Indhold

Dette afsnit beskriver de regler, der gælder for beskatning af modtageren af erstatnings- og forsikringssummer.

Afsnittet indeholder:

  • Regler
  • Erstatning som løbende ydelse
  • Erstatning som engangsydelse
  • Erstatning for mistet skattepligtig indtægt eller fradragsberettiget udgift
  • Erstatning for tab af et aktiv, der kan omsættes
  • Erstatning for formuetab, skattefri indtægter og private udgifter mv.
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

Se også afsnit C.C.2.5.3.2.9 om beskatningstidspunktet for erstatninger.

Regler

Der er ikke skatteretlige regler, der helt generelt regulerer beskatning af erstatninger, kompensationer og forsikringsydelser.

Beskatningen følger derfor som udgangspunkt de principper, der kan udledes af SL § 4 og § 5 og samspillet mellem disse to bestemmelser. Det kan også få betydning, om der er tale om erstatning for en udgift, der er fradragsberettiget. Se fx SL § 6, stk. 1, litra a.

Disse regler gælder dog kun, hvis der ikke andre steder i skattelovgivningen eller anden lovgivning er taget stilling til beskatningen af erstatningen. Se fx om kapitalgevinstbeskatning nedenfor under engangsydelser.

Det har betydning for beskatningen af en erstatning, om erstatningen bliver udbetalt som 

  • en løbende ydelse
  • et engangsbeløb.

Erstatning som løbende ydelse

Hvis erstatningen bliver udbetalt som en løbende ydelse, er det et løbende afkast, der har karakter af indkomsterhvervelse. Beskatningen er derfor skattepligtig efter SL § 4.

Erstatning som engangsydelse

Hvis erstatningen udbetales som et engangsbeløb, skal erstatningen beskattes, hvis den er kompensation for et tab af det løbende afkast/indkomsterhvervelse (vedrører indkomstsfæren). Det gælder også, hvis erstatningen erstatter en skattepligtig kapitalgevinst.

Erstatningen beskattes i så fald som det, den træder i stedet for.

Hvis erstatningen er kompensation for helt eller delvist tab af selve indkomstgrundlaget (indkomstkilden), er den skattefri efter SL § 5.

Erstatning for mistet skattepligtig indtægt eller fradragsberettiget udgift

Hvis erstatningen ikke dækker tab af et omsætteligt aktiv, men dækker

  • en mistet skattepligtig indtægt, fx driftstab, mistet omsætning, eller 
  • en fradragsberettiget udgift

så skal erstatningen medregnes til indkomsten.

Praksis om erstatning for tab af skattepligtig indtægt (indtægtssurrogat)

Driftstabserstatning blev beskattet i afgørelserne TfS 1991, 86 VLD, TfS 1991, 378 HRD og SKM2008.622.ØLR.

En erstatning for opgivelse af en aftale blev ikke anset for at være ydet med det formål at dække tab af indkomstkilden, men som kompensation for mistet skattepligtig indtægt. Erstatningen var derfor skattepligtig efter SL § 4. Se TfS 1996, 499 ØLD.

I SKM2009.153.SR blev en erstatning for tab af et erhvervslejemål anset for at være skattepligtig, fordi den ikke dækkede et permanent tab af omsætning. Se derimod om private lejemål nedenfor under afsnittet " Erstatning for formuetab, skattefri indtægter og private udgifter mv.".

Erstatninger for midlertidige strukturskader er blevet anset for skattepligtige, fordi de trådte i stedet for en mistet skattepligtig indtægt. Se SKM2011.846.SR og SKM2008.470.SR. Det samme gælder afgrødeerstatning.

En godtgørelse, der blev ydet i anledning af forsinket udbetaling af et negativt momstilsvar, blev anset for ydet til dækning af renter, og erstatningen var derfor skattepligtig. Se Skd.1983.64.41.

Erstatninger, der er udløst ved, at en konkurrenceklausul er overtrådt, blev anset for at være tab af indtægter. Se TfS 2000, 160 HRD og TfS 1989, 600 VLD.

Se TfS 1997, 657 LSR om tabt arbejdsfortjeneste.

Eksempel: Erstatning for udgifter, der kan fratrækkes/ikke kan fratrækkes.

I sager om rådgiverfejl ses det, at erstatning, der dækker yderligere udgifter til skat (merskat) som følge af fejlen, anses for skattefri, hvis skatten ikke har betydning for indkomstopgørelsen (er indkomstopgørelsen uvedkommende). Se TfS 1995, 47 LSR og LSRM 1982, 40 LSR. I den sidstnævnte sag blev en del af erstatningen anset for at vedrøre udgifter til regnskab og revision, som tidligere var trukket fra. Denne del af erstatningen skulle derfor beskattes. Se også Skd.1985.72.100.

I SKM2007.415.SR blev en erstatning for ophævelse af en leveringsaftale anset for skattepligtig efter SL § 4, fordi erstatningen var kompensation for merudgifter ved ikke at kunne kræve levering i henhold til aftalen. Da udgifterne var af fradragsberettiget karakter, blev erstatningen beskattet jf. SL § 4 efter en surrogatbetragtning.

I LSRM 1981, 42 LSR dækkede en erstatning for flyvehavre ikke varig forringelse af ejendommen, men en forringelse, der kunne afhjælpes ved rensning. Da udgifterne til rensningen ville være fradragsberettigede, var erstatningen skattepligtig.

En udbetaling fra en sælgergarantiforsikring, der dækkede fradragsberettigede udgifter, ville være skattepligtig. Se TfS 1991, 312 LSR.

Se TfS 2000, 411 LSR om vedligeholdelsesudgifter.

Erstatning for flytteomkostninger er skattepligtig, hvis den dækker erhvervsmæssige omkostninger, som er fradragsberettigede, men ikke hvis den dækker private flytteudgifter. Se SKM2007.923.LSR.

I SKM2014.508.BR blev en kompensation, der var udbetalt til fiskere i forbindelse med nedlægning af en gasrørsledning, anset for at dække udgifter til indkøb af nyt fiskeudstyr og dermed skattepligtig jf. SL § 4.

Se også SKM2008.622.ØLR om fradrag for reparationsudgifter og driftstab.

Eksempler: Skattefri erstatning for tab af indkomstkilden

En godtgørelse for definitivt ophør med mælkeproduktion udgjorde et nærmere fastsat beløb og blev udbetalt over en 7-årig periode. Landsskatteretten fandt, at godtgørelsen ikke var en skattepligtig løbende ydelse, fordi der ikke var usikkerhed om totalydelsens størrelse og betalingsperioden. Godtgørelsen var derimod kompensation for tab af selve indkomstkilden (formuetab). Godtgørelsen var derfor skattefri efter SL § 5, stk. 1, litra a. Se TfS 1993, 36 LSR.

Godtgørelse for midlertidigt ophør med mælkeproduktion er derimod skattepligtig efter SL § 4. Se TfS 1994, 269 TSS.

Den del af en erstatning, der skulle dække indtægtstabet pga. nogle mistede bundgarnsrettigheder, var skattepligtig. Derimod var den resterende del af erstatningen, som dækkede tab af indkomstkilden, skattefri. Se TfS 1986, 444 LSR. I SKM2014.508.BR blev en kompensation, der var udbetalt til fiskere i forbindelse med nedlægning af en gasrørsledning, anset for skattepligtig jf. SL § 4, idet den ikke vedrørte indkomstkilden. Retten udtalte, af fiskerne ikke ejede havet eller havbunden.

Erstatning for tab af et aktiv, der kan omsættes

Erstatning for tab eller ødelæggelse af et aktiv skal skatteretligt behandles som hel eller delvis afståelse af aktivet. Det følger af det skatteretlige afståelsesbegreb. Dette gælder generelt inden for skatteretten, men fremgår også direkte af EBL § 2, stk. 1, ABL § 31, stk. 2, og AL § 48.

Erstatning for varelager skal også behandles som afståelsesvederlag og er derfor skattepligtig.

Den regel om skattefrihed for brandforsikringssummer mv., som fremgår af SL § 5, stk. 1, litra b, skal derfor forstås med de begrænsninger, der følger af den øvrige lovgivning.

Hvis der ydes erstatning for nærings- eller spekulationsaktiver, vil erstatningen skulle beskattes efter reglerne om afståelse af disse aktiver. Det er dog kun fortjenesten, der er skattepligtig. Se SL § 5 a.

Eksempel: Erstatning som afståelse

Erstatning for varige strukturskader på jord behandles som afståelsessum. Hvis der er tale om ekspropriationserstatning, vil den kunne være skattefri, hvis den omfattes af reglen i EBL § 11, stk. 1, 2. pkt.  Derimod er erstatning for midlertidige strukturskader skattepligtig. Se SKM2011.846.SR.

I SKM2008.622.ØLR dækkede en del af en erstatning for mangelfulde kraner selve anskaffelsessummen for kranerne, og var derfor skattepligtig efter AL § 9, stk. 5.

I SKM2011.389.VLR blev en forsikringssum for stjålent lys- og lydudstyr anset for at erstatte driftsmidler i erhvervsvirksomheden. Summen skulle derfor behandles som salgssum efter AL § 48.

SKM2013.779.HR blev en erstatning for manglende opfyldelse af en aktiekøbsaftale beskattet efter aktieavancebeskatningslovens regler. I SKM2017.506.HR blev erstatning for manglede opfyldelse af en købsaftale vedrørende fast ejendom beskattet efter ejendomsavancebeskatningsloven.

Se også afsnit

  • C.H.2.1.5, C.H.2.1.6.5 og C.H.2.3.2.8 om erstatninger vedrørende fast ejendom
  • C.H.2.1.18 om fast ejendom og beskatning af ekspropriationserstatninger og erstatninger i ekspropriationssituationer (frivillige salg).
  • C.C.2.4.1.5 og C.C.6.5 om reglerne i afskrivningsloven
  • C.B.2.1.4.3 og C.B.2.16 om erstatninger i forbindelse med værdipapirer. I sidstnævnte afsnit omtales Skatteministeriets styresignaler  SKM2010.529.SKAT om den skattemæssige behandling af erstatninger fra banker til kunder og SKM2012.735.SKAT (som er ophævet 1. februar 2013 efter indarbejdelsen i Den juridiske vejledning).

Erstatning for formuetab, skattefri indtægter og private udgifter mv.

Hvis erstatningen dækker et ikke fradragsberettiget formuetab eller en skattefri indtægt, skal erstatningen ikke beskattes. Det samme gælder erstatninger for rent private udgifter.

Skadevolders opretning af skadede aktiver, der ikke bringer aktiverne i en bedre stand end før skadens indtræden, er skattefri. Se SKM2011.846.SR.

En ekspropriationserstatning, der er kompensation for private flytteomkostninger er skattefri. Se SKM2007.923.LSR.

Erstatninger for opgivelse af privat lejemål er ikke omfattet af SL § 4. Erstatningen er derfor som udgangspunkt skattefri. Se TfS 1986, 136 LSR. Se også SKM2007.52.SR, hvor erstatningen blev anset for skattefri efter SL § 5, stk. 1, litra a.

Erstatninger for forstyrrelse af fx stilling og forhold, ærekrænkelser, svie og smerte, varigt men og tort mv. skal normalt ikke medregnes ved indkomstopgørelsen.

Erstatning for opgivelse af familienavn er også skattefri.

Se også

Se også afsnit C.A.3.7 om personskadeerstatninger efter lov om arbejdsskadeforsikring, om erstatning for tab af erhvervsevne mv.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2017.506.HR

S indgik den 6. juni 2006 aftale med det norske selskab H A/S om et Sale and Lease Back arrangement. Formålet med aftalen mellem S og H var, at S endeligt skulle have overdraget de omhandlede faste ejendomme i både Danmark og Norge for herefter at udleje dem til H.

Aftalen imellem S og H var betinget af, at H erhvervede de omhandlede ejendomme eller de selskaber, der ejede ejendommene. H indgik den 10. juli 2006 aftale om køb af de selskaber, der på det tidspunkt ejede ejendommene, og H blev derved ifølge aftalen forpligtet til at overdrage ejendommene til S, mens S på sin side var forpligtet til at udleje ejendommene til H.

Hvis H havde overholdt den indgåede aftale med S, ville S være blevet ejer af ejendommene. Ved afgørelse af 2. marts 2009 blev det endelig fastslået, at H havde begået kontraktbrud og derfor var forpligtet til at betale S erstatning. Den betalte erstatningssum skulle anses som erstatning for den positive opfyldelsesinteresse.

På denne baggrund fandt Højesteret, at erstatningsbeløbet skattemæssigt måtte sidestilles med en fortjeneste ved afståelse, jf. herved også SKM2013.779.HR. Det forhold, at S ikke stod i direkte aftaleforhold med de selskaber, der ved Hs accept af S´ tilbud den 6. juni 2006 ejede ejendommene, eller at H ikke direkte overtog ejendommene, men alene de selskaber, der ejede dem, kunne ikke føre til et andet resultat.

Erstatningsbeløbet skulle derfor medregnes til S´ skattepligtige indkomst efter EBL § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1.

 

SKM2013.779.HR

Et selskab havde indgået en betinget købsaftale om aktiekapital i et russisk selskab, der skulle eje og drive et hotel i Rusland.

Selskabet skulle blive aktionær, når hotellet  var opført, og hotelselskabet havde fået tinglyst fuldstændig og ubetinget adkomst til ejendommen.

Aftalen blev imidlertid misligholdt, og selskabet blev ved voldgift tilkendt erstatning.

Selskabet mente, at erstatningen var en skattefri formueforøgelse, jf. SL § 5 a.

Højesteret fandt som landsretten, at der var tale om erstatning for tab som følge af, at aftalen ikke var blevet opfyldt (positiv opfyldelsesinteresse).

Erstatningen måtte derfor skatteretligt sidestilles med den avance, der ville være opnået, hvis aktierne var erhvervet i henhold til kontrakten og afstået efterfølgende. 

Erstatningen var derfor skattepligtig efter de dagældende regler i aktieavancebeskatningsloven.

Selskabets forpligtelse/rettighed til at erhverve aktierne ifølge den betingede købsaftale af 24. september 2004 var tidligst indtrådt på tidspunktet, hvor hotellet var færdigt i marts 2006.

Da erstatningssagen ved voldgiftsretten blev indledt i december 2006 og afsluttet ved kendelse den 20. december 2007, var erstatningen omfattet af den dagældende ABL § 8, stk. 1, om skattepligt af avancer ved salg af aktier, der sælges mindre end tre år efter erhvervelsen.

Dommen stadfæster SKM2012.108.ØLR.

Landsrettens dom stadfæstede SKM2010.274.LSR, men med samme begrundelse, som Skatterådet i SKM2009.64.SR.

Landsskatteretten havde i sin afgørelsen fundet, at misligholdelsen af aktiekøbsaftalen var sket på baggrund af forhold, parterne ikke havde fuld rådighed over, hvorfor aftalen måtte anses for gået tilbage. Aftalen kunne derfor ikke tillægges skattemæssig virkning, og erstatningen var derfor ikke omfattet af aktieavancebe-
skatningslovens regler.

Landsskatteretten fandt i stedet, at erstatningen var kompensation for det tab, som selskabet har lidt som følge af ophævelsen af aftalen som sådan. Selskabets erstatningskrav for manglende opfyldelse af aftalen var en fordring erhvervet til 0 kr., og erstatningen dermed en gevinst, der var skattepligtig efter KGL § 3.

SKM2002.152.HR

En sparekasse krediterede skatteyders lånekonto med et beløb, som trådte i stedet for en fordring på nogle omsætningsgældsbreve. Gældsbrevene var erhvervet som vederlag i skatteyderens næring, og sparekassen havde håndpant i dem. Højesteret lagde til grund, at der enten var tale om erstatning for et tab på fordringer mod gældsbrevsdebitorer eller betaling foretaget for gældsbrevsdebitorerne.

Retten anså gældsnedskrivningen for skattepligtig.

Det blev ikke tillagt betydning, at den krediterede konto var nødlidende.

 

TfS 2000, 160 HRD

Erstatning for overtrædelse af konkurrenceklausul.

Erstatning for tab, som skatteyder havde lidt ved, at to tidligere ansatte overtrådte en konkurrenceklausul, ansås for at være ydet til dækning af tab af indtægter og dermed skattepligtig indkomst.

Se også TfS 1989, 600 VLD.

TfS 1991, 378 HRD 

En erstatning, som var ydet i henhold til en driftstabsforsikring, blev anset for at være almindelig indkomstskattepligtig for modtageren efter SL § 4.

Se også TfS 1991, 86 VLD og TfS 1992, 545 ØLD. 

Landsretsdomme

SKM2017.579.ØLR

Sagen udsprang af, at skatteyderen i 2006 solgte sin lejlighed ved en betinget købsaftale, som han senere hævede. Handlen blev hævet fordi, at køberne ikke i overensstemmelse med aftalen deponerede den resterende del af købesummen for lejligheden. Skatteyderen fik i 2009 af Østre Landsret medhold i, at han havde krav på erstatning for positiv opfyldelsesinteresse. Efterfølgende modtog skatteyderen et beløb i henhold til en forligsaftale indgået med køberne.

Spørgsmålet i skattesagen var, om en del af erstatningsbeløbet udgjorde skattepligtige renter, og i givet fald i hvilket indkomstår beløbet skulle beskattes.

Forliget blev indgået på grundlag af skatteyderens opgørelse af et samlet krav, der omfattede for det første differencen mellem købesummen aftalt med køberne og købesummen aftalt i dækningssalget, for det andet udgifter afholdt i perioden frem til dækningssalget og for det tredje et rentekrav.

Landsretten fandt på dette grundlag, at en del af forligsbeløbet måtte anses for betalt af køberne til dækning af skatteyderens rentekrav. Som dette krav var fremsat over for køberne, fandt landsretten, at erstatning af kravet ikke kunne anses for omfattet af EBL § 2. Erstatningen af rentekravet måtte i forlængelse heraf anses for en indkomst, der var skattepligtig efter SL § 4.

 

SKM2011.389.VLR

En forsikringssum vedrørende stjålent lys- og lydudstyr blev anset for at erstatte driftsmidler i skatteyderens erhvervsvirksomhed og skulle derfor behandles som en salgssum efter AL § 48. Da der havde været reel tvist om en del af forsikringssummen, skulle denne del først fragå som en salgssum i afskrivningssaldoen og udløse beskatning i 2003, hvor skatteyderen erhvervede endelig ret til beløbet.

Stadfæster SKM2010.427.BR.

SKM2008.622.ØLR

Skatteyderen havde været partreder i et partrederi, som i 1975/76 havde fået leveret nogle kraner.

Kranerne viste sig at være mangelfulde, og blev nogle år senere skrottet. Partrederiets skibe blev solgt i 1982/83. I den forbindelse ophørte partrederierne.

Inden da havde rederierne anlagt en sag ved Sø- og Handelsretten mod leverandørerne af kranerne. Denne sag blev først afsluttet ved et forlig i år 2000.

Landsretten fandt, at de beløb, som partrederen havde modtaget ved forliget til dækning af anskaffelsessummen for kranerne, var skattepligtige i medfør af AL § 9, stk. 5, fordi erstatningen skulle sidestilles med en salgssum for de afskrevne kraner.

Erstatningen for udgifter, der var en følge af manglerne, og som tidligere var trukket fra, var skattepligtig efter SL § 4. Det drejede sig om udgifter til reparationer, til leje af andre kraner og til indkøb. Det samme gjaldt erstatningen for driftstab som følge af manglerne.

Tidligere instans SKM2008.51.BR.

TfS 1996, 499 ØLD

Ikke tab af indkomstkilde

Ved opsigelse af en administrationsaftale modtog et administrationsselskab et vederlag for opgivelse af aftalen. Aftalen var opsagt, før den kunne opsiges ifølge aftalegrundlaget. Selskabet anså primært beløbet som vederlag for goodwill, subsidiært som skattefri betaling for tab af indkomstkilde efter SL § 5.

Retten fandt ikke, at vederlaget kunne anses for at være skattefrit, fordi det vedrørte tab af indkomstkilde, idet selskabet ikke havde ret til at afstå filialnettet.

Vederlaget var skattepligtigt efter SL § 4, da vederlaget blev ydet til dækning af mistede indtægter.

 

TfS 1992, 545 ØLD

En bortforpagter af en landbrugsejendom fik i forbindelse med forpagtningens ophør udbetalt en bankgaranti, fordi forpagteren ikke havde opfyldt sine forpligtelser ved forpagtningens ophør.

Landsretten fandt, at erstatningsbeløbet måtte anses for at være ydet til dækning af ikke nærmere specificerede udgifter af fradragsberettiget karakter. Da skatteyderen ikke havde afholdt udgifter til dækning af manglerne, havde han ikke lidt et tab, der svarede til erstatningsbeløbet. Derfor var erstatningen skattepligtig efter SL § 4.

 

TfS 1991, 86 VLD

En driftstabserstatning, var opgjort som et beløb, der svarede til den fortjeneste, der blev mistet pga. branden.

Erstatningen var derfor et indtægtssurrogat, der var skattepligtigt efter SL § 4.

Anken til Højesteret blev afvist, se TfS 1991, 378 H.

SKAT.1990.9.699

Ikke skattepligtig

En sparekasse måtte betale erstatning til en køber af et hus, som havde anmodet sparekassen om at foretage kurssikring af ejerskiftelånet. Sparekassen undlod at foretage den aftalte kurssikring, og køberen af huset blev derfor påført et tab i form af forøgede prioritetsudgifter. Skatteyderen gjorde gældende, at erstatningen skulle dække en mangel ved huset og derfor var en skattefri formuegevinst. Landsskatteretten anså erstatningen for skattepligtig, fordi den skulle dække fradragsberettigede renter. Afgørelsen blev indbragt for landsretten, hvor Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle, således at skatteyderen fik medhold i, at erstatningen var skattefri.

Retsforlig i TfS 1988, 79 LSR.

TfS 1989, 600 VLD

Konkurrenceklausul

I forbindelse med et revisorinteressentskabs opløsning havde parterne aftalt en konkurrenceklausul, hvorefter der skulle betales erstatning, hvis en af parterne overtog den andens klienter efter interessentskabets opløsning. En erstatning i henhold til klausulen blev anset for skattepligtig (som almindelig indkomst), fordi den hørte under parternes næring.

Se også TfS 2000, 160 HRD og TfS 1997, 657 LSR.

Skd.1985.72.100

En skatteyder fik erstatning fra sit revisionsfirma, fordi han var gået glip af muligheden for at foretage henlæggelse til investeringsfond.

Den del af erstatningen, som skulle dække den øgede formueskat og pct. -tillægget til restskatten, og som ikke kunne genindvindes ved den fremtidige skattebetaling, blev ikke anset for skattepligtig.

Derimod var den resterende del af erstatningsbeløbet, der var kompensation for den tidsmæssige fremrykning af skattebetalingen, skattepligtig.

Vestre Landsrets dom af 27. august 1984.

Byretsdomme

SKM2014.508.BR

Ikke indkomstgrundlaget

Sagen drejede sig om den skattemæssige behandling af en kompensation, der var udbetalt til fiskere i forbindelse med nedlægning af en gasrørsledning.

Byretten fandt, at kompensationen var skattepligtig efter SL § 4. Retten henviste i den forbindelse navnlig til den aftale, der var indgået om udbetaling af kompensationsbeløbet. Heraf fremgik det, at der var tale om en engangskompensation, der skulle fordeles mellem de berørte fiskere med henblik på, at disse fik mulighed for hel eller delvis finansiering af nyt fiskeudstyr. Den omstændighed, at de udbetalte beløb også skulle dække andre ikke nærmere beskrevne eller opgjorte skader, kunne ikke begrunde indkomstskattefrihed for hele eller dele af beløbet.

Skatteyderen havde påberåbt sig SL § 5 til støtte for, at erstatningen skulle være skattefri. Han gjorde gældende, at gasrørledningen havde beskadiget havbunden, som var fiskernes indkomstgrundlag. Byretten afviste, at bestemmelsen kunne finde anvendelse, idet havet og havbunden ikke ejes af fiskerne.

Landsskatteretskendelser

SKM2014.469.LSR En erstatning til en dambruger, som blev udbetalt efter vandløbslovens § 51, kunne ikke anses som en skattefri ekspropriationserstatning, jf. EBL § 11.

Landsskatteretten lagde vægt på, at der var tale om et påbud, der ændrede en tilladelse til brug af stemmeværker i forbindelse med vandindvinding. Der blev derfor ikke afstået jord eller lignende, der kunne betegnes som fast ejendom. 

Retten bemærkede, at det af Overtaksationskommissionens kendelse bl.a. fremgik, at der forelå årsagssammenhæng mellem de nedlagte påbud om fjernelse af stemmeværkerne og de øgede anlægs- og driftsudgifter, som den fremtidige vandindvinding uden brug af stemmeværk indebar for ejeren.

Retten fandt, at en erstatning efter fast praksis beskattes som det, den skal dække.

Da

  • Overtaksationskommissionen havde ydet erstatning i medfør af vandløbslovens § 51, og da
  • erstatningen var fastsat til dækning af de øgede anlægs- og driftsudgifter, som den fremtidige vandindvinding uden brug af stemmeværk ville indebære for ejeren,

var erstatningen ydet til dækning af udgifter til ændret vandforsyning, som ville være afskrivnings- og fradragsberettigede.

Erstatningen var derfor skattepligtig jf. SL § 4.

Landsskatteretten stadfæstede et bindende svar fra SKAT.

 

Se også afsnit C.H.2.1.18.1 og afsnit C.H.2.1.18.3
om EBL § 11. 

SKM2012.482.LSR

Sagen vedrørte erstatning for mulig påvirkning af fiskeri som følge af etablering af gasrørsledning på havbunden.

Landsskatteretten udtalte, at en erstatning efter fast praksis beskattes som det, den skal dække. I det foreliggende tilfælde var det ikke klart specificeret, hvad erstatningen skulle dække. Retten bemærkede, at der var udbetalt samme erstatningsbeløb til alle fiskere, uanset hvor stor en fangst den enkelte fisker sædvanligvis opnåede, og uanset om erstatningen var anvendt til køb af nyt udstyr.

Landsskatteretten fandt, at repræsentanten ikke havde godtgjort, at der var tale om en skattefri erstatning. Retten finder derimod, at den udbetalte erstatning var skattepligtig efter SL § 4, fordi den måtte anses for at være ydet enten

  • på grund af det indtægtstab, der kunne være sket i forbindelse med nedlægningen af gasrørledningerne, eller
  • til brug for køb af nyt udstyr, der efter det oplyste ville betyde, at fiskerne undgik ødelagte trawl i områder, hvor gasrørledningerne var lagt.

I begge tilfælde ville erstatningen være skattepligtig, fordi erstatningen enten trådte i stedet for mistet indtjening i en periode, eller fordi køb af nyt udstyr er en driftsmæssig disposition, der vil påvirke driftsmiddelsaldoen for den enkelte. 

Det forhold, at selskabet rent faktisk ikke havde erhvervet nyt udstyr i indkomståret 2010, kunne ikke føre til et ændret resultat.

 

SKM2007.923.LSR

Erstatning for flytteomkostninger.

I forbindelse med ekspropriation af en landsbrugsejendom blev der ydet en erstatning på 100.000 kr. for flytteudgifter, herunder 25.000 kr. for flytning af erhverv.

Landsskatteretten udtalte, at en erstatning for flytteomkostninger ikke er skattefri efter EBL § 11.

Godtgørelse for erhvervsmæssige flytteomkostninger er derimod skattepligtig efter SL § 4, stk. 1, litra a, medens flytteudgifter kan være fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Hvis erstatningen derimod dækker et ikke fradragsberettiget formuetab, skal erstatningen ikke beskattes. Retten fandt, at en del af erstatningen, 75.000 kr., var skattefri som kompensation for påtvungne private flytteomkostninger, medens de 25.000 kr. var skattepligtige. Opdelingen af beløbet er udtryk for et skøn, hvor retten lagde vægt på det, der stod i ekspropriationsmyndighedens afgørelse.

Retten udtalte, at det ikke har betydning for beløbets kategorisering, om klageren faktisk fraflytter ejendommen, fordi det var intentionen med ekspropriationserstatningens udbetaling, der skal lægges til grund for vurderingen.

Principiel

TfS 2000, 411 LSR

Skatteyderen udlejede et hotel til Udlændingestyrelsen, der anvendte ejendommene som flygtningecenter. Skatteyderen modtog ved lejemålets ophør erstatning fra Udlændingestyrelsen og fra et forsikringsselskab. Erstatningerne skulle bringe ejendommen i samme stand som ved udlejningens start. Reparationerne omfattede tapet, rengøring, maling mv. Landsskatteretten fandt, at de udbetalte beløb var ydet til dækning af udgifter, der måtte anses for at være fradragsberettigede vedligeholdelsesudgifter. Erstatningsbeløbene var derfor skattepligtig indkomst efter SL § 4, stk. 1.

TfS 1997, 657 LSR

En erstatning til en lærling for tabt arbejdsfortjeneste var skattepligtig efter SL § 4, stk. 1, litra a.

TfS 1995, 47 LSR

En skatteyder fik udbetalt en erstatning fra sit pengeinstitut til dækning af et tab i form af merskat som følge af, at en udbudt investeringspakke ikke forløb, som det var stillet i udsigt.

Da skatter er indkomstopgørelsen uvedkommende, blev erstatningen anset for skattefri.

Se også LSRM 1982, 40 LSR.

TfS 1993, 36 LSR

Skattefri.

En godtgørelse for definitivt ophør med mælkeproduktion udgjorde et nærmere fastsat beløb og blev udbetalt over en 7-årig periode. Landsskatteretten fandt, at godtgørelsen ikke var en skattepligtig løbende ydelse, fordi der ikke var usikkerhed om totalydelsens størrelse og betalingsperioden.

Der var derimod tale om kompensation for tab af selve indkomstkilden (formuetab). Godtgørelsen var derfor skattefri efter SL § 5, stk. 1, litra a.

Se også TfS 1994, 269 TSS om midlertidigt ophør og afsnit C.C.2.4.5.3 om mælkekvoter mv.

TfS 1991, 312 LSR

Erstatning ydet i henhold til en sælgergarantiforsikring i forbindelse med hussalg.

Erstatning, der blev udbetalt til dækning af fradragsberettigede udgifter var skattepligtig.

Udgifter, der var omfattet af standardfradraget i LL § 15 J, kunne ikke trækkes fra. Derfor var erstatning for disse udgifter skattefri.

 

TfS 1986, 444 LSR

Den del af en erstatning, der skulle dække indtægtstabet pga. mistede bundgarnsrettigheder, var skattepligtig. Derimod var den resterende del af erstatningen, der dækkede tab af indkomstkilden, skattefri.

 

TfS 1986, 136 LSR

Skattefri. Opgivelse af privat lejemål.

Der var ikke hjemmel i SL § 4 til at beskatte en godtgørelse, som var kompensation for at opgive et privat lejemål vedrørende en klosterlejlighed.

 

LSRM 1982, 40 LSR

Erstatning for advokatfejl.

Den del af en erstatning, der dækkede tidligere fratrukne udgifter til regnskab og revision, var skattepligtig.

Resten af erstatningen, der dækkede en yderligere skattebetaling, var derimod skattefri.

Se også TfS 1995, 47 LSR.

LSRM 1981, 42 LSR

En erstatning for flyvehavre på en nyerhvervet landbrugsejendom var skattepligtig.

Erstatningssummen svarede til udgifterne til rensning af ejendommen. Landsskatteretten lagde vægt på, at der ikke var tale om en varig forringelse af ejendommen, men derimod om en forringelse, som kunne afhjælpes ved rensning af ejendommen, og at udgifterne til rensningen ville kunne trækkes fra.

 

Skatterådet

SKM2013.114.SR Skatterådet tog stilling til en skovejers beskatning efter ejendomsavancebeskatningsloven og statsskatteloven af forskellige erstatninger, der blev ydet som supplement til erstatning efter Landsaftalen om el-anlæg på landbrugsjord.

Rådet fandt, at skatteyderens eventuelle avance ved at modtage mast - og servituterstatning ville være skattefri  jf. EBL § 11, stk. 1, 2. pkt., fordi der var tale om erstatning for varige rådighedsindskrænkninger.

Erstatning for bevoksning, der skulle ryddes, og for tab på nabobevoksning ville være skattepligtig jf. SL § 4, uanset om den blev udbetalt som et kontant beløb eller ydet ved, at selskabet etablerede og betalte for genplantningen.

Udgifter svarende til den skattemæssige værdi af genplantningen ville være fradragsberettigede.

Se også
SKM2008.470.SR og SKM2011.846.SR.
SKM2012.60.SR

Et moderselskab med datterselskaber i 21 lande spurgte skatterådet, om udgiften til en forsikring mod tab aktier som følge af tab på datterselskabernes debitorer var fradragsberettiget.

Skatterådet fandt ikke, at udgiften til forsikringspræmien havde en aktuel driftsmæssig begrundelse, der faldt inden for de naturlige rammer af den hidtidige virksomhed.

Der var reelt ikke tale om en forsikring af selve aktierne i datterselskaberne men om en forsikring mod tab på datterselskabernes debitorer, der kunne betegnes som en driftstabsforsikring. Rådet fandt, at det ikke var en sædvanlig driftsmæssig disposition ved udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed, at et moderselskab på vegne af datterselskaber forsikrer datterselskabernes aktiviteter, drift mv.  Moderselskabet havde derfor ikke fradragsret jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

Skatterådet fandt desuden, at at det ikke var moderselskabet men datterselskaberne, der var rette omkostningsbærer af forsikringspræmien, og at der derfor ved betaling af præmien blev ydet tilskud til datterselskaber efter SEL § 31 D.

Skatterådet fandt desuden, at evt. forsikringsudbetalinger ikke ville dække tab på aktier i datterselskaberne, men at udbetalingen ville dække datterselskabernes tab på debitorer. Rette indkomstmodtager var derfor datterselskaberne, og udbetalingerne ville blive anset for udbytte til moderselskabet. Udbyttet kunne dog være skattefrit, jf. SEL § 13, stk. 1, nr. 1.

 

SKM2011.846.SR

Skatterådet tog stilling til beskatningen efter ejendomsavancebeskatningsloven og statsskatteloven af forskellige erstatninger, der ydes efter Landsaftalen om el-anlæg på landbrugsjord.

Vedrørende erstatning for skader på jordens struktur svarede rådet, at erstatning for midlertidige strukturskader er skattepligtig, da erstatningen er erstatning for mindre udbytte på jorden i en periode.

Hvis det efter fem år vurderes, at der er tale om en varig strukturskade, skal erstatningen behandles som en afståelsessum for en del af ejendommen, og kan derfor være omfattet af EBL § 11, stk. 1, 2. pkt. En eventuel fortjeneste, der indvindes, vil derfor være skattefri.

Skatterådet svarede vedrørende midlertidige skader og øvrige ulemper generelt, at sådanne erstatninger er skattepligtige, hvis der er tale om erstatning, der træder i stedet for en mistet skattepligtig indkomst, eller en udgift, der er fradragsberettiget ved indkomstopgørelsen for modtageren.

Hvis erstatningen dækker et tab af selve indkomstgrundlaget eller et ikke fradragsberettiget formuetab eller en skattefri indkomst, er erstatningen skattefri.

Det samme gælder ved skadevolders opretning af skadede aktiver, der ikke bringer aktiverne i en bedre stand, end de var i før skadens indtræden.

Se tilsvarende SKM2008.470.SR og SKM2013.114.SR.

SKM2009.153.SR

Erstatning for tab af lejemål fandtes ikke at dække et permanent tab af omsætning. Derfor måtte erstatningen som udgangspunkt anses for at være skattepligtig.

 

SKM2008.470.SR

Erstatning fra privat vandværk.

Et erstatningsbeløb, som blev udbetalt, fordi der blev pålagt skatteyderens ejendom en deklaration, samt et erstatningsbeløb for værdiforringelse af ejendommen blev anset for at være betinget skattefri efter EBL § 11.

En erstatning for strukturskade blev anset for at være ydet for en midlertidig periode, fordi strukturskaderne blev anset for at være kortvarige.

Den og en afgrødeerstatning var indkomstskattepligtige efter SL § 4, stk. 1, litra a, fordi disse erstatninger trådte i stedet for mistede skattepligtige indtægter.

 

SKM2007.415.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at kompensation betalt af A til de med A koncernforbundne selskaber B og C for ophævelse af en leveringsaftale var skattepligtig i 2006 for B og C og fradragsberettiget for A.

Skatterådet henviste til, at kompensationsbeløbet tilsigtede at kompensere for de merudgifter af fradragsberettiget karakter, som B og C blev pådraget ved fremover ikke at kunne kræve levering i henhold til leveringsaftalen.

Det derfor Skatterådets opfattelse, at kompensationsbeløbet var skattepligtigt efter SL § 4 efter en surrogatbetragtning.

Rådet henviste bl.a. til TfS 1992, 545 Ø.

SKM2007.52.SR

Erstatning for opgivelse af privat lejemål er ikke omfattet af SL § 4, men skattefri efter SL § 5, stk. 1, litra a.

 

Andet

TfS 1994, 269 TSS

Erstatning for midlertidigt ophør med mælkeproduktion var skattepligtig efter SL § 4.

Se også  TfS 1993, 36 LSR om varigt ophør.

Se også afsnit C.C.2.4.5.3 om mælkekvoter mv.

Skd.1983.64.41

En godtgørelse, der var ydet i anledning af forsinket udbetaling af et negativt momstilsvar, blev anset for at være ydet til dækning af renter, og erstatningen var derfor skattepligtig.