Det er en betingelse for at kunne anvende den særlige skatteordning, at medarbejderen har indgået en ansættelseskontrakt med arbejdsgiveren, som berettiger medarbejderen til en løn, der er stor nok til at kunne dække

  • en minimumsløn i penge (A-indkomst) og
  • bidrag efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) og
  • eventuelle indbetalinger til arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger med bortseelsesret, jf. PBL § 19.

Minimumslønnen i penge udgør i indkomståret 2011 69.300 kr. pr. måned før fradrag af arbejdsmarkedsbidrag og eventuelle obligatoriske udenlandske sociale bidrag. Beregning af ATP kan findes på www.atp.dk. Se afsnit D.B.5.2.3 om obligatoriske udenlandske sociale bidrag.

Minimumslønnens størrelse kan ses på Skatteministeriets hjemmeside www.skm.dk, Tal-Statistik, Satser og beløbsgrænser, Kildeskatteloven § 48 E-F, Beløbsgrænser.

Ud over størrelsen gælder der følgende krav til minimumslønnen i penge:

  • skal være A-indkomst omfattet af KSL § 43, stk. 1, jf. KSL § 48 E, stk. 1, eller
  • beløb eller vederlag omfattet af LL § 16, stk. 1, som er gjort til A-indkomst i henhold til KSL § 43, stk. 2, jf. KSL § 48 F, stk. 1, 3. pkt.
  • fri kost og logi indgår ikke i minimumslønnen, jf. bemærkningerne til KSL § 48 E, stk. 1, i Lovforslag nr. 158/1991
  • skal være opfyldt som et gennemsnit inden for samme kalenderår
  • skal være sikret medarbejderen som en gennemsnitlig månedsløn i henhold til ansættelseskontrakten

Hvis kravet om minimumsløn i penge ikke er opfyldt i henhold til ansættelseskontrakten, vil medarbejderen ikke kunne anvende den særlige skatteordning, selv om arbejdsgiveren fx udbetaler en bonus ved udgangen af året, som bringer den gennemsnitlige månedsløn op over minimumsgrænsen. Ny tekst startHvis medarbejderen i henhold til kontrakten erhverver ret til en beløbsmæssigt fastsat bonus i løbet af kalenderåret, kan beløbet medregnes til minimumslønnen, jf. SKM2011.414.BR sammenholdt med nugældende formulering af bestemmelsen.Ny tekst slut

Hvis kravet om en gennemsnitligt minimumsløn i penge er opfyldt i henhold til ansættelseskontrakten for året som helhed, er det muligt at aftale en lavere aflønning i fx en ferieperiode. Medarbejderen kan også have en måned uden løn, under forudsætning af at lønnen i de øvrige måneder er så høj, at minimumslønnen samlet set er opfyldt inden for kalenderåret. Se bemærkningerne til § 1, nr. 3, i Lovforslag nr. 162/2007.

Se også afsnit D.B.5.1.9 om godkendte forskere, der ikke skal opfylde kravet om minimumsløn.