Leveringsstedet for følgende ydelser, der leveres til en ikke-afgiftspligtig person, der er etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted uden for EU, er efter § 21 d, stk. 1, ikke her i landet:

  1. Hel eller delvis overdragelse af ophavsrettigheder, pantrettigheder, licensrettigheder, retten til varemærker, fællesmærker og mønstre og andre lignende rettigheder.
  2. Reklameydelser.
  3. Ydelser fra rådgivningsvirksomheder, ingeniører, projekteringsvirksomheder, advokater og revisorer samt andre lignende ydelser, databehandling og meddelelse af oplysninger.
  4. Påtagelse af forpligtigelse til helt eller delvis at undlade udøvelse af en erhvervsmæssig virksomhed eller brug af en af de rettigheder, der er nævnt i dette stykke.
  5. Bank-, finansierings- og forsikringsvirksomhed bortset fra udlejning af bankbokse.
  6. Levering af arbejdskraft.
  7. Udlejning af løsøregenstande bortset fra transportmidler.
  8. Adgang til naturgas- og elektricitetsdistributionssystemer samt transport eller transmission gennem sådanne systemer og andre dermed direkte forbundne ydelser.
  9. Teleydelser.
  10. Radio- og tv-spredningsydelser.
  11. Elektronisk leverede ydelser som omfattet af § 21 c.

Ny tekst startBestemmelsen svarer til Momssystemdirektivets artikel 59.Ny tekst slut

Der er tale om ydelser omfattet af hovedreglen i § 16, stk. 4, hvorefter leveringsstedet er det sted, hvor den afgiftspligtige leverandør er etableret.

Er kunden imidlertid etableret eller bosiddende uden for EU, bliver de nævnte ydelser i langt de fleste tilfælde forbrugt uden for EU, og ydelserne har derfor efter § 21 d, stk. 1, leveringssted i kundens land.

For de ydelser, der er nævnt i stk. 1, nr. 1-10, anses leveringsstedet dog efter stk. 2. for at være her i landet, såfremt ydelsen faktisk benyttes eller udnyttes her i landet, se E.3.1.5.

Bestemmelserne svarer til den hidtidige affattelse af momslovens § 15, stk. 4, nr. 4 og 5, jf. stk. 2. Dog omfattede disse bestemmelser også leverancer til afgiftspligtige personer og visse formidlingsydelser, der nu er omfattet af § 17, se E.3.4.1.

§ 21 d-ydelser leveret til aftagere i et tredjeland vil, afhængigt af om ydelsen faktisk benyttes eller udnyttes her i landet, enten have leveringssted i Danmark eller uden for EU, uanset om aftageren er en afgiftspligtig person eller ej. Leverandøren kan derfor undlade at opkræve dansk moms (givet at ydelsen ikke benyttes her), når denne er i stand til at bevise, at kunden er etableret uden for Fællesskabet. Ny tekst startJf. Momsforordningens artikel 3.Ny tekst slut 

Ny tekst startOm fastlæggelse af kundens status, egenskab og etableringssted, se E.3.1.6.Ny tekst slut

Ydelserne i stk. 1, nr. 1-10, er nærmere beskrevet nedenfor. Ydelserne i nr. 11 er beskrevet i E.3.4.8.

Skatterådet fandt i SKM2010.512.SR, at spørgers indtjening ved salg af virtuelle penge til brug i online internetspil er momspligtig i Danmark i henhold til momslovens § 16, stk. 4, når spørger ikke kan dokumentere, hvilken andel af salget der evt. sker til kunder, der har bopæl eller sædvanligt opholdssted udenfor EU.

Nr. 1 omfatter hel eller delvis overdragelse af rettigheder, dvs. egentlige immaterielle ydelser.

Som rettigheder efter denne bestemmelse anses individuelle rettigheder til frembringelser, der er præsteret af den enkelte, dvs. opfinderens eller kunstnerens individuelle ret til sin personlige indsats.

Der kan eksempelvis være tale om rettigheder efter ophavsrets- og patentloven. Som eksempler kan nævnes rettigheder til litterære og kunstneriske værker, herunder også værker i form af edb-programmer, musik, film og sceneværk samt billedkunst. Endvidere kan nævnes opfindelser, der kan udnyttes industrielt, varemærker og fællesmærker, f.eks. bomærker, logoer mv., forbillede for en vares udseende eller for et ornament, dvs. varens fremtoning.

Licensrettigheder (royalties) omfatter en partiel brugsrettighed, dvs. at der er ikke sket en fuld overdragelse af rettigheden i form af f.eks. patentrettighed eller varemærke.

Bestemmelsens eksempler er ikke udtømmende, da den også omfatter andre lignende rettigheder, som f.eks. fotorettigheder eller andre rettigheder over formuegoder.

Det af artikel 7 i Rådets forordning (EF) nr. 1777/2005, at når organer, der er etableret i et tredjeland, overdrager tv-spredningsrettigheder til fodboldkampe til afgiftspligtige personer, der er etableret i Fællesskabet, er overdragelsen omfattet af artikel 9, stk. 2, litra e), første led, i direktiv 77/388/EØF (Momssystemdirektivets artikel 56 stk. 1, litra a), og momslovens § 15, stk. 3, nr. 1, jf. stk. 2, nr. 1, begge som affattet før 1. januar 2010). Ny tekst startDenne forordning er nu ophævet ved forordning (EU) nr. 282/2011 (momsforordningen).Ny tekst slut

Ny tekst startDet fremgår nu af artikel 26 i momsforordningen, at en transaktion, hvorved et organ overdrager tv-spredningsrettigheder til fodboldkampe til afgiftspligtige personer, er omfattet af artikel 44 i Momssystemdirektivet. Se evt. E.3.2.Ny tekst slut

Nr. 2 vedrører reklameydelser. Ydelser, der er omfattet af bestemmelsen, vedrører reklamevirksomhed, f.eks. markedsføring, udbud af reklame, annoncer, reklametryk samt distribution af reklame.

For at en ydelse kan anses for en reklameydelse, skal der være tale om spredning af et budskab, som skal informere forbrugerne om en vares eller en tjenesteydelses eksistens og kvaliteter med henblik på at forøge salget heraf, jf. EF-domstolens dom i C-68/92.

Ydelser som alene må anses for en nødvendig betingelse for gennemførslen af en reklamekampagne uden at den er uløseligt forbundet med en reklamekampagne og derfor med til at overbringe et reklamebudskab, kan ikke anses for en reklameydelse.

Bestemmelsen finder ikke alene anvendelse på reklameydelser, der af tjenesteyderen leveres direkte til en afgiftspligtig annoncør, men også på ydelser, der leveres indirekte til annoncøren og faktureres til en tredjemand, der viderefakturerer dem til annoncøren. En tjenesteyder der leverer og fakturerer reklameydelser til et reklamebureau, der viderefakturerer dem til annoncøren, er derfor omfattet af bestemmelsen i Momssystemdirektivets artikel 56, stk. 1, litra b, som affattet før 1. januar 2010) (6. momsdirektiv, artikel 9, stk. 2, litra e), andet led). Se EF-domstolens dom i sag C-108/00 (SPI) og dommen i sag C-438/01 Design Consept S.A.

Den 9. marts 2006 har EF-domstolen afsagt dom i C-114/05, Gillan Beach Ltd. Domstolen blev anmodet om tage stilling til følgende spørgsmål "Er en samlet tjenesteydelse, som en arrangør af en messe eller en udstilling leverer til udstillerne, omfattet af sjette direktivs artikel 9, stk. 2, litra c), første led, af samme direktivs artikel 9, stk. 2, litra a), eller af nogen anden kategori af tjenesteydelser anført i direktivets artikel 9, stk. 2?".

I præmis 24 udtaler domstolen, at de forskellige kategorier af tjenesteydelser i artikel 9, stk. 2, litra c), første led, har det fælles træk, at de normalt præsteres i forbindelse med enkeltstående arrangementer, og at det sted, hvor det pågældende kompleks af tjenesteydelser faktisk udføres, er let at bestemme, idet de pågældende arrangementer finder sted i præcist afgrænsede lokaliteter.

Formålet med en udstilling eller en messe er nemlig, uanset hvilket emne den vedrører, at præstere forskellige komplekse tjenesteydelser over for en flerhed af adressater - som hovedregel på et bestemt sted og ved en enkelt lejlighed - bl.a. med det formål at præsentere oplysninger, goder eller begivenheder med henblik på at fremme salget heraf. En udstilling eller en messe må derfor betragtes som hørende til de former for lignende virksomhed, der er omfattet af sjette direktivs artikel 9, stk. 2, litra c), første led, jf. præmis 25.

Tjenesteydelser vedrørende den virksomhed, som er opregnet i sjette direktivs artikel 9, stk. 2, litra c), første led, omfatter derfor de ydelser, der præsteres af organisatorer af sådan virksomhed samt af virksomhed, der må sidestilles hermed, jf. præmis 26.

SKAT har i SKM2006.450.SKAT udtalt, at en udstilling eller messe, uanset hvilket emne den vedrørte, måtte anses for hørende til de former for lignende virksomhed, der var omfattet af momslovens dagældende § 18, stk. 1, nr. 1. Dette fremgår nu direkte af lovens § 21, stk. 2, se afsnit E.3.4.6.

Landsretten har i SKM2005.313.VLR afsagt en dom om, at indspilning og produktion af en videofilm inklusive kopier, der blev udleveret gratis til potentielle kunder, er reklameydelser, som er momspligtige her i landet, jf. momslovens dagældende § 18, stk. 1, nr. 2. Der var tale om et selskab, der drev akupunkturvirksomhed samt behandling med lægeurter m.v. Selskabet havde fået produceret en video i England. Videoen omhandlede bl.a. kræftbehandling, behandling mod blindhed og almindelig information. Selskabet havde vist videofilmen.

Nr. 3 omfatter ydelser fra rådgivningsvirksomheder, ingeniører, projektvirksomheder, advokater og revisorer samt andre lignende ydelser. Eksemplerne er ikke udtømmende.

Kreditoplysningsbureauers soliditetsundersøgelser, markedsundersøgelser, ydelser fra patentbureauer, oversættelsesvirksomhed, konsulenters rådgivning, skatterådgivning og tilsyns-, kontrol- og klassificeringsydelser er også omfattet af denne bestemmelse.

Det Ny tekst startfremgikNy tekst slut af artikel 8 , at ydelser i form af ansøgning om eller modtagelse af tilbagebetaling i henhold til direktiv 79/1072/EØF (8. momsdirektiv, se evt. afsnit K.1.1) omfattet af artikel 9, stk. 2, litra e), tredje led, i direktiv 77/388/EØF (Momssystemdirektivets artikel 56, stk. 1, litra c) og momslovens § 15, stk. 2, nr. 3, begge som affattet før 1. januar 2010). Ny tekst startDenne forordning er nu ophævet ved forordning (EU) nr. 282/2011 (momsforordningen).Ny tekst slut

Ny tekst startDet fremgår nu af artikel 27 i momsforordningen, at ydelser i form af ansøgning om eller modtagelse af tilbagebetaling af moms i henhold til Rådets direktiv 2008/9/EF (se evt. afsnit K.1.1) er omfattet af artikel 44 i Momssystemdirektivet. Se evt. E.3.2.Ny tekst slut

Ny tekst startDet fremgår af artikel 41 i momsforordningen, at levering af oversættelsesydelser til en ikke-momspligtig person uden for EU er omfattet af artikel 59, stk. 1, litra c), i Momssystemdirektivet.Ny tekst slut

Ny tekst startI SKM2011.170.ØLR var selskabets factoringydelser til factoringselskaber, der var etableret uden for Danmark, omfattet af momslovens dagældende § 15, stk. 2, nr. 3.Ny tekst slut

I SKM2002.663.LSR fandt Landsskatteretten, at de ydelser, som et dansk selskab modtog fra et engelsk selskab og et advokatfirma beliggende i London, ikke var finansielle ydelser, men rådgivningsydelser omfattet af den dagældende § 18, stk. 1, nr. 3 (§ 15, stk. 2, nr. 3 som affattet før 1. januar 2010).

Retten lagde vægt på, at det fremgik af kontrakten, at det engelske selskab fungerede som finansiel rådgiver for det danske selskab med henblik på at etablere et samarbejde mellem det danske selskab og en anden forretningspartner, og at dette samarbejde kunne etableres på flere forskellige måder, hvor bl.a. salg af aktier i det danske selskab var én mulighed. Således måtte kontrakten betegnes som en egentlig aftale om rådgivning vedrørende det danske selskabs økonomiske forhold. Retten henså endvidere til, at det forhold, at det danske selskab ikke var sælger af aktierne, under de foreliggende omstændigheder støttede det synspunkt, at der var tale om rådgivning vedrørende det danske selskabs forhold. De af advokatfirmaet leverede ydelser kunne ligeledes ikke anses for fritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11.

Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle i en retssag vedrørende Landsskatterettens kendelse i SKM2002.663.LSR. Som følge af, at der er taget bekræftende til genmæle har Told- og Skattestyrelsen udarbejdet en kommentar i SKM2004.333.TSS. Under sagens behandling ved landsretten bestred selskabet, at det var en afgiftspligtig person på det tidspunkt, hvor selskabet modtog ydelserne. Selskabet fremlagde endvidere nye oplysninger m.v., der ikke havde foreligget i forbindelse med Landsskatterettens behandling af sagen. Såsom sagen forelå oplyst ved landsretten fandt Skatteministeriet det sandsynligt, at landsretten ville nå frem til, at selskabet ikke kunne anses for at være en afgiftspligtig person, hvorfor selskabet allerede af denne grund ikke skal betale erhvervelsesmoms af de omhandlede tjenesteydelser i henhold til momslovens dagældende § 18, stk. 1, nr. 3. Skatteministeriet tog af disse grunde bekræftende til genmæle i sagen ved landsretten.

Skatterådet har i SKM2006.636.SR taget stilling til leveringsstedet for konsulentydelser udført af en rådgivende ingeniør vedrørende u-landsprojekter i Danida-regi. Ydelserne bestod bl.a. i gennemførelse af udbud i et u-landsprojekts indledende fase, fagtekniske vurderinger eller evalueringer på nærmere beskrevne stadier i u-landsprojekter, samt rådgivning i forbindelse med udmøntning af et nyt projekt. Ydelserne blev hovedsageligt anset for udnyttet udenfor EU, se nærmere afsnit E.3.1.5.

Databehandling og meddelelse af oplysninger

Bestemmelsen i momslovens § 21 d, stk. 1, nr. 3, omfatter også databehandling og meddelelse af oplysninger. Ved databehandling forstås typisk systematisk behandling af en mængde oplysninger, der resulterer i et materiale, der er tilgængelig for umiddelbar anvendelse hos ordregiveren.

Om databehandling, se endvidere SKM2005.446.HR, der er omtalt ovenfor, og SKM2009.665.LSR.

Med meddelelse af oplysninger forstås videregivelse af informationer, der kan genanvendes i samme form som afsendt. Som eksempler kan nævnes forskrifter, analyser og formler.

Meddelelsesformen er underordnet, meddelelsen kan derfor sendes via telefax, som diskette el.lign.

Med hensyn til vurderingen af, om levering af disketter er en vare eller en ydelse, henvises til Den juridiske vejledning, afsnit D.A.4.1.6.

Under meddelelse af oplysninger kan telekommunikationsydelser (teleydelser) ikke henregnes (f.eks. telefonopkald og overførsel af billeder). Leveringsstedet for teleydelser fastlægges efter § 21 d, stk. 1, nr. 9, når de leveres til ikke-afgiftspligtige personer. Radio- og tv-spredningstjenester er omfattet af § 21 d, stk. 1, nr. 10, når de leveres til ikke-afgiftspligtige personer, se afsnit E.3.4.9.9.

Stedet for udnyttelse af ydelser

Bistand til momspligtige personer i udlandet i forbindelse med rets- og voldgiftssager i udlandet anses også for udnyttet i udlandet, mens sager i forbindelse med rets- og voldgiftssager i Danmark anses for udnyttet her i landet.

Se endvidere om faktisk benyttelse i afsnit E.3.1.5.

Nr. 4 omfatter de forpligtelser, der påtages til helt eller delvist at undlade at gøre brug af en rettighed, der er nævnt i § 21, stk. 1, eller udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed.

Som en sådan forpligtigelse kan nævnes konkurrenceklausuler, som forpligter den, der har indgået konkurrenceklausulen, til ikke at udføre erhvervsvirksomhed inden for et geografisk område, evt. inden for et givet tidsrum. En forpligtelse kan også omfatte undladelse af at benytte sig af en af de rettigheder, der er nævnt i stk. 1, f.eks. en patentrettighed.

Nr. 5 omhandler bank-, finansierings- og forsikringsvirksomhed. Udlejning af bankbokse er ikke omfattet af bestemmelsen.

Af aktiviteter inden for de nævnte virksomheder kan nævnes forvaltning af værdipapirer. Hvis forvaltningen af værdipapirerne sker for aftagere i udlandet, anses ydelsen for udnyttet i udlandet.

Når leveringsstedet for de nævnte ydelser er her i landet, kan de eventuelt være fritaget efter § 13, nr. 10 og 11, se Den juridiske vejledning, afsnit D.A.5.10 og D.A.5.11.

I SKM2002.663.LSR fandt Landsskatteretten, at de ydelser, som et dansk selskab modtog fra et engelsk selskab og et advokatfirma beliggende i London, ikke var finansielle ydelser, men rådgivningsydelser omfattet af den dagældende § 18, stk. 1, nr. 3 (§ 15, stk. 2, nr. 3, som affattet før 1. januar 2010).

Retten lagde vægt på, at det fremgik af kontrakten, at det engelske selskab fungerede som finansiel rådgiver for det danske selskab med henblik på at etablere et samarbejde mellem det danske selskab og en anden forretningspartner, og at dette samarbejde kunne etableres på flere forskellige måder, hvor bl.a. salg af aktier i det danske selskab var én mulighed. Således måtte kontrakten betegnes som en egentlig aftale om rådgivning vedrørende det danske selskabs økonomiske forhold. Retten henså endvidere til, at det forhold, at det danske selskab ikke var sælger af aktierne, under de foreliggende omstændigheder støttede det synspunkt, at der var tale om rådgivning vedrørende det danske selskabs forhold. De af advokatfirmaet leverede ydelser kunne ligeledes ikke anses for fritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11.

Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle i en retssag vedrørende Landsskatterettens kendelse i SKM2002.663.LSR. Som følge af, at der er taget bekræftende til genmæle har Told- og Skattestyrelsen udarbejdet en kommentar i SKM2004.333.TSS. Under sagens behandling ved landsretten bestred selskabet, at det var en afgiftspligtig person på det tidspunkt, hvor selskabet modtog ydelserne. Selskabet fremlagde endvidere nye oplysninger m.v., der ikke havde foreligget i forbindelse med Landsskatterettens behandling af sagen. Såsom sagen forelå oplyst ved landsretten fandt Skatteministeriet det sandsynligt, at landsretten ville nå frem til, at selskabet ikke kunne anses for at være en afgiftspligtig person, hvorfor selskabet allerede af denne grund ikke skal betale erhvervelsesmoms af de omhandlede tjenesteydelser i henhold til momslovens dagældende § 18, stk. 1, nr. 3. Skatteministeriet tog af disse grunde bekræftende til genmæle i sagen ved landsretten.

EF-domstolen fandt i sag C-8/03, BBL, omtalt i afsnit C.1.4, at visse ydelser i forbindelse med forvaltning af investeringsforeninger var omfattet af 6. momsdirektivs artikel 9, stk. 2, litra e) (Momslovens § 15, stk. 2, som affattet før 1. januar 2010). Domstolen bemærkede, at 6. direktivs artikel 9, stk. 2, litra e), tredje og femte led (Momssystemdirektivets artikel 56, stk. 1, litra c) og e), og momslovens § 15, stk. 2, nr. 3 og 5) (begge bestemmelser som affattet før 1. januar 2010) dækker såvel rådgivningsydelser som bank- og finansieringstransaktioner.

EF-domstolen fandt i sag C-242/08, Swiss Re Germany Holding GmbH, at en overdragelse mod vederlag af en portefølje af livsgenforsikringskontrakter fra et selskab, der er hjemmehørende i en medlemsstat, til et forsikringsselskab, der er hjemmehørende i et tredjeland, som for denne sidstnævnte indebærer en indtræden med de forsikredes godkendelse i alle rettigheder og forpligtelser, der følger af disse kontrakter, hverken udgør en transaktion, der henhører under sjette direktivs artikel 9, stk. 2, litra e), femte led, under direktivets artikel 13, punkt B, litra a), eller under artikel 13, punkt B, litra d), nr. 2) og 3), i forening.

Nr. 6 omfatter levering af arbejdskraft.

Levering af arbejdskraft omfatter ydelser i forbindelse med vikarbureau, dvs. udlejning af personale (vikarer). Vikarer bliver ofte placeret hos en tredjeperson (vikarbureauets kunde), hvor denne udøver kontrol og opsyn med vikaren.

Arbejdsydelser, som en virksomheds personale udfører for virksomhedens kunder ifølge et kontraktforhold, anses ikke som levering af arbejdskraft, men skal vurderes som levering af andre ydelser.

Om den skattemæssige behandling af udenlandske virksomheders udlejning af arbejdskraft til arbejdsgivere her i landet, se evt. Ligningsvejledningen; Dobbeltbeskatning D.A.2.3.

Vestre Landsret fandt i SKM2010.460.VLR efter en samlet vurdering det godtgjort, at et antal polske virksomheders arbejde for appellanten var udført som arbejdsudleje og ikke entreprise. Landsretten lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at der ikke i de indgåede kontrakter var angivet nogen samlet entreprisesum, at der ikke i kontrakterne var nogen præcis beskrivelse af arbejdets omfang, at der i kontrakterne blev tilbudt arbejdskraft, samt at den overordnede ledelse påhvilede det appellerende selskab. Appellanten gjorde for landsretten gældende, at selskabet ikke hæftede for momstilsvaret i henhold til den dagældende momslovs § 15, stk. 2, nr. 6, da der var tale om ydelser vedrørende fast ejendom, jf. den dagældende momslovs § 17. Landsretten fastslog, at der blev leveret arbejdskraft, hvorfor leverancerne var omfattet af § 15, stk. 2, nr. 6.

Nr. 7 vedrører udlejning af løsøregenstande bortset fra transportmidler. Herunder falder f.eks. leasing af aktiver.

Korttidsudlejning af transportmidler er omfattet af § 21 b, stk. 1 og 4, se E.3.3.5.

Anden udlejning af transportmidler er omfattet af hovedreglerne i § 16, stk. 1 og 4, jf. dog særreglen i § 3, stk. 2, i lov nr. 1134 af 4. december 2009, se E.3.4.7.

Ny tekst startOm definitionen af transportmidler, se ligeledes E.3.3.5.Ny tekst slut

Bestemmelsen i nr. 8 omfatter adgang til et naturgassystem på EU's område eller til ethvert net, der er forbundet med et sådant system, til elektricitetssystem eller til varme- eller kuldenet, transmission eller distribution gennem disse systemer eller net og andre dermed direkte forbundne ydelser.

Det tekniske direktiv (2009/162/EU af 22. december 2009) angår bl.a. beskatningsstedet for grænseoverskridende leveringer af el, gas, varme og kulde og ydelser vedrørende adgang til transmissionsnettet i den forbindelse. Ved en ændring af sjette momsdirektiv i 2003 blev der indført en særlig ordning med hensyn til bestemmelserne om indførsel af gas og elektricitet samt beskatningsstedet herfor. Ordningen blev indført i tilknytning til liberalisering af grænseoverskridende handel med disse varer. Ordningen betød i det væsentlige, at momsen skal betales i forbrugslandet. I dag leveres der allerede varme og kulde gennem grænseoverskridende net. De problemer, der knytter sig til levering af og indførsel af varme og kulde, er de samme som dem, der knytter sig til levering og indførsel af gas og elektricitet. Derfor bør der gælde de samme regler for beskatningsstedet for varme og kulde, som gælder for gas og elektricitet.

Som den særlige ordning var affattet, fandt den efter en ordlydsfortolkning kun anvendelse på levering (salg) af adgang til distributionssystemer for gas og elektricitet, og den gjaldt derfor ikke for ydelser af tilsvarende art i forbindelse med et transmissionssystem eller et opstrømsrørledningsnet. Dette var ikke hensigten, da den særlige ordning blev indført i 2003. Det skal derfor tydeliggøres, at den særlige ordning finder anvendelse på alle ydelser, der er forbundet med leveringen af adgang til alle naturgas- og elektricitetssystemer eller -net samt til varme- og kuldenet.

Ved telekommunikationsydelser (teleydelser) forstås ydelser, hvis formål er transmission, udsendelse og modtagelse af signaler i skrift- billed- eller lydform og alle andre oplysninger, ved hjælp af trådforbindelse, radiobølger eller ved optiske eller andre elektromagnetiske midler, herunder hel eller delvis overdragelse af retten til at benytte adgangen til transmission, udsendelse eller modtagelse.

Definitionen omfatter således ydelser, hvor net og infrastruktur i form af kabler eller satelitter, adgang til internettet og net til elektronisk post stilles til rådighed. Som eksempler på teleydelser kan nævnes antennesignaler, telefonsamtaler (herunder de såkaldte collectcall telefonsamtaler), fax, E-post og adgang til internettet.

Definitionen omfatter kun rene teleydelser og ikke ydelser, der leveres fra telenet, såsom reklamer, information, forlystelser mv. Leveringsstedet for sådanne ydelser fastlægges efter ydelsens art.

I forbindelse med teleydelser er det fastslået, at en teleydelse anses for at være benyttet eller udnyttet her i landet, hvis ydelserne leveres til en privatperson eller virksomhed, der befinder sig her i landet. Af praktiske årsager vil der dog ikke blive opkrævet moms af rejsende fra lande uden for EU, der medbringer deres mobiltelefon eller telefonkort her til landet.

Som generel regel kan man antage, at teleydelser anses for at være benyttet eller udnyttet her i landet, hvis modtageren af ydelsen har en fast tilknytning her til landet bl.a. ved at faktureringsadressen, dvs. bopælsadressen, er her.

Om PrePaid Calling Cards (PPCC), se evt. TfS 1998, 287.

Ved radio- og tv-spredningsydelser forstås ydelser i form af radio- og tv-programmer, der sendes via trådforbindelse eller radiobølger, herunder via satellit. Bestemmelsen har et snævert anvendelsesområde og skal ses i sammenhæng med teleydelser (se E.3.4.9.9) og elektroniske tjenesteydelser, som er omfattet af henholdsvis § 21 d, stk. 1, nr. 9 og nr. 11.

Der henvises i den forbindelse til Rådets forordning (EF) nr. 1777/2005, artiklerne 11 og 12 samt bilag I (se SKM2005.476.SKAT og afsnit E.3.4.8), som har baggrund i SKM2003.263.TSS om en guideline for administration af momslovens bestemmelser om elektroniske ydelser, som er en offentliggørelse af de retningslinjer, som medlemslandene er blevet enige om skal gælde for radio- og tv-spredningstjenester og elektroniske ydelser.