Som anført under F.6.1 er det en betingelse, at energiprodukterne eller fjernvarmen skal forbruges i virksomheden, for at der kan ydes afgiftsgodtgørelse. Der er dermed tale om et såkaldt forbrugskriterium.

Virksomhederne har dermed ikke adgang til afgiftsgodtgørelse i de tilfælde, hvor forbrugskriteriet ikke er opfyldt, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, kulafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 1 og 2, elafgiftslovens § 11, stk. 1. nr. 1 og 2 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1, nr. 1 og 2. Det gælder fx:

  • Varer indkøbt med henblik på videresalg (fx virksomheder, der driver mellemhandel med olie eller kul, hvoraf der er betalt afgift).
  • Varer der anvendes til formål, der ikke vedrører virksomhedens omsætning af momspligtige varer/ydelser, til funktionærboliger, til indehaverens og personalets privatforbrug.
  • Varer og varme, der anvendes af lejere i forbindelse med udlejning af fast ejendom, Se F.6.2.2.

Derudover kan virksomheder, der fremstiller varme, damp mv., fx fjernvarmeværker og kraftvarmeværker, ikke opnå afgiftsgodtgørelse for varer, der anvendes til fremstilling af varme mv., jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum, samt elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Særligt vedr. elafgift - belysningsydelser - gadebelysning
Pr. 1. januar 2010 er elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 ændret således, at elforbrug til en belysningsopgave, som leveres fra en virksomhed, nu anses for forbrugt af den, der forbruger belysningen. Det betyder, at virksomheder, der leverer belysningsopgaver, ikke længere har ret til godtgørelse af elafgift, idet den medgåede el hertil ikke længere anses for forbrugt i virksomheden.

Årsagen til lovændringen er, at de hidtidige regler, som fortolket af Højesteret i sin dom i sagen SKM2005.394.HR har ført til, at det har været muligt for bl.a. kommuner at undgå at betale elafgift af forbrug af el til belysningsydelser, ved at lægge opgaven over i et momsregistreret driftsselskab. Det fremgår således nærmere af højesteretsdommen, at et momsregistreret selskab kunne få godtgjort elafgift af elforbruget i forbindelse med levering af vejbelysning til en kommune. Kommunen havde overdraget vejbelysningsanlægget, og opgaven med at producere og levere vejbelysningen, til selskabet. Højesteret fastslog, at elforbruget fandt sted i selskabet, som derfor havde ret til godtgørelse af elafgift. Kommunen blev dermed ikke belastet af elafgift, selvom den ikke opfyldte betingelserne i elafgiftsloven for godtgørelse af elafgift.

Konsekvensen af den nye regel i elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 er, at el til belysning i tilsvarende situationer nu anses som forbrugt af forbrugeren af belysningen, f.x. kommunen, når der er tale om en ydelse i form af vejbelysning, som leveres af et driftsselskab til en kommune. De nye regler vil navnlig berøre de kommunale driftsselskaber, der er etableret til levering af kommunal gade- og vejbelysning. Vedrørende udlejning af lysanlæg i øvrigt se også afsnit F.6.2.3. Reglerne medfører også, at momsregistrerede aftagere/forbrugere af belysningsydelser fra et driftsselskab vil kunne få godtgørelse af elafgift, hvis forbrugeren af belysningsydelsen i øvrigt opfylder betingelserne herfor i elafgiftsloven.

Formålet med lovændringen er således, at husholdninger, ikke-momsregistrerede virksomheder, liberale erhverv og andre, der som udgangspunkt skal betale fuld afgift af forbruget af elektricitet til belysning, afskæres fra muligheden for at kunne organisere sig ud af at skulle betale afgift.

Højesterets dom i vejbelysningssagen, SKM2005.394.HR, er nærmere refereret nedenfor. For en yderligere redegørelse for retstilstanden inden 1. januar 2010 vedrørende udlicitering af belysningsydelser mv. henvises til beskrivelsen i den tidligere gældende juridiske vejledning, Punktafgiftsvejledningen 2009-2 afsnit F.6.2.1, samt tidligere udgaver af Punktafgiftsvejledningen.

Højesteret - Gadebelysning
Højesteret afsagde den 16. september 2005 dom i sagen SKM2005.394.HR. Sagen havde tidligere været behandlet af Landsskatteretten og Vestre Landsret, jf. SKM2002.492.LSR og SKM2004.109.VLR, og vedrørte den praksis, som den daværende Told- og Skattestyrelse havde fastsat i SKM2001.215.TSS. Sagens forhold samt Højesterets begrundelse og resultat fremgår kort nedenfor:

En kommune havde overdraget sit vejbelysningsanlæg til et af kommunen ejet selskab, der havde videreoverdraget anlægget til et datterselskab. Sidstnævnte selskab skulle herefter drive og vedligeholde vejbelysningen i kommunen mod betaling.

Spørgsmålet i sagen var, om selskabet var berettiget til afgiftsgodtgørelse efter dagældende elektricitetsafgiftslovs § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 3, for den elektricitet, som var indkøbt til brug for driften af vejbelysningen i perioden 1. januar 2000 til 30. juni 2002.

Højesteret udtalte, at selskabet først blev momsregistreret med virkning fra den 1. januar 2001 og ikke betalte energiafgifter i 2000. Herefter var selskabet ikke berettiget til at få tilbagebetalt el- og kuldioxidafgift, som angik elforbrug før 1. januar 2001.

For så vidt angik perioden efter den 1. januar 2001, hvor selskabet blev momsregistreret, udtalte Højesteret, at det fulgte af dagældende elafgiftslovs § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens dagældende § 9, stk. 4, nr. 3, at virksomheder kunne få delvist tilbagebetalt el- og kuldioxidafgift af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet. Højesteret fandt, at der ikke i bestemmelsernes ordlyd, forarbejder eller formål var holdepunkter for at begrænse retten til tilbagebetaling til elforbrug, der foregik som led i en særligt kvalificeret produktionsproces. Ved produktion af belysning blev der anvendt elektricitet, der blev forbrugt som led i produktionen, og sådant elforbrug kunne berettige til tilbagebetaling af el- og kuldioxidafgift i medfør af de nævnte bestemmelser, såfremt de øvrige betingelser herfor var opfyldt. Højesteret lagde til grund, at selskabet efter aftale med kommunen leverede vejbelysning til kommunen under forbrug af elektricitet på virksomhedens eget anlæg, og under disse omstændigheder måtte den elektricitet, som selskabet anvendte ved driften af vejbelysningsanlægget, anses for en af virksomheden forbrugt afgiftspligtig elektricitet.

Højesteret anførte videre, at det var uden betydning, at kommunen efter offentligretlige regler som vejmyndighed var forpligtet til at sikre vejbelysning, og at det ligeledes var uden betydning, om der ved beregning af vederlag for levering af vejbelysning var sket overvæltning af afgifterne på aftageren.

Højesteret fandt således, at selskabet havde krav på tilbagebetaling af afgifter for perioden efter 1. januar 2001, og hjemviste sagen til fornyet behandling ved afgiftsmyndighederne med henblik på opgørelse af tilbagebetalingskravet for perioden 1. januar 2001 til 30. juni 2002 med tillæg af renter.

Højesteretsdommen ændrede den udmeldte praksis, der var indeholdt i Told- og Skattestyrelsens meddelelse af 12. juni 2001, offentliggjort i SKM2001.215.TSS, Landsskatterettens kendelse af 19. juni 2002, offentliggjort i SKM2002.492.LSR, og Landsrettens dom af 18. februar 2004, offentliggjort i SKM2004.109.VLR.

Der er offentliggjort en SKAT-meddelelse om ændring af praksis og genoptagelse af sager, SKM2006.137.SKAT. I meddelelsen præciserede SKAT med hensyn til dommens rækkevidde, at det var SKATs opfattelse, at det ikke nødvendigvis var en betingelse for ret til godtgørelse, at der var sket en overdragelse af ejendomsretten til belysningsanlægget - som det var tilfældet i Højesteretssagen.

Det var dog SKATs opfattelse, at det var en afgørende betingelse, at virksomheden, der varetog driften af et vejbelysningsanlæg, skulle have et selvstændigt erhvervsmæssigt indhold og dermed være forretningsmæssigt begrundet. Virksomheden skulle samtidig være driftsmæssigt ansvarlig og have fuld råderet over vejbelysningsanlægget - og kunne foretage egne dispositioner fx i forhold til personale, driftsmidler mv.

Driften af vejbelysningsanlægget skulle ske for den pågældende virksomheds egen regning og risiko med det formål at få et økonomisk udbytte. Det var også gældende fx i forhold til prisen på elektricitet, som virksomheden køber til drift af vejbelysningsanlægget til fremstilling af lys.

Det var således SKATs opfattelse, at fx et leasingforhold, der baserede sig på/opfyldte ovennævnte konditioner, kunne sidestilles med det tilfælde, som Højesteret tog stilling til ved dommen af 16. september 2005. Det beror dog på en konkret vurdering/analyse af forholdene i det enkelte tilfælde.

Det fremgår i sammenhæng hermed, at det er SKATs opfattelse, at en serviceaftale, der er indgået med en ejer af et vejbelysningsanlæg, - som alene omfatter vedligeholdelsen af vejbelysningsanlægget, fx opsyn med og reparation af anlægget, som udgangspunkt ikke er af et omfang mv., hvor den pågældende virksomhed kan siges at være driftsmæssig ansvarlig - ligesom det må antages, at virksomheden ikke med en sådan serviceaftale kan siges at løbe en reel økonomisk risiko i forhold til driften af vejbelysningsanlægget i sin helhed.

Elforbrug i lejet gadebelysningsanlæg
I konsekvens af denne praksis har Skatterådet, jf. SKM2007.218.SR truffet afgørelse om, at en virksomhed var berettiget til godtgørelse af elafgift ved levering af gadelys til en kommune i henhold til en kontrakt herom indgået mellem virksomheden og kommunen. Ifølge den indgående værkslejekontrakt og aftale om levering af gadelys omfattede det driftsmateriel, driftsinventar og udstyr, der indgik under kontrakten, alle de i kommunen værende gadebelysningsanlæg med alt teknisk udstyr af enhver art, som var nødvendigt til udøvelse af de omhandlede aktiviteter.

Den elektricitet, der blev anvendt til gadebelysningen, blev anset for forbrugt af virksomheden, uanset forbruget af elektricitet skete på et anlæg lejet af kommunen, og var derfor omfattet af dagældende elafgiftslovs § 11, stk. 1, nr. 1.

Et selskabs levering af gadelys til kommune, der var eneaktionær i selskabet
Skatterådet har ligeledes, jf. SKM2007.352.SR truffet afgørelse om, at et selskab var berettiget til godtgørelse af elafgift ved levering af gadelys til en kommune. Selskabet var ifølge en aftale med kommunen forpligtet til at drive, vedligeholde og levere vejbelysning til kommunen. Selskabet blev anset for at have et selvstændigt erhvervsmæssigt indhold og være forretningsmæssigt begrundet, selv om selskabet, ifølge sagens oplysninger, kun leverede gadebelysning til den kommune, der var eneaktionær i selskabet.

Ud fra en samlet vurdering af sagen var der tale om et driftsforhold, hvor den elektricitet, der blev anvendt til gadebelysning, blev anset for at være forbrugt af selskabet. Selskabet var derfor berettiget til godtgørelse af elafgift med undtagelse af 1 øre pr. kWh ved levering af gadelys til kommunen, jf. dagældende elafgiftslovs § 11, stk. 1, nr. 1 og stk. 16, 1. pkt.

En el-installations-virksomheds leasing- og driftsaftale vedrørende eldrevne installationer og anlæg hos en andelsbolig-forening
Skatterådet har, jf. SKM2008.160.SR truffet afgørelse om, at en elinstallationsvirksomhed som udgangspunkt var berettiget til at få godtgjort elafgift på el indkøbt til drift af belysningsanlæg og elinstallationer hos en andelsboligforening som følge af en drifts- og leasingaftale indgået med foreningen.

Skatterådet fandt, at adgangen til godtgørelse omfattede afgift af el til belysning mm. i de lokaliteter i andelsboligforeningen, hvor der var adgang for offentligheden foruden elinstallationsvirksomheden og beboere eller viceværter, dvs. udendørs belysning og trappeopgange. For så vidt angik lokaliteter, hvor der ikke var offentlig adgang, fx fælles pulterrum, cykelrum og kældre, var der ikke adgang til godtgørelse af afgiften.

Med ændringen af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, pr. 1. januar 2010, vil praksis i henhold til de 3 refererede bindende svar fra Skatterådet være ændret, idet der ikke længere vil være ret til godtgørelse af elafgift af el indkøbt til drift af belysningsanlæg i de beskrevne situationer.

Skatterådet har endvidere i nedenstående sager afslået ret til godtgørelse, allerede fordi leverandøren bl.a. ikke havde tilstrækkelig råderet over anlæggene:

En el-installations-virksomheds full-cost driftsaftale vedrørende belysningsanlæg og el-installationer hos en andelsbolig-forening
Skatterådet har afslået, at en el-installationsvirksomhed, der har indgået en full-cost driftsaftale med en andelsboligforening er berettiget til at få godtgjort elafgift på el indkøbt til drift af belysningsanlæg og elinstallationer hos foreningen, ekskl. anlæg i de enkelte lejligheder.

Ifølge aftalen har el-installationsvirksomheden alene en faktisk råderet over installationerne og anlægget hos andelsboligforeningen. Der er hverken tale om overgang af ejendomsretten eller om en leje- eller leasingaftale. Desuden fremgår det af aftalen, at der er ret til regulering af det aftalte bidrag, hvis driftsmodtager, dvs. andelsboligforeningen, foretager udvidelse eller reduktion af anlæggene. Det er derfor driftsmodtager, der er ansvarlig for sådanne ændringer. Skatterådet fandt på den baggrund, at virksomheden ikke kan siges at være fuldt driftsmæssigt og økonomisk ansvarlig for anlægget. Afslaget er offentliggjort på SKM2007.486.SR.

Elforbrug i reklame-finansierede læskure ved busstoppesteder og permanente fartmålere
Skatterådet afslår, jf. SKM2008.559.SR, at der i forbindelse med en virksomheds beregning af godtgørelse for energiafgifter i forbindelse med elforbrug til vej- og stibelysning kan ses bort fra elforbruget til indvendig belysning i nogle reklamefinansierede læskure ved busstoppesteder og enkelte permanente fartmålere. Belysningen i læskurene og fartmålerne er tilsluttet gadebelysningen uden særskilte målere, men de er ikke omfattet af en aftale mellem virksomheden og kommunen om leasing af kommunens gadebelysningsanlæg og levering af gadelys i kommunen. Virksomheden kan alene betragtes som en leverandør af el til elforbruget i læskurene og fartmålerne. Skatterådet bekræfter, at elforbruget til vejbelysning og dermed grundlaget for afgiftsgodtgørelsen kan beregnes som målt forbrug minus beregnet/anslået forbrug til læskure og fartmålere.

Udlejere af fast ejendom kan ikke opnå afgiftsgodtgørelse for fx elektricitet og varme, der forbruges af lejerne, se SKM2001.610.LSR.

Udlejere, der som led i udlejningen også leverer fx elektricitet, har derimod adgang til at viderefakturere afgiftsbelastningen af elforbrug hos lejeren. Det er herefter lejerens godtgørelsesmæssige stilling, der er afgørende for, hvorvidt der kan ydes afgiftsgodtgørelse for elforbruget. Udlejeren kan være frivillig registreret efter momsloven. Registreringen omfatter levering af fx elektricitet. Se SKM2009.725.SKAT.

Afgiften anses for viderefaktureret fra udlejer til lejer i den udstrækning, den er særskilt specificeret på afregningen mellem udlejer og lejer. Udlejer kan ikke få tilbagebetalt elafgift for elektricitet anvendt i lokaler, hvor lejer har en eksklusiv brugsret.

Butikscentre og lignende, der er frivilligt registreret efter momsloven for erhvervsmæssig udlejning af fast ejendom, kan opnå godtgørelse af afgift af elektricitet til fællesformål mv. i følgende omfang:

Hvis forbruget til fællesformålene uden specifikationer er indeholdt i betalingen for de omhandlede leverancer (fx indregnet i den enkelte lejers husleje) er det den momsregistrerede udlejer, der er berettiget til godtgørelse.

Hvis udgifterne til fællesformålene (fx drift af ventilatorer, elevatorer og udendørs belysning) fordeles på de enkelte lejere (fx forholdsmæssigt efter lejemålenes størrelse) og faktureres særskilt udover den egentlige husleje, betragtes elektriciteten som forbrugt af de enkelte lejere, som herefter kan opnå godtgørelse, hvis elektriciteten er forbrugt i den momsregistrerede lejers virksomhed til aktiviteter, der i øvrigt giver adgang til godtgørelse af elafgift.

Feriehoteller, feriecentre o.l. kan i lighed med hoteller, moteller mv. opnå godtgørelse af energiafgift af elektricitet til procesformål, der er forbrugt i forbindelse med den momspligtige udlejning af værelser, lejligheder mv.

Det er uden betydning, om der opkræves særskilt betaling for elforbruget, eller om betaling for elektricitet indgår i lejen.

Der kan ikke opnås godtgørelse af CO2-afgift.

Kontorhoteller

Ved kontorhoteller forstås møblerede eller umøblerede kontorlejemål med en række tilknyttede ydelser fx telefonsystemer, bredbånd, telefonpasning, varme, rengøring, mødelokaler og kopimaskiner. Den periodiske ydelse fastsættes fx på grundlag af antal medarbejdere i de virksomheder, der lejer sig ind og inkluderer udover lokalerne en række faste ydelser fx bredbånd, receptionsservice, el, varme og adgang til kantine. Andre ydelser afregnes efter forbrug fx anvendelse af mødelokale, brug af printere, leje af projektører, konferenceudstyr og timebaserede ydelser som sekretærhjælp og oversættelsesbistand.

Det er den enkelte kontrakt mellem kontorhotellet og lejer, der afgør omfanget af ydelserne, og om ydelserne skal betales som en del af den faste periodiske ydelse eller efter forbrug. Længden af lejemålet i kontorhotellet har ingen betydning for spørgsmålet om tilbagebetaling af elafgift.

Fællesformål i et kontorhotel er fx mødelokaler, receptionslokaler, kopirum, kantine og andre lokaler eller faciliteter, hvor lejer ikke har en eksklusiv brugsret. Det kan også være udlejning af arbejdspladser i åbne kontorlandskaber. I overensstemmelse med SKATs praksis og SKM2004.500.LSR anses energiforbrug vedrørende fællesarealer og -faciliteter i udlejningsejendomme for at være forbrugt af udlejer. Den momsregistrerede udlejer af kontorhotellet kan få godtgjort elafgift af elforbruget til fællesformålene i det omfang forbruget er indregnet i lejerens faste periodiske ydelse. For andre leverancer, der vedrører fællesformål, og som tilfaktureres lejeren særskilt og betales ud over den faste periodiske ydelse efter forbrug, betragtes elektriciteten som forbrugt af lejer. Den momsregistrerede lejer, der har forbrugt elektriciteten som led i virksomhedens drift, kan få afgiften tilbagebetalt, hvis virksomhedens aktiviteter giver adgang til godtgørelse.

Den momsregistrerede lejer kan få godtgjort den tilfakturerede elektricitet, der vedrører lokaler og faciliteter, hvor lejer har en eksklusiv brugsret. Det er en betingelse, at elafgiften er særskilt specificeret på afregningen mellem kontorhotellet og lejeren af kontorhotellet. Fordelingen af den forbrugte elektricitet på områder, hvor lejer har en eksklusiv brugsret, kan opgøres forholdsmæssigt efter den fordelingsnøgle kontorhotellet i øvrigt anvender ved fastsættelsen af lejers ydelse fx med udgangspunkt i arealets størrelse eller antallet af medarbejdere, der huses i kontorhotellet. Et eksempel på en facilitet er elektricitet forbrugt til bredbåndsforbindelse i et lokale, hvor lejeren har en eksklusiv brugsret. Se SKM2009.725.SKAT

Både udlejer og lejers afgiftsmæssige stilling afgrænses af elafgiftslovens bilag 1's liste over momsregistrerede virksomheder, hvis afsætning af ydelser ikke giver adgang til tilbagebetaling af elafgift. For hver af kontorhotellets aktiviteter skal det vurderes, om aktiviteten er udlejning af fast ejendom eller servicering af kontorhotellets lejere og dermed ikke-godtgørelsesberettiget bilagsvirksomhed.

Virksomheder, der er frivilligt registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom, kan ikke få godtgjort afgift af elektricitet og varme (og vand), som lejerne har forbrugt. Dette gælder også, hvor huslejen indeholder betaling for elektricitet og varme.

Reklamelæskure og reklamesøjler
Landsskatteretten har ved kendelse af 11. marts 2002 truffet afgørelse om, at en virksomhed, der opstillede læskærme ved busholdepladser, reklamesøjler o.l., og som afholdt alle omkostninger til opsætning og drift mod at få retten til at udleje reklamepladsen på det opstillede udstyr, blev anset for at drive udlejningsvirksomhed og ikke reklame eller bureauvirksomhed. Retten fandt, at virksomheden måtte anses som forbruger af selve reklamebelysningen, idet der i overvejende grad var tale om korttidsudlejning af reklamepladserne. Retten henviste i den forbindelse til den nedenfor refererede afgørelse om idrætshaller m.v. fra 1988. Retten fandt endvidere, at virksomheden måtte anses som forbruger af funktionsbelysningen i det opstillede byudstyr, idet retten lagde vægt på, at, forbruget sker i det af selskabet opstillede udstyr, at det alene er selskabet, der bestemmer omfanget af belysningen, og at belysningen ikke efter det foreliggende erstattede anden kommunal belysning. Se SKM2002.171.LSR. Se endvidere F.6.6.2 om afgørelsen.


Idrætshaller, forsamlingshuse mv.
I 1988 resolverede den daværende skatteminister, at idrætshaller, svømmehaller, udstillingshaller og udstillingscentre samt forsamlingshuse og medborgerhuse, der er frivillig registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom, kan få godtgjort afgifterne af olie, el, gas og kul, som anvendes til belysning, opvarmning mv.

Bemærk, at adgangen til afgiftsgodtgørelse kun omfatter de formål, der er omfattet af den generelle adgang til afgiftsgodtgørelse. Dvs., at der med de nugældende regler ikke længere ydes afgiftsgodtgørelse for energi til rumvarme og varmt vand

Om godtgørelse af vandafgift se G.5.6.2.

Campingpladser og lystbådehavne
Campingpladser og lystbådehavne kan ikke opnå afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der leveres til forbrug i campingvogne, lystbåde mv.

Dette gælder uanset, om der kræves særskilt betaling for den forbrugte elektricitet, eller om betaling for elektricitet indgår som en del af betalingen for overnatning på campingpladsen/leje af bådplads.

For så vidt angår dokumentationen for opgørelsen af den elektricitet, der er leveret til brug i campingvognen eller båden, se F.6.8.2.

Ved levering af elektricitet til forbrug i fx campingvogne og hytter, som er campingpladsens eget driftsmiddel, og som anvendes til udlejningsformål, kan der dog ydes godtgørelse af elafgiften som procesformål. Elektricitet, der anvendes til fremstilling af rumvarme og varmt vand til forbrug i egne driftsmidler, er dog ikke godtgørelsesberettiget, se F.6.3.

Elektricitet, der forbruges i køkken- og badefaciliteter mv., og til belysning mv. af campingpladsen/lystbådehavnens fællesarealer er godtgørelsesberettiget efter reglerne for let proces, medmindre der er tale om elektricitet, der anvendes til fremstilling rumvarme/varmt vand.

Udlejningsejendomme - fællesarealer og -faciliteter

Uanset forbruget vedrører arealer og faciliteter, hvortil lejerne i de pågældende ejendomme har adgang, kan det ikke dermed antages, at disse er forbrugerne i energiafgiftslovenes forstand.

Den afgiftspligtige energi må derimod anses for anvendt som en integreret del af den momspligtige udlejningsvirksomhed, som ikke kan afgrænses til alene at være de lokaliteter, hvorfra administrationen af udlejningen foregår, men tillige må omfatte selve de udlejede ejendomme.

Det lægges til grund, at de omhandlede afgifter alene vedrører energiforbrug på fællesarealer og til fællesfaciliteter i de af selskabet ejede udlejningsejendomme, som er frivillig momsregistreret, og at ingen del af dette energiforbrug er viderefaktureret til lejerne. Sagen vedrører således ikke forbrug i lokaliteter, hvor der er tillagt den enkelte lejer en eksklusiv brugsret.

Selskabet er herefter berettiget til godtgørelse for de omhandlede afgifter i medfør af bl.a. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, i det omfang tilbagebetalingsadgang ikke er udelukket efter rumvarmereglerne i bl.a. elafgiftslovens § 11, stk. 3. Kendelsen er offentliggjort i SKM2004.500.LSR.

Landsskatteretten har jf. SKM2008.340.LSR truffet afgørelse i en sag om tilbagebetaling af elektricitetsafgift. Et selskab drev virksomhed bl.a. med korttidsudlejning af strømforbrugende udstyr. Elektriciteten blev produceret af selskabets egne generatorer, og udlejningen omfattede også levering af elektricitet. Selskabet var berettiget til godtgørelse af elektricitetsafgift. Den producerede elektricitet blev anset som forbrugt af selskabet, idet der var tale om levering af elektricitet til brug i selskabets egne driftsmidler samt korttidsudlejning af disse driftsmidler. Afgørelsen ændrer således Skatterådets afgørelse, jf. SKM2006.804.SR.

Det fremgår nærmere af den pågældende sag, at virksomheden bl.a. udlejede belysningsanlæg, inklusive strømforbrug. Med ændringen af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, pr. 1. januar 2010, vil der ikke længere være adgang til godtgørelse af elafgift, når en virksomhed i en tilsvarende situation udlejer belysningsanlæg, idet den medgåede el ikke anses for forbrugt af virksomheden. Lovændringen er nærmere omtalt i afsnit F.6.2.1, hvoraf det bl.a. fremgår, at den virksomhed, der forbruger belysningen, derimod vil kunne få godtgørelse af elafgift, hvis denne i øvrigt opfylder betingelserne herfor i elafgiftsloven.

§ 11, stk. 2, sidste punktum
Momsregistrerede virksomheder har ikke adgang til fradrag for afgift af karburatorvæske og smøreolie og lign., der er afgiftspligtige efter mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 1, henholdsvis nr. 17 (karburatorvæske) og nr. 18 (smøreolie og lign.)

Ved SKM2001.552.TSS har Told- og Skattestyrelsen udsendt meddelelse om muligheden for tilbagebetaling af elafgift mv. for virksomheder med forsikrings- og finansielle aktiviteter i relation til udenlandske kunder uden for EU.

Virksomheder, der er anmeldelses- og regnskabspligtige efter momsbekendtgørelsens § 31, er ikke af den grund omfattet af momslovens og momsbekendtgørelsens regler om registreringspligt og kan derfor ikke anses for momsregistrerede virksomheder i momslovens forstand. Virksomheder, der alene er omfattet af anmeldelses- og regnskabspligten i momsbekendtgørelsens § 31, er ligeledes ikke omfattet af momslovens bestemmelser om fradragsret, jf. endvidere elafgiftslovens § 11, stk. 16, men derimod alene af momslovens bestemmelser om momsgodtgørelse.

Det er derfor styrelsens opfattelse, at virksomheder, der udøver forsikrings- og genforsikringsvirksomhed og finansielle aktiviteter i relation til udenlandske kunder uden for EU, ikke er berettiget til godtgørelse af afgift af elektricitet i medfør af elafgiftslovens § 11, stk. 1 for elektricitet, der forbruges i forbindelse med den pågældende aktivitet, uanset at virksomheden kan få godtgørelse af moms i relation til de nævnte aktiviteter, jf. momslovens § 45, stk. 4.

Se også SKM2009.466.VLR omtalt i F.6.1.1

Lovgrundlag
Ved lov nr. 527 af 12. juni 2009 er afgiftsgodtgørelsen for energiforbrug til komfortkøling ophævet. Det betyder, at adgangen til tilbagebetaling af energiafgiften af energiforbruget til køling af hensyn til personers komfort i indendørs lokaler er ophævet. Afgiften på energi til køling af komfortmæssige hensyn ligestiller energi til opvarmning og komfortkøling. Der sker hermed en ligestilling med reglerne om energiforbrug til rumvarme, hvor opvarmningen sker af hensyn til ansatte eller kunders komfort.

Reglerne om ophævelse af afgiftsgodtgørelsen for energiforbrug til komfortkøling trådte i kraft den 1. januar 2010.

Det er blandt andet momsregistrerede virksomheder i detailhandlen, forretningscentre, hoteller mv. samt kontor/administrationsbygninger mv., der berøres af ændringen. Et eksempel på en energiafgift, der ikke længere tilbagebetales er elektricitet, der bruges til komfortkøling i klima-/airconditionanlæg. Andre eksempler, der berøres af ændringerne er reversible varmepumper, der i visse perioder af året fremstiller varme og i andre perioder fremstiller komfortkøling samt anlæg, der kan fremstille komfortkøling på basis af fjernvarme eller af egenproduceret varme, der fx kan være fremstillet på basis af naturgas.

Følgende situationer berøres af ændringerne:

  • Produktion af kulde som leveres fra virksomheden. Virksomheder, der forbruger afgiftspligtig energi, fx el eller gas, eller afgiftsbelagt varme til at fremstille kulde/køling, der leveres fra virksomheden, kan ikke få afgiften tilbagebetalt. Både situationen, hvor kulden fremstilles på baggrund af afgiftspligtig energi, og situationen hvor kulden er fremstillet via varme, der oprindeligt er fremstillet via afgiftspligtig elektricitet eller brændsel fx gas omfattes af de ændrede bestemmelser.
  • Energi forbrugt i virksomheden til komfortkøling. Afgiften af elektricitet eller brændsel fx gas, der er medgået til produktion af kulde/køling, der er forbrugt i virksomheden til komfortkøling, tilbagebetales ikke.
  • Produktion af kulde fremstillet hos en kuldeproducent og leveret til virksomheden. Virksomheder, der får leveret og forbruger kulde/køling, der er fremstillet af en kuldeproducent, når forbruget af kulden sker til køling af rum af komfortmæssige hensyn, kan ikke få tilbagebetalt energiafgiften.

Fremstilling af kulde/køling til andet end komfortkøling
Der er stadig adgang til at få tilbagebetalt energiafgiften af energiforbruget til den nødvendige køling af varer eller køling af lokaler, der alene er betinget af produktionsprocesser.

Energiforbrug til drift af ventilatorer, pumper mv., der skal føre kølingen/kulden frem til lokaler, hvor der foregår produktionsprocesser anses for procesforbrug, der giver ret til tilbagebetaling af energiafgiften. Det samme gælder energiforbruget til drift af ventilatorer, pumper mv., der fører kulden frem til lokaler, der køles af komforthensyn, idet "transporten" af energien er let proces. Momsregistrerede virksomheder kan stadig få tilbagebetalt energiafgiften af det energiforbrug, der er medgået til fremstilling af kulde til produktionsprocesser, når kulden er forbrugt i virksomheden og leveret til virksomheden fra en momsregistreret kuldeproducent.

Køling i forbindelse med eksempelvis opbevaring af fødevarer i kølerum og køleanlæg giver stadig adgang til godtgørelse af afgiften. "Walk-in"-køling, hvor kølingen sker af hensyn til fx frugt, grønt eller mejerivarer, og ikke af hensyn til kunder eller personale, anses som proces og giver adgang til godtgørelse af afgiften.

Generelt gælder det, at fremstilling af kulde/køling til andre formål end køling af hensyn til personers komfort i indendørs lokaler, stadig giver adgang til tilbagebetaling af afgiften. 

Måling af energiforbruget - køleanlæg, der udelukkende anvendes til komfortkøling

  • Energiforbrug i eldrevne køleanlæg måles efter samme princip som rumvarme/varmt vand - elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1 ... efter måler.
  • Energiforbrug i varmedrevne køleanlæg. Der stilles ikke krav om måling, idet der i stedet måles på processiden.

Måling af energiforbruget - køleanlæg, der anvendes både til komfortkøling og proceskøling
Hvis samme anlæg anvendes til både proceskøling og komfortkøling skal fordelingen af den fremstillede energimængde (kulde) til proceskøling og komfortkøling opgøres ved måling af køleanlæggets energiforbrug.

Opgørelse af energiforbruget til komfortkøling og procesformål ved fordeling kan ikke ske på basis af en fast fordelingsnøgle, et skøn eller ved anden fordeling. Målingen af den mængde fremstillet energi (kulde), der forbruges til procesformål, skal ske på det sted, hvor energien overgår til procesformål.

Køleanlæggets elmåler eller energimåler måler det samlede energiforbrug, der anvendes til fremstilling af kulde/køling. Den fremstillede køling føres frem til stedet, hvor der ønskes komfortkøling eller proceskøling som:

  1. Luftbåren køling
  2. Vandbåren køling

Ad 1) Ved luftbåren køling er det ikke teknisk muligt at måle energiindholdet. Se nedenfor om mulighederne for at fordele energiindholdet.

Ad 2) Ved vandbåren køling er det teknisk muligt at måle energiindholdet i den fremstillede kulde. For en fordeling af energiforbruget, der anvendes til fremstilling af kulde er det som udgangspunkt nødvendigt at foretage følgende to målinger:

  • måling af den samlede energi (kulde) anvendt til komfortkøling og proceskøling ved en energimåling
  • måling af energi (kulde) anvendt til proceskøling ved en energimåling.

Målingen af energi anvendt til proceskøling (kulde) skal ske på det sted, hvor energien overgår til procesformål.

Visning af billede: Energimåler

Fordeling af energiforbruget ved beregning - samme anlæg anvendes til både komfortkøling og proceskøling
Bestemmelserne i energiafgiftslovene om, at der ydes fuld tilbagebetaling, hvis der indbetales en afgift af de pågældende rum på 10 kr. pr. kvadratmeter pr. måned finder også anvendelse for opgørelse af energi forbrugt til fremstilling af kulde. Bestemmelserne gælder både for eldrevne og varmedrevne køleanlæg. Bestemmelserne kan også anvendes, hvis der anvendes flere forskellige energikilder fx elektricitet til komfortkøling og brændsel til opvarmning. Afgiften på 10 kr. dækker således både kulde og varme i de pågældende rum.

Anvendes et anlæg eller flere anlæg på samme tid til køling af et og samme lokale af komfortmæssige hensyn for personer og af hensyn til en eller flere maskiner, fx en server i samme lokale, foretages der ikke en fordeling af den anvendte energi til køling. Den anvendte energi anses i disse tilfælde alene anvendt til komfortformål. Det samme gælder for køling i butikker og lignende, hvor kølingen i butikken både foretages af komfortmæssige hensyn til kunder og ansatte og af hensyn til maskiner.

Energimålere
Ældre eksisterende køleanlæg, der anvendes til komfortkøling, har ofte ikke installeret en måler til måling af energiforbruget. Hvis det er tilfældet, skal kvadratmeterreglen anvendes til opgørelse af afgiften af energiforbruget anvendt til komfortmåling, som virksomheden skal betale, eller der skal installeres en måler i køleanlægget.

Fordeling af energiforbrug - måling af komfortkøling
Virksomheder, der bruger energi til såvel proces (med adgang til tilbagebetaling) som komfortkøling (ikke-procesformål uden adgang til tilbagebetaling) og som skal fordele energien for at få tilbagebetalt afgiften af delforbruget af energi anvendt til proces, kan vælge at måle på komfortkøledelen efter nedenstående fremgangsmåde.

Ved vandbåren køling er det teknisk muligt at måle energiindholdet i den fremstillede kulde.

Virksomhederne kan måle komfortkøledelen således:

  • Måling af den samlede energi (kulde) anvendt til komfortkøling og proceskøling ved en energimåling.
  • Måling af energi (kulde) anvendt til komfortkøling ved en energimåling.

Eksempel
Samlet produceret køleenergi måles til 10 enheder.

Samlet produceret køleenergi til komfortkøling måles til 3 enheder.

Køleanlægget har haft et energiforbrug på 5.000 kWh.

 

 Køleanlæggets energiforbrug * produceret køleenergi til komfortkøling

Samlet produceret køleenergi

 =

 5.000 kWh*3 enheder

10 enheder

 = 1.500 kWh

Målingen af energi anvendt til komfortkøling (kulde) skal ske på det sted, hvor energien overgår til komfortkøling. Hvis målingen af køleenergi til ikke-tilbagebetalingsberettigede formål ikke foretages i umiddelbar nærhed af det anlæg, hvor kulden produceres, tillægges den målte ikke-tilbagebetalingsberettigede køleenergi 10 pct. Ved "umiddelbar nærhed" forstås her, at målingen, set i forhold til de faktiske og installationsmæssige forhold i virksomheden, foretages så tilstrækkeligt tæt på anlægget, at målingen giver et realistisk billede af, hvor meget køleenergi, der er medgået til ikke-tilbagebetalingsberettigede formål.

Delvis godtgørelse af elafgift af elforbrug til rumvarme og komfortkøling fra 2012
Ved lov nr. 625 af 14. juni 2011 er der sket en nedsættelse af elafgiften for momsregistrerede virksomheder, der anvender elektricitet til rumvarme og komfortkøling. Nedsættelsen gælder også for momsregistrerede virksomheder (liberale erhverv mv.) omfattet af bilag 1 til elafgiftsloven.

Afgiftsnedsættelsen er udmøntet som en delvis godtgørelse af elafgiften på det pågældende elforbrug.

Ændringen er trådt i kraft den 1. januar 2012.

Der gælder følgende satser for delvis godtgørelse af elafgift af elektricitet til rumvarme og komfortkøling i perioden 2012-2015:

2012: 11,8 øre/kWh

2013: 12,0 øre/kWh

2014: 12,2 øre/kWh

2015: 12,5 øre/kWh

Efter 2015 reguleres satserne efter udviklingen i nettoprisindekset, jf. mineralolieafgiftslovens § 32 a.

 Der er den 25. november 2011 offentliggjort et nyhedsbrev om ændringerne på SKATs hjemmeside med titlen Energiafgifter - ændrede regler for godtgørelse af energiafgifter fra 2012. 

 Se i øvrigt afsnit F.6.4.1 og F.6.8.2. 

 Fordeling af elforbrug til køling mellem proceskøling og komfortkøling 

 Virksomheder, der anvender elektricitet til fremstilling af kulde, som bruges til såvel proceskøling som komfortkøling, skal fordele dette elforbrug for at få afgiftsgodtgørelse for elforbruget vedrørende proceskøling.

Samme fordelingsprincipper kan anvendes ved opgørelse af elforbrug omfattet af retten til delvis afgiftsgodtgørelse - det vil sige elforbruget vedrørende komfortkøling

Dette indebærer bl.a., at virksomheder med vandbåren køling enten kan vælge at måle forbruget til proceskøling eller komfortkøling. Derudover skal der ske måling af produceret køleenergi i alt. 

 Eksempel på beregning af elforbrug omfattet af retten til delvis godtgørelse af elafgift 

Produceret køleenergi i alt

10 enheder

Køleenergi til komfortformål

3 enheder

Elforbrug til drift af køleanlægget

5.000 kWh

 Køleanlæggets elforbrug * køleenergi til komfortformål/produceret køleenergi i alt:
5.000 kWh * 3 enheder/10 enheder = 1.500 kWh.

Målingen af energi anvendt til komfortkøling skal ske på det sted, hvor køleenergien overgår til komfortkøling. Hvis målingen af køleenergi til komfortformål ikke foretages i umiddelbar nærhed af det anlæg, hvor kulden produceres, tillægges den målte køleenergi til komfortformål 10 pct. Ved "umiddelbar nærhed" forstås, at målingen, set i forhold til de faktiske og installationsmæssige forhold i virksomheden, foretages så tilstrækkeligt tæt på anlægget, at målingen giver et realistisk billede af, hvor meget køleenergi, der er medgået til komfortformål.

Fordelingen af elforbruget mellem proceskøling og komfortkøling kan i stedet baseres på en måling af køleenergi til procesformål.

Eksempel på beregning af delvis afgiftsgodtgørelse vedr. komfortkøling for 2012

Den delvise godtgørelse af elafgift beregnes på følgende måde:

Køleanlæggets elforbrug vedr. komfortkøling * godtgørelsessats
1.500 kWh * 11,8 øre/kWh = 177,00 kr.

Hvis beregningen af elforbrug vedrørende komfortkøling er baseret på en måling af køleenergi til procesformål, er det forskellen mellem elforbrug til drift af køleanlægget og køleanlæggets elforbrug til proceskøling, som skal anvendes ved beregning af den delvise afgiftsgodtgørelse. 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter