Dato for udgivelse
29 Apr 2009 10:00
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 Mar 2009 15:53
SKM-nummer
SKM2009.310.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
08-075005
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Arbejdsgiverens særlige pligter + Indkomstarter
Emneord
Forskerordningen, udstationering, arbejdsgiver, ansættelseskontrakt
Resumé
Skatterådet kan ikke bekræfte, at det i relation til forskerordningen i kildeskattelovens §§ 48 E-F er tilstrækkeligt, at medarbejderen indgår en udsendelseskontrakt med sin udenlandske arbejdsgiver, som er moderselskab for det danske selskab, hvor ordningen skal anvendes. Kravet om, at arbejdsgiveren skal være dansk, forudsætter, at det danske datterselskab indgår en kontrakt med medarbejderen, hvoraf det fremgår, at dette selskab er arbejdsgiveren. Udsendelseskontrakten kan anvendes som grundlag for kontrakten mellem medarbejderen og det danske selskab, såfremt kontrakten bliver underskrevet af dette selskab som arbejdsgiver. Det forudsættes, at de sædvanlige arbejdsgiverbeføjelser tilkommer det danske selskab.
Reference(r)
Kildeskatteloven § 48 E
Kildeskatteloven § 48 F
Henvisning
Ligningsvejledningen 2009-1 D.B.5

Spørgsmål

  1. Er delegationskontrakten fornøden dokumentation for ansættelsesforholdet hos A A/S i relation til kildeskatteloven §§ 48 E-F?
  2. Er delegationskontrakten fornøden dokumentation for ansættelsesforholdet, hvis A A/S underskriver delegationskontrakten sammen med A AG?(bortfalder hvis der svares ja til spørgsmål 1).

Svar

  1. Nej.
  2. Ja.
Beskrivelse af de faktiske forhold

A A/S ansætter løbende tyske medarbejdere, der tidligere har arbejdet for det tyske moderselskab, A AG.

En del af disse medarbejdere opfylder betingelserne i kildeskatteloven §§ 48 E-F for 25% eller 33% beskatning.

Der bliver i forbindelse med de tyske medarbejderes udsendelse til Danmark udarbejdet en delegationskontrakt, der ud over at indeholde bestemmelser om ansættelsen for A A/S, tillige gør det tyske ansættelsesforhold "hvilende" i den periode medarbejderen arbejder i Danmark. Delegationskontrakten fastlægger desuden medarbejderens rettigheder og pligter, samt det faglige og tjenstlige tilhørsforhold i udsendelsesperioden.

A A/S har endvidere udarbejdet en separat ansættelseskontrakt med medarbejderen.

Antallet af ansættelser af udenlandske medarbejdere forventes at stige betydeligt over de kommende år.

For at lette administrationen i forbindelse hermed, ønskes der bindende svar på, at delegationskontrakten (eventuelt med den i spørgsmål 2 nævnte justering) er tilstrækkelig dokumentation for medarbejderens danske ansættelsesforhold i relation til kildeskatteloven §§ 48 E-F, og dermed at udarbejdelse af en separat ansættelseskontrakt mellem medarbejderen og A A/S kan udelades.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Kildeskatteloven §§ 48 E-F omfatter personer, som påbegynder et ansættelsesforhold hos eksempelvis et dansk selskab.

Der ses hverken i lovgivningen, skattelitteraturen eller i offentliggjort praksis at være taget stilling til, om beskatning efter kildeskatteloven §§ 48 E-F forudsætter en traditionel ansættelseskontrakt med medarbejderen.

Efter vores opfattelse er delegationskontrakten tilstrækkelig dokumentation for, at medarbejderen er i et ansættelsesforhold hos A A/S, idet det af kontrakten fremgår, at A A/S er både den formelle og reelle arbejdsgiver under ansættelsen.

Vi har herved lagt vægt på følgende forhold:

  • Arbejdsgiveren er ifølge kontrakten A A/S
  • A A/S har de sædvanlige arbejdsgiverrettigheder og pligter over for medarbejderen, herunder instruktionsbeføjelsen og retten til at tilrettelægge arbejdet
  • Medarbejderen er både fagligt og tjenstligt underlagt de lokale retningslinier i A A/S, hvilket betyder, at A A/S har de samme rettigheder og pligter over for den udsendte medarbejder som over for virksomhedens øvrige ansatte
  • Arbejdstiden reguleres efter det modtagende selskabs regler (A A/S), og modtagerlandets (Danmarks) sædvanlige helligdage er gældende for den udsendte medarbejder, det vil sige de danske regler
  • Medarbejderen aflønnes af A A/S
  • Ansættelsesforholdet er underlagt dansk rets obligatoriske bestemmelser
  • Medarbejderen har ret til ferie efter ferieloven, og det fremgår af kontrakten, at feriens længde er aftalt med det modtagende selskab, A A/S
    Medarbejderens ret til feriefridage udspringer af en frivillig aftale mellem parterne om medarbejderens ret til ekstra (betalt) frihed, og der er derfor ikke tale om ferie efter ferieloven. Parternes aftale vedrørende medarbejderens ret til feriefridage er derfor ikke en aftale, der ændrer på medarbejderens rettigheder efter ferieloven
  • Funktionærlovens bestemmelser om opsigelse finder anvendelse, idet kontrakten fastslår, at reglerne for afslutningen på ansættelsen retter sig efter det modtagende lands (Danmarks) lovgivning samt medarbejderens aftaler med det modtagende selskab (A A/S).
    De udenlandske medarbejdere, som A A/S ansætter under 25% eller 33% beskatning falder ind under funktionærlovens område, jf. funktionærlovens § 1. De udsendte medarbejdere vil derfor i kraft af afsnittets formulering være underlagt funktionærlovens bestemmelser om opsigelse.

Det er derfor vores opfattelse, at der med underskrivelsen af kontrakten bliver etableret et dansk ansættelsesforhold, som kvalificerer medarbejderen til beskatning efter kildeskatteloven §§ 48 E-F. Dette understreges endvidere af, at kontrakten udelukkende regulerer opholdet i Danmark, idet det fremgår af kontrakten, at der ved tilbagevenden til A AG indgås nye kontraktmæssige aftaler.

Det forhold, at delegationskontrakten tillige indeholder bestemmelser, der regulerer det hvilende ansættelsesforhold hos A AG, og medarbejderens ret til at genindtræde i dette ansættelsesforhold efter afslutningen af den danske ansættelse, er efter vores opfattelse uden betydning i relation til kontraktens kvalifikation som grundlag for beskatning efter kildeskattelovens §§ 48 E-F.

Da delegationskontrakten indeholder alle de væsentligste vilkår for ansættelsesforholdet, bør det efter vores opfattelse ikke være nødvendigt, at der indgås en separat ansættelseskontrakt med A A/S som tillæg til delegationskontrakten for, at medarbejderen kan opnå beskatning efter kildeskatteloven §§ 48 E-F.

På baggrund af ovenstående er det således vores opfattelse, at delegationskontrakten kan tjene som behørig dokumentation for det danske ansættelsesforhold i relation til kildeskatteloven §§ 48 E-F.

Helt klart er forholdet, hvis kontrakten også underskrives af A A/S, jf. spørgsmål 2.

SKATs indstilling og begrundelse

A A/S opfylder som et dansk selskab betingelserne for at kunne anses som arbejdsgiver i relation til kildeskatteloven §§ 48 E-F.

Et ansættelsesforhold er en aftale mellem en arbejdsgiver og en arbejdstager, som er juridisk bindende for begge parter. Da der i kildeskattelovens §§ 48 E-F er krav om, at arbejdsgiveren skal være dansk, finder SKAT, at det ikke i relation til disse bestemmelser er tilstrækkeligt, at medarbejderne indgår en udsendelseskontrakt med det tyske moderselskab.

Det er SKAT's opfattelse, at det i relation til kildeskattelovens §§ 48 E-F må kræves, at den danske arbejdsgiver er den juridiske arbejdsgiver - den formelle arbejdsgiver - og ikke alene den reelle arbejdsgiver. Ordningen kan således ikke anvendes ved arbejdsudleje, hvor der ikke består et juridisk ansættelsesforhold med hvervgiveren.

A A/S kan derfor kun anerkendes som arbejdsgiver i relation til kildeskattelovens §§ 48 E-F, hvis der indgås en kontrakt med medarbejderen, hvoraf det klart fremgår, at arbejdsgiveren er A A/S.

SKAT kan dog tiltræde fremgangsmåden i spørgsmål 2, således at det kan godkendes, at udsendelseskontrakten mellem medarbejderen og det tyske moderselskab kan anvendes som grundlag for kontrakten mellem medarbejderen og A A/S, når blot den tillige underskrives af A A/S som arbejdsgiver. Det forudsættes, at de sædvanlige arbejdsgiverbeføjelser ligger hos den danske arbejdsgiver.

Den omstændighed, at ansættelsesforholdet med A AG er "hvilende" under ansættelsen i Danmark, ses ikke at være til hinder for anvendelsen af kildeskattelovens §§ 48 E-F.

SKAT indstiller, at der svares nej til spørgsmål 1 og ja til spørgsmål 2.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKAT's indstilling.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter