Dato for udgivelse
08 Jul 2002 13:30
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22. april 2002
SKM-nummer
SKM2002.365.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-6-1611-0024
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
CO2, olie, vand, varme, tørreanlæg, bil
Resumé

En virksomhed, der udførte undervognsbehandling, blev ikke anset for berettiget til godtgørelse af olieafgift og kuldioxidafgift af olieforbrug til varme og varmt vand i hedtvandsrenser, varmekalorifere og tørreanlæg til biler.

Reference(r)

Olieafgiftsloven § 11, stk. 4
CO2-afgiftsloven § 9, stk. 4


A’s klage skyldes, at told- og skatteregionen ikke har anset virksomheden for berettiget til godtgørelse af olie- og CO2-afgift, af olieforbrug til varme og varmt vand i hedtvandsrenser, varmekalorifere og tørreanlæg til biler jf. olieafgiftslovens § 11, stk. 4, og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4, pkt. 1,.

Det fremgår af sagens oplysninger, at virksomheden udfører undervognsbehandling. Værkstedet er indrettet med plads til tre biler ad gangen. Virksomheden anvender olie til følgende formål:

  1. Hedtvandsrenser, der anvendes til rengøring af biler inden  undervognsbehandling. Hedtvandsrenseren er stationær og leverer 80oC varmt vand.
  2. Varmekalorifere til opvarmning af værkstedet.
  3. Tørreanlæg i form af båse, hvor varm luft fra riste i gulvet blæses på bilerne inden den endelige undervognsbehandling. Båsene er delvist adskilt af et maskinskab. Der er ikke opsat målere til anlægget.
Virksomheden har tre oliefyr, der leverer varme og varmt vand til de nævnte tre formål. Der finder ingen forbrugsmåling sted på nogle af disse fyr. Der er én oliebeholder.

Virksomheden har i perioden 1996 – 1999 foretaget fuldt fradrag for olie- og CO2-afgift af det i sagen omhandlede olieforbrug.

Told- og skatteregionen har ved den påklagede afgørelse ikke anset virksomheden for berettiget til godtgørelse af olie- og CO2-afgift vedrørende olieforbruget, idet dette er anset for anvendt til rumvarme og varmt vand omfattet af olieafgiftslovens § 11, stk. 4, og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4, 1.pkt. Følgelig har regionen foretaget efteropkrævning med i alt 43.043 kr. for perioden 1996 – 1999. Regionen har således ikke anset virksomheden for omfattet af bestemmelserne i olieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1 og nr. 2, idet betingelserne om, at der skal være tale om lukkede anlæg, særlige anlæg eller særligt indrettede rum kombineret med krav til temperaturen ikke, er anset for opfyldt hos den klagende virksomhed. Det er herved anført, at hedtvandsrenseren kan anvendes til flere formål og er standardudstyr, at varmekaloriferen anvendes til opvarmning af lokalerne, og at tørreanlægget ikke er adskilt fra de øvrige aktiviteter, og der arbejdes i værkstedet samtidig med, at tørringen foregår. De nævnte anlæg er således anset for omfattet af olieafgiftslovens § 11, stk. 4, idet der fremstilles varmt vand og varme som led i en tørre- og rengøringsproces. Behandlingen er ikke anset for omfattet af undtagelsesbestemmelserne i lovens § 11, stk. 5, idet der ikke er tale om særligt indrettede rum, hvor der kun lejlighedsvis opholder sig personer i lokalet.

I relation til en af virksomheden påberåbt afgørelse fra en anden told- og skatteregion har regionen anført, at der i denne sag var tale om, at tørreprocessen foregik i særligt aflukkede rum, hvorfor der ikke er tale om tilsvarende omstændigheder.

Virksomhedens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt principal påstand om, at den er berettiget til godtgørelse for afgifter i overensstemmelse med de indgivne angivelser. Subsidiært er nedlagt påstand om, at man ønsker en tilkendegivelse af, om tre målere opsat i forbindelse med olieforbruget til de tre nævnte formål vil ændre myndighedernes opfattelse vedrørende fradrag for energiafgifter, således at der i givet fald skal ske en skønsmæssig fordeling af de omhandlede energiafgifter, indtil opsætning af målere har fundet sted, med henblik på fradrag for den skønnede forholdsmæssige andel vedrørende proces.

Til støtte for den principale påstand er det anført, at der er tale om procesforbrug. Hedtvandsrenseren er stationær og leverer 80oC varmt vand og anvendes kun til rensning af biler, da dette er virksomhedens eneste aktivitet. Bilerne tørres af gennemstrømningen af varm luft. Hvis bilerne blev lukket inde i et mindre rum, ville varmen skulle ledes væk, dvs. der ville ikke forbruges mindre olie. Overskudsvarmen fordeles nu i det forholdsvis lille lokale med det resultat, at arbejdet med at sprøjte bilerne bliver meget ubehageligt, hvilket nærmere kunne betegnes som negativ rumvarme. Virksomheden mener, at mindre end 10 % medgår til rumvarme.

Det er videre anført, at man i en tilsvarende sag har anerkendt fradrag, fordi man kunne trække et gardin for. Under henvisning hertil og henset til en ens behandling bør virksomheden være berettiget til fradrag.

Told- og skatteregionen har under sagens behandling ved Landsskatteretten udtalt, at det af virksomheden anførte om opsætning af målere ikke kan antages at medføre fradragsret.

Landsskatteretten skal udtale:

I henhold til olieafgiftslovens § 11, stk. 4, kan der ikke ydes tilbagebetaling for afgiften af varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden, rumvarme eller varmt vand, medmindre der er tale om procesformål som defineret i stk. 5. Der ydes dog tilbagebetaling for afgiften af varme og varer, der forbruges i lukkede anlæg til fremstilling eller forarbejdning af varer, og som indirekte bidrager til rumopvarmning, såfremt højst 10 % af den energi, der er forbrugt i anlægget, bidrager til rumopvarmning.

Følgende fremgår således af bestemmelserne i lovens § 11, stk. 5, nr. 1 og nr. 2:

”1) Afgiften af varme og varer omfattet af stk. 4, som anvendes til fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i forarbejdningen vaskes, renses eller rengøres i eller med særlige anlæg eller udsættes for temperaturstigning i forhold til det omgivende rum på mindst 10oC såsom opvarmning, kogning, ristning, destillation, sterilisation, pasteurisering, dampning, tørring, inddampning, fordampning eller kondensering i særlige anlæg, uanset at disse forarbejdninger også bidrager til opvarmning af lokaler m.v., jf. dog stk. 8.

2) Afgiften af varme og varer omfattet af stk. 4, som anvendes til fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i forarbejdningen udsættes for temperaturændringer såsom opvarmning, kogning, ristning, destillation, sterilisation, pasteurisering, dampning, tørring, inddampning, fordampning eller kondensering i særlige rum med en driftstemperatur på mindst 45oC (……….), samt lignende særligt indrettede rum, hvor opvarmningen udelukkende er et led i en forarbejdning, der ændrer varens karakter, og hvor der kun lejlighedsvis opholder sig personer i lokalet. (……)”

Det kan efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at det i sagen omhandlede energiforbrug er medgået til opvarmning af vand i hedtvandsrenser, varmekalorifere til opvarmning af værksted samt tørreanlæg. Landsskatteretten finder derfor, at det omhandlede energiforbrug som udgangspunkt må anses for omfattet af bestemmelsen i lovens § 11, stk. 4. Henset til, at hverken vask med hedtvandsrenser eller den efterfølgende tørring foregår i særligt indrettede rum eller med særlige anlæg, finder Landsskatteretten videre, at bestemmelserne i lovens § 11, stk. 4, 2. pkt. og § 11, stk. 5, nr. 1 og nr. 2, ikke finder anvendelse.

Videre bemærkes, at virksomhedens subsidiære påstand må anses som en forespørgsel om de afgiftsmæssige virkninger af en påtænkt disposition. Retten finder, at der hverken i olieafgiftsloven eller i anden lovgivning er hjemmel til, at Landsskatteretten kan tage stilling til de afgiftsmæssige virkninger af en påtænkt disposition. Retten må derfor afvise, at behandle virksomhedens subsidiære påstand.