Formålet med den materielle registreringskontrol er, som ovenfor nævnt, at fastlægge virksomhedens hæftelsesforhold over for SKAT.

Derfor vil der i det følgende blive gennemgået nogle begreber, som beskriver, hvordan en person, der er involveret i drift af en virksomhed, hæfter over for virksomhedens kreditorer, herunder SKAT.

I forbindelse med hæftelse sondres almindeligvis på følgende måder:

  • personlig (ubegrænset) kontra begrænset,
  • solidarisk kontra proratarisk,
  • principal kontra subsidiær og
  • direkte kontra indirekte.

I erhvervsdrivendelovens § 2 anvendes udtrykket "uden begrænsning". I lovens forstand dækker udtrykket over det forhold, at der hæftes for samtlige forpligtigelser i virksomheden.

Hæftelsesformerne er nærmere beskrevet nedenfor.

Sondringen mellem, om hæftelsen er personlig eller begrænset, afgør, hvad man hæfter med.

Ved personlig hæftelse forstås, at man hæfter med alt, hvad man ejer eller i fremtiden måtte erhverve. Det er den normale hæftelsesform, når man indgår aftaler som privatperson eller driver virksomhed som enkeltmandsfirma.

Den personlige hæftelse er en "ubegrænset" hæftelse i modsætning dels til den begrænsede hæftelse, dels til den proratariske hæftelse, som omtales nedenfor.

Ved begrænset hæftelse er hæftelsen indskrænket til bestemt angivne aktiver, herunder et bestemt pengebeløb (indskud), og man hæfter på den måde kun med en del af sin formue. Når talen er om selskaber med begrænset hæftelse, betyder det, at den enkelte selskabsdeltager kun hæfter for selskabets forpligtigelser med sit indskud. Resten af den pågældendes formue holdes således uden for hæftelsen.

Som eksempel på begrænset hæftelse uden for selskabsområdet kan nævnes den situation, at en person kautionerer over for banken for en kassekredit til sin gode ven. Han tør dog ikke kautionere med alt hvad han ejer og begrænser derfor kautionen til sit private sælgerpantebrev, hvilket banken accepterer. I dette tilfælde er kautionistens hæftelse over for banken begrænset til sælgerpantebrevet, som er det eneste hos kautionisten, banken kan søge sig fyldestgjort i, hvis den gode ven misligholder sin forpligtelse over for banken.

Sondringen mellem solidarisk og proratarisk hæftelse giver udtryk for, hvor stor en del af det skyldige beløb, man hæfter for.

Ved solidarisk hæftelse forstås, at man hæfter for hele det skyldige beløb. Den solidariske hæftelse kommer til udtryk i situationer, hvor flere hæfter fælles for gælden, idet hver deltager kan risikere at blive afkrævet hele gælden, i stedet for den del, han skylder i det indbyrdes forhold mellem de hæftende.

I praksis er solidarisk hæftelse den hæftelsesform, som er den hyppigst forekommende, såvel som privatperson som erhvervsdrivende. Eksempelvis hæfter hver af interessenterne i et interessentskab solidarisk for interessentskabets gæld. Solidarisk hæftelse betragtes også som en "ubegrænset" hæftelsesform ved siden af den personlige hæftelse. Her er det blot objektet for hæftelsen, der er i spil, modsat den personlige hæftelse, hvor det var subjektet.

Det betyder i et eksempel, hvor der er to skyldnere, som begge hæfter solidarisk for gælden, at fordringshaveren kan kræve hver af skyldnerne for hele beløbet. Der ligger naturligvis ikke heri, at fordringshaveren kan kræve mere end den samlede gæld, men at denne kan vælge, hvem af de to han vil henvende sig til angående betalingen. Det indbyrdes forhold mellem de 2 skyldnere hører under skyldnernes interne anliggende og er kreditor uvedkommende.

At hæftelsen er proratarisk betyder, at man hæfter delvis eller m.a.o. for en del (pro rata parte) af gælden. I praksis er proratarisk hæftelse ikke så ofte forekommende, men som et eksempel på hæftelsesformen kan nævnes en partreders hæftelse for partrederiets gæld.

Hvis de to skyldnere i eksemplet fra lige før i stedet for solidarisk havde hæftet proratarisk for en halvdel, havde fordringshaveren kun kunnet kræve halvdelen af det skyldige beløb hos hver af de to skyldnere. På den måde ville kreditor komme til at bære risikoen for hver af sine skyldneres manglende betalingsevne. Hvis det kun var den ene, der kunne betale, ville han følgelig være nødsaget til at opgive den anden halvdel af sit krav.

Sondringen mellem, om hæftelsen er principal eller subsidiær, udtrykker, hvorvidt en selskabskreditor straks kan rette sit krav mod de selskabsdeltagere, der hæfter, eller først skal konstatere forgæves udlæg hos selskabet.

Ved principal hæftelse forstås, at kreditor i et selskab kan vælge med det samme at holde sig til de hæftende selskabsdeltagere og således ikke først behøver at søge sig fyldestgjort i selskabets formue. Kreditorerne kan med andre ord straks indkræve de skyldige beløb hos deltagerne personligt, hvis selskabet ikke betaler.

Som eksempel på principal hæftelse kan nævnes selvskyldnerkaution. Hvis en person har påtaget sig en selvskyldnerkaution over for en bank i forbindelse med, at banken har ydet et lån til en ven, vil banken kunne kræve lånet betalt af kautionisten, straks vennen har misligholdt aftalen over for banken, og lånet hermed er forfaldet til betaling. Banken skal ikke først forsøge at inddrive beløbet hos låntager selv.

Hvis hæftelsen er subsidiær, skal selskabskreditor derimod først have foretaget udtømmende retsforfølgning, f.eks. konstateret forgæves udlæg mod selskabet, før han kan rette sin inddrivelse mod selskabsdeltagernes personlige formue.

Som eksempel på subsidiær hæftelse uden for selskabsområdet kan nævnes subsidiært udlæg hos ægtefællen for personlige skatter i INDOG § 12. Se herom nedenfor under afsnit E.

Indledningsvis bemærkes, at denne sondring kun er relevant, hvis hæftelsen er subsidiær, hvilket er omtalt i foregående afsnit.

Sondringen mellem, om hæftelsen er direkte eller indirekte, drejer sig om, hvem der kan gøre hæftelsen gældende over for de selskabsdeltagere, der hæfter.

Hvis selskabskreditor selv kan rette sit krav direkte mod selskabsdeltagerne, siges der at foreligge direkte hæftelse.

Indirekte hæftelse udtrykker, at kreditor aldrig kan fremsætte et krav direkte mod en selskabsdeltager, men er tvunget til at rejse kravet mod selskabet. Kan selskabet ikke honorere kravet, er det selskabet, der skal fremsætte kravet over for deltageren.

De enkelte sondringer personlig kontra begrænset, solidarisk kontra proratarisk, direkte kontra indirekte og principal kontra subsidiær eller kombinationer heraf, har alle forskellige undersondringer, således at hæftelsen kan blive endnu mere nuanceret.

Som eksempel herpå kan nævnes, principalt pro rata, subsidiært solidarisk hæftelse.

En sådan hæftelse betyder, at kreditorerne først skal forsøge at indkræve de enkelte andele hos de enkelte deltagere. Hvis dette ikke kan ske udtømmende, kan de dernæst indkræve restbeløbet hos de betalingsdygtige.