Dato for udgivelse
23 May 2002 10:45
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19. april 2002
SKM-nummer
SKM2002.275.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
9. afdeling, B-0603-01
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Emballageafgift, udførsel, afgiftsgodtgørelse, genpåfyldning, condictio indebiti, bevisbyrde
Resumé

Sagen omhandlede, om sagsøgeren var berettiget til godtgørelse af afgift af brugte flasker. Sagsøgeren importerede vin fra Rumænien. De flasker, som sagsøgeren fik retur fra sine kunder, blev udført til Tyskland.

Landsretten fastslog, at afgiftsgodtgørelse i forbindelse med tilbagesendelse af brugte flasker til udlandet også efter den dagældende § 6, stk. 4, i detailsalgspakningsloven var betinget af, at flaskerne anvendtes på ny ved genopfyldning.

Landsretten fastslog videre, at efter almindelige bevisbyrderegler er det den, der ansøger og modtager afgiftsgodtgørelse, der skal dokumentere, at betingelserne herfor er opfyldt.

Sagsøgeren havde ikke godtgjort, at flaskerne blev anvendt til genopfyldning.

Detailsalgspakningslovens § 20, stk. 2, hjemler ikke told- og skattemyndighederne et tilbagesøgningskrav på et objektivt grundlag, hvorfor det må afgøres ved dansk rets almindelige regler om condictio indebiti, om myndighederne har et tilbagesøgningskrav.

Landsretten fandt ikke, at sagsøgeren havde godtgjort at være i en sådan god tro om, hvorvidt han fortsat var berettiget til refusion, at tilbagesøgning ikke kunne ske.

Reference(r)

Emballageafgiftsloven § 6, stk 4, dagældende
Punktafgiftsvejledningen 2002 G.1.5.2


Parter

Rumænsk vinimport v/Gorm Lokdam
(advokat Jon Johnsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Steffen Sverke).

Afsagt af landsdommerne

Chr. Bachs, John Lundum og Jeanette T. Andersen (kst.)

I perioden fra den 10. oktober 1996 til den 28, august 1998 modtog sagsøgeren, Rumænsk Vinimport v/Gorm Lokdam, fra Told- og Skatteregion Thisted 6 udbetalinger på i alt 385.987 kr. i godtgørelse af afgift af brugte flasker, der genudførtes til fornyet anvendelse i udlandet, jfr. § 6, stk. 4, i den dagældende lov om afgift af visse detailsalgspakninger og visse poser af papir eller plast m.v. Sagsøgeren ansøgte i november måned 1998 om godtgørelse af yderligere 31.363 kr., men Told- og Skatteregionen nægtede ved afgørelse af 1. september 1999 at imødekomme denne ansøgning og krævede de tidligere udbetalte beløb tilbagebetalt med den begrundelse, at sagsøgeren i de omhandlede år ikke havde opfyldt betingelserne for afgiftsgodtgørelse.

Landsskatteretten tiltrådte ved kendelse af 22. december 2000, at sagsøgeren ikke var anset for at opfylde betingelserne for afgiftsgodtgørelse, og stadfæstede Told- og Skatteregion Thisteds afgørelse af 1. september 1999. Landsskatterettens kendelse vedhæftes som bilag til denne dom.

Under denne sag, som er anlagt den 13. marts 2001, har sagsøgeren nedlagt påstand om, at sagsøgte Skatteministeriet, tilpligtes at betale sagsøgeren 31.363,20 kr. med tillæg af renter fra den 5. november 1998 samt sagens omkostninger og tilpligtes at anerkende, at det rejste krav om tilbagebetaling af afgift, 385.987 kr., er uberettiget.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder er således

I 1993 fandt der en telefonsamtale sted mellem sagsøgeren og en medarbejder hos Told- og Skatteregion Thisted, Susanne Grønkjær. Der forefindes hos Told- og Skatteregionen et notat dateret den 14. januar 1993 og underskrevet af Susanne Grønkjær og Per Sørensen med følgende ordlyd:

"Talt med Gorm Lokdam - han oplyste, at firmaet ca 2 gange årligt sendte flasker, retur til Rumænien for genopfyldning - Da det ikke havde et større omfang mener kontrollen ikke, at virksomheden bør have en bevilling."

Som grundlag for de 6 udbetalinger af afgiftsgodtgørelse indsendte sagsøgeren til Told- og Skatteregion Thisted hver gang en anmodning om afgiftsgodtgørelse. Der er tale om en fortrykt blanket, der skal udfyldes med blandt andet oplysning om salgsfakturanummer. Efter det oplyste vedlagdes ikke faktura eller andet bilag. Blanketten er påført en erklæring, der skal underskrives af virksomhedens ansvarlige ledelse. Erklæringens ordlyd er følgende:

"Det erklæres, at de afgivne oplysninger er rigtige og i overensstemmelse med virksomhedens regnskab, samt at de i bevillingen anførte betingelser for afgiftsgodtgørelse er opfyldt."

Erklæringerne er hver gang underskrevet af sagsøgerens medarbejder Marianne Brovst. Blanketterne er påført notater og initialer, hvoraf det fremgår, at de har været undergivet sagsbehandling hos Told- og Skatteregionen. En blanket, der er underskrevet af Marianne Brovst den 10. oktober 1997 og af en medarbejder hos Told- og Skatteregionen den 4. november s.å., er forsynet med en påtegning fra regionen om, at de bevillingsmæssige forhold tages op ved en planlagt kontrol den 21. oktober 1997. Det er sagsøgtes opfattelse, at den planlagte kontrol ikke vedrørte spørgsmålet om afgiftsgodtgørelse, men kun sagsøgerens momsforhold. Sagsøgeren er ikke enig heri.

Den 14. oktober 1998 udstedte virksomheden Feldhaus Recycling GmbH & Co. KG, Flensborg, en faktura til sagsøgeren vedrørende en leverance s.d. fra sagsøgeren til den tyske virksomhed. Leverancen beskrives i fakturaen således:

"...

188 Selbstanlieferung,

to lose

1

Buntglas-freie Scherben

tonne

..."

Det er oplyst, at det er denne leverance, som sagsøgerens ansøgning om godtgørelse af afgift på 31.363 kr. fra november måned 1998 vedrører.

Ved skrivelse af 8. december 1998 til sagsøgeren henviste Told- og Skatteregion Thisted ved Inge Hansen til kontrolbesøg i virksomheden og diskussion om virksomhedens godtgørelse af flaskeafgift. Det oplyses i skrivelsen blandt andet, at virksomheden skal søge om bevilling hertil, hvis den fremover vil udføre flasker til genpåfyldning i udlandet, og at den i forlængelse af kontrolbesøget, vil modtage en sagsfremstilling vedrørende godtgørelse af flaskeafgift.

Ved skrivelse af 21. januar 1999 meddelte Told- og Skatteregion Thisted sagsøgeren bevilling til afgiftsgodtgørelse efter lov om afgift af visse detailsalgspakninger § 6, stk. 4, fra den 29. s.m. og indtil videre, dog ikke ud over udgangen af januar måned 2003. Bevillingens omfang beskrives i skrivelsen således:

"...

Afgiftsgodtgørelse efter lovens § 6 stk 4, af den betalte afgift af brugte glasflasker, som virksomheden indsamler eller opkøber og udfører til skylning og fornyet anvendelse (genpåfyldning) i udlandet (Rumænien) mindre end 1 år efter, at flaskerne er indført og afgiftsberigtiget.

..."

Det fremgår af bevillingen, at virksomheden periodisk til Told- og Skatteregionen skal afgive en anmodning i 3 eksemplarer, hvoraf de 2 eksemplarer sendes til regionen indeholdende en opgørelse over de udførte flasker, der ønskes godtgørelse for. Om denne anmodning med indeholdt opgørelse fremgår videre:

"...

Opgørelsen udfærdiges på grundlag af salgsfakturaer mv. over de udførte flasker og skal indeholde en specifikation over flaskerne opdelt på flasketyper (type 1-6, jf. formular P 76), antal flasker, flaskestørrelse (nominelt indhold i cl.), afgiftsbeløb og samlet afgiftsbeløb.

Virksomheden skal i opgørelsen give erklæring om, at flaskerne er udført til fornyet anvendelse (skylning og genpåfyldning) i udlandet (Rumænien).

..."

Ved skrivelse af 25. marts 1999 til den tyske afgiftsmyndighed bekræftede Feldhaus Recycling GmbH & Co. KG, at det affald ("Abfälle") til genanvendelse, som virksomheden siden slutningen af 1996 havde fået stillet til rådighed af sagsøgeren, genanvendtes i henhold til kravene i den tyske lov om recyclingøkonomi og affald af 27. september 1994. Det oplyses i skrivelsen, at materialet blev genanvendt hos firmaet Glasrecycling Nord GmbH & Co. KG, Wahlstedt.

Den 22. september 1999 afgav Marianne Brovst en skriftlig erklæring med følgende ordlyd:

"På foranledning kan det oplyses, at undertegnede Marianne Brovst har været ansat af Gorm Lokdam som bogholder ved Rumænsk Vinimport, Lundbakkevej 3, 9460 Brovst siden 1990. Jeg har udført virksomhedens arbejde med fortoldning og udførsel herunder kontakt til toldvæsenet og refusion af flaskeafgifter.

Forinden virksomheden i juli 1996 skiftede leveringssted fra Rumænien til Tyskland kontaktede jeg Told og Skat i Thisted ved Eva Graugaard og anmodede om at få oplyst om der var ændrede vilkår for at refundere flaskeafgift, når flaskerne blev sendt til genbrug i Tyskland i forhold til som hidtil til Rumænien. Skatteregionen ved Eva Graugaard ringede tilbage efter at have undersøgt spørgsmålet og meddelte, at der som hidtil efter udførsel skulle indsendes anmodning på en Told og Skat formular med dokumentation for udførsel. Den første formularer for udførsel til Tyskland blev fremsendt med attention til Eva Graugaard og efterfølgende godkendt til udbetaling.

..."

Ved skrivelse af 8. december 1999 fremkom Told- og Skatteregion Thisted med en udtalelse til Landsskatteretten i forbindelse med sagsøgerens klage til denne. Af udtalelsen fremgår blandt andet følgende:

"...

Eva Graugaard bekræfter at have talt med Gorm Lokdam - muligvis endda flere gange - og at samtalerne hver gang udelukkende har drejet sig om forsendelsesprocedurer.

Eva Graugaard har i en årrække været beskæftiget i regionens toldafdeling, der alene beskæftigede sig med import- og eksportprocedurer og spørgsmål, der knyttede sig nært til dette område. Selv oplyser Eva Graugaard, at hun aldrig ville have "kloget" i spørgsmål om eventuel afgiftsgodtgørelse for udførte flasker.

Regionen kan bekræfte, at toldafdelingen ikke ville have været et relevant forum for besvarelse af mere generelle afgiftsspørgsmål, bl.a. fordi en afgiftsgodtgørelsesanmodning jo ikke nødvendigvis kun knytter sig til én udførsel og rent papirmæssigt og ekspeditionsmæssigt er fuldstændig adskilt fra den konkrete udførselsprocedure.

...

Lovtekstens ordlyd kan nok på det punkt anses som noget "ulden", men der er i den aktuelle sag ikke nogen lovteksts - eller bevillings - ordlyd, der kan have bibragt Lokdam en forventning om afgiftsgodtgørelse. Kommunikationen har været direkte og personlig og har ikke givet anledning til misforståelser, sådan som en egentlig stående bevilling alene med en misforståelig citation af lovteksten kunne have gjort det.

Det er derfor regionens opfattelse, at Lokdam ved skiftet fra Rumænien - hvor flaskerne angiveligt blev genanvendt - til Tyskland i højere grad burde have sikret sig, at flaskerne også der blev genanvendt. Ikke mindst i betragtning af, at Lokdam var klar over, at afgiftsgodtgørelsen stod eller faldt med, om flaskerne blev genanvendt eller ikke.

Det er ikke regionens påstand, at virksomheden har været i nogen ond tro med hensyn til flaskernes skæbne, men derimod, at den i egen interesse burde have skaffet sig større indsigt i, hvad der faktisk skete med flaskerne.

...

Regionens opmærksomhed på, at der kunne være noget galt, blev først vakt ved en henvendelse af 22. januar 1998 fra Told- og Skatteregion Haderslev.

..."

Sagsøgeren har forklaret, at han har handlet med rumænsk vin siden 1986. I 1986 var denne vinhandel den overvejende del af hans virksomhed. Fra 1996 til 1998 var han selv stadig meget beskæftiget med vinhandel, mens hans ægtefælle tog sig af deres hoteldrift. Hans virksomhed havde i disse år en årlig bruttoomsætning på 100-200 mill. kr. I 1993 blev der lagt en afgift på vinflaskerne. Han drøftede med sin revisor, hvordan den konkurrenceforvridende virkning heraf kunne undgås. Han erfarede, at han kunne få afgiften retur, hvis han udførte de tomme flasker af Danmark. Han undersøgte ikke formålet med godtgørelsesordningen, Hidtil var de tomme flasker blevet bortskaffet som affald i Danmark. Han indførte en pantordning, hvor han udbetalte sine kunder 1 kr. pr. tilbageleveret tom flaske. Han talte i telefon med Told og Skat i 1993 om ordningen og oplyste, at han forventede at udføre flasker 2 gange årligt. Han sagde ikke, at han i forvejen sendte tomme flasker ud af landet. Told og skat sagde, at flaskerne skulle returneres til vingården i Rumænien. Told og Skat sagde intet om, at flaskerne skulle genopfyldes. Sagsøgeren var ikke klar over, om der ville ske genopfyldning af de flasker, han leverede retur til producenten i Rumænien. Den vin, producenten eksporterede til ham, blev altid leveret på nye flasker. Der blev ikke snakket om bevillingsforhold. Han har ikke set Told og Skats notat om telefonsamtalen 1993 før under denne sag. Han husker kun samtalen dårligt, men han kan umuligt have sagt, at flaskerne blev eksporteret til genopfyldning, da han vidste, at dette ikke ville være tilfældet, når han fik vin på nye flasker. Han lavede på baggrund af samtalen med Susanne Grønkjær en kontrakt med sin leverandør, hvori der stod, at leverandøren skulle tage de tomme flasker tilbage. Der stod intet om genopfyldning. Hans revisor sagde, at det afgørende var, at sagsøgeren sendte flaskerne ud af landet i hel stand. Sagsøgeren bekymrede sig ikke om flaskernes skæbne i Rumænien. Han betalte for at få flaskerne bragt til Rumænien. De lastbiler, der leverede vinen, fik tomme flasker med tilbage. De tomme flasker blev samlet sammen på paller, idet der var opsamling 4 steder i Jylland og på Fyn. Flaskerne lå fast i pallerne indsvøbt i wrap, som er en slags plastic. Det var hele flasker, der blev sendt ud af Danmark. Selvfølgelig kan der altid gå en enkelt flaske i stykker under transport. Sagsøgeren fik en henvendelse fra en hjælpeorganisation, der gerne ville bruge pladsen i lastbilerne, der skulle til Rumænien, til at sende tøj dertil. Sagsøgeren syntes, at det så var dumt at bruge pladsen i lastbilerne til transport af tomme flasker, og valgte i stedet at sende disse til Tyskland. Det var ikke en forretning at transportere tøj for hjælpeorganisationen, der kun betalte omkostningerne ved transporten. Sagsøgeren ville være sikker på, at retten til afgiftsrefusion blev bevaret, selvom leveringsstedet for de tomme flasker blev ændret fra Rumænien til Tyskland, og bad sin bogholder, Marianne Brovst, om at kontrollere dette hos Told og Skat. Han hørte ikke om genanvendelsespligten før i 1999. Han spurgte senere Told og Skat, om det opståede problem kunne løses ved, at han hentede de tomme flasker i Tyskland og bragte dem til genopfyldning i Rumænien, hvor han selv havde aktier i en vingård, men Told og Skat svarede, at de ikke forstod spørgsmålet. Han undersøgte ikke nærmere, hvad der skete med flaskerne i Tyskland, men gik ud fra, at de blev sorteret og videredistribueret med henblik på genanvendelse ved genpåfyldning. Der er et langt større marked for rumænske vine i Tyskland end i Danmark. Han gik derfor ud fra, at der i Tyskland var basis for genanvendelse af hele rumænske vinflasker, der har en anden form end de gængse vinflasker på markedet. Hans sekretær har ved en telefonisk forespørgsel til den virksomhed, Wahlstedt, som modtog flaskerne fra Feldhaus Recycling, fået oplyst, at Wahlstedt ikke smelter flasker om, og at de pågældende flasker var blevet videresendt til Serbien.

Marianne Brovst har forklaret, at hun er kontorassistent og har arbejdet for sagsøgeren siden 1990. Det er altid hende, der har haft kontakten med Told og Skat, og hun har altid snakket med Eva Graugaard om de forskellige afgifter. Hun opfattede Eva Graugaard som virksomhedens sagsbehandler hos Told og Skat. Eva Graugaard vejledte således om, hvilke blanketter der skulle bruges, og hvordan disse skulle udfyldes. Vidnet var klar over, at de tomme flasker i starten blev sendt til Rumænien. Sagsøgeren fortalte, at de skulle sendes til Tyskland i stedet for, og bad hende finde ud af, om der så gjaldt andre regler for afgiftsrefusionen. Hun ringede til Eva Graugaard og spurgte, om der var andre procedurer eller skulle bruges andre skemaer. Hun kan ikke i dag huske, om Eva Graugaard kunne svare med det samme, eller hun først skulle undersøge spørgsmålet. Det var almindeligt forekommende, at Told og Skat skulle undersøge de forhold, der blev spurgt om, og senere ringede tilbage med svar. Vidnet sagde ikke noget til Eva Graugaard om, hvad flaskerne skulle bruges til i Tyskland, og var ikke selv bekendt hermed. Vidnet husker ikke, at skemaerne så anderledes ud eller blev udfyldt anderledes på grund af ændringen af leveringsstedet fra Rumænien til Tyskland.

Susanne Grønkjær har forklaret, at hun er kontorassistent og har arbejdet hos Told og Skat siden 1982. I 1993 var hendes ansvarsområder kontrol, afgiftsgodtgørelser og efterangivelse. Vedrørende afgiftsgodtgørelser havde hun at gøre med alt, hvad der kom, og måtte sætte sig ind i det efterhånden. Notatet dateret den 14. januar 1993 er lavet samme dag, idet vidnet altid laver notater om telefonsamtaler med det samme. Hun husker, at sagsøgeren talte om, at han havde nogle flasker, der skulle sendes retur til Rumænien, og om returafgifter. Hun kan godt have været henne for at slå loven efter for derefter at ringe tilbage, fordi hun ikke havde i hovedet, hvordan man skulle forholde sig. Emballageafgiftsloven var ikke noget, de arbejdede med til daglig. Hun og sagsøgeren talte om, at flaskerne skulle genopfyldes, for at man kunne få afgiften tilbage. Hun mener umiddelbart, at det var sagsøgeren, der talte om genopfyldning. Hun vidste godt, at der var krav om genopfyldning som betingelse for afgiftsrefusion, og ville have spurgt sagsøgeren, om der skulle ske genopfyldning, hvis han ikke selv havde sagt det. Med hensyn til bevillingsforhold skønnede hun, at Told og Skat ville vente og se tiden an med hensyn til, om omfanget af tilbagelevering af flasker blev så væsentligt, at der skulle laves en bevilling. Per Sørensen, der har medunderskrevet notatet af 14. januar 1993, var stedfortræder for hendes foresatte, og hun mener, at han var medunderskriver, fordi hun vendte problemstillingen med ham i den forstand, at hun spurgte, om han var enig i det, hun havde læst sig til. Der var tale om et så specielt område, at hun ikke selv ville have besvaret en forespørgsel uden videre.

Eva Graugaard har forklaret, at hun er kontoruddannet inden for Told og Skat, hvor hun har arbejdet siden 1962. I 1996 var hendes ansvarsområde import og eksport. Emballageafgiftsloven har aldrig været hendes ansvarsområde. I forbindelse med en områderokering kom sagsøgerens virksomhed under hendes område. Hun har haft kontakt med virksomheden pr. telefon mange gange, især med Marianne Brovst og sagsøgeren. Hun har aldrig talt med Marianne Brovst om emballageafgiftsloven. Hun er sikker på, at hun ville have stillet om til en kollega, hvis hun havde fået forespørgsler om forhold omfattet af denne lov.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand principalt gjort gældende, at det må lægges til grund, at hans tilbagesendelse af flasker til udlandet skete på en måde, der opfyldte betingelserne for afgiftsgodtgørelse. Sagsøgeren har herunder gjort gældende, at der ved en mundtlig bevilling foreligger en forvaltningsakt, der giver ham ret til afgiftsgodtgørelse, og at denne forvaltningsakt ikke kan tilbagekaldes med tilbagevirkende kraft. Sagsøgeren har subsidiært gjort gældende, at han har modtaget afgiftsgodtgørelsen i god tro i henhold til den mundtlige bevilling, og at det må komme sagsøgte til skade, at skattemyndighederne ikke præciserede betingelserne for modtagelse af afgiftsgodtgørelse ved udstedelse af en skriftlig bevilling, med den virkning, at der ikke tilkommer myndighederne et tilbagebetalingskrav. Sagsøgeren har herunder gjort gældende, at skattemyndighederne har udvist passivitet. Sagsøgeren har nærmere anført, at det efter hans forklaring om, at flaskerne blev sendt til Tyskland i hel stand, og det fremlagte materiale fra den modtagende virksomhed i Tyskland må lægges til grund, at betingelsen i emballageafgiftslovens § 6, stk. 4, om, at flaskerne blev leveret tilbage til fornyet anvendelse i udlandet, er opfyldt. Det er muligt, at loven i dag skal forstås således, at der stilles krav om genpåfyldning som betingelse for afgiftsrefusion, men det vidste hverken sagsøgeren eller Told og Skat i 1996. Der er tale om en lovbestemmelse, hvis formulering på grund af uklarhed har givet anledning til tvivl om dens nærmere forståelse, og dette kan ikke komme sagsøgeren til skade. Bevisbyrden for, at flaskerne ikke er blevet genpåfyldt, må påhvile sagsøgte, som ikke har løftet denne bevisbyrde. I den bevilling af 21. januar 1999, som Told- og Skatteregionen udstedte, efter at problemerne omfattet af denne sag var kommet for en dag, giver Told og Skat en udførlig vejledning om de nærmere betingelser for afgiftsgodtgørelse og om, hvorledes sagsøgeren skal forholde sig. Told og Skat burde have givet denne vejledning allerede i 1993 i form af en skriftlig bevilling. Dette følger af myndighedens almindelige pligt efter forvaltningsloven til at meddele vigtige oplysninger til borgerne skriftligt. Situationen må vurderes således, at der har foreligget en aftale mellem sagsøgeren og Told og Skat om, at sagsøgeren fik afgiftsgodtgørelse for udførsel af flasker fra Danmark i hel stand. Told og Skat har behandlet en række anmodninger om afgiftsgodtgørelse fra sagsøgeren og burde have grebet ind langt tidligere, hvis man mente, at der var forhold, der gav anledning til problemer, eller forhold man ønskede nærmere oplysninger om eller dokumentation for.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagsøgeren ikke opfyldte betingelserne for afgiftsgodtgørelse, idet det må lægges til grund, at flaskerne blev tilbagesendt til udlandet som affald og ikke til genanvendelse ved genpåfyldning. Sagsøgeren har derfor ikke ret til at modtage yderligere afgiftsgodtgørelse for de omhandlede år, og han skal på objektivt grundlag tilbagebetale den afgiftsgodtgørelse, der er modtaget med urette, jfr. emballageafgiftslovens § 20, stk. 2. Sagsøgte har subsidiært gjort gældende, at sagsøgerens tilbagebetalingepligt følger af reglerne om condictio indebiti. Sagsøgte har herunder bestridt, at Told- og Skattemyndighederne har forholdt sig på en måde, der kan afskære dem fra at kræve beløbene tilbagebetalt. Sagsøgte har endvidere bestridt, at de forvaltningsretlige regler om tilbagekaldelse af forvaltningsakter kan føre til et andet resultat. Sagsøgte har nærmere anført, at emballageafgiftslovens § 6, stk. 4, må forstås således, at genpåfyldning er en betingelse for afgiftsgodtgørelse, og at det er sagsøgeren, der skal bevise, at virksomheden opfylder betingelserne. Sagsøgeren har ikke ført dette bevis. Forholdet har intet med aftale mellem to parter at gøre. Lovens § 20, stk. 2, 2. pkt., knytter ikke tilbagebetalingspligten til andet, end at man har modtaget et for stort beløb i afgiftsgodtgørelse. Sagsøgeren har ikke godtgjort, at han har fået forkerte informationer fra Told og Skat eller er blevet bibragt en berettiget forventning om afgiftsgodtgørelse, selv om han ikke opfyldte betingelserne herfor. Der er derfor ikke grundlag for at afskære sagsøgtes tilbagebetalingskrav, heller ikke efter reglerne om condictio indebiti, og det er ikke godtgjort, at sagsøgeren har været i god tro.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det bemærkes indledningsvis, at ordlyden af § 6, stk, 4, i detailsalgspakningsloven blev ændret ved lov nr. 422 af 26. juni 1999 med ikrafttrædelse den 1. januar 1999. Ændringen bestod blandt andet i, at ordene "og sælges" blev indføjet mellem ordene "leveres tilbage" og "til fornyet anvendelse i udlandet". Det fremgår af forarbejderne til denne ændring, at det blev foreslået, at det skulle stilles som en ny betingelse for afgiftsgodtgørelse, at de brugte flasker sælges til udlandet og ikke blot afhændes vederlagsfrit. Det fremgår endvidere, at bestemmelsen blev foreslået for at skærpe sikkerheden for, at flaskerne rent faktisk blev anvendt på ny.

Efter ordlyden af bestemmelsen sammenholdt med forarbejderne må den både før og efter den beskrevne ændring forstås således, at afgiftsgodtgørelse i forbindelse med tilbagesendelse af brugte flasker til udlandet er betinget af, at flaskerne anvendes på ny ved påfyldning.

Efter almindelige bevisbyrderegler er det den, der ansøger om og modtager afgiftsgodtgørelse, der skal dokumentere, at betingelserne herfor er opfyldt. Sagsøgeren har forklaret, at han ikke undersøgte, hvad der skete med flaskerne i Tyskland. Fakturaen af 14. oktober 1998 fra Feldhaus Recycling GmbH & C0. KG til sagsøgeren og skrivelsen af 25. marts 1999 fra den tyske virksomhed til den tyske afgiftsmyndighed dokumenterer ikke, at flaskerne i Tyskland blev genanvendt ved genpåfyldning. Angivelsen af flaskerne som "affald" i skrivelses af 25. marts 1999 fra Feldhaus Recycling og angivelsen af det modtagne som "Buntglas-freie Scherben" i fakturaen af 14. oktober 1999 peger tværtimod i retning af, at flaskerne blev knust. Det lægges derfor til grund, at sagsøgeren ikke opfyldte betingelserne for modtagelse af afgiftsgodtgørelse i den omhandlede periode.

Den omstændighed, at Told- og Skatteregion Thisted i 1993 begyndte at udbetale afgiftsgodtgørelse til sagsøgeren, uden at der forelå en skriftlig bevilling, kan ikke føre til, at han opnår ret til afgiftsgodtgørelse, selv om han ikke opfylder lovens betingelser herfor. Sagsøgeren har derfor ikke ret til afgiftsgodtgørelse af yderligere 31.363 kr. som ansøgt i november måned 1998, og sagsøgte frifindes for hans påstand om betaling af dette beløb.

Efter sammenhængen mellem bestemmelsen i detailsalgspakningslovens § 20, stk. 2, 2, pkt., og bestemmelsen i 1. pkt., kan § 20, stk. 2, ikke forstås således, at den hjemler Told- og Skattemyndighederne et tilbagesøgningskrav på objektivt grundlag i en situation som den omhandlede. Det må derfor afgøres efter dansk rets almindelige regler, om der tilkommer myndighederne et tilbagesøgningskrav vedrørende den afgiftsgodtgørelse, som sagsøgeren har modtaget med urette.

Spørgsmålet er herefter, om sagsøgeren har været i en sådan god tro, at tilbagesøgning er udelukket.

Sagsøgeren har forklaret, at han forstod kravet om genanvendelse som et krav om udførsel af flaskerne i hel stand. Han sagde, at flaskerne skulle returneres til vingården i Rumænien, og at der derfor blev indgået en kontrakt, hvorefter flaskerne skulle tages retur af den rumænske leverandør.

Det må på den baggrund og efter indholdet af notatet af 14. januar 1993 lægges til grund, at det, som toldvæsnet ved den pågældende telefonsamtale og de efterfølgende udbetalinger accepterede som grundlag for refusion, var returnering af flaskerne til oprindelseslandet, Rumænien, med henblik på genopfyldning.

De af sagsøgeren indsendte anmodninger om afgiftsgodtgørelse var efter det oplyste ikke vedlagt bilag og indeholdt ikke oplysning om eksportlandet eller hvem, der overtog flaskerne. Sagsøgeren måtte derfor indse, at toldvæsnet i mangel af andre oplysninger ville gå ud fra, at der med hensyn til de omtvistede anmodninger var tale om returnering til oprindelseslandet som hidtil.

Det er ikke godtgjort, at sagsøgeren har gjort toldvæsnet opmærksom på, at han gik over til at eksportere flaskerne til et tredjeland, Tyskland, og til at overdrage flaskerne til genbrugsvirksomheder - endsige at toldvæsnet har accepteret noget sådant som grundlag for refusion.

Sagsøgeren har heller ikke godtgjort, at aftalerne med den tyske aftager vedrørte hele flasker, eller i øvrigt at flaskerne faktisk var hele ved udførslen af Danmark. Den faktura af 14. oktober 1998, der er omtalt ovenfor, peger i sig selv på, at det leverede har karakter af knust glas. Det samme gælder skrivelsen af 25. marts 1999. Det må efter det oplyste lægges til grund, at det for sagsøgeren fremstod som i hvert fald overvejende sandsynligt, at flaskerne i Tyskland blev omsmeltet.

Hertil kommer, at sagsøgeren ikke har påvist noget rimeligt grundlag for den opfattelse, at kravet om genanvendelse alene medførte, at flaskerne skulle eksporteres i hel stand. Det bemærkes herved, at en sådan betingelse savner reelt formål, hvis den skulle stå alene. Det ville således alene medføre en fordyrelse af transporten, at flaskerne skulle udføres af Danmark i hel stand, hvis de herefter frit kunne knuses og omsmeltes.

Sagsøgeren, der drev en ikke ubetydelig erhvervsvirksomhed og havde revisorbistand, findes på den anførte baggrund ikke at have godtgjort at have været i en sådan god tro om, hvorvidt han fortsat var berettiget til refusion, at tilbagesøgning ikke kan ske.

Landsretten tager derfor i det hele sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Efter sagens omstændigheder, herunder navnlig at Told og Skat undlod i 1993 at udfærdige en skriftlig bevilling eller at bekræfte det telefonisk aftalte skriftligt, ophæver landsretten sagens omkostninger.

T h i   k e n d e s  for  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part.