Dato for udgivelse
29 Jun 2012 08:48
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26 Jun 2012 14:37
SKM-nummer
SKM2012.406.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
12-057984
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Forskud, oplysningsskema, årsopgørelse, skattekort og regnskaber
Emneord
Skat, arbejdsgiverbetalt, brændstof, private udgifter, kontantløn, befordringsgodtgørelse, befordringsfradrag, fradrag, hvidpladebil, moms
Resumé

A A/S (spørger) påtænker at tilbyde en medarbejder "frit brændstof" til brug for privat og erhvervsmæssig kørsel i medarbejderens private bil som en del af medarbejderens lønpakke. I den anledning bekræfter Skatterådet, at medarbejderen skal beskattes af "frit brændstof" som betaling af medarbejderens private udgifter til brændstof mv. Beskatningen sker som kontantløn og udgør dermed A-indkomst, jf. statsskattelovens § 4 c og kildeskattelovens § 43, stk. 1. Medarbejderen skal forudsætningsvis medregne spørgers udgifter til køb via det udleverede brændstofkort til A-indkomsten. Når medarbejderen beskattes af spørgers udgifter til brændstof mv. som kontantløn, anses medarbejderen for at opfylde betingelsen om at have afholdt udgifter til kørsel i egen bil i relation til at modtage skattefri befordringsgodtgørelse for erhvervsmæssig kørsel jf. ligningslovens § 9B. Skatterådet bekræfter endvidere, at medarbejderen kan foretage fradrag for befordring mellem hjem og arbejde efter ligningslovens § 9C. Skatterådet finder i den forbindelse, at "frit brændstof" ikke kan betragtes som arbejdsgiverbetalt befordring efter ligningslovens § 9C, stk. 7. Endelig bekræfter Skatterådet, at spørger har skattemæssigt fradrag for udgiften til brændstof, jf. statsskattelovens § 6 a. Spørger kan imidlertid ikke afløfte momsen af brændstofudgiften, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 7.

Hjemmel

Lov nr. 149 af 10/4 1922 (statsskatteloven)
Lovbekendtgørelse nr. 1017 af 28/10 2011 (ligningsloven)
Lovbekendtgørelse nr. 1403 af 7/12 2010 (kildeskatteloven)
Lovbekendtgørelse nr. 471 af 12/6 2009 (arbejdsmarkedsbidragsloven)
Lovbekendtgørelse nr. 287 af 28/10 2011 (momsloven)

Reference(r)

Statsskatteloven § 4 c
Statsskatteloven § 6 a
Kildeskatteloven § 43, stk. 1 
Kildeskatteloven § 46, stk. 1
Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7
Ligningsloven § 9 B
Ligningsloven § 9 C
Momsloven § 42, stk. 1, nr. 7.

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2012-1, afsnit C.A.3.1.1.1.

Henvisning

Momsvejledningen J.3.1.7

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2012-1, afsnit C.A.5.1.1

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2012-1, afsnit C.A.5.1.2

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2012-1, afsnit D.A.11.3.

Henvisning

Ligningsvejledningen 2012-1, Almindelig del afsnit A.B.1.7

Henvisning

Ligningsvejledningen 2012-1, Almindelig del afsnit A.F.3.1.

Henvisning

Ligningsvejledningen 2012-1, Erhvervsbeskatning afsnit E.B.3.1.


Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at medarbejderen skal beskattes af frit brændstof?
  2. Kan Skatterådet bekræfte, at den skattepligtige værdi udgør A A/S' udgift til brændstof?
  3. Hvis spørgsmål 2 besvares med "Nej", hvad udgør den skattepligtige værdi?
  4. Kan medarbejderen modtage skattefri befordringsgodtgørelse for erhvervsmæssig kørsel jf. ligningslovens § 9B, hvis medarbejderen modtager "frit brændstof"?
  5. Kan medarbejderen modtage skattefri befordringsgodtgørelse for erhvervsmæssig kørsel jf. ligningslovens § 9B, hvis medarbejderen ud over "frit brændstof" også får betalt vask og "kør-videre-produkter" men ikke kioskvarer?
  6. Kan medarbejderen foretage fradrag for kørsel mellem hjem og arbejde efter ligningslovens § 9C?
  7. Har A A/S skattemæssigt fradrag for udgiften til brændstof?
  8. Kan A A/S afløfte momsen af brændstofudgiften?

Svar

  1. Ja. Se dog begrundelsen.
  2. Ja. Se dog begrundelsen.
  3. Bortfalder.
  4. Ja. Se dog begrundelsen.
  5. Ja. Se dog begrundelsen.
  6. Ja.
  7. Ja.
  8. Nej.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Baggrund

A A/S (spørger) er en grossist virksomhed, der har specialiseret sig i rådgivning, projektering og salg af materialer til særlige anlæg. Spørger har afdelinger beliggende i byer i forskellige landsdele af Danmark.

Dispositionen

I forbindelse med en eventuel ansættelse af en ny medarbejder, f.eks. en kørende sælger, ønsker spørger at få belyst de skattemæssige konsekvenser for både den nye medarbejder og spørger, hvis den nye medarbejder tilbydes "frit brændstof". Der kan eventuelt også være tale om, at spørger via brændstofkortet betaler for bilvask og "kør-videre-produkter" i form af eksempelvis køler-/sprinklervæske, låseolie og el-pærer til billygter mv. vedrørende medarbejderens bil.

Ved "frit brændstof" menes, at spørger / arbejdsgiver udleverer brændstofkort til medarbejderen og betaler den månedlige faktura fra brændstofselskabet. Spørger forventer, at brændstofkortet bliver udstedt fra olieselskaber med mange tankestationer. Spørger forventer ikke at opnå særlige rabatordninger hos nogle af disse olieselskaber ud over, hvad der normalt aftales mellem olieselskaberne og firmakunder.

Medarbejderen anvender sin egen privatejede bil til såvel erhvervsmæssig som privat kørsel - der er således ikke tale om, at spørger stiller "fri bil" til rådighed for medarbejderen.

Medarbejderens kørselsmønster, med hensyn til fordelingen mellem privat og erhvervsmæssig kørsel, kan være varierende. Eksempelvis kan der i perioder af ukendt varighed være tale om 100 % privat kørsel, mellem hjem og arbejde og øvrig privat kørsel derudover.

Spørger undersøger pt. mulighederne for sammensætning af en lønpakke til medarbejderen og ønsker denne sag afklaret, inden spørger påbegynder eventuelle jobsamtaler. Der er således tale om en påtænkt disposition.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Med udgangspunkt i reglerne om beskatning af fri bil, er det spørgers opfattelse, at ordningen er en reel mulighed.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Spørger ønsker bekræftet, at medarbejderen skal beskattes af frit brændstof.

Lovgrundlag

Statsskattelovens (lov nr. 149 af 10/4 1922) § 4 c er formuleret således (uddrag):

"Som skattepligtig indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte undtagelser og begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, således f.eks.

c. af et embede eller en bestilling såsom fast lønning, sportler, embedsbolig, naturalydelser, [...]"

Ligningslovens (lbkg. nr. 1017 af 28/10 2011) § 16, stk. 1

I ligningslovens § 16 præciseres indkomstopgørelsen efter statsskattelovens §§ 4-6 for så vidt angår de såkaldte personalegoder, dvs. de særlige bestemmelser for økonomiske fordele (goder), der ydes som led i arbejdsaftaler, når fordelen har en anden form end penge. Bestemmelsen har følgende ordlyd (i uddrag):

"Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes [...], samt efter reglerne i stk. 3-14 vederlag i form af [...] sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4-6, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold [...]

Kildeskattelovens (lbkg. nr. 1403 af 7/12 2010) § 43, stk. 1 og § 46, stk. 1

Bestemmelserne har denne ordlyd:

"§ 43. Til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse, honorar, tantieme, provision, drikkepenge og lignende ydelser."

"§ 46. I forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb. Indeholdelsespligten ved udbetaling af A-indkomst efter § 43, stk. 2, litra h), påhviler den, for hvem arbejdet udføres. Indeholdelsen foretages ved, at den indeholdelsespligtige beregner det beløb, der skal indeholdes, og tilbageholder dette beløb i A-indkomsten."

Arbejdsmarkedsbidragslovens (lbkg.nr. 471 af 12/6 2009) § 7

Bestemmelsen har denne ordlyd:

"Bestemmelserne i kildeskatteloven og opkrævningsloven om indeholdelse, opkrævning, hæftelse m.v. finder anvendelse ved indeholdelse og opkrævning af arbejdsmarkedsbidrag efter denne lov."

Ligningslovens § 9B, stk. 1, 2 og 4 samt § 9, stk. 4

Bestemmelserne vedrører den skattemæssige regulering af skattefri befordringsgodtgørelse vedrørende erhvervsmæssig kørsel.:

Ligningslovens § 9B. Følgende udgifter til befordring til og fra en arbejdsplads kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst:

a) Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder,

b) befordring mellem arbejdspladser og

c) befordring inden for samme arbejdsplads.

Stk.2. Når der er forløbet 60 på hinanden følgende arbejdsdage, siden den pågældende sidst har været på en arbejdsplads som nævnt i stk. 1, litra a, påbegyndes en ny 60-dages-periode.

Stk.3. Har den skattepligtige et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, anses befordringen for erhvervsmæssig, jf. stk. 1. [...].

Stk.4. Befordringsgodtgørelse medregnes ikke ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, som fastsættes af Skatterådet. Udbetaler arbejdsgiveren ikke hel eller delvis skattefri godtgørelse, kan fradrag for befordring foretages efter § 9 C. Uanset 2. pkt. kan lønmodtagere fradrage befordringsudgifter som nævnt i stk. 1, hvis de i forbindelse med kundeopsøgende aktiviteter afholder udgifter til befordring, der vedrører flere arbejdsgivere på én gang. Fradrag efter 3. pkt. er betinget af, at eventuelle befordringsgodtgørelser efter 1. pkt. medregnes ved indkomstopgørelsen."

Ligningslovens § 9, stk. 4. Godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke godtgørelse for rejseudgifter mv. omfattet af § 9 A eller § 31, stk. 4, og befordringsudgifter omfattet af § 9 B eller § 31, stk. 5. Godtgørelsen skal dog medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis den fragår i en forud aftalt bruttoløn. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol og administrationen af godtgørelsesreglerne. 3. og 4. pkt. finder tilsvarende anvendelse på godtgørelser, jf. 2. pkt., der udbetales til medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende.

Bekendtgørelse nr. 1194 af 13/12 2011

Bekendtgørelsen indeholder Skatterådets satser for 2012 vedrørende fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads og udbetaling af skattefri godtgørelse for erhvervsmæssig befordring. Af bekendtgørelsen fremgår bl.a. følgende:

§ 4. Med virkning fra den 1. januar 2012 er godtgørelse, der udbetales til dækning af udgifter ved benyttelse af egen bil til erhvervsmæssig kørsel omfattet af ligningslovens § 9B skattefri, [...]

§ 5. Det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren eller hvervgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer i lønmodtagerens egen bil eller på lønmodtagerens egen motorcykel, cykel, knallert, 45-knallert eller scooter.

Stk.2. Erhvervsmæssige befordringsudgifter ved kørsel i lønmodtagerens egen bil eller på lønmodtagerens egen motorcykel, cykel, knallert, 45-knallert eller scooter, kan ikke dækkes ved udlæg efter regning.

Stk.3. Fast månedlig eller årlig befordringsgodtgørelse er ikke skattefri, men medregnes ved indkomstopgørelsen.

Stk.4. Der kan udbetales forskud på skattefri befordringsgodtgørelse med acontobeløb for hver enkelt kørsel eller med ugentlige eller månedlige acontobeløb. Forskuddet skal være afpasset modtagerens forventede erhvervsmæssige kørsel.

§ 6. Bogføringsbilag vedrørende den erhvervsmæssige kørsel skal efter Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2 indeholde:

1) Modtagerens navn, adresse og CPR-nummer.

2) Kørslens erhvervsmæssige formål.

3) Dato for kørslen.

4) Kørslens mål med eventuelle delmål.

5) Angivelse af antal kørte kilometer.

6) De anvendte satser.

7) Beregning af befordringsgodtgørelsen.

[...]

§ 11. Der kan ikke udbetales skattefri befordringsgodtgørelse, når arbejdsgiveren har stillet firmabil til rådighed for den ansatte. Tilsvarende gælder, hvis firmabil er stillet til rådighed af en anden arbejdsgiver. En undtagelse er dog de tilfælde, hvor lønmodtageren betaler den arbejdsgiver, der har stillet firmabilen til rådighed, fuldt vederlag for den kørsel, der sker for den arbejdsgiver, der ikke har stillet bilen til rådighed.

Praksis

SKM2001.325.LSR

Studerende på Danmarks Journalisthøjskole, der i en praktikperiode var ansat på et dagblad, fik af dette udbetalt en flyttegodtgørelse. Da der ikke var tale om flytning inden for samme arbejdsgiver, skulle der indeholdes A-skat af flyttegodtgørelsen. Af Landsskatterettens begrundelse fremgik følgende:

"[...]Landsskatteretten bemærker, at en arbejdsgivers betaling af flytteudgifter for en ansat som udgangspunkt er betaling af private udgifter, hvorfor der som udgangspunkt skal indeholdes A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med betaling heraf, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1 og arbejdsmarkedsfondslovens § 8, stk. 1, litra a. Landsskatteretten bemærker videre, at TSS-cirkulære 1992-13, hvorefter flyttegodtgørelse under nærmere angivne betingelser kan holdes uden for den ansattes indkomst, omhandler flytteudgifter for ansatte, der forflyttes under samme arbejdsgiver. I nærværende sag er der tale om, at studerende på Danmarks Journalisthøjskole i en praktikperiode er på praktikophold på A A/S, og retten finder ikke, at forholdet kan anses for omfattet af cirkulærets betingelse om, at der skal være tale om ansatte, der forflyttes under samme arbejdsgiver. Uagtet at Danmarks Journalisthøjskole efter det oplyste fører en form for kontrol i forbindelse med praktikopholdet, findes A A/S at være arbejdsgiver for praktikanten i praktikperioden. Det er således A A/S, der har den direkte instruktionsbeføjelse i forhold til praktikanterne, ligesom det er bladet, der udbetaler lønnen til praktikanterne. Retten finder herefter, at de af A A/S afholdte flytteudgifter for praktikanter må anses for A-indkomst omfattet af kildeskattelovens § 43, stk. 1, og bladet er således i henhold til kildeskattelovens § 46, pligtig at indeholde A-skat m.v. i forbindelse med betaling af disse flytteudgifter, hvorfor den påklagede afgørelse stadfæstes."

Cirkulærer, juridiske vejledninger mv.

Den Juridiske Vejledning 2012-1, afsnit C.A.3.1.1.1 og C.A.5.1.1

I afsnit C.A.3.1.1.1 beskrives, hvad der skattemæssigt anses som løn. Af afsnittet fremgår følgende (uddrag):

"[...]Hvad er løn?

Begrebet "løn" omfatter: [...]

  • Periodiske udgiftsgodtgørelser, fx månedlige kørselstilskud, der ikke kan udbetales som skattefri befordringsgodtgørelse.
  • Arbejdsgiverens afholdelse af medarbejderens private udgifter.[...]"

I afsnit C.A.5.1.1 beskrives generelle regler vedrørende beskatning af personalegoder. Heraf fremgår bl.a. følgende:

"[...]Hvad er personalegoder?

Personalegoder er formuegoder af pengeværdi, der ydes som led i arbejdsaftaler i en anden form end penge. Se LL § 16. SKAT anser som udgangspunkt gavekort som pengebetaling og dermed A-indkomst. [...]"

Begrundelse

Som skattepligtig indkomst anses bl.a. lønindkomst, jf. statsskattelovens § 4 c. Efter kildeskattelovens § 43, stk. 1 henregnes vederlag i form af penge til A-indkomsten. Et lønaccessorium, der har karakter af kontantbeløb, er ikke omfattet af ligningslovens § 16. Der henvises til afsnit C.A.5.1.1 i Den Juridiske Vejledning.

Ifølge praksis anses arbejdsgivers afholdelse af medarbejderens private udgifter som skattepligtig lønindkomst, der sidestilles med kontantløn og dermed anses som A-indkomst. Der henvises til afsnit C.A.3.1.1.1 i Den Juridiske Vejledning samt SKM2001.325.LSR.

I herværende tilfælde får medarbejderen udleveret et brændstofkort, der kan benyttes til køb af brændstof, uanset om dette anvendes til privat eller erhvervsmæssig kørsel. Skatteministeriet finder, at dette kan sammenlignes med, at en medarbejder får udleveret et kredit- eller købekort og efter eget valg kan anvende kortet til køb af varer og / eller tjenesteydelser til privat brug hos udbyderen af kredit- eller købekortet. Da medarbejderen selv råder over brugen af brændstofkortet, er det Skatteministeriets opfattelse, at der er tale om, at medarbejderen får betalt sine private udgifter til brændstof, og at køb på brændstofkortet kan sidestilles med udbetaling af kontantløn. Brændstofkortet er ikke omfattet af ligningslovens § 16, stk. 1, da medarbejderens køb via brændstofkortet har karakter af et pengebeløb og dermed kontantløn.

Medarbejderens køb af brændstof via brændstofkortet til erhvervsmæssig kørsel kan ikke anses som skattefri befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 B. Det skyldes, at det ikke er muligt at opfylde betingelserne herfor. Eksempelvis er det ikke muligt specifikt at henføre medarbejderens brændstofkøb til konkret erhvervsmæssig kørsel. Der henvises til ligningslovens § 9 B og § 6 i bekendtgørelse nr. 1194, 2011. Befordringsgodtgørelse, der ikke opfylder betingelserne for at kunne udbetales skattefrit, skal medregnes til den skattepligtige indkomst, jf. ligningslovens § 9, stk. 4. Godtgørelsen anses også i dette tilfælde for at udgøre skattepligtig A-indkomst.

Skatteministeriet finder således, at medarbejderen skal beskattes af dennes køb af brændstof mv. via brændstofkortet som skattepligtig lønindkomst, der udgør A-indkomst, jf. statsskattelovens § 4 c og kildeskattelovens § 43, stk. 1. Spørger har pligt til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af de foretagne køb, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 1 og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja. Se dog begrundelsen".

Spørgsmål 2 og 3

Spørger ønsker bekræftet, at den skattepligtige værdi udgør spørgers udgift til brændstof. Kan spørgsmål 2 ikke bekræftes, ønsker spørger oplyst, hvad den skattepligtige værdi i så fald udgør.

Lovgrundlag

Se ovenfor under begrundelsen for spørgsmål 1.

Cirkulærer, juridiske vejledninger mv.

Der henvises til afsnit C.A.3.1.1.1 i Den Juridiske Vejledning som anført ovenfor.

Den Juridiske Vejledning 2012-1, afsnit C.A.5.1.2

Af Den Juridiske Vejledning 2012-1, afsnit C.5.1.2 fremgår følgende om værdiansættelse af personalegoder i form af sparet privatforbrug (uddrag):

Værdiansættelse i særlige situationer [...]

Videregivelse af rabat

Varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren indkøber til særligt favorable priser og sælger videre til medarbejderne, skal som hovedregel værdiansættes til markedsprisen. Som udgangspunkt er markedsprisen, hvad det ville koste den enkelte ansatte at købe godet i almindelig fri handel.

I praksis er det imidlertid accepteret, at markedsprisen i sådanne situationer anses for at være lig med arbejdsgivers omkostninger, hvis medarbejderne kunne opnå samme favorable pris fx gennem en forbrugs- eller personaleforening. Se SKM2007.567.SR.

Særtilbud fra arbejdsgivers kontraktspart

I forbindelse med en virksomheds indkøb kan virksomhedens kontraktsparter udbyde produkter til særlig favorable priser til virksomhedens ansatte. En sådan rabatmulighed for de ansatte, anses som led i ansættelsesforholdet og er dermed et personalegode. Er den favorable pris resultatet af en indirekte betaling fra arbejdsgiveren, bliver en medarbejder, der benytter tilbuddet, skattepligtigt af godets markedsværdi med fradrag af det, medarbejderen har betalt for godet. Hvis den favorable pris svarer til, hvad medarbejderne kunne opnå på det fri marked fx gennem en forbrugs- eller personaleforening, bliver medarbejdere, der benytter sig af tilbuddet, ikke skattepligtige af den økonomiske fordel. [...]"

Begrundelse

Det følger af indstillingen til svar på spørgsmål 1, at medarbejderens køb af brændstof via det brændstofkort, som medarbejderen får stillet til rådighed, anses som betaling af medarbejderens private udgifter. Spørgers betaling af medarbejderens private udgifter anses som kontantløn. Kontantlønnen svarer til medarbejderens samlede køb af brændstof samt øvrige køb foretaget på brændstofkortet. Det samlede køb skal derfor medregnes til medarbejderens A-indkomst med et beløb svarende til medarbejderens køb. Der henvises til statsskattelovens § 4 c og kildeskattelovens § 43, stk. 1.

Videregiver arbejdsgiver en eventuel rabat, som denne opnår i kraft af en indirekte betaling, skal medarbejderen særskilt beskattes af dette personalegode. Kan medarbejderen opnå en tilsvarende rabat f.eks. via medlemskab af forbrugs- eller indkøbsforening mv., anses markedsprisen for at være lig med arbejdsgivers omkostninger. Der henvises til Den Juridiske Vejledning, afsnit C.A.5.1.2.

Efter det oplyste lægger Skatteministeriet til grund, at spørger ikke foretager en indirekte betaling til udbyderen af brændstofkortet, som medfører en særlig favorabel pris på brændstof via firmaaftalen med den pågældende udbyder. Herefter finder Skatteministeriet, at medarbejderen skal medregne spørgers faktiske udgifter til køb af brændstof mv. til den skattepligtige A-indkomst.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 2 bevares med "Ja, se dog begrundelsen", og at spørgsmål 3 herefter bortfalder.

Spørgsmål 4

Spørger ønsker oplyst, om medarbejderen kan modtage skattefri befordringsgodtgørelse for erhvervsmæssig kørsel jf. ligningslovens § 9B, hvis medarbejderen modtager "frit brændstof".

Lovgrundlag

Se ovenfor under begrundelsen for spørgsmål 1.

Cirkulærer, Juridiske Vejledninger mv.

Ligningsvejledningen, Almindelig del 2012-1, afsnit A.B.1.7.2.2

I afsnittet beskrives øvrige betingelser for at få skattefri befordringsgodtgørelse, og hvilke udgifter, befordringsgodtgørelsen tilsigter at dække. Af afsnittet fremgår bl.a. følgende:

"[...] Erhvervsmæssig kørsel er kørsel, der er omfattet af LL § 9 B, når denne kørsel sker i/på lønmodtagerens eget befordringsmiddel. Som eget befordringsmiddel anses også ægtefællens eller en samlevers befordringsmiddel, når de samlevende har fælles økonomi.[...]. Befordringsgodtgørelsen tilsigter at dække de udokumenterede, ordinære erhvervsmæssige driftsudgifter til det pågældende befordringsmiddel, som fx udgifter til benzin, vedligeholdelse, parkering, vægtafgift, afskrivning, finansiering og forsikring, jf. bilag 1 til ovennævnte BEK nr. 1194 af 13. december 2011. [...].

Fri bil og fri transport

Det er en grundlæggende betingelse for, at en lønmodtager eller et bestyrelsesmedlem og lign. kan modtage skattefri godtgørelser, at den pågældende har afholdt erhvervsmæssige udgifter. Heraf følger, at der ikke kan modtages skattefri godtgørelser i tilfælde, hvor udgifterne til den erhvervsmæssige befordring allerede er dækket på anden måde af arbejdsgiveren, fx i form af fri bil til rådighed eller fri transport på den pågældende strækning."

Begrundelse

Det følger af ligningslovens § 9B, stk. 1, jf. stk. 4, at udgifter til erhvervsmæssig befordring under visse betingelser kan godtgøres skattefrit.

Betingelserne, der skal være opfyldte for at modtage skattefri befordringsgodtgørelse, fremgår af bekendtgørelse nr. 1194, 2011. Det følger af bekendtgørelsens § 4, at der skal være afholdt udgifter til egen bil. Der kan som alt overvejende hovedregel ikke udbetales skattefri befordringsgodtgørelse, hvis den ansatte har fri bil, hvilket fremgår af bekendtgørelsens § 11. Af Ligningsvejledningen, Almindelig del, afsnit A.B.1.7.2.2 fremgår, at der ikke kan modtages skattefri befordringsgodtgørelse, hvor udgifterne til den erhvervsmæssige befordring er dækket på anden måde af arbejdsgiveren, f.eks. i form af fri bil til rådighed eller fri transport.

Det følger af indstillingen til svar på spørgsmål 1, at medarbejderen skal beskattes af spørgers betaling af brændstof via brændstofkortet som kontantløn, der beskattes som A-indkomst. Når medarbejderen beskattes af brændstofudgifterne som kontantløn, sidestiller Skatteministeriet dette forhold med, at medarbejderen i stedet for at få betalt udgifterne til brændstof mv., har fået udbetalt kontantløn, der efter beskatning kan anvendes til køb af brændstof. Herefter anser Skatteministeriet medarbejderen for at have afholdt bilens driftsudgifter til brændstof i relation til betingelsen om, at medarbejderen skal afholde udgifter til erhvervsmæssig kørsel.

Da medarbejderen foretager den erhvervsmæssig kørsel i egen bil, er det Skatteministeriets opfattelse, at spørger kan udbetale skattefri befordringsgodtgørelse for medarbejderens erhvervsmæssige kørsel, jf. ligningslovens § 9 B, hvis samtlige betingelser herfor i øvrigt er opfyldte.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 4 besvares med et "Ja. Se dog begrundelsen".

Spørgsmål 5

Spørger ønsker bekræftet, at medarbejderen kan modtage skattefri befordringsgodtgørelse for erhvervsmæssig kørsel jf. ligningslovens § 9B, hvis medarbejderen ud over "frit brændstof" også får betalt vask og "kør-videre-produkter" men ikke kioskvarer.

Begrundelse

Skatteministeriet bemærker, at medarbejderen i lighed med indstillingen til svar på spørgsmål 1 skal beskattes af spørgers betaling af medarbejderens private udgifter til bilvask og "kør-videre-produkter" via brændstofkortet. Beskatningen skal ske som kontantløn og anses for at være A-indkomst, jf. statsskattelovens § 4 c og kildeskattelovens § 43, stk. 1.

Under denne forudsætning er det i lighed med indstillingen til svar på spørgsmål 4 Skatteministeriets opfattelse, at medarbejderen skal anses for at have afholdt udgifter, til medarbejderens erhvervsmæssige kørsel. Spørger kan herefter udbetale skattefri befordringsgodtgørelse for den erhvervsmæssige kørsel, hvis samtlige betingelser herfor i øvrigt er opfyldte, jf. ligningslovens § 9B, stk. 1-2 og 4.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 5 besvares med et "Ja. Se dog begrundelsen".

Spørgsmål 6

Spørger ønsker oplyst, om medarbejderen kan foretage fradrag for kørsel mellem hjem og arbejde efter ligningslovens § 9C.

Lovgrundlag

Ligningslovens § 9 C, stk. 1-3 og 7

"Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads foretages med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Ved fastsættelsen af denne takst lægges udgiften til befordring med bil til grund.

Stk.2. Fradrag kan dog kun foretages for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 kilometer.

Stk.3. Udgør befordringen pr. arbejdsdag til og med 120 km, beregnes fradraget med den kilometertakst, Skatterådet fastsætter. For befordring herudover beregnes fradraget med 50 pct. af den fastsatte kilometertakst, jf. dog 3. pkt. [...].

Stk.7. Har den skattepligtige adgang til en af arbejdsgiveren betalt befordring med offentlige eller private transportmidler, og har den skattepligtige foretaget fradrag for befordring efter stk. 1-4, skal den skattepligtige ved indkomstopgørelsen medregne værdi af fri befordring svarende til fradraget efter stk. 1-3 for den del af strækningen, hvor der er adgang til fri befordring. [...]"

Cirkulærer, juridiske vejledninger mv.

Ligningsvejledningen, Almindelig del, 2012-1, afsnit A.F.3.1 ff

I afsnittet beskrives reglerne for fradrag for befordring mellem bopæl og arbejdsplads samt for fri befordring. Af afsnittet fremgår bl.a. følgende:

"Befordring mellem bopæl og arbejdsplads - privat kørsel

[...] Normalfradraget beregnes udelukkende på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, [...]. Det er således uden betydning, hvorledes befordringen sker (egen bil, offentlig transportmiddel, cykel etc.) samt hvilken faktisk strækning der tilbagelægges. [...]

Arbejdsplads

Begrebet arbejdsplads i LL § 9 C er identisk med arbejdspladsbegrebet i LL § 9 B. [...].

Fri befordring

Efter LL § 9 C, stk. 7, inddrages adgangen til enhver form for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, der betales af arbejdsgiveren, under beskatning. Beskatning sker, uanset om der er tale om hel eller delvis fri befordring, dvs. uanset om den ansatte betaler en del af befordringen. [...]. Arbejdsgiverbetalt befordring kan eksempelvis være fri bil, frikort eller frirejse, herunder fri flyrejse, til offentlige eller private transportmidler. Som andre eksempler på denne befordring kan nævnes fri befordring i firmabus, fri kørsel i mandskabsvogn eller fællesbefordring i privat bil, der betales af arbejdsgiveren, samt arbejdsgiverbetalt taxa. Uanset at fri firmabil udløser beskatning efter LL § 16, stk. 4, skal der ske beskatning efter LL § 9 C, stk. 7, såfremt der tages fradrag for befordring mellem hjem og arbejde, [...].

Bestemmelsen gælder også i tilfælde, hvor en arbejdsgiver finansierer den ansattes befordring, selv om dette sker på en indirekte måde. Som eksempel på en sådan ordning kan nævnes tilfælde, hvor en arbejdsgiver betaler til en i en gruppe på fx 4 personer, mod at den, der modtager betalingen, påtager sig at transportere sine kolleger mellem hjem og arbejdsplads. I denne situation vil alle 4 personer være omfattet af LL § 9 C, stk. 7. [...]."

Begrundelse

Efter ligningslovens § 9 C, stk. 1 kan den skattepligtige foretage fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Efter ligningslovens § 9 C, stk. 7 medregnes værdien af befordringsfradraget ved indkomstopgørelsen, hvis den skattepligtige har adgang til betalt befordring med offentlige eller private transportmidler.

Skatteministeriet bemærker indledningsvist, at der i reglerne om fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 C ikke stilles krav om, at den skattepligtige skal have afholdt udgifter til befordringen.

Efter Skatteministeriets opfattelse indebærer arbejdsgiverbetalt befordring, at medarbejderen tilbagelægger strækningen mellem bopæl og arbejdsplads via et offentligt eller privat transportmiddel. Skatteministeriet finder derfor, at spørger ikke har betalt for adgang til medarbejderens befordring, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 7, når spørger betaler medarbejderens private udgifter til brændstof mv. som anført ovenfor.

Skatteministeriet finder således, at spørgers medarbejder kan foretage fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads efter reglerne i ligningslovens § 9 C.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 6 besvares med "ja".

Spørgsmål 7

Spørger ønsker bekræftet, at selskabet har skattemæssigt fradrag for udgiften til brændstof.

Statsskatteloven (Lov nr. 149 af 10/4 1922) § 6 a

Bestemmelsen har denne ordlyd:

Ved beregningen af den skattepligtige indkomst bliver at fradrage:

a) driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger;"

Begrundelse

Driftsomkostninger kan fratrækkes med hjemmel i statsskattelovens § 6, litra a. Som driftsomkostninger anses erhvervsbetingede løn- og personaleudgifter. Ydes en del af lønnen i form af betaling af medarbejderens private udgifter, er arbejdsgiverens udgifter hertil tilsvarende skattemæssigt fradragsberettigede.

Skatteministeriet finder herefter, at spørgers udgifter til betaling af medarbejderens private udgifter til brændstof mv. via brændstofkortet skattemæssigt kan fradrages ved opgørelsen af spørgers skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6 a.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 7 besvares med "Ja".

Spørgsmål 8

Spørger ønsker bekræftet, at spørger kan afløfte momsen af brændstofudgiften.

Lovgrundlag

Momslovens (lbkg. nr. 287 af 28/3 2011) § 42, stk. 1, nr. 7

Bestemmelsen har denne ordlyd:

"Virksomheder kan ikke fradrage afgift af indkøb mv., som vedrører [...]

 7) anskaffelse og drift af personmotorkøretøjer, der er indrettet til befordring af ikke mere end 9 personer, jf. dog stk. 4, 6 og 7. [...]"

Begrundelse

Den nyansatte medarbejderens private bil antages forudsætningsvist at være et personmotorkøretøj indregistreret på hvide plader. Herefter er der ikke fradrag for momsen på brændstofudgiften, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 7.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 8 besvares med et "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstillinger og begrundelser.