Hovedreglen er som tidligere nævnt i F.6.3 og F.6.4, at hvis det samme brændsel/energi bruges til såvel rumvarme/varmt vand som proces, vil energiforbruget blive betragtet som brugt til rumvarme/varmt vand, medmindre der sker en konkret måling/fordeling af energiforbruget til proces.

På samme måde gælder det, at hvis det samme brændsel anvendes til såvel let proces som tung proces, så vil energiforbruget blive betragtet som brugt til let proces, medmindre der sker en konkret måling/fordeling af energiforbruget til tung proces.

Reglerne for fordeling af energiforbrug er nærmere beskrevet henholdsvis for Andet energiforbrug end elektricitet, se F.6.8.1 og for Elektricitet, se F.6.8.2.

Energiafgift
For at opnå godtgørelse af energiafgiften af olie, kul, LPG-gas, naturgas og bygas, der anvendes til produktion af varme (energi) til såvel godtgørelsesberettigede formål (procesformål) som til ikke-godtgørelsesberettigede formål (rumvarme/varmt vand), skal der ske en fordeling af energiforbruget.

Fordelingen af energiforbruget skal ske på basis af måling af den samlede fremstillede mængde varme (energi) og den forbrugte mængde energi til procesformål.

Fordelingen af energiforbruget til rumvarme/varmt vand og procesformål kan dermed ikke ske på basis af en fast fordelingsnøgle, et skøn eller ved anden fordeling.

Anvendes samme anlæg til forsyning af både procesenergi og almindelig rumvarme/varmt vand opgøres den godtgørelsesberettigede andel som forholdet mellem på den ene side den mængde energi, som forbruges til procesformål, og på den anden side den samlede mængde fremstillede energi på anlægget, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 4, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 4, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 4.

Målingen af energiforbruget til procesformål skal ske på det sted, hvor energien overgår til procesformål.

Virksomheder, der er omfattet fritagelsesbestemmelserne for eget forbrug af energiprodukter, der er produceret på virksomhedens område, jf. mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 12, og gasafgiftslovens § 8, stk. 8, skal fordele dette energiforbrug efter reglerne i hhv. mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 13 og gasafgiftslovens § 8, stk. 9. Fordelingen skal ske efter reglerne i hhv. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5. nr. 4 og gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 4.       

CO2-afgift
Ligeledes er det for at opnå godtgørelse af CO2-afgift en betingelse, at der sker en måling af den fremstillede mængde varme (energi) og forbruget af energi ved den tunge proces.

Fordelingen af energiforbruget mellem tung og let proces kan dermed ikke ske på basis af en produktionsrelateret fordelingsnøgle, et skøn eller ved anden fordeling.

Den del af energiforbruget, for hvilken der kan opnås godtgørelse af CO2-afgift, opgøres som forholdet mellem på den ene side den mængde energi, der anvendes til formål nævnt i proceslisten for tung proces, og på den anden side den samlede mængde fremstillede energi i anlægget, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 3, 2. punktum.

Anvendes samme anlæg til forsyning af både tung proces, let proces og rumvarme/varmt vand, anvendes først reglerne om fordeling mellem rumvarme/varmt vand og proces, derefter opdeles procesdelen mellem tung og let proces efter den beskrevne metode.

Målingen af energiforbruget til tung proces skal ske på det sted, hvor energien overgår til den tunge proces.

Eksempel
Måling af energi til procesformål og placering af bimålere/fordelingsmålere i virksomheden kan illustreres ved denne skitse:

Forbrug af elektricitet kan almindeligvis anses for procesenergi, medmindre der er tale om forbrug af elektricitet i vandvarmere og varmepumper til opvarmning af brugsvand, elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg, der anvendes til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3.

 Måling af elforbrug 
 Momsregistrerede producenter af varme, varmt vand og kulde, der leveres fra virksomheden, skal måle forbruget af elektricitet til nævnte formål.

For øvrige momsregistrerede virksomheder er hovedreglen, at elforbrug, omfattet af retten til delvis afgiftsgodtgørelse (produktion af rumvarme, varmt brugsvand og komfortkøling), skal opgøres ved måling.

Opgørelsen kan enten baseres på en måling af elforbrug omfattet af den delvise elafgiftsgodtgørelse, eller en måling af elforbrug til andre formål i virksomheden. 

Opgørelse af elforbrug efter andre metoder end måling 
Virksomheder, der ikke måler, kan i stedet vælge at opgøre forbruget omfattet af retten til delvis afgiftsgodtgørelse, ved at anvende en af følgende metoder:

  1. Den fremstillede mængde varme opgjort efter varmemåler, ganget med 1,1, og omregnet til kWh.
  2. Den installerede effekt ganget med 350 timer pr. måned.
  3. Den installerede effekt ganget med den faktisk målte driftstid.

Det er dog en betingelse, at virksomheden kan godtgøre overfor SKAT, at den herved ikke får en større godtgørelse af elafgift end ved direkte måling af elforbruget.

Denne betingelse indebærer bl.a., at virksomheder omfattet af elafgiftslovens bilag 1 (advokater, revisorer, forlystelsesvirksomheder mv.) som udgangspunkt skal opgøre den delvise afgiftsgodtgørelse på basis af en måling af elforbruget.

Se i øvrigt F.6.3.2F.6.4.1 og F.6.6.

Der er den 25. november 2011 offentliggjort et nyhedsbrev om ændringerne på SKATs hjemmeside med titlen Energiafgifter - ændrede regler for godtgørelse af energiafgifter fra 2012. 

Eksempel
Anvendelse af metode 2 kan illustreres ved følgende eksempel:

For en radiator med en effekt på fx 800 Watt beregnes forbruget ved at gange effekten med 350 timer således: 800 W x 350 timer = 280.000 Watt-timer = 280 kWh pr. måned.

Afgiften af 280 kWh skal opgøres for hver måned i året og herefter fradrages den elafgift, som virksomheden kan opnå godtgørelse for.

Virksomheden kan i stedet for at anvende en af ovennævnte metoder til opgørelse af elforbrug i vandvarmere, elradiatorer mv. vælge at måle forbruget af elektricitet til andre formål i virksomheden.

Fordeling af elforbrug mellem let proces og tung proces skal ligeledes baseres på en måling.

Reversible varmepumper
Reglerne for måling og fordeling af elforbrug i såkaldte reversible varmepumper er beskrevet nedenfor.

Reversible varmepumper er udformet således, at de kan køle om sommeren (let proces) og varme om vinteren (rumvarme). Det er de samme enheder, der bruges i begge tilfælde, man foretager blot en omkobling af rørforbindelserne, således at energistrømmen vendes. Fordelingsmæssigt opstår der et problem ved, at den energi, der anvendes til køling skal betragtes som anvendt til proces, hvorimod den energi, der tilføres en varmepumpe skal henregnes til rumvarme. Hvis varme/kølefladen tilmed sidder i et ventilationsanlæg, der tager friskluft ind vil der i mange tilfælde findes en supplerende varmekilde, der kan være en elpatron, eller en vandbaseret varmeflade.

Et anlæg kan typisk se ud som vist på vedhæftede skitse:

 

Visning af billede: test 1 laha

 

Fordeling af energiforbruget mellem rumvarme og proces kan foretages således:

Ventilatoren er proces.

Den supplerende varmeflade er rumvarme, og skal måles særskilt. Hvis det er en elpatron kan målingen foretages med en timetæller gange varmefladens kapacitet/effekt.

Kompressorens energiforbrug, som både er anvendt til køling og til opvarmning fordeles ved direkte måling af energiforbruget i de to driftsformer.

Fordelingen kan foretages ved at anvende en flertarifmåler med mindst to forskellige tariftællere. Ved hjælp af et styresignal kan man styre de to tariftællere, således at den ene tæller, når varmepumpen kører som køl, og den anden tæller, når varmepumpen kører som varme.

Der findes målere med op til fire uafhængige tælleværker. Det er det samme forbrug, der måles hele tiden, men forbruget bliver registreret på forskellige tællere afhængig af hvilken kombination, der er på indgangssignalerne.

Målerne anvendes hos alle forbrugere, der har flertarif afregning, og er derfor ikke en speciel enhed, men en normal lagervare hos forhandlerne. Når metoden anvendes skal man imidlertid sikre, at en simpel fejl (ledning der falder af) ikke medfører, at et forbrug der skulle registreres som rumvarme nu bliver registreret som proces. Dette kan sikres ved, at vælge fordelingen efter det der kaldes failing safe. Det vil sige, at en fejl bliver registreret enten som en fejl, eller ved at energiforbruget bliver registreret til den høje afgiftssats.

Eksempel
Eksempel på tilslutning af 4-tarif måler :

Aktiv tarifIndgang 1Indgang 2Anvendelse
Tarif 100Fejlmelding
Tarif 210Varme incl. varmepatron
Tarif 301Varme
Tarif 411Køl

Eksempel
Eksempel på tilslutning af 2-tarif måler:

 

Aktiv tarifIndgangAnvendelse
Tarif 10Varme
Tarif 21Køl

Der må kun anvendes målere, hvor tælleværkerne ikke kan nulstilles. Styringen af omkoblingen skal monteres/indbygges på en sådan måde, at den ikke uden særlige tekniske indgreb kan ændres eller gøres uvirksom.

Campingpladser og lystbådehavne
Elektricitet, der videresælges til anvendelse i campingvogne og lystbåde mv., der ikke ejes af campingpladsen eller lystbådehavnen, er ikke godtgørelsesberettiget, se F.6.2.3.

Videresalget af elektricitet skal som udgangspunkt dokumenteres ved direkte måling. I mange tilfælde vil måling af den samlede videresolgte mængde elektricitet kunne ske ved opsætning af bimåler på den eller de relevante grupper på campingpladsen eller lystbådehavnens eltavle. I nogle tilfælde vil disse eltavle-grupper dog også omfatte andre mindre forbrug på pladsen eller i havnen, eksempelvis belysning. Såfremt elnettets opbygning umuliggør en direkte måling af den videresolgte elektricitet, kan et sådant mindre godtgørelsesberettiget forbrug ansættes skønsmæssigt. Det forudsættes dog, at virksomheden kan sandsynliggøre størrelsen af det godtgørelsesberettigede elforbrug.

Landsskatteretten har i 2 kendelser (SKM2005.91.LSR) og (SKM2005.544.LSR) taget stilling til rækkevidden af, hvornår et elforbrug kan fastsættes skønsmæssigt.

Se SKM2007.562.VLR, om afgiftspligt af elforbrug i velfærdsbygninger og af pladsbelysning på campingplads, når det ikke godtgøres, hvilken del af det samlede elforbrug, der er forbrugt til godtgørelsesberettigede formål.

Lovgivningen indeholder visse undtagelser fra hovedreglen for fordeling af energiforbruget. Undtagelserne omfatter

  • Kvadratmeterafgift ved virksomhedernes betaling af rumvarmeafgift, se F.6.8.4.
  • Opgørelse af forbrug af mindre end 50 GJ varmt vand, der kan ske ved andet end måling, se F.6.8.5.
  • Særregel for fordeling/måling af energi med en fremløbstemperatur på over 90 grader C (hedtvand og damp) og fordeling/måling, hvor det ikke-godtgørelsesberettigede forbrug udgør mindre end 10 pct. af den fremstillede mængde energi, se F.6.8.6.

Måling - tilbagevirkende kraft
Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 - med ikrafttræden den 1. juli 2004 - er energiafgifslovene forsynet med en bestemmelse, så virksomhederne på visse betingelser kan få afgiftsgodtgørelse med tilbagevirkende kraft. Bemærk, at der ikke er ændret ved de grundliggende krav om måling for at få afgiftsgodtgørelse. Der er heller ikke ændret ved reglerne om standadsatser mv., f.eks. kvadratmeterafgift. 

Bestemmelsen sigter på de tilfælde, hvor der i en periode ikke har været installeret målere i tilstrækkeligt omfang, eller hvor de installerede målere ikke har været monteret korrekt eller ikke har virket.

Der kan også være tale om, at en virksomhed har installeret elvarmepaneler - som måske kun benyttes i kortere perioder af året - uden af virksomheden har målt elforbrug eller målt driftstiden i perioden.  

  • Lempelsen retter sig mod virksomheder, der har bestræbt sig på at følge reglerne, og
  • virksomheder, der hidtil har benyttet standardsatser, f.eks. kvadratmeterafgift, ved opgørelse af den andel af energiforbruget, som er medgået til opvarmning - og som i stedet beslutter sig for at opsætte målere eller virksomheder, der hidtil ikke har fratrukket energiafgifterne pga. manglende måling.

Der gælder følgende betingelser for at foretage regulering af afgiftsgodtgørelse med tilbagevirkende kraft:

1) Regulering kan kun ske efter tilladelse fra SKAT.

2) Regulering kan maksimalt ske for afgiftsperioder op til 3 år før den afgiftsperiode, hvori der først foretages korrekt måling.

3) Regulering skal være baseret på en korrekt måling af mindst 12 måneders varighed. Virksomheden skal fremlægge månedsvise registreringer af målervisninger i den pågældende 12 måneders periode.

4) Virksomhedens produktions- og afgiftsmæssige forhold skal som udgangspunkt være uændrede.

5) Reguleringsbeløb under 10.000 kr. udbetales ikke, og ved udbetaling af reguleringsbeløb over 10.000 kr. fratrækkes 10.000 kr.

6) Anmoder virksomheden om reguleringsbeløb på mere end 200.000 kr., skal anmodningen være attesteret af en revisor.

Reglerne herom fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 8, gasafgiftslovens § 10, stk. 8, elafgiftslovens § 11, stk. 8, kulafgiftslovens § 8, stk. 7 og kuldioxidafgiftslovens § 10, stk. 6.

Med reglerne er det muligt at regulere beløbet 3 år tilbage fra det tidspunkt virksomheden anmoder om regulering med tilbagevirkende kraft. Reguleringen sker efter at virksomheden efter aftale med SKAT har målt energiforbruget i et år. Fx anmoder virksomheden om regulering den 1. januar 2005. Virksomheden måler energiforbruget i perioden 1. januar 2005 til 1. januar 2006. På grundlag af målingerne reguleres der 3 år tilbage fra 1. januar 2005 dvs. tilbage til 1. januar 2002. Hvis virksomheden har foretaget målingen, og først herefter fremsætter en anmodning om tilbagebetaling for tidligere perioder, er det ifølge L 81 vedtaget den 16. december 2005 stadig anmodningstidspunktet, der er afgørende for, hvor langt tilbage, der kan reguleres. Der kan også i den situation reguleres 3 år tilbage fra anmodningstidspunket.

Et selskab fik, jf. SKM2008.872.LSR, mulighed for at anvende bestemmelsen i elektricitetslovens § 11, stk. 8, til at regulere elektricitets- og kuldioxidafgifterne for tidligere afgiftsperioder. Baggrunden for sagen var, at Skattecentret ved et kontrolbesøg havde konstateret, at der ikke var installeret målere i tilstrækkeligt omfang. Selskabet besluttede herefter at installere målere, således at det for fremtiden ville være muligt at opgøre skyldig elektricitetsafgift baseret på det faktiske forbrug, samt anvende disse månedsvist registrerede data for tidligere afgiftsperioder. Landsskatteretten tilsluttede sig selskabets formodning om, at bestemmelsen i elektricitetslovens § 11, stk. 8, kunne anvendes i et tilfælde som det foreliggende.

Virksomheder kan - i stedet for at basere fordelingen af energiforbruget mellem rumvarme og procesformål ved måling - vælge at betale en rumvarmeafgift opgjort på basis af en standardafgift pr. m2 pr. måned.

Afgiften udgør 10 kr. pr. m2 pr. måned. I perioden 1. januar 1999 til 31. december 2001 udgjorde afgiften 9 kr. pr. m2. Før 1. januar 1999 udgjorde afgiften 8 kr. pr. m2.

For at anvende kvadratmeterafgiften er det en betingelse, at der benyttes samme forsyningsnet til både rumvarme og procesformål. Kravet om samme forsyningsnet gælder dog ikke for elbaseret varme.

Virksomheders adgang til at benytte bestemmelsen om kvadratmeterafgift omfattede fra 1. januar 1996 opvarmning af et areal under 100 m2.

Ved lov nr. 444 af 10. juni 1997 blev adgangen til at benytte kvadratmeterafgift udvidet til også at gælde for rumareal over 100 m2. For rumareal over 100 m2 er det dog en betingelse, at virksomheden kan sandsynliggøre, at en direkte måling ville medføre en større godtgørelse, dvs. at der skal mindst betales det samme i kvadratmeterafgift, som hvis afgiften af energi til rumopvarmning blev opgjort på grundlag af en egentlig måling. Især skal virksomheder, der bruger elektricitet til rumopvarmning, og virksomheder med et særligt stort forbrug af rumvarme, fx som følge af ventilation, være opmærksom på denne forudsætning.

Hvis der til opvarmningen er anvendt andre varer, hvor virksomheden ikke har fået godtgjort afgiften, kan den betalte afgift modregnes i kvadratmeterafgiften.

Virksomhedens betaling af afgift skal ske ved, at den beregnede samlede kvadratmeterafgift fradrages godtgørelsesberettigede energiafgifter.

Beregningen og fradraget af kvadratmeterafgift skal vises i virksomhedens regnskab.

Hvis virksomheden fx bruger fyringsgasolie ved fremstilling af varme, fradrages kvadratmeterafgiften forlods i den godtgørelsesberettigede olieafgift. Evt. overskydende kvadratmeterafgift fradrages i anden godtgørelsesberettiget energifgift.

Kvadratmeterafgiften omfatter ikke forbrug af varmt vand i en virksomhed.

Reglerne for virksomheders betaling af kvadratmeterafgift fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 6 og 7, kulafgiftslovens § 8, stk. 5 og 6, elafgiftslovens § 11, stk. 6 og 7 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 6 og 7. jf. stk. 11.

Byretten fastslog i dom af 10. september 2010, at der i en sag, hvor der ikke var opsat en måler på arealet, ikke var hjemmel til at opgøre afgiften på grundlag af en beregning af det faktiske forbrug. Det var i den forbindelse uden betydning, om et eller flere rum ikke aktuelt havde været opvarmet med den eller de installerede radiatorer på noget tidspunkt i perioden, eller om radiatorerne kun havde været benyttet i en del af perioden. Endelig blev det fastslået, at Bygnings- og Boligregistrets (BBR) arealoplysninger skal lægges til grund ved opgørelsen i henhold til elektricitetsafgiftsloven. Dommen kan ses på SKM2010.656.BR.

Naturgas og bygas
For varme, der er fremstillet på anlæg, hvor der i perioder af mindst én måneds varighed udelukkende er brugt naturgas, udgør afgiften pr. m2 følgende pr. måned:
1. januar år200020012002 og fremover
Kvadratmeterafgift pr. måned i kr.160x9
202
196x9
202
10

For bygas - omfattet af de særlige regler som nævnt ovenfor for naturgas - udgør afgiften pr. m2 følgende pr. måned:

1. januar år2000200120022003200420052006
Kvadratmeter-
afgift pr. måned i kr.
38x9
202
68x9
202
99x10
202
125x10
202
150x10
202
177,2x10
202
10

Reglerne fremgår af naturgasafgiftslovens § 10, stk. 11.

Forsyner samme ledningsnet virksomheden med varmt brugsvand og varmt vand til procesformål kan forbruget af varmt vand fastsættes ved andet end en måling, når det faktiske forbrug er mindre end 50 GJ årligt jf. mineralolieafgiftslovens § 11. stk. 7, kulafgiftslovens § 8, stk. 6, elafgiftslovens § 11, stk. 7 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 7.

Denne bestemmelse blev indsat ved lov nr. 444. af 10. juni 1997.

Det er en betingelse for at anvende metoden, at virksomheden kan sandsynliggøre, at en direkte måling ville medføre en større godtgørelse, dvs. at der skal mindst betales det samme i afgift som ved direkte måling.

Som en tommelfingerregel kan der regnes med et forbrug på 0,2 GJ varmt vand pr. måned pr. ansat. Hvis det varme vand også bruges til badning, skal der regnes med et større forbrug pr. ansat.

Bagatelgrænse
Der kan ved opgørelse af forbrug af varmt vand til andet end procesformål ses bort fra en enkelt varmt-vandshane på et procesnet, hvis der kun lejlighedsvis bruges varmt vand.

Baggrunden for bagatelgrænsen fremgår af bemærkningerne til lovforslag L 218; § 1, nr. 14: "almindelig konduite vil dog stadig foreskrive, at en enkelt varmtvandshane på et procesnet, der kun helt lejlighedsvis benyttes, henregnes til procesformål, uanset om forbruget strengt taget burde beskattes som rumvarme."

Hovedreglen er, at der skal ske måling af det energiforbrug, hvor virksomheden kan opnå den højeste godtgørelse, se F.6.8.1.

Ved fordeling mellem rumvarme/varmt vand og procesformål kan der ses bort fra hovedreglen i følgende tilfælde:

  1. Anlæg, hvor fremløbstemperaturen er over 90 grader C (hedtvandsanlæg og dampanlæg).
  2. Andre anlæg, hvor det ikke-godtgørelsesberettigede energiforbrug (rumvarme/varmt vand) udgør under 10 pct. af den samlede fremstillede mængde energi.
  3. Andre anlæg, hvor det ikke-godtgørelsesberettigede energiforbrug udgør mindre end 200 GJ årligt. Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 - med ikrafttræden den 1. juli 2004.

Reglerne herom fremgår af mineralolieafgiftsloven § 11, stk. 5, nr. 4, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 4 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 4.

Virksomheden kan - i henhold til afgiftslovgivningen - vælge mellem at opgøre brændselsandelen, der anvendes til ikke-godtgørelsesberettigede formål, enten

a) som forholdet mellem på den ene side den målte mængde energi, som forbruges til rumvarmeformål, og på den anden side den samlede mængde fremstillede energi på anlægget, eller

b) at opgøre brændselsforbruget til ikke godtgørelses-berettigede formål direkte. Den direkte opgjorte mængde sker ved måling af forbruget omfattet af rumvarmereglerne, divideret med energiindholdet i de indfyrede brændsler, jf. oversigten nedenfor. Den herved beregnede mængde divideres derefter med anlæggets virkningsgrad.

Oversigt over brændsler energiindhold:

Spildolie40,4 MJ/kg
Fyringstjære6,4 MJ/kg
Gas- og dieselolie35,9 MJ/l
Petroleum34,8 MJ/l
Fuelolie40,4 MJ/kg
LPG46,0 MJ/kg
Raffinaderigas52,0 MJ/kg
Stenkul25,2 GJ/t
Koks28,9 GJ/t
Jordoliekoks31,4 GJ/t
Brunkulsbriketter og brunkul18,3 GJ/t
Benzin32,9 MJ/l
Halm14,5 MJ/kg
Træaffald14,7 MJ/kg
Andet affald9,4 MJ/kg
Naturgas39,6 MJ/Nm3
Biogas19,7 MJ/Nm3
Forgasningsgas4,0 MJ/Nm3

MJ = megajoule

GJ = gigajoule

NM3 = normal kubikmeter

Virkningsgraden er for gasfyrede anlæg 0,90, for oliefyrede anlæg 0,85 og for andre anlæg 0,80. De nævnte virkningsgrader skal anvendes, dvs. at der ikke er mulighed for at bruge beregnede virkningsgrader (fx kedelproducentens oplysning om virkningsgrad).

Den resterende mængde brændsel henregnes til den godtgørelsesberettigede del (proces).

Det tillades, at opgørelsen beregningsteknisk i stedet kan ske ved, at der foretages en beregning af kedlens samlede produktion. Kedlens samlede produktion skal beregnes på baggrund af det indfyrede brændsels energiindhold og kedlens virkningsgrad. Der kan herefter ske en opgørelse på samme måde som nævnt under metode a.

Tillæg til rumvarmeforbrug på 10 pct.
Hvis målingen af energiforbruget til rumvarme/ varmt vand ikke sker i umiddelbar nærhed af anlægget, der fremstiller varmen, skal rumvarme/varmt vand ved begge metoder tillægges yderligere 10 pct. (ledningstab), eller hvis ledningstabet fra kedlen til radiatoren registreres ved måling, det faktisk målte ledningstab.

CO2-afgift - særregel
Ved fordeling af energiforbrug mellem tung og let proces i relation til CO2-afgiften anvendes de samme principper/metoder, som nævnt ovenfor, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 3. Dvs., måle energiforbruget til let proces og derefter enten beregne brændselsforbruget for let proces indirekte eller direkte.

For virksomheder med andre anlæg end hedtvandsanlæg eller dampanlæg er anvendelse af særreglen betinget af, at mindst 90 pct. af det godtgørelsesberettigede forbrug er til tung proces.

Hvis målingen ikke sker i umiddelbar nærhed af anlægget, der fremstiller varmen, skal det målte forbrug til let proces tillægges 10 pct. - jf. ovenfor om 10 pct. tillæg til rumvarmeforbrug.

Den resterende mængde brændsel henregnes til tung proces.

Eksempler
Principskitse over måling af energi til rumvarme fremstillet på basis af damp:

Skitse over måling af energi til rumvarme (almindeligt varmtvandsanlæg), hvor der bruges mindre end 10 pct. af den fremstillede energi til rumvarme:

Hvis der i en virksomhed udelukkende skal ske fordeling af energiforbrug til privat og erhvervsmæssig anvendelse, kan fordelingen ske skønsmæssigt, dvs. uden konkret måling.

Der er derfor ikke krav om, at der skal ske måling af energi i relation til privatforbrug, hvis der udelukkende skal skelnes mellem energi til privatforbrug og til erhverv.

Den skønsmæssige fordeling kan tage udgangspunkt i de standardsatser, som anvendes ved skatteansættelsen af privatforbrug.

Hvis der er fastsat et større forbrug som privatforbrug end nedenstående standardsatser for 1-familiehuse, er det i stedet dette forbrug, der skal lægges til grund.

Den private andel af elektricitet og varme beregnes på grundlag af følgende årlige forbrug: 

Elforbrug
80 kWh pr. m2 til opvarmning
3.000 - 3.600 kWh til varmt vand for 1-4 personer
2.000 kWh til lys og husholdning for lejligheder
4.000 kWh til lys og husholdning for parcelhuse

Olieforbrug
For et 1-familiehus på 120-130 m2 fastsættes olieforbruget til 2.500 liter.

Gasforbrug
For et 1-familiehus på 120-130 m2 fastsættes gasforbruget til 2.200 m3.

 

Ved fordeling af energiforbrug mellem procesformål og rumvarme/varmt/vand eller mellem tung proces og let proces anvendes almindelige gængse målere. Krav til målere er nærmere omtalt i F.6.13.

Det er virksomhedens ansvar, at installerede bimålere/fordelingsmålere virker rigtigt. Virksomheden skal straks sørge for, at defekte målere repareres eller udskiftes.

Virksomheden skal ved byggetekniske tegninger eller på anden måde kunne vise, at målerne er placeret korrekt.

Nedenfor er omtalt domme og kendelser i relation til måling af energiforbrug:

Kendelse - energiforbrug - slagteri 
 Landsskatteretten har den 15. juni 2000 afsagt kendelse i en sag, hvor et slagteri havde opsat målere fra den 1. februar 1996, men hvor målingerne var behæftet med konkrete mangler p.g.a. en fejlagtig fortolkning af gasafgiftsloven.

Kendelse: Retten fandt, at der på nævnte baggrund kunne godkendes en forholdsmæssig tilbagebetaling af afgifter for en skønsmæssig fastsat del af det godtgørelsesberettigede forbrug. Se TfS 2000,643.

Kendelse - engroshandel
Landsskatteretten har den 22. december 2000 afsagt kendelse i en sag, hvor en engroshandel for perioden 1996 - 1999 havde foretaget måling af det samlede elforbrug til både tilbagebetalingsberettiget (let proces) og ikke-tilbagebetalingsberettiget (rumvarme/varmt vand) formål.

Kendelse: Retten fandt, at der alene kunne godkendes tilbagebetaling af elafgift efter bestemmelserne i elafgiftslovens § 11, stk. 5 og 6. Retten fandt ikke, at der var hjemmel til at foretage en opgørelse på grundlag af de af repræsentanten i sagen foretagne beregninger.

Kendelse - industrivirksomhed
Landsskatteretten har den 13. september 1999 afsagt kendelse i en sag om manglende måling af energiforbrug i en industrivirksomhed i perioden fra 1. januar 1996 og indtil opsætning af målere den 1. juli 1998.

Virksomheden havde i nævnte periode ikke efterlevet reglerne for opsætning af målere, herunder ikke ansøgt ToldSkat om tilladelse/dispensation til at basere forholdsmæssige fordelinger indtil 1. juli 1996, jf. § 11 i lov nr . 1102 af 20. december 1995.

Kendelse: Retten fandt, at der ikke er grundlag for at yde godtgørelse for nogen del af energiafgiften og CO2-afgiften som procesformål, idet der først blev installeret målere i virksomheden den 1. juli 1998.

Kendelse - elforbrug - produktions-/salgsvirsomhed
Landsskatteretten har den 9. august 1999 afsagt kendelse i en sag, hvor en produktions- og salgsvirksomhed ikke for peroden fra 1. januar 1996 til 30. april 1999 havde opsat målere til måling af det elforbrug, der var medgået til rumvarme i virksomheden.

Kendelse: Retten fandt henset til, at virksomheden ikke havde opsat målere, at tilbagebetaling alene kunne godkendes efter elafgiftslovens § 11, stk. 5 og 6. Retten fandt ikke, at der efter 1. juli 1996 er hjemmel til at godkende en skønsmæssig foretaget fordeling af energiforbruget. Den omstændighed, at der senere er opsat målere, hvis udvisende kan dokumenteres, fandt retten ikke kunne ændre herved.

Kendelse - elforbrug - kro
Landsskatteretten har den 31. august 2001 afsagt kendelse i en sag, hvor en kro ikke havde foretaget særskilt måling af el i relation til forbruget af el til rumvarme, jf. SKM2002.76.LSR.

Sagen drejede sig om hvorvidt elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3 (installeret effekt multipliceret med 350 timer pr. måned) indebærer, at opgørelsen af elforbrug til rumvarme skal ske på årsbasis, eller om opgørelsen kun skal ske for de måneder, hvor opvarmningen fandt sted. Kroen har fremført, at værelserne har været udlejet i en periode på i alt 3 måneder om året, og at elforbruget medgået til rumvarme alene skal beregnes for den periode, hvor værelserne har været udlejet.

Kendelse: Retten fandt, at bestemmelsen i elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3 er en absolut beregningsregel, der ikke åbner mulighed for anvendelsen af skøn. Retten fandt således, at der ved beregningen af el medgået til rumopvarmning efter elafgiftslopvens § 11, stk. 5, nr. 3, skal ganges med det antal måneder, som virksomheden generelt er omfattet af reglerne om godtgørelse af elafgift, jf. elafgiftslovens § 11.

Dom - elforbrug - grillforretninger
 Østre Landsret har den 18. februar 2004 afsagt dom i en sag, hvor to grillforretninger ikke havde opsat særskilte målere til måling af elforbrug til varme/varmt vand og til procesformål jf. SKM2004.166.ØLR.

Sagen vedrørte godtgørelse af elafgift og CO2-afgift for to grillforretninger, der alene havde åbent i sommerhalvåret. Den afgiftspligtige gjorde gældende, at der efter elafgiftslovens § 11, stk. 5, var hjemmel til at foretage en skønsmæssig fordeling af elforbruget i et afgiftspligtigt forbrug til henholdsvis vandvarmere/rumopvarming og et fradragsberettiget forbrug til procesvarme samt at beregningen kunne foretages ud fra virksomhedernes konkrete åbningstid, og beregningerne skulle derfor ikke ske ud fra den periode, hvor den afgiftspligtige generelt var omfattet af reglerne.

Landsretten bemærkede, at det påhviler den afgiftspligtige, der kræver tilbagebetaling af elafgiften, at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldte. Elafgiftslovens § 11, stk. 5, opregner udtømmede de tre metoder, som kan anvendes ved opgørelsen af den elafgift, der ikke kan tilbagebetales efter lovens § 11, stk. 3.

Landsretten fastslog, at der ikke er hjemmel til at foretage fordelingen af elforbruget og dermed elafgiften skønsmæssigt. Landsretten fastslog videre, at når afgifter efter elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, for så vidt angår bl.a. vandvarmere og anlæg beregnet til rumvarme kan opgøres på grundlag af den målte drifttid, kan denne driftstid ikke efter en almindelig fortolkning af bestemmelsernes ordlyd kunne forstås som forretningernes åbningtid. Det må derimod forstås som den målte tid, anlæggene har været i drift.

Dom - elforbrug - udstillingshuse
 Vestre Landsret har den 8. marts 2004 afsagt dom i en sag om elforbrug i udstillingshuse. Dommen er offentliggjort i SKM2004.167.VLR. Virksomheden anvendte el til bl.a. opvarmning af seks udstillingshuse af forskellige typer, hvoraf tre var beliggende på Sjælland og tre i Jylland. Virksomheden havde ikke opsat måler, som kunne måle elforbruget til husene i Jylland. Sagen vedrørte, om elforbruget i udstillingshusene i Jylland, hvilket forbrug ikke berettigede til godtgørelse, kunne opgøres skønsmæssigt på baggrund af en syns- og skønserklæring, evt. om måling af elforbruget i husene på Sjælland kunne betragtes som en måling af forbruget i Jylland

Landsretten fastslog, at virksomheden ikke havde aflæst elforbruget i udstillingshusene i Jylland for de relevante år, og virksomheden havde således ikke fulgt den opgørelsesmetode, der var fastlagt i elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1. Da virksomheden ikke ønskede elforbruget opgjort efter lovens § 11, stk. 5, nr. 2, eller 3, og da der ikke var hjemmel til at opgøre elforbruget på andre måder, tiltrådte landsretten, at elforbruget blev opgjort efter elafgiftslovens § 11, stk. 6, dvs. beregning af afgiften pr. m2.

Dommen er i overensstemmelse med Landsskatterettens afgørelse.

Kendelse - energiforbrug - befugtningsanlæg
Landsskatteretten har den 9. november 2004 afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af naturgasafgift, olieafgift og CO2-afgift. Hvis der fra samme anlæg fremstilles såvel tilbagebetalingsberettiget som ikke-tilbagebetalingsberettiget rumvarme og varmt vand, kan der ske tilbagebetaling af en forholdsmæssig del af afgiften, såfremt en sådan kan opgøres. Den i sagen anvendte metode til beregning af energiforbruget til fordampning i et befugtningsanlæg opfyldte ikke energiafgiftslovgivningens krav om måling af det energiforbrug, der måtte være tilbagebetalingsberettiget. Som følge heraf var der ikke mulighed for tilbagebetaling. Landsskatteretten bemærkede herudover, at der ikke var taget stilling til spørgsmålet om det omhandlede forbrug rent faktisk var tilbagebetalingsberettiget. Kendelsen er offentliggjort i SKM2004.488.LSR.  

Kendelse - elforbrug - havne
Landsskatteretten har den 15. september 2004 afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af elafgift og CO2-afgift i to kommunale havne, jf. SKM2005.91.LSR. Opgørelsen af havnenes godtgørelsesberettigede elektricitetsforbrug kunne ske således, at der fra havnenes samlede elektricitetsforbrug efter måler fratrækkes det forbrug, der vedrører videresalg samt det forbrug, der er anvendt til rumvarme/varmt vand. Vedrørende den elektricitet, der har været videresolgt til fiskekuttere, skal opgørelsen ske efter de målinger, som havnene har foretaget, og vedrørende salget af elektricitet til lystbåde, der ikke har været målt, må opgørelsen af dette ske skønsmæssigt. Da der ikke var sket måling af den elektricitet, som var medgået til rumvarme/varmt vand må opgørelsen ske efter effektreglen i elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3.   

Kendelse og dom - elforbrug - campingplads
Landsskatteretten har den 18. oktober 2005 afsagt kendelse i en sag om den godtgørelsesmæssige stilling for elforbrug og vandforbrug på en campingplads, jf. SKM2005.544.LSR. Der kunne ikke ske godtgørelse af elektricitet- og vandafgift vedrørende energiforbrug i et udendørs badeanlæg ved en campingplads. Godtgørelse af godtgørelsesberettiget forbrug i velfærdsbygninger og til pladsbelysning mv. måtte forudsætte, at der var foretaget konkrete målinger af godtgørelsesberettiget og ikke godtgørelsesberettiget forbrug på campingpladsen. Sådanne målinger forelå ikke, og der var derfor ikke grundlag for at ændre myndighedernes afgørelse.

Vestre Landsret har den 6. august 2007, jf. SKM2007.562.VLR, afsagt dom i sagen, der er omtalt under F.6.6.1

Landsskatteretten har den 24. marts 2006 afsagt kendelse i en sag om afgift af naturgas anvendt til stilstandsvarme i hjælpedampkedel i forbindelse med produktion af elektricitet. Kendelsen er offentliggjort i SKM2006.298.LSR. Landsskatteretten fastslog, at kraftvarmeværket var berettiget til godtgørelse af energiafgifterne vedrørende energiforbruget anvendt til stilstandsvarme i forbindelse med produktion af elektricitet. Ved beregningen af den andel af det samlede forbrug af afgiftspligtig gas i hjælpedampkedlen, som er medgået til fremstilling af elektricitet, skal selskabet anvende en pro rata fordeling, jfr. gasafgiftslovens § 8, stk. 2 og kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 1, nr. 2.