Dato for udgivelse
10 Sep 2012 11:40
Dato for afsagt dom/kendelse
28 Aug 2012 11:00
SKM-nummer
SKM2012.500.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
11-258665
Dokument type
Bindende svar
Emneord
Ratepensionsordning - anbringelsesregler - unoteret holdingselskab - holdingselskabs investeringer i selskaber hjemmehørende udenfor EU/EØS
Resumé

Skatterådet bekræfter, at investering af en del af spørgers pensionsmidler i aktier i et selskab hjemmehørende i Danmark eller i et andet EU-land vil opfylde betingelserne om at aktierne skal være i et selskab inden for EU m.v., jf. puljebekendtgørelsen § 12, stk. 2, uanset, at det pågældende selskab investerer hele eller næsten hele sin formue i aktier i selskaber i Kina og evt. andre lande, der er beliggende udenfor EU.

Hjemmel

Skatteforvaltningsloven § 2, stk. 2.

Reference(r)

Pensionsbeskatningsloven § 12, stk. 1, nr. 1, 9. pkt.
Lov om finansiel virksomhed § 50, stk. 2
Bekendtgørelse nr. 1359 af 22. december 2011 om puljepension og andre skattebegunstigede opsparingsformer m.v. (puljebekendtgørelsen)

Henvisning

Den juridiske vejledning 2012-2, afsnit C.A.10.2.2.2


Spørgsmål

  1. Vil investering af en del af pensionsmidlerne i en dansk bank i aktier i et selskab hjemmehørende i Danmark eller i et andet EU-land, opfylde betingelserne om at aktierne skal være i et selskab inden for EU m.v., jf. puljebekendtgørelsen § 12, stk. 2, uanset, at det pågældende selskab investerer hele eller næsten hele sin formue i aktier i selskaber i Kina og evt. andre lande, der er beliggende udenfor EU?

Svar

  1. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger har en pensionsopsparing i en dansk bank i form af kapitalpension og ratepension fordelt på X antal forskellige depoter med en samlet værdi på ca. DKK X mio.

Af disse pensionsmidler er pt. investeret for ca. DKK X mio. i aktier i et dansk selskab, hvis aktier ikke er optaget til handel på et reguleret marked m.v.

Spørger påtænker at investere en yderligere del af sine pensionsmidler i en dansk bank i aktier, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked m.v., idet det er spørgers hensigt, at disse midler i sidste ende skal investeres i aktier i selskaber i Kina og evt. andre lande.

Som følge af at alene aktier i selskaber inden for EU m.v. omfattes af reglerne i puljebekendtgørelsen § 12, stk. 2, påtænker spørger sammen med andre investorer at etablere et selskab i Danmark eller i et andet EU-land. Dette selskab vil via et datterselskab i Hong Kong reinvestere sin formue i aktier i selskaber i Kina og evt. andre lande.

Spørger ønsker sikkerhed for at den del af hans pensionsmidler, der anvendes til erhvervelse af aktier i investeringsselskabet i Danmark/EU ikke skal anses for at udgøre en delvis ophævelse af pensionsordningen i utide med udløsning af 60 % afgift til følge.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Betingelserne for placering af pensionsopsparing i unoterede aktier fremgår af pensionsbeskatningsloven § 12, stk. 1, nr. 1. Betingelserne er nærmere specificeret i bekendtgørelse nr. 1359 af 22. december 2011, § 12, stk. 2 - 9.

I relation til den geografiske afgrænsning af, hvilke selskaber, der kan investeres i, fremgår ikke andre betingelser end hvad følger af bekendtgørelsens § 12, stk. 2:

"Rate- og kapitalpensioner i særskilte depoter kan placeres i unoterede kapitalandele, jf. § 2, nr. 2, i aktieselskaber, anpartsselskaber, selskaber optaget på listen i artikel 1 i den konsoliderede udgave af Rådets 1. selskabsdirektiv 68/151/EØF som ændret ved direktiv 2003/58/EF, der ikke er omfattet af stk. 1, nr. 10, kommanditselskaber og selskaber med en tilsvarende juridisk form, inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område......"

Der ses således ikke at være nogen begrænsninger vedrørende de aktiviteter og investeringer, som et selskab omfattet af denne definition kan foretage.

Det er derfor spørgers opfattelse, at det stillede spørgsmål skal besvares med et "ja".

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Lovgrundlag

Pensionsbeskatningsloven § 12, stk. 1, nr. 1, 9. pkt.

Midlerne i en opsparing i et penge- eller kreditinstitut omfattet af lov om finansiel virksomhed skal anbringes i overensstemmelse med §§ 50 og 51 i lov om finansiel virksomhed.

Lov om finansiel virksomhed § 50, stk. 2

Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for opsparing i puljer i et pengeinstitut, herunder regler om midlernes anbringelse, administration, regnskab, revision samt kundeinformation. Finanstilsynet fastsætter endvidere nærmere regler for anbringelse af midler i værdipapirer, herunder om registrering i en værdipapircentral, kontoudskrift, værdiopgørelse og deponering.

Bekendtgørelse nr. 1359 af 22. december 2011 om puljepension og andre skattebegunstigede opsparingsformer m.v. (puljebekendtgørelsen)

Bekendtgørelsens § 12, stk.2

Rate- og kapitalpensioner i særskilte depoter kan placeres i unoterede kapitalandele, jf. § 2, nr. 2, i aktieselskaber, anpartsselskaber, selskaber optaget på listen i artikel 1 i den konsoliderede udgave af Rådets 1. selskabsdirektiv 68/151/EØF som ændret ved direktiv 2003/58/EF, der ikke er omfattet af stk. 1, nr. 10, kommanditselskaber og selskaber med en tilsvarende juridisk form, inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område under følgende betingelser:

1) At kunden som minimum investerer 100.000 kr. i unoterede kapitalandele i hvert enkelt selskab. ----

2) At værdien af de unoterede kapitalandele på investeringstidspunktet højst udgør 20 % af den del af kundens opsparing i samme pengeinstitut placeret på kontantforrentede indlånskonti, i puljer eller i særskilte depoter, der ligger under 2 mio. kr.

3) At værdien af de unoterede kapitalandele på investeringstidspunktet højst udgør 50 % af den del af kundens opsparing i samme pengeinstitut placeret på kontantforrentede indlånskonti, i puljer eller i særskilte depoter, der ligger mellem 2 og 4 mio. kr.

4) At værdien af de unoterede kapitalandele på investeringstidspunktet højst udgør 75 % af den del af kundens opsparing i samme pengeinstitut placeret på kontantforrentede indlånskonti, i puljer eller i særskilte depoter, der ligger over 4 mio. kr.

5) ----

Praksis

SKM2006.638.SR

Det bindende svar indeholder en række spørgsmål i forbindelse med den mulighed for investering af midler fra en pensionsordning i unoterede kapitalandele, som blev indført med lov nr. 423 af 6. juni 2005. Af indstilling og begrundelse til spørgsmål nr. 5 fremgår følgende:

"Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, indledende bemærkninger, at efter forslaget kan kunden investere i midler i unoterede kapitalandele i aktie- eller anpartsselskaber og lignende selskaber, der er hjemmehørende i et land inden for EU/EØS.

Det fremgår ikke af bemærkningerne, at de investeringer, som f.eks. et unoteret holdingselskab, der er hjemmehørende i et land inden for EU/EØS, foretager, skal ske i aktie- eller anpartsselskaber og lignende selskaber, der er hjemmehørende i et land inden for EU/EØS."

Begrundelse

Det følger af pensionsbeskatningsloven § 12, stk. 1, nr. 1, 9. pkt., at midlerne i en opsparing i et penge- eller kreditinstitut omfattet af loven om finansiel virksomhed skal anbringes i overensstemmelse med §§ 50 og 51 i lov om finansiel virksomhed.

Med hjemmel i §§ 50 og 51 i lov om finansiel virksomhed har Finanstilsynet i bekendtgørelse nr. 1359 af 22. december 2011 om puljepension og andre skattebegunstigede opsparingsformer m.v. (puljebekendtgørelsen) fastsat nærmere regler om, i hvilke værdipapirer m.v. bl.a. ratepensioner og kapitalpensioner kan anbringes.

Det følger af puljebekendtgørelsen § 12, stk. 2, at rate- og kapitalpensioner i særskilte depoter kan placeres i unoterede kapitalandele, herunder anpartsselskaber, såfremt en række specifikke betingelser er opfyldt.

Spørger har i den forbindelse spurgt, om betingelserne om at aktierne skal være i et selskab inden for EU m.v., jf. puljebekendtgørelsen § 12, stk. 2, vil være opfyldt, uanset, at det pågældende selskab investerer hele eller næsten hele sin formue i aktier i selskaber i Kina og evt. andre lande, der er beliggende udenfor EU.

Finanstilsynet er rette myndighed for så vidt angår afgørelser i henhold til lov om finansiel virksomhed og puljebekendtgørelsen. Skatteministeriet har derfor forelagt sagen for Finanstilsynet.

Finanstilsynet har til sagen fremlagt følgende vurdering:

Det følger af puljebekendtgørelsen § 12, stk. 2, at rate- og kapitalpensioner i særskilte depoter kan placeres i unoterede kapitalandele, jf. § 2, nr. 2 i en række selskaber indenfor den Europæiske Union eller et land som Fællesskabet har indgået aftaler med. Dette forudsætter dog, at de 5 betingelser, der er angivet i stykket tillige er opfyldt.

Disse betingelser indeholder ikke begrænsninger i hvilke aktiviteter, det selskab, man erhverver kapitalandele i, kan udøve, herunder ikke regler, der forhindrer, at selskabet reinvesterer sin formue i aktier i lande udenfor EU.

Da spørgeren agter at anbringe en andel af sin pensionsopsparing i unoterede andele i et selskab, der er/vil være etableret indenfor EU og i øvrigt agter at opfylde de øvrige betingelser i § 2, stk. 2, finder Finanstilsynet, at dette kan ske indenfor rammerne af puljebekendtgørelsens § 12, stk. 2.

Skatteministeriet indstiller på denne baggrund, at det bekræftes, at investering af en del af pensionsmidlerne i en dansk bank i aktier i et selskab hjemmehørende i Danmark eller i et andet EU-land, vil opfylde betingelserne om at aktierne skal være i et selskab inden for EU m.v., jf. puljebekendtgørelsen § 12, stk. 2, uanset, at det pågældende selskab investerer hele eller næsten hele sin formue i aktier i selskaber i Kina og evt. andre lande, der er beliggende udenfor EU.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter