Med hjemmel i mineralolieafgiftslovens § 14, stk. 11, kulafgiftslovens § 11, stk. 4, elafgiftslovens § 17 og naturgasafgiftslovens § 14, stk. 4 er der fastsat regler for indretning af teknisk måleudstyr og montering af dette i virksomhederne.

Udgangspunktet herfor er, at virksomhederne anvender målere, herunder clamp-on målere, der har en kvalitet og nøjagtighed og upåvirkelighed, som gælder for godkendte målere.

Nedenfor er der en nærmere beskrivelse af målere og måling af forskellige energityper.

Det er derudover virksomhedens ansvar, at installerede bimålere og målere til fordeling af energiforbrug i virksomheden virker og måler rigtigt, at defekte målere straks repareres eller udskiftes. Virksomheden skal ved byggetekniske tegninger eller på anden måde kunne vise, at målerne er placeret korrekt.

Hovedreglen for måling er at man skal foretage en sand energimåling.

Energi kan tilføres et anlæg på to principielt forskellige måder, den ene er i form af direkte energikilder, den anden er i form af energibærende medier.

Energikilderne er elektricitet og de forskellige typer brændsler. Som energibærende medier vil vi her kun omtale vand og damp.

El måles med en elektricitetsmåler, der direkte angiver energien i kWh (MWh).

Energiindholdet i brændsler findes ved at måle den tilførte mængde i liter, m3, kg, ton og derefter gange med brændslets brændværdi.

Energiindholdet i et varmebærende medie bestemmes ved, at måle energiindholdet i mediet, når det tilføres anlægget og derfra trække energiindholdet i mediet når det forlader anlægget.

I særlige tilfælde kan det tillades, at energimængden bestemmes ved en indirekte måling og beregning.

I de enkelte afsnit er omtalt nogle typer af indirekte måling som fx anvendelse af timetællere til registrering af forbrugt elektricitet til varmepaneler.

Krav til og normer for varmeenergimålere, der anvendes ved afregning, reguleres af Erhvervs- og Byggestyrelsen under Økonomi- og Erhvervsministeriet (Erhvervsfremmestyrelsen blev med sammenlægningen med Boligministeriet i 2001 til Erhvervs- og Boligstyrelsen og i 2004 til Erhvervs- og Byggestyrelsen).

Afregningsmålere til fjernvarme skal typegodkendes. Selve typegodkendelsen har hjemmel i lov om erhvervsfremme og bekendtgørelse om udstedelse og gennemførelse af måletekniske bestemmelser. Erhvervs- og Byggestyrelsen har i Målerteknisk Direktiv fastsat krav om typegodkendelse, herunder nøjagtighed, udformning og fremstilling.

En ny typegodkendt måler til afregning ved en almindelig fjernvarmeinstallation har en unøjagtighed på mindre end 4 pct.

Ønsker en virksomhed at montere ikke-typegodkendte målere, skal måleren have en nøjagtighed svarende til, hvad en typegodkendt afregningsmåler vil have for den pågældende installation. Virksomheden har i sådanne tilfælde mulighed for at få gennemført en måleteknisk kontrol af måleren hos et godkendt laboratorium. Erhvervs- og Byggestyrelsen bemyndiger laboratorier til at udføre måletekniske kontroller.

Varmeenergimåleren består af en volumenmåler (antal m3 vand), en beregningsenhed og temperaturfølerpar (måling af afkøling mellem fremløb og returløb). Med denne kombination er det muligt forholdsvis præcist at beregne produceret eller forbrugt varmeenergi. Ved brug af en volumenmåler, der alene måler den passerede vandmængde, måles der ikke varmeenergi. Volumenmålere vil derfor ikke kunne anvendes til fordeling af varme.

Nedenstående skitse viser et eksempel på placering af måler og temperaturfølere i et varmeforsyningsnet. Pilene markerer vandets cirkulation i systemet. De punkterede linier markerer forbindelsen mellem temperaturfølere og beregningsenheden.



Det fremgår af skitsen, at måleren er indbygget i varmeinstallationens returløb. Indbygning i frem- eller returløb har, når der er tale om et lukket kredsløb, dvs. at der er samme vandmængde i fremløb og returløb, ingen betydning for måling af volumen.

Mange varmekredse har en såkaldt shuntforbindelse mellem fremløb og returløb til regulering af fremløbstemperaturen. Man skal i disse situationer sikre sig, at måleren og temperaturfølerne sidder på samme side af shuntforbindelsen.

Måleren ved energiforsyningsstedet monteres så tæt derved som muligt for at måle den samlede fremstillede energi. Måleren ved processen monteres så tæt derved som muligt for at måle det reelle energiforbrug. Er et energiforsyningsanlægs konstruktion til hindring for montering af målere, fx på grund af skjulte rørføringer, monteres måleren, hvor rørføringen bliver synlig, eller hvor det praktisk bliver muligt.

Man skal tilstræbe, at der ikke er monteret en varmeveksler mellem måleren og den energi, man ønsker at måle, da der er et energitab i en varmeveksler.

Erhvervs- og Byggestyrelsen har i Måleteknisk Direktiv opstillet krav om, at der skal foretages periodisk kalibrering af fjernvarmemålere. Skatteministeriet stiller ikke krav om kalibrering af målere. Vedligeholdelsespligten er pålagt virksomheden. Virksomheden må ud fra en målers alder, slid mv., evt. i samråd med sagkyndige vurdere, om en måler skal kalibreres eller udskiftes.

Fjernvarmemålere
Hvis varmeforsyningsselskabet anvender varmeenergimålere som afregningsmåler, kan virksomheder, der forbruger varme til både proces og rumvarme, anvende denne måler til opgørelse af den samlede mængde energi.

Enkelte forsyningsselskaber anvender volumenmålere som afregningsmålere. Denne målertype måler som nævnt ikke energiforbrug. Uanset om der indlægges en konstant for afkøling, fx 38 grader C, og der beregnes energiforbrug på basis heraf, vil en sådan måling ikke kunne danne grundlag for en tilstrækkelig nøjagtig opgørelse af den samlede mængde energi.

Hovedregel
Måling af energi til forbrugsvandvarmere skal som hovedregel ske efter samme princip som ved rumopvarmning. Der skal ikke ske særskilt måling af energi til opvarmning af ikke-godtgørelsesberettiget forbrugsvand, når energiforbrug til rumvarme/varmt vand beregnes som forskellen mellem den målte samlede mængde produceret varmeenergi og den målte energi til proces.

Hvis der anvendes varmt vand til godtgørelsesberettigede formål, skal dette energiforbrug måles med en varmeenergimåler. Anvendes varmt vand fra samme beholder/veksler til både proces og rumvarme, skal der yderligere ske volumenmåling af den samlede mængde vand, der er varmet op, og den mængde vand, der er anvendt til proces. Se nedenstående skitse.

Særregel, se F.6.8.7.
Anvendes særreglen, dvs. at der sker måling af rumvarme i stedet for procesenergi, gælder særreglen også for varmt vand. Der skal derfor ske måling af varmeenergi, der tilføres en varmtvandsbeholder/veksler. Er beholderen monteret i varmeinstallationens rumvarmedel, der i forvejen er målt, skal der dog ikke ske yderligere måling. Er beholderen derimod monteret i varmeinstallationens ikke målte procesdel, indbygges en varmeenergimåler som vist i nedenstående skitse.

Anvendes varmt vand fra en beholder/veksler til både proces og varmt forbrugsvand, skal energiforbruget fordeles ved volumenmåling af den samlede mængde vand, der er varmet op og den mængde vand, der er anvendt til ikke-godtgørelsesberettigede formål. Energiforbrug til opvarmning af vandet måles med varmeenergimåler. Se nedenstående skitse.

Krav til volumenmålere er opstillet i et EF-direktiv. Erhvervs- og Boligstyrelsen opstiller krav til typegodkendelse ud fra dette direktiv, hvorefter volumenmålere har en unøjagtighed på mindre end 3 pct. Målere, der opfylder disse nøjagtighedskrav, vil kunne anvendes.

Der er udstedt en bekendtgørelse fra Sikkerhedsstyrelsen, bekendtgørelse nr. 1035 af 17. oktober 2006, om kontrol af elmålere, der anvendes til måling af elforbrug.

Af denne bekendtgørelse følger det, at målere, som anvendes til afregning mellem elselskab og forbruger, skal opfylde følgende krav:
Enten

  1. EØF-typegodkendelse og førstegangsverifikation i overensstemmelse med EØF-kravene

    eller
  2. Dansk typegodkendelse og førstegangsverifikation på et DANAK akkrediteret laboratorium i henhold til Sikkerhedsstyrelsens regler.

Elmålere, som opsættes til brug for virksomhedens godtgørelse af el- og CO2-afgift, skal herefter opfylde disse krav.

En eventuel målerfaktor skal være angivet ved mærkning på eller ved måleren.

Målerens godkendelse og førstegangsverifikation vil normalt fremgå af en lille mærkat påsat måleren.

Driftstimetællere
Virksomheder kan i visse situationer montere en driftstimetæller i stedet for en elmåler til fordeling af energi. En driftstimetæller måler den samlede tid, som en elinstallation, fx forbrugsvandvarmer, har været i drift. Installationens maksimale effekt lægges til grund for beregning af det samlede elforbrug.

Denne målemetode er anvendelig, hvor der er tale om en enkelt installation. Ved flere uafhængige installationer, fx et antal fastmonterede termostatstyrede varmepaneler, der uafhængigt af hinanden afbrydes/ tilsluttes, vil måling med timetæller ikke være anvendelig, medmindre der installeres en driftstimetæller for hver radiator (varmepanel). Måling i sådanne tilfælde kan i stedet ske ved elmåling.

Der må kun anvendes driftstimetællere, der ikke kan 0-stilles. Timetælleren skal monteres/indbygges på en sådan måde, at den ikke uden særlige tekniske indgreb kan udtages eller gøres uvirksom.

Nøjagtig måling af energi i dampbaserede varmeforsyningsanlæg er mere kompliceret end måling af energiforbrug i vandbaserede anlæg. Der henvises til F.6.8.6 hvorefter den samlede producerede dampenergi kan beregnes på basis af de indfyrede brændsler.

I de tilfælde, hvor der leveres varme (damp) fra et dampbaseret varmeforsyningsanlæg til både proces og rumvarme, uden at dampen til rumvarme går igennem en vandveksler, er det nødvendigt at installere dampmålere.

Måling af damp skal som udgangspunkt ske ved hjælp af egentlige dampmålere. Under visse betingelser kan måling af damp dog ske ved hjælp af kondensatmåling. Endvidere kan det i forbindelse med brug af dampkaloriferer til opvarmning på visse betingelser tillades, at opgørelsen af varmen baseres på kaloriferens effekt og måling af kaloriferens driftstid. Nedenfor er der gjort nærmere rede for de tre målemetoder.

Egentlige dampmålere
Ved dampmåling skelnes mellem måling på mættet damp og overhedet damp.

Ved overhedet damp kræves der ud over måling af dampmængden også en måling af tryk og temperatur, samt en flowcomputer, der er i stand til at udregne det nøjagtige energiindhold i dampen under hensyntagen til både tryk og temperatur.

Ved mættet damp er det tilstrækkeligt at supplere mængdemåleren med enten tryk eller temperaturmåling og hvis målingen foretages i umiddelbar nærhed af kedlen, kan man nøjes med mængdemåling, blot flowcomputeren er indstillet til kedlens nominelle tryk.

Erhvervs- og Byggestyrelsen har ikke fastsat forskrifter og krav til dampmålere.

Installerede dampmålere skal have samme nøjagtighed og upåvirkelighed som varmeenergimålere.

Kondensatmåling
Det kan tillades, at kondensatmåling i stedet kan benyttes ved måling af dampenergi til rumvarme under forudsætning af, at der anvendes mættet damp.

I produktionsanlæg anvendes damp som oftest direkte i processen, fx ved dampning og sterilisering, og der opstår ikke målbare mængder kondensat.

Anderledes forholder det sig, når der anvendes damp til rumopvarmning. Dampen ledes ind i en varmtluftsblæser (kalorifer), der under varmeafgivelse kondenserer dampen til kondensat (vand). Denne kondensat pumpes tilbage til kedlen som fødevand, hvorved det er muligt at måle denne mængde.

Systemet kan opbygges på flere måder alt afhængig af tryk- og temperaturforhold. Et kondensatmåleanlæg kan fx bestå af en beholder, der opsamler kondensat. Når beholderen er fyldt til et vis niveau, aktiveres en ventil/pumpe, og beholderen tømmes til et lavere niveau. Volumenmåleren, der er indbygget i rørføring fra beholderen, måler mængden ved tømningen af kondensatet.

En forudsætning for måling af energi ved kondensatmåling er, at alt kondensat, der vedrører rumvarme, opsamles.

Energimålingen gennemføres ved at finde forskellen mellem energiindholdet i dampen, der tilføres fx en eller flere kaloriferer (indgangstilstanden), og energiindholdet i kondensatet (udgangstilstanden). Kondensatet, der oftest har en temperatur på ca. 100 grader C, pumpes tilbage til kedlen, og energien i kondensatet er derfor ikke forbrugt.

Indgangstilstanden fastlægges ved måling af damptryk. Ud fra særlige damptabeller kan energiindholdet i dampen beregnes. Udgangstilstanden (kondensat) findes ved en temperaturmåling, og den gennemstrømmede mængde findes ved en volumenmåling af kondensat.

Energiindholdet i kondensatet kan også beregnes via energitabeller.

Opgørelse af energiforbrug ved kondensatmåling svarer til princippet for opgørelse af energi med varmeenergimåler (måling af afkøling mellem fremløb og returløb samt volumenmåling).

Hvis der er et konstant damptryk og kondensattemperatur, kan der anvendes en fast faktor for energi pr. liter kondensat. Er der derimod varierende kondensattemperaturer, skal der gennemføres en energimåling af kondensatet.

Eksempel
I eksemplet er energiindholdet i damp og kondensat (tabelværdier) anført i runde tal og kan derfor ikke direkte lægges til grund ved en konkret beregning.

En virksomhed har et varmeforsyningsanlæg, der leverer damp til både proces og rumvarme. Virksomheden anvender særreglen for fordeling af energi til rumvarme/proces og opgør forbruget til rumvarme ved kondensatmåling. Virksomheden har i et år ved volumenmåling af kondensat fra samtlige kaloriferer målt, at der ved nyttiggørelse af energi i dampen er fremkommet i alt 260.416 liter kondensat.

I eksemplet er der benyttet følgende energiindhold og vægtfylde:

  • 1 kg damp ved 3 atmosfære tryk har et energiindhold på 1,0 kWh.
  • 1 kg kondensat ved 1 atmosfære tryk og ved en temperatur på 95 grader C har et energiindhold på 0,2 kWh.
  • Vægtfylden for kondensat ved 1 atmosfære tryk er 0,96.

Kondensatmængden i liter omregnes til kg:

(260.416 liter x 0,96) =250.000 kg.

Ved beregning af forbrugt energi til rumvarme trækkes energiindholdet i kondensatet fra energiindholdet i dampen (1,0 kWh - 0,2 kWh). Forbrugt energi til rumvarme pr. kg kondensat udgør således 0,8 kWh. Forbrugt energi i 1 kg damp omregnet til MJ (1 kWh = 3,6 MJ)

(0,8 x 3,6) =2,8 MJ/kg.

Forbrugt energi til rumvarme findes ved at gange mængden af kondensat (kg) med energiindhold pr. kg kondensat:

Kaloriferens effekt og driftstid
Det kan endvidere på visse betingelser tillades, at varmemåling i relation til dampkaloriferer kan baseres på kaloriferens effekt og driftstid.

En del virksomheder anvender dampkaloriferer som varmekilde. Dampkaloriferer anvendes ofte også som suppleringsvarme i produktionslokaler, hvor processen normalt afgiver tilstrækkelig med varme til at dække behovet. Det gælder fx i vaskerier, hvor der efter ferier og week-ends i vinterperioden kan være behov for opvarmning af produktionslokaler i kortere perioder.

En dampkalorifer er normalt installeret med en fast dampforsyning, hvor dampmængden styres af en vandudlader, monteret i kondensatledningen. Det betyder, at det udelukkende er kondensationsvarmen, der anvendes, og der er derfor en konstant temperatur på overfladen. Til overførsel af varmen fra kondensatoren er der monteret en blæser, der kører med konstant hastighed og dermed konstant lufthastighed. Med konstant rumtemperatur vil den afgivne effekt være konstant. Effekten varierer ca. 1 pct. pr. grad ændring i rumtemperaturen.

Varmemåling i relation til dampkaloriferer kan baseres på kaloriferens effekt og driftstid på følgende betingelser for de driftsmæssige forhold:

  1. Dampen skal være mættet damp med et konstant tryk. Der må dermed ikke være tale om overhedet damp.
  2. Kaloriferen må ikke være tilsluttet et aggregat, der i større eller mindre omfang indtager udeluft.

    Dette indebærer bl.a., at kaloriferen ikke må være en integreret del af et ventilationsanlæg, hvor lufttilførslen påvirkes af andet end kaloriferens påmonterede blæser.
  3. Der skal monteres en timetæller for hver kalorifer, som virksomheden ønsker at anvende opgørelsesmetoden for. Hvis blæseren på kaloriferen har flere hastighedstrin, skal der monteres en timetæller for hvert trin.
  4. Der skal monteres en ventil, der effektivt stopper dampflowet, når kaloriferen er stoppet.

    Timetællerens registrering, jf. ovenfor, skal følge ventilens åbningstid.
  5. Kaloriferens effekt skal være den maximale ydelse ved nominelt damptryk og en rumtemperatur på 15 grader C. Effekten skal kunne dokumenteres, fx ved fremlæggelse af materiale udarbejdet af producenten.

Eksempel
Nedenstående viser et eksempel på opgørelse af rumvarmeforbrug og anvendt brændsel hertil - baseret på kaloriferens effekt og måling af kaloriferens driftstid. Opgørelsen er baseret på følgende forudsætninger:

Kaloriferens effekt: 40 kW
Driftstid:100 timer
Brændsel:Fuelolie (Brændværdi 40,4 MJ/kg)
Kedlens virkningsgrad:0,85
Afstand mellem kedel og kalorifer:30 meter, dvs. ikke i umiddelbar nærhed af kedlen

Beregning, jf. reglerne i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 4:

Beregnet forbrug i MJ: 100 timer x 40 kW = 4.000 kWh x 3,6 = 14.400 MJ

Forbrug af fuelolie i kg: 14.400/40,4/0,85 + 10 pct. (ledningstab) = 461 kg fuelolie

Virksomheder, der anvender naturgas til både proces og rumvarme, skal foretage en fordeling af energien ved måling.
 
Afregningsmålere til naturgas skal være typegodkendte. Erhvervs- og Byggestyrelsen har i målerteknisk direktiv fastsat krav om typegodkendelse, herunder nøjagtighed, udformning og fremstilling. En typegodkendt måler har en unøjagtighed på mindre end 3 pct. afhængig af gennemstrømningen.
 
Ikke-typegodkendte målere, der anvendes som bimålere, skal have en nøjagtighed og upåvirkelighed svarende til, hvad en typegodkendt afregningsmåler vil have for den pågældende installation.
 
Naturgasselskaberne har oplyst, at der i langt de fleste tilfælde vil kunne anvendes bælggasmålere. Gasselskaberne kan rådgive nærmere om valg/montage af målere.
 
Gasforsyningsselskabets afregningsmåler anvendes til opgørelse af den samlede mængde energi.
 
Virksomheder med flere gaskedler, der fremstiller varme enten udelukkende til procesformål eller til rumvarme, skal montere bimåler, hvor rørnettet forsyner gas til proceskedlen/erne. Hvis det af økonomiske eller tekniske årsager er mest praktisk at måle gasforbruget til rumvarme, kan måleren i stedet indbygges i gasforsyningsnettet til rumvarmekedlen/erne.
 

Driftstimetællere
Naturgasselskaberne har oplyst, at der ved driftstimetælling på en modulerende (trinløs) gasbrænder er en unøjagtighed på op til 8 pct. inkl. unøjagtigheden på dyserne. Driftstimetælling kan derfor ikke anvendes i relation til modulerende gasbrændere.
 
Der er rejst spørgsmål om, hvorvidt dette også gælder for naturgasbrændere/-kedler med 1- eller 2-trins-brændere, dvs. brændere med et konstant forbrug ved drift modsat modulerende (trinløse) gasbrændere, hvor forbruget ved drift er variabelt.
 
Driftstimetælling kan bruges som grundlag for opgørelse af forbrug af naturgas, hvis følgende betingelser er opfyldt:
 
Indstillingsniveauer
De(n) monterede gasbrænder(e) må kun have 1 eller 2 indstillingsniveauer, dvs. at der er tale om 1 eller 2-trinsbrændere. Ved 2-trinsbrændere er det endvidere en forudsætning, at der påmonteres en driftstimetæller for hver af de 2 indstillingsmuligheder.
 
Driftstimetællere skal monteres på en sådan måde, at de ikke uden særlige tekniske indgreb kan udtages eller gøres aktive, uden at brænderen er i drift.
 
Erklæring
Virksomheden skal kunne fremlægge en erklæring fra producenten af gasbrænderen eller en autoriseret gasinstallatør om, at der er tale om en brænder(e), der alene har 1 eller 2 indstillingsniveauer (1- eller 2-trinsbrænder). Erklæringen skal også oplyse om størrelsen af forbruget pr. time. For brændere med 2 trin skal forbruget for hvert trin være oplyst.
 
Ved udskiftning af brændere eller andre ændringer, der har indflydelse på størrelsen af forbruget, skal virksomheden kunne fremlægges en ny erklæring. 
 
Driftstimetælling
Driftstimetælling er omfattet af den almindelige hovedregel om måling ved fordeling af energiforbrug.
 
Driftstimetællere kan derimod ikke anvendes som fordelingsgrundlag i forbindelse med modulerende (trinløse) gasbrændere. Endvidere kan driftstimetælling ikke anvendes i forbindelse med brændere/kedler, der både fremstiller energi til rumvarme/varmt vand og til procesformål.
 
Naturgasselskaberne har oplyst, at langt det overvejende antal gasbrændere er modulerende. Endvidere skønner naturgasselskaberne, at den omkostningsmæssige fordel ved anvendelse af driftstimetællere kun er til stede i de tilfælde, hvor der er tale om forholdsvis mange målesteder.

Anvendes der fra samme olietank olie til to oliefyr, der producerer varme til henholdsvis proces og rumvarme, skal fordeling af olieforbruget opgøres på grundlag af en oliemåler (volumenmåler). Målingen kan foretages enten på mængden af olie til procesfyret eller til rumvarmefyret. 
 
Hvis der er en olietank for hvert oliefyr, skal der ikke installeres målere.
 
Oliemålere er omfattet af Erhvervs- og Byggestyrelsens bestemmelser om typegodkendelse. Der er fastsat krav om, at oliemålere med flow på mere end 1 liter/time skal have en unøjagtighed på mindre end 0,5 pct., og målere med flow på mindre end 1 liter/time skal have en unøjagtighed på mindre end 1 pct. Det er oplyst, at der for tiden kun er typegodkendt oliemålere med stort flow i Danmark.
 
Dette gælder for oliemålere bestemt til afregning af køb af olie/benzin på fx tankstationer og tankbiler til fyringsolie, hvor der naturligt kræves en meget høj nøjagtighed.
 
For oliemålere til opdeling af energiforbrug i rumvarme og proces eller tung og let proces er det tilladt at anvende en flowmåler med en nøjagtighed på +/- 2 pct.
 

Driftstimetællere
Erhvervs- og Byggestyrelsen har oplyst, at der ved driftstimetælling på en oliebrænder er tale om en unøjagtighed på op til 10 pct. inkl. unøjagtigheden på dysestørrelsen. Driftstimetælling kan derfor ikke anvendes i relation til oliebrændere.

Ved § 11 i lov nr. 1102 af 20. december 1995 var der hjemlet adgang til en udsættelse af kravet om opsætning af målere for fordeling af energiforbrug.
 
De statslige told- og skattemyndigheder blev herved bemyndiget til - efter ansøgning fra virksomhederne - at tillade, at virksomhederne kunne basere forholdsmæssige fordelinger og mængden af nyttiggjort procesvarme på andet end direkte måling. En betingelse herfor var, at virksomheden kunne godtgøre, at tekniske forhold forhindrede måling straks fra den 1. januar 1996, eller at andre ganske særlige omstændigheder gjorde sig gældende, samt at installeringen af de nødvendige målere blev foretaget umiddelbart efter, at de tekniske forhold eller andre ganske særlige omstændigheder ikke længere stillede sig hindrende i vejen herfor og senest den 1. juli 1996.
 
Opgørelser, der ikke er baseret på direkte måling, skulle foretages, så der uden for almindelig tvivl og usikkerhed ikke blev ydet godtgørelse ud over, hvad en direkte måling ville berettige til. Virksomheden skulle kunne sandsynliggøre på baggrund af fx målerregistreringer for en del af året, tidspunktet for måleropsætningen, karakteren af de pågældende lokaler, produktionens omfang o.l., at der ikke blev ydet større godtgørelse end, hvad en måling for hele året ville berettige til.
 
Opgørelse af energiforbrug til rumvarme, som ikke var baseret på direkte måling, kunne fx beregnes på grundlag af forholdet mellem antallet af graddage i perioden uden måling og det samlede gennemsnitlige antal graddage om året.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter