Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for, hvornår et køretøj skal registreres her i landet som følge af, at køretøjets ejer eller bruger bliver anset for at have bopæl eller hjemsted her i landet.

Afsnittet beskriver samtidig reglerne for, hvornår et udenlandsk køretøj må bruges her i landet.

Afsnittet indeholder:

  • Hvornår skal et køretøj registreres?
  • Hvornår har en person bopæl her i landet?
  • Dobbeltdomicil - når ejeren eller brugeren bor i flere stater
  • Når ejeren eller brugeren flytter fra Danmark
  • Når ejeren eller brugeren flytter til Danmark
  • Tilladelse til at bruge et udenlandsk køretøj i Danmark
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Hvornår skal et køretøj registreres?

Et køretøj skal som udgangspunkt registreres i Køretøjsregistret, før køretøjet tages i brug på færdselslovens område, hvis køretøjets ejer har bopæl eller hjemsted her i landet. Se registreringslovens § 2 og registreringsbekendtgørelsens § 5. Der er dog visse tilfælde, hvor dette ikke gælder - se eksempelvis nedenfor om dobbeltdomicil.

Med hensyn til, hvornår en køretøj kan anses for at være taget i brug på færdselslovens område, se afsnit E.A.8.5.1.

Køretøjet skal ikke registreres i Køretøjsregistret, selvom køretøjets ejer har bopæl eller hjemsted her i landet, hvis

  • der ifølge en skriftlig aftale er en bruger af køretøjet,
  • ejeren i brugsaftalen har givet afkald på brugsretten til køretøjet i brugsperioden, og
  • brugeren ikke har bopæl eller hjemsted her i landet.

Derimod skal køretøjet registreres i Køretøjsregistret, selvom køretøjets ejer ikke har bopæl eller hjemsted her i landet, hvis brugeren af køretøjet har bopæl eller hjemsted her i landet.  Køretøjet skal dog kun registreres, hvis brugeren råder over køretøjet på færdselslovens område i 30 dage eller mere. Pligten til at anmelde køretøjet til registrering i Køretøjsregistret påhviler i disse tilfælde tillige brugeren af køretøjet.

Se registreringslovens § 1, stk. 3 og registreringsbekendtgørelsens § 5.

Der vil således være registreringspligt for en herboende, som låner eller lejer et udenlandsk registreret køretøj, og råder over dette på færdselslovens område i 30 dage eller mere. Dette betyder konkret, at der skal betales registreringsafgift og der skal danske nummerplader på køretøjet. SKAT skal underrettes om ibrugtagningen på færdselslovens område inden ibrugtagningen sker, på internetadressen www.skat.dk/motor-udland. SKAT udsteder en elektronisk kvittering for anmeldelsen. Kvitteringen skal medbringes under kørslen og efter anmodning vises til politiet eller SKAT. Køretøjet må her i landet kun føres af den, der har anmeldt ibrugtagningen til SKAT og af personer, der tilhører den pågældendes husstand. Er anmelderen en virksomhed, må køretøjet føres af en ansat i den pågældende virksomhed. Køretøjet skal registreres i Køretøjsregistret senest 30 dage efter, at køretøjet er taget i brug. Se registreringsbekendtgørelsens § 13, stk. 2.

Hvornår har en person bopæl her i landet?

En person anses for at have bopæl her i landet, hvis personen er registreret i Det Centrale Personregister med bopæl her i landet. Se registreringsbekendtgørelsen § 6.

Ved bopæl forstås efter cpr-loven: "...det sted(bolig) hvor en person regelmæssigt sover, når denne ikke er midlertidigt fraværende på grund af ferie, forretningsrejse, sygdom eller lignende, og hvor denne har sine ejendele."

En person, der ikke er registreret i Det Centrale Personregister med bopæl her i landet, regnes alligevel for at have bopæl her i landet, hvis

  • den pågældende opholder sig her i landet i 185 dage eller mere, eller
  • den pågældende opholder sig her i landet i afbrudte perioder på tilsammen 185 dage eller mere inden for en periode på 12 måneder.

Se registreringsbekendtgørelsen § 6, stk. 2.

Ved vurdering af opholdets varighed lægges der efter sædvanlig praksis ikke alene vægt på den pågældendes egne udtalelser om opholdets varighed, men tillige betydelig vægt på faktiske omstændigheder som boligforhold, familiemæssige forhold, årsag til ophold, skatteforhold, ansættelses- og arbejdsmæssige forhold mv.   

En virksomhed regnes for at have hjemsted, der hvor den har fast driftssted. Se registreringsbekendtgørelsen § 7. En virksomhed anses for at have fast driftssted, hvis der her i landet er et varigt forretningssted, hvorfra virksomheden drives, fx filial, værksted m.v. Der henvises vejledende til afsnit C.F.8.2.2.5.2.1. En virksomhed med fast driftssted vil/bør være registreret med cvr-nr., mens en virksomhed uden fast driftssted, men med momspligtige aktiviteter i Danmark, som udgangspunkt vil være registreret med en se-nr.

Dobbeltdomicil - når ejeren eller brugeren bor i flere stater

Selvom en person, jf. ovenstående, anses for at have bopæl her i landet, kan personen samtidig have bevaret sin bopæl i et andet land. Det er tilfældet, hvis den pågældende har en bolig til rådighed der. Der skal som udgangspunkt være tale om en bolig, der kan danne grundlag for almindelig helårsbeboelse. Der kan ikke stilles krav om, at den pågældende ejer boligen, eller at der ikke bor andre i boligen.

Hvis en person oplyser at have bevaret en bopæl i hjemlandet, skal der fremlægges bevis herfor. Beviset for, at personen har bopæl eller hjemsted i en anden stat kan være ethvert egnet bevismiddel, herunder identitetskort eller andet gyldigt dokument. Hvis SKAT er i tvivl om gyldigheden af det fremlagte bevis, kan SKAT kræve yderligere oplysninger eller beviser. Se registreringsbekendtgørelsen § 11

I situationer med dobbeltdomicil afgøres forhold om hjemsted og registrering af køretøjet efter registreringsbekendtgørelsens § 8, som gennemgås stykke for stykke, indtil forholdet er afklaret.

  1. Hovedregel om dobbeltdomicil, jf. stk. 1
  2. Privat og erhvervsmæssig tilknytning, jf. stk. 2
  3. Kun privat tilknytning, jf. stk. 3
  4. Privat og erhvervsmæssig tilknytning til forskellige steder, jf. stk. 4
  5. Ophold i Danmark i mindst et år, jf. stk. 5
  6. Underretning af den anden stat, jf. stk. 6
  7. Bortses fra tidsmæssigt kriterium, jf. stk. 7

Ad 1. Hovedregel om dobbeltdomicil, § 8, stk. 1

Det fremgår af bestemmelsen, at hvis personen som er ejer eller bruger af køretøjet, samtidig har bopæl i flere stater, anses den pågældende i relation til registrering af køretøjet, for at have bopæl i den stat, hvor personen er hjemmehørende.

Ved vurdering af, hvor personen er hjemmehørende indgår alle relevante omstændigheder, herunder privat og erhvervsmæssig tilknytning m.v. Der foretages således en vurdering af, hvor personen har etableret sit centrum for livsinteresser.

Ad 2. Privat og erhvervsmæssig tilknytning, § 8, stk. 2

Det fremgår af bestemmelsen, at personen anses for hjemmehørende dér, hvor den pågældende normalt opholder sig. Det vil sige, det sted hvor den pågældende opholder sig mindst 185 dage inden for et kalenderår på grund af en privat og erhvervsmæssig tilknytning.

Hvis personen dermed ikke har opholdt sig i Danmark i mindst 185 dage inden for samme kalenderår, og den pågældende samtidig har bevaret sin bopæl i hjemlandet, så er den pågældende ikke hjemmehørende i Danmark

Hvis personen derimod har opholdt sig i Danmark i mindst 185 dage inden for samme kalender år, ses der på personens private og erhvervsmæssige tilknytning. Hvis personen har både privat og erhvervsmæssig tilknytning til Danmark, anses personen for at være hjemmehørende i Danmark.

Det fremgår af § 8, stk. 7, at hvis personen ikke har opholdt sig i nogen stat i mindst 185 dage inden for et kalenderår - altså hverken har været i Danmark eller i hjemlandet i mindst 185 dage - ses der bort fra det tidsmæssige kriterium. Hvis personen har både privat og erhvervsmæssig tilknytning til Danmark, anses personen derfor for hjemmehørende i Danmark uanset længden af opholdet. Se yderligere om bedømmelse af den private tilknytning i nedenstående afsnit om privat tilknytning i § 8, stk. 3.

Eksempel
Se SKM2012.133.LSR, hvor en kvinde fra Polen havde midlertidigt arbejde i Danmark i perioden oktober 2011 til april 2012. Hun havde bevaret sin bopæl i Polen. Hun havde således opholdt sig i Danmark i mere end 185 dage i alt og ansås derfor for at have bopæl i Danmark efter registreringsbekendtgørelsens § 8, men idet perioderne delte sig i to forskellige kalenderår, så hun hverken i 2011 eller i 2012 havde opholdt sig 185 dage i Danmark, fandt Landsskatteretten, at hun var hjemmehørende i Polen efter registreringsbekendtgørelsen § 8, stk. 1.

Ad 3. Kun privat tilknytning, § 8, stk. 3

Det fremgår af bestemmelsen, at hvis en person ikke har nogen erhvervsmæssig tilknytning til noget sted, anses den pågældende for at være hjemmehørende det sted, hvor personen sædvanligvis opholder sig. Det vil sige det sted, hvor den pågældende opholder sig mindst 185 dage inden for et kalenderår, på grund af en privat tilknytning baseret på tætte bånd mellem personen og det sted, hvor den pågældende bor.

Hvis personen dermed ikke har opholdt sig i Danmark i mindst 185 dage inden for samme kalenderår, og den pågældende samtidig har bevaret sin bopæl i hjemlandet, så er den pågældende ikke hjemmehørende i Danmark.

Hvis personen derimod har opholdt sig i Danmark i mindst 185 dage inden for samme kalenderår, ses der på personens tilknytning. Hvis personen har privat tilknytning til Danmark som stammer fra snævre bånd, anses personen for at være hjemmehørende i Danmark.

Det fremgår af § 8, stk. 7, at hvis personen ikke har opholdt sig i nogen stat i mindst 185 dage inden for et kalenderår - altså hverken har været i Danmark eller i hjemlandet i mindst 185 dage - ses der bort fra det tidsmæssige kriterium. Hvis personen har en stærk privat tilknytning til Danmark, anses personen for hjemmehørende i Danmark uanset længden af opholdet.

Ved vurderingen af den private tilknytning, og hvor personen har den stærkeste private tilknytning, foretages en samlet bedømmelse af alle private forhold. Det vil sige bl.a. boligforhold, familiemæssige forhold, fritidsinteresser, besiddelse af fast ejendom m.v. Har personen nær familie som ægtefælle og børn i hjemlandet, vil dette som udgangspunkt medføre, at personen har privat tilknytning til hjemlandet. Andre relationer som kæreste og anden familie i hjemlandet, som personen evt. forsørger, kan ligeledes indikere, at personen har nær tilknytning til hjemlandet. Også ejendomsbesiddelser og personens private ejendele i hjemlandet kan pege i denne retning. Da ingen forhold alene er afgørende, skal der i alle tilfælde foretages en konkret vurdering, hvor alle personens forhold inddrages.

Ad 4. Privat og erhvervsmæssig tilknytning til forskellige steder, § 8, stk. 4

Det fremgår af bestemmelsen, at når en person ikke har privat og erhvervsmæssig tilknytning til det samme sted, og som derfor skiftevis tager ophold i to eller flere stater, anses den pågældende for at være hjemmehørende på det sted, hvor personen har sin private tilknytning. Se yderligere om bedømmelse af den private tilknytning i ovenstående afsnit om privat tilknytning i § 8, stk. 3.

Det fremgår yderligere af bestemmelsen, at det dog er en forudsætning, at den pågældende regelmæssigt vender tilbage til stedet for den private tilknytning, hvilket vejledende er to gange om måneden, men der er dog tale om en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.

Registreringsbekendtgørelsens bestemmelser om dobbeltdomicil skal fortolkes i overensstemmelse med Rådets direktiv 83/182 om afgiftsfritagelse inden for fællesskabet ved midlertidig indførsel af visse transportmidler. Efter direktivet er det en forudsætning, at den pågældende regelmæssigt vender tilbage til den stat, som han har det private tilhørsforhold til. Der er dog hverken i direktivet eller i EU-domstolens praksis taget stilling til, hvor hyppigt vedkommende skal vende tilbage, for at dette kan anses for at være "regelmæssigt", hvorfor det i registreringsbekendtgørelsen vejledende er fastsat til to gange om måneden.

Normalt kræves det, at personen vender tilbage til den anden stat så ofte som arbejdet tillader det. Ved krav om tilbagevenden tages der ikke hensyn til afstanden til hjemlandet, ligesom længden af opholdet i hjemlandet ikke er afgørende.

Det er ikke tilstrækkeligt, at personen kun returnerer til hjemlandet i ferier eller højtider.

Det fremgår også af bestemmelsen, at hvis personen opholder sig her i landet for at udføre en arbejdsopgave af tidsbegrænset varighed på ikke over 6 måneder inden for 12 måneder, er det ikke et krav, at den pågældende vender regelmæssigt tilbage.

Herudover fremgår det af bestemmelsen, at hvis personen følger undervisning på et universitet eller anden skole, indgår dette ikke som et element ved fastlæggelsen af, hvor en person er hjemmehørende.   

Eksempler
En studerende, der opholder sig i Danmark 265 dage om året samtidig med, at bopælen hos forældrene i Tyskland var bevaret, anses for hjemmehørende i Danmark, hvorfor hun ikke må køre i en tysk indregistreret bil her i landet. Se SKM2012.102.LSR.

En polsk studerende, der skulle opholde sig i Danmark i 2 år i forbindelse med studiet, havde bevaret sin bopæl ved forældrene i Polen. Under opholdet i Danmark ville hun vende tilbage til Polen i forbindelse med ferier mv., på mere end 10 dage. Den pågældende blev anset for at være hjemmehørende i Danmark, og kunne derfor ikke få tilladelse til at køre i sin polsk indregistrerede bil i Danmark. Se SKM2011.127.LSR. 

To Islandske statsborgere opholdt sig i Danmark i ca. et år, med henblik på at studere og søge arbejde. De boede sammen i lejlighed i Danmark under opholdet. De havde en ejerbolig i Island, der var lejet ud for et år. Under opholdet forventede de at tilbringe alle weekender mv. i Danmark. De pågældende fandtes ikke at have privat tilknytning ti Island, ligesom de ikke regelmæssigt vendte tilbage til Island. De blev derfor anset for at være hjemmehørende i Danmark, og kunne derfor ikke få tilladelse til at køre i deres islandsk indregistrerede bil i Danmark. Se SKM2011.128.LSR.

En dansk statsborger, der havde erhvervsmæssig tilknytning og bolig til rådighed i Tyskland, ejede samtidig en helårsbolig i Danmark, hvor hans ægtefælle boede. Retten lagde til grund at pågældende, der i det forløbne år havde været i Danmark i ca. 20 gange med en samlet varighed af ikke under 96 dage, vendte tilbage til Danmark så ofte som hans arbejde tillod det. Med henvisning dertil og "idet det ikke kan anses for en betingelse for at pålægge en person registreringspligt, at vedkommende opholder sig i Danmark mindst 2 gange om måneden, idet denne bemærkning i registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, alene er vejledende", fandt retten at pågældende var hjemmehørende i Danmark. Se SKM2014.432.BR.

Ad 5. Ophold i Danmark i mindst et år, § 8, stk. 5

Det fremgår af bestemmelsen, at selvom personen ikke er hjemmehørende i Danmark efter § 10, stk. 4, som følge af udførsel af tidsbegrænset arbejde eller som følge af undervisning, anses personen alligevel for hjemmehørende her i landet, hvis personen opholder sig her i landet i et år eller mere, eller hvis den pågældende opholder sig her i landet i afbrudte perioder på tilsammen 365 dage eller mere inden for en periode på 24 måneder.

Dette gælder dog ikke, hvis den anden stat, hvor den pågældende også har bopæl, er en EU/EØS-stat, og

  • den pågældende har ægtefælle og børn i denne anden stat, eller
  • den anden stat modsætter sig, at personen anses for hjemmehørende her i landet, jf. § 8, stk. 6.

Hvis personen således opholder sig i Danmark i mere end et år - eller mere end 365 dage indenfor 24 måneder - anses personen for hjemmehørende i Danmark, uanset at personen regelmæssigt vender hjem til den private tilknytning, med mindre den pågældende har ægtefælle og børn i hjemlandet. Når varigheden af opholdet i Danmark altså overstiger et år, kan kravet om den private tilknytning til hjemlandet altså ikke opfyldes på andre måder end med ægtefælle og børn i hjemlandet.

Ad 6. Underretning af den anden stat, § 8, stk. 6

Det fremgår af bestemmelsen, at hvis SKAT anser personen for at være hjemmehørende i Danmark efter § 8, stk. 5, når personen har været her i landet i mindst et år, eller mindst 365 dage inden for en periode på 24 måneder, skal SKAT underrette den anden stat hvor den pågældende tillige har bopæl, hvi denne er en EU/EØS-stat. SKAT underretter den anden stat om den påtænkte afgørelse med en reaktionsfrist på 8 uger. Hvis den anden stat er uenig i SKATs afgørelse, afgør SKAT spørgsmålet om, hvor den pågældende er hjemmehørende, i forståelse med denne stat. Hvis den anden stat meddeler at den er enig med SKAT, eller hvis den undlader at svare, træffer SKAT afgørelsen som påtænkt.

Ad 7. Bortses fra tidsmæssigt kriterium, § 8, stk. 7

Det fremgår af bestemmelsen, at når personen ikke opholder sig i nogen stat i 185 dage inden for et kalenderår, jf. stk. 2 og 3, bortses der fra det tidsmæssige kriterium ved bestemmelsen af, hvor den pågældende er hjemmehørende.

Har personen derfor ikke nogen tilknytning til nogen stat grundet varigheden af opholdet i disse, skal der ved fastlæggelse af hvor personen er hjemmehørende efter § 8, stk. 2 og 3, alene lægges vægt på øvrige private og erhvervsmæssige forhold.

Når ejeren eller brugeren flytter fra Danmark

Hvis en registreret ejer eller bruger af et køretøj opgiver sin bopæl eller sit hjemsted her i landet, skal køretøjet afmeldes eller omregistreres til en ny ejer eller en ny bruger. Det er dog en betingelse, at den fraflyttende har været afgørende for registreringen i Køretøjsregisteret efter registreringsbekendtgørelsen § 5.

Dette gælder dog ikke, hvis den pågældende kun tager ophold i en anden stat, Færøerne eller Grønland i mindre end 185 dage. Se registreringsbekendtgørelsen § 9.

Når ejeren eller brugeren flytter til Danmark

Hvis et udenlandsk køretøj skal bruges på færdselslovens område, og køretøjets ejer eller bruger bosætter sig her i landet, skal køretøjet registreres i Køretøjsregisteret inden 30 dage efter tilflytningen. Pligten til at anmelde køretøjet til registrering i Køretøjsregisteret påhviler også brugeren af køretøjet.

Se registreringsbekendtgørelsen § 10.

Tilladelse til at bruge et udenlandsk køretøj her i landet

En person kan føre et udenlandsk køretøj her i landet uden forudgående tilladelse fra SKAT, medmindre andet er bestemt i reglerne for brugen af et udenlandsk køretøj her i landet, jf. afsnit E.A.8.5.5.2. Se registreringsbekendtgørelsens § 12, stk. 1.

Efter registreringsbekendtgørelsens § 12, stk. 2, laver SKAT efter anmodning et skriftligt bevis til personer med dobbeltdomicil for retten til at bruge et udenlandsk køretøj her i landet, med angivelse af under hvilke betingelser køretøjet kan anvendes.

Et "udenlandsk køretøj" er ifølge registreringsbekendtgørelsens terminologi er køretøj, "hvis ejer eller bruger har en sådan tilknytning til en anden stat, jf. kapitel 4, at køretøjet, hvis det skal registreres, ikke skal registreres i køretøjsregistret". Se registreringsbekendtgørelsen § 1, stk. 5.

Det er SKATs opfattelse, at det er en betingelse for at udstede bevis efter registreringsbekendtgørelsen § 12, stk. 2, at den pågældende person med dobbeltdomicil selv er ejer eller bruger af det køretøj, som anmodningen vedrører - uanset køretøjstypen (personbil, varebil el. lign.). Der kan således ikke udstedes bevis for retten til at føre et udenlandsk køretøj, som personen ikke er ejer eller bruger af, eksempelvis firmabiler/erhvervskøretøjer, som tilhører en udenlandsk virksomhed eller en dansk filial/fast driftssted, selvom personen eventuelt er ansat i virksomheden.

Et skriftligt bevis kan højest udstedes for 12 måneder. Der kan indgives anmodning om et nyt bevis i forlængelse heraf. Se registreringsbekendtgørelsen § 12, stk. 2.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt
evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2017.406.ØLR

Landsretten fandt det bevist, at appellanten havde opholdt sig i Danmark i mindst 185 dage i kalenderåret 2012. Landsretten lagde endvidere til grund, at appellanten havde sin private og erhvervsmæssige interesser i Danmark, og at dét var årsagen til, at hun i kalenderåret 2012 havde opholdt sig i mindst 185 dage i Danmark. Landsretten fandt derfor, at appellanten var hjemmehørende i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 2, jf. stk. 1, jf. også direktiv 83/182/EØF artikel 3 og 7, og EU-Domstolens praksis herom.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens frifindelse af Skatteministeriet (SKM2017.42.BR).

SKM2015.452.ØLR

Appellanten, der var dansk statsborger, havde købt en i Tyskland indregistreret BMW. På købstidspunktet var hun registreret med bopæl i Tyskland.

Landsretten lagde efter en samlet vurdering til grund, at appellanten ikke havde løftet bevisbyrden for, at hun havde bopæl i Tyskland på købstidspunktet eller havde etableret dobbeltdomicil. Appellanten fik heller ikke medhold i, at hendes samlever, der ubestridt havde brugt bilen, havde bopæl i Tyskland på købstidspunktet.

SKAT havde ikke observeret bilen i Danmark eller standset bilen i en kontrol. SKAT havde derimod modtaget en anmeldelse fra 6 navngivne personer om, at appellanten og hendes samlever benyttede bilen i Danmark. Efter bevisførelsen fandt landsretten ikke grundlag for at antage, at ibrugtagningstidspunkt var "udskudt" med den virkning, at registrerings- og afgiftspligten indtrådte på et senere tidspunkt end købstidspunktet.

Stadfæster SKM2014.262BR

SKM2015.123.VLR

Ankesag indbragt af Skatteministeriet vedrørende spørgsmål om registreringspligt og registreringsafgiftspligt af et tysk indregistreret køretøj. Byretten havde givet indstævnte medhold i, at der ikke kunne rejses et afgiftskrav mod indstævnte, idet det ikke fandtes godtgjort, at indstævnte selv havde taget køretøjet i brug på færdselslovens område. Videre havde byretten fundet, at der ikke kunne lægges vægt på, at en af indstævntes venner havde ført køretøjet i Danmark. Retten tilføjede, at indstævnte ikke kunne antages at have givet samtykke til vennens brug af bilen i Danmark. Byretten fandt således, at indstævnte ikke hæftede for afgiften af køretøjet, jf. den dagældende registreringsafgiftslovs § 20, stk. 2. Byretten tog ikke stilling til sagens øvrige spørgsmål om, hvem der ejede køretøjet på ibrugtagningstidspunktet, og om indstævnte måtte anses for at have haft bopæl her i landet i registreringsmæssig henseende.

For landsretten var yderligere fremlagt en række observationsrapporter fra Politiet vedrørende observationer af køretøjet i den i sagen omhandlede periode, lige som der blev afgivet ny forklaring af en af politiobservatørerne, der havde deltaget i observationerne.

Landsretten bemærkede, at det var ubestridt, at indstævnte var den reelle ejer af køretøjet, da det blev indregistreret i Tyskland, selv om et tysk selskab stod som "halter" af køretøjet i det tyske motorregister. Landsretten fandt det endvidere ikke godtgjort, at indstævnte ikke fortsat var ejer af køretøjet i perioden fra Politiets første observation af køretøjet i august 2010 til Politiets beslaglæggelse heraf i oktober 2010.

På baggrund af en også for byretten fremlagt rapport fra Rigspolitiet samt de for landsretten fremlagte observationsrapporter fra den i sagen omhandlede periode, understøttet af den supplerende, sikker og troværdig forklaring fra politiobservatøren fandt landsretten det godtgjort, at køretøjet var taget i brug her i landet af både indstævnte selv og af hans ven med indstævntes fulde accept.

Indstævnte, der var dansk statsborger, havde haft bopæl her i landet indtil den 4. marts 2010, og var herefter formelt udrejst og registreret med bopæl i Tyskland frem til den 28. september 2010. Landsretten fandt det på baggrund af en række oplysninger i sagen ikke godtgjort af indstævnte, at han havde opgivet sin bopæl her i landet, jf. den dagældende registreringsbekendtgørelses § 8, stk. 2.

Bilen var herefter registreringspligtig og registreringsafgiftspligtig her i landet, og indstævnte hæftede for afgiften heraf i medfør af den dagældende registreringsafgiftslovs § 20, stk. 2

Vestre Landsret ændrer byrettens afgørelse i SKM2013.385.BR

SKM2015.93.ØLR

Appellanten, som var ansat i et fransk selskab, der ejede sagens fransk indregistrerede køretøj, fandtes at være bruger af køretøjet. Landsretten fandt endvidere, at appellanten havde fast bopæl i Danmark i sagens relevante periode, og at han ikke kunne anses for også at have bopæl i Frankrig. Den dokumentation, som appellanten havde fremlagt for at løfte bevisbyrden for bopæl i Frankrig, belyste i stedet et forretnings- eller ferieophold i Frankrig. Køretøjet var derfor registreringspligtigt og registreringsafgiftspligtigt. Landsretten stadfæstede dermed byrettens dom.

Østre Landsret stadfæster Byrettens afgørelse i SKM2013.420.BR

SKM2013.314.ØLR

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren var registreringsafgiftspligtig vedrørende en svensk indregistreret Mercedes. Retten fandt det efter en konkret bevisbedømmelse ikke godtgjort, at sagsøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 1. Herefter var registreringsafgift med rette opkrævet hos sagsøgeren.

Landsretten fandt af de af byretten anførte grunde, at appellanten ikke havde godtgjort, at han i registreringsafgiftsmæssig henseende havde opgivet sin bopæl i Danmark. Det for landsretten anførte og det af et vidne forklarede kunne ikke føre til et andet resultat.

Stadfæstelse af SKM2012.453.BR

SKM2013.280.ØLR

Sagen handlede om, hvorvidt appellantens køretøj, en Jeep, var registreringspligtig i Danmark.

Byretten lagde til grund som ubestridt, at sagsøgerens køretøj i perioden august til november 2009 i alt 36 dage var blevet observeret holdende på en parkeringsplads i umiddelbar nærhed af den lejlighed, hvor hans søn og barnets mor var bosiddende. På baggrund af sagsøgerens forklaring, sammenholdt med oversigten over bropassage i 2009 lagde retten endvidere til grund, at køretøjet primært befandt sig i Danmark og kun sjældent blev benyttet i Sverige. Under disse omstændigheder fandt retten, at der var en sådan formodning for, at sagsøgeren på tidspunktet for beslaglæggelsen af køretøjet, havde bopæl eller hjemsted her i landet, at det påhvilede sagsøgeren at godtgøre, at dette ikke var tilfældet.

Retten bemærkede endvidere, at der ikke under sagen var fremlagt dokumentation for afholdelse af udgifter til befordring, forbrugsafgifter eller andet der godtgjorde, at sagsøgeren reelt havde boet i Sverige.

Tværtimod lagde retten til grund, at der i 2009 ikke var registreret noget forbrug af el i lejligheden. Retten fandt det på denne baggrund ikke alene ved sagsøgerens forklaring godtgjort, at han reelt var bosiddende i Sverige. Retten lagde herefter til grund, at sagsøgeren på daværende tidspunkt havde bopæl i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 1, hvorfor køretøjet var registreringspligtigt i Danmark.

Landsretten tiltrådte byrettens bemærkninger om appellantens familiemæssige tilknytning til Danmark, hans lejlighed i Sverige og de steder, hvor motorkøretøjet har befundet sig.

Endvidere lagde landsretten til grund, at appellanten havde en erhvervsmæssig tilknytning til Dannark.

Efter en samlet vurdering af sagens bevisligheder fandt Landsretten, ligesom byretten, at det påhvilede appellanten at godtgøre, at motorkøretøjet ikke skulle afgiftsberigtiges.

Appellanten havde heller ikke for Landsretten godtgjort dette, og Landsretten tiltrådte derfor i det hele den begrundelse, som byretten havde givet for at tage Skatteministeriets påstand til følge.

Stadfæstelse af SKM2012.220.BR

SKM2012.282.ØLR

Ankesagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt appellanten var registreringsafgiftspligtig vedrørende en polsk indregistreret Mercedes. Byretten havde efter en konkret bevisbedømmelse fundet, at appellanten måtte anses for at have bopæl i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 7. Herefter var registreringsafgift med rette opkrævet.

Landsretten var enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor, hvorfor byrettens dom blev stadfæstet.

Byretsdomme 

xSKM2017.498.BRx

Retten fandt ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at hun reelt var bosiddende i Sverige, selv om hun var registreret med bopæl i Sverige. Retten lagde endvidere til grund, at skatteyderen havde opholdt sig i Danmark i afbrudte perioder på 185 dage eller mere inden for en periode på 12 måneder. Retten fandt således, at skatteyderen havde bopæl her i landet, og at hun som følge heraf skulle svare registreringsafgift af sine køretøjer.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

SKM2017.42.BR

Sagen angik, om sagsøgerens køretøj var registreringspligtigt her i landet i medfør af registreringsbekendtgørelsens §7 og dermed registreringsafgiftspligtigt, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1.

Det centrale spørgsmål i sagen var, om sagsøgeren, der er svensk statsborger, havde bopæl her i landet. Var det tilfældet, skulle køretøjet indregistreres og afgiftsberigtiges her i landet.

Efter registreringsbekendtgørelsens § 8, stk. 1, anses en person, der er registreret i Det Centrale Personregister med bopæl her i landet, for at have bopæl her i landet. Sagsøgeren var imidlertid ikke registreret med bopæl i Danmark, men derimod i Sverige. Bestemmelsen fandt derfor ikke anvendelse.

Retten fandt, at sagsøgeren havde bopæl i Danmark og Sverige (dobbeltdomicil). Retten fandt endvidere, at sagsøgeren havde opholdt sig i Danmark i mindst 185 dage inden for et kalenderår på grund af en privat og erhvervsmæssig tilknytning. Sagsøgeren var således hjemmehørende her i landet efter registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 2.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Landsretten har stadfæstet frifindelsen af Skatteministeriet i SKM2017.406.ØLR

SKM2014.840.BR

Sagsøgeren flyttede tilbage til Danmark efter en årrække at have været bosat i Sverige og kørte ved flere lejligheder i sin svensk indregistrerede bil i Danmark. Da sagsøgeren var den registrerede ejer af bilen og ikke havde dokumenteret ikke også at være den reelle ejer af bilen, ansås køretøjet for registreringsafgiftspligtigt i medfør af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, jf. registreringslovens § 2, stk. 1, og registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 1.

Retten fandt det ikke godtgjort, at sagsøgeren havde overdraget brugsretten til bilen i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 2, hvorved retten blandt andet lagde vægt på, at det ikke var godtgjort, at sagsøgeren havde haft rådighed over en anden bil, mens han boede i Danmark. 

SKM2014.603.BR

Sagen drejede sig om to forskellige problemstillinger, dels om sagsøgeren, der var polsk statsborger, var registrerings- og afgiftspligtig af en polsk indregistreret personbil, der var taget i brug her i landet, dels om betingelserne for at benytte køretøjet afgiftsfrit i Danmark efter reglerne om udenlandske firmabiler var opfyldt.

Sagsøgeren var indrejst til Danmark fra Polen i marts 2007 og havde siden da boet og være folkeregistertilmeldt i Danmark hos sin danske ægtefælle sammen med sine to mindreårige børn, som også gik i skole i Danmark. I 2009, som sagen vedrørte, havde sagsøgeren arbejdet såvel i Danmark som i Polen, hvor hun havde startet en virksomhed.

Retten fandt, at sagsøgeren havde oprettet det varige midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark på det tidspunkt i 2009, hvor køretøjet første gang blev benyttet i Danmark, og at hun derfor var hjemmehørende i Danmark i registreringsbekendtgørelsens forstand. Sagsøgeren var derfor registrerings- og afgiftspligtig af køretøjet ved ibrugtagningen.

Sagsøgeren havde anført, at køretøjet ikke var typegodkendt i Danmark og derfor slet ikke kunne indregistreres i Danmark, hvortil retten imidlertid bemærkede, at det ikke er afgørende for afgiftspligten, om køretøjet rent faktisk kan indregistreres.

Om spørgsmålet om afgiftsfri kørsel i køretøjet efter reglerne om udenlandske firmabiler bemærkede retten, at uanset, om en henvendelse fra sagsøgeren til SKAT måtte anses som en ansøgning om tilladelse til afgiftsfri kørsel i Danmark - hvilket var bestridt af Skatteministeriet - var henvendelsen indgivet efter køretøjets ibrugtagning i Danmark og dermed efter afgiftspligtens indtræden. Reglerne om udenlandske firmabiler, som forudsatte at der før afgiftspligtens indtræden blev ansøgt om og givet tilladelse til afgiftsfri kørsel, kunne derfor ikke finde anvendelse. 

SKM2014.583.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt ejeren af et polsk indregistreret køretøj var registreringsafgiftspligtig af køretøjet her i landet.

Ejeren blev i november 2011 standset i køretøjet i Danmark kort efter at være kørt over grænsen. Ejeren erkendte, at hun også tidligere havde anvendt køretøjet i Danmark, og at dette var sket tre gange, hvor det var hendes polske bekendte, som førte køretøjet med hende som passager fra grænsen.

Ejeren havde ubestridt boet og opholdt sig fast i Danmark fra 1985 og i hvert fald frem til 2007, og hun var på tidspunktet for standsningen fortsat registreret med bopæl i Danmark i det danske folkeregister. Ejeren gjorde dog gældende, at hun på tidspunktet for køretøjets anvendelse i Danmark i 2011 havde opgivet sin bopæl i Danmark og flyttet fuldstændig til Polen.

Retten fandt ikke, at ejeren havde godtgjort, at hun havde opgivet sin bopæl i Danmark før, hun et par dage efter standsningen anmeldte flytning til folkeregisteret. Retten fandt dog, at ejeren også havde bopæl i Polen og dermed dobbeltdomicil, men at centrum for hendes livsinteresser var i Danmark, henset til hendes tilknytning hertil bl.a. i form af at hun modtog dansk pension, ejede fast ejendom i Danmark og ofte modtog lægebehandling i Danmark.

Da ejeren dermed var hjemmehørende i Danmark, var hun registreringsafgiftspligtig af køretøjet som følge af, at køretøjet var taget i brug her i landet ved de erkendte anvendelser af køretøjet.

Retten fandt det dog ikke bevist, at køretøjet var anvendt i Danmark på et tidligere tidspunkt end den 1. februar 2011, svarende til det tidspunkt ejeren havde erkendt første gang at have anvendt køretøjet her i landet. Ejeren fik derfor medhold i en subsidiær påstand om, at køretøjet skulle afgiftsberigtiges på baggrund af en værdiansættelse af køretøjet pr. 1. februar 2011 og ikke allerede pr. 13. november 2007, som SKAT havde lagt til grund var tidspunktet for køretøjets første anvendelse her i landet. 

SKM2014.432.BR

Sagen vedrørte overordnet spørgsmålet, om sagsøgeren ville blive registreringspligtig i Danmark, såfremt han anskaffede sig et udenlandsk indregistreret køretøj og anvendte dette i Danmark.

Konkret var det overordnet spørgsmålet, om sagsøgeren, der havde erhvervsmæssig tilknytning og bolig til rådighed i Tyskland, havde privat tilknytning til Danmark og regelmæssigt vendte tilbage til Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, 1. pkt.

SKAT traf ved en forhåndsgodkendelse afgørelse om, at sagsøgeren i registreringsmæssig henseende var hjemmehørende i Danmark i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, idet sagsøgeren havde sin private tilknytning til Danmark.

SKAT havde i forhåndsgodkendelsen endvidere tilkendegivet, at sagsøgeren efter det for SKAT oplyste i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 25, stk. 3, kunne få tilladelse til at benytte et udenlandsk indregistreret køretøj til kørsel i Danmark direkte fra en dansk/udenlandsk grænseovergang til Danmark. SKAT anførte i forhåndsgodkendelsen, at hvis sagsøgeren ønskede en sådan tilladelse, skulle sagsøgeren ansøge SKAT herom samt fremkomme med yderligere oplysninger, herunder køretøjets registreringsnummer og mærke.

Sagsøgeren indbragte SKATs afgørelse for Landsskatteretten, der i sin kendelse stadfæstede SKATs afgørelse. Landsskatteretten udtalte endvidere, at der ikke forelå oplysninger om særlige omstændigheder, der gav grundlag for at tillade, at et af sagsøgeren ejet udenlandsk indregistreret køretøj ikke skulle indregistreres i Danmark, hvis sagsøgeren anvendte dette køretøj i Danmark.

Sagsøgeren havde under retssagen nedlagt principal påstand om, at Skatteministeriet skulle anerkende, at han i registreringsmæssig henseende var hjemmehørende i Tyskland, og subsidiært, at Skatteministeriet skulle anerkende, at sagsøgeren kunne anvende et tysk indregistreret køretøj i Danmark i op til 30 dage pr. år.

Retten fandt, at sagsøgeren havde sit varige midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark, og at sagsøgeren dermed havde sin private tilknytning til Danmark, idet retten lagde vægt på, at sagsøgeren havde sin ægtefælle og nærmeste familie i Danmark, at sagsøgeren siden 1. januar 2005 havde ejet og havde rådighed over en helårsbolig i Danmark, at sagsøgeren var dansk statsborger, og at sagsøgeren var tilmeldt folkeregistreret i Danmark.

Retten lagde endvidere til grund, at sagsøgeren normalt opholdte sig i Danmark i det omfang, at hans arbejde i Tyskland tillod dette. Retten fandt på denne baggrund, at sagsøgeren regelmæssigt var vendt tilbage til Danmark, og at det ikke var en betingelse, at han skulle have opholdt sig i Danmark mindst to gange om måneden, jf. registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, 1. pkt., sidste led, idet dette kriterium i bekendtgørelsen alene var vejledende. Byretten afviste endvidere sagsøgerens anbringende om, at skattemyndighedernes afgørelse var i strid med EU-retten.

Sagen er anket til Landsretten

SKM2014.356.BR

Politiet havde den 6. maj 2010 standset et udenlandsk indregistreret køretøj, som var ejet af en udenlandsk virksomhed. Køretøjets ejer var herefter blevet afkrævet registreringsafgift.

Da den udenlandske virksomheds ejer i sit eget navn havde lejet en lejlighed i Danmark, hvor hans hustru og parrets to børn havde folkeregisteradresse, og da virksomheden i 2008, 2009 og første halvdel af 2010 havde optjent langt størstedelen af sin indtægt i Danmark, måtte virksomhedsejeren som udgangspunkt antages at have haft bopæl her.

Det måtte endvidere lægges til grund, at indtægten i Danmark i væsentligt omfang hidrørte fra virksomhedens ejers eget arbejde, og hans forklaring om, at han kun i begrænset omfang havde været i Danmark og ikke altid havde boet hos sin ægtefælle, måtte efter en konkret vurdering anses som udokumenteret og utroværdig. Her var der bl.a. lagt vægt på, at virksomhedsejeren, efter at hustruen og børnene var fraflyttet Danmark, havde lejet en ny bolig her. Nogle af virksomhedsejeren egenhændigt indhentede skriftlige erklæringer var ikke egnede til at bevise, at han havde opholdt sig langt mindre i Danmark, end det fremgik af sagens øvrige oplysninger.

Virksomhedsejeren måtte på denne baggrund anses at have haft bopæl i Danmark og at have været hjemmehørende i Danmark, og han var derfor pligtig at betale registreringsafgift af køretøjet. 

SKM2013.58.BR

Sagsøgeren boede i Danmark og ejede et tysk indregistreret køretøj. Byretten lagde til grund, at sagsøgeren alene havde benyttet køretøjet to gange i Danmark i forbindelse med, at bilen skulle repareres. Efter en samlet konkret vurdering fandt byretten herefter, at kørslen med bilen i Danmark havde undtagelsesvis karakter og dermed ikke udløste registreringspligt med deraf følgende pligt til at betale registreringsafgift

SKM2011.802BR

Sagsøgeren gjorde gældende, at sagsøgeren ikke havde bopæl i Danmark i registreringsbekendtgørelsens forstand. Retten fandt, at sagsøgeren på baggrund af bevisførelsen ikke havde godtgjort, at sagsøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Retten fandt det godtgjort, at sagsøgeren var bruger af bilen, jf. den dagældende registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 3, og fandt herefter, at sagsøgeren hæftede for betalingen af registreringsafgift. Skatteministeriet blev på denne baggrund frifundet.

 

Landsskatteretskendelser 

SKM2014.667.LSR

Klager havde familiemæssig tilknytning til Polen og erhvervsmæssig tilknytning til Danmark. Da klager ikke havde godtgjort, at han regelmæssigt vendte hjem til Polen, havde han bopæl i Danmark og var ikke berettiget til at føre et udenlandsk motorkøretøj i Danmark. Landsskatteretten lagde vægt på, at klagers tidsbegrænsede ansættelseskontrakt ikke indeholdt bestemmelse om, at han kunne vende regelmæssigt tilbage til Polen i 1 måned hver tredje måned, således som han havde oplyst, at han ville, ligesom den udaterede erklæring fra hans danske arbejdsgiver alene bekræfter, at han i 2013 var vendt tilbage til Polen i 1 måned efter 2 måneder.

SKM2012.270.LSR

Landsskatteretten fandt ikke, at de af klageren påberåbte sagsbehandlingsfejl og mangler ved værdiansættelsen gav grundlag for at pålægge SKAT at genoptage SKATs afgørelse vedrørende registreringsafgiftspligt for en bil tilhørende klageren

SKM2012.133.LSR

En polsk indregistreret bil kunne opnå tilladelse til kørsel her i landet, idet ejer og bruger var hjemmehørende i Polen og kun kortvarigt havde opholdt sig i Danmark. Landsskatteretten lagde vægt på, at ansøgeren ikke ville komme til at opholde sig i Danmark i 185 dage i ét kalenderår.

SKM2012.102.LSR

En studerende, som opholdt sig i Danmark ca. 265 dage om året, samtidig med at bopælen hos forældrene i Tyskland var bevaret, blev anset for hjemmehørende i Danmark, hvorfor hun ikke måtte køre tysk indregistreret bil her i landet

SKM2011.601.LSR

En polsk statsborger med bopæl i både Danmark og Polen var ikke registreringsafgiftspligtig af et polsk indregistreret køretøj ejet af et polsk selskab. Det fandtes ikke godtgjort, at der forelå en aftale om 6 måneders brugsret, hvorfor han ikke var omfattet af begrebet "bruger", jf. registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 3. 

 
SKM2011.128.LSR

Der blev meddelt afslag på tilladelse til kørsel her i landet med en islandsk registreret bil.

I tilfælde, hvor en ejer eller bruger af et køretøj samtidig har bopæl i flere stater m.v., anses den pågældende at have bopæl i den stat m.v., hvor den pågældende er hjemmehørende.

En person anses for hjemmehørende det sted, hvor den pågældende sædvanligvis opholder sig, det vil sige mindst 185 dage inden for et kalenderår, på grund af en privat og erhvervsmæssig tilknytning.

 
SKM2011.127.LSR

Der blev meddelt afslag på tilladelse til kørsel her i landet med en polsk indregistreret bil.

 

Skatterådet

SKM2015.691.SR

Spørger - en udenlandsk virksomhed - udførte bygge- og anlægsarbejde i Danmark. De køretøjer, som spørgers medarbejdere anvendte i den forbindelse var indregistreret i udlandet. Skatterådet fandt, at de pågældende køretøjer skulle indregistreres og afgiftsberigtiges i Danmark fra første dag, de blev anvendt i forbindelse udførelse af arbejde i Danmark. Dette gælder uanset, at spørgers virksomhed ikke udgør et fast driftssted jf. artikel 5, stk. 3, i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Dette følger af, at afgiftspligten ikke er omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten, der alene vedrører beskatningsretten i forhold til indkomst- og formueskat. Spørgsmålet om fast driftssted i relation til afgiftspligten skal derfor afgøres efter dansk ret - selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a - hvorefter der ved bygge- og anlægsarbejde er fast driftssted fra første dag.