Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for opgørelse af den afgiftspligtige mængde efter emballageafgiftsloven.

Afsnittet indeholder:

  • Regler for oplagshavere
  • Særligt gældende for den volumenbaserede afgift
  • Særligt gældende for afgiften på bæreposer
  • Regler for varemodtagere
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Regler for oplagshavere

Virksomheder, der er registreret som oplagshaver, skal opgøre den afgiftspligtige mængde for hver afgiftsperiode, dvs. kalendermåned. Se OPKL § 2, stk. 2 og afsnit E.A.1.6 om de generelle regler for opgørelse af den afgiftspligtige mængde.

I den opgjorte afgiftspligtige mængde kan virksomheden fradrage varer, der er udleveret ubeskattet i månedens løb. Se afsnit E.A.7.1.15 om afgiftsgodtgørelse og afgiftsfritagelse. Den ubeskattede udlevering omfatter dog ikke varer til diplomater m.fl.

Bestemmelserne om opgørelse af den afgiftspligtige mængde for oplagshavere findes i EMBAL §§ 4 og 5.

Særligt gældende for den volumenbaserede afgift

Opgørelsen foretages på grundlag af udleveringen af emballager, der er fremstillet af virksomheden eller tilført denne ubeskattet fra udlandet eller fra andre registrerede virksomheder. For aftapningsvirksomheder omfatter den afgiftspligtige mængde antallet af udleverede påfyldte emballager.

For emballager, der er udleveret ubeskattet til en køber til formål (eksportemballage), der ikke medfører afgiftspligt for emballagen (ubrugte emballager), skal virksomheden i forbindelse med ordreoptagelsen kræve, at køberen oplyser om emballagens brug. Se EMBAL § 15, stk. 5.

Fakturaen skal tydeligt angive, at emballagen er leveret uden afgift og derfor ikke må bruges til formål, der medfører afgiftspligt.

Afgiftspligtige emballager, der er påfyldt indhold, se EMBAL § 1, nr. 1 - 2 (drikkevareemballager mv.), kan leveres (overføres) ubeskattet til en anden registreret virksomhed. Se EMBAL § 3a.

Særligt gældende for afgiften på bæreposer

Hvis udlevering og/eller fakturering af bæreposer sker i antal stk., kan omregning til kg ske på basis af en vægt pr. stk., der er beregnet ved vejning af mindst 100 poser.

Regler for varemodtagere

De erhvervsdrivende varemodtagere, der er registreret, skal efter udløbet af hver afgiftsperiode angive mængden af de varer, virksomheden har modtaget i perioden, og indbetale afgiften til Skatteforvaltningen. Angivelsen og betalingen sker efter opkrævningslovens §§ 2 - 8. Afgiftsperioden er måneden. Se EMBAL §§ 7 og 7a.

For andre varemodtagere sker angivelsen og betalingen efter OPKL § 9, stk. 1, 3 og 4.

Se også

Se også afsnit E.A.1.6 om de generelle regler for opgørelse af den afgiftspligtige mængde.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2008.978.LSR

Landsskatteretten anser differencen mellem faktisk varebeholdning og lagerført varebeholdning på et færdigvarelager som svind, der var afgiftspligtig efter EMBAL § 4, stk. 1, da svindet måtte regnes som en "udlevering" i bestemmelsens forstand.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter