Dato for udgivelse
05 Feb 2002 14:01
Dato for afsagt dom/kendelse
6. december 2001
SKM-nummer
SKM2002.70.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
II 477/1997
Dokument type
Dom
Emneord
Skøn, negativt privatforbrug, regnskabsgrundlag, lokaleomkostninger
Resumé

I sagen, der vedrørte en skønsmæssig indkomstforhøjelse og fordeling mellem erhvervsmæssig og privat anvendelse af en ejendom, fandtes appellanten ikke at have godtgjort, at hun eller hendes ægtefælle havde modtaget nærmere angivne ikke selvangivne kontantbeløb.
Resultatet af selvangivelsen var et betydeligt negativt privatforbrug, og skattemyndighederne var herefter berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse, som der ikke var grundlag for at tilsidesætte.
Højesteret tiltrådte endvidere, at der, uanset afgivne vidneforklaringer om en betydelig erhvervsmæssig anvendelse af ejendommen, ikke var grundlag for at tilsidesætte det udøvede skøn over omfanget af den erhvervsmæssige omsætning.

Reference(r)

Skattekontrolloven § 3, stk. 4 
Skattekontrolloven § 5, stk. 3
Ligningsvejledningen 2001 E.B.1.5.1


Parter

A
(advokat Poul Bostrup)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)


Afsagt af dommerne

Wendler Pedersen, Per Walsøe, Asbjørn Jensen, Poul Søgaard og Jytte Scharling.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 9. afdeling den 6. oktober 1997.

Appellanten, A, har gentaget sine påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse, idet ministeriet dog anerkender, at forhøjelsen af As skattepligtige indkomst for indkomståret 1985 skal nedsættes med 20.400 kr.

Ændringen af påstanden for indkomståret 1985 vedrører følgende to beløb:

  1. 15.400 kr., der er betalt, af As ægtefælle, B, til en kreditor den 28. november 1984, men som ved en fejl var medtaget i Bs formueopgørelse pr. 1. januar 1985 som en gældspost.
  2. 5.000 kr., svarende til den del af anpartskapitalen i H2 ApS, der blev indskudt af A i form af goodwill.

Det følger af ændringen i påstanden, at det er Skatteministeriets opfattelse, at privatforbruget i henhold til de af A og B selvangivne indkomster for 1985, der ved skattemyndighedernes privatforbrugsopgørelse var opgjort til -78.585 kr., med de nævnte reguleringer er negativt med 58.185 kr.

A har for Højesteret yderligere anført, at skattemyndighederne ikke har hjemmel til at foretage en skønsmæssig ansættelse, idet dette forudsætter, at hendes regnskabsaflæggelse kan tilsidesættes, og der er ikke fremkommet indsigelser om mangler ved regnskabet.

Skatteministeriet har bestridt, at en skønsmæssig forhøjelse er betinget af, at regnskabet lider af sådanne mangler, at det kan tilsidesættes. Når en selvangivelse viser et negativt privatforbrug, er skattemyndighederne berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af indkomsten, idet selvangivelsen da ikke udgør et betryggende grundlag for skatteansættelsen.

A har yderligere anført, at det negative privatforbrug, der er opgjort af skattemyndighederne for 1985, skal reduceres med 27.000 kr., idet der ikke er taget hensyn til, at salget af en bil, der indgik i regnskabet, for virksomheden F1, indbragte et provenu på dette beløb. Det må antages, at de 27.000 kr. er indgået i privatforbruget. Privatforbrugsopgørelsen skal yderligere reduceres med 15.000 kr., svarende til den del af As private andel af de af virksomheden afholdte biludgifter - i virksomhedens regnskab opgjort til 30.000 kr. - der vedrører afskrivninger.

Skatteministeriet har heroverfor anført, at salget af bilen ikke har påvirket det opgjorte privatforbrug. Det fremgår af virksomhedens balance pr. 31. december 1985, at salget havde til følge, at anlægsaktiverne blev reduceret med salgsprisen. Overskuddet fra handlen må være indgået i regnskabet, idet det ikke fremgår af regnskabet, at beløbet skulle være hævet af A. For så vidt angår As private andel af virksomhedens biludgifter indgår der et beløb på 30.000 kr. i privatforbrugsopgørelsen. Det fremgår imidlertid af regnskabet for virksomheden F1, at virksomhedens egenkapital er reduceret med dette beløb. Dette må medføre, at den skattepligtige formue, der indgår i privatforbrugsopgørelsen, er tilsvarende mindre. Der er således ikke grundlag for at antage, at privatforbrugsopgørelsen er forkert på dette punkt.

Til brug for Højesteret er der tilvejebragt yderligere oplysninger og afgivet nye forklaringer.

A/S Forsikringsselskabet Codan har i brev af 4. august 1998 oplyst, at selskabet i 1985 har udbetalt i alt 2.727 kr. til A i erstatning for tyveri af to cykler.

Vedrørende den erhvervsmæssige brug af ejendommen X1-vej 5, Frederiksberg, er der fremlagt kopi af en udateret og uunderskrevet lejekontrakt vedrørende G1 ApS's leje af lokaler i ejendommen. Ifølge kontrakten tog lejemålet sin begyndelse den 1. oktober 1986. Den månedlige leje var angivet til 6.000 kr. med tillæg af moms, hvortil kom betaling for varme og el. Der er endvidere fremlagt kopi af enkelte huslejeopkrævninger stilet til H1 ApS, H3 ApS og G1 ApS.

BO

Han mener ikke, at H2 ApS og H3 ApS havde lejekontrakter. Så vidt han husker, var det ikke meningen, at der skulle betales leje, idet A og B var medejere af selskaberne. Han kan dog ikke huske, om der blev udfærdiget lejekontrakter, eller om der blev betalt husleje. Han ved ikke, om lokalerne på 1. sal blev anvendt privat af A og B.

OB

Efter hans opfattelse var A og Bs privatforbrug i 1985 meget beskedent. Man må være opmærksom på, at når man skattemæssigt opgør privatforbruget, er der tale om det beløb, der bruges efter, at husleje og faste udgifter er betalt. Det vil sige, at ægtefællerne skulle have brugt 220.000 kr. på mad mm., idet det opgjorte privatforbrug på ca. -80.000 kr. skulle trækkes fra de 300.000 kr., som skattevæsenet anslog skulle lægges oven i indtægterne. Det er ikke sandsynligt, at A og B har haft et privatforbrug på 220.000 kr. Det er alt for meget i forhold til det kendskab, han har til deres forbrug. Han vil anslå ægtefællernes reelle privatforbrug til omkring 60.000 kr. Det er helt urealistisk, at A og hendes ægtefælle kunne have udeholdt et beløb på 300.000 kr. af regnskaberne. Det er ikke realistisk, at firmaet F1 kunne have et overskud på de 300.000 kr. oven i de 50.000 kr., der allerede fremgik af regnskaberne. I hele den periode, hvor han udarbejdede regnskaber for ægtefællerne, havde de - bortset fra året 1986, som var meget specielt ifølge skattevæsenets opgørelser - et meget lavt privatforbrug. A og B havde ikke hjemmeboende børn, og de var, ham bekendt, ikke på ferie i perioden 1985 til 1986.

Han er principielt enig i skattevæsenets beregning af privatforbruget, hvis man beregnede det efter de metoder, som var sædvanlige. Der er imidlertid i denne sag en række særlige forhold, der gjorde det vanskeligt at beregne privatforbruget for 1985. Regnskabet for F1 indeholder en post, hvoraf det fremgår, at der blev solgt en bil til 70.000 kr. Dette salg gav 27.000 kr. i overskud. Dette overskud var ikke overført til resultatopgørelsen, hvilket medførte, at det ikke havde påvirket årets resultat og derfor ikke umiddelbart havde påvirket privatforbruget. Med hensyn til bildriften fremgik det af resultatopgørelsen, at den private andel var på 50%, svarende til 30.000 kr. Disse 30.000 kr, var indgået direkte i skattevæsenets opgørelse af privatforbruget, men der var ikke tale om en kontant post. Det betød, at den del af den private andel, der var afskrivninger, ikke skulle tages med. Opgørelsen af privatforbruget blev dermed ca. 15.000 kr. for negativ.

Han har i 1986 flere gange været på ejendommen X1-vej 5. Han kan ikke skelne de enkelte år i perioden 1983 til 1987 fra hinanden, men der skete ikke væsentlige ændringer i perioden. Entreen i stueetagen var fælles. I kælderen var det store kontor med karnap Bs kontor. Rummet over for trappen var et kontor, hvor blandt andet MM og JL arbejdede. Fyrrummet var det eneste rum i kælderen, der blev brugt privat. Det så ikke ud til, at de øvrige rum også blev brugt til private formål. Det hele var indrettet til kontorer. Det er hans opfattelse, at en opgørelse af erhvervsdelen af ejendommen til 10% er helt urealistisk.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Højesterets bemærkninger

Vedrørende indkomståret 1985.

Skattemyndighedernes opgørelse af As privatforbrug er foretaget på grundlag af hendes og hendes ægtefælle Bs selvangivne beløb for 1985 og viser - også efter de for Højesteret anerkendte reguleringer - et betydeligt negativt privatforbrug. Heller ikke efter bevisførelsen for Højesteret har A godtgjort, at hun eller hendes ægtefælle i 1985 har modtaget ikke selvangivne kontantbeløb hidrørende fra arveforskud, provenu ved salg af indbo eller lån fra AE. Hun har heller ikke i øvrigt godtgjort, at ægtefællerne bortset fra en mindre forsikringsudbetaling har modtaget kontantbeløb, der har betydning ved vurderingen af den regnskabsmæssige opgørelse af deres privatforbrug. Heller ikke det af A i øvrigt anførte kan begrunde en ændring af opgørelsen. Regnskabsgrundlaget giver således ikke plads for et antageligt privatforbrug og har derfor ikke kunnet danne behørigt grundlag for skatteansættelsen. Skattemyndighederne har herefter været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse.

Heller ikke det for Højesteret fremkomne giver tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn vedrørende forhøjelsen af indkomsten for 1985.

F1 har fremstået som drevet af A, der også har selvangivet resultatet af virksomheden. Det tiltrædes herefter, at forhøjelsen er sket hos hende.

Vedrørende indkomståret 1986.

Der er ikke foretaget en ejerboligvurdering efter § 33, stk. 5 i lov omvurdering af landets faste ejendomme, og der er udover nogle enkelte huslejeopkrævninger alene fremlagt en enkelt udateret og uunderskrevet lejekontrakt, der trådte i kraft den 1. oktober 1986, og som vedrørte et af de selskaber, som ifølge det oplyste drev forretning fra ejendommen, og hvori A havde interesser. På denne baggrund er der efter Højesterets opfattelse uanset de afgivne forklaringer ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn over omfanget af den erhvervsmæssige benyttelse af ejendommen.

Højesteret tager herefter Skatteministeriets påstand til følge.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at forhøjelsen af appellanten, As, skattepligtige indkomst for indkomståret 1985 skal nedsættes med 20.400 kr.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 25.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inde 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter