Dato for udgivelse
20 Jun 2003 11:09
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
23. maj 2003
SKM-nummer
SKM2003.268.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
8. afdeling, B-3438-00
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Udlodning, garantiforening, andelsbevis
Resumé

Fondsbørsvekselerernes Garantiforening under afvikling udloddede i 1992 kr. 400.000,- til hver af foreningens 38 medlemmer. Udlodningen kunne ikke anses for skattefri i medfør af statsskattelovens § 5 a, idet der ikke var tale om udlodning af en del af en formue, som medlemmerne allerede ejede. Under henvisning til, at medlemmerne i medfør af vedtægterne ikke kunne anses for at have et retligt krav på en andel i foreningens formue ved foreningens likvidation, fandt landsretten, at medlemmerne ikke havde en andelsret til foreningens formue, og ligningslovens § 16 A kunne derfor ikke finde anvendelse. Udlodningen blev derimod anset for skattepligtig i medfør af statsskattelovens § 4.

Reference(r)

Statsskatteloven § 4
Statsskatteloven § 5, stk.1, litra a
Ligningsloven § 16A


Parter

Fondsbørsvekselerer A
(advokat Thomas Rask Nielsen (prøve))

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Kim Lundgaard Hansen)

Afsagt af landsdommerne

Gunst Andersen, Henrik Waaben og Ivan Larsen (kst.)

Sagen vedrører spørgsmålet, om en udlodning på 400.000 kr. fra Fondsbørsvekselerernes Garantiforening under afvikling til hvert medlem af foreningen skattemæssigt skal behandles som indkomst efter statsskattelovens § 4, som en skattefri formueforøgelse efter statsskattelovens § 5 a eller som udbytte af andelsbeviser eller lignende værdipapirer efter ligningslovens § 16 A.

Landsskatteretten traf den 15. september 2000 afgørelse om, at udlodningen skal anses for skattepligtig indkomst for sagsøgeren, A, efter statsskattelovens § 4.

Under denne sag, der er anlagt den 13. december 2000, har sagsøgeren nedlagt påstand om principalt, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at skattemyndighederne har savnet hjemmel til at forhøje sagsøgerens skatteansættelse for 1992 med 400.000 kr., subsidiært at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at den af sagsøgeren i 1992 modtagne udlodning er omfattet af ligningslovens § 16 A.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagens omstændigheder

Efter § 10, stk. 2, nr. 8, i lov nr. 220 af 7. juni 1972 om Københavns Fondsbørs forudsatte beskikkelse som fondsbørsvekselerer, at den pågældende gennem tegning af forsikring eller på anden af handelsministeren godkendt måde sikrede sine kunder mod tab som følge af manglende betalingsevne.

Fondsbørsvekselererne skulle på daværende tidspunkt drive virksomhed i personlig form.

Til opfyldelse af sikringskravet stiftedes den 19. februar 1975 Fondsbørsvekselerernes Garantifond, og Repræsentantskabet for Fondsbørsens Medlemmer beskrev i skrivelse af 25. februar 1975 til Handelsministeriet, hvordan sikringskravet blev påtænkt opfyldt:

"1.) Hos forsikringsselskabet Topsikring g/s har foreningen pr. 1. januar 1975 tegnet forsikring mod tab, som medlemmerne ved insolvens måtte påføre deres kunder. Den samlede erstatning, der kan udbetales pr. år, er 6 mill. kr., og det tab, der kan erstattes for en enkelt kunde, er 600.000 kr. i forbindelse med depot af værdipapirer, beregnet efter markedsværdien ved betalingsstandsningen, konkursen eller dødsfaldet, og kun 150.000 kr. i forbindelse med kontante indskud. Inden for disse maksimale beløb bærer foreningen 25% og forsikringsselskabet 75%.

2.) Den 19. februar 1975 er stiftet Fondsbørsvekselerernes Garantifond, som etableres 1. marts 1975 og som bl.a. har til formål at supplere den ovennævnte ordning af forsikringsmæssig karakter.

Foreningen erklærer herved på samtlige fondsbørsvekselereres vegne, at de gennem garantifonden - inden for de i forsikringspolicen anførte maximumsbeløb -indestår for dækning af tab, som et medlem af foreningen måtte påføre enhver af sine kunder som følge af manglende betalingsevne, ..."

Handelsministeriet godkendte den 28. februar 1975 forsikrings- og garantiordningen med det anførte indhold.

Af formålsbestemmelsen i vedtægterne for Garantifonden fremgik følgende:

"Fondens formål er gennem fondsdannelser og på anden måde i een samlet fond

at

sætte Foreningen af Fondsbørsvekselerere i stand til

at    

yde erstatning til hel eller delvis dækning af tab, som en kunde hos en fondsbørsvekselerer har lidt ved,

at

en fondsbørsvekselerer bliver ude af stand til at dække sine økonomiske forpligtelser overfor kunden, hvad enten dette skyldes, ...

at

begrænse en eventuel afviklingsrisiko som følge af manglende honorering af checks og godsedler,

at

opfylde vilkårene i henhold til den med ... den ... tegnede forsikringskontrakt (globalforsikringen), og

at

påtage sig sådanne garantier og forpligtelser, som må skønnes at være hensigtsmæssige for styrkelsen af standen såvel indadtil som udadtil."

Herudover fremgik af vedtægterne - udover bestemmelser om dækningsområde, erstatning m.v. - bl.a. følgende:

Fondens navn er "Fondsbørsvekselerernes Garantifond" (§ 1). Enhver fondsbørsvekselerer skal være medlem af garantifonden, og skal udtræde, hvis han ophører med at være fondsbørsvekselerer (§ 3). Ethvert nyt medlem indbetaler et kontant indskud, hvis størrelse fastsættes af generalforsamlingen, og kontante indskud forrentes med satsen for Nationalbankens diskonto, hvilken rente udbetales senest den 15. april for det forudgående års regnskabsperiode, idet forrentning af kontante indskud dog først finder sted efter generalforsamlingens beslutning herom (§ 4). Når et medlem udtræder, får han udbetalt sit kontante indskud med evt. tillæg af rente til udbetalingstidspunktet, ligesom en eventuel afgiven forskrivning tilbageleveres, idet andelen dog kan tilbageholdes, hvis der ved udtrædelsen er rejst krav mod fonden om dækning (§ 5). Fondens kapital tilvejebringes bl.a. ved kontantindskud og årligt medlemskontingent fastsat af generalforsamlingen, og fondens formue opdeles i en grundfond og en medlemsfond (§§ 6 og 7). Fonden er en selvejende institution, som alene hæfter med sin formue (§ 8). Fondens højeste myndighed er generalforsamlingen (§ 26). Hvert medlem har en stemme (§ 31). Fonden ledes af en bestyrelse bestående af 3 medlemmer, hvoraf mindst et medlem skal være medlem af Repræsentantskabet for Fondsbørsens Medlemmer (§ 33). Bestemmelserne i §§ 38 og 39 om vedtægtsændringer og opløsning havde følgende ordlyd:

"...

§ 38.

Til ændring af nærværende vedtægter kræves, at vedtægtsændringen er vedtaget med simpel majoritet på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af medlemmerne er tilstede.

Vedtages ændringen med den fornødne majoritet af de mødende, men er 2/3 af medlemmerne ikke til stede, skal bestyrelsen straks indkalde til en ny generalforsamling, der skal afholdes inden 3 uger, hvor vedtægtsændringen - i uforandret skikkelse - kan vedtages, hvis halvdelen af de mødende - uanset antal - stemmer for forslaget.

Endvidere kræves, at vedtægtsændringen er godkendt af Repræsentantskabet for Fondsbørsens Medlemmer og handelsministeriet.

§ 39.

Til fondens opløsning kræves, at 3/4 af samtlige medlemmer stemmer for opløsningen, samt at Repræsentantskabet for Fondsbørsens Medlemmer og handelsministeriet endeligt tiltræder fondens opløsning. Repræsentantskabet for Fondsbørsens Medlemmer træffer derefter bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med fondens formue."

..."

Den 6. december 1978 blev sagsøgeren beskikket som Fondsbørsvekselerer, og i den forbindelse blev sagsøgeren medlem af Garantifonden.

Den 23. december 1981 meddelte Repræsentantskabet for Fondsbørsens Medlemmer Industriministeriet, at kundesikringsordningen til opfyldelse af kravet i § 10, stk. 2, nr. 8, i lov om Københavns Fondsbørs for fremtiden alene ville være baseret på Fondsbørsvekselerernes Garantifond, da det ikke længere var muligt at opnå en forsikringsordning i et forsikringsselskab. Industriministeriet godkendte dette den 11. januar 1982.

Den 11. november 1983 meddelte Fondsregistret Repræsentantskabet for Fondsbørsens Medlemmer, at Fondsbørsvekselerernes Garantifond var registreringspligtig som fond. Registrering skete herefter på baggrund af en anmeldelse, som Repræsentantskabet havde afgivet med forbehold, idet repræsentantskabet ikke mente, at Garantifonden skulle registreres som en fond. Garantifonden blev dog slettet af Fondsregistret igen den 20. marts 1989, idet Fondsregistret meddelte Foreningen af Fondsbørsvekselerere, at Garantifonden ikke efter Fondsregistrets daværende praksis var en selvejende institution og dermed omfattet af registreringspligten for fonde.

Efter fondsbørsreformen, jf. herved lov nr. 316 af 4. juni 1986 om Københavns Fondsbørs, hvorefter fondsbørsvekselerervirksomhed skulle drives i selskabsform, var formålet med Fondsbørsvekselerernes Garantifond udtømt, og en afvikling af Garantifonden blev påbegyndt.

Under generalforsamling i Garantifonden den 8. marts 1989 udtalte sagsøgeren, som da var formand for Garantifonden, efter referatet bl.a.:

"Garantifonden skal ikke bestå længere end højst nødvendigt. Det er ikke tanken at lave en pensionistklub eller en ny selskabelig forening.

Vi er nødt til at holde liv i Garantifonden indtil vi har betalt, hvad vi skylder. Et eneste alternativ kunne være personlige garantier. Nu har vi Garantifonden, og heldigvis er der penge nok til lige at dække forpligtelserne.

Såfremt der var opstået et underskud i 1988 måtte de, der havde beskikkelserne ved udgangen af året, have stillet op med yderligere indskud, derfor bør de, der har båret ansvaret frem til årsskiftet og har stået sammen, også inviteres til at gøre Garantifonden færdig. De bør også have ret til deres andel af det plus, der måtte være ved ophør.

...

Formanden forklarede, at hensigten med at ændre Fondens status til en forening var at løse spørgsmålet om, hvem der skal tage stilling til, hvad der skal ske med et eventuelt overskud. Ved opløsningen af en fond kan man ikke frit disponere over formuen."

Fra den efterfølgende drøftelse fremgår af referatet bl.a. følgende:

"HH havde endvidere et bud på brug af overskuddet. Det kunne foræres til bevaring af Chr. IV's gamle børsbygning. Det ville være rart at kunne være med til at bevare denne fornemme gamle bygning.

JR foreslog, at man gav overskuddet til understøttelsesfonden.

Formanden erindrede om, at man ikke i dag skulle tage stilling til, hvad et eventuelt overskud skal bruges til."

På generalforsamlingen blev det vedtaget at ændre vedtægterne. Herunder blev navnet ændret til "Fondsbørsvekselerernes Garantiforening under afvikling", idet det dog fremgår, at foreningen også anvendte navnet "Fondsbørsvekselerernes Garantifond" (§ 1).

I disse vedtægter har §§ 2, 3, 4, 20 og 21 om henholdsvis formål, medlemmer, hæftelse, vedtægtsændringer og opløsning følgende ordlyd:

"...

§ 2

Foreningens formål er

at yde erstatning til hel eller delvis dækning af tab, som kunder hos fondsbørsvekselerere har lidt, ved at fondsbørsvekselerere blev ude af stand til at dække deres økonomiske forpligtelser over for kunderne, hvad enten dette skyldes, at fondsbørsvekselereren er gået konkurs, har standset sine betalinger, er afgået ved døden eller der forligger uredeligt forhold fra fondsbørsvekselererens eller dennes personales side,

at påtage sig sådanne garantier og forpligtelser, som må skønnes at være hensigtsmæssige for at kundernes tab begrænses mest muligt.

§ 3

Foreningens medlemmer er de personer der den 31. december 1988 havde beskikkelse som fondsbørsvekselerere og hvis beskikkelse ikke var deponeret.

En fortegnelse over foreningens medlemmer findes som bilag 1 til disse vedtægter.

Afgår et medlem ved døden indtræder medlemmets arvinger i medlemmets rettigheder i forhold til foreningen med virkning fra det tidspunkt, hvor dette er anmeldt til bestyrelsen.

Overdragelse af et medlems rettigheder i øvrigt skal godkendes af bestyrelsen.

§ 4

Foreningen hæfter alene med sin formue.

Medlemmerne kan ikke i kraft af disse vedtægter pålægges forpligtelser overfor foreningen eller kunderne.

Medlemmernes kontantindskud kan udbetales til medlemmerne efter beslutning af bestyrelsen, under forudsætning af at foreningens formue er tilstrækkelig stor til at kunne dække de erstatninger til kunder som foreningen i henhold til erstatningsbestemmelserne vil komme til at udrede.

Medlemmernes kontantindskud kan forrentes, hvis generalforsamlingen beslutter det.

§ 20

Til ændring af nærværende vedtægter kræves, at vedtægtsændringen er vedtaget med simpel majoritet på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af medlemmerne er til stede eller repræsenterede.

Vedtages ændringen med den fornødne majoritet af de mødende, men er 2/3 af medlemmerne ikke til stede eller repræsenterede, skal bestyrelsen straks indkalde til en ny generalforsamling, der skal afholdes inden 3 uger, hvor vedtægtsændringen - i uforandret skikkelse - kan vedtages med simpel majoritet.

Reglerne om dækningsområde, erstatningens fastsættelse, udbetaling m.v., som fastsat i tidligere vedtægter for Fondsbørsvekselerernes Garantifond kan ikke ændres gennem en ændring af nærværende vedtægter.

§ 21

Til foreningens opløsning kræves, at 3/4 af samtlige medlemmer stemmer for opløsningen. Den opløsende generalforsamling træffer samtidig bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med foreningens formue.

Foreningen kan ikke opløses før der er forsøgt udbetalt erstatninger til kunderne i de af formålsbestemmelserne omfattede boer ved fremsendelse af brev med meddelelse om erstatningens størrelse og betingelserne for udbetaling til kundens senest kendte adresse.

..."

Af vedtægterne fremgår herudover bl.a., at generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed (§ 6), at hvert medlem har en stemme, herunder at arvinger efter et medlem, der er afgået ved døden, tilsammen kun har en stemme (§ 11), og at foreningen ledes af en bestyrelse bestående af 6 medlemmer, hvor kun personer, der har haft beskikkelse som fondsbørsvekselerer, kan vælges til bestyrelsen (§ 13).

På generalforsamling den 19. marts 1990 udtalte sagsøgeren som formand for foreningen ifølge notat af 21. november 2001 fra sekretariatschef i Foreningen af Fondsbørsvekselerere SK:

"Hvad angår os selv, må man spørge: Hvad skal vi gøre med den formue, der er opsamlet i garantiforeningen?

Der er to muligheder: Den kan udloddes til medlemmerne med eller uden skat, eller den kan holdes samlet til et formål, som vi så må enes om. I givet fald må der indhentes forslag fra medlemmerne."

For Garantifonden - som havde hjemsted i Københavns Kommune har Københavns Skatteforvaltning vedrørende skatteårene 1988/1989 - 1990/91 ved en agterskrivelse af 7. juni 1991 givet udtryk for, at fondens skattepligt er henført til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, idet der er henvist til oplysning om, at fonden er blevet slettet i Fondsregisteret, idet fonden ikke, efter registerets praksis, udgør nogen registreringspligtig fond. For så vidt det endvidere i agterskrivelsen er lagt til grund, at fondens virksomhed må sidestilles med erhvervsmæssig forsikringsvirksomhed, hvorfor driftsresultatet heraf er skattepligtigt, har skatteforvaltningen senere ved skrivelse af 13. september 1991 meddelt, at man frafalder de påtænkte skatteansættelser, og at den afsluttende ansættelse vil blive foretaget med 0 kr.

På generalforsamling den 26. marts 1992 i Garantiforeningen fremsatte bestyrelsen forslag om udlodning af 400.000 kr. til hver af de 38 medlemsandele, som foreningen da bestod af. Efter referatet drøftedes i den forbindelse bl.a. spørgsmålet om skattepligt og om, hvorvidt en del af beløbet i stedet for at udloddes fra foreningens grundfond skulle udloddes fra medlemsfonden, som indeholdt medlemmernes indskud.

Det fremgår af årsregnskabet for 1992 for Garantiforeningen, at udlodningen er trukket fra grundfonden.

Af sekretariatschef SK notat af 21. november 2001 fremgår det, at baggrunden for, at aftaleoverdragelser af rettigheder skulle godkendes af bestyrelsen, var et ønske om at kende kredsen af rettighedshavere. Overdragelser til 100% ejede selskaber eller arvingers succession skulle dog blot anmeldes. Bestyrelsen har aldrig afvist en anmodning om at godkende en overdragelse. Om de skete overdragelser er oplyst, at et medlem har overdraget sin andel til et familiemedlem, at to medlemmer har overdraget deres andele til et sameje, der opstod i forbindelse med deres afhændelse af forretningen, at et medlem har overdraget sin andel til et finansieringsselskab, at to medlemmer har overdraget deres andele til et anpartsselskab, og at to medlemmer har overdraget deres andele til et aktieselskab. Endelig har to medlemmer overdraget andele til et anpartsselskab. Disse andele er senere gennem videreoverdragelse kommet tilbage til det ene medlem.

Det fremgår videre af notatet, at et medlem i 1993 ønskede at få udbetalt sit indskud og udtræde af foreningen. Bestyrelsen traf herefter beslutning om, at et medlem på et hvilket som helst tidspunkt kunne melde sig ud af Garantiforeningen og ved udtræden få udbetalt sit indskud på 50.000 kr. mod at give afkald på den resterende del af foreningsformuen. Ingen andre medlemmer er udtrådt. Enkelte medlemmer er afgået ved døden. De respektive boer er indtrådt i de rettigheder, de afdøde medlemmer havde.

Vedrørende indkomståret 1992 har Kommunen den 24. august 1995 ændret sagsøgerens skatteansættelse, således at udlodningen på 400.000 kr. indgår i den skattepligtige indkomst. Kommunen har ved sin afgørelse henvist til statsskattelovens § 4 e.

Kommunens Skatteankenævn fandt ved nævnets forslag til afgørelse af 28. april 1997, at de 400.000 kr. måtte anses som en skattepligtig gave, jf. statsskattelovens § 4 c. I nævnets afgørelse af 4. februar 1998 henvistes dog blot til statsskattelovens § 4.

Landsskatteretten traf den 15. september 2000 følgende afgørelse i sagen:

"Landsskatteretten udtaler

Den af klageren i 1992 modtagne udlodning på 400.000 kr. fra Garantifonden kan ikke anses som en skattefri formuebevægelse omfattet af statsskattelovens § 5 a, men må ud fra det i sagen oplyste, herunder de vedtægtsmæssige bestemmelser, anses for skattepligtig i medfør af statsskattelovens § 4.

Det er herved lagt til grund, at Garantifonden ubestridt må anses for et i forhold til klageren selvstændigt skattesubjekt, og at det af klageren i sin tid indbetalte kontantindskud på 50.000 kr., som efter de oprindelige vedtægters § 7 indgår i Garantifondens medlemsfond, henhører under Garantifondens formue, hvilket heller ikke ses at være bestridt.

Endvidere er det lagt til grund, at Garantifondens medlemmer ikke kan anses at have en andelsret til Garantifondens formue, og at udlodningen på 400.000 kr. derfor ikke kan anses som udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer og dermed omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1, men må anses for skattepligtig efter statsskattelovens § 4. Det bemærkes, at Garantifondens medlemmer ifølge de oprindelige vedtægter ikke havde et krav på en andel af Garantifondens formue ved udtræden, og heller ikke ved Garantifondens opløsning, hvor repræsentantskabet for Fondsbørsens Medlemmer træffer bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med formuen, jf. de oprindelige vedtægters § 39. Endvidere bemærkes, at Garantifondens medlemmer heller ikke ifølge de vedtægter, som er gældende efter påbegyndelsen af afviklingen af Garantifonden, har et krav på en andel af Garantifondens formue ved udtræden, og at et medlem, som har ønsket at udtræde, således også kun har fået udbetalt 50.000 kr. svarende til det oprindelige indskud, ligesom det efter vedtægternes § 21 er den opløsende generalforsamling, som træffer bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med Garantifondens formue.

På det således foreliggende findes det i overensstemmelse med den påklagede ansættelse at måtte lægges til grund, at udlodningen i 1992 må anses for skattepligtig i medfør af statsskattelovens § 4.

Den påklagede indkomstansættelse stadfæstes derfor.

..."

Forklaringer

A har forklaret, at han i 1978 modtog beskikkelse som fondsbørsvekselerer. Han skulle vedlægge ansøgningen dokumentation for, at han opfyldte kravet om medlemskab af Garantifonden. Han indtrådte i Garantifonden på de dagældende vilkår. Han indbetalte indskuddet på 50.000 kr. af egne midler, som ikke blev fradraget skattemæssigt. Han blev indvalgt i Repræsentantskabet for Fondsbørsens Medlemmer og blev i 1982 formand herfor, hvorved han også blev formand for Garantifonden. Han har ikke været involveret i etableringen af Garantifonden.

Fondsbørsvekselererne skulle drive virksomhed i personlig form og var dermed personligt økonomisk ansvarlige for alle handler. Der var undertiden reel risiko for, at den personlige hæftelse ved siden af medlemskabet af Garantifonden ville blive aktualiseret. Han har selv stillet garantier i form af forskrivninger over for Garantifonden om, at han ved påkrav ville indbetale beløb til Garantifonden, hvis dette blev nødvendigt for fonden. Hverken forskrivningerne eller en stillet bankgaranti blev dog realiseret.

Garantifondens hovedformål var at dække kunders risiko ved handler varetaget af fondsbørsvekselerere. Hertil kom dækning af afviklingsrisiko mellem fondsbørsvekselerere og banker for dagens handler, men det er minimalt, hvad der er blevet udbetalt i den anledning. Medlemmer, der udtrådte, fik kun indskuddet på 50.000 kr. tilbagebetalt uden nogen form for tillæg. Baggrunden herfor var medlemmernes personlige hæftelse, som et medlem ved udtræden blev fritaget for, og at formuen i fonden var beregnet til at opfylde erstatningskrav.

Ved vedtægtsændringen i 1989 i forbindelse med børsreformen blev der indsat en bestemmelse om overdragelse af medlemskabet. På det tidspunkt var Garantifonden ikke færdig med at udbetale erstatninger, og man vidste ikke, om der var penge nok. Der var anmeldt store erstatningskrav, som kunne vise sig større end anslået. Derfor videreførtes praksis med, at det var 50.000 kr., som kom til udbetaling ved udmeldelse af Garantifonden, medens de fortsættende medlemmer skulle have, hvad der måtte blive tilbage. Dette var også ud fra en betragtning om, at de, der fortsat sad med risikoen for erstatningskravene, også skulle havde adgang til det, der var tilbage i Garantifonden. Der var et medlem, der udtrådte af økonomiske grunde og fik udbetalt de 50.000 kr. Han blev herved frigjort for hæftelsen.

Det er fortsat sagsøgerens opfattelse, som han også udtalte under generalforsamlingen den 8. marts 1989, at de medlemmer, der stod sammen, burde have ret til deres andel af de midler, der måtte være tilbage ved Garantifondens ophør. Da det blev klart, at Garantifonden havde midler til at udfylde sit formål, var der hos alle en klar forventning om, at det resterende beløb skulle fordeles mellem dem, der havde taget risikoen undervejs. Det forslag, der er nævnt på generalforsamlingen den 8. marts 1989 om, at fondens midler skulle foræres til bevaring af Christian den IV's gamle børsbygning, var nok mest fremsat som en provokation, og forsamlingen tog højlydt afstand fra forslaget. Han opfatter den indsatte § 21 i vedtægterne for, hvad der da kaldtes Garantiforeningen, som en bestemmelse, hvorved foreningen kunne give bestyrelsen bemyndigelse til at håndtere afviklingen af foreningen. Der var en klar forventning om, hvad formuen skulle bruges til, og det var uden for enhvers forestilling, at der skulle foræres noget væk.

Udlodningen i 1992 skete efter, at der var kommet klarhed over, at Garantiforeningen ville give overskud. Der var en forventning blandt medlemmerne om, at der skulle ske en udbetaling, når formuen kunne gøres op, og medlemmerne pressede på for at få taget hul på udlodningen, som var blevet diskuteret gennem flere år, og som de skulle tage fat på før eller senere. Han havde til hver generalforsamling en overhead, som han foreviste til forsamlingens tilfredshed, hvor han havde udregnet, hvor stort overskuddet forventedes at blive, og hvor stort et beløb dette ville give hvert medlem.

Understøttelsesfonden for Fondsbørsvekselerere er en gammel institution, der er oprettet af nogle af de familier, der har drevet fondsbørsvekselerervirksomhed. Formålet er socialt orienteret, og der kan ydes støtte til fondsbørsvekselerere og disses nærtstående, som måtte have behov herfor. Der blev rent faktisk givet et beløb fra Garantiforeningen til Understøttelsesfonden, men dette er til brug for udgifterne ved nærværende retssag.

SK har forklaret, at han i 1985 blev ansat som sekretariatschef i Foreningen af Fondsbørsvekselerere. Han fortsatte efter fondsbørsreformen arbejdet som sekretariatschef i Foreningen af Børsmæglerselskaber indtil udgangen af 1997.

Handelsministeriets holdning til fondsbørsvekselererne var, at de under et var ubegrænset forpligtede til at dække alle erstatningskrav mod fondsbørsvekselererne. Garantifonden var det praktiske værktøj til dækning af erstatningskrav, hvis et af medlemmerne kom i økonomiske vanskeligheder. Der blev herudover stillet forskrivninger over for Repræsentantskabet for Fondsbørsens Medlemmer. Det var Repræsentantskabet, der havde forpligtelsen til at opfylde erstatningskrav. Forskrivningerne blev tilbagegivet i løbet af foråret 1989.

I 1989 var Garantifondens opgaver dels at holde fast på midlerne, indtil konkurssagerne var afsluttede, dels at få afmeldt Garantifonden som en fond, hvilket lykkedes. Der blev ikke truffet beslutning om forrentning af indskuddene, idet man fortsat ikke ville have, at midler gik ud af fonden, og man regnede hvert år med, at konkursboerne måtte nærme sig deres afslutning, så fondens midler snart kunne opgøres.

Ved medlemmet HH udtræden af Garantifonden i begyndelsen af 1989 var der klarhed over, at der var midler tilbage i fonden, men medlemmet ville frigøres for risikoen og have sit indskud udbetalt, selv om der var al mulig udsigt til et større overskud. Et andet medlem, NF, ville i 1993 have sit indskud udbetalt på grund af økonomiske problemer. Det blev i den forbindelse besluttet i bestyrelsen, at der alene skulle udbetales 50.000 kr. til udtrædende medlemmer.

Bestyrelsen skulle godkende overdragelser af andele fra medlemmerne. Der er ikke blevet givet afslag. Godkendelsesordningen skulle sikre, at bestyrelsen vidste, hvem der havde stemmeret, og hvem der skulle ske udbetaling til. Endvidere ville bestyrelsen have kontrol over overdragelserne for derved at få viden om en eventuel fjendtlig overtagelse.

Der er i to tilfælde sket overdragelse af andele til en "tredjemand". Ellers er overdragelserne sket mellem partnere eller personer, der ophørte med at være partnere.

Fondsbørsvekselererne følte ganske afgjort, at de havde et krav på at få udbetalt det restbeløb, der ville blive tilbage i Garantifonden. Han kan ikke forestille sig, at et generalforsamlingsflertal ville kunne tvinge de øvrige medlemmer til at bruge midlerne til andet end udlodning. Der var ikke noget fællesformål tilbage for Garantifonden mere. Der var dog på et tidspunkt blevet talt om, at de skulle holde sammen på midlerne i Garantifonden også efter børsreformen, men der blev ikke brug for det.

Procedure

Sagsøgeren har anført, at der ikke er påvist hjemmel til beskatning, jf. Grundlovens § 43, og at skattemyndighederne under sagens behandling har henvist til forskellig hjemmel for beskatningen.

Udlodningen er ikke skattepligtig efter statsskattelovens § 4, idet der er tale om realisering af en formueforøgelse af sagsøgerens ejendele, jf. § 5 a. Det er uden betydning, at Garantiforeningen var et selvstændigt skattesubjekt. Ved fortolkning af vedtægterne må der lægges vægt på, at fondsbørsvekselererne blev påtvunget en garantiordning, som havde et klart erhvervsmæssigt sigte, at medlemmerne hæftede personligt for krav fra kunderne, at foreningen efter 1989 ikke havde noget fælles økonomisk formål, heller ikke i form af velgørenhed, at medlemskabet var overdrageligt og kontantindskuddet skulle udbetales ved udtræden, hvilket viser medlemmernes rettigheder til andel i formuen, idet der ellers ikke ville være nogen gevinst ved at vælge overdragelse frem for udbetaling, at medlemmerne havde en retligt begrundet forventning om at få andel i foreningens formue, at § 21 i vedtægterne må forstås som en praktisk fremgangsmåde til formuens fordeling, og at anvendelse af formuen til andet end udlodning ville kræve enstemmighed.

Ligningslovens § 16 A dækker ikke alle tilfælde af udlodninger. Statsskattelovens § 5 a finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, hvor medlemmerne havde ret til at overdrage andele og havde krav på indskuddet ved udtræden. Endvidere var udbetalingen et led i likvidationen af foreningen, hvilket også fører til, at § 5 a er anvendelig. Garantiforeningen var en særegen størrelse, og medlemskabet sikrede et finansielt beredskab. Retten til den tiloversblevne formue kan derfor ikke betragtes som en andelsret efter ligningslovens § 16 A, men direkte som en ejerandel efter statsskattelovens § 5 a.

Såfremt landsretten finder, at statsskattelovens § 5 a ikke finder anvendelse, vil medlemmernes ret til en andel af den tiloversblevne formue dog medføre, at ligningslovens § 16 A finder anvendelse.

Sagsøgte har anført, at det udbetalte beløb skal beskattes efter statsskattelovens § 4, som giver hjemmel til den foreliggende beskatning.

Statsskattelovens § 5 a finder ikke anvendelse, da der foreligger en formueoverførsel fra et selvstændigt skattesubjekt til et andet. Formuleringen af § 4 e viser, at sådanne formueoverførsler beskattes. Der var ikke krav på en andel af formuen ved udtræden, og medlemskabet kunne ikke gøres til genstand for overdragelse uden godkendelse. Det er ikke oplyst, at de skete overdragelser blev vederlagt i forhold til den tilbageværende foreningsformue.

Det er en betingelse for, at sagsøgeren kan anses for at have haft en andelsret i foreningen, at sagsøgeren har haft et retligt krav på en del af formuen ved foreningens likvidation. Kravet på formueandelen skal derfor fremgå af vedtægterne eller på anden måde være retligt bindende for foreningen. Hverken efter de oprindelige vedtægter eller efter vedtægterne fra 1990 havde det enkelte medlem en individuel ret til en andel af foreningsformuen. Formuen kunne være anvendt til andre formål, såfremt et flertal på generalforsamlingen besluttede dette. Der var da også forslag om andre formål at anvende formuen til. Hvis det kunne indlægges i vedtægtsændringerne i 1990, at der herved opstod en ret for medlemmerne til foreningens formue, ville skattepligt efter statsskattelovens § 4 indtræde på dette tidspunkt.

Såfremt det må antages, at sagsøgeren har haft en andelsret til foreningens formue, er konsekvensen heraf ikke, at udbetalingen er skattefri efter § 5 a, men at udbetalingen skal beskattes efter ligningslovens § 16 A.

Landsrettens bemærkninger

Udbetalingen af de 400.000 kr. fra Fondsbørsvekselerernes Garantiforening under afvikling til sagsøgeren kan ikke efter foreningens oprindelige eller senere vedtægter anses for en udbetaling af en del af en formue, som sagsøgeren allerede da ejede, hvorfor statsskattelovens § 5 a ikke kan finde anvendelse.

Efter vedtægternes § 21 var det den opløsende generalforsamling, der traf bestemmelse om, hvorledes der skulle forholdes med foreningens formue. Det enkelte medlem havde ikke forud herfor noget retskrav på, at foreningsformuen skulle fordeles til medlemmerne ved foreningens opløsning. Der forelå således ikke en andelsret til formuen, og ligningslovens § 16 A finder derfor ikke anvendelse på udbetalingen af de 400.000 kr.

Udbetalingen må derimod anses som skattepligtig indkomst for sagsøgeren efter statsskattelovens § 4, som giver hjemmel til beskatning af denne indkomst.

Af disse grunde vil sagsøgte være at frifinde.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage skal sagsøgeren, A, betale 20.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet.