Dato for udgivelse
26 Nov 2003 15:09
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
10. oktober 2003
SKM-nummer
SKM2003.523.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
LSR 2-5-1890-2142
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning + SKAT internt
Emneord
Fradrag, dokumentation, renteudgifter
Resumé

Der kunne ikke godkendes fradrag for betalinger på et lån, som blev erlagt efter at der var opnået gældseftergivelse, idet betalingerne ikke kunne anses som renter, men var afdrag på den resterende gæld.

Reference(r)

Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a
Ligningsloven § 5, stk. 1


Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Kapitalindkomst

Indkomståret 1996

Ikke godkendt fradrag for renteudgifter til B: 90.510 kr.

Indkomståret 1997

Ikke godkendt fradrag for renteudgifter til B: 367.330 kr.

Det fremgår af sagen, at klageren og hans ægtefælle den 28. september 1994 indgik et frivilligt forlig med B, vedrørende en forfalden hovedstol på 1.927.599, 33 kr.

Om rente- og betalingsvilkår fremgår, at:

”Fra 1. maj 1994 forrentes hovedstolen med en årlig rente svarende til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et tillæg på 5 %, p.t. 10 %. Hovedstol og omkostninger skal afdrages med kr. 5.000,- i ydelse hver den 1.ste i måneden, første gang den 1. oktober 1994. Fra 1. oktober 1999 betales kr. 8.650,- i månedlig ydelse.

Den 1. oktober 1994 erlægges et ekstraordinært afdrag på kr. 50.000,-.

Indbetalinger afskrives først på omkostninger og renter.

…..”

Ved skrivelse af 14. januar 1998 fra B fremgår:

S A L D O K V I T T E R I N G

Mellem undertegnede A og hustru

og

B-Aktieselskab

indgås herved følgende aftale vedrørende afvikling af debitors forpligtelse overfor B.

Debitors samlede engagement med B udgjorde pr. 31.12.1996 kr. 2.340.155,-

Debitor har indbetalt afdrag som anført i Frivilligt Forlig samt kr. 250.000,- til fuld og endelig indfrielse af engagementet.

B’s saldokvittering for resttilgodehavende er dog betinget af følgende:

  • hvis ovennævnte indbetaling måtte blive omstødt efter konkurslovens regler, forbeholder B sig ret til at kunne anmelde den samlede skyld i henhold til ovennævnte opgørelse i debitors bo
  • tages debitors bo i øvrigt under konkursbehandling eller der åbnes forhandling om tvangsakkord efter konkurslovens regler, skal B være berettiget til at anmelde sit fulde tilgodehavende i henhold til nærværende opgørelse, alene reduceret med debitors betaling i henhold til nærværende aftale.”

Klageren har i perioden 1994 – 1997 inkl. foretaget følgende rentefradrag og faktiske betalinger til B, idet bemærkes, at de af ham fratrukne renteudgifter i 1994 og 1995 er godkendt af skattemyndighederne.

 

Fratrukne renteudgifter

Faktiske betalinger

1994

187.164 kr.

65.000 kr.

1995

219.883 kr.

60.000 kr.

1996

190.510 kr.

60.000 kr.

1997

367.330 kr.

295.000 kr.

Skatteforvaltningen har nægtet at godkende fradrag for de selvangivne renteudgifter i indkomstårene 1996 og 1997 på henholdsvis 190.510 kr. og 367.330 kr., idet det tillige er anført, at de tidligere foretagne ansættelser for indkomstårene 1996 og 1997 er forhøjet med henholdsvis 48.520 kr. og 47.318 kr.

Skatteforvaltningen har nægtet fradraget for renteudgifterne med en begrundelse om, at betingelserne i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e og ligningslovens § 5, stk. 1, ikke er opfyldt. Der er herved henset til, at gældsforholdet ikke indeholder en retlig bindende forpligtelse såvel til at betale en gæld på 1.927.599 kr., som til at forrente denne. I det omfang der måtte være fradragsberettigede renter er disse allerede fradraget for indkomstårene 1994 og 1995.

Skatteforvaltningen har anført, at Landsskatteretten i medfør af deres forretningsorden § 17, stk. 4, har pålagt den kommunale skattemyndighed at genoptage sagen, idet retten har anført, at der ”…ikke foreligger tilstrækkelige sikre oplysninger i sagen om, hvilke rentebeløb klageren faktisk har betalt i perioden 1994-1998.” Skatteforvaltningen har hertil bemærket, at der alene er taget stilling til spørgsmålet om genoptagelse, og ikke til sagens realiteter i øvrigt. Man kan derfor på ingen måde fortolke Landsskatterettens kendelse om genoptagelse af skatteansættelserne således, at der kan fradrages betaling af renter på den gæld, som B har opgjort ved aftalens indgåelse, det frivillige forlig, som klageren og hans ægtefælle har tiltrådt ved underskrift den 28. september 1994.

Skatteforvaltningen har tillige anført, at det er opfattelsen, at det frivillige forlig og hensigtserklæringen skal vurderes samlet og dermed som et dokument. Der er herved henset til, at klageren med hensigtserklæringen har opnået et retskrav på en saldokvittering, subsidiært førtidig indfrielse.

Det fremgår af dokumenterne, at der er indgået aftale om forrentning af hovedstol, 1.927.599 kr., fra 1. maj 1994 med en årlig rente svarende til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et tillæg på 5 %, p.t. 10 %. Hovedstol og omkostninger skal afdrages med 5.000 kr. i ydelse hver den 1. i måneden. Første gang den 1. oktober 1994. Fra den 1. oktober 1999 betales 8.650 kr. i månedlig ydelse. Den 1. oktober 1994 betales der ekstraordinært 50.000 kr. Såfremt denne aftale overholdes vil debitor modtage saldokvittering pr. 1. september 2002. Alternativt vil debitor kunne indfri gælden før tid ved at betale et beløb, der svarer til den tilbagediskonterede værdi efter 10 % pr. år af ikke allerede betalte ydelser.

Skatteforvaltningen har endvidere anført, at klageren har betalt afdrag frem til den 10. september 1997, hvorefter han til fuld og endelig indfrielse mod saldokvittering har betalt 250.000 kr.

Skatteforvaltningen har bemærket, at ved en betaling over en periode på 8 år vil den samlede betaling udgøre 661.400 kr. inkl. den ekstraordinære indbetaling på 50.000 kr. Beløbet på 661.400 kr. må efter aftalens indhold udgøre såvel den oprindelige hovedstol (ved forligets indgåelse) som renter over den 8 årige periode.

Skatteforvaltningen er således af den opfattelse, at den af B beregnede restgæld på 1.927.599 kr. ved forligets indgåelse ikke er et udtryk for den reelle restgæld, da det ved aftalens indgåelse har været hensigten og er fastslået i hensigtserklæringen, at klageren skulle indfri et væsentligt lavere beløb. Endvidere er der beregnet rente med 14 % i 1997 til trods for aftalen om en rente på diskontoen + 5 %, hvilken i perioden var 8,25-9 %. Henset hertil er det urealistisk, at den reelle hovedstol udgør mere end 500.000 kr. før renteberegning skal finde sted.

Skatteforvaltningen har endvidere anført, at klageren i perioden 1994-1995 har fratrukket renteudgifter af gælden til B med 407.046 kr. Allerede i 1997 (saldokvittering dateret 14. januar 1998) er gælden endeligt afviklet.

Det er uomtvisteligt, at klageren i perioden 1994-1997 ikke har betalt mere i rente end hvad der allerede er fratrukket for årene 1994-1995. Det er derfor skatteforvaltningens opfattelse, at klageren allerede i 1995 (endda givetvis tidligere) har fået fradrag for flere renter, end der ville påløbe den reelle hovedstol.

Klagerens advokat har påklaget skatteforvaltningens afgørelse, idet han har anført, at sagen opstod som følge af Landsskatterettens kendelse af 17. juli 2001 vedrørende nærværende sag, hvorefter Landsskatteretten pålagde den kommunale skattemyndighed at genoptage skatteansættelsen for indkomstårene 1996 og 1997.

Uanset, at Landsskatteretten anfører, at pålæg om genoptagelse ikke medfører, at der er taget hensyn til sagens realitet, medfører en genoptagelse fra Landsskatterettens side alligevel, at realiteten er, at Landsskatteretten finder, at der skal indrømmes klagerens yderligere renteudgifter.

Derudover har Told- og Skatteregionen i en udtalelse i sagen støttet klagerens begæring om yderligere rentefradrag og kommet med en tilkendegivelse, som skatteforvaltningen forvaltningsretligt skulle have forholdt sig til, idet told- og skatteregionens udtalelse i sagen er en væsentlig del af genoptagelsespålægget fra Landsskatterettens side.

Skatteforvaltningen har anført, at det frivillige forlig og hensigtserklæringen medfører, at der endeligt og bindende er indgået en aftale med långiver om en reduktion af gælden. Dette er ikke korrekt. Landsskatteretten har tidligere taget stilling til dette spørgsmål i ”D-sagen”, og skatteforvaltningens afvisning af dette er således i strid med Landsskatterettens praksis.

Med henvisning til Landsskatterettens kendelse af 22. december 1999 i D-sagen, hvorefter skatteyderen er berettiget til fradrag for beregnede renter, dog maksimeret til de foretagne betalinger, bemærker advokaten, at D-sagen er helt analog med klagerens sag, med samme långiver og samme efterfølgende reduktion af gælden, jf. klagen til Landsskatteretten af 27. oktober 2000 og supplerende oplysninger af 2. maj 2001.

Det forhold, at der i et senere indkomstår er givet saldokvittering kan ikke medføre et ændret resultat for rentefradraget for 1996 og 1997, jf. også told- og skatteregionens ovennævnte udtalelse.

Den ændrede skattepraksis ved eftergivelse af gæld, gælder ikke for aftaler, der er indgået før den 16. juni 1995.

Der er i øvrigt ikke tvivl om, hvilke renter klageren har betalt, jf. B’s oplysninger herom i breve af henholdsvis 25. august 1999 og 13. september 1999.

Skatteforvaltningen har anført ”i det omfang der måtte være fradragsberettigede renter er disse allerede fradraget for indkomstårene 1994 og 1995”. Denne udtalelse savner enhver støtte i Dansk Skatteret, idet der ikke er fradraget renter i 1994 og 1995, der først forfalder i 1996 og 1997.

Skatteforvaltningen har tillige anført, at klageren i perioden 1994-1997 ikke har betalt mere i rente, end hvad der allerede er fratrukket for årene 1994-1995. Skatteforvaltningen har endelig anført, at klageren allerede i 1995 (endda givetvis tidligere) har fået fradrag for flere renter, end der ville påløbe den reelle hovedstol.

Advokaten har her præciseret, at det fortsat drejer sig om rentefradraget for 1996 og 1997. Hvad der måtte være fradraget af renter i 1995 og tidligere år er uden betydning ved bedømmelsen af, hvilke renter, der skattemæssigt er forfaldne, jf. D-sagen samt statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og ligningslovens § 5, stk. 1.

Advokaten har henvist til en sag vedrørende beskatning af genvundne afskrivninger på et leasingaktiv, hvor det tidligere var afskrevet. Østre Landsret lagde til grund ved den skattemæssige behandling af genvundne afskrivninger for salgsåret, at der ikke var tale om skattemæssigt ejerskab, hvorefter Kammeradvokaten tog bekræftende til genmæle.

Advokaten har tillige henvist til et forlig fra Østre Landsret, hvor sagsøger fik medhold i, at han var berettiget til at fratrække 3 1/2 års forudbetalte renter for et indkomstår forud for ikrafttrædelse af ligningslovens § 5, jf. Skattepolitisk Oversigt 1991, side 182 ff og side 226 ff samt TfS 1991, 193.

Told- og Skattestyrelsen har indstillet, at klageren nægtes fradrag for renteudgifter, idet det er anført:

”Landsskatteretten har ved brev af 7. november 2002 anmodet Told- og Skattestyrelsen om en udtalelse over sagen.

Det fremgår af Landsskatterettens kontors indstilling, at det er kontorets opfattelse at klageren er berettiget til fradrag for renteudgifter svarende til samtlige faktiske betalte ydelser i perioden 1994 til og med 1997.

Told- og Skattestyrelsen er ikke enig i Landsskatterettens kontors indstilling, hvilket der i det følgende nærmere skal redegøres for.

Udtalelse fra den regionale told- og skattemyndighed

Regionen har udtalt følgende:

"Efter regionens opfattelse er forholdet omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 5 stk. 7, hvorefter skatteyderen ikke er berettiget til større fradrag end det rent faktisk betalte.

Der synes ikke at være uoverensstemmelse mellem X Kommune, Landsskatteretten og regionen herom.

Herudover er forholdet omfattet af begrænsning af fradragsretten jv. bestemmelsen i ligningslovens § 5 stk 8. Baggrunden herfor skyldes, at klageren bar opnået en nedskrivning af sin gæld som følge af eftergivelse fra B’s side, hvorfor der sker en maksimering af det beløb som efter gældseftergivelsen kan berettige til fradrag, efter reglerne om fradrag for renteudgifter.

Repræsentanten anfører, at "den ændrede skattepraksis ved eftergivelse af gæld, gælder ikke for aftaler, der er indgået før 16. juni 1995. Det er korrekt jf. feks. ikrafttrædelsesbestemmelsen i cirkulære nr. 26 af 5.2.1996, punkt 6.2.

I nærværende sag opstår der en ny aftale i 1997 til afløsning for den gamle, som så ikke længere gjaldt, gående ud på betaling af kr. 250.000.- mod saldokvittering, hvorfor ovennævnte bestemmelse så efter regionens opfattelse finder anvendelse.

Gælden til B er opgjort til kr. 2.355.320,80 – iflg. årsopgørelse fra B. Klageren frigøres efter betaling af kr. 537.165, hvorefter klageren har opnået en gældseftergivelse på kr.1.489.997 svarende til 63,2 % af sin gæld.

Rentefradragsretten skal således maksimeres i samme forhold, hvorefter maksimal fradrag andrager kr. 537.165 x 36,8 % svarende til kr. 197.676.-. Da klageren i 1994 og 1995 har faet godkendt fradrag på kr.268.924, uanset han alene har betalt kr. 125.000 er mulighederne for fradrag opbrugt i 1996 og 1997.

De påklagede ansættelser indstilles derfor fastholdt"

Told- og Skattestyrelsens udtalelse

Det er styrelsens opfattelse, at det er nødvendigt at analysere den mellem klageren og B indgåede aftale om afvikling af gælden med henblik på at kunne kvalificere, hvorvidt aftalen er suspensivt eller resolutivt betinget.

Landsskatteretten har i tidligere sager taget stilling til, om en gældseftergivelse kombineret med en afdragsordning kunne anses for en suspensivt eller en resolutivt betinget aftale. I TfS 1994, 693 LSR havde skyldneren indgået en frivillig akkord med kreditorer, som repræsenterede størstedelen af skyldnerens gæld. Gældseftergivelsen var betinget af, at skyldneren overholdt en afdragsordning på 2.750 kr. i 60 måneder. Overholdt skyldneren ikke afdragsordningen, var hele den samlede gæld forfalden til betaling.

Landsskatteretten var enig med ligningsmyndighederne i, at der ikke var tale om en suspensivt betinget aftale, uanset der kunne herske reel usikkerhed om gennemførelsen. Beskatningstidspunktet skulle derfor ikke udskydes. Landsskatteretten fandt derfor ikke, at den misligholdelsesklausul, der var indeholdt i akkordaftalen, kunne føre til et andet resultat.

I TfS 1994,726 fandt Landsskatteretten ligeledes, at en aftale om en afdragsordning med en efterfølgende udsigt til en saldokvittering skattemæssigt havde virkning på aftaletids­punktet, hvorefter skattemyndighederne var berettiget til at begrænse det af klageren selvangivne underskud i det pågældende indkomstår.

Tilsvarende resultat nåede Vestre Landsret til i TfS 1999, 255. I denne sag opnåede debitor en akkordordning, hvor han skulle betale kreditorerne 35 pct. af gælden over en 5-årig periode. Akkordordningen ville bortfalde ved misligholdelse. Skattemyndighederne begrænsede skatteyderens fradrag for underskudsfremførsel med henvisning til akkordafta­len. Landsretten fandt, i overensstemmelse med skattemyndighederne, at underskudsbe­grænsningen indtræder ved akkordaftalens indgåelse, og retten til underskudfremførsel genopstår ikke, selv om aftalen om akkord bortfalder på grund af misligholdelse.

I en bindende forhåndsbesked har Ligningsrådet taget stilling til rentefradraget ved en betinget gældseftergivelse (TfS 1997, 863)

I den konkrete sag havde banken et tilgodehavende på 672.000 kr, og det var foreslået, at banken skulle forrente dette mellemværende med en procentrente på 8,25 pct. og tillægge renten hovedstolen (55.400 kr. pr. år). Herefter skulle skatteyderen betale en månedlig ydelse på 4.500 kr. svarende til 54.000 kr. på årsbasis, således at ydelsen alene ville dække rentetilskrivningen.

Hvis aftalen blev overholdt med en løbetid på 62 måneder, ville banken udstede saldokvittering på hele restgælden, der ville andrage 679.000 kr.

Der blev på denne baggrund forespurgt om der kunne indrømmes skatteyderen et løbende skattemæssigt rentefradrag med 54.000 kr. årligt i forbindelse med afviklingsordningen.

Den kommunale skatteforvaltning havde bl.a. henvist til formuleringen i cirkulære nr. 26 af 5/2 1996, pkt. 6.1.2, hvoraf fremgår, at "Betingede aftaler om gældseftergivelse, som f.eks. en aftale om gældseftergivelse betinget af, at debitor overholder en betalingsordning, anses for omfattet af reglerne i ligningslovens § 5, stk. 8, på aftaletidspunktet."

Afslutningsvis var det anført:

"I nærværende forhold er der imidlertid på aftaletidspunktet ingen ikke-fratrukne renter. Betalinger efter aftaletidspunktet kan derfor ikke betragtes som renter rent skattemæssigt. men vil blive anset for afdrag på mellemværendet på aftaletidspunktet".

Ligningsrådet tilsluttede sig denne indstilling.

Styrelsens bemærkninger til denne afgørelse

Ligningsrådets afgørelse er i overensstemmelse med ovenfor anførte afgørelser truffet af Landsskatteretten og landsretten, hvorefter aftalen anses for resolutivt betinget således, at de afledte skattemæssige virkninger indtræder på aftaletidspunktet. Ved kvalifikationen af selve aftalegrundlaget er det derfor ikke relevant at henvise til ligningslovens § 5, stk. 8.

Da der samtidig ikke tilbagestår ikke-fratrukne renter på gældseftergivelsestidspunktet, finder bestemmelsen heller ikke anvendelse i forbindelse med nægtelse af fradrag for renter i afviklingsperioden.

Under henvisning til ovenstående er det styrelsens opfattelse, at aftalegrundlaget i den sag der nu er indbragt for Landsskatteretten er sammenlignelig med den anlagte praksis og sagen nærmest er identisk med Ligningsrådets bindende forhåndsbesked set i forhold til indholdet af selve gældseftergivelsesaftalen.

Med udgangspunkt i forligsaftalen af 28. september 1994, affattet som "FRIVILLIGT FORLIG" med tilhørende "HENSIGTSERKLÆRING", kan aftalen kort skitseres således:

Hovedstolen er opgjort til 1.927.599 kr. som B er kreditor for som indfriende kautionist.

I vilkårene for akkordordningen er det fastsat, at mellemværendet skal forrentes med den

officielle diskonto med tillæg af 5 %.

Afvikling:

Der vil blive meddelt debitor saldokvittering såfremt følgende skitserede ydelser vil blive betalt

01.10.1994 Ekstraordinært afdrag

50.000

01.09.1994-01.09.199960 afdrag a' 5.000kr.

300.000

01.10.1999 - 01.09.200236 afdrag a' 8.650 kr.

311.400

I alt

661.400

I aftalen havde debitor samtidig mulighed for at opnå saldokvittering ved førtidig indfrielse, hvor der skulle foretages en tilbagediskontering af de resterende ikke erlagte ydelser.

Indstilling

Det er Told- og Skattestyrelsens vurdering, at klagerens aftale om en afdragsordning med en efterfølgende påregnet meddelelse om saldokvittering, i overensstemmelse med praksis, materielt skal udmøntes på aftaletidspunktet, hvorefter gældseftergivelsen skattemæssigt skal opgøres og kvalificeres på tidspunktet ror aftalens indgåelse, uanset betingelserne for meddelelse af saldokvittering endnu ikke er opfyldt.

Gældseftergivelsen skal efter styrelsens opfattelse opgøres på linie med Ligningsrådets bindende forhåndsbesked jf. ovenstående, hvorefter klagerens eftergivelse efter de daværende konkrete omstændigheder kan opgøres således:

Kreditors tilgodehavende if. aftalen

1.927.599

Stipuleret afdragsordning

661.400

Opgjort eftergivelsesbeløb(forventet saldokvittering)

1.266.199

I princippet opstår der en ny hovedstol, hvor den nye gæld svarer til den aftalt afdragsord­ning eller i alt 661.400 kr. Det giver derfor ikke mening, at lade hovedstolen forrente, da det allerede implicit indgår i aftalen, at der skal indrømmes saldokvittering for "restsum­men" når betalingsaftalen er overholdt.

I klagerens konkrete tilfælde udgør de faktiske betalinger 480.000 kr., hvor forskellen op til 661.400 kr. eller 181.400 kr. må anses som en yderligere gældseftergivelse på afviklingstidspunktet i 1997.

Der indgår ingen ikke-fratrukne renter i gældsforholdet på aftaletidspunktet. De af klageren foretagne betalinger kan derfor ikke betragtes som renter af gæld i skattemæssighenseende, men må anses som afdrag på mellemværendet på aftaletidspunktet.

Det indstilles derfor til Landsskatteretten, at de af ligningsmyndigheden foretagne ansættelser stadfæstes med ovenfor anførte begrundelse.

Subsidiær indstilling

I det omfang Landsskatteretten er af den opfattelse, at der, med skattemæssig virkning, mellem parterne fortsat kan aftales en forrentning af mellemværendet, må det naturligvis følge, at der stadig skal tages hensyn til gældseftergivelsen på tidspunktet for indgåelsen af den betingede aftale.

Der kan derfor ikke indrømmes rentefradrag for renter beregnet med udgangspunkt i den oprindelige hovedstol, idet klageren ikke længere opfylder betingelserne efter den i praksis almindelige skabte rentedefinition. Efter denne anerkendes en renteudgift kun som et beløb beregnet som en bestemt procentdel af den til enhver tid værende gæld. Samtidig skal gældsforholdet indeholde en retlig bindende forpligtelse, såvel til at betale en gæld, som til at forrente denne.

Der kan derfor alene indrømmes rentefradrag for renter beregnet på grundlag af den "nye" gældsforpligtelse. der if. ovenstående opgørelse er opgjort til 661.400 kr., hvorefter de årlige renter udgør ca. 65 - 70.000 kr. Da de foretagne rentefradrag for indkomstårene 1994 (187.163 kr.) og 1995 (219.883 kr.) langt overstiger dette beløb, er det efter styrelsens opfattelse med rette, at ligningsmyndigheden har afskåret klagerne for yderligere rentefradrag i de følgende indkomstår.

Det bemærkes, at klageren i øvrigt vil være omfattet af begrænsningsreglen efter ligningslovens § 5, stk. 8, idet der i forbindelse med den endelige afvikling af mellemværendet ydes en yderligere gældseftergivelse jf. ovenfor. Dette forhold har dog ikke praktisk betydning, idet rente fradraget allerede er opbrugt.

Told- og Skattestyrelsen er opmærksom på Landsskatterettens ikke offentliggjorte kendelse af 22. december 1999, j.nr. 611-1826-1027, hvor der ligeledes er indgået et frivilligt forlig mellem kreditor og debitor. I dette forlig er der alene aftalt en foreløbig afdragsordning, hvor der ikke samtidig er taget stilling til en eventuel efterfølgende gældseftergivelse. Det er derfor styrelsens vurdering, at sagerne ikke er sammenlignelige ved den skatteretlige kvalifikation.

Såfremt Landsskatteretten ikke kan tilslutte sig Told- og Skattestyrelsens indstilling, skal der under henvisning til skattestyrelseslovens § 27, stk. 2 anmodes om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt for retten under et retsmøde.”

Advokaten har heroverfor anført, at det skatteretlige udgangspunkt er, at forfaldne renter er fradragsberettigede. Den eneste begrænsning heri er ligningslovens § 5, stk. 8, hvor rentefradragsretten suspenderes indtil det faktiske betalingstidspunkt, medmindre den skattepligtige godtgør, at han er i stand til at betale den forfaldne gæld eller stille betryggende sikkerhed herfor i sne aktiver.

Da skattemyndighederne ikke har korrigeret det selvangivne rentefradrag i 1994 og 1995 må dette skyldes, at skattemyndighederne har fundet det godtgjort, at klageren kunne betale forfalden gæld eller stille betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver. Denne ligningsmæssige vurdering for tidligere indkomstår er ikke til prøvelse i nærværende sag, idet der i sagen alene skal ske en prøvelse af rentefradrag for 1996 og rentefradrag for 1997, hvor klageren har betalt henholdsvis 60.000 kr. og 352.165 kr. Dette bør være minimumsbeløbet, som er skattemæssigt fradragsberettiget, jf. i øvrigt Landsskatterettens kendelse i D-sagen, der er analog med nærværende sag.

Advokaten har tillige indstillet de påklagede ansættelser for 1996 og 1997 nedsat med henholdsvis 0 kr. og 268.241 kr., hvilket modsvarer en formindskelse af forhøjelsen fra skattemyndighederne fra 557.840 kr. og 268.241 kr. (0 kr. og 268.241 kr.) lig med 289.599 kr., som er det restgælden til A steg med fra forligets indgåelse den 28. september 1994.

Told- og Skattestyrelsen har indstillet ansættelsen stadfæstet, idet der var tale om akkord, i hvilket tilfælde der ikke kan beregnes renter. Af det frivillige forlig samt hensigtserklæringen fremgår, at når der i klagerens tilfælde var betalt 661.400 kr., ville der blive givet saldokvittering.

Landsskatteretten finder i overensstemmelse med Told- og Skattestyrelsens principale indstilling, at der på aftaletidspunktet i 1994 i princippet opstår et nyt gældsforhold, der medfører en gældseftergivelse for klageren, således at han efter dette tidspunkt alene skal betale i alt 661.400 kr. i stedet for den forfaldne hovedstol på 1.927.599 kr. Rent faktisk betaler klageren alene 480.000 kr., hvorfor yderligere 181.400 kr. eftergives. Klageren har forud for aftalen om gældseftergivelsen foretaget fradrag for forfaldne renteudgifter, og klagerens betalinger efter aftaletidspunktet kan ikke rent skattemæssigt betragtes som renter. Klagerens betalinger må derimod efter rettens opfattelse anses for afdrag på hovedstolen. De påklagede ansættelser stadfæstes derfor.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter