Indhold

Dette afsnit handler om beskatning af honorarer.

Afsnittet indeholder:

  • Begrebet honorar
  • Regel
  • Hvem er honorarmodtagere?
  • Bestyrelseshonorar uden for interessefællesskaber
  • Eksempler
  • Beskatningstidspunkt
  • Honorar for flere år
  • Forfatterhonorarer
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Begrebet honorar

Honorar, der udbetales som led i et konkret tjenesteforhold, adskiller sig ikke fra almindelig løn. Se afsnit C.A.3.1.1 om løn.

Begrebet honorar omfatter imidlertid også vederlag for personligt arbejde, der udføres uden for tjenesteforhold, og som heller ikke stammer fra selvstændig erhvervsvirksomhed.

Den lovgivningsmæssige anerkendelse af honorarmodtagerbegrebet kan bl.a. ses af AMBL § 2, stk. 1, nr. 2, hvorefter der skal betales arbejdsmarkedsbidrag af bruttovederlaget, og af SKL § 7 A, stk. 2, hvorefter vederlaget skal indberettes, når honoraret er B-indkomst.

Kørselsgodtgørelse efter statens takster er ikke honorarer. Der er i stedet tale om en udgiftskompensation til at dække udgifter til transport i forbindelse med arbejdet, og der skal derfor ikke betales arbejdsmarkedsbidrag af godtgørelsen. Se SKM2003.494.LSR, hvor der ikke skulle betales arbejdsmarkedsbidrag. Sagen vedrørte en fodbolddommer, der ikke skulle betale arbejdsmarkedsbidrag af en udgiftsgodtgørelse for transport til kampene, opgjort i overensstemmelse med det daværende Ligningsråds satser for befordringsgodtgørelse.

Regel

Der gælder ensartede skatteregler for honorarvirksomhed og hobbyvirksomhed. Den skattemæssige behandling af indkomst, der stammer fra enten hobbyvirksomhed eller erhvervsmæssig virksomhed er beskrevet i C.C.1, C.C.1.2 og C.C.1.2.2. Der skal ikke betales arbejdsmarkedsbidrag af overskud ved hobbyvirksomhed. For så vidt angår honorarvirksomhed, vil problemet ofte være, om vederlaget er optjent i eller uden for et ansættelsesforhold.

Honoraret er ikke omfattet af KSL § 43, stk. 1, fordi der ikke foreligger noget tjenesteforhold. Honoraret udbetales derfor som udgangspunkt som B-indkomst, medmindre det er gjort til A-indkomst med hjemmel i KSL § 43, stk. 2., jf. kildeskattebekendtgørelsens § 18. Eventuel udbetaling af bonus i honorarforholdet, følger beskatningen af det honorar, bonusudbetalingen kan henføres til.

Konsekvensen af at være honorarmodtager i stedet for lønmodtager er bl.a., at det er nettoindkomsten, der bliver beskattet som personlig indkomst, jf. nettoindkomstprincippet i SL §§ 4-6.

For honorarmodtagerne betyder det fx, at omkostningerne ved indkomsterhvervelsen kan reducere den personlige indkomst, og at dette kan ske uden at bundgrænsen i LL § 9, stk. 1, der gælder for lønmodtagere, skal bruges. Fradraget for omkostninger er dog begrænset til de udgifter, der specifikt vedrører honorarvederlaget (kildebegrænset).

Se også

Se også afsnit A.B.4.1 om indeholdelse af A-skat og AM-bidrag.

Hvem er honorarmodtagere?

Der er tale om en personkreds, som i lighed med personer, der udøver hobbyvirksomhed, ikke er omfattet af afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende som beskrevet i C.C.1, C.C.1.2 og C.C.1.2.2.

Personkredsen omfatter fx:

  • Konsulenter
  • Rådgivere
  • Freelancere
  • Medlemmer af bestyrelser, mv.

Vurdering af, om vederlag er optjent i eller uden for et tjenesteforhold

Ved vurderingen af, om et vederlag er optjent i eller uden for et tjenesteforhold, kan følgende tale for, at der er tale om et tjenesteforhold:

  • Arbejdsgiveren har instruktionsbeføjelse
  • Arbejdsgiveren indeholder A-skat
  • Arbejdsgiveren indbetaler pension
  • Arbejdsydelsen er fastlagt på forhånd for en længere periode, fx to eller tre år
  • Der er pålagt en konkurrenceklausul
  • Der er pålagt forflyttelsespligt
  • Der er aftalt fast aflønning
  • Arbejdstageren arbejder i øvrigt under samme vilkår som andre ansatte hos arbejdsgiveren.

Der skal foretages en samlet vurdering, og blot fordi et af elementerne er opfyldt, medfører det ikke nødvendigvis, at der er tale om et tjenesteforhold, og den pågældende skal anses for at være lønmodtager.

Hvis der er tale om et kortvarigt engagement på få dage, vil der typisk ikke opstå et tjenesteforhold.

Vurdering af, om der er tale om lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende

Se afsnit C.C.1, C.C.1.2 og C.C.1.2.2.

Bestyrelseshonorarer uden for interessefællesskaber

Om der skal ske beskatning af bestyrelseshonorar uden for interessefællesskabssituationer kommer an på en konkret vurdering, hvor det afgørende er, om den pågældende erhverver et retskrav på vederlaget.

Bestyrelsesmedlemmet må gerne give afkald på honoraret som led i sin ansættelse og dermed undgå at blive beskattet af honoraret. Følger det af ansættelsesforholdet, at bestyrelseserhvervet er et led i ansættelsen, og at den ansatte ikke erhverver noget krav på vederlag for denne del af arbejdet, skal beskatningen ske hos arbejdsgiveren.

Se også

Se også afsnit C.A.3.1.2 om statstjenestemænd, der sidder i bestyrelser for staten.

Eksempler

Her er en række eksempler, der illustrerer, hvordan retterne i praksis har bedømt henholdsvis afgrænsningen mellem lønmodtager, selvstændigt erhvervsdrivende og honorarmodtager, samt om vederlaget er optjent i eller uden for et ansættelsesforhold.

Eksempler på afgrænsning mellem lønmodtager, selvstændig erhvervsdrivende og honorarmodtager

Her er to eksempler på afgrænsningen mellem lønmodtager, selvstændigt erhvervsdrivende og honorarmodtager.

  • I TfS 1999, 391 LSR afviste Landsskatteretten, at en musikers indtægter fra musikskole og enkeltengagementer var led i selvstændig erhvervsvirksomhed. Landsskatteretten anså disse indtægter for at være tjent som led i et tjenesteforhold. Landsskatteretten anså derimod ikke honorarerne fra andre engangsengagementer for at være tjent som led i tjenesteforhold, fordi disse honorarer stammede fra ikke-erhvervsmæssig aktivitet, der skatteretligt skulle behandles på samme måde som en hobby. Da indkomsten skulle gøres op, kunne de dokumenterede udgifter, der var direkte afledt af indtægten fra hobbyvirksomheden, trækkes fra. Se SL § 4. Dermed fik disse udgifter også virkning for den personlige indkomst. Se PSL § 3, stk. 1, sammenholdt med PSL § 1.
  • I TfS 2000, 715 HRD havde skatteyderen haft selvstændig virksomhed som freelancekonsulent siden 1973. Fra 1986 blev han knyttet til Odsherredskolen som leder af et kommunalt projekt vedrørende edb. Han var ansat for et år ad gangen fra 1986 til og med 1989. Der blev trukket A-skat af vederlagene fra skolen, som også oprettede en pensionsordning for skatteyderen. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke kunne anses som selvstændigt erhvervsdrivende. Højesteret tiltrådte, at skatteyderen i arbejdet for skolen var lønmodtager. Højesteret tiltrådte også, at skatteyderen i årene 1990 til 1992, hvor han - bortset fra en indtægt på 752 kr. i 1990 - kun havde haft indtægter i form af dagpenge fra en arbejdsløshedskasse og efterløn, ikke drev selvstændig virksomhed. (Tidl. ØLD i TfS 1998, 489).

Eksempler på, om vederlag er optjent i eller uden for et tjenesteforhold

Der er mange eksempler fra praksis, hvor det er vurderet, om vederlaget er optjent i eller uden for et tjenesteforhold. Her er to eksempler:

  • I SKDM 1981, 1 SKD påklagede en skatteyder en afgørelse, som statsskattedirektoratet havde meddelt i september 1980. Af afgørelsen fremgik, at honorarindtægt, som skatteyderen fik udbetalt for medvirken i et reklameshow for en virksomhed, blev anset for A-indkomst. Ifølge den aftale, der var indgået mellem skatteyderen og virksomheden i december 1978, skulle skatteyderen medvirke i et show hvert år i årene 1979-1981. Honorarerne på årsbasis i kontraktperioden var nærmere angivne bestemte beløb. Skatteyderen måtte kun medvirke i anden reklame i kontraktperioden efter aftale med virksomheden. Showet bestod i musikarrangementer, hvor skatteyderen medvirkede som kapelmester. Arrangementerne var højst af en dags varighed. Blev der aftalt flere arrangementer samme sted i flere på hinanden følgende dage, skulle der aftales en specialpris. Statsskattedirektoratet, der blev hørt i anledning af klagen, udtalte, at der efter direktoratets opfattelse ved den indgåede aftale, der gjaldt tre år, var etableret et tjenesteforhold. Pligtens omfang var angivet, og desuden havde skatteyderen påtaget sig en konkurrenceklausul. Skattedepartementet svarede, at man af de anførte grunde var enig med statsskattedirektoratet i, at der ved den indgåede aftale var etableret et tjenesteforhold med pligt til indeholdelse af A-skat i de omhandlede honorarindtægter.
  • I TfS 1986, 338 SKD havde en tandlæge, der havde indgået en aftale om klinikfællesskab med nogle samarbejdende tandlæger, sine egne patienter og var ikke undergivet de andre tandlægers instruktionsbeføjelser. Han fik udbetalt acontobeløb svarende til en procentsats af sin samlede honorarindtægt, men deltog ikke i over- eller underskud. Ud fra en samlet bedømmelse afgjorde skattedepartementet, at der var tale om A-indkomst i tjenesteforhold.

Beskatningstidspunkt

Honorarindtægter modtaget uden for tjenesteforhold regnes med i indkomstopgørelsen på retserhvervelsestidspunktet.

Acontobeløb beskattes normalt i de år, de bliver udbetalt. I nogle tilfælde må et acontobeløb dog anses som forskud, og beskatningen udskydes derfor til det tidspunkt, hvor aftalen om arbejde er opfyldt.

Eksempel

I LSRM 1971, 17 LSR indgik en skatteyder den 30. juni 1967 en skriftlig aftale med et forlag om udarbejdelse af en rejsebog. Delvis levering af manuskript skulle indledes pr. 1. juli 1968, og det komplette manuskript skulle være forlaget i hænde pr. 1. januar 1969. Forlaget indlod sig sjældent på forudbetaling, men da det omtalte arbejde var behæftet med væsentlige rejseudgifter i udlandet, havde skatteyderen ved aftalens underskrivelse modtaget 10.000 kr. som forudbetaling af det samlede honorar, der var opgjort til 23.400 kr. Landsskatteretten fandt efter det oplyste ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte, at skatteyderen for året 1967 kun havde medregnet et beløb på 3.000 kr. i sin skattepligtige indkomst.

Se også nedenfor om forfatterhonorarer.

Honorar for flere år

Honorarer for flerårige arbejder, der udbetales med et samlet beløb, skal normalt først beskattes, når arbejdet er afsluttet, og honoraret for arbejdet opgøres. Dette udelukker dog ikke, at beskatningen sker i takt med eventuelle acontoudbetalinger af honoraret.

For honorarer, der er A-indkomst, sker beskatningen i takt med eventuelle acontoudbetalinger af honoraret, og det endelige honorar beskattes ved udbetalingen, dog senest seks måneder efter at det kan opgøres.

Eksempler

Her er to eksempler, hvor honoraret bliver udbetalt over flere år.

  • En skatteyder havde i en årrække bestridt forskellige tillidsposter inden for andelsboligbevægelsen. I 1965 besluttede en andelsboligforening at bygge en ny afdeling, og skatteyderen blev antaget som forretningsfører. Honoraret blev fastsat til 26 pct. af byggesagshonoraret og kunne udbetales i acontobeløb. I marts 1972 gav Boligministeriet tilsagn om statsgaranti og rentesikring for byggeriet, og i forbindelse hermed udgjorde skatteyderens honorar 143.000 kr., hvoraf ca. halvdelen blev anslået at have vedrørt perioden fra 1965-1971, mens den anden halvdel skulle løbe fra 1972 og nogle år frem. Skatteyderen hævede et acontobeløb i 1969 og fik restbeløbet udbetalt i 1972. Han krævede hele honorarbeløbet fordelt på årene 1965-1971, men Landsskatteretten fandt, at han skulle beskattes af beløbene i de år, hvor de var blevet udbetalt. Se LSRM 1974.108 LSR.  
  • En kunstners indtægt var nøje relateret til nogle selskabers omsætning og bestemte udgifter i forbindelse med salget. Det var derfor principielt muligt på et hvilket som helst tidspunkt at opgøre størrelsen af de indtil dette tidspunkt reelt optjente ydelser til kunstnerne. Under hensyn til praksis vedrørende forfatterrettigheder mv., fandt Landsskatteretten dog, at kunstneren udelukkende kunne anses for skattepligtig til Danmark af de acontoudbetalinger, der var udbetalt til hende, inden hun flyttede fra Danmark den 19. juni 1996. Se SKM2001.276.LSR.

Se også

Forfatterhonorarer

Forfatterhonorarer skal principielt beskattes, når de er indtjente. Den del af honoraret, der udbetales som en procentdel af salgsindtægten, og som først opgøres og kommer til udbetaling efter det år, der danner grundlag for beregningen af forfatterens andel af salget, beskattes efter praksis først i udbetalingsåret. Det forudsætter, at den endelige opgørelse ikke foreligger inden udgangen af optjeningsåret.

Acontobeløb beskattes normalt i de år, de bliver udbetalt, men i nogle tilfælde må et acontobeløb dog anses som forskud, og beskatningen udskydes derfor til det tidspunkt, hvor forfatteren har opfyldt sin del af aftalen med forlaget.

Forfatterhonorarer, der stammer fra arvede forfatterrettigheder, skal løbende regnes med i modtagerens indkomst, selv om der er betalt arveafgift/boafgift af de arvede rettigheders kapitalværdi. Se UfR 1952, 229.

Biblioteksafgiften, som forfattere får, skal beskattes i det indkomstår, den vedrører og endeligt kan opgøres.

Se også

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

TfS 2000, 715 HRD

Skatteyderen havde haft selvstændig virksomhed som freelancekonsulent siden 1973. Fra 1986 blev han knyttet til Odsherredskolen som leder af et kommunalt projekt vedrørende edb. Han var ansat for et år ad gangen fra 1986 til og med 1989. Der blev trukket A-skat af vederlagene fra skolen, som også oprettede en pensionsordning for skatteyderen.

Landsretten fandt, at skatteyderen ikke kunne anses som selvstændigt erhvervsdrivende. Højesteret tiltrådte, at skatteyderen i arbejdet for skolen var lønmodtager. Højesteret tiltrådte også, at skatteyderen i årene 1990 til 1992, hvor han - bortset fra en indtægt på 752 kr. i 1990 - kun havde haft indtægter i form af dagpenge fra en arbejdsløshedskasse og efterløn, ikke drev selvstændig virksomhed.

Lønmodtager fra 1986 - ikke selvstændigt erhvervsdrivende.

(Tidl. ØLD i TfS 1998, 489).

TfS 1997, 473 HRD

Skatteyderen, der tidligere havde været udlånt til Naturgas Syd som lønmodtager hos ingeniørfirmaet Anderskouv og Thomsen A/S, fik mulighed for fortsat tilknytning til Naturgas Syd efter ophør hos ingeniørfirmaet. Naturgas Syd forlangte dog, at denne tilknytning kun kunne ske på basis af en kontrakt om ydelse af konsulentbistand og ikke som lønmodtager. Højesteret fandt, modsat landsretten, at skatteyderen måtte anses som lønmodtager og ikke som selvstændigt erhvervsdrivende. Højesteret lagde vægt på, at skatteyderen var engageret for en længere periode og undergivet forflyttelsespligt, og at han ikke afholdt driftsudgifter af en art og størrelse, som måtte forventes af en selvstændigt erhvervsdrivende.

Lønmodtager - ikke selvstændigt erhvervsdrivende.

(Tidligere VLD i TfS 1996, 7).

UfR 1975. 511 HRD

Nogle udenlandske artister var engageret til at optræde i et forlystelsesetablissement i 8 til 15 eller 16 dage. Ansættelsesforholdene fandtes ikke at kunne anses som sådanne egentlige tjenesteforhold, som KSL § 43, stk. 1, tager sigte på, og der skulle derfor ikke indeholdes A-skat i deres vederlag.

Ikke lønmodtager.

UfR 1973.151 HRD

To udenlandske solister var engageret til at optræde i et jazzhus, henholdsvis en enkelt aften og fem aftener. Retten fandt ikke, at engagementsforholdet kunne anses som et sådant egentligt tjenesteforhold, som KSL § 43, stk. 1, efter lovens forarbejder, tager sigte på, og der skulle derfor ikke indeholdes A-skat af deres vederlag.

Ikke lønmodtager.

Landsretsdomme

SKM2006.14.VLR

Eftergivelse af gæld til et interessentskab i forbindelse med en skatteyders bistand ved salg af en ejendom, der tilhørte interessentskabet, udgjorde et skattepligtigt honorar for skatteyderen. Retten lagde vægt på, at honoraret var blevet udbetalt via en modregning i salgssummen for en ejendom, som den pågældende skatteyder havde solgt for interessentskabet, samt at der var foretaget indberetning af honoraret. Det var i øvrigt oplyst, at skatteyderen selv var interessent i interessentskabet.

Skattepligtigt honorar.

SKM2001.626.VLR

En journalist arbejdede som freelance ved et dagblad, hvor han fungerede som afløser (vikar) for andre journalister ved sygdom og ferie. Journalisten havde ingen ansættelseskontrakt og havde samme arbejdstid og arbejdsopgaver som den journalist, han afløste. Han fremsendte faktura for udført arbejde og fik udbetalt vederlag én gang om måneden. Han fik ikke feriepenge og løn under sygdom.

Efter en samlet bedømmelse fandt landsretten, at journalistens indkomst ved dagbladet måtte anses som lønindkomst efter KSL § 43, stk. 1, og AMFL § 7, stk. 1, litra a, og at der derfor skulle indeholdes A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Landsretten lagde særlig vægt på, at journalisten var underlagt samme arbejdsvilkår som de journalister, han vikarierede for, og at han fik udbetalt kørselsgodtgørelse og ulempetimebetaling. Retten lagde også vægt på, at journalisten udførte arbejde for dagbladet gennem flere år, og at han blev aflønnet månedligt efter faste takster.

Desuden fandt landsretten, at dagbladet havde udvist forsømmelighed ved ikke at have indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, og at dagbladet derfor hæftede for manglende betaling heraf i henhold til KSL § 69, stk. 1, og AMFL § 15, stk. 3. Retten henviste til, at dagbladet havde tilknyttet 35 journalistvikarer med samme arbejdsvilkår, og at dagbladet indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag vedrørende 32 af disse. Under disse omstændigheder havde dagbladet ikke haft grundlag for at anse journalisten for selvstændigt erhvervsdrivende, udelukkende som følge af at han fremsendte fakturaer, og dermed undlade indeholdelse.

Lønmodtager - ikke selvstændigt erhvervsdrivende.

TfS 1988. 316 ØLD

En cirkusdirektør engagerede et udenlandsk orkester, der dels skulle yde musikledsagelse efter nærmere anvisning til optrædende artister og dels skulle levere musik af eget repertoire. I begge relationer antoges det, at orkesteret var undergivet cirkusdirektørens instruktionsbeføjelse. De honorarer, som var betalt af direktøren til orkesteret og var udbetalt samlet til kapelmesteren, ansås herefter for vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, i hvilket der skulle have været indeholdt A-skat.

Lønmodtager - ikke selvstændigt erhvervsdrivende.

UFR1981.349 ØLD

Efter de engageringsvilkår, der var gældende for artister under optræden i Kjøbenhavns Sommer-Tivoli T, kunne artisthonorarerne ikke betegnes som vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold og faldt derfor ikke ind under reglerne om A-skat.

T, der i nogle år havde rettet sig efter tilkendegivelser fra skattemyndighederne om indeholdelse af A-skat, kunne få beløbene tilbagebetalt, og skattemyndighederne var blevet afskåret fra at påberåbe sig den 5-årige forældelsesfrist, på grund af deres egen adfærd.

Ikke lønmodtager.

UfR 1952, 229

Da appellanten via arv blev ejer af selve forfatterretten, var det med rette, at arveafgiften blev beregnet efter AAL § 18 og ikke efter AAL § 20. Det er dog ikke automatisk det samme som, at der efter arvefaldet skal betales indkomstskat af forfatterrettens økonomiske udbytte. Da udbyttet af en forfatterret ikke er medtaget blandt de indkomster, som efter SL § 5 er undtaget fra indkomstskattepligten, har der været fornøden hjemmel til at påligne appellanten indkomstskat, sådan som det var sket. Landsretten bemærkede, at det periodiske afkast af en forfatterret, uanset dennes særlige natur, ikke i skattemæssig henseende kan anses som kapitalforbrug, heller ikke efter at retten er overgået til andre ved arv.

Udbytte af forfatterrettigheder var indkomstskattepligtigt.

Landsskatteretskendelser

SKM2002.239.LSR

Ud fra en samlet vurdering af et selskabs virke fandt Landsskatteretten, at sælgerne i forhold til aktieselskabet A i skattemæssig henseende ikke kunne anses for at være i et tjenesteforhold. Retten lagde vægt på, at aktieselskabet A ikke havde adgang til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse, herunder tilsyn og kontrol med sælgernes salgsarbejde, at der ikke forelå en aftale om løbende arbejdsydelse, at sælgerne ikke havde fastsat arbejdstid, at der ikke var garanteret sælgerne en minimumsprovision, og at sælgerne ikke kunne antages at have rettigheder i henhold til funktionærloven og/eller ferieloven.

Retten fandt herefter ikke, at aktieselskabet A var forpligtet til at indeholde A-skat mv. i provisioner udbetalt til de pågældende sælgere. Da de pågældende i konsekvens heraf ikke kunne anses som ansat i aktieselskabet A, jf. bek. til lønsumsafgiftsloven § 3, stk. 1, skulle provisionerne heller ikke regnes med til lønsumsafgiftsgrundlaget.

Ikke lønmodtager.

SKM2001.276.LSR

Retten lagde ved afgørelsen til grund, at en kunstners fulde skattepligt til Danmark var ophørt, da kunstneren opgav sin lejlighed den 19. juni 1996 og flyttede fra Danmark. Kunstneren var en del af en gruppe kunstnere, der udførte arbejde for nogle selskaber.

Retten bemærkede herefter, at kunstnerne, herunder den kunstner, der havde klaget, i altovervejende grad havde opfyldt deres kontraktlige forpligtelser før de modtog betalinger fra selskaberne. Desuden bemærkede retten, at kontrakterne nøje fastlagde, hvilken royaltyprocent, der skulle afregnes med, samt af hvilket grundlag royalty skulle beregnes. Indtægten var derfor nøje relateret til selskabernes omsætning og bestemte udgifter i forbindelse med salget. Det var derfor principielt muligt på et hvilket som helst tidspunkt at opgøre størrelsen af de indtil dette tidspunkt reelt optjente ydelser til kunstnerne. Under hensyn til praksis vedrørende forfatterrettigheder mv., fandt retten dog, at kunstneren kun kunne anses for skattepligtig til Danmark af de acontoudbetalinger, der var blevet udbetalt til hende inden fraflytningen den 19. juni 1996.

Kun skattepligtig af acontoudbetalinger, der var udbetalt før fraflytning fra Danmark.

TfS 1999, 391 LSR

Da klageren havde forpligtet sig til en løbende arbejdsydelse vedrørende kontraktforhold med et symfoniorkester og en musikskole, skulle den udbetalte A-indkomst herfra anses for at være tjent som led i tjenesteforhold. De øvrige honorarindtægter på 18.423 kr., som klageren havde retserhvervet som led i sin aktivitet som musiker, kom fra enkeltstående engagementer og lignende. Under hensyntagen til omfanget af den foreliggende aktivitet fandt Landsskatteretten, at klageren ikke kunne anses at have udøvet et virke, der i skattemæssig henseende kunne anses for udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed. Landsskatteretten fandt, at aktiviteterne ikke var anlagt med fornøden intensitet og systematisk indtægtserhvervelse for øje. De omhandlede honorarindtægter kunne dog ikke anses som tjent som led i tjenesteforhold, fordi de stammede fra ikke-erhvervsmæssig aktivitet, der i skatteretlig henseende skulle behandles på samme måde som hobbyvirksomhed. De udgifter, der var forbundne og kildeartsbestemte med hobbyvirksomheden, kunne fradrages ved opgørelse af indkomsten i det omfang, de var dokumenteret og kunne indeholdes i denne indtægt, jf. SL § 4, og dermed også med virkning for opgørelse af den personlige indkomst, jf. PSL § 3, stk. 1, sammenholdt med  PSL § 1.

Delvis løn, delvis honorarindtægter, der skulle behandles som hobbyvirksomhed.

TfS 1998, 695 LSR

En gymnasielærer, der også var medforfatter til nogle lærebøger, ansås ikke som lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende i forbindelse med forfatterarbejdet. De kilderelaterede udgifter kunne efter praksis fradrages i indkomsten fra forfatterarbejdet.

Landsskatteretten fandt, at gymnasielæreren ikke kunne anses som lønmodtager med fast tjeneste hos forlaget på baggrund af de foreliggende forlagsaftaler. Den ikke-erhvervsmæssige aktivitet, som gymnasielæreren udøvede som forfatter, måtte anses som en fritidsbeskæftigelse, der i skatteretlig henseende var omfattet af praksis for hobbyvirksomhed.

Ved opgørelse af indkomsten fra sådan aktivitet kunne fradrages de dermed forbundne og kildeartsbestemte udgifter i det omfang, de blev dokumenteret og kunne indeholdes i indtægten fra virksomheden, jf. SL § 4.

Ikke lønmodtager, men omfattet af praksis for hobbyvirksomhed.

TfS 1997, 922 LSR

Det var efter det oplyste rettens opfattelse, at klagerens driftsudgifter i 1992 og i 1993 hverken i art eller omfang oversteg, hvad der var sædvanligt i lønmodtagerforhold, ligesom klageren ikke kunne siges at have båret den for selvstændigt erhvervsdrivende karakteristiske økonomiske risiko, bl.a. fordi honorarerne havde været fastsat forud.

Retten fandt herefter, at klageren for indkomstårene 1992 og 1993 efter en samlet bedømmelse måtte anses for lønmodtager og ikke selvstændigt erhvervsdrivende i sit virke som konsulent for et privathospital. Klagerens driftsudgifter kunne - i det omfang de i øvrigt var fradragsberettigede - derfor kun fradrages ved indkomstopgørelsen som ligningsmæssige fradrag efter reduktion i overensstemmelse med LL § 9, stk. 1, jf. PSL § 3, stk. 2, modsætningsvist.

Lønmodtager- ikke selvstændigt erhvervsdrivende.

TfS 1997, 562 LSR

En musiker, der tjente honorar for enkeltstående engagementer, ansås ikke for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Da han imidlertid fandtes omfattet af den personkreds, der efter bemærkningerne til LL § 9 B skulle behandles på samme måde som selvstændige, kunne han fradrage sine kørselsudgifter efter denne bestemmelse.

Ikke selvstændigt erhvervsdrivende.

LSRM 1974.108 LSR

En skatteyder havde i en årrække bestridt forskellige tillidsposter inden for andelsboligbevægelsen. I 1965 besluttede en andelsboligforening at bygge en ny afdeling, og skatteyderen blev antaget som forretningsfører. Honoraret blev fastsat til 26 pct. af byggesagshonoraret og kunne udbetales i acontobeløb. I marts 1972 gav Boligministeriet tilsagn om statsgaranti og rentesikring for byggeriet, og i forbindelse hermed udgjorde skatteyderens honorar 143.000 kr., hvoraf ca. halvdelen blev anslået at have vedrørt perioden fra 1965-1971, mens den anden halvdel skulle løbe fra 1972 og nogle år frem. Skatteyderen hævede et acontobeløb i 1969 og fik restbeløbet udbetalt i 1972. Han krævede hele honorarbeløbet fordelt på årene 1965-1971, men Landsskatteretten fandt, at han skulle beskattes af beløbene i de år, hvor de var blevet udbetalt.

Beskatning i udbetalingsåret.

LSRM 1971, 17 LSR

En skatteyder indgik den 30. juni 1967 en skriftlig aftale med et forlag om udarbejdelse af en rejsebog. Delvis levering af manuskript skulle indledes pr. 1. juli 1968, og det komplette manuskript skulle være forlaget i hænde pr. 1.januar 1969. Forlaget indlod sig sjældent på forudbetaling, men da det omtalte arbejde var behæftet med væsentlige rejseudgifter i udlandet, havde skatteyderen ved aftalens underskrivelse modtaget 10.000 kr. som forudbetaling af det samlede honorar, der var opgjort til 23.400 kr.

Landsskatteretten fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte, at skatteyderen for året 1967 kun havde medregnet et beløb på 3.000 kr. i sin skattepligtige indkomst.

Beskatning af forudbetalt honorar fordelt på flere år.

SKAT

SKM2008.783.SR

Gevinster, der var udloddet som honorar for besvarelse af spørgeskemaer, var ikke gevinst ved lotterispil. Der var tale om B-indkomst, som SKAT i sin indstilling gav vejledning om.

Skatterådet lagde vægt på, at der ikke var tale om et tjenesteforhold, da der ikke var nogen ledelsesret forbundet med aftalen, fordi det var frivilligt for den enkelte respondent, hvornår og hvorvidt vedkommende ville svare på de fremsendte anmodninger.

Der blev også lagt vægt på, at der var tale om beskedne honorarer, som dermed bestyrkede, at der var tale om enkeltstående honorarindtægter uden for et ansættelsesforhold.

Det ville have forholdt sig anderledes, hvis der var indgået en aftale mellem parterne om, at respondenten var forpligtet til at arbejde fast for virksomheden.

Enkeltstående honorarindtægter.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter