Der kan udbetales skattefri godtgørelse for kørsel i eget befordringsmiddel til lønmodtagere, lønnede som ulønnede medlemmer af bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende, samt til personer, der virker som medhjælp for bestyrelser m.v., når kørslen foretages i arbejdsgiverens/hvervgiverens tjeneste.

Ved vurderingen af om der er tale om eget befordringsmiddel, skal der lægges vægt på det reelle ejerforhold. 

Se nærmere om befordringsgodtgørelse i DJV C.A.4.3.3.3.2.

Det er kun befordring omfattet af LL § 9 B, der anses for erhvevsmæssig befordring og dermed berettiger til udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse. Følgende kørsel anses efter LL § 9 B, stk. 1 for erhvervsmæssig befordring: 

  1. kørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder,
  2. kørsel mellem arbejdspladser og
  3. kørsel inden for samme arbejdsplads.

Den skattefri befordringsgodtgørelse kan i 2013 ikke overstige følgende beløb:

Årlig kørsel til og med 20.000 km: 3, 82 kr. pr. km
Årlig kørsel ud over 20.000 km:2,13 kr. pr. km

For benyttelse af egen motorcykel er satsen som for egen bil.

For benyttelse af egen cykel, knallert eller EU-knallert er satsen  0,51 kr. pr. km, jf. bekendtgørelse nr. x1081 af 20. november 2012  x§ 4, nr. 4.

20.000 km-grænsen for godtgørelse ved benyttelse af egen bil gælder kun for den enkelte arbejdsgiver, jf. førnævnte bekendtgørelse § 9.

Som hovedregel er kun kørsel til en persons indtægtsgivende arbejdssted omfattet af reglerne. Alle former for arbejdspladser, der ikke samtidigt er den pågældendes bopæl, kan anses for et indtægtsgivende arbejdssted, både almindelige faste arbejdspladser og kundebesøg, konferencer eller steder for afhentning af post eller materialer. Kørsel i forbindelse med hvervet som aflønnet eller ulønnet medlem af eller medhjælper for bestyrelser og lign. er også omfattet af reglerne.

Hvis den ansatte/hvervtageren (f. eks. bestyrelsesmedlemmet) af arbejdsmæssige grunde overnatter uden for bopælen, f.eks. på et hotel, anses befordring til hotellet som en del af befordringen til arbejdspladsen. Får hotellet karakter af et midlertidigt opholdssted på grund af flere overnatninger, omfattes kørsel mellem hotellet og arbejdspladsen af 60-dagesreglen i LL § 9 B, jf. nedenfor.

I relation til befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads anses et område som én arbejdsplads. Det gælder f.eks. skove og lufthavnsområder.

Om befordringsgodtgørelse efter LL § 31 i forbindelse med fri undervisning og uddannelse, se afsnit B.1.6.18 samt Den juridiske vejledning afsnit C.A.5.4 og C.A.4.3.3.3.1.

Som arbejdsplads betragtes også steder, hvor den pågældende modtager efteruddannelse som et led i arbejdet.

Er der derimod tale om f. eks. en ansat, som er i færd med at gennemgå en grunduddannelse, der består af såvel en praktikdel som en teoretisk del, og ansættelse hos arbejdsgiveren i første omgang er sket med henblik på en gennemførelse af den praktiske del af uddannelsen, kan arbejdsgiveren ikke udbetale skattefri kørselsgodtgørelse efter de almindelige regler i LL § 9 B, når den ansatte kører til undervisning på skole eller lignende. Dette er eksempelvis tilfældet med kontorelever, erhvervsgrunduddannelseselever, sygehjælperelever m.fl.

Om der er tale om et efteruddannelseskursus, eller der er tale om videreuddannelse, er således bestemmende for, om en befordringsgodtgørelse kan anses for skattefri for den ansatte eller f. eks. for bestyrelsesmedlemmet.

Kurser, der har til formål at vedligeholde den pågældendes faglige viden (àjourføringskurser), vil have karakter af efteruddannelse. Korte eller kortere kurser, der skal sætte f. eks. en ansat i stand til at bestride en anden arbejdsfunktion som at betjene en ny maskine, anvende nye teknikker (f.eks. edb), eller indgå i en ændret arbejdsproces, der kræver større teknisk indsigt, vil som oftest også kunne anses som efteruddannelse.

Der er tale om videreuddannelse, hvis uddannelsesaktiviteterne bevirker et egentligt kompetenceløft for den pågældende, således at denne herefter sættes i stand til at bestride en stilling/hverv med et nyt eller større indhold, eller når en ansat ligefrem får et overenskomstmæssigt krav på en bedre stilling på arbejdspladsen.

Afgrænsningen mellem efteruddannelse og videreuddannelse må således ske ved, at man sammenholder det enkelte kursustilbud med den ansattes/hvervtagerens(f. eks. bestyrelsesmedlemmets) arbejdsfunktion og uddannelse.

Befordring mellem arbejdspladser og inden for samme arbejdsplads
Befordring mellem arbejdspladser anses altid for erhvervsmæssig, jf. LL § 9 B, stk. 1, litra b, under forudsætning af, at arbejdet udføres for samme arbejdsgiver/hvervgiver. Se dog eksempel 2 i DJV C.A.4.3.3.3.1 .

Kører f. eks. en lønmodtager fra sin arbejdsgivers virksomhed i dennes interesse ud til andre arbejdspladser, f.eks. andre virksomheder, og tilbage til virksomheden, er den samlede kørsel således erhvervsmæssig.

Se nærmere om erhvervsmæssig befordring i DJV C.A.4.3.3.3.1 .

Også befordring inden for samme arbejdsplads, f.eks. en lufthavn eller et skovområde, anses for erhvervsmæssig, jf. LL § 9 B, stk. 1, litra c.

Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, 60 dages-reglen
Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage er erhvervsmæssig, jf. LL § 9 B, stk. 1, litra a.

Hvis der køres mere end 60 arbejdsdage mellem bopælen og en arbejdsplads, bliver kørslen privat fra og med arbejdsdag nr. 61. Fra og med den 61. arbejdsdag anses arbejdspladsen som en "fast" arbejdsplads. Alle arbejdsdage skal tælles med uanset deres længde.

De 60 arbejdsdage i LL § 9 B, stk. 1, litra a, behøver ikke at være på hinanden følgende dage. Ved kørsel fra bopælen til en arbejdsplads enkelte dage over en periode skal antallet af arbejdsdage lægges sammen. Sammentællingen skal kun afbrydes, hvis der arbejdes mindst 60 på hinanden følgende arbejdsdage på andre arbejdspladser, inden lønmodtageren/hvervtageren (f. eks. bestyrelsesmedlemmet) igen kører mellem bopælen og den første arbejdsplads. 

Der kan udbetales skattefri befordringsgodtgørelse, hvis 60-dagesreglen ikke overskrides, når der regnes 12 måneder tilbage. Det er således kun nødvendigt at gå 1 år tilbage i tiden for at se, om betingelserne er opfyldt.

60-dagesreglen medfører også, at selvom en arbejdsplads én gang er blevet fast, kan den senere blive midlertidig igen. Hertil kræves, at der ikke er kørt mellem bopælen og den pågældende arbejdsplads i 60 sammenhængende arbejdsdage.

Hvis en lønmodtager eller en hvervtager har et kørselsmønster med befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at den pågældende kører mellem sin sædvanlige bopæl og én af sine arbejdspladser i mere end 60 dage inden for de forudgående 12 måneder, gælder der en formodning for, at lønmodtagerens/hvervtagerens befordring er erhvervsmæssig, jf. LL § 9 B, stk. 3.

Der kan imidlertid være situationer, hvor det ikke er helt tydeligt, at kørselsmønstret opfylder 60 dages-reglens betingelser, fordi konkrete omstændigheder giver anledning til en vis berettiget tvivl herom, men hvor det på den anden side heller ikke kan afvises, at kørselsmønstret faktisk ville vise, at der ikke er kørt mere end 60 dage mellem hjemmet og arbejdspladsen, hvis man havde talt efter, f.eks. i form af et kørselsregnskab for den pågældende periode. Disse tilfælde vil imidlertid også falde ind under formodningsreglen, således at det umiddelbart vil blive antaget, at der køres erhvervsmæssigt. 

Hvis konkrete omstændigheder giver anledning til en vis berettiget tvivl, kan SKAT dog med fremadrettet virkning i op til 12 måneder give lønmodtageren/hvervtageren pålæg om at dokumentere ved et kørselsregnskab, at der er tale om erhvervsmæssig befordring, idet betingelserne i 60 dages-reglen er opfyldt.

Viser dette kørselsregnskab, at der mod forventning køres mere end 60 arbejdsdage mellem hjem og arbejdsplads, vil pålægget ikke have virkning for tiden inden, det blev givet. Lønmodtageren/hvervtageren har - i modsætning til lønmodtagere/hvervtagere, der hver dag møder på det samme arbejdssted eller kun har få forskellige arbejdssteder - i tiden inden pålægget haft et sådant kørselsmønster, at der ikke ved førelse af kørselsregnskab har skullet holdes nøje øje med 60-dages reglen.

Se nærmere om denne formodningsregel i DJV C.A.4.3.3.3.1 .

Om reglerne i LL § 9 B for erhvervsmæssig befordring se i DJV C.A.4.3.3.3 .

Godtgørelse
af erhvervs-
mæssige
befordrings-
udgifter
Befordringsgodtgørelse kan ydes efter Skatterådets satser, jf. ovenfor.

Forudsætningen for at modtage skattefri befordringsgodtgørelse er, at modtageren af godtgørelsen har afholdt udgifter til den erhvervsmæssige kørsel.

Der kan derfor ikke modtages skattefri godtgørelse, når befordringen allerede på anden måde betales af arbejdsgiveren/hvervgiveren, f.eks. i form af fri bil til rådighed eller fri rejse på den pågældende strækning. Tilsvarende gælder, at f. eks. en lønmodtager, som anvender firmabil, der betales af en arbejdsgiver, som hovedregel ikke kan modtage skattefri godtgørelse i forbindelse med kørsel for en anden arbejdsgiver. Se dog om en undtagelse herfra i bekendtgørelse nr. x1081 af 20. november 2012x.

En lønmodtager eller et bestyrelsesmedlem og lign. kan heller ikke modtage skattefri godtgørelse for den samme kørsel fra to arbejdsgivere/hvervgivere.

Se nærmere om skattefri befordringsgodtgørelse i DJV C.A.4.3.3.3.