Dokumentets dato
14 May 2001
Dato for offentliggørelse
14 May 2001 15:16
Dokumenttype
TSS-cirkulære
Cirkulærets nummer
2001-15
Ansvarlig fagkontor
Selskabsbeskatningsafdelingen; Aktionær og udbyttebeskatning
Sagsnummer
99/00-4355-00177
Overordnede emner
Skat
Redaktionelle noter

Ophævet.

Link til Retsinformation: http://www.retsinfo.dk/_GETDOC_/ACCN/C20010005909-regl

Se eventuelt SKM2001.221.LR og SKM2001.222.LR

1. Genoptagelse i sager om rentefiksering
Told- og Skattestyrelsen har i TSS-cirkulære 1998-33 fastsat retninglinier om genoptagelse af skatteansættelser i de tilfælde, hvor der er gennemført beskatning af fikseret rente i forbindelse med rentefri- eller lavtforrentede udlån, dvs. den praksis, der er tilsidesat ved Højesterets dom af 11. februar 1998 (TfS 1998, 199).

2. Genoptagelsescirkulæret omfatter alene tilfælde, hvor der er sket beskatning af en fikseret rente eller hvor den skattepligtige har selvangivet i overensstemmelse med praksis, uden at der er sket betaling. Cirkulæret åbner således ikke mulighed for genoptagelse af ansættelser, hvor parterne har aftalt en forrentning af mellemværendet, og hvor der er sket betaling. Dette gælder uanset, at parterne eventuelt har aftalt forrentningen udelukkende for at imødegå beskatning af en fikseret rente.

3. Ligestilling af skatteydere
Ligningsrådet har besluttet, at der skal være mulighed for ligestilling af de parter, der kunne opnå genoptagelse efter TSS-cirkulære 1998-33 og de parter der i overensstemmelse med praksis, har aftalt forrentning af mellemværendet for at undgå beskatning af en fikseret rente.

4. Omgørelse
Ligestillingen gennemføres ved, at Ligningsrådet ændrer den praksis, der er kommet til udtryk i afgørelsen TfS 1999.430, hvor Ligningsrådet afslog at give tilladelse til omgørelse af en aftalt forrentning. Afslaget var begrundet med, at skatteyder ikke kunne være i god tro om, at den skattemæssige konsekvens af en aftalt rente ville være beskatning af renteindtægten.

5. I en række sager, afgjort af Ligningsrådet i marts 2001, findes skatteyder at have været i god tro i den forstand, at han på tidspunktet for aftalens indgåelse ikke vidste eller burde vide, at skattemyndighedernes praksis om rentefiksering ikke havde tilstrækkeligt hjemmel.

Den gode tro relaterer sig således i disse særlige tilfælde, til parternes antagelse om, at skattemyndighedernes praksis var lovlig. Den tilsigtede konsekvens af aftalen om forrentning var at undgå rentefiksering.

6. Frist for indsendelse af ansøgning
Ansøgning om omgørelse og genoptagelse af skatteansættelsen i konsekvens af tilladelse til omgørelse skal indgives til de skatteansættende myndigheder inden 1. juli 2002, på hvilket tidspunkt dette cirkulære bortfalder. Der er klageadgang til Ligningsrådet, jf. bekendtgørelse nr. 1170 af 13. december 2000 om sagsudlægning.

7. Forældelse
Eventuelle krav på tilbagesøgning af skat vil ikke være forældede efter de almindelige formueretlige forældelsesregler, da disse ikke har betydning, når der sker genoptagelse i henhold til afgørelser, der underkender hidtidig praksis.

I tilfælde, hvor Landsskatteretten eller domstolene inden den 1. juli 1999 har truffet endelig afgørelse, der underkender skattemyndighedernes hidtidige praksis, kan der ske genoptagelse fra og med det indkomstår, der ligger 3 år forud for den underkendende dom eller kendelse, jf. retningslinierne i TSS-cirkulære 1993-9.

Da den første underkendende dom om rentefiksering blev afsagt i 1996, jf. TfS 1998,199, vil skatteydere, der har aftalt en rente på baggrund af skattemyndighedernes praksis, kunne opnå tilladelse til omgørelse og genoptagelse tilbage til indkomståret 1993.

Skatteydere, der anmoder om omgørelse vil således blive sidestillet med de skatteydere, der ved TSS-cirkulære 1998-33 har haft mulighed for genoptagelse af sager om fiksering af rente i hovedaktionær- og koncernforhold.

8. Åbenbart overflødige anmodninger
En anmodning om omgørelse, der er åbenbart overflødig, fordi der ikke er mulighed for genoptagelse, skal afvises.

9. Hjemmel før 1.7.1999
Ansøgninger indkommet tidligere end 1. juli 1999 behandles efter reglerne i SD-cirkulære nr. 1986-22 om omgørelse af hovedaktionærdispositioner.

10. Hjemmel efter 1.7.1999
Indgives ansøgningen efter 1. juli 1999, skal omgørelse gives med hjemmel i skattestyrelsesloven § 37 C. I så fald skal der betales gebyr af samme størrelse som for bindende forhåndsbesked om egne forhold.

11. Ikrafttræden
Dette cirkulære træder i kraft den 17. maj 2001.
Ole Kjær
/ Jørgen Egelund