Dato for udgivelse
27 Apr 2007 12:16
Dato for afsagt dom/kendelse
02 Nov 2006 18:04
SKM-nummer
SKM2007.293.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-7-1907-1239
Dokument type
Kendelse
Resumé

En klager afhændede sin eneste private bil i direkte forbindelse med anskaffelse af en bil på gule plader (firmabil). Uanset lovændring i 2002 vedrørende beskatning af firmabiler på gule nummerplader, fandt et flertal af rettens medlemmer på grund af en stærk formodning for privat benyttelse, at det måtte anses for godtgjort, at klager havde haft fri bil til rådighed efter købet af firmabilen.

Reference(r)

Ligningsloven § 16, stk. 4, 10. og 11. pkt.
Vægtafgiftsloven §§ 2 og 4, stk. 1, II, A
Momsloven §§ 37, stk. 1, 38, stk. 1 og 41


Klagen vedrører beskatning af fri bil (Citröen Xsara Picasso Van, på gule nummerplader), jf. ligningslovens § 16, stk. 4, 10. og 11. pkt., hvor klageren afhændede sin private bil ved købet af gulpladebilen.

Landsskatterettens afgørelse

Personlig indkomst

Den stedlige skattemyndighed har anset klageren for skattepligtig af værdi af fri bil i 2003 og 2004 med 40.000 kr. for hvert år.

Landsskatteretten stadfæster skattemyndighedens afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren er hovedaktionær i B ApS, der drives fra klagerens bopæl. På bopælen bor kun klageren.

Den 12. august 2002 erhvervede og registrerede selskabet en Citröen Xsara Picasso Van. Momsen blev afløftet ved købet, og der er ikke betalt tillæg for privat anvendelse af vognen.

Klageren har siden 1999 været registreret af en bil på hvide plader. Senest en Peugeot 206. Denne blev afhændet 19. august 2002.

Skatteforvaltningens afgørelse

Den stedlige skattemyndighed har anset klageren for skattepligtig af værdi af fri bil i 2002 og 2003.

Selskabet og klageren har samme adresse, hvorfor der er en formodning for at bilen holder parkeret på den fælles adresse. Bilen er egnet til privat benyttelse og klageren har solgt sin private bil 7 dage efter købet af firmabilen. Husstanden består udelukkende af klageren. Derfor anses klageren for at have fri bil til rådighed.

Klagerens påstand og argumenter

Der er fremsat påstand om at værdien af fri bil, ansat til 40.000 kr. i såvel 2002 som 2003, nedsættes til 0 kr.

Der henvises til Landsskatterettens afgørelse af 2. september 2005, hvoraf det fremgår at firmabiler ikke er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, såfremt momsen af anskaffelsessummen er fratrukket, og såfremt der ikke betales tillægsafgift for privat anvendelse, hvilket er svarende til forholdene vedrørende klagerens bil. Derfor har klageren heller ikke ført kørebog over bilens anvendelse.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Reglerne om beskatning af firmabiler på gule nummerplader er med virkning fra 1. januar 2002 ændret. Dette fremgår af ligningslovens § 16, stk. 4, 10. og 11. punktum (lovbekendtgørelse nr. 791 af 17. september 2002, jf. lov nr. 342 af 27. maj 2002).

Firmabiler, registreret den 3. juni 1998 og fremefter, er herefter ikke omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, hvis to betingelser er opfyldt:

1. For det første skal der være tale om en firmabil omfattet af vægtafgiftslovens § 4, stk. 1, II, A. Det vil sige varebiler, der ikke er afgiftspligtige efter lov om afgift af vejbenyttelse. Der er tale om varebiler på gule nummerplader.

2. For det andet er det en betingelse, at der ikke er betalt tillægsafgift for privat anvendelse af firmabilen efter vægtafgiftslovens § 2. Der betales tillæg for privat anvendelse af en varebil ved både hel og delvis privat anvendelse af bilen.

Firmabiler, registreret til og med den 2. juni 1998, er ikke omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, såfremt momsen af anskaffelsessummen helt eller delvist er fratrukket på firmabilen efter momslovens § 37, stk. 1, § 38, stk. 1, § 41, fordi firmabilen udelukkende skal anvendes erhvervsmæssigt.

Når der ikke betales tillægsafgift for privat anvendelse, og når momsen af anskaffelsessummen er fratrukket, er dette en tilkendegivelse af, at bilen ikke anvendes privat, hvilket skattemyndighederne som udgangspunkt må lægge til grund.

To retsmedlemmer anser det dog på det foreliggende for godtgjort, at klageren har haft fri bil til rådighed.

Disse retsmedlemmer har lagt afgørende vægt på, at klageren har afhændet sin private bil i umiddelbar forbindelse med erhvervelsen af firmabilen, hvilket skaber en stærk formodning for, at firmabilen tillige er anvendt privat. Hvor der er en sådan stærk formodning for privat anvendelse, som er tilfældet i denne sag, mener retsmedlemmerne i øvrigt ikke, at regelændringen i 2002 for biler som den af klageren erhvervede, er til hinder for, at det pålægges klageren at fremlægge et minimum af dokumentation for at afsvække formodningen, om end der ikke er tale om samme form for dokumentation som krævedes før lovændringen trådte i kraft.

Et retsmedlem, retsformanden, finder i overensstemmelse med Landsskatterettens afgørelse i SKM2005.438.LSR (TfS 2005, 912), ikke at det kan anses for godtgjort, at firmabilen er anvendt privat. Der er herved lagt afgørende vægt på, at det vedrørende firmabiler, som den her omhandlende, efter lovændringen i 2002 ikke er tilstrækkeligt for beskatning af værdi af fri bil, at der består en formodning for privat anvendelse. Dette retsmedlem stemmer for, at ophæve den påklagede ansættelse. 

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, og den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter