Dato for udgivelse
12 Mar 2002 13:21
Dato for afsagt dom/kendelse
24. januar 2002
SKM-nummer
SKM2002.148.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
4/2000
Dokument type
Dom
Emneord
Goodwill, vederlag, fratrædelse, interessentskab
Resumé

Spørgsmålet i sagen var, om et beløb, der i 1991 var udbetalt til appellanten i forbindelse med udtræden af et interessentskab, var skattepligtigt efter statsskattelovens § 4, eller om beløbet kunne anses som yderligere betaling for goodwill.
Beløbet var udbetalt i overensstemmelse med den bestemmelse i den indgåede aftale, der vedrørte appellantens vederlag i en opsigelsesperiode, medens der i en anden bestemmelse var taget stilling til krav på vederlag for goodwill. Appellanten havde kun udført arbejde for interessentskabet i en meget begrænset del af den periode, som vederlaget vedrørte.
Højesteret fandt, at beløbet i skattemæssig henseende måtte betragtes som indkomst, der er skattepligtig efter statsskattelovens § 4, og ikke som yderligere vederlag for goodwill og henviste til, at aftalen var indgået efter forhandling mellem aftaleparter, som havde modsatrettede interesser bl.a. i skattemæssig henseende, at der i aftalen var taget stilling til henholdsvis krav på vederlag for goodwill og vederlag i en fratrædelsesperiode (§7), at § 7 kom ind i aftalen efter, at appellanten havde stillet krav om løn i en fratrædelsesperiode, at vederlaget var opgjort med udgangspunkt i interessenternes sædvanlige aconto-vederlag, og at aftalen ikke var anfægtet af skattemyndighederne

Reference(r)

Statsskatteloven § 4
Ligningsvejledningen 2001 E.A.1.1, E.I.4.1.1, E.I.4.2.2.2.2


Parter

A
(advokat Lars Henriksen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 16. afdeling den 20. december 1999.

Afsagt af højesteretsdommerne

Hornslet, Marie-Louise Andreasen, Torben Melchior, Peter Blok og Lene Pagter Kristensen.

Appellanten, A, har principalt gentaget sin påstand for landsretten, subsidiært påstået sagen hjemvist til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Der er til brug for Højesteret indhentet yderligere oplysninger og afgivet en forklaring af statsautoriseret revisor DV.

I et brev af 8. februar 1991 fra den advokat, som repræsenterede A under de forhandlinger, som gik forud for udtrædelsesaftalen, hedder det bl.a.:

"Som advokat for statsaut. revisor A, Y1-by, og med henvisning til hvad passerede på møde den 7. ds., skal jeg på min klients vegne for en ordens skyld bestride interessentskabets ophævelse af det kontraktslige samarbejde.

Uden præjudice, og i øvrigt med særlig henvisning til vore drøftelser om oplæg, kan min klient tilbyde, at samarbejdet forliges ved,

at  

min klient udtræder af interessentskabet pr. 1. januar d.å.

at

min klient faktisk fratræder arbejdsstedet i Y1-by den 28. ds.,

at

udtræden reguleres som opsigelse i medfør af interessentskabskontrakten,

at

good-will beregnes med 1/9 af interessentskabets bruttoomsætning i året 1990 kursreguleret til 55,

at

nævnte beløb erlægges kontant ved fratræden,

at

min klient som "løn" i en "fratrædelsesperiode", indtil 30. juni d.å. månedligt modtager kr. 55.000,00 eller i alt kr. 330.000,00,

at

interessentskabskontrakten i øvrigt er gældende, herunder med revisorklausul, dog ifølge nærmere aftale..."

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Højesterets bemærkninger

Aftalen af 4. oktober 1991 om As udtræden af Interessentskabet blev indgået efter en forhandling mellem aftaleparter, som havde modsatrettede interesser bl.a. i skattemæssig henseende. Aftalen tager i §§ 2 og 3 udtrykkelig stilling til As krav på vederlag for goodwill, mens aftalens § 7 angår hans krav på vederlag i en fratrædelsesperiode. § 7 kom ind i aftalen, efter at A selv havde stillet krav om "løn" i en "fratrædelsesperiode" indtil 30. juni 1991, og det fastsatte vederlag er opgjort med udgangspunkt i interessenternes sædvanlige a conto vederlag. Højesteret finder, at aftalen, som ikke er anfægtet af skattemyndighederne, herefter må lægges til grund for As indkomstansættelse. De omtvistede 348.363 kr, må derfor i skattemæssig henseende betragtes som indkomst, der er skattepligtig efter statsskattelovens § 4, og ikke som yderligere vederlag for goodwill. Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, A, inden 14 dage betale 25.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter