Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for, hvornår varer til momsregistrerede virksomheder i andre EU-lande kan leveres momsfrit (med 0-momssats).

xReglerne er ændret med vedtagelsen af direktiv 2018/1910 (det såkaldte Quick fix-direktiv), og har virkning fra 1. januar 2020. Formålet med ændringen til direktivet er, at indføre regler, der gør det vanskeligere at begå momssvig. Med de nye regler bliver det en udtrykkelig betingelse for grænseoverskridende momsfrit salg, at købers momsregistreringsnummer er oplyst til sælger, og at sælger indberetter salget til Skatteforvaltningen.x

xReglerne er indarbejdet i momsloven ved lov nr. 1295 af 5. december 2019. Se ML x§ 34x, stk. 1, nr. 1 og ML § 34, stk. 2. x

xBestemmelsen i momsloven § 34, stk. 1, nr. 1, og § 34, stk. 2, implementerer momssystemdirektivets artikel 138.x

xDe nye harmoniserede regler om dokumentationskrav ved brug af formodningsreglen i ML § 34, stk. 1, nr. 1, følger af momsforordningens artikel 45a, som har direkte virkning.x

xAfsnittet indeholder:x

  • Regel

  • xTransportens gennemførelsex

  • xKrav om oplysning og verifikation af momsregistreringsnummerx

  • xKrav om indberetning af EU-vare salg til Skattemyndighedernex

  • xFormodning for varernes fysiske forsendelse eller transportx

  • xDokumentationskrav ved anvendelse af formodningsreglenx

  • xxAfvisning af formodningx
  • Dokumentation for fysisk forsendelse eller transport, når formodningsreglen ikke anvendes

  • Dokumentation for fysisk forsendelse og transport ved afhentningskøb

  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

 

Regel

Der er momsfritagelse for leverancer af varer, som af sælgeren eller af erhververen eller for disses regning forsendes eller transporteres til et andet EU-land.

For at blive omfattet af fritagelsen skal xfølgende xbetingelser være opfyldt:

  • Varerne skal faktisk forsendes eller transporteres til et andet EU-land, og transporten skal kunne dokumenteres.

  • Transporten eller forsendelsen skal gennemføres af sælgeren, erhververen eller for deres regning.

  • Erhververen skal være registreret for moms i et andet EU-land efter regler svarende til xML §§ 47, 49-50 a eller 51-51 ax. Erhververens registreringsland behøver ikke at være sammenfaldende med det land, hvor varen transporteres eller forsendes til.

  • xSælgeren skal have fået oplyst købers momsregistreringsnummer og skal have sikret sig, at nummeret er gyldigt.x

  • x Sælger skal have listeindberettet EU-salget, efter reglerne i ML § 54, stk. 1.x

 

Bemærk

Momsfritagelsen omfatter ikke varer, som er omfattet af ML kapitel 17 om brugte varer, kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter. Læs mere herom i afsnit D.A.18.

Momsfritagelsen i xML § 34x, stk. 1, nr. 1, gælder ikke salg til private og til ikke-momsregistrerede virksomheder. Der skal derfor beregnes moms ved salg til private og ikke-momsregistrerede virksomheder i EU.

xx

 Se også

  • Afsnit A.B.3.3.1.5 om faktureringspligt ved salg til registrerede købere og afgiftspligtige personer i andre EU-lande.
  • Afsnit A.B.4.2.2.1 om særlige oplysnings- og angivelsespligter i forbindelse med leverancer af varer eller ydelser til andre EU-lande.

 

xTransportens gennemførelsex

Nye regler fra 2020

Med virkning fra 1. januar 2020 xerx der indført fælles EU-regler, der præciserer, hvilken levering transporten/forsendelsen skal tilskrives xi situationer, hvor flere på hinanden følgende leveringer af varer er genstand for en enkelt transport/forsendelse inden for EUx (præcisering af leveringsstedet for leveringer i forbindelse med kædehandel). Se D.A.6.1.9.

xx

xKrav om oplysning og verifikation af momsregistreringsnummer

x

xFra 1. januar 2020, er det et materielt krav for anvendelse af den momsfrie levering, at købers momsregistreringsnummer er oplyst til sælger, og at sælger i forbindelse hermed har indberettet det til Skatteforvaltningen. Betingelsen er således blevet til en materiel betingelse i stedet for en formel betingelse for anvendelse af fritagelsen (0-sats).

Købers momsregistreringsnummer behøver ikke være et momsregistreringsnummer udstedt i det land, hvor varerne transporteres til. Det er tilstrækkeligt, at momsnummeret skal tilskrives et andet EU-land end der, hvor varerne forsendes eller transporteres fra.

Det nye krav er indført med henblik på at gøre det vanskeligere at begå momssvig, så det bliver en udtrykkelig betingelse for at anvende 0-satsen, at købers momsregistreringsnummer er oplyst til sælger, og at det i forbindelse hermed er indberettet til Skatteforvaltningen. Det sikres herved, at skattemyndighederne får indberetning om alle salg mellem virksomheder, hvor varen forsendes eller transporteres fra et EU-land til et andet EU-land. Indberettes oplysningerne ikke eller er de ukorrekte, vil brugen af 0-sats for salget kunne nægtes (se nedenfor).

Se afsnit A.B.4.2.2.1 om pligter i forbindelse med EU-handel, hvorefter sælger skal sikre sig, at køber er momsregistreret.

I tilfælde af at erhververen ikke oplyser sit momsregistreringsnummer til sælgeren, eller hvis det oplyste momsnummer er udstedt af den medlemsstat, hvorfra varerne forsendes eller transporteres, betyder det, at en af betingelserne for anvendelse af fritagelsen ikke er opfyldt, og sælgeren skal opkræve moms.

Det samme gør sig gældende i de tilfælde, hvor erhververen endnu ikke har modtaget sit momsregistreringsnummer fra myndighederne på tidspunktet, for sælgers udstedelse af faktura til køberen.

Dette gælder uanset, om alle de øvrige betingelser for anvendelse af fritagelsen er opfyldt, og selvom leverandøren ikke har grund til at betvivle, at erhververen er en afgiftspligtig person. Det har derfor heller ikke nogen indflydelse på den momsmæssige behandling af varerne i den medlemsstat, hvor transporten eller forsendelsen afsluttes.

Der er ikke nogen formelle krav til, hvordan køber skal oplyse sit momsnummer til sælger.

x

xUndersøgelsespligtx

xSælger skal verificere, om momsnummeret i det andet EU-land, som køber har oplyst, er gyldigt. Sælger skal gemme dokumentationen for, at sælger har tjekket nummeret på salgstidspunktet.

Sælger skal ikke alene sikre sig, at det momsnummer i det andet EU-land, som køber har oplyst, er gyldigt. Sælger skal også indhente en elektronisk bekræftelse af købers navn og adresse.

Det fremgår således af artikel 31, stk. 1, i Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 af 7. oktober 2010 om administrativt samarbejde og bekæmpelse af svig vedrørende merværdiafgift (Samarbejdsforordningen), at EU-landenes myndigheder skal sikre, at virksomhederne har mulighed for elektronisk at få bekræftet gyldigheden af et momsregistreringsnummer for en bestemt person samt vedkommendes navn og adresse. Det fremgår af artikel 31, stk. 2, at myndighederne ad elektronisk vej skal bekræfte navn og adresse på den person, som har fået tildelt momsnummeret, i overensstemmelse med medlemsstatens nationale databeskyttelsesregler.

Det er således købers land, der fastsætter, hvordan den elektroniske bekræftelse af købers navn og adresse finder sted. Det kan f.eks. være i VIES. Om de tekniske muligheder for at verificere momsregistreringsnumre, navne og adresser, se www.SKAT.dk og SKATs nyhedsbreve.

På baggrund af EU-domstolens praksis og de danske domstoles praksis er det Skattestyrelsens opfattelse, at Momsforordningens krav i artikel 18, stk. 1, litra a) om, at leverandører af visse ydelser skal indhente kundens momsregistreringsnummer og få registreringsnummerets gyldighed bekræftet, finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med salg af varer til registrerede virksomheder i EU. Det samme gælder for kravet i artikel 18, stk. 1, litra a) om, at leverandøren skal indhente kundens navn og adresse og få rigtigheden af oplysningerne bekræftet i overensstemmelse med Samarbejdsforordningens artikel 31. 

Skattestyrelsen har desværre erfaring for, at der sker tyveri af momsnumre. Er sælger i tvivl, om sælger er ved at blive part i en svigagtig handel, er det nødvendigt for sælger at sikre sig flere oplysninger om købers identitet. Se f.eks. SKM2003.400.ØLR og SKM2006.269.VLR og Momsforordningens artikel 18, stk. 1, 1. led (ligeledes analogt).x

Se også

  • Afsnit D.A.6.2.2.5 om undersøgelse af kundens status og egenskab i forbindelse med visse ydelser

 

xMulighed for rettelse og anmodning om refusionx

Om "Stedet for erhvervelse af varer inden for Fællesskabet" gælder følgende:

"Den medlemsstat, hvortil varerne ankommer efter forsendelse eller transport, og hvor der er foretaget en erhvervelse af varer inden for Fællesskabet i henhold til artikel 20 i direktiv 2006/112/EF, udøver sin kompetence til at pålægge moms, uanset den momsbehandling af transaktionen, der er foretaget i den medlemsstat, hvor forsendelsen eller transporten af varerne er påbegyndt." Se Momsforordningens artikel 16, 1. led.

Der skal altså betales erhvervelsesmoms i det andet EU-land, uanset om sælgeren - evt. ved en fejl - har lagt dansk moms på vareleverancen.

"En eventuel anmodning fra vareleverandøren om tilpasning af den moms, denne har faktureret og angivet i den medlemsstat, hvor forsendelsen eller transporten af varerne er påbegyndt, behandles i denne medlemsstat i henhold til dens egne regler." Se Momsforordningens artikel 16, 2. led.

Hvis en dansk sælger ønsker at få et salg omfattet af momsfritagelsen i xML 34x, stk. 1, nr. 1, efter at leverancen har fundet sted, skal han derfor:

  • anmode Skattestyrelsen om genoptagelse af momstilsvaret for den pågældende momsperiode,

  • dokumentere, at varerne rent faktisk blev forsendt eller transporteret til et andet EU-land, og

  • dokumentere, at erhververen var registreret for moms i et andet EU-land, og

  • xhave indberettet salget til Skattemyndighedernex

xDet vil sige, at hvis erhververen af varerne på et senere tidspunkt, kan bevise over for sælger, at han var en afgiftspligtig person, og handlede i denne egenskab, og der ikke er noget der indikere svig eller misbrug, vil sælgeren have mulighed for at rette fakturaen efter nationale regler.x

Se også

Se også afsnit A.A.8.3 om ændringer af afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift.

 

xRetningslinje fra Momsudvalget

Momsudvalget har i en retningslinje behandlet, hvorledes fritagelsen for levering af varer inden for Fællesskabet skal håndteres i forhold til momsrefusionsdirektivet (2008/9), og har med enstemmighed udtalt:

Momsudvalget bekræfter, at de ændringer, der blev vedtaget til artikel 138, stk. 1, i momssystemdirektivet, ved Rådets direktiv 2018/2010 af 4. december 2018, tilføjer en materiel betingelse for anvendelse af fritagelsen for levering af varer inden for Fællesskabet.

Momsudvalget er med enstemmighed enige om, at denne tilføjelse betyder, at i de tilfælde, hvor den person, der erhverver varerne, ikke oplyser sit momsregistreringsnummer til leverandøren, eller hvor det oplyste momsregistreringsnummer er udstedt af den medlemsstat, hvorfra varerne er afsendt eller transporteret, så skal betingelserne for at anvende fritagelsen i artikel 138 ikke anses for at være opfyldt, og leverandøren har ingen anden mulighed end at opkræve momsen.

Det vil med andre ord sige, at leverandøren er forpligtet til at opkræve momsen (Skattestyrelsens tilføjelse).

Skattestyrelsen er enig i retningslinjen.

Se retningslinje WP 976, Dok E, fra Momsudvalget, der er vedtaget på baggrund af drøftelser på udvalgets 113. møde.x

x

xKrav om indberetning af EU-varesalg til Skattemyndighedernex

xFor at bekæmpe momssvig er det med virkning fra 1. januar 2020 i momslovens § 34, stk. 2, fastsat, at fritagelsen i ML § 34, stk. 1, nr. 1, ikke finder anvendelse, hvis sælger ikke har liste indberettet EU-salget efter de regler, der er fastsat i og i medfør af ML § 54, stk. 1 (VIES-indberetning), eller hvis den indsendte liste ikke indeholder de korrekte oplysninger om leveringen, medmindre leverandøren behørigt kan begrunde undladelsen over for Skattestyrelsen.

Det kan fx være, at køber ved en fejl har indberettet salget i en efterfølgende periode, eller at beløbet ved en fejl er tastet forkert. Det vil dog altid være en konkret vurdering, og fejlen skal være behørigt begrundet over for Skattemyndighederne.

 

Retningslinje fra Momsudvalget

Momsudvalget har i en retningslinje behandlet, hvorledes fritagelsen for levering af inden for Fællesskabet, skal håndteres i henhold til momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1a (momslovens § 34, stk. 2), og har udtalt:

 Momsudvalget anerkender enstemmigt, at en konstatering af, at fritagelsen i momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1, ikke kan finde anvendelse i tilfælde af leverandørens manglende efterlevelse af forpligtelser omfattet af direktivets artikel 138, stk. 1a, de facto kun kan fastslås et vist stykke tid efter tidspunktet for levering og fakturering.

Momsudvalget er således enstemmigt enige om, at det er uundgåeligt, at der vil være et vist tidsrum mellem tidspunktet for levering og fakturering til det tidspunkt, hvor leverandøren skal opfylde sine forpligtigelser i henhold til direktivets artikel 262 og 263 om at indsende en oversigt (listeangivelse/indberetning til EU-salg uden moms, Skattestyrelsens tilføjelse).

Momsudvalget er også enstemmigt enige om, at et vist tidsrum ikke kan undgås mellem det tidspunkt, hvor leverandøren skal indsende oversigten, og det tidspunkt, hvor skattemyndighederne griber til handling, idet en sådan handling alene kan udløses af det faktum, at oversigten ikke er blevet indsendt, eller at det er konstateret, at oversigten ikke indeholder de rette oplysninger.

Momsudvalget er derfor enstemmigt enige om, at det skal være muligt for leverandøren at benytte fritagelsen på tidspunktet for leveringen, under de betingelser der er fastsat i momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1, eftersom disse er de eneste betingelser, der på leveringstidspunktet er relevante for at fastslå, om fritagelsen kan finde anvendelse eller ej.

Med hensyn til de tilfælde, der er omfattet af momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1a, er Momsudvalget næsten enstemmigt enige om, at fritagelsen kun kan tilbagekaldes med tilbagevirkende kraft, hvis og når skattemyndighederne har fastslået, at leverandøren ikke har overholdt betingelsen i direktivets artikel 262 og 263 om at indsende en oversigt, eller, hvor den oversigt, som allerede er fremsendt, ikke indeholder de korrekte oplysninger om den pågældende levering, som krævet i momssystemdirektivets artikel 264, medmindre leverandøren behørigt kan begrunde sin mangel til de kompetente myndigheder på tilfredsstillende vis.

Skattestyrelsen er enig i retningslinjen.

Se retningslinje WP 977, Dok F, fra Momsudvalget, der er vedtaget på baggrund af drøftelser på udvalgets 113. møde.

x

Som nævnt ovenfor følger det af de pligter i forbindelse med EU-handel, som er omhandlet i afsnit A.B.4.2.2.1, om indberetning af EU-handel, at sælger har pligt til at indhente og indberette købers momsnummer til VIES-systemet. Overtrædelse af denne pligt kan medføre bøde efter momsbekendtgørelsens § 133, stk. 1, nr. 2 og nr. 6. Denne strafbestemmelse er i overensstemmelse med EU-retten. Se præmis 58 i dommen i sag C-24/15, Plöckl.

En sælger, der til andre EU-lande leverer varer efter ML x§ 34x, stk. 1, nr. 1-4, skal derudover føre et debitorkartotek over kundernes udenlandske momsregistreringsnumre. Se momsbekendtgørelsens § 100, stk. 4, og afsnit A.B.3.3.3.2.6. Også overtrædelse af denne pligt kan medføre bøde efter momsbekendtgørelsens § 133, stk. 1, nr. 2.

 

xFormodning for varernes fysiske forsendelse

Med virkning fra 1. januar 2020 er der med henblik på at anvende fritagelsen i ML § 34, stk. 1, nr. 1, indført en formodning for, at varerne er blevet forsendt, hvis det kan dokumenteres at varerne er blevet sendt eller transporteret fra ét EU-land til et andet EU-land.

Det vil sige, at såfremt dokumentationen foreligger, er der en formodning for, at betingelsen om bevis for transport af varerne er opfyldt ved anvendelse af fritagelsen (0-sats).

Se momsforordningens artikel 45a.

Formodningsreglen medfører, at virksomheder kan støtte ret på, at transporten af varerne er tilstrækkeligt dokumenteret, hvis de nedenfor nævnte dokumenter (beviser) for transport foreligger.

Dokumenterne skal fremlægges efter anmodning fra Skattemyndighederne, og der er således ikke et krav om at dokumentationen skal indsendes månedligt eller lignende.

Myndighederne er forpligtede til at anvende formodningsreglen, hvis betingelserne er opfyldt.

Derimod er det frivilligt for virksomhederne, om de vil benytte sig af ordningen. Hvis formodningsreglen ikke kan eller ikke ønskes anvendt, gælder de hidtidige danske regler.

Vær opmærksom på, at de øvrige betingelser om verifikation af momsnummer mv. tillige skal være opfyldt.x

x

xDokumentationskrav ved brug af formodningsreglen

Med henblik på anvendelse af ML § 34, stk. 1, nr. 1, er der i momsforordningen (forordning 2011/282) indsat en ny bestemmelse i artikel 45a. Se ændringsforordning 2018/1912.

Med bestemmelsen indføres der et på EU-plan harmoniseret dokumentationskrav i forbindelse med EU-varehandel, som fastsætter hvilke beviser, der skal fremlægges for at opfylde betingelserne for at få momsfritaget varelevering inden for EU, når formodningsreglen anvendes.

Det vil sige, at hvis en virksomhed ikke kan eller ikke ønsker at anvende formodningsreglen, kan retten til den momsfri levering af varer ved EU-salg stadig dokumenteres efter hidtidig nationalt fastsat praksis (se nedenfor om dokumentationskrav, når formodningsreglen ikke anvendes).

Dokumentationen kan inddeles i A og B beviser:

A beviser:

A beviser er dokumentation, der relaterer sig til transporten. Dette kan fx være et undertegnet CMR-dokument eller ledsagedokument, et konnossement, et luftfragtbrev, en faktura fra transportøren af varerne.

Se artikel 45a, stk. 3, litra a)

B beviser:

B beviser er dokumenter, der understøtter transportdokumenterne. Det kan være:

  • en forsikringspolice vedrørende varernes forsendelse eller transport eller bankbilag for betalingen af varernes forsendelse eller transport

  • officielle dokumenter, der er udstedt af en offentlig myndighed, såsom en notar, og som bekræfter varernes ankomst i bestemmelsesmedlemsstaten

  • en kvittering, der er udstedt af en oplagshaver i bestemmelsesmedlemsstaten, og som bekræfter varernes oplagring i denne medlemsstat

Listen er udtømmende.

Se artikel 45a, stk. 3, litra b), nr. i-iii.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at generelle forsikringspolicer ikke kan opfylde dokumentationskravet. x

xGenerelt for A og B beviser

Beviserne kan foreligge elektronisk eller i papirformat.

Der er ikke tale om dokumentation, som skal indsendes til Skattemyndighederne, men alene tale om dokumentation, der efter anmodning skal kunne fremlægges for myndighederne. Dokumentationen skal derfor være tilstede i virksomheden.

Der er dog ikke i direktivet eller forordningen fastsat en frist for, hvornår dokumentationen skal foreligge i virksomheden. Fristen er derfor fleksibel, men skal holdes inden for de almindelige frister og kutyme i branchen.

Der er forskel på kravene, afhængig af om det er sælger eller køber, der står for transporten af varerne, men kan inddeles således:x

xNår sælger står for transporten:

Hvis sælger arrangerer transporten, eller for dennes regning, skal der kunne fremlægges følgende dokumentation

    • 2 A beviser, eller

    • 1 A bevis + 1 B bevis

      Se artikel 45a, stk. 1, litra a.

x

xNår køber står for transporten:

Når køber står for transporten, skal der fremlægges følgende dokumentation:

  • 2 A beviser, eller
  • 1 A bevis + 1 B bevis

Ud over dokumentation for transport, skal der udstedes en skriftlig købererklæring fra køber til sælger, hvoraf det fremgår, at varerne er blevet forsendt eller transporteret af køberen selv, eller af en tredjemand for købers regning.

Der er ikke i forordningen fastsat nogen formelle krav til formatet af købererklæringen, og denne kan derfor være enten elektronisk eller på papir.

x

xKøbererklæringen skal dog som minimum indeholde følgende oplysninger:

  • Udstedelsesdato for købererklæringen

  • Købers navn og adresse

  • Mængde og art af varerne

  • Dato og sted for varernes ankomst

  • Ved levering af transportmidler, skal transportmidlets registreringsnummer oplyses

  • Identifikation af den person, der modtog varerne på købers vegne.

Se artikel 45a, stk. 1, litra b.x

xKøbererklæringen skal forelægges sælger senest den tiende dag i måneden efter leveringen.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der ved levering af transportmidler skal forstås transportmidler omfattet af momslovens § 11, stk. 1. Desuden er det Skattestyrelsens opfattelse, at begrebet registreringsnummer skal forstås bredt, og henviser til ethvert muligt identifikationsnummer for transportmidlet. Til støtte herfor henvises der til den engelske, tyske og franske sprogversion af momsforordningens artikel 45a, hvori der står ”identifikationsnummer”.

Efter de harmoniserede formodningsregler er det køber, der i sin erklæring til sælger skal medtage tilstrækkelig information til ”identifikation af den person, der modtog varerne på erhververens vegne”.

Der er ikke i lovgivningen fastsat nærmere betingelser for hvilken form for identifikation, der er tilstrækkeligt. Kravet til identifikation vil efter Skattestyrelsens opfattelse være opfyldt, når det (evt. med bistand fra erhververen) er muligt for myndighederne at identificere den pågældende og evt. kontakte denne.

Hvorledes dette gøres på bedste vis, er derfor op til erhververen. Det er Skattestyrelsens vurdering, at det vil være i overensstemmelse med bestemmelsens formål at bede om fx navn, fødselsdato samt firmanavn.

Køber kan evt. supplere informationen med dokumentation, men det er ikke et krav. Det er således heller ikke et krav, at den, der modtager varerne på erhververens vegne, skal afgive kopi af pas eller kørekort til sælger.

Det er således Skattestyrelsens vurdering, at det ikke vil være i overensstemmelse med formålet med bestemmelsen at kræve, at der skal oplyses cpr-nummer eller lignende, og der bør derfor heller ikke bedes om kopi af pas m.v. fra den person, der modtager varerne på købers vegne (fx Vognmandens chauffør eller købers lagerforvalter).

xBeviserne skal være udstedt af uafhængige parterx

xBåde A og B beviser skal være udstedt af to forskellige parter, der er uafhængige af hinanden, af sælger og af køber.x

xDet vil sige, at fx en faktura udstedt af sælger til køber ikke kan anvendes som dokumentation.

x

xRetningslinje fra Momsudvalgetx

xMomsudvalget har i en retningslinje behandlet, hvordan man i forhold til fritagelsen for levering af varer inden for Fællesskabet, skal forstå begrebet ”afhængig” i forbindelse med bevis for transport, og har næsten enstemmigt udtalt:

Momskomiteen er næsten enstemmigt enig om, at når det skal fastslås, hvorvidt to parter er uafhængige af hinanden, i forbindelse med anvendelse af momsforordningens artikel 45a, stk. 1, litra a og litra b, nr. ii:

  1. de to parter skal ikke anses for uafhængige, når de er en del af den samme juridiske person, og

  2. de kriterier, der er fastsat i momssystemdirektivets artikel 80, skal anvendes, så parter, til hvem der findes ”familiemæssige eller andre nære personlige, ledelsesmæssige eller medlemsmæssige bindinger samt ejendomsretlige, finansielle eller retlige bindinger”, ikke skal anses for at være uafhængige af hinanden.

Skattestyrelsen er enig i retningslinjen.

Se retningslinje WP 979, Dok c.1., fra Momsudvalget, der er vedtaget på baggrund af drøftelser på udvalgets 113. møde.x

x

xAfvisning af formodning

Skattemyndighederne kan afvise brug af formodningsreglen, der fremsættes efter artikel 45a, stk. 1, i momsforordningen.

Dette kræver, at myndighederne kan tilbagevise den fremlagte dokumentation, og det positivt kan konstateres og dokumenteres, at varerne ikke er transporteret ud af sælgers land (Danmark).

Skattemyndighederne kan også afvise den fremlagte dokumentation, hvis den ikke indeholder de korrekte oplysninger. Sælger skal dog have mulighed for at kunne fremlægge den rette dokumentation inden formodningen afvises endeligt.

Se artikel 45a, stk. 2, i momsforordningen.

xxAfvisning af brug af formodningsreglen medfører ikke automatisk, at sælger ikke kan få momsfritaget sit EU-salg. Sælger har stadig mulighed for på anden vis at dokumentere sit EU-salg uden brug af formodningsreglen.x

x

Dokumentation for fysisk forsendelse eller transport, når formodningsreglen ikke anvendes

xSælgeren skal for at kunne gøre brug af fritagelsen i ML § 34, stk. 1, nr. 1, kunne dokumentere, at varerne faktisk er forsendt eller transporteret til et andet EU-land. Kravet om dokumentation skal også være opfyldt, når formodningsreglen (som beskrevet ovenfor) ikke anvendes.

Når formodningsreglen ikke anvendes, er det de nationalt fastsatte betingelser for dokumentation, der skal anvendes.

Dokumentationen kan være i form af en transportfaktura, et fragtbrev eller en erklæring fra en fragtfører eller speditør.

Hvis køber eller sælger selv arrangerer eller sørger for transporten til et andet EU-land, kan dokumentationen bestå i en erklæring om, at varen er modtaget i et andet EU-land.

Den danske sælger vil blive afkrævet dansk moms, hvis det efterfølgende viser sig, at varen ikke er forsendt eller transporteret til et andet EU-land. Se TfS 1999, 355.

Begrebet "forsendes" i Momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1 (tidligere sjette momsdirektivs artikel 28c, punkt A, litra a, første afsnit) betyder, at momsfritagelsen for levering inden for EU først kan anvendes:

  • når retten til som ejer at råde over varen er overdraget til erhververen, og
  • når sælgeren har godtgjort, at varen er blevet forsendt eller transporteret til et andet EU-land, og at varen - efter denne forsendelse eller transport - fysisk har forladt det første EU-lands område.

Se præmis 42 i EU-domstolens dom i sag C-409/04, Teleos m.fl.

Teleos-dommen fastslår samtidig, at en sælger, der handler i god tro, ikke må nægtes momsfritagelse i forbindelse med leveringer inden for EU. En sælger i god tro skal derfor ikke kunne nægtes momsfritagelse, når erhververen har fremlagt falske beviser for, at varerne er udført af sælgerens EU-land og ind i erhververens EU-land. Det er dog en betingelse, at sælgeren har gjort alt, hvad der stod i hans magt for at sikre en korrekt anvendelse af bestemmelserne om moms. Hvis erhververen har angivet erhvervelsesmoms på sin momsangivelse, kan dette udgøre et supplerende bevis for, at varerne faktisk har forladt sælgerens EU-land, men det er ikke et afgørende bevis i spørgsmålet om momsfritagelse. Se præmis 68 og 72 i EU-domstolens dom i sag C-409/04, Teleos m.fl.

x

xDokumentation for fysisk forsendelse og transport ved afhentningskøb, hvor formodningsreglen ikke anvendesx

Med virkning fra den 1. januar 2015 er kravene skærpet til den dokumentation, som Skattestyrelsen vil kræve for at sælger kan anvende momsfritagelsen for EU-interne leverancer af varer til momsregistrerede virksomheder i andre EU-lande ved afhentningskøb. Se SKM2014.773.SKAT.

Skærpelsen af dokumentationskravene vedrører afhentningskøb, hvor en momsregistreret virksomhed i et andet EU-land køber varer her i landet og selv afhenter varerne hos den danske sælger. Det vil sige tilfælde, hvor køber eller købers repræsentant transporterer varerne med eget transportmiddel, herunder i tilfælde, hvor tredjemand for købers regning, forsender eller transporterer varerne til et andet EU-land, og sælger kræver fuld betaling for varerne inden afhentning af varerne eller i forbindelse hermed (kontant, herunder med kreditkort, dankort eller andet debetkort).

xDet er Skattestyrelsens opfattelse, at formodningsreglen i momsforordningens artikel 45a, som hovedregel ikke vil kunne anvendes ved afhentningskøb.x

xI tilfælde, hvor tredjemand for købers regning, forsender eller transporterer varerne til et andet EU-land, og sælger kræver fuld betaling for varerne inden afhentning af varerne eller i forbindelse hermed (kontant, herunder med kreditkort, dankort eller andet debetkort), vil det kunne forekomme, at der er to ikke modstridende beviser, hvorfor formodningsreglen måske vil kunne anvendes.x

Krav til købererklæring

Dokumentationen af, at en vare er forsendt eller transporteret af køber til et andet EU-land skal som minimum bestå i en erklæring fra køberen med oplysning om:

  • at varen er forsendt eller transporteret fra Danmark
  • varens bestemmelsessted
  • transportmiddel og registreringsnummer på transportmiddel
  • at varen er modtaget på leveringsadressen

Når det er relevant som følge af transportruten, skal der vedlægges dokumentation for selve transporten, f.eks. i form af færgebilletter, brokvitteringer eller lignende, evt. i kopi.

Erklæringer med samme eller tilsvarende indhold som ovenfor, der forlanges afgivet af køber til brug for anden lovgivning på f.eks. det veterinære område (handel med levende dyr), kan udgøre dokumentationen for forsendelsen eller transporten i henhold til momsloven.

Sælger kan fremlægge alternativ dokumentation, såfremt den i øvrigt har en tilsvarende robusthed, som den krævede købererklæring. 

Dokumentation for købers identitet

Den person, der afhenter varerne, skal allerede i forbindelse med udleveringen af varerne forsyne sælgeren med supplerende oplysninger, som gør det muligt at identificere den, der afhenter varerne. Det kan f.eks. være i form af kopi af kørekort eller lignende dokumentation. Hvis ikke dokumentationen er forsynet med læselig underskrift, skal personen derudover kvittere skriftligt (med læsbar underskrift) for udleveringen af varerne. Hvis personen, der afhenter varerne, ikke er indehaver af den udenlandske virksomhed, skal personen også fremlægge fuldmagt til at købe og afhente varerne på købers vegne.

Hvis den fremlagte dokumentation i form af fx kørekort eller lignende dokumentation indeholder personnummer, kan sælger på kopien af dokumentationen ekstrahere de fire sidste cifre i personnummeret. Efter Skattestyrelsens vurdering er disse cifre ikke nødvendige i forhold til at dokumentere identiteten på den, der afhenter varerne.

Frist for fremlæggelse af dokumentation

Dokumentation for forsendelsen eller transporten af varerne skal foreligge senest 3 måneder efter udløbet af den måned, hvori leveringen fandt sted. Hvis dokumentationen ikke er modtaget på dette tidspunkt, opfylder sælger ikke betingelsen om, at varen er blevet forsendt eller transporteret til et andet EU-land. Sælger skal derfor betale moms af leveringen på dette tidspunkt, jf. momslovens § 23, stk. 2. Hvis sælger efterfølgende får dokumentationen fra køber, kan sælger anmode om genoptagelse af momstilsvaret, jf. Skatteforvaltningslovens § 31. Se nedenfor om "Efterfølgende anmodning om momsfritagelse (tilbagebetaling). Skattestyrelsen fandt i den vejledende udtalelse i SKM2015.258.SR (se ovenfor), at fristen for indhentelse af dokumentation for forsendelsen eller transporten af varerne i form af erklæring fra det med køber i et andet EU-land koncernforbundne danske selskab (efter SKM2014.773.SKAT 3 måneder efter udløbet af den måned, hvori leveringen fandt sted) i givet tilfælde ville løbe efter tidspunktet for sælgers indlevering af varerne til det danske selskab.

Se også

Se også afsnit D.A.10.1.2.2 om dokumentationskrav ved udførsel til 3. lande.

 

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-531/17, Vetch

Artikel 143, litra d), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem og dette direktivs artikel 143, stk. 1, litra d), som ændret ved Rådets direktiv 2009/69/EF af 25. juni 2009, skal fortolkes således, at retten til fritagelse for merværdiafgift ved indførslen som omhandlet i disse bestemmelser ikke kan nægtes den importør, der er udpeget eller anerkendt som betalingspligtig for denne afgift, som omhandlet i artikel 201 i direktiv 2006/112, i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor dels modtageren af denne overførsel inden for Fællesskabet efterfølgende begår svig i forbindelse med en efterfølgende transaktion, og denne svig ikke har tilknytning til nævnte overførsel, og der dels ikke foreligger oplysninger, der gør det muligt at fastslå, at importøren vidste eller burde vide, at denne efterfølgende transaktion var led i svig begået af modtageren.

C-528/17, Milan Božičevič Ježovnik

Artikel 143, stk. 1, litra d), i momssystemdirektivet skal fortolkes således, at en afgiftspligtig importør og leverandør i en situation, hvor denne er blevet indrømmet fritagelse for merværdiafgift ved indførsel på grundlag af en tilladelse, som er blevet udstedt efter en forudgående kontrol af de kompetente toldmyndigheder, henset til de beviser, som denne afgiftspligtige person har fremlagt, ikke er forpligtet til at betale merværdiafgift efterfølgende, såfremt det ved en senere kontrol viser sig, at de materielle betingelser for fritagelsen ikke var opfyldt, medmindre det på grundlag af objektive forhold påvises, at den nævnte afgiftspligtige person vidste eller burde have vidst, at de leveringer, der fandt sted efter de omhandlede indførsler, var led i svig fra erhververens side, og at den afgiftspligtige person ikke har truffet enhver foranstaltning, som den pågældende med rimelighed var i stand til, for at undgå denne svig.

Se også C-409/04, Teleos.
C-386/16, Toridas UAB

Artikel 138, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede fortolkes således, at en levering af varer, der foretages af en afgiftspligtig person, som er etableret i en første medlemsstat, ikke er afgiftsfritaget i henhold til denne bestemmelse, såfremt erhververen, der er merværdiafgiftsregistreret i en anden medlemsstat, inden indgåelsen af denne leveringstransaktion oplyser leverandøren om, at varerne straks vil blive videresolgt til en afgiftspligtig person, som er etableret i en tredje medlemsstat, inden de udføres af den første medlemsstat og transporteres til denne tredje afgiftspligtige person, for så vidt som denne anden levering har fundet sted, og for så vidt som varerne efterfølgende er blevet transporteret fra den første medlemsstat til den tredje afgiftspligtige persons medlemsstat. Den første erhververs merværdiafgiftsregistrering i en anden medlemsstat end den, hvori den første levering finder sted, eller den, hvori den endelige erhvervelse finder sted, er ikke et kriterium ved kvalificeringen af en transaktion som en transaktion inden for Fællesskabet, eller i sig selv et tilstrækkeligt beviselement til godtgørelse af, at en transaktion har karakter af en transaktion inden for Fællesskabet.

Med henblik på en fortolkning af artikel 138, stk. 1, i direktiv 2006/112 har en forarbejdning af varer i løbet af en kæde med to på hinanden følgende leveringer som den i hovedsagen omhandlede, som sker efter ordre fra den mellemliggende erhverver og foretages før varernes transport til den endelige erhververs medlemsstat, ikke nogen betydning for betingelserne for en eventuel fritagelse af den første levering, idet denne forarbejdning finder sted efter den første levering.

xBemærk, at der med virkning fra 1. januar 2020 er indført regler, der præciserer leveringsstedet for leveringer i forbindelse med kædehandel. Reglerne præciserer med andre ord, hvilken levering transporten skal henføres til i tilfælde af flere på hinanden følgende leveringer af den samme vare, der kun giver anledning til en transport inden for EU. Se D.A.6.1.9. Dommen vedrører en periode, hvor de nye regler endnu ikke var indført.x

C-21/16, Euro Tyre BV – Sucursal em Portugal

Når der ikke er konkrete indicier for en afgiftsunddragelse, og det er fastslået, at de materielle betingelser for fritagelsen er opfyldt, er momssystemdirektivets artikel 131 og artikel 138, stk. 1, til hinder for, at afgiftsmyndigheden i et EU-land giver afslag på at indrømme fritagelse for en levering inden for EU alene med den begrundelse, at erhververen, der har hjemsted i bestemmelseslandet og er indehaver af et gyldigt momsregistreringsnummer til brug for indenlandske transaktioner i dette EU-land, på tidspunktet for leveringen hverken var registreret i VIES-systemet eller særskilt registreret for erhvervelser inden for EU.

Momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1, er, fortolket i lyset af proportionalitetsprincippet, også til hinder for et sådant afslag i det konkrete tilfælde, hvor sælgeren havde kendskab til de særlige omstændigheder ved erhververens situation i forhold til momsregistrering og var bekendt med, at erhververen efterfølgende ville blive registreret for erhvervelser med tilbagevirkende kraft.

xBemærk, at der med virkning fra 1. januar 2020 er indført EU-regler, der gør det en betingelse for fritagelse, at købers momsregistreringsnummer er oplyst til sælger, og nummeret er indberettet til Skatteforvaltningen. Det er ikke tilstrækkeligt, at der oplyses momsnummer til brug for indenlandske transaktioner. Der skal være tale om et egentligt momsnummer, der er registreret i VIES-systemet.x

C-492/13, Traum EOOD

Momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1, og artikel 139, stk. 1, andet afsnit, skal fortolkes således, at de under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende er til hinder for, at en medlemsstat afslår momsfritagelse for en levering inden for Fællesskabet med den begrundelse, at erhververen ikke var momsregistreret i en anden medlemsstat, og at leverandøren hverken har godtgjort ægtheden af underskrift eller repræsentationsbemyndigelse, selv om de dokumenter, der til støtte for angivelsen blev fremlagt af leverandøren som bevis for retten til fritagelse, var i overensstemmelse med den liste over dokumenter, som i henhold til national ret skal fremlægges for afgiftsmyndigheden, og i første omgang blev accepteret af denne myndighed som bevis for retten til fritagelse.

Momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1, skal fortolkes således, at den har direkte virkning, således at afgiftspligtige personer over for staten kan påberåbe sig bestemmelsen ved de nationale retter med henblik på at opnå momsfritagelse for en levering inden for Fællesskabet.

xBemærk, at der med virkning fra 1. januar 2020 er indført EU-regler, der gør det en betingelse for fritagelse, at købers momsregistreringsnummer er oplyst til sælger, og nummeret er indberettet til Skatteforvaltningen.x

C-273/11, Mecsek-Gabona Kft

Da Momssystemdirektivet ikke indeholder konkrete bestemmelser om, hvilke beviser de afgiftspligtige skal fremlægge for at opnå momsfritagelse i forbindelse med leveringer inden for EU, tilkommer det medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 131 at fastsætte betingelserne for (bevis for) fritagelse med henblik på at sikre en korrekt og enkel anvendelse af fritagelserne og på at hindre enhver mulig form for svig, unddragelse eller misbrug. Medlemsstaterne skal imidlertid ved udøvelsen af deres beføjelser overholde de generelle retsprincipper, der er en del af Unionens retsorden, som bl.a. omfatter retssikkerhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.

Momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at retten til momsfritagelse for en levering inden for EU kan nægtes sælgeren under sådanne omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede under forudsætning af, at det på baggrund af objektive forhold er fastslået, at sælgeren ikke har opfyldt de forpligtelser, der påhvilede den pågældende for så vidt angår bevis, eller at sælgeren vidste eller burde have vidst, at den transaktion, som den pågældende gennemførte, var led i svig fra erhververens side, og sælgeren ikke har truffet enhver foranstaltning, som den pågældende med rimelighed var i stand til, for at undgå sin egen deltagelse i denne svig.

Fritagelsen for en levering inden for Fællesskabet som omhandlet i artikel 138, stk. 1, kan ikke nægtes en sælger alene med den begrundelse, at afgiftsmyndigheden i en anden medlemsstat har foretaget en sletning af erhververens momsregistreringsnummer, der, selvom den fandt sted efter leveringen af varen, har fået virkning med tilbagevirkende kraft fra en dato, der ligger før denne levering. 

C-587/10, Vogtländische Straßen-, Tief- und Rohrleitungsbau GmbH Rodewisch (VSTR)

Domstolen fandt, at EU´s momsregler ikke er til hinder for, at skattemyndighederne i et EU-land gør momsfritagelsen ved grænseoverskridende leverancer af varer inden for EU betinget af, at leverandøren angiver kundens (erhververens) momsregistreringsnummer. Som en undtagelse herfra udtaler domstolen, at myndighederne ikke kan afslå momsfritagelse, når leverandøren

  • efter at have truffet alle de foranstaltninger, der med rimelighed kan kræves, ikke er i stand til i god tro at angive kundens momsregistreringsnummer, men
  • i øvrigt er fremkommet med andre oplysninger, som i tilstrækkelig grad kan godtgøre, at kunden er en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab ved den nævnte transaktion.

I den konkrete sag var erhververen etableret i et tredjeland og var ikke momsregistreret i EU. Leverandøren havde bedt erhververen oplyse sit momsnummer. Erhververen havde i stedet opgivet sin egen kundes momsnummer til leverandøren. Som sag var oplyst for EU-domstolen så det ikke ud til, at erhververen eller dennes kunde skulle have handlet svigagtigt. De omhandlede varer syntes i øvrigt i sagens natur at være bestemt til at blive anvendt som led i økonomisk virksomhed. Med andre ord så sagen ikke ud til at vedrøre momssvig, men en ulovhjemlet "administrativ forenkling" uden betydning for virksomhedernes momstilsvar.

xBemærk, at der med virkning fra 1. januar 2020 er indført EU-regler, der gør det en betingelse for fritagelse, at købers momsregistreringsnummer er oplyst til sælger, og nummeret er indberettet til Skatteforvaltningen. x

C-430/09, Euro Tyre Holding BV

Hvis en vare:

  • er genstand for to på hinanden følgende leveringer mellem afgiftspligtige personer inden for EU, men
  • der kun er tale om én enkelt forsendelse inden for EU

skal der ved afgørelsen af, hvilken transaktion forsendelsen skal tilskrives (dvs. enten den første eller den anden levering), foretages en samlet bedømmelse af alle sagens relevante omstændigheder.  

xBemærk, at der med virkning fra 1. januar 2020 er indført regler, der præciserer leveringsstedet for leveringer i forbindelse med kædehandel. Reglerne præciserer med andre ord, hvilken levering transporten skal henføres til i tilfælde af flere på hinanden følgende leveringer af den samme vare, der kun giver anledning til en transport inden for EU. Se D.A.6.1.9. Dommen vedrører en periode, hvor de nye regler endnu ikke var indført.x

C-285/09, Straffesagen mod R

Et EU-land (afsendelseslandet) kan afslå momsfritagelse for en EU-leverance, selvom der faktisk har fundet en levering sted, hvis leverandøren ved leveringen har skjult den faktiske modtagers identitet, for at denne kunne unddrage sig betalingen af moms. Leverandøren havde i den konkrete sag bevidst udstedt fakturaer med indholdsmæssige urigtigheder.

C-184/05, Twoh

Momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1, sammenholdt med:

  • Rådets direktiv 77/799/EØF om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte og indirekte skatter, og
  • Rådets forordning (EØF) nr. 218/92 om administrativt samarbejde inden for området indirekte skatter,

skal fortolkes således, at skattemyndighederne i det EU-land, hvorfra varer forsendes eller transporteres som led i en EU-leverance, ikke er forpligtet til at anmode om oplysninger hos myndighederne i modtagerlandet.

C-146/05, Albert Collée

Momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1, er til hinder for, at myndighederne nægter at momsfritage en EU-leverance, som faktisk har fundet sted, alene med den begrundelse, at der ikke er foretaget en rettidig bogføring af leveringen. Ved efterprøvelse af retten til momsfritagelse skal en national domstol ikke tage hensyn til, at den afgiftspligtige i første omgang bevidst skjulte, at der forelå en EU-leverance, medmindre der er risiko for tab af skatte- og afgiftsindtægter, og den afgiftspligtige ikke fuldstændigt har elimineret risikoen herfor.

C-409/04, Teleos m.fl.

EU-domstolen udtalte om bestemmelsen i momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1:

  • Begrebet "forsendes" skal fortolkes således, at momsfritagelsen for levering inden for EU først kan anvendes, når retten til som ejer at råde over varen er overdraget til erhververen, og når sælgeren har godtgjort, at varen er blevet forsendt eller transporteret til et andet EU-land, og at varen - efter denne forsendelse eller transport - fysisk har forladt det første EU-lands område.
  • Momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1, kan være til hinder for, at en sælger i god tro nægtes momsfritagelse. Nærmere bestemt skal en sælger i god tro ikke kunne nægtes momsfritagelse, når erhververen har fremlagt falske beviser for, at varerne er ført ud af oprindelseslandet og ind i bestemmelseslandet. Det er dog en betingelse, at sælgeren har gjort alt, hvad der stod i hans magt, for at sikre en korrekt anvendelse af bestemmelserne om moms.
  • Hvis erhververen har fremlagt en momsangivelse for skattemyndighederne i bestemmelseslandet om erhvervelse inden for EU, kan dette udgøre et supplerende bevis for, at varerne faktisk har forladt oprindelseslandets område, men det er ikke et afgørende bevis med henblik på momsfritagelse i henhold til artikel 138, stk. 1.

C-245/04, EMAG Handel Eder OHG

I det omfang:

  • to på hinanden følgende leveringer af de samme varer foretages mellem afgiftspligtige personer inden for EU, og
  • disse transaktioner alene giver anledning til én og samme forsendelse inden for EU

kan der alene opnås momsfritagelse for én af disse to leveringer i henhold til momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1.

xBemærk, at der med virkning fra 1. januar 2020 er indført regler, der præciserer leveringsstedet for leveringer i forbindelse med kædehandel. Reglerne præciserer med andre ord, hvilken levering transporten skal henføres til i tilfælde af flere på hinanden følgende leveringer af den samme vare, der kun giver anledning til en transport inden for EU. Se D.A.6.1.9. Dommen vedrører en periode, hvor de nye regler endnu ikke var indført.x

Højesteretsdomme

SKM2016.14.HR

Med henvisning til de af landsretten anførte grunde stadfæstede Højesteret landsrettens dom i SKM2014.428.VLR, hvorefter en dansk sælger af biler ikke havde godtgjort, at momslovens krav for momsfritagelse efter momslovens § 34, stk.1, nr. 1 var opfyldt. Sælger havde ikke fremlagt dokumenter, der objektivt dokumenterede, at bilerne var transporteret ud af landet og sælger havde ikke truffet enhver rimelig foranstaltning, der stod i hans magt for at sikre, at den levering indenfor fællesskabet, som han havde foretaget, ikke førte til deltagelse i svig.

SKM2007.128.HR

En sælger af mobiltelefoner ønskede at stille følgende spørgsmål til EU-domstolen: Skal artikel 28 c, pkt. A, litra a, i sjette momsdirektiv (nu momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1), fortolkes således, at medlemsstaterne generelt kan betinge momsfritagelsen af, at erhververen er registreret for moms i et andet EU-land?

Højesteret fastslog, at der ikke var nogen tvivl om, at EU-landene kunne betinge momsfritagelsen af dette. Anmodningen om en præjudiciel forelæggelse blev derfor afvist. Selskabet hævede efterfølgende anken.

Tidligere instans SKM2005.161.VLR.

Sammenhold med C-587/10, VSTR.

SKM2006.277.HR

Højesteret stadfæstede dommen med henvisning til de grunde, som Landsretten havde anført. En sælger af skrot havde ikke godtgjort, at betingelserne for momsfritagelse efter ML § 34, stk. 1, nr. 1, var opfyldt i forbindelse med salg af skrot til en tysk statsborger og et tysk selskab. Skrotsælgeren havde hverken indsendt lister i henhold til ML § 54, eller fremlagt fragtbreve eller lignende, der viste, at han havde leveret skrot, der var forsendt eller transporteret til et andet EU-land.

Tidligere instans SKM2003.362.VLR.

Landsretsdomme

SKM2017.118.ØLR

Sagen vedrørte SKATs efteropkrævning af dansk moms hos appellanten af et betydeligt antal salg af mobiltelefoner (ca. 117.000 styk) foretaget over en kort periode i 2002. Omsætningen udgjorde ca. kr. 307 mio. Køberen var et norsk selskab, som ikke var momsregistreret i England, hvortil telefonerne fysisk blev transporteret. Det norske selskab havde videresolgt telefonerne til en række engelske selskaber, der bortset fra et enkelt var såkaldte "missing traders". Det norske selskab havde hverken angivet erhvervelsesmoms af købene i England eller moms af videresalget af telefonerne til de engelske selskaber over for de engelske skattemyndigheder. De engelske selskaber havde videresolgt telefonerne til andre engelske selskaber (grossister) med moms, men havde undladt at angive og afregne momsen til de engelske skattemyndigheder, hvorved de engelske skattemyndigheder blev unddraget meget betydelige momsbeløb. Appellanten havde ikke listeindberettet sine EU-varesalg til SKAT, og havde ikke foranstaltet nærmere undersøgelser af det norske selskabs momsregistreringsforhold.

Skatteministeriet gjorde i første række gældende, at appellantens salg af mobiltelefoner havde leveringssted her i landet i medfør af momslovens § 14, nr. 1, da telefonerne var videresolgt af køber 1 til en køber 2 inden transporten til det andet EU-land, hvorfor den fysiske transport ifølge EU-Domstolens praksis skal henføres til det andet salg og ikke til appellantens salg (det første salg). Appellantens salg til det norske selskab blev derfor kvalificeret som et "ikke-forsendelses-køb" (indenlands køb) med leveringssted her i landet, jf. momslovens § 14, nr. 1.

I anden række gjorde ministeriet gældende, at leveringsstedet var her i landet i medfør af momslovens § 14, nr. 2, første punktum, da varerne befandt sig her i landet, da aftalen om køb blev indgået, og dermed da transporten til aftageren i England blev påbegyndt. Videre gjorde ministeriet gældende, at betingelserne for momsfritagelse ("0 moms"-pålæggelse) af salgene i momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldt, da køberen (det norske selskab) ikke var momsregistreret i England, og da appellanten ikke havde foretaget sig enhver rimelig foranstaltning for at sikre, at man ikke ved sine transaktioner kom til at deltage i afgiftssvig.

Landsretten tiltrådte, at leveringsstedet var her i landet i henhold til momslovens § 14, nr. 1. Der var derfor ikke anledning til at tage stilling til, om betingelserne for momsfritagelse i momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, var opfyldt. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.

Stadfæstelse af byrettens dom i SKM2015.583.BR

xBemærk, at der med virkning fra 1. januar 2020 er indført regler, der præciserer leveringsstedet for leveringer i forbindelse med kædehandel. Reglerne præciserer med andre ord, hvilken levering transporten skal henføres til i tilfælde af flere på hinanden følgende leveringer af den samme vare, der kun giver anledning til en transport inden for EU. Se D.A.6.1.9. Dommen vedrører en periode, hvor de nye regler endnu ikke var indført.x

SKM2011.801.ØLR

En dansk sælger kunne ikke dokumentere, at varer faktisk var forsendt eller transporteret til et andet EU-land. Den danske sælger blev derfor afkrævet dansk moms. Landsretten bemærkede, at der påhviler sælger en særlig skærpet bevisbyrde, når det hævdes, at leverancer til et andet EU-land, der hverken er indberettet til EU-listesystemet eller fremgår af sælgerens regnskaber, har fundet sted.

SKM2010.577.ØLR

  • En virksomhed havde på tilstrækkelig vis dokumenteret, at varer var forsendt til et andet EU-land, og salgene kunne derfor ske momsfrit, jf. ML § 34, stk. 1, nr. 1. Landsretten lagde bl.a. vægt på:
  • en erklæring og en forklaring fra speditøren om, at varerne var udført af Danmark til en destination inden for EU,
  • at handlerne ikke sås at være indgået i momssvindel, samt
  • at virksomheden havde foretaget korrekte indberetninger til listesystemet.

SKM2006.269.VLR

Et dansk selskabs leverancer af dataudstyr til en ikke-momsregistreret svensk køber blev anset for momsfritaget efter ML § 34, stk. 1, nr. 1. Det danske selskab havde efter Vestre Landsrets opfattelse udvist den fornødne omhu for at sikre, at erhververen var momsregistreret. Det var ubestridt, at varerne rent faktisk var blevet leveret i Sverige. Det danske selskab var derfor i god tro om, at betingelserne for momsfri leverancer i ML § 34, stk. 1, nr. 1, var opfyldt.

Det blev i sagen - med Skatteministeriets tiltrædelse - fastslået, at ML § 34, stk. 1, nr. 1, er en subjektiv og ikke en objektiv bestemmelse, jf. den citerede erklæring i dommen fra Rådet og Kommissionen vedrørende den bagvedliggende bestemmelse i 6. momsdirektiv.

SKM2005.278.ØLR

Efter Østre Landsrets vurdering var der ikke foretaget leverancer til en momsregistreret virksomhed, jf. ML § 34, stk. 1, nr. 1. Sælgeren havde listeangivet et salg til Sverige, men det anførte momsnummer tilhørte et selskab, som var gået konkurs. I sælgerens interne bogholderi og på fakturaerne var salget angivet som sket til en privatperson, som ikke var momsregistreret.

SKM2005.161.VLR

En leverance af mobiltelefoner til en ikke-momsregistreret svensk virksomhed kunne ikke anses for momsfritaget efter ML § 34, stk. 1, nr. 1. Erhververen var ikke momsregistreret, og betingelserne i ML § 34, stk. 1, nr. 1, var derfor ikke opfyldt.

Senere instans SKM2007.128.HR. Sælgeren fik her afslag på en anmodning om en præjudiciel forelæggelse for EU-domstolen.

Sammenhold med C-587/10, VSTR.

SKM2003.400.ØLR

Et selskab havde solgt varer til en køber i et andet EU-land. Mellem selskabet og køber var det aftalt, at køber skulle forestå transporten af varerne til sit hjemland. Før varerne forlod Danmark, havde erhververen videresolgt dem. Det kunne herefter konstateres, at varerne enten forblev i Danmark eller blev eksporteret til et tredjeland. Med henvisning til en række konkrete forhold, herunder at selskabet havde et længerevarende kendskab til køber, og at nogle af varerne var blevet betalt af andre end køber, fastslog Landsretten, at selskabet ikke på tilstrækkelig vis havde sikret sig, at de solgte varer faktisk blev fremsendt til et andet EU-land. Selskabet havde derfor ikke været berettiget til at sælge momsfrit efter ML § 34, stk. 1, nr. 1.

Byretsdomme

SKM2016.410.BR

Sagen, der blev behandlet af tre dommere, angik, om sagsøgtes salg af 18 brugte biler opfyldte betingelserne for at være omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, om salg af varer til momsregistrerede erhververe i andre EU-lande.

Retten fandt, at det ikke for nogen af de omhandlede 18 biler var tilstrækkeligt dokumenteret, at bilerne var udført af Danmark i forbindelse med de omhandlede salg. Retten fremhævede i den forbindelse en lang række faktiske omstændigheder, der indebar visse uklarheder og uoverensstemmelser vedrørende sagsøgtes forklaring. Det var endvidere ikke godtgjort, at køberne var momsregistrerede.

Retten fremhævede videre, at sagsøgte ikke kunne have kontrolleret købernes momsnummer, inden han påbegyndte samhandlen, og retten fandt på denne baggrund og da sagsøgte i øvrigt ikke havde godtgjort, at han har truffet enhver rimelig foranstaltning for at undgå svig at betingelserne for momsfritagelse i medfør af momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldt.

Skatteministeriet fik på den baggrund medhold i sin principale påstand. Sagen var indbragt for domstolene af Skatteministeriet, og dommen ændrer derved Landsskatterettens afgørelse offentliggjort som SKM2015.151.LSR.

SKM2015.350.BR

Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren var berettiget til et momsfradrag for en række udgifter til varekøb. Herudover handlede sagen om, hvorvidt sagsøgeren havde foretaget momsfritagne varesalg til udlandet i medfør af momslovens § 34, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, og om sagsøgeren havde dokumenteret, at indsætninger på sagsøgerens konto ikke vedrørte momspligtige leverancer i medfør af momslovens § 4, stk. 1.

Retten fandt for så vidt angik fradrag for moms vedrørende udgifter til varekøb, at de i sagen fremlagte købsfakturaer ikke kunne danne grundlag for fradrag i medfør af momslovens 37, stk. 1, da fakturaerne var udstedt til et andet selskab, hvorfor fakturakravene i den dagældende momsbekendtgørelses § 40, stk. 1, nr. 4, ikke var opfyldt. At sagsøgeren i de pågældende fakturaer figurerede under rubrikken "forhandlernavn", fandt retten ikke var en afgørende omstændighed, der kunne medføre et andet resultat.

Vedrørende et varesalg til andre EU-lande fandt retten, at betingelserne for momsfritagelse i medfør af momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldte, idet de i sagen fremlagte fakturaer ikke opfyldte kravene i momsbekendtgørelsens §§ 40, stk. 1, og 41, stk. 1, ligesom sagsøgeren ikke havde foretaget listeindberetninger, jf. momslovens § 54, stk. 1, og momsbekendtgørelsens § 72.

Retten fandt endvidere, at sagsøgeren, der havde ansvaret for, at bogføringen var mangelfuld, ikke havde dokumenteret, at indsættelser på sagsøgerens konto ikke hidrørte fra momspligtige leverancer i medfør af momslovens § 4, stk. 1.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

SKM2008.55.BR

Byretten fandt efter en konkret bedømmelse, at en metalskrotvirksomhed havde foretaget sig det fornødne for at sikre, at den handlede med en momsregistreret køber. Virksomheden havde via internettet kontrolleret, at erhververen var momsregistreret hos de svenske myndigheder. Samhandlen foregik over en kort periode, hvor der efter rettens opfattelse ikke var forhold, der tydede på, at momsregistreringen var ophørt i perioden.

Landsskatteretten

SKM2014.864.LSR

En virksomheds salg af brugte biler til udenlandske opkøbere ansås ikke i alle tilfælde for omfattet af betingelserne i momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, for salg til 0-sats, og virksomheden ansås for pligtig til at svare moms vedrørende biler, hvor det ikke kunne konstateres, at disse befandt sig uden for Danmark.

SKM2011.703.LSR

Betingelserne for levering med 0-momssats var ikke opfyldt. Sælgeren havde ikke fremlagt dokumentation for, at varerne fysisk havde forladt Danmark, endsige at de var kommet frem til de påståede købere i Spanien og Portugal.

SKM2007.459.LSR

En leverance af mobiltelefoner til en virksomhed i Irland blev efter en konkret vurdering anset for momsfritaget efter ML § 34, stk. 1, nr. 1, uanset at den irske virksomhed inden leveringstidspunktet var blevet afmeldt fra registrering.

Skatterådet

SKM2016.268.SR

Skatterådet bekræfter, at spørger ikke skal momsregistreres i Danmark. Det er den danske købers ansvar at betale erhvervelsesmomsen i Danmark, når spørger som momsregistreret kommissionær i Tyskland sælger varer fra Tyskland til momsregistrerede kunder i Danmark. Det forhold, at det var kommittenten, som havde engageret vognmanden, der foretog transporten, ændrede ikke ved, at transportomkostningerne kunne anses for et omkostningselement i den fakturerede pris fra spørger (kommissionæren) til den danske kunde.

Afgørelsen vedrører ML § 11, stk. 2, der en "tvillingbestemmelse" til § 34, stk. 1, nr. 1. Se evt. D.A.4.8.1.

xBemærk, at der med virkning fra 1. januar 2020 er indført regler, der præciserer leveringsstedet for leveringer i forbindelse med kædehandel. Reglerne præciserer med andre ord, hvilken levering transporten skal henføres til i tilfælde af flere på hinanden følgende leveringer af den samme vare, der kun giver anledning til en transport inden for EU. Se D.A.6.1.9. Afgørelsen vedrører en periode, hvor de nye regler endnu ikke var indført.x

SKM2015.258.SR

Skatterådet bekræfter, at spørger ikke skal betale moms af forudbetalinger for leverancer til selskaber i et EU-land og et tredjeland. Skatterådet afviser at besvare, om det kan anses for dokumenteret, at varerne er transporteret til EU-landet henholdsvis tredjelandet. SKAT udtaler vejledende, at det kan anses for dokumenteret, at varerne er transporteret til EU-landet, når et dansk selskab i samme koncern som de to selskaber varetager transporten til EU-landet og løbende kvitterer for, at varerne er indleveret til det danske selskab henholdsvis ankommet til EU-landet. Endeligt udtaler SKAT, at varerne kan anses for udført til tredjelandet for spørgers regning, uanset at varerne forsendes i en container, der deles med det danske selskab og evt. andre leverandører.

SKM2014.438.SR

Skatterådet tager stilling til forskellige momsmæssige spørgsmål om grænseoverskridende kædetransaktioner, der er kendetegnet ved:
  • tre på hinanden følgende leveringer af de samme varer, der foretages mellem afgiftspligtige personer, såvel inden for som uden for EU, men
  • dette kun giver anledning til to forsendelser

Der skal ved afgørelse af, hvilken transport der skal tilskrives hvilken levering, foretages en samlet bedømmelse af alle sagens relevante omstændigheder.

xBemærk, at der med virkning fra 1. januar 2020 er indført regler, der præciserer leveringsstedet for leveringer i forbindelse med kædehandel. Reglerne præciserer med andre ord, hvilken levering transporten skal henføres til i tilfælde af flere på hinanden følgende leveringer af den samme vare, der kun giver anledning til en transport inden for EU. Se D.A.6.1.9. Afgørelsen vedrører en periode, hvor de nye regler endnu ikke var indført.x