Følgende virksomheder (liberale erhverv mfl.), som fremgår af bilag 1 til elafgiftsloven, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 2, kan ikke få godtgørelse af elafgift og CO2-afgift af elektricitet, selv om elforbruget vedrører omsætningen af momspligtige ydelser:

  • Advokater.
  • Arkitekter.
  • Bureauer, fx. reklamebureauer, adresseringsbureauer, oplysningsbureauer, analyseinstitutter. Edb-bureauer kan dog få godtgørelse af elafgiften af elektricitet, der anvendes ved drift af edb-materiel. Det er herved forudsat, at der er tale om virksomheder, der udfører periodiske edb-mæssige produktionsopgaver for andre. Derimod kan fx en bureauvirksomheds anvendelse af edb - som en integreret del af udførelsen af virksomhedens funktion/ydelse ikke anses for et edb-bureau. Rejsebureauer, turistkontorer og ejendomsadministration er ikke omfattet af bilaget.
  • Forlystelser, fx. biograf- og teaterforestillinger, revyer, cirkusforestillinger, koncerter, varietéforestillinger, forlystelsesparker og vandlande. Bowlingbaner anses ikke for omfattet af begrebet forlystelser, når bowlingfaciliteterne opfylder såvel de nationale som internationale krav til størrelse og indretning således, at der kan afvikles egentlige sportskonkurrencer på anlægget. I så fald anses bowlingaktiviteten for at være en sportsaktivitet.
  • Landinspektører.
  • Mæglere, fx. ejendomsmæglere og ejendomshandlere samt virksomheder, der formidler udlejning af fast ejendom.
  • Revisorer.
  • Rådgivende ingeniører.
  • Virksomheder, der formidler udlejning af plads til lysreklamer. Det samme gælder, hvis en virksomhed i forbindelse med leje af reklameplads selv afholder udgiften. Elafgift af virksomhedens egne reklamer kan godtgøres, hvis reklamerne er anbragt på bygninger mv., som ejes eller er lejet af virksomheden. Det gælder fx lysreklamer på detailforretninger og servicestationer.

Der gælder samme begrænsning i adgangen til godtgørelse af elafgift som gjaldt for godtgørelse af vandafgift. Bemærk, at bilaget til vandafgiftsloven blev ophævet ved lov nr. 1391 af 20. december 2004, se G.5.6 og nyhedsbrev af december 2004 (vandafgift - godtgørelse af afgift - liberale erhverv m.fl.). Ophævelsen af bilaget til vandafgiftsloven trådte i kraft ved bekendtgørelse nr. 941 af 12. oktober 2005 - med virkning fra 1. januar 2005.

Elektricitet til produktion af rumvarme. varmt brugsvand og komfortkøling - delvis godtgørelse af elafgift 
Ved lov nr. 625 af 14. juni 2011 er der sket en nedsættelse af elafgiften for momsregistrerede bilagsvirksomheder, der anvender elektricitet til rumvarme mv., herunder komfortkøling.

Afgiftsnedsættelsen er udmøntet som en delvis godtgørelse af elafgiften på det pågældende elforbrug.

Lempelsen er trådt i kraft den 1. januar 2012.

Der gælder følgende satser for delvis godtgørelse af elafgift af elektricitet til rumvarme mv. i perioden 2012-2015:

2012: 11,8 øre/kWh

2013: 12,0 øre/kWh

2014: 12,2 øre/kWh

2015: 12,5 øre/kWh

Efter 2015 reguleres satserne efter udviklingen i nettoprisindekset, jf. mineralolieafgiftslovens § 32 a.

Der henvises i øvrigt til afsnit F.6.3.2. Se endvidere afsnit F.6.4.1 og F.6.8.2.

 Der er den 25. november 2011 offentliggjort et nyhedsbrev om ændringerne på SKATs hjemmeside med titlen Energiafgifter - ændrede regler for godtgørelse af energiafgifter fra 2012. 

 Bemærk: Punkt 6.3. i nyhedsbrevet indeholder et eksempel på beregning af delvis godtgørelse af elafgift for en periode i 2012. 

Blandede aktiviteter
Virksomheder, der både udøver aktiviteter, som der ydes godtgørelse for, og aktiviteter, som der ikke ydes godtgørelse for, kan opnå delvis godtgørelse af afgiften. Dette gælder fx en virksomhed, der har et kombineret reklamebureau og trykkeri, som dermed kan opnå godtgørelse af afgiften af elforbruget i trykkeriet.

Hvis forbruget måles ved hjælp af én måler, beregnes godtgørelsen som hovedregel efter en omsætningsfordeling. Hvis forbruget til de enkelte aktiviteter måles, anvendes dette som grundlag for fordelingen af elforbruget.

Bureauvirksomhed - markedsanalyse

Højesteret har den 8. august 2001 stadfæstet Østre Landsrets dom, TfS 2000, 289, i en sag vedrørende elforbrug i et markedsanalyseinstitut, jf. SKM2001.488.HR.

Dom: Højesteret fandt, at virksomheden ikke har adgang til godtgørelse af elafgift og CO2-afgift, idet virksomhedens aktiviteter må anses for omfattet af bilaget til elafgiftsloven.

Landsretten afgav følgende udtalelse, der er tiltrådt af Højesteret: "Efter sagens oplysninger lægges til grund, at sagsøgerens virksomhed består i indsamling og bearbejdning af erhvervsmæssige oplysninger med henblik på afsætning af blandt andet analyser heraf. At viderebringelsen til aftagerne af sagsøgerens ydelser foregår ved levering af rapporter, disketter og cd-rom, der fremstilles på egne maskiner, findes ikke at gøre virksomhedens vareproducerende.

Sagsøgerens virksomhed findes herefter at bestå i afsætning af service- og tjenesteydelser og må anses for omfattet af lovbekendtgørelse nr. 734 af 4/11 1991, § 11, stk. 2, jf. det i bilaget anførte begreb "bureauer", jf. tillige § 9, stk. 3, nr. 3 i lov nr. 888 af 21. december 1991.

Virksomheden må efter det oplyste bedømmes som en helhed, og der er ikke grundlag for i afgiftsmæssig henseende at foretage en opdeling af denne. Herefter tages Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge."

Landboforening
Vestre Landsret har den 13. marts 2003 afsagt dom i relation til aktiviteter, der udføres af en landboforening, jf. SKM2003.160.VLR. Se endvidere F.6.6.2. vedrørende afgørelsen.

Højesteret har den 6. oktober 2004 stadfæstet Vestre Landsrets dom af 13. marts 2003, jf. SKM2004.386.HR.

Højesteret har som begrundelse og resultat anført følgende:

"Det fremgår af Højesterets dom gengivet i SKM2001.488.HR, at det afgørende for, om der kan ske tilbagebetaling af el- og CO2-afgift, er, om den udøvede virksomhed består i produktion eller afsætning af varer eller i afsætning af service- og tjenesteydelser. Efter oplysningerne om aktiviteterne i landboforeningens virksomhed, herunder de ydelser, som leveres under "Regnskab" og "Ejendomskontor", lægger Højesteret til grund, at disse i alt væsentlighed består i rådgivning samt andre service- og tjenesteydelser og ikke i produktion eller afsætning af varer. For de dele af dens virksomhed, som er omhandlet af denne sag, har landboforeningen herefter ikke krav på tilbagebetaling af el-afgift og C02-afgift i medfør af henholdsvis elafgiftslovens § 11, stk. 1, og lov om kuldioxidafgift § 9, stk. 4, jf. stk. 1.

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at Skatteministeriet ikke er afskåret fra at nægte godtgørelse for landboforeningens fradrag for så vidt angår perioden fra den 1. januar 1995 til den 31. juli 1999."

Badeland
Vestre Landsret har den 12. maj 2004 SKM2004.226.VLR afsagt dom i en sag om godtgørelse af elafgift ved drift af et badeland. Badelandet var bygningsmæssigt integreret i et hotel og udgjorde en integreret del af de tilbud, som hotellet ydede sine gæster. Badelandet var imidlertid ikke en forudsætning for hotellets drift og var samtidig et tilbud, der i vidt omfang blev benyttet af andre end hotellets gæster. På denne baggrund og sammenholdt med karakteren af badelandet fandt landsretten, at badelandet måtte anses som en forlystelse og således omfattet af listen over virksomhed, hvis afsætning af ydelser ikke giver adgang til tilbagebetaling af afgift, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 2, med tilhørende bilag. Dommen blev anket til Højesteret. Appellanten har efterfølgende hævet sagen ved Højesteret.

Telemarketing-virksomhed
Vestre Landsret har den 21. december 2004 afsagt dom i relation til aktiviteter vedrørende telemarketing og Voice Responce der udføres af en telemarketing-virksomhed, jf. SKM.2005.38.VLR. Se endvidere F.6.6.2 vedrørende afgørelsen.

Landsretten har den 6. august 2007, jf. SKM2007.562.VLR, afsagt dom i en sag om elforbrug og vandforbrug i et vandland på en campingplads. Campingpladsen var afgiftspligtig af elforbrug og vandforbrug i vandland på campingpladsen, idet landsretten fandt, at vandlandet var omfattet af begrebet "forlystelser" i bilagene til elafgiftslovens § 11, stk. 2, og den dagældende vandafgiftslov § 11, stk. 2. Uanset at vandlandet var etableret med henblik på at indgå som en integreret del af campingpladsen, skal vandlandet vurderes isoleret i forhold til de relevante bestemmelser i elafgiftsloven og vandafgiftsloven, idet vandlandet ikke udgør en nødvendig og uadskillelig del af driften af en campingplads.

Nedenfor er omtalt visse af Landsskatterettens kendelser og domme i relation til bilaget til elafgiftsloven:

Opstiller af læskærme og reklamesøjler
Landsskatteretten har den 11. marts 2002 truffet afgørelse om, at en virksomhed, der opstillede læskærme ved busholdepladser, reklamesøjler o.l., og som afholdt alle omkostninger til opsætning og drift mod at få retten til at udleje reklamepladsen på det opstillede udstyr, blev anset for at drive udlejningsvirksomhed og ikke reklame eller bureauvirksomhed. Selskabet var derfor ikke omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Retten lagde vægt på, at selskabet alene udlejer og vedligeholder pladserne til ophængning af materialet, men i øvrigt ikke ellers er involveret i idéudvikling, layout eller fremstilling/produktion af materialet. Se SKM2002.171.LSR. Se endvidere F.6.2.3. vedrørende afgørelsen.

Geoteknisk specialfirma
Landsskatteretten har den 21. december 2000 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i et geoteknisk specialfirma, som udarbejder geotekniske rapporter til kunder på baggrund af foretagne jordbundsundersøgelser.

Kendelse: Retten fandt, at firmaet er omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Retten har henset til, at en integreret del af virksomhedens aktiviteter, herunder beskrivelsen af funderingsforhold i enkelte af rapporterne, kan sidestilles med rådgivende ingeniørers virksomhed.

Revisionsfirma
Landsskatteretten har den 21. juli 2000 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i et revisionsfirma. Kendelsen er gengivet i TfS 2000.681. I Told - og Skatteregion København 3 og styrelsens afgørelser i sagen blev samtlige revisionsfirmaets aktiviteter vurderet som værende omfattet af bilaget til elafgiftsloven, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 2 og dermed ikke anset for godtgørelsesberettiget.

Ved Landsskatterettens kendelse - som blev afsagt med dissens - blev der truffet afgørelse om, at revisionsfirmaet efter elafgiftslovens § 11, stk. 1 kan få delvis tilbagebetaling for afgiften vedrørende aktiviteter, som ikke kan anses at være en integreret del af revisorydelser, såsom rådgivning om handel med virksomheder, miljøforhold, informationsteknologi, effektivisering, økonomisk styring, lederudvælgelse, organisations- og lederudvikling, miljøstyring, logistik og produktion. Landsskatteretten henså til, at revisorydelsen og disse øvrige nævnte aktiviteter kan udøves særskilt og uafhængigt af hinanden, og at disse aktiviteter ikke kan anses at være selvstændigt omfattet af bilaget under bureau eller rådgivende ingeniører. Virksomhedens rådgivning med skat, moms, told, mv. ansås at være en integreret del af den basale aktivitet for revisorer og er således omfattet af bilaget.

Skatteministeriet indbragte Landsskatterettens kendelse for domstolene.

Østre Landsret har den 8. oktober 2003, jf. SKM2003.462.ØLR, truffet afgørelse i sagen. Landsretten gav Skatteministeriet medhold i, at revisionsfirmaet ikke var berettiget til hel eller delvis tilbagebetaling af elektricitetsafgiften. Landsretten lagde til grund, at "bureauvirksomheder" i den forstand, hvori udtrykket "bureauer" benyttes i bilaget til elektricitetsloven, må forstås som "virksomheder, der udøver selvstændige servicefunktioner", herunder også rådgivning i form af managementkonsulentydelser. Landsretten fandt heller ikke, at det var godtgjort, at der efter fast administrativ praksis gives tilbagebetaling af elafgiften for så vidt angår rådgivningsydelser vedrørende edb.

Landboforening
Landsskatteretten har den 5. september 2001, jf SKM2001.611.LSR, afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i en landboforening.

Kendelse: Retten fandt bl.a., at foreningens rådgivningsydelser "Planteavl", "Kvægavl", "Kvægproduktion", "Svineproduktion" og "Forsikring" ikke typisk leveres af de i bilaget opregnede erhverv, der beskæftiger sig med rådgivning, og at de heller ikke kan karakteriseres som bureauvirksomhed.

Skatteministeriet indbragte kendelsen for domstolene, se SKM2001.634.TSS.

Vestre Landsret afsagde dom i sagen den 13. marts 2003, jf. SKM2003.160.VLR

Af dommen fremgår bl.a. følgende:

"Landboforeningens aktiviteter i form af udarbejdelse af regnskaber blev anset for omfattet af bilaget til elektricitetsafgiftsloven, idet aktiviteten måtte anses for en typisk revisorydelse.

Ydelser leveret af landboforeningens ejendomsskontor måtte anses for udøvet som led i eller i nær tilknytning til den advokatvirksomhed, som en advokat i henhold til aftale med foreningen udførte for dens medlemmer. Aktiviteten fandtes herefter ligeledes omfattet af bilaget til elafgiftsloven, idet der var tale om aktiviteter udøvet af "advokater".

Vedrørende en række øvrige aktiviteter, der bestod i faglig rådgivning og hertil relaterede aktiviteter i relation til bl.a. "Planteavl", "Kvægavl", "Svineproduktion" og "Forsikring" fandt landsrettens flertal, at der var tale om aktiviteter, der måtte bestå i afsætning af service og tjenesteydelser. Efter forarbejderne til elafgiftslovens § 11 sammenholdt med forarbejderne til vandafgiftslovens § 9 lagde Landsrettens flertal til grund, at hovedformålet bag bestemmelsen i § 11, stk. 1, jf. stk. 2, og bilaget til stk. 2, måtte anses for at være at friholde de vareproducerende virksomheder for afgift, men i almindelighed ikke de virksomheder, der afsætter service og tjenesteydelser, hovedsageligt de såkaldte liberale erhverv.

Efter karakteren af ydelserne fandt landsrettens flertal, at landboforeningens virksomhed med rådgivningsydelser måtte anses for bureauvirksomhed, hvis afsætning af ydelser ikke giver adgang til tilbagebetaling af afgift."

Højesteret har den 6. oktober 2004 stadfæstet Vestre Landsrets dom af 13. marts 2003, jf. SKM2004.386.HR., se F.6.6.1

Markedsanalyseinstitut
Landsskatteretten har den 4. december 1998 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i et markedsanalyseinstitut.

Kendelse: Retten fandt, at instituttet er omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Retten har henset til, at selskabet ikke er vareproducerende, men leverer serviceydelser, hvilket ikke adskiller sig fra sædvanlig bureauvirksomhed.

Retten har endvidere fundet, at anvendelsen af edb indgår som en integreret del af udarbejdelsen af markedsanalyser, således at selskabet ikke afsætter egentlige edb-ydelser.

Badeland
Landsskatteretten har den 27. august 1999 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i et feriecenter med momspligtig udlejning af feriehuse og i tilknytning hertil et badeland. Badelandet anvendes både af feriecentrets gæster og særskilt betalende gæster (TfS 1999/782).

Kendelse: Retten fandt, at badelandet ikke kunne anses for en integreret del af den basale aktivitet med udlejning af ferielejligheder. Retten har herved lagt vægt på, at de to aktiviteter kan udøves særskilt og uafhængigt af hinanden. Der blev ikke fundet grundlag for i godtgørelsesmæssig henseende at foretage en sondring mellem den benyttelse, der blev foretaget af henholdsvis ferielejlighedernes gæster og særskilt betalende gæster. Badelandsaktiviteten i sin helhed blev derfor anset for omfattet af bestemmelserne i elafgiftslovens § 11, stk. 2.

Landskatteretten har samme dag afsagt tilsvarende kendelser i 2 andre sager om badelande, der drives i tilknytning til feriecentre.

Østre Landsret har den 30. april 2003, jf. SKM2003.218.ØLR afsagt dom i sagen. Landsretten fandt på baggrund af forarbejderne til bestemmelserne i elafgiftslovens § 11, stk. 2, og vandafgiftslovens § 9, stk. 2, at driften af badelandene måtte anses for omfattet af begrebet "forlystelser", uanset at badelandene var etableret med henblik på at udgøre en integreret del af en hotel-/feriecentervirksomhed. Højesteret har den 20. oktober 2006 stadfæstet Østre Landsrets dom, jf. SKM2006.654.HR.

Mailcenter
Landsskatteretten har den 8. september 1999 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget (og vandforbruget) i en virksomhed, der leverer totalløsninger i form af kuvertering, pakning og adressering af kunders materiale (TfS 1999, 904).

Kendelse: Retten fandt, at virksomheden ikke kan anses for omfattet af bilaget til el- og vandafgiftsloven, og derfor er berettiget til godtgørelse af el- og vandafgift.

Der er henset til, at virksomheden - efter en helhedsvurdering af den udbudte flerhed af ydelser, disses karakter, og hvad der må anses for det overordnede virksomhedskoncept, samt under hensyntagen til, at den omfattende maskinpark må anses at udgøre et væsentligt element og en væsentlig forudsætning i forhold til virksomhedskonceptet - ikke kan anses for eller sidestilles med bureauvirksomhed, således som dette begreb efter dets kontekst og efter forarbejderne til el- og vandafgiftsloven må skulle forstås.

Oversættelses-virksomhed
Landsskatteretten har den 13. marts 2002 afsagt en kendelse om en oversættelsesvirksomheds adgang til godtgørelse af energiafgifter. Kendelsen er offentliggjort i SKM2002.374.LSR.

Oversættelsesvirksomheden blev anset for en bureauvirksomhed omfattet af bilaget til elektricitetsafgiftsloven, således at den ikke var berettiget til godtgørelse af el- og CO2-afgift. Landsskatteretten lagde vægt på, at oversættelsesvirksomhed ikke kan betragtes som salg af en vare, men må anses som levering af en service/tjenesteydelse jf. herved Højesterets dom af 8. august 2001 (TfS 2001, 703). Da sådanne service/tjenesteydelser endvidere ikke har karakter af rådgivning, jf. herved at visse ikke-vareproducerende rådgivere er medtaget i bilaget, findes klagerens oversættelsesvirksomhed at måtte anses som bureauvirksomhed, der ikke er berettiget til godtgørelse af el- og CO2-afgift.

Landsskatteretten kom til samme resultat i en kendelse afsagt den 24. juli 2003, jf. SKM2003.428.LSR.

Fællesarealer - Spilleland
Landsskatteretten har den 10. december 2002, jf. SKM2003.44.LSRafsagt kendelse om fradrag af energiafgift. En virksomhed med spille- og underholdningsmaskiner i lejede lokaler i et butikscenter kunne ikke fradrage den energi- og CO2-afgift af elektricitet, der vedrørte spillelandets arealmæssige andel af udlejerens udgifter vedrørende fællesarealer, som var særskilt viderefaktureret fra udlejeren til virksomheden. Landsskatteretten har i øvrigt for så vidt angår eventuelle alternative dispensationsmuligheder bemærket, at udlejer ikke har fradragsret for godtgørelse for el forbrugt af lejere, hvorfor energiafgiften, uanset om lejeaftalen var ændret, ikke kunne godtgøres.

Telemarketing-virksomhed
Landsskatteretten har den 2. juni 2003, jf. SKM2003.243.LSR afsagt kendelse om, at en telemarketingsvirksomhed ikke kunne opnå godtgørelse af el- og CO2-afgift for aktiviteter vedrørende telemarketing og Voice Responce. Landsskatteretten fandt, at begge aktiviteter måtte anses som bureauydelser omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Der blev herved lagt vægt på, at disse aktiviteter måtte anses som afsætning af service- og tjenesteydelser og ikke produktion eller afsætning af varer. Det forhold, at der i større omfang blev anvendt edb til udførelsen af opgaverne, kunne ikke føre til et andet resultat, jf. SKM2001.488.HR, ligesom Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at karaktisere ydelserne som levering af edb-mæssige produktionsopgaver for andre.

Vestre Landsret har den 21. december 2004 afsagt dom i sagen jf. SKM.2005.38.VLR. Landsretten var af den opfattelse, at aktiviteterne vedrørende telemarketing og Voice Responce - og herunder den maskinelle del af voice responce-aktiviteten - må anses for at bestå i afsætning af service- og tjenesteydelser og ikke i produktion eller afsætning af varer.

Af dommen fremgår det bl.a. endvidere følgende:
"Edb anvendes som et naturligt hjælpemiddel til udførelsen af de ydelser, virksomheden udbyder. Selvom edb anvendes i vidt omfang, er der derfor ikke grundlag for at karakterisere ydelserne helt eller delvist som edb-mæssige produktionsopgaver, eller for at anse virksomheden som et edb-bureau."

Campingplads - fritstående elradiatorer - pumper ved Put & Take fiskeri
Landsskatteretten har den 5. november 2003, jf. SKM2003.569.LSR afsagt kendelse i en sag vedr. elforbrug på en campingplads. Kendelsen omfatter anvendelse af elektricitet i fritstående elradiatorer opstillet i udlejningshytter på en campingplads samt anvendelse af elektricitet til drift af pumper i forbindelse med Put & Take fiskeri. Landsskatteretten fandt ikke, at el medgået til opvarmning af hytterne ved hjælp af fritstående el-radiatorer kunne anses for omfattet af den direkte ordlyd af elafgiftslovens § 11, stk. 3. Landsskatteretten fandt endvidere, at der ikke af bemærkningerne til loven eller andetsteds fandtes grundlag for en udvidet fortolkning af udtrykket "fast installerede elektriske radiatorer", og Landsskatteretten gav herefter selskabet medhold i, at afgift af elforbruget anvendt hertil var godtgørelsesberettiget efter elafgiftslovens § 11, stk. 1.

For så vidt angår anvendelse af elektricitet til drift af pumper i forbindelse med Put & Take fiskeri, fandt Landsskatteretten, at selskabets anvendelse af el i pumperne ved fiskesøerne måtte anses for at være en del af selskabets aktiviteter vedrørende Put & Take fiskeriet. Put & Take fiskeriet måtte karaktiseres som en forlystelse som angivet i bilaget til elafgiftsloven med den virkning, at selskabet ikke kunne opnå godtgørelse herfor. Landsskatteretten lagde vægt på, at angivelsen i bilaget til elafgiftsloven af eksempler på forlystelser ikke er udtømmende, at lystfiskeri i sådanne søer ikke kunne karaktisereres som sport, og at søerne måtte antages at blive benyttet af de ferierende for fornøjelsens skyld og ikke med henblik på opnåelse af kosttilskud.

Kendelsen vedrørte endvidere spørgsmål om anvendelse af de forskellige principper i elafgiftslovens § 11, stk. 5 og 7, for opgørelse af den mængde elektricitet, der var omfattet af lovens § 11, stk. 3.

Teknik og miljø - forskningsbaseret viden
Landsskatteretten har den 15. september 2003, jf SKM2003.580.LSR afsagt kendelse om godtgørelse af elafgift for en virksomhed med aktivitetsområdet teknik og miljø samt forskningsbaseret viden til erhvervslivet og det offentlige.  Landsskatteretten lagde til grund, at de forskellige aktiviteter kunne udøves selvstænding og uafhængigt af hinanden, ligesom aktiviteterne hver især blev anset som momspligtige. Ved afgørelse af om aktiviteterne var omfattet af bilaget, måtte hver aktivitet derfor vurderes hver for sig. Landsskatteretten fandt, at aktiviteterne "Serviceeftersyn og kontrol af kedler i overensstemmelse med indgåede aftaler" måtte anses for at være omfattet af bilaget som rådgivende ingeniører. "Lovpligtige energieftersyn på fast ejendom (Energimærkeordningen)" samt "Sekretariat for Miljøstyrelsen i forbindelse med certificering af produktionsvirksomheder var omfattet af bilaget som bureauer, idet disse måtte karakteriseres som service-/tjenesteydelser, hvorfor virksomheden ikke var berettiget til tilbagebetaling af energiafgift vedr. disse. Derimod fandt Landsskatteretten, at aktiviteten "Forskningvirksomhed" kunne sidestilles med produktion af varer og derfor ikke var omfattet af bilaget. Endelig havde Told- og skatteregionen anerkendt, at virksomheden var berettiget til tilbagebetaling vedr. aktiviteten "Undersøgelser i forbindelse med miljøfarlige stoffer mv."

Nyhedsbureau
Landsskatteretten har den 14. januar 2004, jf. SKM2004.289.LSR afsagt en kendelse om et nyhedsbureaus adgang til godtgørelse af el- og CO2-afgift. Interessentskabets virksomhed består hovedsageligt i levering af nyhedsindslag (såkaldte telegrammer) til de tilknyttede abonnenter (den generelle nyhedstjeneste). Nyhedsindslagene produceres dels ved egen journalistisk research og bearbejdning, dels i mindre omfang ved videreformidling af modtagne nyheder. Derudover udbyder virksomheden i tilknytning hertil nogle særtjenester i henhold til særskilte abonnementer. Retten fandt ikke, at virksomhedens aktiviteter kan anses som bureauvirksomhed omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Retten lagde vægt på, at interessentskabets virksomhed hovedsagelig består i selvstændig journalistisk produktion. Den samlede virksomhed er herved helt på linje med den virksomhed, der udøves på en avisredaktion, en virksomhed, der efter det for retten oplyste, ikke er omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Interessentskabet leverer sine produkter til interessenterne efter fastlagte aftaler, og disse leverancer findes ikke at kunne karakteriseres som levering af service- og tjenesteydelser, cfr. herved Østre Landsrets dom af 8. oktober 2003, offentliggjort i SKM2003.462.ØLR.

Udendørs badeanlæg/vandland på campingplads
 Landsskatteretten har den 18. oktober 2005, jf. SKM2005.544.LSR, afsagt kendelse i en sag om bl.a. den godtgørelsesmæssige stilling for elforbrug (og vandforbrug) i et udendørs badeanlæg ved en campingplads. Retten fandt, at badeanlægget har karakter af en forlystelse omfattet af bilaget til elafgiftsloven, og at campingpladsen ikke er berettiget til godtgørelse af afgift af elforbruget til drift af badeanlægget. Vestre Landsret har den 6. august 2007, jf. SKM2007.562.VLR, afsagt dom i sagen, se F.6.6.1

Landsskatteretten har den 22. juni 2005, jf. SKM2006.174.LSR truffet afgørelse om, at et bladhus var berettiget til godtgørelse af energiudgifter vedrørende forbrug af elektricitet til egne lysreklamer, der var opstillet på lejede pladser på andres ejendomme. Bilaget til elektricitetsafgiftsloven kan ikke udstrækkes til at omfatte virksomheder, der afsætter varer, og som selv står for markedsføringen af sine varer ved hjælp af lysreklamer opstillet på lejede arealer.

Landsskatteretten har den 3. oktober 2007, jf. SKM2008.670.LSR truffet afgørelse i en sag om godtgørelse af el- og CO2-afgift af el anvendt ved drift af edb-materiel, samt el anvendt ved drift af andet materiel med direkte betydning for edb-driften (nedkøling, aircondition mv.).

Det fremgår af punktafgiftsvejledningen, at edb-bureauer kan få godtgjort elafgiften af elektricitet, der anvendes ved drift af edb-materiel. Det er herved forudsat, at der er tale om virksomheder, der udfører ugentlige edb-mæssige produktionsopgaver for andre. Derfor skal sondringen mellem et egentligt edb-bureau og en virksomhed, der i større eller mindre grad anvender edb i forbindelse med driften, ifølge Landsskatteretten drages således, at edb-bureauer er virksomheder, der afsætter egentlige edb-serviceydelser, hvorimod andre bureauvirksomheder er virksomheder, der alene anvender edb som et naturligt hjælpemiddel ved udførelsen af de ydelser, som virksomheden i øvrigt afsætter. Landsskatteretten fandt det ikke afgørende, om de edb-mæssige produktionsopgaver er ugentlige eller daglige.

Landsskatteretten fandt herefter, at selskabet A A/S godtgørelsesmæssigt skulle behandles på samme måde som andre edb-bureauer, idet selskabet afsatte edb-ydelser som selvstændige ydelser, og idet selskabets kunder leverede alle de nødvendige grunddata til brug for den videre behandling. A A/S var derfor berettiget til godtgørelse af el- og CO2-afgift af el anvendt til drift af edb-materiel og andet materiel med direkte betydning for edb-driften.

Edb-bureauvirksomhed
Ifølge Landsskatteretten er der tale om edb-bureauvirksomhed. De udøvede aktiviteter består hovedsagelig i drift af edb-systemer for flyselskaber. Der er tale om afsætning af egentlige edb-ydelser. Kendelsen er offentliggjort i SKM2011.178.LSR.

Salg af licensrettigheder til at anvende ERP-system med tilknyttede serviceydelser, undervisning m.v.
Ifølge Landsskatteretten er der tale om bureauvirksomhed. Ifølge praksis skal der anvendes en bred fortolkning af begrebet. De udøvede aktiviteter kan ikke sidestilles med edb-bureau, da der ikke er tale om afsætning af egentlige edb-serviceydelser. Selskabets aktiviteter består i salg af licensrettigehder til at anvende dets ERP-system og dertil knyttede ydelser i form af service og support, konsulentbistand, undervisning m.m. Anvendelsen af edb er et hjælpemiddel ved udførelsen af ydelserne. Kendelsen er offentliggjort i SKM2011.179.LSR.

 



 

 

 

Forlystelse - Musikhus
Momsnævnet har den 6. februar 1995 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i et musikhus, der er frivillig registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom.

Afgørelse: Der er fradragsret for elafgift i det omfang, hvor forbruget til belysning kan henføres til restaurationsvirksomheden, herunder også når større dele af foyeren inddrages under restaurationsvirksomheden i forbindelse med større arrangementer. Desuden kan afgiften fradrages i det omfang, elforbruget kan henføres til publikums brug af foyeren i pauser i forbindelse med udlejningsarrangementer i salene.

Der ydes ikke godtgørelse af den del af elforbruget, der vedrører belysning af foyeren i det omfang, der gøres brug af foyeren til gratis kulturelle arrangementer, udstillingsvirksomhed, billetbureauvirksomhed samt almindelig færden til og fra momspligtige arrangementer. Begrundelse: Aktiviteterne må betragtes som dels forlystelsesvirksomhed dels - for så vidt angår informations/billetsalgsvirksomhed ved skranken - for bureauvirksomhed.

Der kan dog ydes godtgørelse af en forholdsmæssig del af afgiften af elforbruget i salene i perioder, hvor disse ikke er udlejede og ikke anvendes til egne arrangementer. Forbruget i disse perioder, hvor der ikke kan ske viderefakturering til lejere, kan betragtes som en integreret del i udlejningsvirksomheden og i egne arrangementer, hvor sidstnævnte må betragtes som forlystelsesvirksomhed, og dermed omfattet af bilaget.

Der ydes ikke godtgørelse af elafgift af elektricitet til belysning i en park i tilknytning til musikhuset.

Badeland
Momsnævnet har den 27. september 1995 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i et kombineret badeland og svømmehal, der er frivillig registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom (TfS 1995/670).

Afgørelse: Det pågældende anlæg blev ud fra en helhedsvurdering ikke anset for omfattet af bilaget til elafgiftsloven, idet badet efter nævnets opfattelse i overvejende grad har karakter af en almindelig svømmehal og ikke af vandland, dvs. forlystelse.

Det fremgår videre af afgørelsen, at nævnet lagde vægt på, at anlægget er bygget op om 50 m-bassinet, der anvendes til motionssvømning, undervisning og sport, at badet ifølge det oplyste ligger nær bymæssig bebyggelse og kasernen, at der sker udlejning til sportsklubber og skoler mv., således at badet må anses for primært af betjene lokalområdet, samt at der ikke er opholdsarealer af betydning eller mulighed for egentlig fortæring i forbindelse med badet.

Bureauvirksomhed - markedsanalyse
Momsnævnet har den 26. marts 1998 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i et markedsanalysefirma.

Afgørelse: Markedsanalysefirmaets aktiviteter er ud fra en helhedsvurdering anset for bureauvirksomhed og dermed omfattet af bilaget til elafgiftsloven.

Sagen har været indbragt for Landsretten, som afsagde dom i sagen den 10. februar 2000, (TfS 289, 2000). Se endvidere F.6.6.1.

Bureauvirksomhed - konsulentydelser
Momsnævnet har den 25. august 1998 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i en virksomhed, der afsætter konsulentydelser.

Afgørelse: Virksomhedens aktiviteter i form af at skabe, udvikle og markedsføre egne værktøjer til brug for udvælgelse og udvikling af mennesker og deres organisationer og på det grundlag tilbyde konsulentydelser til private og offentlige virksomheder anses efter en helhedsvurdering for bureauvirksomhed, som er omfattet af bilaget til elafgiftsloven (og vandafgiftsloven).

Bureauvirksomhed - virksomhedsrådgivning mv.
Momsnævnet har den 7. oktober 1998 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i en virksomhed, der afsætter ydelser i form af virksomhedsrådgivning mv.

Afgørelse: Virksomhedens aktiviteter i form af virksomhedsrådgivning/konsulentydelser inden for statistik og operationsanalyse mv. er anset for bureauvirksomhed, og dermed omfattet af bilaget til elafgiftsloven.

SKAT har, jf. SKM2008.462.SKAT præciseret, i hvilket omfang aktiviteterne på et teater forud for selve forestillingen for publikum på scenen skal anses for at være en integreret del af forestillingen og dermed ikke godtgørelsesberettiget.

Præciseringen skal ses i lyset af, at bestemmelsen om forlystelser til forskel fra de øvrige former for virksomhed omfattet af bilaget ikke nævner virksomheden "teatre" som sådan, men alene nævner den del af aktiviteterne på teatret, der udgøres af "teaterforestillinger". Herved forstår SKAT fremførelsen eller forevisningen af skuespil, operaer m.v. på en scene og de opgaver, der relaterer sig hertil.

SKAT er af den opfattelse, at der kan ydes godtgørelse for afgiften af energi brugt i forbindelse med momspligtig produktion af scenografi, kostumer og rekvisitter på et teater, inkl. prøvesalsprøver, idet denne produktion er adskilt fra teaterforestillingen i tid og/eller sted og desuden som regel vil kunne bruges i anden sammenhæng, dvs. produkterne kan udlejes til eksterne parter, sælges til andre teatre m.v. på linje med anden vareproduktion.

SKAT finder derimod, at der ikke kan ydes afgiftsgodtgørelse for energi anvendt til aktiviteterne i forbindelse med produktionen af forestillingen, dvs. prøveforløbet på scenen med kunstnere og sceneteknisk personale m.v., som går forud for den endelige forestilling, og hvorved forestillingen får sin form. Dette forløb må således betragtes som en integreret del af den endelige forestilling foran publikum.

Såfremt selve teatrets lokaler anvendes til både godtgørelsesberettigede aktiviteter og ikke-godtgørelsesberettigede aktiviteter, kan SKAT give tilladelse til, at der fx årligt fastsættes en fast procentsats for andelen af de godtgørelsesberettigede aktiviteter på teatret i forbindelse med, at der foretages en omsætningsfordeling. Teatret skal i givet fald kunne godtgøre, at den fastsatte procentsats svarer til de faktiske forhold set over den pågældende periode.

Præciseringen af praksis indvirker ikke på reglerne om afgiftsbetaling af rumvarme i elafgiftslovens § 11, stk. 3, ff.

Der gælder de almindelige regler i skatteforvaltningslovens § 31 om ordinær genoptagelse af afgiftstilsvar og krav om godtgørelse af afgift, jf. den juridiske vejledning Processuelle regler på SKATs område, afsnit G.1.2.3.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter