Dato for udgivelse
26 Mar 2007 16:16
Dato for afsagt dom/kendelse
20 Mar 2007 14:30
SKM-nummer
SKM2007.224.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
07-055156
Dokument type
Bindende svar
Emneord
Afskrivning på bygning, Tyskland, plejehjem
Resumé
Skatterådet bekræfter, at der kan afskrives på en bygning i Tyskland, der benyttes til plejehjem efter den tyske lovgivning herom og udsættes for et slid, der ikke kan antages at være mindre end det slid, som danske plejehjem - omfattet af social service - udsættes for.
Reference(r)
Afskrivningsloven § 14, stk.2, nr. 4.
Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-1 E.C.4.1.1

Spørgsmål

  1. Er Skatterådet enig i, at inventaret i en bygning, der udlejes til brug for plejehjemsdrift, ikke omfattes af personskattelovens § 4, stk.1, nr.12 (nugældende), således at indkomst ved udlejning af bygningen inkl. det tilhørende inventar ikke omfattes af anpartsreglerne i personskatteloven, forudsat at antallet af ejere ikke overstiger 10 personer?
  2. Kan personer, der er fuldt skattepligtige til Danmark, foretage skattemæssige afskrivninger efter afskrivningslovens § 14 på bygningen B i Tyskland, når bygningen benyttes som plejehjem?

Svar

  1. Bortfalder, idet det er oplyst, at sælgeren af den omhandlede bygning fortsat ejer inventaret. Inventaret indgår således ikke i kommanditselskabets udlejning af bygningen til plejehjemsdrift.
  2. Ja.
Beskrivelse af de faktiske forhold

A A/S vil udbyde et investeringsprojekt til maksimalt 10 investorer. Projektet vil omfatte erhvervelse af en tysk bygning, der skal udlejes til brug for plejehjemsdrift for ældre beboere. Herudover vil projektet omfatte investering i det inventar, som bygningen naturligt skal udstyres med til brug for plejehjemsdriften.

Investeringen vil ske ved, at den enkelte investor tegner sig for en andel i et nystiftet kommanditselskab. Derefter vil kommanditselskabet erhverve den omhandlede plejehjemsbygning med tilhørende inventar.

Efter sædvanlig praksis vil lejer have den indvendige vedligeholdelsesforpligtelse af bygningen, ligesom lejer vil have vedligeholdelsesforpligtelsen af inventaret.

Efter indgivelsen af anmodningen om bindende svar har kommanditselskabet K/S C erhvervet bygningen B i Tyskland.

Bygningen er ikke opdelt i ejerlejligheder. Bygningen er indrettet med 66 enkeltværelser og 7 dobbeltværelser til brug for plejehjemmets beboere. Plejeværelserne er placeret i klynger med 10-12 værelser i hver med adgang til fælles opholdsrum. Hvert værelse har eget bad og toilet. Derudover er der indrettet 12 pladser til korttidspleje. Herudover er der lokaler til administration, personalerum, fælleskøkken og øvrige fællesrum.

Kommanditselskabet har udlejet bygningen til en større, tysk forening, som driver institutioner i Tyskland. Foreningen benytter ovennævnte bygning til plejehjemsdrift.

Det er aftalt, at sælgeren af bygningen fortsat skal eje inventaret. Inventaret udlejes til det tyske plejehjem. Kommanditselskabet har således ikke erhvervet inventaret.

Efter afskrivningslovens § 14, stk.1 kan der foretages skattemæssige afskrivninger på alle erhvervsmæssigt benyttede bygninger, medmindre bygningen anvendes til et formål som nævnt i lovens § 14, stk.2.

Spørgerens eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Det daværende Ligningsråd og Skatterådet har tidligere afgivet bindende svar om, at der kan foretages skattemæssige afskrivninger på anskaffelsessummen for en bygning i henholdsvis Sverige og England, når bygningen efter de udenlandske regler benyttes som plejehjem, jfr. SKM2002.157.LR og SKM2006.495.SR.

I begge disse sager blev det lagt til grund, at bygningerne ved brug som plejehjem bliver udsat for et slid, der er sammenligneligt med det slid, som danske plejehjem er udsat for. I begge sager blev det derefter godkendt, at der efter en formålsfortolkning af afskrivningslovens § 14 stk. 2 nr. 4 kan foretages skattemæssige afskrivninger på de omhandlede bygninger.

Den ovennævnte bygning, B i Tyskland, benyttes til plejehjemsdrift efter den tyske lovgivning herom. Der henvises til "Heimgesetz" (lov om plejehjem). Det fremgår af lovens § 1, at loven finder anvendelse for hjem/institutioner, der benyttes til ophold for og pleje af henholdsvis ældre, personer der trænger til pleje og handicappede.

Det er spørgerens opfattelse, at den ovennævnte bygning benyttes erhvervsmæssigt. Det er herudover spørgerens opfattelse, at bygningens benyttelse som plejehjem i henhold til den tyske lovgivning herom (Heimgesetz) medfører et slid, der ikke kan antages at være mindre end det slid, som danske plejehjem udsættes for.

På denne baggrund er det spørgerens opfattelse, at personer, der er fuldt skattepligtige til Danmark, kan foretage skattemæssige afskrivninger efter afskrivningslovens § 14 på ovennævnte bygning, når bygningen benyttes som plejehjem som anført.

Det er spørgerens vurdering, at afskrivningslovens § 14, stk.1 giver mulighed for at foretage skattemæssige afskrivninger på en bygning, der erhvervsmæssigt udlejes til brug for plejehjemsdrift, uanset om bygningen er beliggende i Danmark eller i udlandet. Herudover er det spørgerens opfattelse, at afskrivningslovens § 14, stk.2 ikke indeholder undtagelser til denne vurdering, hvilket også bekræftes af Ligningsrådets afgørelse i SKM2002.157.LR.

SKATs indstilling og begrundelse

Ad spørgsmål 1

Efter personskattelovens § 4, stk.1, nr. 12 omfattes indkomst fra udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler og skibe, uanset antal ejere, af anpartsreglerne, når skatteyderen ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang.

Det er oplyst, at kommanditselskabet ikke har erhvervet inventaret i plejehjemmet (bygningen), idet sælgeren af bygningen har beholdt inventaret og udlejer det til det tyske plejehjem. Inventaret indgår således ikke i kommanditselskabets udlejning af bygningen til plejehjemsdrift.

Spørgsmålet må derfor bortfalde.

Ad spørgsmål 2

Det fremgår af afskrivningslovens § 14, stk. 2, nr. 4, at der kan afskrives på døgninstitutioner og bygninger, der er omfattet af lov om social service, og som udsættes for et tilsvarende slid (herfra undtages hoteller og plejehjem, der er opdelt i ejerlejligheder).

Det er oplyst, at den omhandlede bygning benyttes til plejehjemsdrift efter den tyske lovgivning herom. Der henvises til "Heimgesetz" (lov om plejehjem). Det fremgår heraf, at loven finder anvendelse for hjem/institutioner, der benyttes til ophold for og pleje af henholdsvis ældre, personer der trænger til pleje og handicappede.

I praksis er ret til skattemæssig afskrivning godkendt for bygninger, der anvendes til plejehjem i henholdsvis England og Sverige, jf. SKM2002.157.LR (afskrivning på bygning der anvendes til plejehjem i Sverige) og SKM2006.495.SR (afskrivning på bygning der anvendes til plejehjem i England), når plejehjemmet i henhold til det pågældende lands lovgivning anvendes til plejekrævende ældre eller handicappede personer og udsættes for et slid, der er sammenligneligt med det slid som danske plejehjem - omfattet af lov om social service - er udsat for.

Det er oplyst, at det er spørgerens opfattelse, at benyttelsen af den her omhandlede bygning som plejehjem i henhold til den tyske lovgivning herom (Heimgesetz) medfører et slid, der ikke kan antages at være mindre end det slid, som danske plejehjem udsættes for.

Det indstilles herefter, at spørgsmålet besvares med ja.

Det bemærkes, at der ved det bindende svar ikke tages stilling til andre skattemæssige forhold i forbindelse med dette projekt.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstillingen med den anførte begrundelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter