Indhold

Dette afsnit handler om reglerne for begrænset skattepligtige søfolk.

Afsnittet indeholder:

  • Begrænset skattepligt
  • Regel
  • Bruttobeskatning
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Begrænset skattepligt

Udenlandske søfolk bliver begrænset skattepligtige til Danmark, hvis de har lønindkomst om bord på skibe,

  • der sejler inden for dansk område, hvis lønindkomsten udbetales af dansk arbejdsgiver med hjemting i Danmark. Se KSL § 2, stk. 1, nr. 1
  • med hjemsted her i landet. Se KSL § 2, stk. 2.

Eksempel

Et dansk ejet skib, registreret Bahamas, befragtet og bemandet med filippinske søfolk af dansk rederi, anset for dansk skib. Søfolkene anset for begrænset skattepligtige. Se SKM2001.518.HR.

Beskatningsretten i forhold til DBO'erne

Selvom Danmark har intern dansk hjemmel til at beskatte efter KSL § 2, stk. 1 eller 2, kan beskatningsretten være tillagt et andet land. Se afsnit C.F.3.1.12.

Bemærk

Begrænset skattepligtige søfolk beskattes efter de almindelige regler, som gælder for andre begrænset skattepligtige lønmodtagere med de undtagelser, der er i sømandsbeskatningsloven.

Se også

Se også afsnit C.F.3.1.12 om begrænset skattepligt om bord på skibe med hjemsted i Danmark.

Regel for søfolk i DIS

Begrænset skattepligtige efter KSL § 2, stk. 2, er fritaget for beskatning af lønindkomst erhvervet ved arbejde om bord på et dansk skib, jf. SØBL § 2, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, og som anvendes til formål, som kan omfattes af tonnageskatteloven (DIS-ordningen).

Fritagelsen omfatter også søfolk om bord på stenfiskefartøjer og sandsugere, der ikke kan registreres i DIS, når rederiet har valgt DIS-beskatning ved arbejder uden for EU/EØS efter SØBL § 8.

Skattefritagelsen omfatter også gratialer og fratrædelsesgodtgørelser mv. efter LL § 7 U. Se SØBL § 5, stk. 2.

Lønindkomst fastsat under hensyn til skattefritagelsen

Skattefritagelsen er betinget af, at løn og godtgørelser mv. er fastsat under hensyn til skattefritagelsen. Se SØBL § 5, stk. 3.

Passagersejlads mellem havne i EU-medlemsstater

Ved arbejde om bord på dansk skib, jf. SØBL § 5, registreret i DIS, som sejler i regelmæssig passagersejlads mellem havne i EU-medlemsstater, finder skattefritagelsen alene anvendelse på personer, som er statsborgere eller hjemmehørende i en EU- eller EØS-medlemsstat. Se SØBL § 7.

Bemærk

Begrænset skattepligtige søfolk omfattet af DIS-ordningen efter SØBL § 5, stk. 2, eller SØBL § 9, stk. 1, skal hverken forskudsregistreres eller slutlignes. Se kildeskattebekendtgørelsen § 7.

Regel for søfolk i DAS

Begrænset skattepligtige søfolk, der sejler på danske skibe uden for begrænset fart, og som ikke er omfattet af DIS-ordningen, beskattes med 30 pct. af bruttoindtægten.

Bestemmelsen omfatter også begrænset skattepligtige, der ikke er omfattet af SØBL § 8, og som erhverver lønindkomst ved arbejde om bord på stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, som nævnt i SØBL § 10, stk. 1. Se SØBL § 9, stk. 1.

Bemærk

Bruttobeskattede søfolk betaler udover de 30 pct. også arbejdsmarkedsbidrag.

Fravalg af bruttobeskatning

I stedet for bruttobeskatningen kan en begrænset skattepligtig vælge at blive beskattet efter de almindelige regler for begrænset skattepligt i KSL § 2, stk. 1, nr. 1.

Valget skal træffes senest den 1. maj efter det pågældende indkomstår. Valget kan ændres til og med den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb. Se SØBL § 9, stk. 2.

Hjemmehørende på Færøerne eller i Grønland

Den bruttoskat, som beregnes for søfolk, der er hjemmehørende på Færøerne eller i Grønland, tilfalder henholdsvis Færøerne og Grønlands landskasse, bortset fra tilfælde, hvor de pågældendes lønindkomst indgår i grundlaget for refusion til rederiet efter SØBL § 10.

Hvis den skattepligtige sømand vælger beskatning efter de almindelige regler, opgøres det beløb, der tilfalder henholdsvis Færøerne og Grønlands landskasse, som den del af den pågældendes samlede danske skat, som forholdsmæssigt falder på indkomst ved arbejde udført om bord på dansk skib uden for begrænset fart. Se SØBL § 9, stk. 3.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2001.518.HR

Højesteret har anvendt en analog anvendelse af bestemmelsen i daværende KSL § 2, stk. 1, litra j, (vedrørende skattepligt for søfolk om bord på skibe med "hjemsted i Danmark") på et skib registreret på Bahamas.

Skibet var ejet af et dansk kommanditselskab, der havde overladt driften af skibet til et dansk managementselskab og indgået en tidsbefragtningsaftale med et andet dansk rederi.

Søfolkene om bord blev omfattet af begrænset skattepligt til Danmark.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter