Pantefogden skal vejlede skyldneren om hans retstilling under udlægsforretningen.

I de følgende underafsnit vil det blive beskrevet, hvad der indgår i pantefogdens vejledningspligt overfor skyldneren om skyldnerens pligter under og efter udlægsforretningen.

Skyldneren har mødepligt, jf. RPL § 494, stk.1. Dette skal sammenholdes med, at skyldneren efter reglen i SKINDL § 10 kan tilsiges til en udlægsforretning, og at tilsigelsen er et pålæg om at møde.

Skyldnerens mødepligt og virkningerne af udeblivelse fra udlægsforretningen skal fremgå af teksten på de udlægstilsigelser, der fremsendes eller forkyndes for skyldneren, jf. afsnit G.2.6.1 Uformel tilsigelse og G.2.6.2 Formel tilsigelse.

Skyldneren har oplysningspligt, jf. RPL § 497, stk. 1. Skyldneren skal give de oplysninger, som pantefogden finder nødvendige til gennemførelse af udlægsforretningen.

Blandt andet på grund af reglen i RPL § 509 om opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod for skyldneren og hans husstand, er skyldneren pligtig til at give oplysninger om egne og husstandens økonomiske forhold og egne formueforhold.

En skyldner har også pligt til at give oplysninger om sin egen og husstandens økonomiske forhold efter RPL § 497, stk. 1, selv om der er rejst sigtelse mod ham for dokumentfalsk/bedrageri, når der ikke er sammenhæng med den rejste sigtelse, jf. ØLK af 23. november 2001 i sagen B-3024-01.

Af hensyn til muligheden for lønindeholdelse kan det kræves, at skyldneren giver oplysninger om arbejdsforhold herunder ansættelsessted.

På baggrund af ovennævnte oplysninger skal pantefogden vurdere hvilke fyldestgørelsesmuligheder, der er til stede.

Såfremt skyldneren ikke vil fremkomme med de fornødne oplysninger kan han tages i forvaring i op til 6 måneder, jf. RPL § 497, stk. 2. Afgørelsen herom kan alene træffes af fogedretten, jf afsnit G 1.3.4.1 Begrænsninger i den juridiske kompetence.

Hvis en skyldner fortsat ikke vil give oplysninger til brug for udlæg/lønindeholdelse efter at have været taget i forvaring ved politiets foranstaltning i samme sag i 6 måneder, uafbrudt eller sammenlagt, jf. RPL § 497, stk. 2, har vi ikke yderligere tvangsmidler til fremskaffelse af oplysninger.

Ifølge RPL § 494, stk. 4, har en direktør mv., der møder som repræsentant for et selskab, pligt til at give oplysninger om selskabets forhold under en udlægsforretning. En sammenholdelse af RPL § 494, stk. 4, og RPL § 497, stk. 2, fører frem til, at retsplejelovens bestemmelse om forvaring i § 497, stk. 2, også kan finde anvendelse på et selskabs direktør mv.

En direktør eller et medlem af bestyrelsen i et selskab kan således tilsvarende tages i forvaring af politiet, indtil pågældende til brug for udlægsforretning giver oplysninger om selskabets aktiver. Kendelse herom skal afsiges af fogedretten, der påser, om der er udsigt til at opnå hel/delvis dækning, og om sanktionen (forvaring) står i rimeligt forhold til kravets størrelse, jf. RPL § 494, stk. 3.

Skyldneren har sandhedspligt, jf. RPL § 497, stk. 1.

Pantefogden skal pålægge skyldneren at tale sandt og gøre ham bekendt med strafansvaret for afgivelse af urigtig erklæring. Kravet om tilkendegivelse af strafansvar er opfyldt blot ved, at pantefogden angiver, at overtrædelse kan straffes.

Oplysningspligten i § 497 gælder alene i relation til skyldneren, ikke i relation til de personer, der møder i henhold til fuldmagt, jf. UfR 1960.717 ØLD, og heller ikke i forhold til tredjemænd.

I UfR 1960, 717 ØLD fandt landsretten det berettiget, at skyldnerens advokat nægtede at oplyse, hvad der stod på skyldnerens klientkonto, da der ikke var hjemmel til at sidestille skyldnerens advokat med skyldneren selv ved anvendelse af § 497, stk. 1, og da advokaten ikke var afæsket forklaring som vidne.

Der kan imidlertid blive tale om, at andre end skyldneren afhøres som vidner. Hvis tredjemænd ønskes afhørt som vidne - som fx i sagen UfR 1979, 216 VLD - skal sagen indbringes for den juridiske foged. I denne sag fastslår landsretten, at en skyldner, der under en fogedforretning til tvangsfuldbyrdelse af et pengekrav har oplysningspligt efter RPL § 497, ikke har grundlag for at nægte samtykke til eventuel vidneførsel af bankpersonale til oplysning af, om skyldneren har yderliger aktiver i den konkrete bank.

Overtrædelse af sandhedspligten overfor en foged er sanktioneret i straffelovens § 162 om strafansvar for afgivelse af urigtig pligtmæssig erklæring.

Ved grov tilsidesættelse af sandhedspligten kan forholdet anmeldes til politimesteren, der er kompetent til at rejse tiltale for forholdet. Anmeldelsen skal ledsages af en udskrift af udlægsbladet, samt en nærmere beskrivelse af forholdene i sagen.

Sager om overtrædelse af straffelovens § 162 kan af skattecentret forelægges politimesteren, som afgør, om der er grundlag for at rejse sigtelse.

Da oplysningspligten alene påhviler skyldneren personligt, kan straffelovens § 162 ikke bringes i anvendelse overfor skyldnerens ægtefælle, advokat eller andre, der møder på skyldnerens vegne.

Såfremt skyldneren skjuler aktiver, som kunne gøres til genstand for udlæg, ifalder han ansvar efter reglen i straffelovens § 283 om skyldnersvig.

Skyldneren har åbningspligt, jf. RPL § 498, stk. 1. Det vil sige, at der skal gives pantefogden adgang til at undersøge skyldnerens husrum og gemmer, samt skyldnerens person, hvis sådan undersøgelse er nødvendig for gennemførelse af udlægsforretningen.

Bestemmelsen om undersøgelse af skyldnerens person bør kun anvendes i undtagelsestilfælde, og kun såfremt fogden har en mistanke om, at skyldneren skjuler kontanter eller værdigenstande på sig.

Tilladelse til undersøgelse af skyldnerens person i henhold til SKINDL § 7, stk. 3, kan indhentes telefoniske fra fogedretten. Der må ikke anvendes magt ved undersøgelse af skyldnerens person.

Der bør tilføjes en bemærkning om en undersøgelse af henholdsvis husrum og gemmer og/eller skyldnerens person på udlægsbladet.

Med husrum og gemmer menes de lokaler, hvorfra skyldneren driver sin virksomhed, samt skyldnerens bopæl m.v.

I sagen UfR 1948,1154 ØLD fik skattevæsenet adgang til skyldnerens bankboks, hvori der lå statsobligationer. Det burde dog først have været forsøgt at fratage skyldneren bankboksnøglen, eventuelt under anvendelse af tvang efter RPL § 497, stk. 2, om forvaring.

Pantefogden kan gennemse breve og lignende hos skyldneren. Gennemgangen af breve bør dog begrænses til gennemgang af breve, der fremtræder som forretningsbreve eller som indeholder aktiver, hvori der kan foretages udlæg.

Det kan formentlig ikke pålægges postvæsenet, at udlevere breve eller pakker, som er adresseret til skyldneren

Pantefogden kan anvende den fornødne magt, herunder bryde skuffer og døre op, eller der kan tilkaldes en låsesmed. Indgrebet indebærer en krænkelse af privatlivets fred, og det bør derfor kun anvendes, hvis ikke skyldneren er til stede, eller han nægter at åbne, og pantefogden i øvrigt med den fornødne sikkerhed kan identificere stedet som skyldnerens virksomhed/bopæl.

Pantefogden kan endvidere efter reglen i RPL § 498, stk. 2, anmode politiet om bistand ved åbning mv., ligesom politiet bør medvirke i tilfælde, hvor skyldneren optræder truende eller modsætter sig udlægsforretningens gennemførelse.

Pantefogden kan anvende fornøden magt overfor en tredjemand, der forsøger at hindre udlægsforretningens gennemførelse. Derimod kan der ikke ske undersøgelse af tredjemands person.

Et udlæg giver en panteret i et aktiv, og skyldnerens råderet over aktivet indskrænkes tilsvarende. RPL § 519, stk. 1, fastslår derfor, at skyldneren ikke må råde over aktivet på en måde, som kan være til skade for udlægshaver. Hvilke indskrænkninger, der er nødvendig, afhænger af, hvilke aktiver, der foretages udlæg i.

Det udlagte skal behandles og opbevares forsvarligt, men sædvanlig brug er tilladt trods udlæg. Derimod må skyldneren ikke forbruge det udlagte.

Der må ikke foretages retlige dispositioner i strid med udlægget. Der er intet til hinder for, at skyldneren underpantsætter udlagte løsøregenstande, men der må ikke foretages dispositioner over aktivet, der medfører, at rådigheden over aktivet ikke er hos skyldneren. Håndpantsætning og salg er således udelukket.

Såfremt skyldneren forsætligt råder over aktivet i strid med udlægget, ifalder han strafansvar efter straffelovens § 283 om skyldnersvig, jf. RPL § 519, stk. 2.

Sager om overtrædelse af straffeloven kan af skattecentret overgives til politiet, som afgør, om der er grundlag for at rejse tiltale.