Dato for udgivelse
28 Mar 2003 11:12
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20. marts 2003
SKM-nummer
SKM2003.146.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
3. afdeling, B-1355-01
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Godtgørelse, advokatomkostninger,søsterselskab, Tyskland, driftsomkostninger, eneforhandlingsretten, agenter
Resumé

Spørgsmålet var, om et dansk selskab havde fradragsret for betaling af et søsterselskabs udgift til advokat og erstatning/godtgørelse i anledning af søsterselskabets opsigelse af en agentaftale. Det tyske søsterselskab havde gennem en eksklusivaftale eneforhandlingsretten i Tyskland til det danske selskabs produkter, og det tyske selskab havde indgået en række underaftaler med agenter i Tyskland. På grund af utilfredsstillende resultater og samarbejdsvanskeligheder opsagde det tyske selskab i 1994 agentaftalen.

Den opsagte agent anlagde retssag mod det tyske søsterselskab med krav om godtgørelse for goodwill. I 1996 overdrog det danske selskab salgsrettighederne fra søsterselskabet til en tredjemand og modtog et goodwillvederlag. Vederlaget fordeltes mellem søsterselskaberne, og i den forbindelse påtog det danske selskab sig at afholde søsterselskabets udgifter i anledning af retssagen, herunder til godtgørelse.

Landsretten fandt - uanset at retssagen var anlagt mod det tyske selskab, at der ikke eksisterede noget aftaleforhold mellem det danske selskab og agenten, og at det danske selskab ikke havde nogen retlig forpligtelse overfor agenten, at selskabet alligevel havde fradrag for udgifterne som driftsomkostninger.

Landsretten lagde herved vægt på, at opsigelsen af agenten skete som led i en omstrukturering af salgsorganisationen på det tyske marked, at det danske selskab som producent havde den primære interesse i at sikre omsætningen på det tyske marked og dermed også i opsigelsen af agenten, at det danske selskabs beslutning om at betale udgifterne vedrørende opsigelsen af agenten blev truffet i forbindelse med indgåelsen af en samlet aftale med søsterselskabet om det økonomiske opgør i forbindelse med opsigelsen af eksklusivaftalen mellem søsterselskaberne og fordelingen af goodwill-beløbet. Der var efter landsrettens opfattelse derfor ikke tale om et driftstilskud, men en fradragsberettiget driftsomkostning.

Reference(r)

Statsskatteloven § 6, stk. 1 litra a.
Ligningsvejledningen 2002 E.A.2.1.3, S.C.1.2.2.1

Henvisning

Ligningsvejledningen 2003-1 E.B.5.3.1


Parter

H1 Elektronik A/S
(advokat Birgitte Sølvkær Olesen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Jakob Krogsøe).

Afsagt af landsdommerne

Inger Nørgaard, Würtzen og Henrik Estrup)

Den 13. marts 2001 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse vedrørende opgørelsen af den skattepligtige indkomst for sagsøgeren, H1 Elektronik A/S, for indkomstårene 1996 og 1997:

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Indkomståret 1996

 

Skattepligtig indkomst

 

Avance ved salg af salgsrettigheder, selvangivet med
577.323 kr., anset som skattepligtigt tilskud.

 
 

Indkomstændring

0 kr.

 

Indkomståret 1997

 

Skattepligtig indkomst

 

Afholdte advokatudgifter anset for afholdt på vegne af
søsterselskab og dermed ikke fradragsberettigede

125.649 kr.

Sagen har været forhandlet med det klagende selskabs advokat.

Det fremgår af sagens oplysninger, at A ejer hele aktiekapitalen i det tyske selskab H1 Elektronik GmbH, der har hjemsted i Tyskland

H1 Elektronik A/S driver virksomheden med udvikling af intelligente ...systemer m.m. Det danske selskab markedsfører sine produkter i flere lande gennem selskaber, der har opnået ret til at anvende navnet "H1". Derudover markedsføres nogle produktgrupper i andre lande gennem agenter med hjemsted i det pågældende land.

Ved aftale af 1. november 1994 mellem H1 Elektronik A/S og H1 Elektronik GmbH - benævnt "Exclusiv Aftale" - opnåede det tyske selskab en eneforhandlingsret i Tyskland af et nærmere bestemt produktprogram, benævnt "....". Eneforhandlingsretten omfattede endvidere en videreudvikling af dette program, således at det tyske selskab ved aftalen også fik eneforhandlingsretten til det danske selskabs nyudviklede produkter.

Det fremgår videre af § 1 i den indgåede eksklusivaftale, at den tilkendte eneforhandlingsret knytter sig til det tyske selskab, således at ændringer i ejerforhold, adresse, direktion m.v. automatisk medfører opsigelse uden varsel.

Det fremgår videre af aftalens § 4, 3. punktum, at det tyske selskab forpligter sig til udelukkende at anvende brevpapir, kuverter, visitkort mm. med H1s logo og H1s farver. Annoncer, brochurer m.v. skal oversættes og anvendes i det omfang, det er relevant for markedsføringen i Tyskland.

Det danske selskab har efter aftalens § 6 ret til, på et hvilket som helst tidspunkt, uanmeldt at kontrollere forretningsgangen på stedet for at kunne kontrollere økonomi, faktura, tilbud, pris- og rabatpolitik m.m. Endvidere følger det af aftalens § 7, at det tyske selskab ikke uden det danske selskabs skriftlige samtykke må udvikle, producere eller handle med andre produkter end produkter, der forhandles af H1 A/S.

Af aftalens § 8 fremgår det, at kontrakten forlænges automatisk, medmindre den opsiges ved anbefalet brev med ½ års varsel til udgangen af 1. og 2. halvår fra en af parterne. Det fremgår endvidere af § 8, stk. 3, at det danske selskab kan opsige kontrakten uden varsel, såfremt der mod det tyske selskab indledes betalingsstandsning, konkurs, likvidation eller betalingsbetingelserne over for H1 A/S ikke overholdes. Endelig kan H1 A/S opsige aftalen, såfremt det tyske selskab ikke indkøber varer hos H1 A/S inden for nogle fastsatte rammer. Hvis aftalen opsiges, skal det tyske selskab omgående foretage navneændring, og må ikke fremover anvende navnet H1. Endelig skal det tyske selskab omgående informere kunderne om, at det tyske selskab ikke længere må bruge navnet H1, og at det tyske selskab ikke længere har eneforhandling.

Ved aftale af 5. juli 1996 overdrager det klagende selskab salgsrettighederne til H1produkterne i Tyskland til H1 Deutschland c/o G1 GmbH. Kontrakten er for sælger (og H1 Elektronik GmbH) underskrevet af A.

Den samlede pris er aftalt til 200.000 DM, hvoraf 150.000 DM skal betales til det klagende selskab, mens 50.000 DM skal betales til H1 Elektronik GmbH.

Der er i sagen videre fremlagt en aftale "vedr. provisionsoverdragelse" mellem det klagende selskab og H1 Elektronik GmbH. Det fremgår heraf bla.:

"H1 elektronik GmbH har i perioden 01.07-87 til 30.06-96 haft eneforhandling af H1 elektroniks produktprogram for det tyske marked. I denne periode har H1 elektronik GmbH selvstændigt opbygget markedet og afholdt alle omkostninger, såsom løn, messer, m.m. I perioden fra den 01.01.93 til 30.06.96 har H1 elektronik A/S dog ydet assistance i form af bogføring og teknisk salgsassistance m.m.

Den 01.07.96 indgår H1 elektronik Gmbh en aftale med en distriktsforhandler firmaet G1 som går ud på, at G1 køber salgsrettighederne til eneforhandling af H1's produkter til det tyske marked.

For oparbejdet goodwill, m.m. betaler G1 et engangsbeløb på 200.000 DM. Dette beløb fordeles således at H1 elektronik A/S modtager en formidlingsprovision for udført arbejde på 150.000 DM for goodwill andel, udarbejdelse af kontrakt samt salgsassistance i 1995/96. H1 elektronik GmbH modtager 50.000 DM for oparbejdet goodwill.

Herudover får H1 elektronik Gmbh 100 % dækning for evt. kommende omkostninger i forbindelse med den verserende provisions retssag med handelsvertreter SE som primært har oparbejdet markedet i det Sydtyske Marked (H1 GmbH hovedmarked) hvor G1 har hovedsæde.

Da der efterfølgende ikke er forretningsgrundlag for H1 Elektronik GmbH skal dette selskab likvideres. Men H1 elektronik A/S ønsker ikke, at H1 elektronik GmbH likvideres nu, men at man venter med dette indtil man er sikker på, at den nye forhandler G1 arbejder stabilt, således at man i modsat fald kan genopstarte omgående. Derfor får H1 elektronik Gmbh dækning for evt. debitor tab dog max. 10.000,- DM såfremt der skulle være nogen. H1 Elektronik A/S hjælper med at inddrive evt. restancer. Endvidere får H1 Elektronik GmbH dækning for revisor, advokat omkostninger m.m., som opstår i forbindelse med opretholdelsen af virksomheden."

Det klagende selskab har på selvangivelsen for 1996 indtægtsført et beløb på 577.323 kr. svarende til de 150.000 DM.

For indkomståret 1997 har selskabet selvangivet et fradrag for advokatudgifter m.v. på 125.649 kr. i forbindelse med en retssag mellem G2 GmbH og H1 Elektronik GmbH om provision. Det fremgår af sagens oplysninger, at der er tale om en udgift på 18.229 kr. til egen advokat, CR i ...., en udgift på 51.211 kr. vedrørende betaling af hovedstolen med tillæg af renter samt en senere på året afholdt udgift på 56.207 kr. (14.753 DM) vedrørende egen advokat (5.733 DM) og yderligere betaling til modparten (9.000 DM).

Den stedlige skatteforvaltning har ved den påklagede afgørelse fundet, at H1 Elektronik GmbH er rette indkomstmodtager af vederlaget for salget af eneforhandlingsretten, hvorfor det klagende selskabs erhvervelse af beløbet i stedet må anses for et skattepligtigt tilskud, der er sket på hovedaktionærens foranledning. Beløbet er således anset for maskeret udlodning til hovedaktionæren, og herefter anset for indskudt i det klagende selskab. Dette punkt har ikke medført en ændring i selskabets indkomst.

Skatteforvaltningen har herom nærmere bemærket, at det af aftalen om provisionsoverdragelse fremgår, at det er det tyske selskab, der har opbygget det tyske marked, og at salget er sket gennem det tyske selskab.

Endelig har skatteforvaltningen ikke godkendt fradrag for beløbet på 125.649 kr., der er anset for afholdt på vegne af H1 Elektronik GmbH, idet dette selskab var part i sagen. Selskabets advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om godkendelse af den selvangivne indkomst vedrørende de påklagede punkter.

Til støtte herfor har advokaten vedrørende vederlaget for salget af eneforhandlingsretten gjort gældende, at H1 Elektronik A/S er rette indkomstmodtager af den samlede salgssum på DM 200.000,00 for salg af eneforhandlingsret til H1 Deutschland c/o G1 GmbH, og at H1 Elektronik A/S har ydet en godtgørelse på DM 50.000,00, jfr. Lov om Handelsagenter § 26 til H1 Elektronik GmbH.

Det er hertil anført, at det må præciseres, at det tyske selskab alene har opnået en eneforhandlingsret på det tyske marked til det danske selskabs produkter, ligesom det tyske selskab ikke kan videreoverdrage disse rettigheder.

Det tyske selskab har således ikke haft mulighed for at videreoverdrage eneforhandlingsretten til H1 Deutschland c/o G1 GmbH, hvorfor det er korrekt, at denne aftale er indgået med H1 Elektronik A/S, som det selskab, der ejer rettighederne til H1 produkterne.

Det er derfor også korrekt, at H1 Elektronik A/S skal beskattes af det samlede afståelsesvederlag på DM 200.000,00.

I den periode, H1 Elektronic GmbH havde eneforhandlingsretten til H1s produkter i Tyskland, oparbejdede det tyske selskab en vis kundekreds. I forbindelse med at det danske selskab afstod eneforhandlingsretten til H1 Deutschland c/o G1 GmbH, opsagde det danske selskab samtidig eneforhandlingsaftalen med H1 Elektronic GmbH. Ved opsigelse af en eneforhandlingsaftale kan der blive tale om en godtgørelse til handelsagenten for opgivelse af agenturet, jfr. 26 i Lov om Handelsagenter. Da der ikke kan herske tvivl om, at det tyske selskab havde oparbejdet et selvstændigt agentur, er det tyske selskab således også berettiget til en godtgørelse. Som følge heraf blev parterne enige om, at det tyske selskab skulle oppebære en samlet godtgørelse på DM 50.000,00. Det er derfor korrekt, når det danske selskab har indtægtsført DM 150.000,00, medens det tyske selskab har indtægtsført DM 50.000,00.

Lov om Handelsagenter, § 26 foreskriver ikke præcist, hvorledes en godtgørelse skal beregnes, men i nærværende sag er parterne efter aftale blevet enige om DM 50.000,00, og der er i den forbindelse henvist til U1991.803S og U1997.571S og U1996.310V. Endelig er der henvist til Det Danske Handelskammers Responsa fra 1992, side 520.

Landsskatteretten skal udtale

Det må ved afgørelsen lægges til grund, at der var tale om, at det tyske selskab havde eneforhandlingsretten til det danske selskabs produkter. Der var således ikke tale om et agentur.

Det må videre lægges til grund, at betalingen fra H1 Deutschland c/o G1 GmbH var betaling for overtagelse af eneforhandlingen.

Det følger af Højesterets dom af 9. december 1997, der er offentliggjort i UfR 1998.221, at lov om handelsagenter ikke finder analog anvendelse på eneforhandlingsforhold.

Retten finder herefter ud fra de forelagte oplysninger at måtte være enig med selskabets advokat i, at det var det danske selskab, der som producent havde retten til at overdrage rettighederne til forhandling af selskabets produkter, hvorfor det må være det danske selskab, der er rette indkomstmodtager af vederlaget for salget af rettighederne.

Retten finder ikke grundlag for at tilsidesætte den af parterne aftalte fordeling, idet beløbet på de 50.000 DM passende kan anses som kompensation/erstatning til det tyske selskab.

Med denne begrundelse fastholdes den selvangivne indkomst på dette punkt.

Med hensyn til de afholdte udgifter til provision og advokat vedrørende sagen mod G2 skal retten bemærke, at det af sagens materiale fremgår, at retssagen var anlagt mod det tyske selskab. Det er derfor med rette, at det danske selskab er nægtet fradrag for disse udgifter, idet de ikke kan siges at haft den fornødne sammenhæng med det danske selskabs indkomsterhvervelse, jf. statsskattelovens § 6a.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor på dette punkt.

Herefter bestemmes

Indkomståret 1996

 

Skattepligtig indkomst

 

Avance ved salg af salgsrettigheder,
Selvangivet med 577.323 kr.,

Godkendes.

 

Indkomståret 1997

 

Skattepligtig indkomst

 

Afholdte advokatudgifter anset for afholdt på vegne af
søsterselskab og dermed ikke fradragsberettiget, 125.649 kr.,

Stadfæstes.

..."

Under denne sag, der er anlagt den 12. juni 2001, har sagsøgeren nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1997 nedsættes med 122.343,76 kr.

Sagsøgeren har subsidiært påstået sagsøgte tilpligtet at anerkende, at den skattepligtige indkomst for indkomståret 1997 nedsættes med 71.131,97 kr.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Der er i tilknytning til det, der fremgår af Landsskatterettens kendelse, oplyst følgende om sagens omstændigheder:

Sagsøgerens søsterselskab, H1 Elektronik GmbH, indgik den 25. august 1988 en aftale med det tyske firma G2, hvorved dette fik eneagenturet for salg af sagsøgerens produkter i ...... Denne aftale blev imidlertid den 9. maj 1994 opsagt af H1 Elektronik GmbH.

Firma G2, der på et tidspunkt efter indgåelsen af aftalen i 1988 var blevet omdannet til aktieselskab under navnet G2 GmbH, anlagde herefter sag ved Landgericht .... mod H1 Elektronik GmbH med påstand om tilkendelse af en godtgørelse i anledning af opsigelsen af aftalen, og ved deldom afsagt den 20. november 1996 blev H1 Elektronik GmbH tilpligtet at betale en godtgørelse på 11.447,19 DM. På grundlag af et forligsforslag fra Landgericht .... blev sagen i 1997 endeligt afsluttet ved, at H1 Elektronik GmbH påtog sig at betale en yderligere godtgørelse på 12.000 DM til G2 GmbH.

Godtgørelserne til G2 GmbH blev betalt af sagsøgeren, som også dækkede de advokatomkostninger, der havde været forbundet med at føre retssagen ved den tyske domstol.

Sagsøgerens principale påstand fremkommer herefter således:

Godtgørelse til G2 i henhold til den tyske deldom afsagt den 20. november 1996 11.447,19 DM
omregnet til danske kroner

51.211.79 kr.

                         

Yderligere godtgørelse til G2 i henhold til forlig indgået i 1997
12.000 DM
omregnet til danske kroner

45.764,40 kr.

 

Godtgørelse i alt

96.976,19 kr.

 

Advokatomkostninger i forbindelse med retssagen i Tyskland omregnet til danske kroner

25.367,97 kr.

 

I alt

122.343,76 kr.

Sagsøgerens subsidiære påstand fremkommer som beløbet på 122.343,76 kr. med fradrag af beløbet på 51.211,79 kr.

Sagsøgte har ikke bestridt den talmæssige opgørelse af sagsøgerens påstande.

Det er endvidere ubestridt, at de pågældende beløb er betalt, og at alle betalinger har fundet sted i 1997.

Forklaringer

A har forklaret, at han er eneaktionær og direktør i det sagsøgende selskab. Selskabet, der har eksisteret siden 1980 og har hjemsted i ...., udvikler og producerer intelligente ...systemer. Produkterne sælges i en række lande i og uden for Europa. Tidligere blev produkterne solgt gennem egne selskaber i de pågældende lande, men denne løsning viste sig at være for dyr. Man gik derfor over til at samarbejde med forhandlere, som i de pågældende lande kunne stå for salget af sagsøgerens produkter. Tyskland var sagsøgerens første eksportmarked, og H1 Elektronik GmbH var dermed det første udenlandske selskab, der blev stiftet med henblik på salg af sagsøgerens produkter. Det var ham, der ejede aktierne i selskabet, og han var selv direktør. Samarbejdet mellem sagsøgeren og det tyske selskab skete på normale markedsvilkår. Den fremlagte aftale mellem de to selskaber dateret den 1. november 1994 var en fornyelse af den oprindelige aftale, der blev indgået i 1987. Den nye aftale blev indgået for at få klare linier og for at undgå, at der opstod mistanke om sammenblanding af selskabernes interesser som følge af, at selskaberne havde samme ejer. Den nye aftale svarede til aftalerne mellem sagsøgeren og andre salgsselskaber, der ikke var interesseforbundne med sagsøgeren. I 1988 blev der indgået en aftale mellem H1 Elektronik GmbH og det tyske firma G2 om forhandling af de ...systemer, som sagsøgeren producerede. Samarbejdet gik godt i begyndelsen, men senere gik salget stærkt tilbage. Hr. SE blev efterhånden også mere og mere vanskelig at samarbejde med. Vidnet mente, at det burde være muligt at sælge langt mere på det tyske marked, og han besluttede derfor at omstrukturere hele salgsorganisationen i Tyskland. H1 Elektronik GmbH opsagde derfor samarbejdsaftalen med G2 med sædvanligt varsel. G2 anlagde imidlertid sag med påstand om godtgørelse og fik medhold. Godtgørelsen blev dog væsentlig mindre, end G2 oprindeligt havde forlangt. Efter opsigelsen af G2 ledte vidnet efter et tysk firma, der kunne overtage salgsrettighederne til sagsøgerens produkter i hele Tyskland. Det pågældende firma skulle være villigt til udelukkende at forhandle disse produkter og at anvende navnet H1 på brevpapiret. I 1996 blev sagsøgeren og det tyske selskab G1 GmbH enige om at indlede et samarbejde, og den 5. juli 1996 blev der indgået en forhandleraftale mellem sagsøgeren og "H1 Deutschland c/o G1 GmbH" om forhandling af sagsøgerens produkter i hele Tyskland. G1 GmbH betalte 200.000 DM for salgsrettighederne. H1 Elektronik GmbH blev ikke likvideret straks efter indgåelsen af samarbejdsaftalen mellem sagsøgeren og G1 GmbH, idet vidnet først ønskede at sikre sig, at G1 nu også var den rigtige samarbejdspartner. Det var på daværende tidspunkt heller ikke klart, hvordan retssagen mod G2 ville falde ud, og vidnet ønskede at afvikle H1 Elektronik GmbH på en pæn og ordentlig måde. Beløbet på 200.000 DM fra G1 blev fordelt mellem sagsøgeren og H1 Elektronik GmbH ved en samlet aftale, hvorved sagsøgeren fik 150.000 DM, men samtidig påtog sig at friholde H1 Elektronik GmbH for eventuelle udgifter i anledning af den på daværende tidspunkt endnu verserende retssag mod G2. H1 Elektronik GmbH gik i solvent likvidation i 1997, vistnok i juli. G1 GmbH er stadig forhandler af sagsøgerens produkter i Tyskland, og samarbejdet går godt.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sine påstande gjort gældende, at sagsøgeren i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er berettiget til fradrag for udgiften til godtgørelse til G2 GmbH og de dermed forbundne advokatomkostninger, idet der er tale om udgifter, som er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde sagsøgerens indkomst.

Efter Landsskatterettens kendelse ligger det fast, at det var sagsøgeren og ikke H1 Elektronik GmbH, der havde rettighederne til H1 navnet på det tyske marked, og at det dermed var sagsøgeren, der var berettiget til vederlaget for salget af eneforhandlingsrettighederne til G1 GmbH. H1 Elektronik GmbH havde alene krav på en kompensation eller erstatning.

Det ligger efter den tyske deldom endvidere fast, at G2 GmbH var berettiget til en godtgørelse i anledning af opsigelsen af aftalen med dette selskab. Det var driftsmæssigt begrundet, at det var sagsøgeren, der betalte denne godtgørelse og de dermed forbundne advokatomkostninger. Opsigelsen af G2 var således nødvendiggjort af det stærkt faldende salg i Sydtyskland, og da det var sagsøgeren, der havde rettighederne til det tyske marked, var det i sagsøgerens interesse at få fundet en anden forhandler. Det var derfor også sagsøgeren, der måtte betale den godtgørelse, som G2 viste sig at være berettiget til. Den omstændighed, at retssagen om G2s krav på godtgørelse var anlagt mod H1 Elektronik GmbH, er en teknikalitet, der ikke kan føre til et andet resultat.

Aftalen mellem sagsøgeren og H1 Elektronik GmbH om, at sagsøgeren skulle friholde H1 Elektronik GmbH for eventuelle krav i forbindelse med retssagen mod G2, var en del af aftalen om fordeling af det beløb på 200.000 DM, som G1 GmbH havde betalt for at overtage eneforhandlingsretten på det tyske marked, hvilket også støtter, at sagsøgerens betaling af godtgørelsen til G2 var driftsmæssigt begrundet. At fordelingsaftalen først blev indgået i 1996, det vil sige to år efter opsigelsen af G2, ændrer ikke herved. Der havde således ikke tidligere været anledning til at tage stilling til, hvem der skulle betale godtgørelsen til G2 og afholde advokatomkostningerne, idet kravet først blev slået endelig fast i 1997. Da aftalen med G1 GmbH blev indgået i 1996, valgte sagsøgeren og H1 Elektronik GmbH imidlertid - også for at forberede den kommende solvente likvidation af H1 Elektronik GmbH - at indgå en samlet aftale om fordelingen af de 200.000 DM fra G1 og om afholdelsen af de eventuelle udgifter i forbindelse med retssagen mod G2.

Udgiften til godtgørelse til G2 m.v. er med rette fratrukket i den skattepligtige indkomst for 1997, idet kravet først på dette tidspunkt efter den endelige afslutning af retssagen i Tyskland kunne gøres op. I 1996 var der kun tale om en latent forpligtelse. Subsidiært bør i hvert fald kun den del af det samlede påstandsbeløb, der vedrører den tyske deldom, henføres til indkomståret 1996, således at der indrømmes fradragsret i 1997 for den øvrige del af beløbet.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at den udgift, sagsøgeren har afholdt, ikke er en driftsudgift. Der er derfor ikke fradragsret i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Retssagen var anlagt mod H1 Elektronik GmbH, der var G2s aftalepart. Der eksisterede ikke noget aftaleforhold mellem G2 og sagsøgeren. Sagsøgeren var derfor ikke forpligtet til at betale godtgørelsen til G2 eller at afholde advokatomkostningerne i forbindelse med retssagen. Sagsøgeren havde heller ingen interesse i at afholde disse udgifter. H1 Elektronik GmbH skulle således likvideres, og retssagen mod G2 var uden betydning for muligheden for at overdrage eneforhandlingsretten i Tyskland til et andet selskab.

Det bestrides endvidere, at opsigelsen af G2 skete, fordi omsætningen på det tyske marked gik tilbage. Efter As forklaring må det derimod lægges til grund, at opsigelsen skete, fordi hr. SE var umedgørlig. I øvrigt var det ikke sagsøgeren, men H1 Elektronik GmbH, der havde den primære interesse i oparbejdningen af det tyske marked. Sagsøgeren var i første række produktudvikler. Også af denne grund har sagsøgerens betaling af godtgørelsen til G2 m.v. ikke karakter af en fradragsberettiget driftsudgift.

Sagsøgte har i anden række gjort gældende, at beløbet på 51.211,79 kr. i henhold til den tyske deldom under alle omstændigheder skal henregnes til indkomståret 1996, idet deldommen var endelig i 1996. Da denne sag alene vedrører indkomståret 1997, er der ikke fradragsret for beløbet.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter bevisførelsen for landsretten lægges det til grund, at opsigelsen af G2 GmbH skete som led i en omstrukturering af salgsorganisationen på det tyske marked, idet omsætningen af sagsøgerens produkter gennem nogen tid havde været faldende.

Det var sagsøgeren, der som producent havde den primære interesse i at sikre omsætningen på det tyske marked af sagsøgerens produkter og dermed i opsigelsen af G2.

Landsskatteretten har i sin kendelse fastslået, at det var sagsøgeren, der var rette modtager af det vederlag på 200.000 DM for goodwill, som den nye eneforhandler i Tyskland betalte, idet H1 Elektronik GmbH alene var berettiget til en godtgørelse eller erstatning.

Sagsøgerens beslutning om at betale de udgifter, der måtte blive en følge af opsigelsen af G2, blev truffet i forbindelse med indgåelsen af en samlet aftale med H1 Elektronik GmbH om det økonomiske opgør i anledning af opsigelsen af eksklusivaftalen med dette selskab og fordelingen af beløbet på 200.000 DM fra den nye eneforhandler.

Sagsøgerens betaling af godtgørelsen til G2 og afholdelsen af de advokatomkostninger, der havde været forbundet med retssagen i Tyskland, kan på den anførte baggrund ikke betragtes som et driftstilskud til H1 Elektronik GmbH, men må anses som en udgift, som sagsøgeren har afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde sin indkomst. Udgiften er dermed fradragsberettiget i medfør af statsskattelovens 6, stk. 1, litra a.

Det forhold, at G2s aftalepart var H1 Elektronik GmbH, og at retssagen derfor var anlagt mod dette selskab, kan under de anførte omstændigheder, hvor det var sagsøgeren, der havde den primære interesse i opsigelsen af G2, ikke føre til et andet resultat.

Herefter, og idet det tiltrædes, at fradrag for det samlede beløb er sket i indkomståret 1997, hvor retssagen var endeligt afsluttet, og hvor det afsluttende forlig med G2 blev indgået, og beløbene blev betalt, tager landsretten sagsøgerens principale påstand til følge.

T h i  k e n d e s  f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at den skattepligtige indkomst for sagsøgeren, H1 Elektronik A/S, for indkomståret 1997 nedsættes med 122.343,76 kr.

Sagens omkostninger skal sagsøgte betale til sagsøgeren med 10.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.