Dato for udgivelse
15 May 2003 08:40
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
1. maj 2003
SKM-nummer
SKM2003.208.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
4. afdeling, B-306-00
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Kioskejer, skønsmæssig, ansættelse, pengeoverførsler, Pakistan, lån, ligningsfrist, suspenderet
Resumé

Sagsøgeren var kioskejer og sagen drejede sig om, hvorvidt skattemyndighederne, som følge af sagsøgerens overførsel af penge til Pakistan (via FM), havde været berettiget til at forhøje indkomsterne for indkomstårene 1992 og 1993 med yderligere overskud på kr. 56.376,- og kr. 88.000,- excl. moms.

Uanset at sagsøgeren og til dels FM under domsforhandlingen afgav forklaring om det modsatte, lagde landsretten til grund, at sagsøgeren havde foretaget overførslerne og at FM ikke havde lånt sagsøgeren pengene. Landsretten tillagde herved FMs oprindelige forklaringer til politirapporten afgørende vægt.

Efter omstændighederne omkring overførslerne fandt landsretten, at ligningsfristen vedrørende 1992 var suspenderet i medfør af den da gældende skattestyrelseslov § 35, stk. 4. Ligningsfristen var dermed overholdt.

Eftersom sagsøgeren ikke havde godtgjort, at det af ligningsmyndighederne udøvede skøn hvilede på et urigtigt grundlag, eller at ansættelserne havde ført til et åbenbart urimeligt resultat, blev Skatteministeriet frifundet. (Skønnet havde støtte i en privatforbrugsberegning og de fremkomne bruttoavancer).

Reference(r)

Statsskatteloven § 4
Skattekontrolloven § 2
Skattekontrolloven § 3 
Skattekontrolloven § 35, stk. 4 (dagældende)
Ligningsvejledningen 2002 E.B.1.5
Processuelleregler 2002 G.3.2.2.2


Parter

A
(advokat Klaus Ellis Henriques)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Per Lunde Nielsen).

Afsagt af landsdommerne

Nicolaisen, Rosenløv og Lars økjær Jørgensen (kst.).

Den 10. november 1999 afsagde Landsskatteretten kendelse i anledning af en klage indgivet af sagsøgeren, A, vedrørende sagsøgerens skatteansættelse for indkomstårene 1992 og 1993. I kendelsen hedder det bl.a.:

"Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Indkomståret 1992

Yderligere omsætning ansat 56.376 kr.

Indkomståret 1993

Yderligere omsætning ansat 88.000 kr.

Sagen har været forhandlet med klageren og dennes advokat på Landsskatterettens kontor.

Det fremgår af sagen, at klageren i de pågældende indkomstår drev kiosken "H1 Kiosk".

Han selvangav for 1992 bl.a. en omsætning på ca. 2,7 mio. kr., en bruttoavance på 8,5 % og et overskud før renter på 107.351 kr., og for 1993 bl.a. en omsætning på ca. 2,6 mio. kr., en bruttoavance på 8,5 % og et overskud før renter på 103.249 kr. De stedlige skattemyndigheder har på baggrund af de selvangivne oplysninger opgjort klagerens kontante privatforbrug til henholdsvis 112.884 kr. og 17.377 kr.

Politiet har på baggrund af efterforskningen i en sag om hvidvaskning af penge og pengeudførsler til Pakistan oplyst, at klageren må antages at have overført i alt 800.000 Rupees eller 180.470 kr. til Pakistan.

Det er herved nærmere oplyst, at en herboende pakistansk statsborger i en årrække havde serviceret etniske pakistanere med pengeoverførsler til Pakistan uden om de officielle banker.

Pengeformidleren noterede de fornødne oplysninger om overførslerne, herunder afsender og modtagers navne, beløb, kurs, dato m.v., i to kalendere, der således fungerede som bestillingsbog og regnskab.

Det er af dette regnskab og pengeformidlerens forklaringer til politiet fremgået, at klageren har overført penge til sine egne bankkonti i Pakistan, idet der den 25. oktober 1992 blev overført 300.000 Rupees á kurs 23.49 til konto 2576 i F1 Bank, ..., Pakistan og den 12. juni 1993 500.000 Rupees á kurs 22,00 til konto nr. ...-1 i samme bank, svarende til henholdsvis 70.470 kr. og 110.000 kr.

Skatteforvaltningen traf den 25. februar 1997 afgørelse i sagen.

Klageren har overfor de stedlige skattemyndigheder afvist ethvert kendskab til førstnævnte overførsel, idet han særligt anfører, at det ikke er hans bankkonto. Han erkender at have bestilt den anden overførsel, idet han først har oplyst, at betalingen blev finansieret af børnepenge, overskydende skat og et lån i Den Danske Bank. Han har efterfølgende forklaret, at en del af beløbet blev lånt af pengeformidleren og senere er tilbagebetalt.

Skatteankenævnet har ved sin afgørelse lagt til grund, at klageren har overført begge de omhandlede beløb til Pakistan. Idet de selvangivne indkomst- og formueforhold, herunder et samlet kontant privatforbrug i de to år på ca. 130.000 kr. ikke giver mulighed for at finansiere overførslerne, er disse anset for udeholdt omsætning fra klagerens kiosk. Nævnet har herved ikke anset klagerens forklaring om delvis lånefinansiering for troværdig, og samtidig bemærket, at de omtalte børnepenge indgår i skatteadministrationens privatforbrugsberegning.

Skatteankenævnet har herefter anset klageren for skattepligtig af henholdsvis 56.376 kr. og 88.000 kr., svarende til de overførte beløb med fradrag af moms, som udeholdt omsætning, der er skattepligtig indkomst i medfør af statsskattelovens § 4.

Klagerens advokat har overfor Landsskatteretten påstået indkomsten nedsat til det selvangivne, idet han gør gældende, at klagerens forklaringer bør lægges til grund.

Advokaten har for Landsskatteretten fremlagt en således lydende erklæring:

"Jeg, FM bekræfter hermed at have ydet A (cpr.nr. .........) et lån svarende til 500.000 rupees. Beløbet er på nuværende tidspunkt tilbagebetalt. Beløbet er tilbagebetalt over en længere årrække.

Med venlig hilsen

FM (sign)"

Han finder, at den strafferetlige efterforskning vedrørende pengeformidleren ikke kan lægges til grund for sagen, dels fordi klageren ikke selv har været inddraget i efterforskningen, dels fordi pengeformidleren ikke har været afhørt om klagerens forklaringer.

Han gør gældende, at al omsætning i virksomheden har været medregnet i de selvangivne regnskaber, og han bestrider, at der har været grundlag for at forkaste regnskabsmaterialet.

Han gør gældende, at ligningsfristerne har været overskredet, hvorfor de stedlige skattemyndigheder ikke har været berettiget til at genoptage ansættelserne.

Landsskatteretten skal udtale

Landsskatteretten finder, at der ved det foreliggende materiale er skabt en begrundet antagelse om udeholdte indtægter, hvilket må tilregnes klagerens som forsætligt eller groft uagtsomt.

Landsskatteretten finder derfor, at ligningsfristen vedrørende 1992 har været suspenderet, hvorfor ansættelsen anses for rettidigt foretaget.

Landsskatteretten bemærker, at der efter fast praksis stilles meget betydelige krav til dokumentationen for lån, der påstås optaget til dækning af privatforbrug. Landsskatteretten finder på denne baggrund, at den for retten fremlagte erklæring ikke kan tillægges betydning for sagens afgørelse.

Landsskatteretten finder herefter, under hensyn til klagerens selvangivne omsætning og avance for de påklagede indkomstår, at kunne tiltræde de stedlige skattemyndigheders ansættelse af udeholdte indtægter, jf. skattekontrollovens § 2 og statsskattelovens § 4 a.

De påklagede ansættelser stadfæstes derfor.

Herefter bestemmes.

Indkomståret 1992

 

Yderligere omsætning ansat, 56.376 kr.

Stadfæstes.

 

Indkomståret 1993

 

Yderligere omsætning ansat, 88.000 kr.

Stadfæstes.

..."

Under denne sag, der er anlagt den 31. januar 2000, har sagsøgeren, A, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for 1992 og 1993 ikke skal forhøjes med henholdsvis 56.376 kr. og 88.000 kr.

Sagsøgte har principalt påstået frifindelse, subsidiært at ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1992 og 1993 hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Der er i sagen fremlagt udskrift af sagsøgerens konto nr. ...-4 i F1 Bank, ... filial i Pakistan, vedrørende tidsrummet fra 8. december 1991 til 8. januar 1994. Det fremgår heraf, at der den 5. august 1993 er krediteret kontoen 500.000 rupees med specifikationen "cash". Der er intet anført om en kreditering på denne konto af 300.000 rupees.

Revisorernes Oplysnings Central ApS har i en oversigt over forskellige branchers gennemsnitlige bruttoavancer i procent af salgspris ekskl. moms oplyst, at denne avance for indkomståret 1992 andrager 16 % for købmænd, 19-20 % for købmænd og supermarkeder og 8-11 % for vin- og tobakshandlere.

En beregning foretaget af Skatteforvaltningen viser, at sagsøgeren til kontant privatforbrug i 1992 havde 112.884 kr. og i 1993 17.377 kr. til rådighed.

Forklaringer

Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af sagsøgeren og af vidnet FM.

Sagsøgeren A, der er afhørt ved urdu-tolk, har forklaret, at han er født i 1955 og har boet i Danmark i 30 år. H1 Kiosk er drevet af ham alene. Avancen på solgte varer er på ca. 8-9%.-Denne lave avance skyldes, at en væsentlig del af omsætningen er cigaretsalg, som der kun er ringe fortjeneste ved. Han har kun en gang - i 1993 - fået overført penge til Pakistan, nemlig 500.000 rupees. Dette skete på et tidspunkt, da hans kone var i Pakistan med 3 børn fra november 1992 til april 1994, og pengeoverførslen var nødvendig for at forsørge dem og for at hjælpe den øvrige familie i Pakistan, der var ramt af sygdom. Han er foreholdt, at han ifølge forhandlingsreferatet fra Landsskatteretten ikke ses at have forklaret om sygdom i familien, da han afgav forklaring der. Han forklarer, at han ikke blev spurgt herom, og at der ikke medvirkede tolk i Landsskatteretten. Sagsøgeren havde ikke selv det beløb, der skulle overføres og måtte derfor låne pengene hos FM, som han havde mødt hos venner, og som også var kunde i kiosken. Sagsøgeren var bekendt med, at FM lånte penge ud til pakistanere og også sørgede for, at pengene, vist nok via England, blev sendt til Pakistan. De blev indsat den 5. august 1993 på sagsøgerens konto, nummer ...-4 i F1 Bank, ... afdeling, således som det fremgår af det kontoudtog, der er fremlagt i sagen. Sagsøgeren er sikker på, at der ikke før dette tidspunkt er overført penge til Pakistan fra sagsøgeren, som ikke har andre konti i Pakistan end den nævnte konto i F1 Bank. Han har således ikke overført 300.000 rupees eller noget andet beløb i 1992. Der blev ikke oprettet dokumenter i forbindelse med lånet, ligesom der ikke blev aftalt nærmere om tilbagebetaling udover, at den skulle ske så hurtigt som muligt. Lånet var rentefrit. Den erklæring, som FM har udfærdiget om lånet, fik sagsøgeren fremskaffet på foranledning af advokat Henriques til brug for sagens behandling i Landsskatteretten. Sagsøgeren tilbagebetalte lånet i små portioner, der blev afleveret på et kontor i ..., hvor FM blandt andet solgte flyvebilletter. Det var alene FM, der holdt regnskab med afdragene. Et lån på 30.000 kr. i Danske Bank, overskydende skat samt lån hos venner muliggjorde tilbagebetalingen, som var tilendebragt i løbet af 1 til 1½ år. FM rykkede ikke for afdrag. Sagsøgeren oplyste intet om lånet hos FM til sin revisor, som førte regnskab for kiosken, idet der var tale om et privat lån, som ikke vedrørte kiosken. Skattevæsenet har ikke haft bemærkninger til kioskens lave avance i regnskaberne for årene 1990-1995. Revisoren har dog spurgt om avancen og har fået at vide, at den skyldtes det store salg af cigaretter.

FM, der er afhørt ved urdu-tolk, har forklaret, at han og sagsøgeren A kender hinanden lidt. Det var almindeligt kendt blandt pakistanere i Danmark, at vidnet påtog sig at overføre penge fra Danmark til Pakistan via London, og at han i den forbindelse også optrådte som udlåner af de overførte pengebeløb. De udlånte penge stammer fra kunder, som har betalt forskud på beløb, der skal sendes til Pakistan. Sagsøgeren henvendte sig til ham i 1993 og fortalte, at han havde problemer i Pakistan og bad vidnet sende 500.000 rupees til en bankkonto i Pakistan. Der blev ikke oprettet lånedokument eller truffet nærmere aftale om tilbagebetalingen, som skulle ske over et længere tidsrum, og der skulle ikke tillægges rente. Vidnet førte regnskab med tilbagebetalingen. Lånet er tilbagebetalt. Han vedstår sin underskrift på erklæringen (bilag 6), hvorefter han har lånt sagsøgeren 500.000 rupees, som er tilbagebetalt. Han ved ikke, hvem der har udfærdiget denne erklæring, eller hvem der bad ham om at underskrive den. Vidnet er foreholdt politirapport af 16. februar 1995, side 23 nederst og 24 øverst, hvorefter betalingen for det beløb på 500.000 rupees, som blev overført for sagsøgeren, blev afleveret kontant ad 2 gange, og at sagsøgeren selv kom til vidnets kontor med pengene. Vidnet siger, at han så må have forklaret sådan til politiet, men han fastholder, at der var tale om et udlæg fra hans side, som sagsøgeren betalte tilbage. Vidnet har i 1991 eller 1992 overført beløb til Pakistan for en anden mand med navnet A, som er et almindeligt navn i Pakistan. Vidnet husker nu, at han har overført penge for en taxachauffør med dette navn. Vidnet er foreholdt sin Mayland spiralkalender for 1993, hvor der på siden vedrørende 12. februar findes et notat med arabisk tekst og tallene 5-00 og ...-1. Han forklarer, at notatet vedrører pengeoverførslen til sagsøgeren, hvor 5-00 betyder 500.000 rupees og ...-1 er nummeret på den konto, hvortil beløbet er overført. Det overførte beløb er et lån, idet han noterer, hvis pengene er modtaget kontant, og det er ikke anført i dette tilfælde. Det store kryds over hele siden vedrørende 12. februar betyder, at alle de overførsler, der er noteret på siden, er gennemført. Om notatet med arabisk tekst i samme kalender den 10. januar, hvor tallene 3-00 og ... er anført, forklarer han, at der står ....-6, som er et kontonummer. I den arabiske tekst står der A samt F1 ..., men notatet kan ikke vedrøre sagsøgeren, da der er anført et andet kontonummer end sagsøgerens. Notatets tekst er i øvrigt den samme som i notatet under den 12. februar. Han er foreholdt politirapport af 13. februar 1995, side 25 nederst, hvorefter han skulle have forklaret, at denne overførsel vedrører A, som er ca. 38 år og ejer en kiosk på ... i nærheden af ..... Herefter siger vidnet, at han har fortalt, hvad der står i politirapporten, og det er sandheden. Om sin SID-lommekalender for 1993, hvor der ud for 18. maj ses noteret en brøk 22/5 samt ...-1 har vidnet forklaret, at han mener, at der står ....-6, og at det er et notat om bestilling af en overførsel. Tallet 5 betyder 500.000 rupees, og 22 er kursen på det beløb, der skal overføres. Han husker ikke, hvad det lille kryds over notatet betyder. Efter at være foreholdt politirapport af 4. juni 1996, side 2 midt, hvorefter overkrydsningen betyder, at beløbet var tilgået beløbsmodtager, forklarer han, at han har forklaret sådan til politiet, og at dette er sandt.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende,

at   

sagsøgeren intet kendskab har til beløbet på 70.047,00 kr., som sagsøgte påstår er blevet overført til Pakistan den 25. oktober 1992 i sagsøgerens navn, hvorfor skønsmæssig forhøjelse på dette grundlag ikke kan finde sted,

 

at

sagsøgte mod sagsøgerens benægtelse ikke har dokumenteret, at sagsøgeren har foretaget en sådan overførsel,

 

at

det beløb på 110.000,00 kr., som sagsøgeren har erkendt at have overført til sin konto i F1 Bank, Pakistan, i 1993 er fremkommet ved, at sagsøgeren har lånt beløbet af FM og har betalt lånet tilbage over en længere årrække, hvorfor en skønsmæssig forhøjelse på dette grundlag ikke kan finde sted,

 

at

sagsøgte ikke mod sagsøgerens benægtelse har dokumenteret, at beløbsoverførslen desuagtet skulle være sket ved indtægter fra virksomheden, som skulle have været beskattet,

 

at

regnskaberne for sagsøgerens virksomhed for 1992 og 1993 ikke er blevet forkastet hverken helt eller delvist, endsige undersøgt og kritiseret, og at sagsøgte allerede som følge heraf har været afskåret fra at udøve de stedfundne skøn, som hviler på et udokumenteret, usagligt og urimeligt grundlag,

 

at

sagsøgeren har haft en berettiget og retsbeskyttet forventning om, at skatteansættelserne ikke ville blive tilsidesat, idet bruttoavancen i hans forretning og privatforbruget ikke har ændret sig væsentligt fra tidligere og senere år, jf. foreliggende regnskaber for 1989, 1990, 1991, 1994, 1995 og 1996,

 

at

al omsætning i sagsøgerens virksomhed har været medregnet i de selvangivne regnskaber, og at der ikke er baggrund for at forkaste regnskabsmaterialet,

 

at

det i øvrigt henset til den omstændighed at sagsøgerens kone og børn har opholdt sig i Pakistan i 1992 og 1993 ikke kan anses for urealistisk, at sagsøgeren i 1993 har haft det beregnede lavere privatforbrug,

 

at

der ikke har været grund til at bestride bruttoavancen for sagsøgerens virksomhed i årene 1992 og 1993, idet denne avance ikke har været nærmere undersøgt,

 

at

det ikke kan komme sagsøgeren til skade, at den låneaftale, han i 1993 indgik med FM, alene var baseret på en mundtlig aftale, når henses til at FM i øvrigt var pengeudlåner,

 

at

sagsøgeren ikke har eller har haft andre konti i Pakistan end konto nr. ... i F1 Bank,

 

at

det i øvrigt er behørigt dokumenteret, at ligningsfristen for indkomståret 1992 og 1993 var udløbet på tidspunktet for skatteforvaltningens afgørelse, jf. skattestyrelseslovens § 35, jf. Landsskatterettens skrivelse til Skatteministeriet af 23.02.1999, hvorfor forhøjelsen for disse indkomstår må anses for at være ugyldig,

 

at

det ikke kan lægges til grund, at sagsøgeren forsætligt eller groft uagtsomt har udeholdt et beløb fra regnskaberne i sin virksomhed, hvorfor der ikke er grundlag for at suspendere ligningsfristen for indkomstårene 1992 og 1993,

 

at

de politirapporter, der er fremlagt under denne sag samt materiale, der er fremkommet som led i den politimæssige efterforskning fra den tidligere straffesag mod FM, ikke kan tillægges betydning, da der er tale om ensidige afhøringer, der er lagt uprøvet til grund. Der kan ikke lægges vægt på, at FM under sine skiftende forklaringer i retten bl.a. har erklæret, at det, han har sagt til politiet, er sandt,

 

at

der, for så vidt angår beløbet på 70.047,00 kr., ikke er foretaget noteringer i SID-kalenderen, hvortil kommer, at der, for så vidt angår dette beløb, ikke er foretaget nogen overstregning i Mayland-kalenderen for 1992, hvilket understøtter synspunktet om, at en overførsel af dette beløb ikke har fundet sted,

 

at

navnet A ikke er et usædvanligt forekommende pakistansk navn, og at notatet i FMs kalender derfor ikke nødvendigvis betegner sagsøgeren.

Skatteministeriet har til støtte for frifindelsespåstanden i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvoraf følgende fremgår:

Sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1992 og 1993 skal forhøjes med henholdsvis 56.375 kr. og 88.000 kr. svarende til de til Pakistan den 25. oktober 1992 og 12. juni 1993 udførte beløb med fradrag af moms.

For så vidt angår den bestridte pengeudførsel den 25. oktober 1992 på 70.740 kr. modsvarende 300.000 rupees, fremgår det af FMs notater i den kalender, hvor han førte regnskab for overførslerne til Pakistan, at overførelsen er gennemført, og at den er foretaget i sagsøgerens navn og til sagsøgerens konto nr. 2576 med F1 Bank i Pakistan. Det gøres gældende, at det påhviler sagsøgeren at sandsynliggøre, at overførslen ikke skulle være foretaget af ham eller på hans vegne, hvilket sagsøgeren ikke har sandsynliggjort. Det bemærkes herved, at det er udokumenteret, dels at sagsøgeren ikke var indehaver af konto nr. 2576 med F1 Bank, dels at kontoen ikke er blevet krediteret dette beløb.

Hvad den erkendte pengeoverførsel den 12. juni 1993 på 110.000 kr. modsvarende 500.000 rupees angår, er det udokumenteret, at sagsøgeren lånefinansierede pengeudførslen. Det bemærkes herved, at sagsøgeren gentagne gange har skiftet forklaringer herom, samt at det fremgår af FMs forklaringer til politiet, at det overførte beløb ikke blev lånefinansieret.

Det gøres gældende, at skattemyndighederne med rette har lagt til grund, at midlerne til begge pengeudførsler stammer fra udeholdt omsætning i sagsøgerens kiosk eller fra anden ubeskattet, men skattepligtig indkomst. Det bemærkes herved, at det fremgår af privatforbrugsberegningerne, som er ubestridte, at sagsøgeren ikke ud fra de selvangivne oplysninger i 1992 og 1993 har haft økonomisk mulighed for at udføre hverken det erkendte eller begge beløb. Desuden fremgår det af Landsskatterettens kendelse, at sagsøgeren i de omtvistede indkomstår i kiosken alene opnåede en bruttoavance på ca. 8,5%, hvor gennemsnitsavancen ifølge skattemyndighedernes oplysninger for tilsvarende kiosker sædvanligvis ligger på 15-17%. Det bemærkes, at bruttoavancen for indkomstårene 1989-91 udgjorde henholdsvis 9,8%, 11% og 10,5%, og at bruttoavancen for 1994-96 udgjorde henholdsvis 10,5%, 10,5% og 13%. Efter forhøjelsen udgør bruttoavancen for 1992 og 1993 henholdsvis 10,4% og 11,5%.

Endvidere gøres det gældende, at den af skattemyndighederne foretagne indkomstansættelse alene kan tilsidesættes, såfremt sagsøgeren godtgør, at skattemyndighedernes skøn enten har været udøvet på et klart forkert grundlag eller ført til et åbenbart urimeligt resultat, hvilket sagsøgeren ikke har godtgjort.

Det gøres gældende, at sagsøgeren forsætligt eller i hvert fald groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, hvorfor ligningsfristen har været suspenderet indtil det tidspunkt, hvor skattemyndighederne kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt ansættelse, jf. den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 3. Det gøres derfor gældende, at ligningsfristen for såvel 1992 og 1993 er overholdt.

Til støtte for hjemvisningspåstanden gøres det gældende, at det, såfremt landsretten tilsidesætter skattemyndighedernes skøn som enten udøvet på et klart forkert grundlag eller som åbenbart urimeligt, efter fast højesteretspraksis tilkommer skattemyndighederne at udøve et fornyet skøn. I givet fald skal sagen derfor hjemvises til skattemyndighederne.

Landsrettens bemærkninger

Overførslen af 300.000 pakistanske rupees i 1992 fremgår af FMs notater med angivelse af navnet A, et landsbynavn og kontonummeret ....-6 i F1 Bank, .... Ifølge FMs vidneforklaring har han foretaget denne overførsel, men angiver tvivl om, hvorvidt en anden person med samme navn som sagsøgeren har foranlediget overførslen. Imidlertid har FM ifølge en politirapport, som han vedstod for landsretten, over for politiet identificeret sagsøgeren, idet han bl.a. har udpeget sagsøgerens kiosk som ejet af den pågældende A. Sagsøgeren har ikke heroverfor sandsynliggjort, at overførslen ikke skulle vedrøre ham. Sagsøgerens fremlæggelse af kontoudskrift vedrørende konto ...-1 i F1 Bank, ..., hvoraf beløbet ikke fremgår, sammenholdt med hans forklaring om, at han ikke havde andre konti i Pakistan, kan ikke føre til et andet resultat.

Sagsøgeren erkender, at han i 1993 anmodede FM om at overføre 500.000 rupees til konto ...-1. Om tilvejebringelsen af beløbet har sagsøgeren afgivet skiftende forklaringer. Ifølge sin forklaring for landsretten lånte han hele beløbet af FM. Imidlertid har FM forklaret til politiet, at sagsøgeren selv kom med beløbet, og han har under sin vidneforklaring oplyst, at hans forklaringer til politiet er sandfærdige. FMs skriftlige udaterede erklæring om lånet, som ikke indeholder oplysninger om tidspunktet for lånets stiftelse, eller om hvorledes dette skulle afdrages, kan ikke tillægges betydning. Herefter - og henset til at lånet ikke fremgår af sagsøgerens selvangivelse - må det lægges til grund, at sagsøgeren ikke har lånt beløbet af FM.

Efter omstændighederne omkring overførslerne finder landsretten, at ligningsfristen, også vedrørende 1992, var suspenderet i medfør af den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 4. Da skattemyndighederne først i 1996 kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt ansættelse, og da afgørelsen om ændring af ansættelsen blev truffet den 25. februar 1997, er ligningsfristen overholdt.

Herefter, og idet sagsøgeren ikke har godtgjort, at det af ligningsmyndighederne udøvede skøn hviler på urigtigt grundlag, eller at ansættelsen har ført til et åbenbart urimeligt resultat for sagsøgeren, frifindes sagsøgte.

Sagsøgtes frifindelsespåstand tages herefter til følge.

T h i  k e n d e s   f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage i sagsomkostninger til sagsøgte betale 11.000 kr.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter