Indhold

Dette afsnit behandler spørgsmålet, om udgifter, som en selvstændigt erhvervsdrivende afholder til kontingenter til foreninger og til arbejdsgiverforeninger og andre faglige sammenslutninger, kan fratrækkes ved indkomstopgørelsen og i bekræftende fald med hvilken fradragsværdi.

Afsnittet indeholder:

  • Udgifter til kontingenter til foreninger og lignende efter SL § 6, stk. 1, litra a
  • Udgifter til kontingenter til arbejdsgiverforeninger og andre faglige sammenslutninger efter LL § 13
  • xOversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.x

Udgifter til kontingenter til foreninger og lignende efter SL § 6, stk. 1, litra a

Regel

En selvstændigt erhvervsdrivende kan i forbindelse med indkomstopgørelsen fratrække udgifter til kontingenter, som er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Se SL § 6, stk. 1, litra a.

Der skal derfor være en nær sammenhæng mellem de afholdte kontingentudgifter og virksomhedens drift.

Det skal i hvert enkelt tilfælde konkret undersøges, hvilke ydelser det enkelte kontingent dækker, for at kunne vurdere, om kontingentudgiften er en fradragsberettiget driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a, eller om der er tale om en etableringsudgift, anden formueudgift, privatudgift eller lignende, som ikke kan trækkes fra ved opgørelsen af indkomsten. Se SL § 6 in fine.

Uden for dette afsnit falder kontingenter, som selvstændigt erhvervsdrivende betaler til faglige foreninger og andre faglige sammenslutninger, selv om statsskattelovens driftsbegreb også der spiller en overordnet rolle.

Se SKM2018.273.SR, hvor Skatterådet traf afgørelse om, at en del af et kontingent til en fagforening, benævnt servicebidrag, efter en konkret vurdering af de ydelser servicebidraget dækkede, ikke kunne anses for en fradragsberettiget driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a for de medlemmer, servicebidraget blev opkrævet hos.

Se også

Se også afsnittet om udgifter til arbejdsgiverforeninger og andre faglige sammenslutninger efter LL § 13.

Løbende årligt kontingent til foreninger og lignende

Løbende årlige indbetalinger til kontingent bliver normalt betragtet som en fradragsberettiget driftsudgift, hvis den erhvervsdrivende er medlem af foreningen for at kunne tjene penge inden for sin aktuelle virksomheds hidtidige rammer.

Eksempler på helt eller delvist godkendt fradrag

Erfagruppe, revisor - fradrag for udgift til kontingent

I TfS 1991, 335 LSR kunne en revisor fratrække sin udgift til kontingent til en erfagruppe som en driftsudgift, fordi han kun havde været medlem af og deltaget i erfagruppens møder for at ajourføre sin faglige viden. Se SL § 6. stk. 1, litra a, der udtrykkeligt nævner "vedligeholde".

Erfagruppe, bagermester - beskåret fradrag for udgift til kontingent

I TfS 1993, 162 LSR fik en bagermester efter en konkret vurdering kun fradrag som driftsudgift for en mindre del af kontingentudgifterne til en erfagruppe. Derimod blev fradrag nægtet for størstedelen af kontingentudgifterne, fordi kontingentet for denne del væsentligst var blevet brugt til mad og drikkevarer i forbindelse med møderne, og udgifterne blev dermed anset for private ikke fradragsberettigede udgifter efter SL § 6 in fine.

Arkitektforening mv. - fradrag for udgift til kontingent mv.

En selvstændigt erhvervsdrivende arkitekt kunne fratrække sine udgifter, dels til kontingent til arkitektforeningen, dels til præmie til en ansvarsforsikring, som driftsudgifter efter SL § 6, stk. 1, litra a, selv om han var ophørt med at drive virksomhed mange år tidligere. Der var nemlig den fornødne tætte forbindelse mellem udgiften og driften af virksomheden.

Arkitekten var mange år inden blevet ansat i en kommune på det vilkår, at han samtidig skulle drive selvstændig erhvervsvirksomhed som arkitekt. Han var mange år senere fortsat ansat i kommunen, nu som bygningsinspektør, og var flere år tidligere ophørt med at drive selvstændig arkitektvirksomhed ved siden af sin ansættelse i kommunen. Alligevel var arkitekten gennem årene fortsat med at betale både udgifter til kontingent til arkitektforeningen samt præmie til ansvarsforsikringsselskabet, fordi han kunne risikere at blive holdt ansvarlig for sine eventuelle fejl ved et byggeri lang tid efter, at han havde udført sit arkitektarbejde.

Det fremgik nemlig nærmere af sagen, at ansvarsforsikringsselskabet opererede med et anmeldelseskriterium, så arkitekten kunne ifalde ansvar for et byggeri i det år, hvor en bygherre anmeldte en skade og ikke som tidligere, når skaden var opstået. Da forsikringsselskabet ikke ville dække opståede skader, medmindre arkitekten havde betalt forsikringspræmien også i det år, skaden blev anmeldt, blev han nødt til at fortsætte med at betale forsikringspræmierne. Samtidig betalte han kontingent for at være medlem af arkitektforeningen, fordi ansvarsforsikringsselskabet stillede dette som betingelse for at forsikre ham. Se LSRM 1982.26.LSR.

Selvstændigt erhvervsdrivende - udgift til kontingent til salgsforeninger (a.m.b.a.) - fradrag som driftsudgift

I SKM2009.122.SR bekræftede skatterådet, at en andelshavers udgifter til kontingent til en salgsforening (a.m.b.a.) kunne trækkes fra i andelshaverens virksomhed som en driftsomkostning.

Andelshaveren betalte kontingentet for at kunne sælge sine produkter. Se principperne i TfS 1987, 315 HRD, der (som nævnt nedenfor under indskud) anerkendte en udgift til et indskud i en indkøbsforening som en fradragsberettiget driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a, fordi udgiften fandtes afholdt for at sikre virksomhedens hidtidige indkomst. Skatterådet fandt, at det gjaldt tilsvarende, når kontingentet vedrørte en salgsforening. I skatterådssagens aktuelle spørgsmål var der endog tale om et årligt tilbagevendende kontingent og ikke et indskud, hvilket yderligere bestyrker afgørelsens rigtighed.

Eksempler på nægtet fradrag

I følgende afgørelser er kontingentudgiften ikke anset for at være tilstrækkeligt nært knyttet til driften af erhvervsvirksomheden. I den første afgørelse var foreningens ydelse for generel, i den sidste for speciel.

Turistforening frisør - ej fradrag for udgift til kontingent

I TfS 1996, 250 VLD blev en frisørmester nægtet fradrag for sin udgift til kontingent til den lokale turistforening, fordi udgiften hverken blev anset for en reklameudgift eller en driftsudgift i øvrigt. Begrundelsen for afslaget var, at der ikke var nogen sammenhæng mellem kontingentudgiften og årets indkomst, og at den eventuelle reklameværdi, der kunne have ligget i adgangen til at placere visitkort og en beliggenhedsplan på turistkontoret, alene blev anset for et biprodukt og ikke det egentlige formål med medlemskabet.

Turistforeningen udgav en brochure, hvori der var et erhvervsregister, som nævnte frisørmesterens virksomhed. Ydermere havde frisøren tit sine visitkort liggende på bl.a. turistkontorets skranke, ligesom frisørforretningens beliggenhed fremgik af en plan i kontoret.

Lederforening bilforhandler - ej fradrag for udgift til kontingent

I LSRM 1976.51.LSR blev en bilforhandler nægtet fradrag for udgiften til kontingent til verdensorganisationen "Junior Chamber", fordi medlemskabet af foreningen ikke blev anset for at være af en sådan betydning for hans virksomhed, at dets udgifter kunne anses for fradragsberettigede driftsomkostninger.

Organisationen optog kun ledere som medlemmer og havde som formål at uddanne gode ledere.

Indskud i foreninger og lignende

Som udgangspunkt anses erhvervsdrivendes indskud i bl.a. foreninger som betingelse for, at vedkommende kan drive erhverv, for en ikke fradragsberettiget etableringsudgift, der vedrører virksomhedens indkomstgrundlag og ikke dens drift. Se SL § 6 in fine. Typisk er der tale om en udgift, som den erhvervsdrivende får igen, hvis virksomheden sælges, eller han eller hun blot udtræder af foreningen.

Foderforening minkavler - ej fradrag for udgift til indskud i andelsfoderforening

I TfS 1989, 95 VLD blev en minkavlers udgift til indskud i en andelsfoderforening anset for en ikke fradragsberettiget etableringsudgift efter SL § 6 in fine.

Den erhvervsdrivende havde meldt sig ind i foderforeningen samtidig med, at han etablerede minkfarmen som et supplement til sin landbrugsdrift. Hertil kom, at minkavleren ikke måtte producere minkfoder på minkfarmen, og derfor kom andelsfoderforeningen ind i billedet.

Bemærk

I en anden konkret sag anerkendte Højesteret dog fradrag for udgiften til indskud i en forening og lagde i den forbindelse vægt på, at indskuddet til foreningen ikke repræsenterede en økonomisk omsætningsværdi, og indskuddet var nært knyttet til driften (bevare indtægten). Se TfS 1987, 315 HRD, som er nævnt umiddelbart nedenfor.

Fragtmandskørsel - udgift til indskud til indkøbsforening - fradrag som en driftsudgift

I TfS 1987, 315 HRD blev et vognmandsselskabs (fragtmandskørsel) udgifter til indskud i indkøbsforeningen Københavns Fragtmandshaller anset for en fradragsberettiget driftsomkostning, fordi formålet med medlemskabet var at sikre virksomhedens hidtidige konkurrencedygtighed og indkomst. Se SL § 6, stk. 1, litra a, der bl.a. nævner "at sikre indkomsten".

Foreningen betalte ikke indskuddet tilbage, hvis medlemmet meldte sig ud af foreningen, og at medlemmet kunne heller ikke sælge indskuddet til en køber.

Disse faktuelle oplysninger sammen med formålet med medlemskabet af foreningen har formentlig været afgørende for, at Højesteret har anerkendt indskuddet som en fradragsberettiget driftsomkostning efter SL § 6, stk. 1, litra a, frem for en ikke fradragsberettiget etableringsudgift efter SL § 6 in fine.

Se også

Se også afsnit C.C.2.2.1.4 Etableringsudgifter og herunder TfS 1987, 315 HRD.

Udgifter til kontingenter til arbejdsgiverforeninger og andre faglige sammenslutninger efter LL § 13

Regel

En selvstændigt erhvervsdrivende kan trække udgifter til kontingenter til arbejdsgiverforeninger og andre faglige sammenslutninger fra, når han eller hun opgør sin indkomst. Der er dog en række betingelser, som arbejdsgiverforeningen og lignende skal opfylde, se nedenfor under afsnittet, omfattede foreninger eller lignende. Se LL § 13.

Bemærk

Udgifter til arbejdsløshedsforsikringer er fradragsberettigede efter PBL § 49, stk. 1.

Se også

Se også afsnit C.A.10.4.1.1 om arbejdsløshedsforsikring.

Baggrund for reglen

LL § 13, stk. 1, stammer fra før fradrag var delt op i ligningsmæssige fradrag og fradrag i den personlige indkomst, så en selvstændigt erhvervsdrivendes og lønmodtagers skattemæssige værdi af et fradrag i udgangspunktet var den samme, alene afhængigt af indkomstens størrelse. Bestemmelsen er derfor ikke udformet på baggrund af de ændrede regler om diverse fradrags forskellige skattemæssig værdi, som blev indført midt i 1980´erne, herunder forskellen mellem en lønmodtagers og en selvstændigt erhvervsdrivendes fradragsværdi af en driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Se TfS 1987, 42 DEP.

Hvis man derfor ser bort fra denne problemstilling, udvider LL § 13, stk. 1, driftsomkostningsbegrebet, fordi den åbner mulighed for at fratrække udgifter til faglige kontingenter i forbindelse med indkomstopgørelsen, selv om udgifterne ikke anses for erhvervsmæssige. Det gælder særligt den egentlige kontingentdel, se nedenfor under afsnittet om uddybning af begreber, som er anvendt i litteratur og retspraksis mv.

Personkreds

Som udgangspunkt kan alle selvstændigt erhvervsdrivende fratrække udgifterne til arbejdsgiverforeninger og andre faglige sammenslutninger i forbindelse med indkomstopgørelsen efter LL § 13.

Herudover gælder LL § 13 også for lønmodtagere.

Omfattede foreninger

LL § 13 omfatter medlemskab af bl.a. faglige foreninger eller sammenslutninger for selvstændigt erhvervsdrivende, men også fagforeninger for lønmodtagere.

Bestemmelsen opregner følgende foreninger:

  • Arbejdsgiverforeninger
  • Fagforeninger
  • Andre faglige sammenslutninger.

Selvstændigt erhvervsdrivende kan fratrække udgifter til kontingent til arbejdsgiverforeninger og andre faglige sammenslutninger, som dog skal opfylde en række betingelser for at medlemmerne kan få fradrag:

  • Foreningen skal som hovedformål varetage medlemmernes fagligt økonomiske interesser
  • Foreningen skal opfylde sin indberetningspligt.

Medlemmernes fagligt økonomiske interesser

Efter LL § 13, stk. 1, skal foreningen have til hovedformål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, som den skattepligtige tilhører.

Loven definerer ikke hvad, man skal forstå ved at "varetage de økonomiske interesser", men efter praksis forstås, at foreningerne skal indgå, faktisk indgår eller medvirker til at indgå såvel kollektive som enkeltstående aftaler om løn- og arbejdsvilkår, for at være omfattet af LL § 13, stk. 1.

Se SKM2017.327.HR. Afgørelsen vedrører indberetningspligt efterx (dagældendexxSKL § 8 T (nu videreført i SIL § 31), xog stadfæster landsrettens afgørelse i SKM2016.618.ØLR. I afgørelsen fastslår Østre Landsret, og dette tiltrædes af Højesteret, at LL § 13 og SKL § 8 T på baggrund af deres indbyrdes sammenhæng xmåttex forstås således, at alene kontingentindbetalinger, der er fradragsberettiget efter LL § 13, er omfattet af indberetningspligten. Om fradragsretten er det anført, at fradragsretten er betinget af, at fagforeningen har til hovedformål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, som den skattepligtige tilhører. Fradragsretten er ifølge forarbejderne til LL § 13 og SKL § 8 T knyttet til, at udgiften er afholdt til at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtiges løbende indkomst. Landsretten udtalte, at pensionsforholdene for H1's medlemmer endeligt var fastlagt ved pensioneringen, hvorfor medlemskabet ikke havde den fornødne sammenhæng med de pågældendes løbende indkomst. De pågældende medlemmer kunne endvidere ikke i relation til ligningslovens § 13 siges at tilhøre en erhvervsgruppe.

Desuden er foreninger og faglige sammenslutninger, der ejer formue, som er beregnet til at hjælpe medlemmerne økonomisk under faglig konflikt, fx lock out af de ansatte, omfattet af LL § 13.

Ydermere angår bestemmelsen andre foreninger, der varetager medlemmernes fagligt økonomiske interesser, selv om de ikke forhandler kollektive overenskomster eller besidder formue bestemt til understøtte medlemmer under konflikt, fx de gule fagforeninger. Der kan også være tale om brancheforeninger, erhvervsorganisationer, handelsstandsforeninger, handelsforeninger, landboforeninger og arbejdspladsklubber mv. Se TfS 1994, 348 DEP.

Hvis foreningen derimod ikke direkte varetager den selvstændiges økonomiske interesser, selv om den behandler faglige emner, nægtes udgiften til kontingent fradragsret efter LL § 13, stk. 1.

Eksempel

Som eksempel på en forening, der behandler faglige emner, men hvis hovedformål ikke er at tage sig af virksomhedens økonomiske interesser, kan nævnes en forening, der udgiver faglitteratur. Udgifter til et sådant medlemskab er derfor ikke fradragsberettigede efter LL § 13, stk. 1. Se ToldSkat Nyt 1992.6.164 TS.

Opfyldelsen af sin indberetningspligt

Fradragsretten efter LL § 13, stk. 1, forudsætter også, at arbejdsgiverforeningen opfylder sin pligt efter SKL § 8 T til at indberette oplysninger til Skattestyrelsen om de indbetalinger, foreningen har modtaget fra hvert enkelt medlem i det foregående kalenderår. Se LL § 13, stk. 2.

Bemærk

Foreningens indberetningspligt omfatter ikke den del af en selvstændigt erhvervsdrivendes kontingentindbetaling, der anses for en driftsomkostning, og som sådan kan fratrækkes ved opgørelsen af den personlige indkomst. Se nedenfor under afsnittet om fradragsværdi.

xSKL § 8 T er fra 1. januar 2019 erstattet af SIL § 31, der er en videreførsel af bestemmelsen. Ifølge SIL § 64, stk. 1, gælder skatteindberetningsloven dog ikke for indberetninger for kalenderåret 2018 eller tidligere år.x

Fradragsværdi

Dette afsnit omhandler, hvorvidt den erhvervsdrivendes fradrag for udgifter til kontingent til en arbejdsgiverforening skal anses for et almindeligt driftsfradrag efter den generelle regel SL § 6, stk. 1, litra a, eller om kontingentudgifterne behandles som et ligningsmæssigt fradrag efter reglen i LL § 13, - eller måske en blanding.

Problematikken er kun relevant i de tilfælde, hvor foreningsmedlemmerne er erhvervsvirksomheder, der ejes og drives af fysiske personer. Derimod påvirkes foreningsmedlemmer, der er juridiske personer, fx selskaber, ikke økonomisk.

Se også

Se også afsnit C.B.3.5.2.2 om maskeret udbytte i ansættelsesforhold, i det tilfælde erhvervsvirksomheden drives i selskabsform, og selskabet har betalt hovedaktionærens/-anpartshaverens kontingent (udlodning eller lønaccessorium).

Hvis virksomheden ejes og drives af en fysisk person, reducerer et driftsfradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, eller et reklamefradrag efter LL § 8, stk. 1, den personlige indkomst. Se hovedreglen i PSL § 3, stk. 2, nr. 1.

Hvis udgiften og dermed fradraget bliver henført til LL § 13, behandles det som et ligningsmæssigt fradrag, der trækkes fra i den skattepligtige indkomst efter undtagelsen i PSL § 3, stk. 2, nr. 1, sidste led, der henviser til bl.a. LL § 13 om udgifter til kontingenter til arbejdsgiverforeninger og lignende.

I SKM2004.490.LSR måtte en alment praktiserende tandlæge, der var medlem af en tandlægeforening, kun trække udgiften til kontingentet fra som ligningsmæssigt fradrag, selv om medlemskab af foreningen var en forudsætning for, at tandlægen kunne indgå overenskomst med sygesikringen og dermed erhverve en væsentlig del af sin indkomst. Se PSL § 3, stk. 2, nr. 1, sidste led, jf. LL § 13.

Samme resultat ses i SKM2005.300.LSR. Sagen drejede sig om en alment praktiserende læge, der var medlem af en lægeforening, hvis medlemskab var afgørende for, at han kunne indgå overenskomst med sygesikringen og dermed tjene penge som læge. Også denne kunne kun fratrække udgiften til kontingentet som et ligningsmæssigt fradrag i den skattepligtige indkomst, til trods for at i hvert fald en del af udgiften var en driftsomkostning, og virksomheden blev drevet i virksomhedsordningen.

I ingen af sagerne sager anerkendte Landsskatteretten, at den erhvervsdrivende havde løftet bevisbyrden for, at undtagelsen PSL § 3, stk. 2, nr. 1, 2. led, jf. LL § 13 skulle fraviges. Hele fradraget blev derfor betragtet som et ligningsmæssigt fradrag efter LL § 13.

Dog kan den selvstændigt erhvervsdrivende under visse betingelser fratrække den del af kontingentudgiften, der er erhvervsmæssig, som driftsudgift i den personlige indkomst efter PSL § 3, stk. 2, nr. 1, jf. SL § 6, litra a.

Betingelserne for fradrag som driftsudgift i den personlige indkomst er:

  • Den selvstændigt erhvervsdrivende skal kunne dokumentere eller sandsynliggøre, hvilke slags ydelser, det indbetalte kontingent rent faktisk har dækket, nemlig hvor stor en del af kontingentet, der har dækket erhvervsmæssige, og hvor stor en del, der har dækket ikke erhvervsmæssige ydelser.
  • Den eneste dokumentation eller sandsynliggørelse, som Skattestyrelsen accepterer, er, at arbejdsgiverforeningen ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst har opdelt de modtagne kontingentindbetalinger i en del, som har dækket erhvervsmæssige formål og i en resterende del, som er gået til ikke erhvervsmæssige aktiviteter. Se TfS 1987, 42 DEP og SD-cirkulære 1989-2. Opdeling i ikke erhvervsmæssige formål skal også afspejles i foreningens indberetning til Skattestyrelsen efter SKL § 8 T (nu SIL § 31). Derimod accepteres anden dokumentation eller sandsynliggørelse ikke, fx fra foreningsmedlemmerne. Se SKM2004.490.LSR og SKM2005.300.LSR, der begge er nævnt ovenfor.

Det betyder på den ene side, at SL § 6, stk. 1, litra a, om driftsfradrag er overordnet LL § 13, stk. 1, i de tilfælde, hvor foreningen har fordelt kontingentindtægterne, som nævnt; men på den anden side, at dokumentationskravet afskærer et medlem fra at trække kontingentet fra efter SL § 6, stk. 1, litra, i de tilfælde, hvor arbejdsgiverforeningen ikke har opfyldt kravene om opdeling i en henholdsvis erhvervsmæssig og ikke erhvervsmæssig brug af de modtagne kontingentindbetalinger. Det enkelte medlem får slet ikke mulighed for at få accepteret en skønsmæssig opdeling af kontingentet i en erhvervsmæssig og ikke erhvervsmæssig del, end ikke i de tilfælde, hvor det er uimodsagt, at en del af medlemskontingentet er en væsentlig forudsætning for at drive erhvervsvirksomhed.

Hvis foreningen har foretaget den nævnte opdeling i erhvervsmæssig og ikke erhvervsmæssig anvendelse af kontingentmidlerne betyder det, at den selvstændigt erhvervsdrivende som medlem af foreningen kan

  • fratrække den del af sit kontingent, som foreningen har brugt til erhvervsmæssige formål, i sin personlige indkomst som driftsudgift. Se PSL § 3, stk. 2, nr. 1, og SL § 6, stk. 1, litra a.
  • fratrække den del af sit kontingent, som foreningen har brugt til ikke erhvervsmæssige formål, i sin skattepligtige indkomst som et ligningsmæssigt fradrag. Se LL § 13. Se TfS 1987, 42 DEP og SD-cirkulære 1989-2.

Uddybning af begreber, som er anvendt i litteratur og retspraksis mv.

Der forekommer i retspraksis og litteratur, som vedrører LL § 13, en række begreber, hvis indhold uddybes og forklares i dette afsnit.

Disse er:

  • Ikke erhvervsmæssige ydelser
  • Erhvervsmæssige ydelser
  • Elementer i en selvstændigt erhvervsdrivendes faglige kontingent.

Ikke erhvervsmæssige ydelser:

Begrebet omfatter ydelser, der har følgende formål:

  • At varetage fagligt økonomiske interesser for medlemmerne, se beskrivelsen ovenfor, og
  • At varetage andre formål, der tjener medlemmerne såsom
    • administration og tilskud til ferie
    • tilskud til avisdrift
    • tilskud til politisk virksomhed i Danmark.

Se TfS 1994, 348 DEP.

Efter LL § 13 kan såvel selvstændigt erhvervsdrivende mv. som lønmodtagere fratrække kontingentudgifter til disse formål, men kun som et ligningsmæssigt fradrag.

Erhvervsmæssige ydelser:

Begrebet omfatter ydelser, der har følgende formål:

  • De skal bruges og skal være nødvendige for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed.

Begrebet er sammenfaldende med de ydelser, hvis udgifter berettiger til et driftsfradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Efter LL § 13 kan udgifter såvel til ikke erhvervsmæssige som til erhvervsmæssige ydelser, fratrækkes som ligningsmæssige fradrag.

Kun i de tilfælde, hvor fagforeningen, arbejdsgiverforeningen har opdelt kontingentindbetalingerne i en erhvervsmæssig og en ikke erhvervsmæssig del, kan selvstændigt erhvervsdrivende fratrække den erhvervsmæssige del af deres faglige kontingent som en driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a, med fradrag i den personlige indkomst til følge. Den ikke erhvervsmæssige del kan fortsat trækkes fra som et ligningsmæssigt fradrag i den skattepligtige indkomst efter LL § 13, stk.1. Se TfS 1987, 42 DEP og SD-cirkulære 1989-2.

Elementer i en selvstændigt erhvervsdrivendes faglige kontingent:

Det kan fx være:

  • Egentligt kontingent
  • Servicebidrag
  • Bidrag til kollektiv garantiforsikring.

Se TfS 1987, 42 DEP.

Den del af medlemmets kontingentbetaling, der går til det såkaldt egentlige kontingent, dækker stort set de ikke erhvervsmæssige ydelser, som er nævnt ovenfor.

Servicebidrag og bidrag til kollektiv garantiforsikring anses begge for erhvervsmæssige ydelser og svarer dermed til driftsudgifter. Den selvstændigt erhvervsdrivende kan dog alene fratrække disse som driftsudgifter i sin personlige indkomst, hvis foreningen i sit regnskab har opdelt medlemmets kontingentindbetalinger i en erhvervsmæssig og en ikke erhvervsmæssig del. I modsat fald kan udgiften kun trækkes fra i den skattepligtige indkomst som et ligningsmæssigt fradrag.

Se også

Se også afsnit C.A.4.3.1.3 om fagforeningskontingent og arbejdsløshedsforsikring, der vedrører lønmodtagere.

xOversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.x

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2017.327.HR

Højesteret  fastslog med henvisning til landsrettens begrundelse, at det alene er kontingentbetalinger, der er fradragsberettigede efter LL § 13, som er omfattet af indberetningspligten i SKL § 8 T. 

Afgørelsen vedrører indberetningspligt efter SKL § 8 T. Østre Landsret fastslog i afgørelsen, at det alene er kontingentbetalinger, der er fradragsberettigede efter LL § 13, som er omfattet af indberetningspligten i SKL § 8 T. Det fremgår af LL § 13, at fradrag for fagforeningskontingent er betinget af, at fagforeningen har til hovedformål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, som den skattepligtige hører. Fradragsretten er ifølge forarbejderne til LL § 13 og SKL § 8 T knyttet til, at udgiften er afholdt til at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtiges løbende indkomst. Ved indførelsen af den fulde fradragsret for kontingenter til fagforeninger blev der lagt vægt på, at medlemskab af en faglig sammenslutning praktisk talt altid må anses som en nødvendighed for udøvelsen af det pågældende medlems erhverv.

Landsretten udtalte, at pensionsforholdene for H1's medlemmer, som ikke er tjenestemænd, endvidere er endeligt fastlagt ved pensioneringen, hvorfor medlemskabet ikke har den fornødne sammenhæng med de pågældendes løbende indkomst. De pågældende medlemmer kan endvidere ikke i relation til ligningslovens § 13 siges at tilhøre en erhvervsgruppe.

I afgørelsen var H1 ikke indberetningspligtig af kontingenter fra pensionistmedlemmer, da H1´s hovedformål i forhold til pensionistmedlemmerne ikke var at varetage disses økonomiske interesser, og pensionistmedlemmerne derfor ikke opfyldte betingelserne for fradrag efter LL § 13.

Dommen stadfæster SKM2016.618.ØLR.

Indberetningspligten fremgår nu af SIL § 31.

TfS 1987, 315 HRD

Et vognmandsselskabs (fragtmandskørsel) udgifter til indskud i en indkøbsforening blev anset for en fradragsberettiget driftsomkostning, fordi formålet med medlemskabet var at sikre virksomhedens hidtidige indkomst. Se SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2009.122.SR henviser til principperne i afgørelsen.

Landsretsdomme

TfS 1989, 95 VLD

En minkavlers udgift til indskud i en andelsfoderforening var ikke en fradragsberettiget driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a, men en ikke-fradragsberettiget etableringsudgift efter SL § 6 in fine.

 

TfS 1996, 250 VLD

En frisørmesters udgift til kontingent til den lokale turistforening blev ikke anset for fradragsberettiget, hverken som reklameudgift eller driftsudgift i øvrigt.

 

Landsskatteretskendelser

SKM2005.300.LSR

En alment praktiserende læge fik ikke anerkendt nogen del af sin udgift til kontingent til en lægeforening som fradragsberettiget driftsudgift, men alene som et ligningsmæssigt fradrag efter LL § 13, fordi foreningen ikke fordelte sine udgifter i en erhvervsmæssig og en ikke erhvervsmæssig del.

 

SKM2004.490.LSR

En selvstændigt praktiserende tandlæge fik ikke anerkendt nogen del af sin udgift til kontingent til tandlægeforening som en fradragsberettiget driftsudgift, men alene som et ligningsmæssigt fradrag efter LL § 13, fordi foreningen ikke fordelte sine udgifter i en erhvervsmæssig og en ikke erhvervsmæssig del.

 

TfS 1993, 162 LSR

En bagermester blev nægtet driftsfradrag for den del af sine kontingentudgifter til medlemskab af en erfagruppe, som var blevet brugt til mad og drikkevarer i forbindelse med møder i erfagruppen. Disse udgifter blev anset for private, ikke-fradragsberettigede udgifter efter SL § 6 in fine.

 

TfS 1991, 335 LSR

En revisors udgift til kontingent til en erfagruppe blev anset for en fradragsberettiget driftsudgift, som blev anvendt til at vedligeholde revisorens faglige viden.

 

LSRM 1982.26.LSR

En selvstændigt erhvervsdrivende arkitekt kunne fratrække sine udgifter dels til kontingent til arkitektforeningen, dels til præmie til en ansvarsforsikring, som driftsudgifter efter SL § 6, stk. 1, litra a, selv om han var ophørt med at drive arkitektvirksomhed mange år tidligere.

 

LSRM 1976.51.LSR

En bilforhandler blev nægtet fradrag for udgiften til kontingent til verdensorganisationen "Junior Chamber", fordi medlemskabet af foreningen ikke blev anset for at være af en sådan betydning for bilvirksomheden, at udgiften til kontingentet kunne anses for en fradragsberettiget driftsomkostning efter SL § 6, stk. 1, litra a.

 

Skatterådet

SKM2018.273.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at medlemmer af en arbejdsgiversammenslutning kunne fratrække en del af kontingentet, benævnt servicegebyr, som en driftsomkostning - alene fordi det var benævnt servicegebyr.

Servicegebyret dækkede de ydelser, som sammenslutningen ydede til medlemmerne med henblik på den overordnede fastlæggelse af ansættelsesstruktur, løn og arbejdsvilkår inden for branchen. Desuden blev der ydet rådgivning i forbindelse med indgåelse af de konkrete ansættelseskontrakter m.v. hos medlemmerne samt tilbudt tvistløsning ved ansættelsesretlige tvister.  

Efter en konkret vurdering af de enkelte ydelser anså Skatterådet disse for at være af fagforeningsmæssig karakter og dermed fradragsberettigede efter LL § 13.

Skatterådet kunne således ikke bekræfte, at servicegebyret eller dele af dette var fradragsberettiget efter SL § 6, stk. 1, litra a, som en driftsomkostning for arbejdsgivermedlemmerne.

Skatterådet kunne derimod bekræfte, at servicegebyret kunne anses for at være af fagforeningsmæssig karakter og derfor omfattet af momsfritagelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 4.

 

SKM2009.122.SR

En andelshavers udgifter til kontingent til en andelsforening (salgsforening) blev anset for fradragsberettigede driftsomkostninger efter SL § 6, stk. 1, litra a. Andelshaveren betalte kontingentet for at kunne sælge sine produkter.

TfS 1987, 315 HRD og dens principper har fundet analog anvendelse i skatterådssagen.

Andet

TfS 1987, 42 DEP

En selvstændigt erhvervsdrivende kan som driftsudgift efter SL § 6 a fratrække den erhvervsmæssige del af udgifterne til et kontingent til en arbejdsgiverforening efter LL § 13, hvis foreningen selv har opdelt kontingentet i en erhvervs- og en ikke erhvervsmæssig del. Den ikke erhvervsmæssige del, kan fratrækkes som et ligningsmæssigt fradrag efter LL § 13

 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter