Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om løbende ydelser til personer.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Fribolig
  • Ydelser til livsarvinger mv.
  • Gensidige, krydsende forpligtelser
  • Ydelser til modtagere i udlandet
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Regel

Der er fradragsret for følgende ydelser til personer:

  • Ydelser, som den skattepligtige er forpligtet til at udrede i form af hel eller delvis fribolig for nyderen. Se LL § 12, stk. 4. Reglen gælder dog ikke for fribolig til livsarvinger og disses ægtefæller. Der er dog et fradrag på højst 3.000 kr. årligt pr. barnebarn, hvis en af barnebarnets forældre er afgået ved døden før indkomstårets begyndelse.  Se LL § 12, stk. 6.
  • Ydelser, som den skattepligtige er forpligtet til at udrede som led i en gensidigt bebyrdende aftale, der er indgået før den 1. juli 1999. Se LL § 12, stk. 7.
  • Ydelser, som den skattepligtige er forpligtet til at udrede som led i en gensidigt bebyrdende aftale den 1. juli 1999 eller senere, når den nominelle sum af de akkumulerede ydelser overstiger den kapitaliserede værdi af den løbende forpligtelse på aftaletidspunktet. Se LL § 12, stk. 7 og LL § 12 B.

Fribolig

Udgifter til løbende ydelser, der gives i form af hel eller delvis fribolig, er fradragsberettigede. Se LL § 12, stk. 1 og 4.

Ved aftægtsydelser i forbindelse med gensidigt bebyrdende aftaler om overdragelse af et eller flere aktiver gælder LL § 12 B. Se afsnit  C.C.6.8 om LL § 12 B. 

Det er en forudsætning for fradrag efter LL § 12, stk. 1 og 4, at lejekontraktens udformning og parternes forhold i øvrigt tyder på, at ejeren har givet et endeligt og bindende tilsagn om at yde hel eller delvis fribolig. Se skd. 53.168 (UfR 1980.341 HRD), hvor ejeren udlejede sin ejerlejlighed til sin svigermor på det vilkår, at lejekontrakten var uopsigelig i lejerens levetid. I lejekontrakten var i øvrigt anført, at lejeren var bekendt med, at lejligheden af familiemæssige grunde blev stillet til rådighed for hende på de betingelser, der var anført i kontrakten. Se en lignende afgørelse i LSRM 1979.175.

I et tilfælde, hvor en fraskilt kvinde lejede den tidligere ægtefælles parcelhus uopsigeligt, blev differencen mellem den skønsmæssigt fastsatte objektive udlejningsværdi og det aftalte årlige lejebeløb anset for fradragsberettiget for den tidligere ægtefælle som en løbende ydelse omfattet af LL § 12.

Fradragsretten for udgifter til løbende ydelser i form af hel eller delvis fribolig er ubegrænset. Det vil bl.a. sige, at ydelserne er fradragsberettigede, uanset om yderen også er forpligtet til at udrede andre løbende ydelser til institutioner mv.

Fradragsret for en fribolig efter LL § 12, stk. 4, forudsætter en naturalydelse. Se afgørelsen i Skat 1990.6.472 (TfS 1990, 285), hvor en skatteyder ikke fik fradrag for sin betaling af en del af udgifterne til en ejendom, som blev beboet af skatteyderens svigermor, men som var ejet af flere familiemedlemmer i fællesskab. Betalingen blev anset som en kontantydelse.

Der kan være tale om enten en ejerbolig eller en lejebolig.

Den løbende ydelse er et ligningsmæssigt fradrag. Hvis den skattepligtige ejer friboligen, er det markedslejen - eller den del heraf, som vedrører friboligen - der skal trækkes fra.  Herudover er der fradragsret for prioritetsrenter, ejendomsskatter osv. Se Skat 1986.2.118 (TfS 1985, 642). Er den bolig eller del heraf, der stilles til rådighed, lejet af den skattepligtige, kan lejen eller en forholdsmæssig del heraf trækkes fra ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Fribolig til forældre, hvor friboligen ikke er omfattet af LL § 12, stk. 4, fx hvis der ikke foreligger en bindende forpligtelse, reguleres af LL § 12 A. Se C.H.3.1.4 om LL § 12 A.

Se også

Se også Ligningsvejledningens afsnit  C.H.3 om boliger i øvrigt, der er stillet helt eller delvis til rådighed for andre.

Ydelser til livsarvinger mv.

Der er ikke fradrag, hvor den skattepligtige uden økonomisk vederlag (som gave eller arveforskud) har påtaget sig en løbende ydelse i form af en hel eller delvis fribolig over for livsarvinger og disses ægtefæller (dvs. børn, børnebørn m.fl. og disses ægtefæller). Stedbørn og plejebørn sidestilles med livsarvinger. Se LL § 12, stk. 5.

Selv om yderen ifølge LL § 12, stk. 5, ikke kan fradrage de ydelser, der udredes til livsarvinger m.fl., skal modtageren alligevel beskattes af de ydelser, der udredes i henhold til en sådan forpligtelse. Se bl.a. LSRM 1960.175 og 1981.182.

Reglen i LL § 12, stk. 5, forhindrer ikke, at forældre kan få fradrag for de underholdsbidrag, de betaler til børn i anledning af faktisk adskillelse, separation og skilsmisse efter LL § 10 eller de underholdsbidrag, de betaler til børn uden for ægteskab efter LL § 11.  

Børnebørn

Der er fradrag for fribolig til børnebørn (herunder børnebørn af en samlevende ægtefælle), hvis en eller begge af barnebarnets forældre er afgået ved døden før indkomstårets begyndelse. Fradraget må højst være 3.000 kr. årligt pr. barnebarn.

Der skal også i disse tilfælde foreligge en bindende forpligtelseserklæring. Se afsnit C.A.4.1.5.1 om forpligtelseserklæringen.

Der er ikke fradrag for ydelser, der forfalder til betaling efter udgangen af det kalenderår, hvor barnebarnet fylder 18 år.

Gensidige, krydsende forpligtelser

SKAT kan nægte fradrag i visse tilfælde, hvor der er tale om gensidige, krydsende forpligtelser. I en sag, hvor to forældrepar gensidigt havde forpligtet sig til at betale det andet pars barn en ydelse, blev fradrag for ydelsen nægtet. Landsskatteretten anerkendte for så vidt, at der var indgået en retlig forpligtelse, men nægtede fradrag med den begrundelse, at ordningen måtte anses for dikteret af ønsket om at opnå fradragsret for underhold til egne livsarvinger i strid med bestemmelsen i LL § 14, stk. 3 (nu § 12, stk. 5). Se LSRM 1978.75. Se en lignende afgørelse i Skat 1988.4.220 (TfS 1988, 202).

Ydelser til modtagere i udlandet

  • Når en modtager af en løbende ydelse bor i udlandet, stilles nogle særlige krav i forhold til en indenlandsk modtager. Se nærmere Ligningsvejledningen 1998 afsnit A.F.4.4.5.1 ,hvoraf det bl.a. fremgår, at
  • rigtigheden af den berettigedes underskrift samt vedkommendes identitet bør være bekræftet af en offentlig myndighed i den berettigedes hjemland,
  • den forpligtede skal være myndig efter dansk lov, og
  • der skal kunne præsteres dokumentation – som hovedregel i original - fortrinsvis i form af bank- eller postkvitteringer for, at ydelserne faktisk er betalt.  

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

UfR 1980.341 HRD

En skatteyder udlejede sin ejerlejlighed til sin svigermor på det vilkår, at lejekontrakten var uopsigelig i lejerens levetid. I lejekontrakten var i øvrigt anført, at lejeren var bekendt med, at lejligheden af familiemæssige grunde blev stillet til rådighed for hende på de betingelser, der var anført i kontrakten. Højesteret fandt, at skatteyderen havde givet sin svigermor et endeligt bindende tilsagn om at yde hende delvis fri bolig for hendes livstid, således at hans heraf følgende ydelser var omfattet af LL § 14, stk. 2.

Fradrag. Endeligt bindende tilsagn.

Landsretsdomme

TfS 1985, 642 VLD

En skatteyders hustru havde sammen med sin søster købt forældrenes parcelhus og havde som led i overdragelsen givet forældrene en livsvarig fribolig i huset. Skatteyderen kunne som aftægtsydelse efter LL § 14, stk. 2, fratrække sin andel af den skattemæssige værdi af friboligen, som blev beskattet hos svigerforældrene. Da der var tale om en vederlagsfri boligret indrømmet til slægtninge, var der i SL § 4, litra b, hjemmel til at beskatte ejeren af en skønsmæssig ansat udlejningsværdi. Det var berettiget, at skattemyndighederne fastsatte lejeværdien således, at den udlignede fradraget for aftægtsydelsen, så ejeren kun fik fradrag for de faktiske udgifter vedrørende ejendommen.

Fradrag, men beskatning af udlejningsværdi efter SL § 4, litra b.

Landsskatteretskendelser

LSRM 1960.175

En far havde i 1954 forpligtet sig til for livstid at give et underholdsbidrag på 400 kr. månedligt til sin datter, som på grund af epilepsi var ude af stand til at forsørge sig selv. På grundlag af aftalen havde faren kunnet fratrække underholdsydelser efter SL § 6 d, men efter ikrafttrædelsen af bestemmelsen i lov nr. 289 af 14/12 1957 (ligningsloven) § 14, stk. 1, 2. afsnit, mistede han fradragsret for ydelserne for tiden efter den 4.november 1957. Datteren mente, at de ydelser hun modtog efter denne dato herefter ikke kunne eller dog ikke burde indkomstbeskattes hos hende. Aftalen gjaldt indtil datterens død. Landsskatteretten fandt, at den årlige understøttelse til datteren hvilede på et sådant selvstændigt retsgrundlag, at den i medfør af SL § 4 c var undergivet skattepligt hos datteren.

Skattepligt hos modtager efter SL § 4 c.

LSRM 1978.75

En skatteyder og hans bror havde skriftligt forpligtet sig til gensidigt i ti år at betale nærmere bestemte beløb til hinandens børn. Landsskatteretten fandt, at ordningen var dikteret af ønsket om i strid med bestemmelsen i LL § 14, stk. 3, at opnå fradragsret for underhold til livsarvinger, og fradrag for ydelserne blev derfor nægtet.

Ikke fradrag. Forsøg på fradrag for underhold til livsarvinger.

LSRM 1979.175

En skatteyder havde i 1972 købt en ejendom af sin far, og samtidig med skødet var der blevet tinglyst ret for skatteyderens forældre til at bebo ejendommen, så længe nogen af dem var i live mod en fast månedlig husleje på 200 kr., eller 2.400 kr. årligt. Skatterådet havde ved ansættelsen for indkomståret 1977 skønnet den objektive lejeværdi til 6.000 kr. Landsskatteretten tilsidesatte ikke det skøn over lejeværdien, som skatterådet havde udøvet, men fandt, at differencen mellem de 6.000 kr. og den tinglyste leje, 2.400 kr. kunne anses for en fradragsberettiget ydelse fra skatteyderen til hans forældre i medfør af LL § 14, stk. 2 (nu LL § 12, stk. 4).

Fradrag for difference mellem  en skønnet markedsleje og faktisk husleje.

LSRM 1981.182

En skatteyders bedstemor oprettede i 1972 en opsparingsordning til fordel for skatteyderen, der var født i 1969. Ifølge aftalen om ordningen skulle bedstemoren hvert år indbetale 3.000 kr. i 15 år, hvis hun var i live. Skatteyderens advokat anførte, at beløbet måtte anses som en gave fra bedstemoren, selvom den var påtaget i form af en løbende ydelse og som sådan gav bedstemoren fradragsret. Landsskatteretten anså de enkelte årlige ydelser for skattepligtige for skatteyderen efter SL § 4 c.

Modtager skattepligtig af løbende ydelser, der ikke kunne betragtes som gave.

LSRM 1988,202

Selv om der var en tidsmæssig forskydning på et år mellem to brødres indgåelse af underholdskontrakter til fordel for den andens barn, blev kontrakterne skattemæssigt tilsidesat som værende i strid med LL § 14, stk. 5, fordi kontrakterne skulle løbe over lige mange år og med lige store beløb, således at der måtte anses at foreligge gensidighed i aftaleforholdet.

Ikke fradrag. Gensidighed i aftaleforhold.

TfS 1990, 285

Skatteyderen havde indgået aftale med sin svoger, der boede i Sydamerika, om at dele udgifterne til en ejendom der blev beboet af skatteyderens svigermor. Ejendommen var ejet af skatteyderens hustru og familiemedlemmer på hendes side. Skatteyderens andel af udgiften for indkomståret 1987 udgjorde 16.000 kr. Herudover betalte han et underholdsbeløb på 10.000 kr. til svigermoren. Landsskatteretten lagde til grund, at ligningslovens § 12, stk. 4, om fradrag for ydelser i form af fribolig forudsatte, at der var tale om en naturalydelse, mens der i det foreliggende tilfælde var tale om en kontantydelse. Ydelsen var derfor ikke fradragsberettiget.

Ikke fradrag. Kontantydelse, ikke naturalydelse.