Dato for udgivelse
12 Sep 2003 13:53
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
12. august 2003
SKM-nummer
SKM2003.374.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
1. afdeling, 271/2002
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Afgifter
Emneord
Emballageafgift, udførsel, afgiftsgodtgørelse, genpåfyldning, condictio indebiti
Resumé

Sagen omhandlede, hvorvidt appellanten var berettiget til godtgørelse af afgift på brugte vinflasker. Appellanten havde importeret vinen fra Rumænien. De flasker, som appellanten fik retur fra sine kunder, blev udført til Tyskland. Under sagen var det omtvistet om den dagældende § 6, stk. 4, i emballageloven forudsatte, at flaskerne blev genpåfyldt, ligesom det også var omstridt, hvad der var sket med flaskerne.

Højesteret fastslog, at det fulgte af emballageafgiftslovens § 6, stk. 4's ordlyd, at afgiftsgodtgørelse i forbindelse med tilbagelevering af brugte flasker til udlandet er betinget af, at flaskerne leveres tilbage til fornyet anvendelse ved genpåfyldning. Højesteret lagde til grund, at flaskerne ikke blev genpåfyldt. Højesteret fastslog, at der ikke var holdepunkter for at antage, at bestemmelsen i emballageafgiftslovens § 20, stk. 2, andet punktum, om tilbagebetaling af udbetalt godtgørelse udelukker, at myndighedernes krav om tilbagebetaling af afgiftsgodtgørelsen kan være afskåret efter de almindelige regler om condictio indebiti. Bevismæssigt lagde Højesteret til grund, at virksomheden var bekendt med, at afgiftsgodtgørelsen var betinget af, at vinflaskerne blev tilbageleveret til genpåfyldning. Uanset dette havde virksomheden intet foretaget sig i forbindelse med levering af flaskerne til de tyske virksomheder for at sikre, at betingelsen blev opfyldt. Herefter var der ikke efter reglerne om condicdo indebiti grundlag for at afskære myndighedernes tilbagesøgningskrav, uanset om det måtte kunne bebrejdes myndighederne, at der ikke blev udfærdiget skriftlig bevilling med nærmere betingelser for godtgørelsen og uanset, at myndighederne ikke tidligere end sket havde foretaget kontrol af, om betingelserne var opfyldt

Reference(r)

Emballageafgiftsloven § 6, stk 4, dagældende

Henvisning

Punktafgiftsvejledningen 2003-1 G.1.5.2


Parter

Rumænsk Vinimport ved Gorm Lokdam
(advokat Bertil Jacobi)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Hermann, Wendler Pedersen, Peter Blok, Poul Søgaard og Thomas Rørdam.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 9. afdeling den 19. april 2002.

Appellanten, Rumænsk Vinimport ved Gorm Lokdam, har gentaget sine påstande og har subsidiært for så vidt angår rentepåstanden påstået betaling af renter fra sagsanlægget den 13. marts 2001.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Til brug for Højesteret er der tilvejebragt yderligere oplysninger.

Cleanaway Flensburg GmbH & Co. KG (tidligere Feldhaus Recykling GmbH & Co. KG) har i en erklæring af 17. juli 2003 bl.a. anført (i oversættelse):

"...

Udtrykket "Buntglas - freie Scherben" er en intern betegnelse hos Cleanaway Flensburg.

Dette udtryk benyttes internt til at betegne såkaldte "freie Mengen" (mængder som vi selv kan afsætte) i modsætning til de mængder som vi skal overlade til vores kontraktpartner "Duales System Deutschland AG". Duales System Deutschland er ansvarlig for indsamling og genvinding af al emballage, der forekommer i Tyskland, og brugsretsaftaler herom. Da flaskerne blev indført fra Danmark fra Kokkedal Slot, kunne vi ikke anmelde disse mængder til Duales System Deutschland AG, men måtte derimod selv afsætte disse mængder separat. Duales System Deutschland og dennes kontraktpartner (i dette tilfælde: Cleanaway Flensburg) arbejder udelukkende i overensstemmelse med bestemmelserne i den tyske kredsløbsøkonomi- og affaldslov [Kreislaufwirtschafts- und Abfallgesetz] samt den tyske emballageforordning [Verpackungsverordnung].

At man anvender ordet "Scherben" er ikke udtryk for, om glasset eller flaskerne er hele eller knust. Det skal forstås som en ren "intern betegnelse"."

Højesterets bemærkninger

Højesteret tiltræder, at § 6, stk. 4, i lov om afgift af visse detailsalgspakninger m.v. skal forstås således, at afgiftsgodtgørelse i forbindelse med tilbagelevering af brugte flasker til udlandet er betinget af, at flaskerne leveres tilbage til fornyet anvendelse ved genpåfyldning. Denne forståelse følger efter Højesterets opfattelse allerede af bestemmelsens ordlyd.

Rumænsk Vinimport havde ikke over for de tyske virksomheder, til hvilke vinflaskerne blev leveret i den omhandlede periode fra slutningen af 1996 til slutningen af 1998, sikret sig, at flaskerne skulle anvendes til genpåfyldning, og det er ikke dokumenteret eller blot sandsynliggjort, at genpåfyldning faktisk skete. De foreliggende oplysninger, herunder erklæringen af 25. marts 1999 fra Feldhaus Recykling, peger nærmest i den modsatte retning. Højesteret tiltræder herefter, at det må lægges til grund, at Rumænsk Vinimport i den omhandlede periode ikke opfyldte betingelserne for modtagelse af afgiftsgodtgørelse.

Der er ikke holdepunkter for at antage, at bestemmelsen i lovens § 20, stk. 2, 2. pkt., udelukker, at myndighedernes krav om tilbagebetaling af afgiftsgodtgørelse kan være afskåret efter de almindelige regler om condictio indebiti.

Forklaringer

Susanne Grønkjær har forklaret, at hun og Gorm Lokdam under telefonsamtalen den 14. januar 1993 talte om, at genpåfyldning af flaskerne var en betingelse for, at afgiften kunne godtgøres. Denne forklaring støttes af det notat, Susanne Grønkjær udfærdigede samme dag. Gorm Lokdam har forklaret, at han under samtalen fik at vide, at flaskerne skulle returneres til vingården i Rumænien. Et sådant krav kunne vanskeligt have noget andet formål end at sikre, at flaskerne blev anvendt til genpåfyldning. Højesteret finder, at det herefter må lægges til grund, at Gorm Lokdam var bekendt med, at afgiftsgodtgørelse var betinget af, at vinflaskerne blev tilbageleveret til genpåfyldning. På trods heraf foretog han sig i forbindelse med leveringen af flaskerne til de tyske virksomheder intet med henblik på at sikre, at denne betingelse blev opfyldt. Under disse omstændigheder er der ikke efter reglerne om condictio indebiti grundlag for at afskære myndighedernes krav om, at Rumænsk Vinimport skal tilbagebetale det beløb på i alt 385.987 kr., som virksomheden uberettiget har fået udbetalt. Dette gælder, selv om det måtte kunne bebrejdes myndighederne, at der ikke blev udfærdiget en skriftlig bevilling, i hvilken betingelserne for godtgørelse blev præciseret, og at de ikke tidligere end sket foretog kontrol af, om betingelserne var opfyldt.

Det følger af det anførte, at Rumænsk Vinimport heller ikke har krav på betaling af beløbet på 31.363 kr., og Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom.

T h i  k e n d e s   f o r  r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, Rumænsk Vinimport ved Gorm Lokdam, inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 35.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.