Dato for udgivelse
11 Oct 2006 14:38
Dato for afsagt dom/kendelse
20 Jun 2006 13:32
SKM-nummer
SKM2006.618.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
06-063845
Dokument type
Bindende svar
Emneord
Afskrivning, bygning, accessorisk
Resumé
Et selskab, der afskrev på et bygningsanlæg med forhøjet sats, kunne - modsat hvad der gjaldt efter den tidligere afskrivningslov - ikke afskrive på bygninger, der var selvstændigt afskrivningsberettigede, med forhøjet sats under henvisning til, at bygningerne knyttede sig accessorisk til det bygningsanlæg, der blev afskrevet med forhøjet sats.
Reference(r)
Afskrivningsloven § 14
Afskrivningsloven § 17, stk. 3
Henvisning
Ligningsvejledningen 2006-3 E.C.4.1.2
Henvisning
Ligningsvejledningen 2006-3 E.C.4.4.2.1

Spørgsmål

Skatterådet blev spurgt, om det kunne bekræftes, at selskabet X A/S ved selvangivelsen for indkomståret 2005 fortsat kunne afskrive bygninger og installationer som accessoriske til et bygningsanlæg, der blev afskrevet med forhøjet sats.

Svar

Nej, se sagsfremstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

I brev af 9. november 1989 udtalte Skattedepartementet som svar på en forespørgsel fra selskabets revisor, at et bygningsanlæg tilhørende selskabet X A/S' virksomhed kunne afskrives efter den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra a. Departementet udtalte endvidere, at bygningsanlægget var udsat for en sådan fysisk forringelse, at levetiden måtte anses for under 50 år, hvorfor der var mulighed for, at afskrivningssatserne forhøjes, jf. den dagældende afskrivningslovs § 22, stk. 2. Ifølge Departementet måtte den endelige fastsættelse af bygningsanlæggets levetid foretages ud fra en konkret vurdering på grundlag af oplysninger fra selskabet.

Skattedepartementet blev endvidere spurgt, om bygningsanlægget kunne betragtes som hovedvirksomheden, således at de øvrige bygninger på selskabets grundareal kunne anses for accessoriske til bygningsanlægget i det omfang, de tjente driften af virksomheden.

Under hensyn til at bygningsanlægget måtte anses for den centrale del af virksomheden samt under hensyn til de centrale værdier, som bygningsanlægget udgjorde, var det Skattedepartementets opfattelse, at bygningsanlægget måtte anses for moderbygning, og at diverse andre bygninger måtte anses for accessoriske til bygningsanlægget i det omfang, bygningerne tjente driften af virksomheden. De accessoriske bygninger kunne herefter afskrives med samme satser som moderbygningen, dvs. med forhøjede afskrivningssatser, jf. den dagældende afskrivningslovs § 22, stk. 5, og § 22, stk. 4, 2. pkt.

Selskabet har herefter vurderet levetiden for bygningsanlægget til 20 år og har afskrevet anlægget med forhøjede satser. I indkomstårene til og med 1998 har selskabet således afskrevet på bygningsanlægget med 9 pct. jf. § 22, stk. 1, i den tidligere afskrivningslov, mens selskabet fra og med indkomståret 1999 har afskrevet på bygningsanlægget med 8 pct., jf. § 17, stk. 2, i den nugældende afskrivningslov.

Ved selvangivelserne for årene forud for indkomståret 2005 har selskabet endvidere anset sine øvrige bygninger og installationer for accessoriske til hovedbygningsanlægget og har derfor anset sig for berettiget til at afskrives på disse bygninger og installationer med forhøjede afskrivningssatser.

Forespørgers opfattelse iflg. anmodning og høringssvar

Selskabets advokat anfører, at det følger af afskrivningslovens § 14, stk. 3, 1. pkt., at alle bygninger og lokaler, der er beliggende i tilknytning til erhvervsmæssigt benyttede bygninger, kan afskrives. Dette gælder også de bygninger, der efter afskrivningslovens § 14, stk. 2, nr. 1-3, - uanset erhvervsmæssig anvendelse - lovgivningsmæssigt er afskåret fra afskrivning.

Det er advokatens opfattelse, at det følger af afskrivningslovens § 17, stk. 3, at alle bygninger og lokaler, der efter afskrivningslovens § 14, stk. 3, 1. pkt., er beliggende i tilknytning til erhvervsmæssigt benyttede afskrivningsberettigede bygninger, kan afskrives med forhøjet sats, såfremt de erhvervsmæssigt benyttede afskrivningsberettigede bygninger, de nævnte bygninger og lokaler knytter sig til, er undergivet en forhøjet afskrivning.

Det er således advokatens opfattelse, at se selskabet også efter gennemførelsen af den gældende afskrivningslov er berettiget til at afskrive samtlige bygninger og lokaler, der er accessoriske til hovedbygningsanlægget, med forhøjet afskrivningssats.

Til støtte for den påståede lovfortolkning har advokaten henvist til, at der i de særlige bemærkninger til § 14, stk. 3, i lovforslaget til den gældende afskrivningslov (L 102 FT 1997/98) anføres:

"Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende lovs § 18, stk. 1, litra c."

Denne bestemmelse havde følgende ordlyd:

(Skattemæssig afskrivning kan foretages på følgende erhvervsmæssigt benyttede) "bygninger eller lokaler, der er beliggende i eller i umiddelbar tilknytning til bygninger af den under a og b nævnte art og tjener driften af den virksomhed, hvortil disse bygninger anvendes." (Advokatens kursivering).

Det gøres gældende, at de bygninger og lokaler, der er omtalt i den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra c, bl.a. omfattede de bygninger, der er opregnet i den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra a og litra b, (bygninger inden for industri, butikshandel m.v.), når de var tilknyttet andre § 18 a- eller § 18 b-bygninger. Advokaten anfører, at dette direkte fremgår af 22, stk. 4, i den tidligere afskrivningslov.

Advokaten gør herefter gældende, at afskrivningslovens § 14, stk. 3, skal læses således, at bygninger og lokaler, der er beliggende i tilknytning til erhvervsmæssigt benyttede bygninger - i overensstemmelse med hvad der hidtil har været gældende - afskrives på samme måde som de bygninger, de knytter sig til, jf. lovbemærkningerne til afskrivningslovens § 14, stk. 3, hvori anføres, at "den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende lovs § 18, stk. 1, litra c". Advokaten bemærker, at dette også gælder de bygninger og lokaler, der er nævnt i afskrivningslovens § 14, stk. 2, nr. 1-3, uanset at disse bygninger og lokaler ellers ikke ville kunne afskrives.  

Advokaten gør endvidere gældende, at den ovenfor nævnte ordlydsfortolkning af afskrivningslovens § 14, stk. 3, 1. pkt., understøttes af, at der i de særlige bemærkninger til afskrivningslovens § 17, stk. 3, - der indeholder en henvisning til afskrivningslovens § 14, stk. 3, som en betingelse for sit anvendelsesområde - er anført følgende:

"Den foreslåede bestemmelse bygger på den gældende lovs § 22, stk. 4, dog er bestemmelsen i væsentlig grad omformuleret for at tilpasse bestemmelsen til den nye struktur i den foreslåede § 14."

Advokaten gør på dette grundlag gældende, at denne henvisning til den dagældende afskrivningslovs § 22, stk. 4, rummer en forudsætning om, at afskrivningslovens § 14, stk. 3, 1. pkt., omfatter de tidligere § 18, stk. 1, litra a- og b-bygninger. Den dagældende § 22, stk. 4, vedrørte alene § 18, stk. 1, litra a- og b-bygninger - nu § 14, stk. 1-bygninger - hvorfor også henvisningen i forarbejderne til afskrivningslovens § 17, stk. 3, indeholder en forudsætning om, at også andre bygninger og lokaler end dem, der er nævnt i afskrivningslovens § 14, stk. 2, nr. 1-3, kan afskrives accessorisk, når de knytter sig til andre erhvervsmæssigt benyttede bygninger.

Det gøres herefter gældende, at afskrivningslovens § 17, stk. 3, fuldt ud og i samme omfang dækker det område, som den dagældende afskrivningslovs § 22, stk. 4, dækkede.

Det gøres endvidere gældende, at motivudtalelsen til afskrivningslovens § 17, stk. 3,

 "... i væsentlig grad omformuleret til at tilpasse bestemmelsen den nye struktur i den foreslåede § 14",

således sigter til ophævelsen af forskellen mellem § 18, stk. 1, litra a-bygninger og § 18, stk. 1, litra b-bygninger i afskrivningsmæssig henseende.

Der er advokatens opfattelse, at den ovennævnte forståelse af afskrivningslovens § 14, stk. 3, 1. pkt., jf. afskrivningslovens § 17, stk. 3, stemmer bedst overens med, hvad der følger af retskilderne:

Til støtte herfor anfører advokaten, at det følger af en ordlydsfortolkning af afskrivningslovens § 14, stk. 3, 1. pkt., at alle bygninger og lokaler (også bygninger og lokaler, som i sig selv er omfattet af afskrivningslovens § 14, stk. 1), der knytter sig til erhvervsmæssigt benyttede bygninger, kan afskrives accessorisk.

Advokaten gør gældende, at det følger af forarbejderne til afskrivningslovens § 14, stk. 3, og afskrivningslovens § 17, stk. 3, herunder forarbejdernes henvisninger til de tidligere bestemmelser i afskrivningsloven, at også bygninger og lokaler, som i sig selv er omfattet af afskrivningslovens § 14,  stk. 1, er omfattet af de bygninger og lokaler, der efter afskrivningslovens § 14, stk. 3, 1. pkt., kan afskrives som accessoriske.

Det følger efter advokatens opfattelse af en formålsfortolkning af afskrivningslovens § 17, stk. 3, at bestemmelsens henvisning til afskrivningslovens § 14, stk. 3, dermed også omfatter bygninger og lokaler, der i sig selv kan være omfattet af afskrivningslovens § 14, stk. 1. Dette skyldes, at adgangen til forhøjede accessoriske afskrivninger som sit grundlag har en forudsætning om, at afskrivninger på bygninger og lokaler, der indgår i en driftsøkonomisk enhed - for at opfylde formålet med de forhøjede accessoriske afskrivninger - nødvendigvis må tage sit udgangspunkt i den hurtigste afskrivningstakt for de bygninger og lokaler, der hører til enheden.

Advokaten fremhæver, at der ikke i forarbejderne til den gældende afskrivningslov, i spørgsmål/svar eller i forbindelse med det lovforberedende arbejde er nævnt noget om, at der skal ske afskaffelse af forhøjede accessoriske afskrivninger på bygninger og lokaler, der knytter sig til i øvrigt afskrivningsberettigede bygninger. Efter advokatens opfattelse er udgangspunktet derfor, at der ikke er tilsigtet nogen ændring i den hidtil gældende retstilstand vedrørende adgangen til at anvende forhøjede accessoriske afskrivninger.

Advokaten anfører, at Landsskatteretten i kendelsen SKM2004.49.LSR, også refereret som TfS 2004,154, har forudsat, at også andre bygninger (parkeringskælder) end dem, der er nævnt i afskrivningslovens § 14, stk. 3, nr. 1-3, kan knytte sig accessorisk til afskrivningsberettigede bygninger efter afskrivningslovens § 14, stk.1.

Det har efter advokatens opfattelse formodningen imod sig, at kun de bygninger, som forudsætningsvis bedst bevarer deres værdi under sædvanlig vedligeholdelse, f.eks. kontorbygninger og bygninger inden for den finansielle sektor, jf. afskrivningslovens § 14, stk. 2, nr. 1-3, kan afskrives accessorisk under anvendelse af forhøjede afskrivninger.

Advokaten fremhæver, at det med den nye afskrivningslov hverken var tilsigtet at udvide eller indskrænke området for skattemæssige afskrivninger, og han anfører, at dette bl.a. kommer til udtryk i "Pinsepakkens" reparationslovgivning - lov nr. 958 af 20. december 1999 - hvor en utilsigtet begrænsning i adgangen til accessorisk afskrivning på bygninger og lokaler blev ophævet med virkning fra den oprindelige lovs virkningstidspunkt.

Advokaten gør endvidere gældende, at Landsskatteretten ved fortolkning af reglerne i afskrivningsloven klart har lagt en formålsfortolkning til grund i stedet for en ordlydsfortolkning i de tilfælde, hvor der ved fortolkning af afskrivningslovens bestemmelser har skullet vælges mellem de to fortolkningsmetoder. Advokaten henviser herved til SKM2003.440.LSR og SKM2004.284.LSR.

Som det fremgår af det ovenfor anførte, er det således advokatens opfattelse, at almindelig anvendelse af relevante retskilder ved fortolkning af afskrivningslovens § 14, stk. 3, 1. pkt., jf. afskrivningslovens § 17, stk. 3, fører til, at der ikke med den ændrede indarbejdelse af adgangen til forhøjede accessoriske afskrivninger er sket - eller er tilsigtet - nogen realitetsændring i forhold til den gældende retstilstand.

Advokaten anfører, at den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra c, rummede hjemmel til at foretage skattemæssige afskrivninger på bygninger og lokaler, der var beliggende i umiddelbar tilknytning til bygninger omfattet af afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra a og b. Efter advokatens opfattelse er der intet i bestemmelsen, der tilsiger, at disse accessoriske bygninger ikke også kunne være omfattet af afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra a og litra b, - tværtimod er dette forudsat i den dagældende afskrivningslovs § 22, stk. 4.

Da det fremgår af lovbemærkningerne til den gældende afskrivningslovs § 14, stk. 3, at bestemmelsen svarer til den tidligere lovs § 18, stk. 1, litra c, kan de bygninger og lokaler, der efter afskrivningslovens § 14, stk. 3, kan afskrives som accessoriske, ifølge advokaten også være bygninger, der afskrives efter afskrivningslovens § 14, stk. 1, dvs. tidligere bygninger omfattet af afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra a og b.   

Advokaten bemærker i denne forbindelse, at bestemmelsen i den tidligere afskrivningslovs § 22, stk. 4, særskilt angav, hvilke forhøjede accessoriske afskrivninger, der kunne foretages, når bygninger blev afskrevet accessorisk efter den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra c. Bestemmelsen i den tidligere afskrivningslovs § 22, stk. 4, 1. pkt., var nødvendig for at regulere den særlige situation, at en bygning både kunne afskrives særskilt efter § 18, stk. 1, litra b, og tillige accessorisk til en § 18, stk. 1, litra a-bygning på grundlag af den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra c. § 22, stk. 4, 2. pkt., regulerede den situation, at en bygning, der var afskrivningsberettiget efter § 18 stk. 1, litra a eller b, efter § 18, stk. 1, litra c, knyttede sig accessorisk til en anden § 18 a- eller § 18 b-bygning, der på grund af fysisk nedslidning blev afskrevet hurtigere.

Advokaten anfører, at i og med at opdelingen af de afskrivningsberettigede bygninger i § 18 a- og § 18 b-bygninger blev forladt i den nye afskrivningslov, da afskrivningssatsen som udgangspunkt blev ens, blev den tidligere lovs § 22, stk. 4, 1. pkt., overflødig. Det var derfor alene nødvendigt at rumme den tidligere lovs § 22, stk. 4, 2. pkt., i den nye lov. Dette skete med omformulering af den nye lovs § 17, stk. 3, hvilket i lovbemærkningerne kommer til udtryk på den måde, at det anføres, at § 17, stk. 3, bygger på § 22, stk. 4. Hermed sigtes til § 22, stk. 4, 2. pkt., idet § 22, stk. 4, 1. pkt., med opgivelsen af opdelingen i § 18 a- og § 18 b-bygninger, blev overflødig, jf. ovenfor. Ifølge advokaten udtrykkes dette i lovmotiverne med en henvisning til, at den ny afskrivningslovs § 17, stk. 3, i væsentlig grad er omformuleret for at tilpasse bestemmelsen til den nye struktur i § 14. Advokaten anfører, at henvisningen i den nye lovs § 17, stk. 3, til § 14, stk. 3, således omfatter nøjagtig samme område, som tidligere var indeholdt i § 22, stk. 4, 2. punktums henvisning til § 18 c ("...på den foran nævnte måde knytter sig til...").

Advokaten henviser endvidere til "Afskrivningsloven - en lovkommentar", der blev udgivet i 1998 kort tid efter vedtagelsen af den nye afskrivningslov. Bogen er skrevet af lovchef i Skatteministeriets Departement Jens Drejer og Hanne Søgaard Hansen, der er tidligere afdelingschef i Skatteministeriet.  

I kommentaren til afskrivningslovens § 17, stk. 3, er anført følgende:

"Accessoriske bygninger til bygninger med nedsat levetid

Efter AL § 14, stk. 3, kan en bygning, der er accessorisk til en bygning, der afskrives med forhøjet sats efter AL § 14, stk. 2, ligeledes afskrives med den forhøjede sats. Stk. 2 bygger på den tidligere lovs § 22, stk. 4, dog er bestemmelsen i væsentlig grad omformuleret for at tilpasse bestemmelsen den nye struktur i AL § 14.

Hvis en bygning, der med hensyn til beliggenhed og anvendelse knytter sig til en bygning, for hvilken afskrivningssatsen er forhøjet, gælder den forhøjede afskrivningssats altså også for den tilknyttede bygning. Det kan f.eks gælde for driftsbygninger til et gartneri, der ligger i umiddelbar tilknytning til virksomhedens drivhuse. " (Advokatens kursivering).

Det er således advokatens opfattelse, at selskabet også for indkomstansættelsen for 2005 og senere indkomstår er berettiget til at afskrive på de accessoriske bygninger og installationer med samme sats, som anvendes for hovedbygningsanlægget, der afskrives med forhøjet sats, jf. afskrivningslovens § 17, stk. 2.

SKATs indstilling og begrundelse

SKAT bemærker, at den gældende afskrivningslov, lov nr. 433 af 26. juni 1998 - bortses fra nogle få overgangsbestemmelse - har virkning fra og med indkomståret 1999.

Efter den tidligere afskrivningslov kunne bygninger omfattet af denne lovs § 18, stk. 1, litra a, og bygninger omfattet af § 18, stk. 1, litra b, afskrives med forskellig sats.

Endvidere kunne der efter den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra c, afskrives på bygninger, der accessoriske knyttede sig til bygninger nævnt i § 18, stk. 1, litra a eller b. De pågældende bygninger kunne afskrives med den sats, der gjaldt for den bygning, som de knyttede sig til, jf. § 22, stk. 5.

Bygninger, der var omfattet af den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra a eller b, og som var udsat for særlig stor fysisk forringelse, kunne afskrives med forhøjet sats, jf. § 22, stk. 2, og § 22, stk. 3, sidste punktum, jf.  22, stk. 2.

Endelig fulgte det af den tidligere afskrivningslovs § 22, stk. 4, 2. pkt., at bygninger, der var selvstændigt afskrivningsberettigede efter § 18, stk. 1, litra a eller b, kunne afskrives med forhøjet sats, hvis de knyttede sig til en bygning, der i medfør af § 22, stk. 2, kunne afskrives med forhøjet sats. Efter § 22, stk. 4, 1. pkt.,  kunne bygninger omfattet af § 18, stk. 1, litra b, afskrives med den højere sats, der gjaldt for bygninger omfattet af § 18, stk. 1, litra a, hvis de knyttede sig til en § 18, stk. 1, litra a-bygning.

Efter den gældende afskrivningslovs § 14, stk. 1, kan der som udgangspunkt afskrives på alle afskrivningsberettigede bygninger. Ifølge § 14, stk. 2, er en række bygninger dog undtaget fra denne afskrivningsret. Bygninger, der ikke selvstændigt er afskrivningsberettigede, jf. § 14, stk. 2, nr. 1-3, men som accessorisk knytter sig til en afskrivningsberettigede bygning, kan afskrives efter 14, stk. 3.

Det følger af § 15, stk. 1, at installationer, der udelukkende tjener afskrivningsberettigede bygninger, behandles og afskrives efter § 14.

Svarende til hvad der gjaldt efter den tidligere afskrivningslov, kan bygninger, der er særlig udsat for fysisk forringelse, afskrives med forhøjet sats, jf. afskrivningslovens § 17, stk. 2.

Endvidere er der ifølge afskrivningslovens § 17, stk. 3, mulighed for at foretage forhøjede afskrivninger på bygninger, der afskrives som accessoriske i henhold til afskrivningslovens § 14, stk. 3, hvis den accessoriske bygning knytter sig til en bygning, hvorpå der kan afskrives med forhøjet afskrivningssats.

Afskrivningslovens § 17, stk. 3, har følgende ordlyd:

"Såfremt en bygning, hvorpå der kan afskrives efter § 14, stk. 3, knytter sig til en bygning, for hvilken afskrivningssatsen er forhøjet efter § 17, stk. 2, gælder den forhøjede afskrivningssats også for den tilknyttede bygning."

Efter SKATs opfattelse giver hverken en naturlig sproglig forståelse af afskrivningslovens § 17, stk. 3, eller bemærkningerne til lovforslaget grundlag for advokatens antagelse om, at "en bygning, hvorpå der kan afskrives efter § 14, stk. 3", også skulle omfatte bygninger, der er selvstændigt afskrivningsberettigede efter § 14, stk. 1.  I lovbemærkningerne anføres det, at § 17, stk. 3, bygger på den hidtidige lovs § 22, stk. 4. Efter § 22, stk. 4, 2. pkt., kunne § 18 a- og § 18 b-bygninger afskrives med forhøjet sats, hvis de på den i § 18, stk. 1, litra c, nævnte måde knyttede sig til en bygning, der kunne afskrives med forhøjet sats, men der var dog ikke tale om, at § 18 a- og § 18 b-bygninger blev omfattet af § 18, stk. 1, litra c. Dette fremgår direkte af forarbejderne til lov nr. 183 af 31. maj 1968 om ændring af lov om skattefri afskrivninger. (Ved denne lov blev § 18 ændret således, at bygninger ikke længere skulle afskrives over den skønnede levetid, men derimod skulle afskrives med faste satser, hvis maksimale størrelse afhang af, om bygningen var opregnet i § 18, stk.1, litra a, eller § 18, stk. 1, litra b. Endvidere blev der med § 18, stk. 1, litra c, indført hjemmel til at afskrive på accessoriske bygninger). I bilag 2 af 9. maj 1968, der er optrykt i betænkningen til forslaget til ændringsloven, L 92-2 FT 1967/1968, blev der således anført:

"Den foreslåede § 18, stk. 1, litra c, hjemler afskrivningsret for bygninger, der ikke er afskrivningsberettigede efter lovforslagets almindelige regler, men som med hensyn til beliggenhed og anvendelse knytter sig til afskrivningsberettigede bygninger."

I overensstemmelse hermed fremgår det af punkt 15 i cirkulære af 9. juli 1968 om ændring af afskrivningsloven, at bygninger og lokaler, der ikke er afskrivningsberettigede efter § 18, stk. 1, litra a eller b, ifølge lovens § 18, stk. 1, litra c, kan gøres til genstand for skattemæssig afskrivning, når de har en særlig tilknytning til en afskrivningsberettiget bygning. Dette fremgår ligeledes af punkt 74 i cirkulære nr. 188 af 22. november 1983 om afskrivningsloven, der i sin fulde ordlyd blev indarbejdet i Ligningsvejledningen, senest i 1998-udgaven under afsnit E.C.4.1.2.

Endelig indeholder lovbemærkningerne til den gældende afskrivningslov ikke nogen positiv tilkendegivelse af, at bygninger omfattet af § 14, stk. 1, kan afskrives med forhøjet sats, hvis de accessorisk knytter sig til en bygning, der afskrives med forhøjet sats. Hertil kommer yderligere, at bestemmelsen i den tidligere afskrivningslovs § 22, stk. 4, 2. pkt., ikke er blevet videreført i den gældende afskrivningslov.

Efter SKATs opfattelse er der således ikke holdepunkter for at antage, at andre bygninger end dem, der er nævnt i afskrivningslovens § 14, stk. 3, nr. 1-3, kan afskrives som accessoriske. Det bemærkes i denne forbindelse, at SKM2004.49.LSR ikke - som advokaten gør gældende - kan anføres til støtte for, at der skulle gælde noget sådant. I kendelsen sidestillede Landsskatteretten en parkeringskælder med en garage, og for garager, der knytter sig til ikke-afskrivningsberettigede bygninger, er der indført en særlig hjemmel til at afskrive.

I Skattedepartementets brev af 9. november 2006, udtales det, at selskabets hovedbygningsanlæg kan afskrives med forhøjet afskrivningssats, da det er udsat for særlig stor fysisk forringelse. Det udtales endvidere, at virksomhedens øvrige bygninger også kan afskrives med forhøjet sats, da de knytter sig accessorisk til hovedbygningsanlægget, jf. § 22, stk. 5, og § 22, stk. 4, 2. pkt., i den tidligere afskrivningslov, som omtalt ovenfor.

Efter gennemførelsen af den gældende afskrivningslov er der ikke længere hjemmel til at foretage forhøjede afskrivninger på selvstændigt afskrivningsberettigede bygninger, der knytter sig til en bygning, der afskrives med forhøjet afskrivningssats. Det er derfor SKATs opfattelse, at bygninger, der er selvstændigt afskrivningsberettigede, alene kan afskrives med forhøjet sats, hvis de selv opfylder betingelserne herfor. Det bemærkes i denne forbindelse, at der i Skattedepartementets svar af 9. november 1989 henvises til nu ophævede bestemmelser, der ikke er videreført i den gældende afskrivningslov, hvorfor svaret ikke længere kan tillægges betydning.

SKAT finder således ikke, at de bygninger m.v., der er opført i forbindelse med virksomhedens hovedbygningsanlæg, kan afskrives med forhøjet sats under henvisning til, at bygningerne accessorisk knytter sig til hovedbygningsanlægget, der afskrives med forhøjet sats.

Det indstilles herefter, at Skatterådet svarer "nej" til det stillede spørgsmål.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling.

Det bemærkes, at Skatterådet ved denne afgørelse alene har taget stilling til forhold vedrørende indkomståret 2005.

Endvidere bemærker Skatterådet, at der heller ikke er taget stilling til, om X A/S, er berettiget til at afskrive på hovedbygningsanlægget med forhøjet sats, jf. afskrivningslovens § 17, stk. 2.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

Svaret er bindende i 5 år fra afgørelsens dato.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter