet i meget betydeligt omfang vedrørte dispositioner af rent privat karakter. Se TfS 1984, 492 ØLD.

Udgifter ved anlæg af injuriesag var ikke fradragsberettigede. Se TfS 1989, 96 LSR.

Advokatudgifter til retssag om eksklusion af fagforbund var ikke fradragsberettigede. Se TfS 1988, 57 LSR.

Udgift til advokatbistand i en disciplinærsag mod en advokat var ikke fradragsberettiget. Se LSRM 1971, 49.

En kommunal revisors advokatudgifter i anledning af en straffesag for grov forsømmelighed var ikke fradragsberettigede. Se LSRM 1966, 131.

Udgifter til regnskab og selvangivelse med mere

Ligningsrådet har om den skattemæssige behandling af fradrag for udgifter til regnskab og selvangivelse bestemt, at udgifter til regnskabsmæssig bistand kan trækkes fra ved indkomstopgørelsen efter SL § 6, stk. 1, litra a., i det omfang, udgifterne knytter sig til indkomsterhvervelsen.

Det er derfor en betingelse for fradrag, at bistanden vedrører

  • erhvervelsen af skattepligtige indtægter, eller
  • afholdelsen af fradragsberettigede udgifter.

Udgifter til udarbejdelse af en virksomheds regnskab og opstilling af årsregnskab, herunder udfyldelse af virksomhedsskema mv. er fradragsberettigede for både personligt ejede og selskabsejede virksomheder. Dette gælder også, selv om en uvæsentlig del af udgifterne er medgået til udfyldelse af selvangivelsen. Hele udgiften kan derfor fratrækkes, selv om selvangivelsen er udarbejdet som en integreret del af regnskabet.

Indeholder sådanne bistandsudgifter undtagelsesvist også egentlig betaling for selvstændig udfyldelse af selvangivelsen for virksomhedsejerne eller for hovedaktionæren, skal et beløb svarende til den private andel af udgifter til regnskabsmæssig bistand behandles som virksomhedsejerens eller hovedaktionærens private udgifter.

Højesteret har taget stilling til, at et mæglerhonorar til vurdering af markedsværdien for en fast ejendom til brug for årsregnskabet er fradragsberettiget. Se SKM2005.198.HR.

Interessentskaber og kommanditselskaber kan på samme måde fratrække udgifter til regnskabsmæssig bistand i selskabets regnskab. Interessenter og kommanditister kan i almindelighed ikke herudover fratrække udgifter til opstilling af det private regnskab og udfyldelsen af selvangivelsen.

I tilfælde, hvor det materiale, der normalt udsendes til kommanditister eller interessenter, ikke umiddelbart kan anvendes som grundlag for udfyldelsen af selvangivelsen, fx fordi den skattepligtige ved tilkøb har et afvigende afskrivningsgrundlag, er der fradrag for revisorbistand til at få udarbejdet brugbart materiale, herunder for opstilling af driftsregnskabet. Se TfS 1990, 150 VLD.

Udgift til revisorbistand ved indtræden i virksomhedsordningen blev anset for fradragsberettiget. Se TfS 1990, 123 LSR.

En deltidsansat lærer, der også havde væsentlige indtægter ved konsulent- og forfattervirksomhed, fik ved Landsskatteretten godkendt fradrag for revisorudgifter, dog undtagen en mindre privat andel for udfyldelse af selvangivelse. Se TfS 1991, 169 LSR.

En ikke-regnskabspligtig landmand bortforpagtede sin jord, hvilket var eneste indtægt på ejendommen. Af udgiften til regnskabsassistance på 3.319 kr. blev skønsmæssigt 2.319 kr. anset for fradragsberettiget. Se TfS 1991, 214 LSR.

Advokatomkostninger til at gennemføre tilbagebetalingskrav i ambi-sager kan trækkes fra. Den tilbagebetalte ambi er skattepligtig for skatteyderen. Derfor er de udgifter, der har været forbundet med at få pengene tilbage til virksomheden, fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a. Se Told- og Skattestyrelsens meddelelse i SKM2002.139.TSS.

Udgifter til refinansiering af landbrug

Efter de almindelige regler er der fradrag for advokatudgifter og lignende bistandsudgifter, som knytter sig til gennemførelsen af en refinansiering efter lov om refinansiering af realkreditlån mv. i landbrugsejendomme. I det omfang, der er tale om egentlige bistandsudgifter, er der derfor fradrag for betaling til regnskabskontoret og eventuelle pengeinstitutter for udarbejdelse af ansøgningsskema, budgetter mv.

Der er derimod ikke fradrag for følgende gebyrer og afgifter mv.:

  • Betaling til Hypotekbanken for godkendelse af dispensationer mv.
  • Gebyrer (lovbestemte) til Hypotekbanken på 1/4 pct. af indfrielsesbeløbet og 1/4 pct. af det nye lån
  • Ekspeditionsgebyr til realkreditinstitutter for indfrielse og optagelse af lån, herunder eventuelt vurderingsgebyr
  • Ekspeditionsgebyr til efterstående panthavere i forbindelse med rykningspåtegninger
  • Stempelafgift til det nye lån (eventuelt efter stempeloverførsel fra det indfriede lån) samt tinglysningspåtegninger mv.

Se TfS 1990, 154 TSS om, i hvilket omfang der er fradragsret for omkostninger i forbindelse med refinansiering i landbruget.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2014.87.HR

Højesteret afviste fradragsret for rådgiverudgifter i forbindelse med et kapitalfondsopkøb.

Kapitalfondsopkøbet var foretaget gennem to danske selskaber, hvoraf det ene var stiftet til brug for opkøbet.

De to selskaber havde afholdt udgifter til et antal advokater og revisorer.

Desuden havde selskaberne betalt kapitalfondsforvalteren for bistand i forbindelse med tilrettelæggelsen og gennemførelsen af investeringsprojektet.

Selskaberne gjorde gældende, at udgifterne kunne tillægges anskaffelsessummen for et antal lån, der var optaget i forbindelse med opkøbet, jf. KGL § 26, stk. 3, (dengang stk. 4).

Subsidiært gjorde selskaberne gældende, at advokat- og revisoromkostningerne var fradragsberettigede efter den dagældende bestemmelse i LL § 8 J.

Højesteret fandt, at hvis rådgiverudgifterne angår bistand, som knytter sig direkte til den indgåede aftale om det lån, der optages, og til gennemførelsen af låneoptagelsen, så kan udgifterne tillægges lånets hovedstol. Sådan bistand kan alt afhængig af lånets karakter og størrelse f.eks. omfatte forhandling om og affattelse af låneaftalen, afgivelse af udtalelser om aftalens gyldighed og bindende virkning for låntager (legal opinions), samt bistand ved berigtigelse af sikkerhedsstillelse.

Derimod kan udgifter til rådgivere for bistand ved den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af lånefinansieringen, herunder afsøgning af lånemarkedet, ikke tillægges lånets anskaffelsessum efter den dagældene bestemmelse i KGL § 26, stk. 4, (nu stk. 3).

Højesteret fastslog, at det er skatteyderen, der har bevisbyrden for, at de omkostninger til egne rådgivere, der ønskes medregnet i anskaffelsessummen, angår bistand af en sådan art, at de kan medregnes. Det er også skatteyderens bevisbyrde, når det gælder opdelingen af rådgiveromkostninger på bistand, der kan medregnes, og bistand, der ikke kan, i tilfælde hvor omkostningen omfatter begge elementer.

Højesteret fastslog, at udgifterne i den konkrete sag havde karakter af honorar for den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af investeringsprojektet uden den fornødne direkte tilknytning til lånet. Udgifterne kunne derfor ikke tillægges lånets hovedstol efter den dagældene bestemmelse i KGL § 26, stk. 4, (nu stk. 3).

Det samme gjaldt egne rådgiveres bistand vedrørende oplysning om, dokumentation for og almen rådgivning om låntagers virksomhed, herunder due diligenceundersøgelser selv om bistanden ydes med henblik på kreditvurdering. Det er i denne forbindelse uden betydning, om långiveren i låneaftalen har betinget lånets udbetaling af, at låntageren fremlægger sådant materiale.

Videre afviste Højesteret, at der var fradragsret for advokat- og revisordelen af udgifterne efter den dagældende lovbestemmelse i ligningslovens § 8 J. Højesteret fandt, at det var kapitalfonden/kapitalfonds-
forvalteren, der havde etableret/udvidet sin virksomhed, og ikke de to danske selskaber.

-

Landsretten havde anerkendt fradrag for  udgifter til långivers rådgivere:

I forbindelse med låneoptagelsen havde de to selskaber påtaget sig en direkte forpligtelse til at betale alle långivernes udgifter, der med rimelighed var afholdt af disse til rådgivning mv. fra advokater og revisorer. Landsretten fandt, at dette var en sædvanlig betingelse for at yde et lån af denne karakter og størrelsesorden, og at alternativet til dette lånevilkår ville være et højere lånegebyr til långiverne.

Landsretten fandt, at de to selskabers betaling af långivernes rådgivningsomkostninger havde en så direkte og nær tilknytning til gældsstiftelsen, at de to selskaber kunne lægge disse omkostninger til den faktiske anskaffelsessum, jf. den dagældende KGL § 26, stk. 4, (nu stk. 3).

Skatteministeriet ankede ikke dette spørgsmål til Højesteret.

Dommen stadfæster SKM2011.545.ØLR vedrørende den del, at kendelsen, som var anket af selskaberne. 

Se tilsvarende i SKM2012.39.LSR, som efterfølgende blev skærpet i SKM2012.431.BR.

Om KGL § 26, stk. 3, se afsnit C.B.1.7.8.

SKM2009.563.HR

Advokatudgifter til inkassoomkostninger, som var afholdt af Advokatsamfundet til inddrivelse af advokatens kontingentrestance og efterfølgende afkrævet advokaten, kunne ikke anses som en driftsomkostning omfattet af SL § 6, stk. 1, litra a. Advokatsamfundet havde også pålagt advokaten at afholde revisorudgifter til gennemførelse af en undersøgelse af, om advokaten havde overholdt reglerne om behandling af betroede midler. Disse udgifter var ikke en naturlig og sædvanlig driftsomkostning i en advokatvirksomhed, og dermed ikke fradragsberettigede.

SKM2009.511.HR

Højesteret fandt, at appellanten ikke havde godtgjort, at advokatudgifter, han havde afholdt i forbindelse med en sag om ekspropriation til en sti gennem hans frugtplantage, havde en sådan sammenhæng med hans indkomsterhvervelse fra frugtplantagen, at de kunne anses som fradragsberettigede driftsomkostninger efter SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2007.775.HR

Et selskab havde gjort gældende, at udgifter til advokat og revisor i forbindelse med erhvervelse af bestemmende aktieposter i nogle selskaber kunne fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a. Det blev begrundet med, at udgifterne var afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst, idet opkøbene var nødvendige, for at selskabet kunne fastholde sin position hos selskabets kunder og dermed sin løbende indkomst. Højesteret fandt imidlertid, at der ved erhvervelsen af aktieposterne skete en udvidelse af den bestående virksomhed ud over dens hidtidige rammer, hvorfor der ikke var fradragsret for udgifterne til advokat og revisor efter SL § 6, stk. 1, litra a. Udgiften ansås i stedet for omfattet af den dagældende bestemmelse i LL § 8 J.

SKM2005.198.HR

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt et ejendomsmæglerhonorar for vurdering af en fast ejendom var en fradragsberettiget driftsudgift. Vurderingen var indhentet, fordi revisoren havde tilkendegivet, at det ville være mest retvisende, at udlejningsejendommen i selskabets regnskab var ansat til markedsværdien.
Højesteret henviste til, at udgifter til udarbejdelse af årsregnskab er driftsomkostninger, og fastslog, at dette som udgangspunkt også gælder udgifter til bistand, der ydes til brug for udarbejdelsen af regnskabet.
Hverken det forhold, at

  • vurderingshonoraret vedrørte et anlægsaktiv, eller
  • anvendelse af det af revisoren foreslåede regnskabsprincip ikke var nødvendig,

kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet om fradrag.

SKM2004.71.HR

Højesteret fandt, at en konventionalbod for overtrædelse af en konkurrenceklausul, der ikke omfattede erstatning for indtægtstab, men alene havde pønal karakter, ikke kunne anses som en sædvanlig og naturlig driftsomkostning i skatteyderens virksomhed. Advokatomkostninger, der var afholdt i forbindelse med retssagen om konventionalboden, havde en sådan sammenhæng med boden, at der heller ikke var fradragsret for disse.

Se tilsvarende i SKM2002.429.LSR.

TfS 1985, 438 HRD

En skatteyder havde i 1979 drevet bygmestervirksomhed, men var nu ophørt hermed. I forbindelse med levering af materialer og gæld opstået herved, betalte han inkassoomkostninger, fordi leverandørerne inddrev deres tilgodehavender hos ham. Højesteret fandt, at inkassoomkostningerne ikke var fradragsberettigede.

UfR 1942.335 H

I sagen (Skandinavisk Grammofon) var der fradrag for sagsomkostninger, som et selskab havde afholdt på grund af en strid om selskabets ret til at forhandle et produkt. Fradrag blev indrømmet, fordi udgifterne havde til formål at sikre, dels tidligere opnået fortjeneste, dels muligheden for fortjeneste ved fortsat salg af produktet.

Bemærk, at selskabet tabte den underliggende retssag, og at det altså var uden afgørende betydning for omkostningsfradraget, at udgifterne var afholdt forgæves.

Landsretsdomme

SKM2015.373.ØLR

Rådgiverudgifter - salg af selskab 

Spørgsmålet var, om et selskab havde driftsomkostningsfradrag for indkøb af rådgivningsydelser. 

Landsretten udtalte, at selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at indkøbet af rådgivningen blev iværksat som led i en sædvanlig overvejelse omkring driften af selskabet for at sikre det hidtidige indtjeningsgrundlag. 

Retten fandt på baggrund af en samlet vurdering, at rådgivningen overvejende havde til formål at tilgodese aktionærernes interesse i forbindelse med bestræbelserne på at sælge selskabet. 

Derfor havde selskabet ikke fradragsret for rådgiverudgifterne i medfør af SL § 6, stk. 1, litra a. 

Det kunne ikke føre til et andet resultat, at selskabet før salget havde iværksat enkelte af de tiltag, som rådgivningen anbefalede, og som i øvrigt kunne gavne selskabet i den fremtidige drift uanset salget.

Dommen omtales også i afsnit C.C.2.2.1.4.

SKM2013.557.ØLR

Et selskab ønskede fradragsret jf. SL § 6, stk. 1, litra a, for udgifter til

  • bonus til visse medarbejdere samt
  • omkostninger til et antal rådgivere.

Samtlige udgifter var afholdt som konsekvens af et tilbud udefra om overtagelse af aktierne i selskabet.

Landsretten fandt, at dette tilbud måtte anses for rettet mod selskabets aktionærer.

En del af indsatsen fra selskabets og rådgivernes side blev brugt på - i aktionærernes interesse - at opnå den bedst mulige pris for aktierne. Udgifterne blev dog også brugt på at overholde selskabets børsretlige forpligtelser, herunder forpligtelsen til at udarbejde en redegørelse til selskabets aktionærer om overtagelsestilbuddets fordele og ulemper.

Landsretten fastslog desuden, at de udgifter, der var afholdt for, at selskabet kunne overholde dets børsretlige forpligtelser i anledning af overtagelsestilbuddet, ikke kunne anses for udgifter, der vedrørte driften. Omkostningerne var derfor ikke fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a, uanset om der måtte være en driftsmæssig fordel knyttet til børsnoteringen. Landsretten afviste i den forbindelse, at de afholdte udgifter havde karakter af en årligt tilbagevendende afgift (noteringsafgift) svarende til den, som Højesteret i UfR 1980, 712 HRD tillod fradrag for.

Landsretten fandt ikke,

  • at selskabet havde godtgjort, at udgifterne til bonus havde den fornødne tilknytning til selskabets drift, og ikke til salget af aktierne i selskabet. Det kunne i den forbindelse ikke tillægges afgørende betydning, at bonus ville blive udbetalt, uanset om selskabet blev solgt. Landsretten afviste i den forbindelse selskabets anbringende om, at Skatteministeriet var bundet af en angivelse i Ligningsvejledningen fra 2005 af, at alle erhvervsmæssigt betingede lønudgifter kunne fradrages
  • at selskabet havde godtgjort, at de afholdte rådgiverudgifter, havde den fornødne tilknytning til selskabets drift. Der var derfor ikke fradrag for udgifterne efter SL § 6, stk. 1, litra a, hvilket gjaldt, uanset om en del af det udførte arbejde også ville kunne anvendes ved selskabets fremtidige drift.

 

SKM2008.651.VLR

En kommanditist kunne ikke få fradrag for udgifter til en voldgiftssag mod kommanditselskabet for at få omgjort en generalforsamlingsbeslutning om, at kommanditselskabet skulle erhverve en udlejningsejendom. Landsretten fandt ikke, at udgifterne til voldgiftssagen havde en sådan direkte og sædvanlig forbindelse til sagsøgerens løbende indkomsterhvervelse, at udgifterne til voldgiftssagen var fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a. Da udgifterne var afholdt for at hindre købet af ejendommen, var udgifterne til kommanditistens egen advokat heller ikke fradragsberettigede efter den dagældende bestemmelse i LL § 8 J.

SKM2006.13.ØLR

Et selskabs udgifter til advokat og revisor afholdt i forbindelse med en omstrukturering af virksomheden kunne hverken fratrækkes som sædvanlige driftsomkostninger eller efter den dagældende bestemmelse i LL § 8 J. Landsretten henviste til, at selskabet havde afholdt de omhandlede udgifter i anledning af selskabets indskrænkning af sine forretningsaktiviteter ved salg af datterselskaber og forretningsområder. Udgifterne vedrørte derfor sagsøgerens indkomstgrundlag og ikke sagsøgerens løbende indkomsterhvervelse.

SKM2004.302.ØLR

Utilsigtede lønudgifter, som et selskab havde pådraget sig efter virksomhedsoverdragelsesloven, var ikke fradragsberettigede driftsomkostninger. Udgifterne til retssagen mod lønmodtagerne vedrørte spørgsmålet om selskabets hæftelse for lønkravet efter virksomhedsoverdragelsesloven, og fandtes ikke at være en naturlig eller sædvanlig driftsomkostning for virksomheden, idet udgifterne ikke var afholdt i forbindelse med en retssag om selskabets indkomstskabende aktivitet. Der var heller ikke fradrag for udgifterne til erstatningssagen mod den advokat, der som selskabets bestyrelsesformand havde rådgivet selskabet i forbindelse med overtagelsen af virksomheden og den efterfølgende retssag mod lønmodtagerne.

SKM2003.146.VLR

Spørgsmålet var, om et dansk selskab havde fradrag for betaling af et søsterselskabs udgift til advokat og erstatning/godtgørelse i anledning af søsterselskabets opsigelse af en agentaftale. Det tyske søsterselskab havde gennem en eksklusivaftale eneforhandlingsretten i Tyskland til det danske selskabs produkter, og det tyske selskab havde indgået en række underaftaler med agenter i Tyskland. På grund af utilfredsstillende resultater og samarbejdsvanskeligheder opsagde det tyske selskab i 1994 agentaftalen. Den opsagte agent anlagde retssag mod det tyske søsterselskab med krav om godtgørelse for goodwill. I 1996 overdrog det danske selskab salgsrettighederne fra søsterselskabet til en tredjemand og modtog et goodwillvederlag. Vederlaget fordeltes mellem søsterselskaberne, og i den forbindelse påtog det danske selskab sig at afholde søsterselskabets udgifter i anledning af retssagen, herunder til godtgørelse. Selv om retssagen var anlagt mod det tyske selskab, fandt Landsretten ikke, at der ikke eksisterede noget aftaleforhold mellem det danske selskab og agenten, og at det danske selskab ikke havde nogen retlig forpligtelse over for agenten. Men selskabet havde alligevel fradrag for udgifterne som driftsomkostninger. Landsretten lagde herved vægt på

  • at opsigelsen af agenten skete som led i en omstrukturering af salgsorganisationen på det tyske marked
  • at det danske selskab som producent havde den primære interesse i at sikre omsætningen på det tyske marked og dermed også i opsigelsen af agenten
  • at det danske selskabs beslutning om at betale udgifterne vedrørende opsigelsen af agenten blev truffet i forbindelse med indgåelsen af en samlet aftale med søsterselskabet om det økonomiske opgør i forbindelse med opsigelsen af eksklusivaftalen mellem søsterselskaberne og fordelingen af goodwill-beløbet.

Der var efter landsrettens opfattelse derfor ikke tale om et driftstilskud, men en fradragsberettiget driftsomkostning.

TfS 1990, 150 VLD

En tandlæge

  • drev praksis i interessentskabsform
  • havde skibsanparter
  • havde anpart i en hotelvirksomhed
  • var interessent i en leasingvirksomhed
  • købte en lystbåd, der blev bortchartret.

Amtsligningsrådet havde forhøjet indkomstansættelserne for indkomstårene 1983 og 1984 med foretagne fradrag for revisorbistand til leasingvirksomheden og anparterne og anset disse udgifter for afholdt til udarbejdelse af selvangivelsen.
Landsretten fandt, at selv om skatteyderen ikke kunne anses for bogføringspligtig, kunne hans virksomhed som anpartshaver og interessent dog begrunde, at han benyttede revisorbistand ved indkomstopgørelsen, fordi der ikke kunne foretages en skarp sondring mellem det egentlige driftsregnskab og skatteregnskabet. Efter revisors oplysninger fandt man, at revisorbistanden havde omfattet rådgivning ved køb af anparter og lystbåd, private udgifter ved udfærdigelsen af selvangivelsen samt beregninger af afskrivningsgrundlag.
Den del af udgifterne, der vedrørte indkomstopgørelsen med hensyn til anparter og interessentskaber, var efter landsrettens opfattelse fradragsberettigede driftsudgifter, medens de øvrige udgifter ikke kunne trækkes fra.

TfS 1984, 492 ØLD

En provisionslønnet assurandør hos Statsanstalten afholdt en udgift til revisorbistand. Af provisionen betalte assurandøren bl.a. løn til en ansat assurandør og en kontordame. Kontordamen førte et beskedent bogholderi, og hver måned blev materialet sendt til et revisionsfirma, der bl.a. udarbejdede assurandørens selvangivelser. Udgiften til revisor kunne ikke fratrækkes. Landsretten lagde dels vægt på, at det beskedne bogholderi ikke nødvendiggjorde, at han benyttede sagkyndig revisorbistand og dels på, at bogføringen i meget betydeligt omfang vedrørte private dispositioner.

TfS 1980, 712 ØLD

Et selskab blev anset for berettiget til ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst at fratrække udgifterne til revisorbistand vedrørende vedtægtsændringer til opfyldelse af aktieselskabslovens krav.

Byretsdomme

SKM2010.279.BR

En skatteyder afholdt udgifter til advokat, fordi en kommune ønskede at fratage ham tilladelsen til at udleje en ejendom. Byretten fandt, at udgifterne kunne fratrækkes efter SL § 6, stk. 1 a, fordi der ikke var tale om etableringsudgifter.

Landsskatteretskendelser og -afgørelser

SKM2016.182.LSR Skatteyderen drev virksomhed med udlejning af fast ejendom og havde i forbindelse med salg af en ejendom undladt af opfylde sin oplysningspligt over for køberen vedrørende jordforurening. Han ifaldt derfor erstatningsansvar. Erstatningen kunne fragå ved avanceopgørelsen efter ejendomsavancebeskatningsloven. Derimod kunne udgifter til advokat og syn- og skønserklæring samt afhjemling af skønsmand ikke fragå i avancen. Se også afsnit C.H.2.1.8.3.
SKM2014.292.LSR Landsskatteretten nægtede bl.a. fradrag for udgifter til rådgivning om financiering, som var afholdt i forbindelse med køb af virksomhed.
SKM2013.459.LSR Udgifter til sagkyndig bistand, der vedrørte udarbejdelse af årsregnskab mv. under en landsskatteretssag blev ikke anset for en del af skattesagen, fordi de ville have været fradragsberettigede, hvis skatteyderen havde afholdt dem på det tidspunkt, hvor udarbejdelsen af regnskab m.v. skulle være sket. Der kunne derfor ikke udbetales omkostningsgodtgørelse for disse udgifter.
SKM2012.574.LSR

En ejendom blev solgt bl.a. betinget af, at ejendommen var frigjort for lejemål. Sælger kunne fratrække erstatninger til lejere og advokatomkostninger i den forbindelse kunne trækkes fra i afståelsessummen.

Se også afsnit C.H.2.1.8.3 om fradrag i afståelsessummen for fast ejendom.

SKM2009.448.LSR

En banks udgifter til advokat- og revisoromkostninger i forbindelse med selskabstømmersager var ikke fradragsberettigede som driftsomkostninger efter SL § 6, stk. 1, litra a. Udgifterne var ikke afholdt som et udslag af en normal og sædvanlig driftsrisiko ved driften af en bank.

SKM2007.909.LSR

En mælkeproducent var som følge af gentagen ulovlig brug af antibiotika blevet ekskluderet som andelshaver i et andelsselskab, og blev derfor anset som ulovligt udtrådt af andelsselskabet, hvorfor et garantibeløb forfaldt til betaling. Landsskatteretten fandt, at udgiften, der var af pønal karakter, ikke havde en direkte og naturlig sammenhæng med driften af mælkeproducentens virksomhed. Landsskatteretten lagde til grund, at mælkeproducenten ikke havde udvist tilstrækkelig agtpågivenhed ved kontrol af de behandlede dyr, og at det måtte lægges ham til last, at der var sket eksklusion. Herefter kunne hverken garantibeløbet eller advokatudgifter afholdt i forbindelse med eksklusionen fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2007.404.LSR

Et selskab erhvervede i 2000 og 2001 egne aktier med henblik på annullering af disse som led i en tilpasning af selskabets kapitalgrundlag. Anklagemyndigheden rejste i den forbindelse tiltale mod selskabet m.fl. for insiderhandel. Denne sag blev afgjort endeligt af Højesteret, idet selskabet blev frifundet. Selskabets bankvirksomhed blev frasolgt den 1. januar 2002. De afholdte omkostninger til advokat i forbindelse med insidersagen kunne ikke anses for at vedrøre selskabets løbende drift eller for at være en sædvanlig eller naturlig driftsomkostning for selskabet, jf. SL § 6, stk. 1, litra a, men skulle anses for et ikke fradragsberettiget formuetab. Ved afgørelsen lagde Landsskatteretten vægt på, at omkostningerne, som for den største dels vedkommende blev afholdt efter salg af bankvirksomheden, vedrørte insidersagen. Denne sag blev rejst efter selskabets opkøb af egne aktier som led i tilpasning af selskabets kapitalgrundlag. Under sagen blev rejst krav om konfiskation af ca. 68 mio. kr. At selskabet blev frifundet i Højesteret ændrede ikke ved, at der ikke var tale om driftsomkostninger.

Indbragt for domstolene, men efterfølgende hævet.

SKM2006.236.LSR

En person blev idømt erstatning efter et færdselsuheld, fordi hans bil var uden lovpligtig ansvarsforsikring. Udgifterne til erstatningen og udgifterne til advokat i forbindelse med erstatningssagen kunne ikke fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2005.483.LSR

Et holdingselskabs omkostninger, herunder advokat- og revisorudgifter, i forbindelse med køb af datterselskaber kunne ikke fradrages som driftsudgifter eller som udgifter til formueadministration. Advokat- og revisorudgifterne ansås endvidere ikke omfattet af den dagældende bestemmelse i LL § 8 J, stk. 1, om fradrag for udgifter ved etablering eller udvidelse af virksomhed, men ansås som et tillæg til anskaffelsessummen for aktierne i datterselskaberne omfattet af bestemmelsens stk. 3.

Spørgsmålet om fradrag efter den dagældende bestemmelse i LL § 8 J blev indbragt for landsretten, hvor Skatteministeriet indgik forlig.

Se SKM2009.417.ØLR.

SKM2005.32.LSR

Et moderselskab havde afholdt udgift til revisor i forbindelse med finansiel rekonstruktion af et datterselskab. Landsskatteretten fandt, at datterselskabets interesser herved var varetaget, så der ved afholdelsen af revisorudgiften var tale om pleje af moderselskabets kapitalinteresser i datterselskabet. Revisorudgiften kunne derfor ikke anses for afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde moderselskabets løbende indkomsterhvervelse og var derfor ikke fradragsberettiget efter SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2005.31.LSR

Et selskab havde i indkomståret 2000 afholdt udgift til advokat og revisor i forbindelse med udvidelse af salgsaktiviteter i Sverige. Selskabet købte ikke virksomhed i Sverige i 2000, fordi de konkrete forhandlinger herom resulterede i, at den svenske forhandler fortsatte sin hidtidige virksomhed, samt i, at selskabet udbyggede sin eksport fra Danmark til Sverige. I august 2002 skete der dog etablering af virksomhed i Sverige. Udgifterne kunne ikke trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a, fordi der var tale om etableringsudgifter. Da virksomheden var etableret i 2002, kunne der heller ikke foretages fradrag i 2000 efter den dagældende bestemmelse i LL § 8 J.

SKM2003.502.LSR

Advokatudgifter til en retssag i forbindelse med, at et vogntog væltede, fandtes at ligge inden for sædvanlig risiko ved drift af en vognmandsvirksomhed. Udgifterne var derfor fradragsberettigede.

SKM2001.473.LSR

En organist anlagde retssag i forbindelse med opsigelse af stillingen med krav om erstatning, dels for procedurefejl fra menighedsrådets side, dels for et krav på merbetaling i ansættelsesperiodens slutning. Den del af advokatudgifterne, der kunne henføres til lønkravet, blev anset for fradragsberettiget.

TfS 1999, 494 LSR

En fond fik godkendt fradrag for tab som følge af en forretningsførers besvigelser samt for de advokatomkostninger, fonden havde i forbindelse med sagen.

TfS 1998, 719 LSR

Landsskatteretten fandt, at der ikke efter SL § 6, stk. 1, litra a, kunne godkendes fradrag for de omhandlede advokatudgifter. Landsskatteretten havde herved henset til, at pålagte inkassoomkostninger i forbindelse med for sen betaling af terminsydelser, forsikringspræmier mv. ikke kunne anses for naturlige og sædvanlige driftsomkostninger i forbindelse med driften af en udlejningsvirksomhed. Da udgifterne derfor ikke havde direkte relation til udlejningsejendommenes løbende drift, var advokatudgifterne ikke fradragsberettigede.

TfS 1991, 268 LSR

En landmand havde afholdt advokatudgifter i forbindelse med en retssag om adgang til at køre med traktorer mv. over naboejendommens arealer. Landsskatteretten fandt, at når landmanden ved retssagen havde opnået anerkendelse af færdselsretten, havde advokatudgifterne så nær tilknytning til den løbende indkomsterhvervelse, at de skulle anerkendes som driftsudgift.

TfS 1991, 214 LSR

En landmand havde en ejendom på 21 tdr. land, der var bortforpagtet. Forpagtningsafgiften var den eneste indtægt på ejendommen. Landmanden var ikke regnskabspligtig, og der var kun få posteringer. Af en udgift til regnskabsassistance på 3.319 kr. blev 1.000 kr. af Landsskatteretten anset for at vedrøre udfyldelse af selvangivelse, mens resten blev anset for fradragsberettiget.

TfS 1991, 169 LSR

En lærer med halv tjenestetid havde ud over lærerindtægten indtægter ved konsulentvirksomhed og forfattervirksomhed. Landsskatteretten fandt ligesom Told- og Skattestyrelsen, at det tidligere SD-cirkulære 1988-32 omfatter alle personligt ejede virksomheder, der udarbejdede virksomhedsregnskab, driftsregnskab mv., selv om den pågældende ikke var regnskabs- eller bogføringspligtig og ikke anvendte virksomhedsskatteordningen. Revisorhonoraret kunne herefter fratrækkes efter SL § 6 a med undtagelse af en del, der vedrørte udfyldelsen af selvangivelsen.

TfS 1990, 493 LSR

En afskediget bankdirektør mente, at han allerede havde krav på pension og afholdt advokatudgifter til gennemførelse af kravet. Resultatet af forhandlingerne med banken blev, at banken som vederlag for den mistede pensionsret købte ham en livsvarig alderspension. Landsskatteretten fandt, at advokatudgifterne var fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6 a som et ligningsmæssigt fradrag, der skulle reduceres med grundbeløbet i LL § 9, stk. 1.

TfS 1990, 123 LSR

Skatteyderen ønskede at indtræde i virksomhedsskatteordningen og fik i den anledning revisorbistand. Skatteyderen udarbejdede selv selvangivelsen for sine øvrige indtægter og udgifter. Landsskatteretten fandt, at hele udgiften til revisorbistand var fradragsberettiget som vedrørende virksomhedsskatteordningen.

TfS 1989, 673 LSR

Advokatudgifter mv. til voldgiftssag i forbindelse med forsøg på uberettiget ophævelse af interessentskab, afholdt af den fortsættende, tidligere interessent, var fradragsberettigede, fordi udgifterne - selv om de havde virkning ud over afholdelsesåret - alene havde til formål at bevare den fortsættende interessents indkomstgrundlag.

TfS 1989, 573 LSR

Advokatudgifter afholdt af en lejer i forbindelse med sagsanlæg fra en udlejer af et forretningslokale om misligholdelse af lejekontrakt på grund af udvidelse af varesortiment var fradragsberettiget.

TfS 1989, 424 LSR

Advokatudgifter afholdt i forbindelse med en af en tidligere arbejdsgiver anlagt sag om erstatning og pålæg af konkurrenceklausul i forbindelse med arbejdstagerens start af egen virksomhed var fradragsberettigede, fordi udgifterne blev anset for afholdt i bestræbelserne for at fastholde det hidtidige indkomstgrundlag.

TfS 1989, 96 LSR

Udgifter til anlæg af injuriesag mod et dagblad var ikke fradragsberettigede, fordi de påståede injurier ikke havde drejet sig om klagerens faglige kvalifikationer, men om hans personlige omdømme.

TfS 1989, 25 LSR

En skatteyder, der drev vognmandsforretning, havde ved retsforlig fået godkendt og tinglyst sin ret til at benytte en indkørsel, der var fælles for hans garageanlæg og en bagvedliggende koteletgrund. Advokatudgifter mv. var fradragsberettigede som driftsudgifter efter SL § 6 a.

TfS 1988, 267 LSR

Et aktieselskab, der drev vognmandsforretning, og som havde anlagt sag mod Vejtransportrådet i anledning af køretilladelser, var berettiget til at fratrække advokatomkostninger.

TfS 1988, 80 LSR

Udgifter til udarbejdelse af budgetter og ansøgningsskemaer til brug ved ansøgning om gældssanering, der blev bevilget, kunne fratrækkes ved indkomstopgørelsen, fordi udgifterne var afholdt for at virksomheden kunne fortsætte.

TfS 1988, 57 LSR

Egne rejseudgifter i forbindelse med en retssag om eksklusion af et fagforbund og advokatudgifterne ved sagens førelse var ikke fradragsberettigede.

TfS 1986, 445 LSR

Udgifter til sagkyndigt tilsyn med en virksomheds løbende drift i betalingsstandsningsperioden og under konkursbehandling var fradragsberettigede. Landsskatteretten anså 75 pct. af udgifterne til kurator for fradragsberettigede driftsomkostninger.

Se tilsvarende i LSRM 1985, 113.

TfS 1986, 380 LSR

Da gældseftergivelse ved akkord - hverken direkte eller indirekte ved modregning i fremført underskud - kunne beskattes, ansås akkordomkostninger for at være ikke fradragsberettigede formueudgifter.

LSRM 1983, 76

Landsskatteretten fandt, at advokatudgifter i en konflikt om en konkurrenceklausul havde en sådan direkte relation til klagerens løbende indkomsterhvervelse, at udgifterne kunne anses for omfattet af driftsomkostningsbegrebet i SL § 6.

LSRM 1975, 68

Landsskatteretten fandt, at revisor- og advokatudgifter til fusionsundersøgelser skulle anses for afholdt for at tilvejebringe et ændret indtjeningsgrundlag, og at udgifterne derfor skulle sidestilles med ikke fradragsberettigede anlægsudgifter.

LSRM 1971, 49

En advokat klagede over, at amtsskatterådet havde forhøjet hans selvangivne indkomst med ikke anerkendt fradrag for procesudgifter. Det fremgik af sagen, at Advokatnævnet ved en afsagt kendelse, hvor det fandt, at klageren over for en klient havde gjort sig skyldig i så grove overtrædelser af sine advokatpligter i forbindelse med en ejendomshandel, at han derfor var blevet suspenderet fra advokatvirksomhed i 6 måneder. Denne suspension blev stadfæstet af Vestre Landsret. Derefter anlagde advokaten sag mod advokatsamfundet ved Østre Landsret, der i sin dom henviste til, at klagerens principale påstand om, at suspensionen var ugyldig efter almindelige principper om retskraft og retsplejelovens instansordning, ikke kunne afgøres under den anlagte sag. Østre Landsrets afgørelse blev stadfæstet af Højesteret.

I forbindelse med de nævnte sager havde klageren afholdt advokatudgifter mv., som var fratrukket ved opgørelsen af hans selvangivne indkomst, mens den over for Landsskatteretten nedlagte påstand gik ud på godkendelse af et delvis skønnet mindre beløb. Amtsskatterådet havde ikke anerkendt det af klageren foretagne fradrag, fordi udgiften blev anset for afholdt for at bevare klagerens indtægtskilde, hans bestalling, snarere end for at bevare hans løbende indtægter som advokat. Landsskatteretten fandt, at udgifter i forbindelse med disciplinærsager af den art, som sagen handlede om, ikke kunne anses for normale og påregnelige driftsrisici under udøvelse af advokatgerning. Amtsskatterådets synspunkt, hvorefter de af klageren afholdte udgifter overvejende havde haft relation til advokatens indkomstkilde som sådan, og den påklagede indkomstansættelse blev stadfæstet.

LSRM 1966, 131

En skoleinspektør klagede over, at amtsskatterådet havde anset ham for uberettiget til at fratrække et beløb, der udgjorde hans udgifter til advokatbistand i anledning af en mod ham rejst straffesag for pligtforsømmelse i forbindelse med hans hverv som kommunal revisor. Landsskatteretten bemærkede, at kommunale revisorer i en landkommune valgtes for et år ad gangen, og at der med amtsrådets samtykke kunne tillægges revisorerne en mindre godtgørelse under hensyn til arbejdets omfang. I betragtning af hvervets karakter kunne det beløb, som forsvareren skulle have, ikke behandles som et driftstab i en erhvervsvirksomhed. Det kunne heller ikke sidestilles med driftsomkostninger efter SL § 6 a, eller med de udgifter i SL § 6 b, som et embedes bestridelse medfører. Der var herefter ikke hjemmel til at fratrække beløbet.

LSRM 1965, 46

En grosserer klagede over et ikke godkendt fradrag for udgift til advokatbistand. Klageren havde været medindehaver af et interessentskab. Medinteressenten døde i august 1960, og klageren overtog selskabet som eneindehaver efter den bestående interessentskabskontrakt. I 1961 var der over virksomhedens drift afholdt udgifter til advokatbistand ved oprettelsen af en overenskomst af februar 1961 med medinteressentens arvinger vedrørende bl.a. disses ret til livsvarig andel i virksomhedens overskud og afviklingen af den afdøde interessents indestående kapital. Det sidste forhold indeholdt den oprindelige interessentskabskontrakt også forskrifter om. Under hensyn til, at overenskomsten angik virksomhedens kapitalforhold og fordelingen af dens fremtidige overskud, fandt Landsskatteretten, at udgiften ikke kunne anerkendes som en fradragsberettiget driftsudgift.

LSRM 1960, 140

Landsskatteretten lagde til grund, at selskabets eneret til varemærket "P" var af væsentlig betydning for selskabets indtægter gennem salg af de pågældende produkter, hvorfor retten fandt, at selskabet havde fradrag for de procesomkostninger, som selskabet havde betalt i forbindelse med en højesteretssag fra 1942 mod Skandinavisk Grammofon A/S. For så vidt angik procesudgiften vedrørende varemærket "S" bemærkedes, at dette varemærke ikke havde været benyttet af selskabet. Derfor havde udgiften ikke at haft en sådan tilknytning til selskabets indtægtsgivende virksomhed, at den kunne anses som en fradragsberettiget driftsudgift.

 

LSRM 1956, 52

En vognmand klagede over, at han ikke kunne fratrække advokatomkostninger i forbindelse med indkasseringen af et tilgodehavende opstået ved salg af en bil. Klageren havde i 1951 ved salg af bilen opnået en ikke-skattepligtig fortjeneste. Da køberen ikke overholdt sine forpligtelser, tog klageren i 1953 vognen tilbage og solgte den på ny, hvorved den ikke-skattepligtige fortjeneste blev reduceret. Landsskatteretten fandt, at udgifterne repræsenterede en formindskelse af den af klageren opnåede ikke-skattepligtige fortjeneste, og at de derfor ikke kunne trækkes fra i indkomsten.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter