Indhold

Dette afsnit handler om indkomståret.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Indtræden af skattepligt
  • Ophør af skattepligt.

Regel

Beskatningsgrundlaget omfatter afkast i indkomståret. Indkomståret er kalenderåret. Er der flere pensionsberettigede til en pensionsordning, fordeles det opgjorte afkast efter forholdet mellem de pågældendes andele af indeståendet på ordningen ved indkomstårets udgang. Se PAL § 11, stk. 1.

Indtræden af skattepligt

Ved indtræden af skattepligten efter PAL § 1, omfatter beskatningsgrundlaget i det første indkomstår det formueafkast, den pensionsberettigede har erhvervet ret til i perioden fra tidspunktet for skattepligtens indtræden til og med den 31. december i indkomståret. Se PAL § 11, stk. 2.

Eksempel

Indtræder skattepligten den 1. april 2012, opgøres beskatningsgrundlaget i indkomståret 2012 på grundlag af det skattepligtige formueafkast, den pensionsberettigede har erhvervet ret til i perioden 1. april - 31. december 2012.

Ophør af skattepligt

Ved ophør af skattepligten efter PAL § 1 omfatter beskatningsgrundlaget i det sidste indkomstår det formueafkast, den pensionsberettigede har erhvervet ret til i perioden fra 1. januar til tidspunktet for skattepligtens ophør. Se PAL § 11, stk. 2.

Eksempel

Ophører skattepligten efter PAL § 1 den 1. september 2012, opgøres beskatningsgrundlaget i indkomståret 2012 på grundlag af det skattepligtige formueafkast, den pensionsberettigede har erhvervet ret til i perioden 1. januar - 1. september 2012.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter