Kapitlet indeholder reglerne for godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift.

Ved godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift forstås i denne forbindelse godtgørelse efter følgende love:

  • Lov om energiafgift af mineralolieprodukter mv. (mineralolieafgiftsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 297 af 3. april 2006 med senere ændringer, se F.1.
  • Lov om afgift af stenkul, brunkul og koks mv. (kulafgiftsloven), jf. lovbekendtgørelse Ny tekst startnr. 1068 af 30. oktober 2006Ny tekst slut, se F.2.
  • Lov om afgift af elektricitet (elafgiftsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 689 af 17. september 1998 med senere ændringer, se F.3.
  • Lov om afgift af naturgas og bygas (naturgasafgiftsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 298 af 3. april 2006 med senere ændringer, se. F.4.
  • Lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter (CO2-afgiftsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 889 af 17. august 2006, se F.5.

Godtgørelsesreglerne i mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven, elafgiftsloven og naturgasafgiftsloven er stort set parallelle. Hvor dette er tilfældet vil der ske en gennemgang af reglerne med henvisning til de pågældende lovbestemmelser i de 4 energiafgiftslove.

I de tilfælde hvor reglerne er forskellige, vil der ske en gennemgang af reglerne for den enkelte afgiftslov.

For andre afgiftsregler end godtgørelsesregler henvises til kapitlerne om de enkelte afgiftslove, se

  • mineralolieprodukter, F.1 
  • kul og affaldsvarme, F.2 
  • elektricitet, F.3 
  • naturgas og bygas, F.4
  • kuldioxid, F.5

I medfør af mineralolieafgiftsloven er der udstedt bekendtgørelse nr. 985 af 18. oktober 2005 om dokumentation for afgiftsgodtgørelse for olie og gas anvendt til landbrugsaktiviteter og rutekørsel, benzin anvendt til sejlads og sikkerhedsstillelse og lister over EU-handel. (Dokumentationsbekendtgørelsen) Der refereres til bekendtgørelsen i de tilfælde, hvor den finder anvendelse.

I medfør af mineralolieafgiftsloven er der udstedt bekendtgørelse nr. 983 af 18. oktober 2005 om farvning af gas- og dieselolie og petroleum (afgiftsmærkning). Reglerne herom er beskrevet i F.1 bilag 2.

I medfør af CO2-afgiftsloven er der udstedt bekendtgørelse nr. 688 af 19. august 2002 om opgørelse af CO2-afgift af elektricitet til vækstlys, hvortil der refereres i de tilfælde, hvor den finder anvendelse. Reglerne herom er beskrevet i F.6.5.5.

Reglerne for momsregistrerede virksomheders godtgørelse af energiafgifter fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, kulafgiftslovens § 8, elafgiftslovens § 11, og naturgasafgiftslovens § 10. Reglerne for godtgørelse af CO2-afgift fremgår af CO2-afgiftslovens § 9.

Nedenfor foretages med henvisning til de relevante lovbestemmelser en kort gennemgang af de væsentligste elementer i reglerne for momsregistrerede virksomheders adgang til godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift.

Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 1, elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1, nr. 1: Udgangspunktet er, at momsregistrerede virksomheder kan opnå afgiftsgodtgørelse for varer, der forbruges i virksomheden.

Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 2, kulafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 2, elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 2 og naturgasafgiftslovens § 10, stk.1, nr. 2: Udgangspunktet er her, at momsregistrerede virksomheder kan opnå afgiftsgodtgørelse for varer, der er medgået til fremstilling af varme, damp mv., der er forbrugt i virksomheden, og som er leveret særskilt til virksomheden fra et fjernvarmeværk eller en anden momsregistreret varmeleverandør.

I F.6.2 er beskrevet nogle situationer, hvor energien ikke kan anses som forbrugt af virksomheden, hvorfor der ikke er adgang til afgiftsgodtgørelse.

I SKAT-meddelelsen SKM2006.211.SKAT præciseres, at energiafgiftslovene ikke hjemler adgang til at foretage en aftalebaseret allokering af varme.

Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 2, 1. punktum, elafgiftslovens § 11, stk. 16, 1. punktum, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 2, 1. punktum: Godtgørelse af energiafgifter ydes som hovedregel i samme omfang, som virksomhederne har fradragsret for købsmomsen af energiprodukter og varme.

Rumvarme og varmt vand
Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum: Med disse bestemmelser sker der en begrænsning i adgangen til afgiftsgodtgørelse i forhold til ovennævnte, idet der ikke ydes afgiftsgodtgørelse for varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden, rumvarme og varmt vand.

Bestemmelserne indebærer som anført ovenfor bl.a., at virksomheder, der fremstiller varme, damp mv., fx fjernvarmeværker og kraftvarmeværker, ikke kan opnå afgiftsgodtgørelse for varer, der anvendes til fremstilling af varme mv., der leveres fra virksomheden.

Elafgiftslovens § 11, stk. 3: Denne bestemmelse indeholder tilsvarende som de øvrige energiafgiftslove en begrænsning i adgangen til afgiftsgodtgørelse for elektricitet, som forbruges i vandvarmere, varmepumper til opvarmning af brugsvand samt forbrug af elektricitet i el-radiatorer, strålevarmanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden.

Reglerne om rumvarme og varmt vand er nærmere beskrevet i F.6.3.

Procesenergi
Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, elafgiftslovens § 11, stk. 4 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5: Med disse bestemmelser sker der en modifikation af ovennævnte bestemmelser om rumvarme og varmt vand, idet bestemmelsen - på nærmere anførte betingelser - giver adgang til afgiftsgodtgørelse for varer, varme og varmt vand, der anvendes som procesenergi i forbindelse med varefremstilling.

Reglerne om godtgørelse af energiafgifter er nærmere beskrevet i F.6.4 (procesenergi - Energiafgifter).

CO2-afgift
CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1: I medfør af denne bestemmelse ydes der ikke godtgørelse af CO2-afgift.

CO2-afgiftslovens § 9, stk. 2: Med denne bestemmelse, ydes der delvis godtgørelse af CO2-afgiften for procesenergi, der anvendes til formål, som er omfattet bilaget/proceslisten til CO2-afgiftsloven (tung proces).

CO2-afgiftslovens § 9, stk. 9: Med denne bestemmelse ydes der delvis godtgørelse af CO2-afgift af el, der anvendes som vækstlys i væksthuse. I vejledningen omtales dette forbrug også som tung proces.

Reglerne om godtgørelse af CO2-afgift er nærmere beskrevet i F.6.5 (procesenergi - CO2-afgift).

Bilag til elafgiftsloven
Elafgiftslovens § 11, stk. 2: I medfør af denne bestemmelse er der optrykt et bilag, der indeholder en liste over virksomheder, hvis afsætning af ydelser ikke giver adgang til godtgørelse af elafgift.

De nærmere regler i relation bilaget er beskrevet i F.6.6.

Eldistributionsbidrag
Elafgiftslovens § 11, stk. 1 og 15: Af disse bestemmelser fremgår reglerne for godtgørelse af eldistributionsbidrag.

De nærmere regler om godtgørelse af eldistributionsbidrag er beskrevet i F.6.7.

Motorbrændstof
Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, 2. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 2, 2. punktum: Der ydes som hovedregel ikke godtgørelse af energiafgiften og CO2-afgift af olie, LPG-gas og naturgas, der anvendes som motorbrændstof, jf. dog mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 3, hvorefter der ydes afgiftsgodtgørelse for varer, der anvendes ved mark- og skovarbejde o.l., dvs. ved aktiviteter indenfor jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl.

Naturgas - afprøvning af motorer

Derudover er der en undtagelse i naturgasafgiftslovens § 10, stk. 2, 3. punktum, hvorefter der ydes afgiftsgodtgørelse for gas, der anvendes som motorbrændstof ved afprøvningen af gasmotorer i forbindelse med produktionen af disse.

Reglerne om motorbrændstof er nærmere beskrevet i F.6.10.

Anden godtgørelse
Endelig giver afgiftslovene adgang til afgiftsgodtgørelse for forbrug i visse andre tilfælde.

Det gælder fx adgangen til afgiftsgodtgørelse for visse olieprodukter til rutekørsel, jf. mineraloliefgiftslovens § 9, stk. 5 og CO2-afgiftslovens § 7, stk. 5, nr. 3.

Reglerne herom er nærmere beskrevet i F.6.11.

Folketinget vedtog i 1995 en række love (grønne afgifter), der tog sigte på at forbedre miljøet ved bl.a. at tilskynde virksomhederne at spare på forbruget af energi og bruge mere miljøvenlige energiprodukter.

Disse regler, som trådte i kraft den 1. januar 1996, betød bl.a., at godtgørelse af energiafgift af energi til rumvarme og varmt vand blev reduceret - for helt at falde bort pr. 1. januar 1998.

Der skete også betydelige ændringer i CO2-afgiftsloven, bl.a. en opdeling af procesenergi i let proces og tung proces.

Nedenstående skema indeholder en oversigt over momsregistrerede virksomheders adgang til afgiftsgodtgørelse i pct. for perioden fra 1. januar 1996 og indtil 1. januar 2005:

Afgift for

 Proces-formål1) 

 Rumvarme/ varmt vand
  1996 1997 1998 1999

2000- 2004 3)

1996 1997

1998-2004 

Olie, elektricitet2), kul og LPG-gas 100 100 100 100 100 70 35 0
Naturgas og bygas 100 100 100 100 100 0 0 0
CO2-afgift - let proces 50 40 30 20 10 0 0 0
CO2-afgift - tung proces 95 90 85 80 75 0 0 0

Noter:

  1. Motorbrændstof, der anvendes ved mark- og skovarbejde o.l., betragtes som procesformål, se F.6.10.2.
  2. Der er kun 75 pct. fradrag for eldistributionsbidraget, der blev indført pr. 1. juli 1999. Se F.6.7.
  3. Gælder for årene 2000, 2001, 2002, 2003 og 2004.

I nedenstående oversigt er nævnt de love, hvor der er sket ændringer i godtgørelsesreglerne efter 1. januar 1996:

  • Lov nr. 1220 af 27. december 1996 (Lempelse af raffinaderiers betaling af afgift, lempelse for vækstlys mv.)
  • Lov nr. 444 af 10. juni 1997 (Justering af rumvarmeafgiften)
  • Lov nr. 389 af 2. juni 1999 (eldistributionsbidrag mv.)
  • Lov nr. 963 af 20. december 1999 (Ændring af proceslisten og afgift af rumvarme)
  • Lov nr. 393 af 6. juni 2002 (Ændret kraftvarmebeskatning, lettelser til erhvervslivet m.m.)
  • Lov nr. 462 af 9. juni 2004 (Gennemførelse af Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 og forenklinger af energiafgifterne)
  • Lov nr. 464 af 9. juni 2004 (Tilpasninger af CO2-afgiften for det CO2-kvoteomfattede energiforbrug)
  • Lov nr. 1391 af 20. december 2004 (Nedsættelse af visse afgifter på virksomheders ressourceforbrug m.v.)
  • Lov nr. 1416 af 21. december 2005 (Lavere partikeludslip fra nye dieselbiler, afgiftsnedsættelse på overskudsvarme ....)
  • Lov nr. 1417 af 21. december 2005 (Afgiftslempelser på fjernvarme m.v. som led i udmøntning af finanslovsaftalen 2006, afgiftslempelse ...) 

Lov nr. 462
Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er der bl.a. sket en forenkling af administrationen for momsregistrerede virksomheder, der bruger energi til lette procesformål. Ændringerne trådte i kraft den 1. januar 2005.

Der er i hovedræk tale om følgende ændringer:

  • CO2-afgiftssatserne nedsættes med 10 pct.
  • Den hidtidige afgiftsgodtgørelse for momsregistrerede virksomheder på 10 pct. af CO2-afgiften af energi til lette procesformål ophæves.
  • Energiafgiftssatserne hæves med et beløb, som svarer til det, som CO2-afgiften nedsættes med.

Adgangen til godtgørelse af energiafgifter til procesformål er ikke ændret.

Godtgørelse af CO2-afgift for energi til tung proces nedsættes fra 75 pct. af CO2-afgiften til 13/18, svarende til 72,22 pct. af CO2-afgiften. Denne ændring har kun betydning for virksomheder med energiforbrug til tung proces.

Selv om godtgørelsesandelen nedsættes, så er virksomhedernes betaling af CO2-afgift den samme.

Oversigt over godtgørelsesprocenter for CO2-afgift:

CO2-afgift - procesformålGodtgørelse indtil 1. januar 2005 Godtgørelse pr. 1. januar 2005   
Let proces10 pct.0 pct.
Tung proces75 pct.13/18

For virksomheder, der har en procesaftale eller promsaftale om energieffektivisering med Energistyrelsen, ændres satsen for tilskud til CO2-afgift fra 22 pct. af CO2-afgiften til 11/45 af CO2-afgiften.

Tilskuddet for energiforbrug, der er omfattet af rumvarmeaftaler, er uændret 22 pct. af energi- og CO2-afgiften.

Lov nr. 464
 Der er ved lov nr. 464 af 9. juni 2004 sket en tilpasning af CO2-afgiftsloven - som følge af indførelse af en CO2-kvoteordning, der omfatter visse, almindeligvis større momsregistrerede virksomheder, jf. lov nr. 493 af 9. juni 2004 om CO2-kvoter.

Ændringerne i CO2-afgiftsloven for de kvoteomfattede virksomheder er indsat som ny § 9a i CO2-afgiftsloven.

Ændringerne skal godkendes af Europa-Kommissionen. Skatteministeren udsteder en ikrafttrædelsesbekendtgørelse, når der foreligger en godkendelse. Dette var ikke sket ved redaktionens slutning. Ændringerne har virkning fra 1. januar 2005.

Ændringerne er nærmere beskrevet i følgende nyhedsbrev:

Nyhedsbrev af november 2004 (CO2-afgift - tilpasning af CO2-afgiftsloven til CO2-kvoteordningen).

Ændringerne vil blive indarbejdet i F.6.5.10 i forbindelse med en senere ajourføring af Punktafgiftsvejledningen, når ændringerne er trådt i kraft. 

lov nr. 1391
Der er ved lov nr. 1391 af 20. december 2004 bl.a. sket en justering af CO2-afgiftslovens § 9a, stk. 1, der blev indsat ved lov nr. 464 af 9. juni 2004 (se ovenfor), således at virksomheder med et kraftvarmeværk/kedelcentral, der er udlagt som en selvstændig juridisk person/enhed, på visse betingelser kan opnå fuld godtgørelse af CO2-afgiften af forbruget af damp/varme, der leveres direkte fra den CO2-kvoteomfattede produktionsenhed (kraftvarmeværket/kedelcentralen).

Ændringen skal godkendes af Europa-Kommissionen. Skatteministeren udsteder en ikrafttrædelsesbekendtgørelse, når der foreligger en godkendelse. Dette var ikke sket ved redaktionens slutning. Ændringen har virkning fra 1. januar 2005.

Ændringen er nærmere beskrevet i følgende nyhedsbrev:

Nyhedsbrev af december 2004 (CO2-afgift - ændring i relation til CO2-kvoteordningen).    

Ændringerne vil blive indarbejdet i F.6.5.10 i forbindelse med en senere ajourføring af Punktafgiftsvejledningen, når ændringerne er trådt i kraft. 

Lov nr. 1417

  • Energiafgiften af elektricitet forhøjes med 0,1 øre pr. kWh  
  • CO2-afgiften af elektricitet nedsættes med 0,4 øre pr. kWh
  • Godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet til tung proces ændres fra 13/18 til 61/86
  • Godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet til vækstlys ændres fra 75 pct. til 61/86
  • Tilskud til CO2-afgift af elektricitet omfattet af en procesaftale og promsaftale ændres fra 11/45 til 11/43.

Skatteministeren sætter loven/ændringerne i kraft, når der foreligger en godkendelse fra Europa-Kommissionen, dog tidligst den 1. juli 2006. Der vil være sammenfald mellem ikrafttrædelsestidspunktet og virkningstidspunktet for ændringerne.

 

 

Afgiftssatser
 Nedenstående oversigt viser afgiftssatser gældende fra 1. januar 2005

EnergiproduktEnhed

Energiafgift

CO2-afgift

Gas- og dieselolie, der anvendes som motorbrændstof

øre/l278,724,3
Anden gas- og dieselolieøre/l185,724,3
Let dieselolie (svovlindhold højst 0,05 pct.) øre/l268,724,3
Svovlfattig dieselolie (svovlindhold højst 0,005 pct.) øre/l250,7 24,3
Svovlfri diesel (svovlindhold højst 0,001 pct.) i perioden 1. januar 2005 til 31. december 2008øre/l 248,7  24,3
Svovlfri diesel (svovlindhold højst 0,001 pct.) fra 1. januar 2009øre/l 250,7  24,3
Fuelolieøre/kg209,228,8
Fyringstjæreøre/kg188,825,2
Petroleum, der anvendes som motorbrændstoføre/l278,724,3
Anden petroleumøre/l185,724,3
    
Autogas (LPG)øre/l174,614,4
Flaskegas (LPG), der anvendes som motorbrændstoføre/kg321,027,0
Anden flaskegas (LPG)øre/kg237,927,0
Raffinaderigasøre/kg237,926,1
    
Kulprodukter efter brændværdikr./Gj51,901)
Stenkul, koks, cinders og koksgruskr./ton1.449,20217,80
Jordoliekokskr./ton1.707,30290,70
Brunkulsbriketter og brunkulkr./ton1.047,80160,20
Affaldsbaseret varmekr./Gj12,90-
    
El til opvarmning (helårsboliger) 2) øre/kWh51,19,0
Anden el 2) øre/kWh57,69,0
    
Naturgasøre/Nm3204,219,8
Bygasøre/Nm3

204,2 

19,8
Naturgas, der anvendes som motorbrændstoføre/Nm3284,219,8

Noter:

  1. CO2-afgift beregnes pr. ton efter satsen for de pågældende kulprodukter.
  2. Inkl. elsparebidrag (0,6 øre pr. kWh) og eldistributionsbidrag (4 øre pr. kWh).

Oversigten over afgiftssatser er ikke helt udtømmende. En udtømmende oversigt findes i kapitlerne for de enkelte afgiftslove, se 

Tidligere
afgiftssatser
Tidligere afgiftssatser, se

Godtgørelsessatser
Nedenstående oversigt viser i hovedtræk godtgørelsessatserne gældende fra 1. januar 2005

 Afgift

Procesformål (let proces) 

Procesformål(tung proces) 

Rumvarme/varmt vand 

Energiafgift af olie, petroleum, LPG-gas og raffinaderigas 

 100 pct. 1)

 100 pct.

0 pct. 

Energiafgift af kulprodukter og affaldsvarme 

 100 pct.

 100 pct.

0 pct. 

Energiafgift af elektricitet 

 100 pct. 2) 3)

 100 pct. 2)3)

0 pct. 

Energiafgift af naturgas og bygas 

 100 pct. 1)

 100 pct.

0 pct. 

CO2-afgift 

 0 pct.

 13/18 4) 5)

0 pct. 

Noter:

1. Motorbrændstof, der anvendes ved mark- og skovarbejde o.l., betragtes som procesformål, se F.6.10.2.

2. Der ydes ikke afgiftsgodtgørelse for elforbrug til ydelser omfattet af bilaget til elafgiftsloven, se F.6.6.

3. Godtgørelse af eldistributionsbidraget på 4 øre pr. kWh er 75 pct., dvs. godtgørelsen er 3 øre pr. kWh. Virksomheder med et samlet årligt forbrug på over 15 mio kWh kan få 100 pct. godtgørelse af eldistributionsbidraget for forbrug af elektricitet, der overstiger 15 mio kWh. Se F.6.7.

4. Godtgørelsen på 13/18 svarer til 72,22 pct.

5. Godtgørelse af elektricitet til vækstlys, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 9, er 75 pct., se F.6.5.5

Tidligere
godtgørelsessatser
Tidligere godtgørelsessatser, se F.6.1.2.

Som anført under F.6.1 er det en betingelse, at energiprodukterne eller fjernvarmen skal forbruges i virksomheden, for at der kan ydes afgiftsgodtgørelse. Der er dermed tale om et såkaldt forbrugskriterium.

Virksomhederne har dermed ikke adgang til afgiftsgodtgørelse i de tilfælde, hvor forbrugskriteriet ikke er opfyldt, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, kulafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 1 og 2, elafgiftslovens § 11, stk. 1. nr. 1 og 2 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1, nr. 1 og 2. Det gælder fx:

  • Varer indkøbt med henblik på videresalg (fx virksomheder, der driver mellemhandel med olie eller kul, hvoraf der er betalt afgift).
  • Varer der anvendes til formål, der ikke vedrører virksomhedens omsætning af momspligtige varer/ydelser, til funktionærboliger, til indehaverens og personalets privatforbrug.
  • Varer og varme, der anvendes af lejere i forbindelse med udlejning af fast ejendom, Se F.6.2.2.

Derudover kan virksomheder, der fremstiller varme, damp mv., fx fjernvarmeværker og kraftvarmeværker, ikke opnå afgiftsgodtgørelse for varer, der anvendes til fremstilling af varme mv., jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum, samt elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Meddelelse om gadebelysning
Told- og Skattestyrelsen har den 12. juni 2001 på baggrund af en forespørgsel udsendt en meddelelse, SKM2001.215.TSS, om den godtgørelsesmæssige stilling for afgift af elektricitet i relation til serviceydelsesvirksomheder, der varetager belysning af gader, p-pladser mv.

Der var tale om en serviceydelsesvirksomhed, som en kommune havde etableret med henblik på at varetage belysningsopgaver indenfor kommunen. Belysningsopgaven har tidligere været varetaget af det kommunale belysningsvæsen/elforsyningsselskab.

Serviceydelsesvirksomheden havde påtaget sig at levere belysning til kommunen mod betaling af et samlet vederlag, hvori der, blandt andre internt opgjorte kalkulationselementer såsom omkostninger ved administration, vedligeholdelse, renovering og overvågning af anlægget, indgår selskabets udgifter til indkøb af elektricitet, der forbruges i lysarmaturerne.

Det påhvilede endvidere serviceydelsesvirksomheden at drive og vedligeholde vejbelysningsanlægget på en sådan måde, at de til enhver tid gældende regler om krav til vejbelysning og vejbelysningsanlæg opfyldes, og på en sådan måde, at der sikres kommunens borgere en tilfredsstillende, hensigtsmæssig, forsvarlig og omkostningseffektiv vejbelysning. Vejbelysningsanlæg på private fællesveje drives og vedligeholdes som øvrige belysningsanlæg.

Det er styrelsens opfattelse, at serviceydelsesvirksomheden ikke opfylder betingelsen om, at elektriciteten skal være forbrugt i virksomheden, for at opnå afgiftsgodtgørelse, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1. Tilsvarende kan serviceydelsesvirksomheden ikke opnå afgiftsgodtgørelse efter CO2-afgiftsloven, jf. denne lovs § 9, stk. 1, jf. stk. 4.

Baggrunden for denne opfattelse er bl.a., at man må se på, hvem der drager nytte af den anvendte energi, som i dette tilfælde er borgere, virksomheder mfl. i en by og ikke serviceydelsesvirksomheden, der har forpligtet sig til at varetage en opgave med belysning af gader, p-pladser mv. i byen. Dette kom i øvrigt klart til udtryk i aftalen mellem kommunen og selskabet.

Det ændrer efter styrelsens opfattelse heller ikke på forholdet, at udgiften til elforbruget afholdes af serviceydelsesvirksomheden i forhold til "elforsyningsvirksomheden". I det konkrete tilfælde var der fra kommunens side tale om en omkostningsdækning for elforbruget til gadebelysning mv. overfor serviceydelsesvirksomheden.

Endvidere er der ved direkte sammenligning mellem en serviceydelsesvirksomhed, der varetager gadebelysning mv. i en by, og fx et hotel, hvor der betales moms af vederlaget for udlejningen af lokalet, og hvor udlejer efter hidtidig praksis har adgang til afgiftsgodtgørelse for elforbruget til belysning af de udlejede lokaler, den forskel, at forbruget af elektricitet sker inden for de "fysiske" rammer af den virksomhed, der er omfattet af momsregistreringen - i modsætning til serviceydelsesvirksomheden, hvor forbruget af elektricitet til gadebelysning mv. ligger udenfor den momsregistrerede virksomheds rammer.

Se endvidere F.6.2.3 om Landsskatterettens kendelse af 11. marts 2002, jf. SKM2002.171.LSR.

Landsskatteretten - gadebelysning
Landsskatteretten har den 19. juni 2002, jf. SKM2002.492.LSR, afsagt kendelse om, at et serviceselskab, der varetager kommunal gadebelysning mv., ikke er berettiget til afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der indkøbes af selskabet og som i henhold til indgået aftale med en kommune anvendes til belysning af offentlige gader mv. , idet serviceselskabet ikke kan anses at forbruge den afgiftspligtige elektricitet. Se endvidere  - Meddelelse om gadebelysning - ovenfor.

Serviceselskabet indbragte afgørelsen for domstolene.

Landsretten - gadebelysning 
Landsretten har den 18. februar 2004, jf. SKM2004.109.VLR, afsagt dom i ovennævnte sag vedr. forbrug af elektricitet til gadebelysning mv. Ifølge dommen er det pågældende serviceselskab ikke berettiget til afgiftsgodtgørelse for elforbruget i vejbelysningsanlægget. 

Landsretten udtalte, at som elektricitetsafgiftsloven er udformet, må der ved en virksomheds forbrug af afgiftspligtig elektricitet i lovens § 11, stk. 1, nr. 1, forstås det forbrug, der foregår som led i en produktionsproces i virksomheden - eksempelvis til drift af maskiner, produktionsanlæg, belysning i virksomheden eller lignende - og det må kræves, at elektriciteten kan anses som forbrugt af virksomheden til dette formål.

Landsretten fandt ikke, at indkøb og anvendelse af elektricitet til driften af vejbelysningsanlægget i kommunen kunne sidestilles med en sådan produktionsproces, som må forudsættes i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og serviceselskabet kunne ikke som virksomhed i denne sammenhæng siges at forbruge elektriciteten til procesformål. Landsretten lagde herved vægt på, at kommunens borgere måtte anses som de egentlige forbrugere af elektriciteten til brug for vejbelysningen. Det er anført i dommen, at allerede af denne grund tog Landsretten Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

Serviceselskabet indbragte landsretsdommen for Højesteret.

Højesteret - Gadebelysning
Højesteret har den 16. september 2005 afsagt dom, jf. SKM2005.394.HR, i den konkrete sag, der tidligere har været behandlet af Landsskatteretten og Vestre Landsret.

Sagens forhold samt Højesterets begrundelse og resultat fremgår kort nedenfor:

En kommune havde overdraget sit vejbelysningsanlæg til et af kommunen ejet selskab, der havde videreoverdraget anlægget til et datterselskab. Sidstnævnte selskab skulle herefter drive og vedligeholde vejbelysningen i kommunen mod betaling.

Spørgsmålet i sagen var, om selskabet var berettiget til afgiftsgodtgørelse efter elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 3, for den elektricitet, som var indkøbt til brug for driften af vejbelysningen i perioden 1. januar 2000 til 30. juni 2002.

Højesteret udtalte, at selskabet først blev momsregistreret med virkning fra den 1. januar 2001 og ikke betalte energiafgifter i 2000. Herefter var selskabet ikke berettiget til at få tilbagebetalt el- og kuldioxidafgift, som angik elforbrug før 1. januar 2001.

For så vidt angår perioden efter den 1. januar 2001, hvor selskabet blev momsregistreret, udtalte Højesteret, at det følger af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens dagældende § 9, stk. 4, nr. 3, at virksomheder kan få delvist tilbagebetalt el- og kuldioxidafgift af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet. Højesteret fandt, at der ikke i bestemmelsernes ordlyd, forarbejder eller formål er holdepunkter for at begrænse retten til tilbagebetaling til elforbrug, der foregår som led i en særligt kvalificeret produktionsproces. Ved produktion af belysning anvendes elektricitet, der forbruges som led i produktionen, og sådant elforbrug kan berettige til tilbagebetaling af el- og kuldioxidafgift i medfør af de nævnte bestemmelser, såfremt de øvrige betingelser herfor er opfyldt. Højesteret lagde til grund, at selskabet efter aftale med kommunen leverede vejbelysning til kommunen under forbrug af elektricitet på virksomhedens eget anlæg, og under disse omstændigheder måtte den elektricitet, som selskabet anvendte ved driften af vejbelysningsanlægget, anses for en af virksomheden forbrugt afgiftspligtig elektricitet.

Højesteret anførte videre, at det var uden betydning, at kommunen efter offentligretlige regler som vejmyndighed er forpligtet til at sikre vejbelysning, og at det ligeledes var uden betydning, om der ved beregning af vederlag for levering af vejbelysning er sket overvæltning af afgifterne på aftageren.

Højesteret fandt således, at selskabet havde krav på tilbagebetaling af afgifter for perioden efter 1. januar 2001, og hjemviste sagen til fornyet behandling ved afgiftsmyndighederne med henblik på opgørelse af tilbagebetalingskravet for perioden 1. januar 2001 til 30. juni 2002 med tillæg af renter.

Højesteretsdommen ændrer den udmeldte praksis, der er indeholdt i Told- og Skattestyrelsens meddelelse af 12. juni 2001, offentliggjort i SKM2001.215.TSS, Landsskatterettens kendelse af 19. juni 2002, offentliggjort i SKM2002.492.LSR, og Landsrettens dom af 18. februar 2004, offentliggjort i SKM2004.109.VLR.

Med hensyn til dommens rækkevidde er det SKATs opfattelse, at det ikke nødvendigvis er en betingelse, at der er sket en overdragelse af ejendomsretten - som det er tilfældet i Højesteretssagen.

Det er dog SKATs opfattelse, at det er en afgørende betingelse, at virksomheden, der varetager driften af et vejbelysningsanlæg, skal have et selvstændigt erhvervsmæssigt indhold og dermed være forretningsmæssigt begrundet. Virksomheden skal samtidig være driftsmæssig ansvarlig og have fuld råderet over vejbelysningsanlægget - og kunne foretage egne dispositioner fx i forhold til personale, driftsmidler mv.

Driften af vejbelysningsanlægget skal ske for den pågældende virksomheds egen regning og risiko med det formål at få et økonomisk udbytte. Det gælder fx også i forhold til prisen på elektricitet, som virksomheden køber til drift af vejbelysningsanlægget til fremstilling af lys.

Det er SKATs opfattelse, at fx et leasingforhold, der baserer sig på/opfylder ovennævnte konditoner, kan sidestilles med det tilfælde, som Højesteret tog stilling til ved dommen af 16. september 2005. Det beror dog på en konkret vurdering/analyse af forholdene i det enkelte tilfælde.

Det er samtidig SKATs opfattelse, at en serviceaftale, der er indgået med en ejer af et vejbelysningsanlæg, - som alene omfatter vedligeholdelsen af vejbelysningsanlægget, fx opsyn med og reparation af anlægget, som udgangspunkt ikke er af et omfang mv., hvor den pågældende virksomhed kan siges at være driftsmæssig ansvarlig - ligesom det må antages, at virksomheden ikke med en sådan serviceaftale kan siges at løbe en reel økonomisk risiko i forhold til driften af vejbelysningsanlægget i sin helhed.

SKAT-meddelelsen om ændring af praksis og genoptagelse af sager er offentliggjort i SKM2006.137.SKAT.

Ny tekst start
Ny tekst startSkatterådet har, jf. SKM2006.804.SR truffet afgørelse om, at en virksomhed, der udlejer materiel til musikfestivaler mv., fx kontor- og salgsvogne inkl. forbrug af elektricitet, der er produceret på udlejers el-produktionsanlæg, ikke opfylder betingelserne i elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, for at få tilbagebetalt afgiften af elforbruget i det pågældende materiel.Ny tekst slut

 

Udlejere af fast ejendom kan ikke opnå afgiftsgodtgørelse for fx elektricitet og varme, der forbruges af lejerne, se SKM2001.610.LSR.

Udlejere, der som led i udlejningen også leverer fx elektricitet, har derimod adgang til at viderefakturere afgiftsbelastningen af elforbrug hos lejeren. Det er herefter lejerens godtgørelsesmæssige stilling, der er afgørende for, hvorvidt der kan ydes afgiftsgodtgørelse for elforbruget. Udlejeren kan være frivillig registreret efter momsloven. Registreringen kan omfatte levering af fx elektricitet. Dog kan feriehoteller, feriecentre o.l. i lighed med hoteller, moteller mv. opnå godtgørelse af energiafgift af elektricitet til procesformål, der er forbrugt i forbindelse med den momspligtige udlejning af værelser, lejligheder mv. Der kan ikke opnås godtgørelse af CO2-afgift. Det er uden betydning, om der opkræves særskilt betaling for elforbruget, eller om betaling for elektricitet indgår i lejen.

Virksomheder, der er frivilligt registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom, kan ikke få godtgjort afgift af elektricitet og varme (og vand), som lejerne har forbrugt. Dette gælder også, hvor huslejen indeholder betaling for elektricitet og varme.

Reklamelæskure og reklamesøjler
Landsskatteretten har ved kendelse af 11. marts 2002 truffet afgørelse om, at en virksomhed, der opstillede læskærme ved busholdepladser, reklamesøjler o.l., og som afholdt alle omkostninger til opsætning og drift mod at få retten til at udleje reklamepladsen på det opstillede udstyr, blev anset for at drive udlejningsvirksomhed og ikke reklame eller bureauvirksomhed. Retten fandt, at virksomheden måtte anses som forbruger af selve reklamebelysningen, idet der i overvejende grad var tale om korttidsudlejning af reklamepladserne. Retten henviste i den forbindelse til den nedenfor refererede afgørelse om idrætshaller m.v. fra 1988. Retten fandt endvidere, at virksomheden måtte anses som forbruger af funktionsbelysningen i det opstillede byudstyr, idet retten lagde vægt på, at, forbruget sker i det af selskabet opstillede udstyr, at det alene er selskabet, der bestemmer omfanget af belysningen, og at belysningen ikke efter det foreliggende erstattede anden kommunal belysning. Se SKM2002.171.LSR. Se endvidere F.6.6.2 om afgørelsen.


Idrætshaller, forsamlingshuse mv.
I 1988 resolverede den daværende skatteminister, at idrætshaller, svømmehaller, udstillingshaller og udstillingscentre samt forsamlingshuse og medborgerhuse, der er frivillig registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom, kan få godtgjort afgifterne af olie, el, gas og kul, som anvendes til belysning, opvarmning mv.

Bemærk, at adgangen til afgiftsgodtgørelse kun omfatter de formål, der er omfattet af den generelle adgang til afgiftsgodtgørelse. Dvs., at der med de nugældende regler ikke længere ydes afgiftsgodtgørelse for energi til rumvarme og varmt vand

Om godtgørelse af vandafgift se G.5.6.2.

Campingpladser og lystbådehavne
Campingpladser og lystbådehavne kan ikke opnå afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der leveres til forbrug i campingvogne, lystbåde mv.

Dette gælder uanset, om der kræves særskilt betaling for den forbrugte elektricitet, eller om betaling for elektricitet indgår som en del af betalingen for overnatning på campingpladsen/leje af bådplads.

For så vidt angår dokumentationen for opgørelsen af den elektricitet, der er leveret til brug i campingvognen eller båden, se F.6.8.2.

Ved levering af elektricitet til forbrug i fx campingvogne og hytter, som er campingpladsens eget driftsmiddel, og som anvendes til udlejningsformål, kan der dog ydes godtgørelse af elafgiften som procesformål. Elektricitet, der anvendes til fremstilling af rumvarme og varmt vand til forbrug i egne driftsmidler, er dog ikke godtgørelsesberettiget, se F.6.3.

Elektricitet, der forbruges i køkken- og badefaciliteter mv., og til belysning mv. af campingpladsen/lystbådehavnens fællesarealer er godtgørelsesberettiget efter reglerne for let proces, medmindre der er tale om elektricitet, der anvendes til fremstilling rumvarme/varmt vand.

Udlejningsejendomme - fællesarealer og -faciliteter

Uanset forbruget vedrører arealer og faciliteter, hvortil lejerne i de pågældende ejendomme har adgang, kan det ikke dermed antages, at disse er forbrugerne i energiafgiftslovenes forstand.

Den afgiftspligtige energi må derimod anses for anvendt som en integreret del af den momspligtige udlejningsvirksomhed, som ikke kan afgrænses til alene at være de lokaliteter, hvorfra administrationen af udlejningen foregår, men tillige må omfatte selve de udlejede ejendomme.

Det lægges til grund, at de omhandlede afgifter alene vedrører energiforbrug på fællesarealer og til fællesfaciliteter i de af selskabet ejede udlejningsejendomme, som er frivillig momsregistreret, og at ingen del af dette energiforbrug er viderefaktureret til lejerne. Sagen vedrører således ikke forbrug i lokaliteter, hvor der er tillagt den enkelte lejer en eksklusiv brugsret.

Selskabet er herefter berettiget til godtgørelse for de omhandlede afgifter i medfør af bl.a. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, i det omfang tilbagebetalingsadgang ikke er udelukket efter rumvarmereglerne i bl.a. elafgiftslovens § 11, stk. 3. Kendelsen er offentliggjort i SKM2004.500.LSR.

§ 11, stk. 2, sidste punktum
Momsregistrerede virksomheder har ikke adgang til fradrag for afgift af karburatorvæske, der er afgiftspligtige efter mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 17 (karburatorvæske).

Ved SKM2001.552.TSS har Told- og Skattestyrelsen udsendt meddelelse om muligheden for tilbagebetaling af elafgift mv. for virksomheder med forsikrings- og finansielle aktiviteter i relation til udenlandske kunder uden for EU.

Virksomheder, der er anmeldelses- og regnskabspligtige efter momsbekendtgørelsens § 31, er ikke af den grund omfattet af momslovens og momsbekendtgørelsens regler om registreringspligt og kan derfor ikke anses for momsregistrerede virksomheder i momslovens forstand. Virksomheder, der alene er omfattet af anmeldelses- og regnskabspligten i momsbekendtgørelsens § 31, er ligeledes ikke omfattet af momslovens bestemmelser om fradragsret, jf. endvidere elafgiftslovens § 11, stk. 16, men derimod alene af momslovens bestemmelser om momsgodtgørelse.

Det er derfor styrelsens opfattelse, at virksomheder, der udøver forsikrings- og genforsikringsvirksomhed og finansielle aktiviteter i relation til udenlandske kunder uden for EU, ikke er berettiget til godtgørelse af afgift af elektricitet i medfør af elafgiftslovens § 11, stk. 1 for elektricitet, der forbruges i forbindelse med den pågældende aktivitet, uanset at virksomheden kan få godtgørelse af moms i relation til de nævnte aktiviteter, jf. momslovens § 45, stk. 4.

Som anført under F.6.1 skelnes der i godtgørelsesmæssig henseende mellem varme og varer anvendt til rumvarme/varmt vand på den ene side - og varme og varer anvendt til procesformål på den anden side.

Hvis samme anlæg/ledningsnet forsyner virksomheden med både rumvarme/varmt vand og procesenergi, skal forbruget deles præcist op. Hovedreglen er, at - for at opnå godtgørelse - skal der ske måling af den energi, der anvendes til procesformål.

De nærmere regler for fordeling af energiforbrug fremgår af F.6.8.

Hvis der i en virksomhed udelukkende skal ske fordeling af energiforbrug mellem privat og erhvervsmæssig anvendelse, kan fordelingen ske skønsmæssigt, dvs. uden konkret måling. Den skønsmæssige fordeling kan tage udgangspunkt i de standardsatser, som ligningsmyndighederne anvender ved skatteansættelsen af privatforbrug, se F.6.8.7.

Rumvarme
Ved rumvarme forstås energi, der bruges til at opvarme virksomhedens lokaler til fx
  • produktion
  • lager
  • salg
  • kontorer
  • hotelværelser og serveringslokaler.
Varmt vand
Ved varmt vand forstås i denne forbindelse vand, der bruges til fx
  • rengøring af lokaler og produktionsanlæg
  • bad
  • opvask
  • vask af hænder.

Ved energiafgifter forstås i denne forbindelse afgift efter mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven, elafgiftsloven og naturgasafgiftsloven.

Efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, ydes der ikke godtgørelse af energiafgift på varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, der leveres fra virksomheden, rumvarme og varmt vand, jf. dog stk. 5.

Bestemmelserne i kulafgiftsloven (§ 8, stk. 3, 1. punktum) og naturgasafgiftsloven (§ 10, stk. 4, 1. punktum) er parallelle med mineralolieafgiftslovens.

Bestemmelserne gælder som anført både for rumvarme og varmt vand, som virksomheden selv producerer, og for leverancer af varme og varmt vand fra fjernvarmeværker mv.

Efter elafgiftslovens § 11, stk. 3, ydes der heller ikke godtgørelse for afgift af elektricitet, som forbruges i vandvarmere og varmepumper til opvarmning af brugsvand, elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg, der anvendes til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden. Undtaget er dog forbrug af elektricitet i rumvarmeaggregater, der midlertidigt placeres i et lokale for at dække et kortvarigt rumvarmebehov.

Afgiftsgodtgørelsen for energi til rumvarme og varmt vand blev aftrappet i perioden 1. januar 1996 til 1. januar 1998, hvor godtgørelsen bortfaldt helt, se F.6.1.2.

Naturgas og bygas
For naturgas og bygas, der blev afgiftspligtig fra 1. januar 1996, har der ikke på tilsvarende måde som for andre afgiftspligtige brændsler været en aftrapning i adgangen til afgiftsgodtgørelse for rumvarme og varmt vand, se F.6.1.2.

Naturgas, der anvendes til fremstilling af varme har i øvrigt indtil 1. januar 2001 været pålagt en lavere energiafgift end fx olie.

Afgiftsforskellen har almindeligvis ikke udmøntet sig i lavere priser for naturgas, der anvendes til fremstilling af rumvarme og varmt vand, da gasselskaberne har måttet sælge naturgas - beregnet til fremstilling af rumvarme og varmt vand - til en pris, som om der var "fuld" afgift på gassen svarende til afgiften på olien. Denne afgiftsforskel mellem den faktiske afgift og afgiften, hvis naturgas havde været belagt med fuld energiafgift, har været benævnt som "skyggeafgift". Overfor momsregistrerede virksomheder har skyggeafgiften også været benævnt som et "rumvarmetillæg".

Der ydes ikke godtgørelse af CO2-afgift af energiforbrug til rumvarme og varmt vand, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1.

Godtgørelse for CO2-afgift til nævnte formål bortfaldt den 1. januar 1996.

 

Der henvises til F.6.4.6 og F.6.4.7.

Ved energiafgifter forstås i denne forbindelse afgift efter mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven, elafgiftsloven og naturgasafgiftsloven.

Hvis samme anlæg/ledningsnet forsyner virksomheden med både rumvarme/varmt vand og procesenergi, skal forbruget deles præcist op. Hovedreglen er, at - for at opnå godtgørelse - skal der ske måling af den energi, der bruges til procesformål.

De nærmere regler for fordeling af energiforbrug fremgår af F.6.8.

Hvis der i en virksomhed udelukkende skal ske fordeling af energiforbrug mellem privat og erhvervsmæssig anvendelse, kan fordelingen ske skønsmæssigt, dvs. uden konkret måling. Den skønsmæssige fordeling kan tage udgangspunkt i de standardsatser, som ligningsmyndighederne anvender ved skatteansættelsen af privatforbrug, se F.6.8.7.

Virksomhederne har adgang til fuld (100 pct.) godtgørelse af energiafgifter af varer, varme og varmt vand, der anvendes til procesformål (procesenergi).

Virksomheders forbrug af elektricitet til fx
  • drift af maskiner, produktionsanlæg og edb-udstyr,
  • belysning og
  • pumper og blæsere i forbindelse med ventilation i virksomhedens lokaler

kan anses for procesenergi, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Efter elafgiftslovens § 11, stk. 3 ydes der derimod ikke afgiftsgodtgørelse for elektricitet, som forbruges i vandvarmere og varmepumper til opvarmning af brugsvand, elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg, der anvendes til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden. Undtaget er dog forbrug af elektricitet i rumvarmeaggregater, der midlertidigt placeres i et lokale for at dække et kortvarigt rumvarmebehov.

§ 11, stk. 3 - Lov 462
Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 skete følgende ændringer af elafgiftslovens § 11, stk. 3: 

1) Det er præciseret, at varmeproducenter ikke kan få godtgjort afgiften af el, der anvendes i varmepumper mv. til at fremstille varme, der leveres fra virksomheden. Ændringen er trådt i kraft den 1. juli 2004. Ændringen skal ses i sammenhæng med en lempelse af afgiften for egen produktion af el, som et varmeværk anvender til at fremstille varme i varmepumper, se F.3.2.

2) Begrebet "fast installeret" er udgået af bestemmelsen. § 11, stk. 3 er i stedet suppleret med en bestemmelse, hvorefter der er afgiftsgodtgørelse for forbrug af el i elvarmeaggregater, der midlertidigt placeres i et lokale for at dække et kortvarigt rumvarmebehov. Ændringen er trådt i kraft den 1. juli 2004.

I forbindelse med vurderingen af, om et rumvarmebehov er kortvarigt eller mere permanent, kan der bl.a. ses på, om der er tale om et elforbrug til supplerende rumvarme i meget kolde perioder, hvor et eksisterende varmeforsyningsnet ikke kan dække behovet for rumvarme, eller om der foretages opvarmning af lokaler, hvor der almindeligvis ikke er behov for varme. Opvarmning af lokaler, hvor der et grundlæggende varmebehov, fx hotelværelser og hytter, kan ikke anses for kortvarigt, uanset om lokalet kun opvarmes i udlejningsperioden, fx et par dage ad gangen.


§ 11, stk 4 - modifikation
I § 11, stk. 4, sker der en modifikation af bestemmelserne i § 11, stk. 3, vedrørende rumvarme og varmt vand, idet § 11, stk. 4 - på nærmere anførte betingelser - giver adgang til afgiftsgodtgørelse for varer, varme og varmt vand, der anvendes som procesenergi i forbindelse med varefremstilling, se F.6.4.4.

Derudover ydes der ikke afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der anvendes ved afsætning af visse momspligtige ydelser, der er nævnt i bilaget i medfør af elafgiftslovens § 11, stk. 2, se F.6.6.

Elvarmeafgift
Virksomheder, som drives fra erhvervslokaler, der har elmåleren fælles med en elopvarmet helårsbolig, skal ved beregning af godtgørelsen af elafgift, bruge den særlige elvarmesats. Der henvises til F.3.5.

Den godtgørelsesmæssige stilling for andet energiforbrug (energi omfattet af mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven og naturgasafgiftsloven) afhænger i nogen grad af, om forbruget sker uden forbindelse med rum, se F.6.4.3, eller i forbindelse med rum, se F.6.4.4.

Der ydes dog, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1, afgiftsgodtgørelse for varer, der som vare indgår som en del af en anden vare. Det er en forudsætning, at den herved fremstillede vare ikke i sig selv er afgiftspligtig efter en af de nævnte afgiftslove, herunder at der ikke er tale om en vare, som anvendes eller kan anvendes til fyringsformål eller som motorbrændstof.

Der ydes almindeligvis afgiftsgodtgørelse for forbrug af varer og varme til procesformål, når forbruget ikke sker i tilknytning til rum, - idet forbrug af varer og varme til procesformål i en virksomhed, der ikke sker i forbindelse med rum, ikke er omfattet af bestemmelserne i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum.

Momsregistrerede virksomheder kan opnå afgiftsgodtgørelse for sådant forbrug efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 1, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1.

Derimod vil forbrug af varmt vand eksempelvis til rengøring o.l. af maskiner, produktionsudstyr mv. være omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum - også selv om forbruget af varmt vand ikke sker i forbindelse med rum.

Som anført under F.6.3 ydes der ikke afgiftsgodtgørelse for varer og varme, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, der leveres fra virksomheden, rumvarme og varmt vand, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum.

I mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, kulafgiftslovens § 8, stk. 4 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, sker der en modifikation af ovennævnte bestemmelse om rumvarme og varmt vand, idet bestemmelsen - på nærmere anførte betingelser - giver adgang til afgiftsgodtgørelse for varer, varme og varmt vand, der anvendes som procesenergi i forbindelse med varefremstilling.

Der kan dog altid jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 2. punktum , kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 2. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 2. punktum, ydes afgiftsgodtgørelse for varme og varer, der bruges i lukkede anlæg til fremstilling eller forarbejdning af varer, og som indirekte bidrager til rumopvarmning, hvis højst 10 pct. af den energi, der er forbrugt i anlægget, bidrager til rumopvarmning,

Bestemmelsen, der blev indsat ved lov nr. 444 af 10. juni 1997, tager sigte på forbrug af varme og varer i lukkede procesanlæg, som ikke opfylder nedennævnte bestemmelse for procesenergi om temperaturstigning på mindst 10 grader C i forhold til det omgivende rum, og hvor der kun er tale om en mindre varmeafgivelse.

Procesformål, se nedenfor
Følgende forbrug af varme og varer, kan anses for procesformål:

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 1:

Vask mv. af varer bestemt for afsætning
Varme og varmt vand, der anvendes ved fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i forarbejdningen enten vaskes, renses eller rengøres i eller med særlige anlæg, fx varmt vand til skoldning af dyrekroppe på slagterier.

Denne bestemmelse findes tilsvarende i elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 1.

Afgiften godtgøres, uanset at processen også bidrager til opvarmning af lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9.

Temperaturstigninger på mindst 10 grader C
Varme og varmt vand, der anvendes ved fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som udsættes for temperaturstigninger i forhold til det omgivende rum på mindst 10 grader C, såsom opvarmning, kogning, ristning, destillation, sterilisation, pasteurisering, dampning, tørring, inddampning, fordampning eller kondensering i særlige anlæg. Afgiften godtgøres, uanset at processen også bidrager til opvarmning af lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9.

Den tilsvarende bestemmelse findes ikke i elafgiftsloven, da elektricitet forbrugt i maskiner og anlæg som udgangspunkt anses for procesenergi, medmindre der er tale om forbrug af elektricitet i elvandvarmere, elradiatorer e.l.

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 2, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 2, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 2:

Lokaler opvarmet til mindst 45 grader C
Opvarmning af særlige rum med en driftstemperatur på mindst 45 grader C ved fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i forarbejdningen udsættes for temperaturændringer såsom opvarmning, kogning, ristning, destillation, sterilisation, pasteurisering, dampning, tørring, inddampning, fordampning eller kondensering.

Udover driftstemperaturen på mindst 45 grader C består afgrænsningen til almindelig rumvarme i, at rummet skal være specielt indrettet til forarbejdning af varer.

Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9.

Malekabiner
Opvarmning af malekabiner. Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9.

Malekabinen skal være et lukket rum. Dette gælder også for kabiner, der er utraditionelle p.g.a. størrelsen af det emne, der skal males/lakeres, fx maling af skorstene og vindmølletårne. Kabinen skal være indrettet med udsugning og anlægget skal være godkendt efter miljøreglerne.

Der må alene foregå sprøjtning med maling eller lak og efterfølgende tørring i malekabinen. Endvidere kan der ske forudgående afdækning i forbindelse med maling eller lakering. Derimod må der ikke foregå fx slibning eller samling af emner i kabinen. Undervognsbehandling (sprøjtepåføring af rustbeskyttelsesmiddel) er heller ikke omfattet af malekabine-bestemmelsen, jf. SKM2001.343.TSS.

Se endvidere F.6.4.6. Varmt vand i hedtvandsrenser, varmekalorifere og tørreanlæg til biler.

Lokaler til lagring af oste
Opvarmning af lokaler specielt indrettet til lagring af oste, når lagringen er en integreret del af ostningsprocessen. Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9.

Lokaler til lagring af spegepølser
Opvarmning af lokaler specielt indrettet til lagring af spegepølser, når lagringen er en integreret del af spegepølseproduktionen. Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9.

Lokaler til tørring af træ
Opvarmning af lokaler specielt indrettet til tørring af træ (trætørrestuer). Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9.

Lukkede procesrum
Opvarmning af specielt indrettede lukkede procesrum kan anses for procesenergi på følgende betingelser:

  • Opvarmningen skal bidrage aktivt til, at varen ændrer karakter under opholdet i lokalet.
  • Opvarmningen er udelukkende et led i forarbejdningen/fremstillingen af varer.
  • Under forarbejdningen må der kun lejlighedsvis opholde sig personer i lokalet - i forbindelse med fyldning og tømning samt ved kortvarig inspektion af processen.

Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9.

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 444 af 10. juni 1997.

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 3, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 2 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3:

Proceslisten - tung proces
Varme og varmt vand, der bruges i de anvendelser, fx væksthusgartnerier, der er nævnt i listen over tunge processer, se F.6.5jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9.

Opvarmning af staldbygninger
Varme og varmt vand, der bruges i landbrugets staldbygninger, jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, Se F.6.9.

Ved lov nr. 963 af 20. december 1999, der trådte i kraft ved bekendtgørelse nr. 646 af 1. august 2002 og som har virkning fra 1. januar 2000, skete der en udvidelse af begrebet "opvarmning af staldbygninger", så forbruget af rumvarme i visse lokaler i tilknytning til staldbygningen kan anses for procesenergi.

Bestemmelsen er indsat som 2. og 3. punktum i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 3, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 2 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, jf. nedenfor.

Omfattet af godtgørelsen af varme og varmt vand brugt i staldbygninger er også kontorlokaler og andre lokaler i staldbygninger, som indgår i driften, eller hvorfra driften styres og planlægges, hvis forsyningen med varme sker fra samme net som forsyningen til staldbygningen.

Det er dog en forudsætning, at selve staldområdet er opvarmet. Opvarmning af kontorlokaler i uopvarmede staldbygninger er dermed ikke godtgørelsesberettiget.

Udover lokaler, hvor fx selve fodringen styres, kan der være tale om forrum til selve staldarealet, hvor der sker omklædning og vask af hænder mv., samt gangarealer mellem forskellige dele af staldene.

Der kan derimod ikke ydes afgiftsgodtgørelse for rumvarme og varmt vand, som anvendes i værksteder, maskinhuse, medarbejderboliger, folkestuer, baderum mv.

Yderligere om bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.4.5.

Cirkulation af rengøringsvæsker
Der ydes afgiftsgodtgørelse for varmt vand, der anvendes til rengøring eller sterilisering af tanke og lukkede produktionsanlæg, hvor rengøringsvæskerne cirkuleres med pumper med en kapacitet på mindst 1 kW, jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9.

Rengøring i sådanne anlæg benævnes også som CIP-rengøring. CIP-rengøring indebærer, at den samme rengøringsvæske kan sendes gennem tank- og rørsystemerne flere gange (cirkuleres).

Rengøring mv. af slagterier
Der ydes afgiftsgodtgørelse for varmt vand, der anvendes af slagterier til rengøring eller sterilisering af produktionsudstyr og produktionslokaler i de lokaler, hvor selve slagtningen og grovparteringen finder sted, for fjerkræ dog kun varmt vand forbrugt inden partering, samt forbruget af varmt vand i tilstødende produktionslokaler, hvis der er fælles varmtvandsnet, og der ikke fremstilles udskæringer beregnet til detailsalg, jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9.

Se F.6.4.6  (TfS 2000, 643) om produktionsudstyr. Ved grovpartering forstås for svin og lam mv. partering i halve kroppe, for kvæg mv. partering til og med fjerdinger.

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 5, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 5, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 3 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 5:

Rengøring af genbrugsemballage
Der ydes afgiftsgodtgørelse for varme og varmt vand, der anvendes til rengøring af genbrugsemballage, der anvendes ved transport eller salg af varer. De emballagetyper, der typisk er tale om, er kødkasser, fiskekasser, brødkasser m.m., der anvendes ved vareudveksling mellem virksomheder. Denne regel gælder også, selv om indtil 25 pct. af genbrugsemballagen (kasserne) bruges internt i virksomheden, dvs. til andre formål end transport eller salg af varer. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 444 af 10. juni 1997.

Se iøvrigt F.6.4.6 om SKM2001.147.LSR, hvorefter containere ikke kunne anses som genbrugsemballage.

Vask mv. af tekstiler
Der ydes afgiftsgodtgørelse for varme og varmt vand, der anvendes til vask eller rens af tekstiler og efterbehandling i forbindelse hermed i form af tørring, rulning m.m.

Denne bestemmelse blev indsat ved lov nr. 444 af 10. juni 1997.

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 6, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 6, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 4 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 6:

Rumvarme i jernstøberier
Bestemmelsen indebærer, at opvarmning af lokaler, hvor der foretages smeltning af jern og stål, som omfattet af nr. 30 i listen over tunge processer, og lokaler, hvor det flydende metal anvendes (udstøbes), kan anses for procesenergi.

Hvor dette forbrug af varme ikke kan adskilles fra det øvrige forbrug af varme, kan der dog højst ydes godtgørelse for 30 pct. af det samlede forbrug af energi til opvarmning i forbindelse med forarbejdningen af jern og stål.

Det er en forudsætning for godtgørelse, at der smeltes mindst 10 t jern eller stål om dagen.

Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 963 af 20. december 1999, og den har haft virkning fra 1. januar 2000.

Yderligere om bestemmelsens ikrafttræden, se F.6.4.5.

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 7, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 7, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 5 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 7:

Hærdning af glasfiberemner
Bestemmelsen indebærer, at varme, der anvendes til opvarmning af lokaler, hvori der foretages hærdning af emner fremstillet af armeret hærdeplast, og som ikke er omfattet af godtgørelsesreglerne for lukkede procesrum, kan anses for procesenergi.

Armeringen kan eksempelvis bestå af glasfibre, kulfibre, træ, eller forskellige naturfibre samt af plastskum.

Der kan dog højst ydes godtgørelse for 1/3 af det samlede forbrug af varme i sådanne lokaler.

Det er en betingelse, for den udvidede adgang til afgiftsgodtgørelse, at anvendelsen sker i virksomheder, som har en industriel fremstilling af varer af armeret hærdeplast, eksempelvis skibe, vindmøllevinger og forskellige beholdere. Der kan ikke ydes godtgørelse til virksomheder, der som led i fremstillingen af andre produkter lejlighedsvist har en produktion af armeret hærdeplast.

Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 963 af 20. december 1999, og den har haft virkning fra 1. januar 2000.

Yderligere om bestemmelsens ikrafttræden, se F.6.4.5.

Opvarmning - opførelse og renovering af bygninger
Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 8, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 8, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 6 og gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 8:

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er der indsat følgende bestemmelse i ovennævnte energiafgiftslove: "Afgiften af varme og varer, der udelukkende forbruges til udtørring af bygningsmaterialer eller opretholdelse af den for byggearbejdet fornødne temperatur under byggeperioden i forbindelse med opførelse og renovering af bygninger." Bestemmelsen er trådt i kraft den 1. juli 2004.

Efter bestemmelsens ordlyd omfatter adgangen til afgiftsgodtgørelse udelukkende opvarmning i forbindelse med opførelse eller renovering af bygninger, hvilket vil sige den midlertidige opvarmning, der sker i selve byggeperioden, og som er nødvendige for at producere bygningen. Det er endvidere en forudsætning, at opvarmningen udelukkende har dette formål. Når bygningen eller den del heraf, som opvarmningen rettes imod, fremtræder som færdig, ophører byggeperioden og dermed også retten til afgiftsgodtgørelse. Dette medfører for eksempel, at afgiften af energi til udtørring af vægge må anses som godtgørelsesberettiget, også selv om loft og betongulv er lagt og vinduer og døre isat. Bygningen vil i lovens forstand fremstå som færdig, når væggene er tørre. Det samme gælder, såfremt udtørringen vedrører en etageadskillelse.

Lægning af træ- eller klinkegulve og opsætning af loftsbeklædning og skillevægge, malerarbejde, epoxybelægning og lignende vil typisk foregå efter rummets konstruktion. Såfremt sådanne arbejdsopgaver foregår, før rummet er færdigt, vil energiforbruget dog være at anse som godtgørelsesberettiget, når processen ligger inden for rammerne af en sædvanlig arbejdstilrettelæggelse.

Der er tale om en præcisering af retstilstanden på området, som kom til udtryk i et TSS-cirkulære nr. 2002-16 af 17. maj 2002, se F.6.4.6. - "Udtørring af bygninger".      

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 14, kulafgiftslovens § 8, stk. 13, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 14:

Støttebrændsel i affaldsforbrændings-anlæg mv., der leverer varme
Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 14, er sålydende:

"Uanset stk. 4 kan der dog altid ydes tilbagebetaling for forbruget af afgiftspligtige varer og varme, der overstiger en beregnet mængde, når mindst 25 pct. af den indfyrede energi hidrører fra andet end afgiftspligtige brændsler eller afgiftspligtig elektricitet. Denne mængde beregnes for hvert afgiftspligtigt brændsel som forholdet mellem på den ene side energiindholdet i det afgiftspligtige brændsel og på den anden side det totale energiindhold i de indfyrede mængder ganget med den leverede mængde varme divideret med 0,7 og omregnet til liter henholdsvis kilogram efter de i § 9, stk. 2, anførte værdier for energiindhold. Hvis virksomheden ikke nærmere kan dokumentere energiindholdet i de afgiftspligtige brændsler, anvendes de i § 9, stk. 2, anførte værdier. Kun varer, hvis energiindhold utvivlsomt overstiger 9,4 MJ/kg, medregnes, hvis energiindholdet i de indfyrede brændsler opgøres på grundlag af de i § 9, stk. 2, anførte værdier."

Bestemmelsen indebærer følgende:

  1. Den nytttiggjorte mængde varme skal måles.
  2. Ved brug af standardvirkningsgraden på 0,7 beregnes et teoretisk bruttoenergiforbrug.
  3. Der indføres et loft over afgiftsbetalingen svarende til det afgiftspligtige brændsels andel af den indfyrede energi.
  4. Energiindholdet i affald opgøres detaljeret af virksomheden, eller ved anvendelse af en standard på 9,4 MJ/kg. Affald med et energiindhold på under 9,4 MJ/kg sættes dog til 0 MJ/kg, hvis der anvendes standardberegning for energiindholdet i affaldet.
Eksempel:
Nyttiggjort varme700 GJ
Teoretisk bruttoenergiforbrug (700/0,7) =1000 GJ
Indfyret affald1000 GJ
Indfyret olie1000 GJ
Beregnet mængde (1000/2000 x 700/0,7) =500 GJ
Forskel (1000-500) GJ =500 GJ
Godtgørelsesberettiget mængde i liter:(500 GJ/35,9) =13.928 l

Der kan i det pågældende tilfælde opnås afgiftsgodtgørelse for halvdelen af olieforbruget.

Bestemmelserne i kulafgiftslovens § 8, stk. 13, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 14 er parallelle med mineralolieafgiftslovens.

Bestemmelsen retter sig til virksomheder, der udover afgiftspligtige varer, fx olie eller naturgas, også anvender et ikke-afgiftspligtigt brændsel, som fx affald som brændsel ved varmefremstilling. Omfattet er fx dermed affaldsforbrændingsanlæg, der leverer varme, og som anvender afgiftspligtig støttebrændsel ved forbrændingen/varmefremstillingen.

Lov nr. 444 10. juni 1997
Ved lov nr. 444 af 10. juni 1997 skete visse justeringer af rumvarmeafgiften. Derudover skete en ændring af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 1, hvorefter hotellers, restaurationerne forbrug af gas mv. til fremstilling og tilberedning af varer på komfurer eller kogeplader blev godtgørelsesberettiget som procesenergi. Der skete dermed en godtgørelsesmæssig ligestilling mellem forbrug af gas og elektricitet.

Lov nr. 963 af 20. december 1999
Ved lov nr. 963 af 20. december 1999 skete en lempelse af reglerne for afgiftsgodtgørelse for opvarmning af kontorlokaler mv. i forbindelse med staldbygninger, opvarmning af lokaler, hvori der sker smeltning af jern eller stål, og opvarmning af lokaler, hvori der sker støbning og hærdning af fiberarmeret plast.

Ændringerne er nærmere beskrevet i F.6.4.4.

Ændringerne er trådt i kraft ved bekendtgørelse nr. 646 af 1. august 2002 - med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2000.

Lov nr. 462 af 9. juni 2004
Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 blev der indsat en bestemmelse om afgiftsgodtgørelse for det midlertidige energiforbrug til opvarmning i forbindelse med opførelse og renovering af bygninger.

Bestemmelsen er nærmere beskrevet i F.6.4.4.

Bestemmelsen er trådt i kraft den 1. juli 2004.

Nedenfor er omtalt visse afgørelser i relation til afgrænsningen mellem rumvarme/varmt vand og procesenergi:

Containere
Landsskatteretten har den 13. december 2000 afsagt en kendelse, hvorefter containere ikke kunne anses som genbrugsemballage efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 5, og der derfor ikke kunne ske godtgørelse af afgift for energiforbruget ved anvendelse af højtryksrensere til rengøring af containerne. Retten lagde vægt på, at det af forarbejderne fremgår, at bestemmelsen har til formål at sikre konkurrencemæssig ligestilling mellem genbrugsemballage og engangsemballage, og at de omhandlede containere ikke kunne antages at være i konkurrence med varer, der alene anvendes én gang, hvorfor en afgiftsgodtgørelse ikke fandtes at være i overensstemmelse med lovens formål, ligesom retten lagde vægt på, at denne fortolkning  ikke kunne anses at stride mod bestemmelsens ordlyd, jf. SKM2001.147.LSR.

Slagterier
Landsskatteretten har den 15. juni 2000 afsagt kendelse i en sag om naturgasbaseret opvarmning af vand til rengøring af et slagteris lokaler og transportkasser til intern anvendelse (TfS 2000, 643).

Kendelse: Tilbagebetalingsberettiget er afgift af varmt vand til rengøring af både slagtehus og opskæringslokaler, hvis der er fælles varmvandsnet og der ikke fremstilles udskæringer til detailsalg. Tilbagebetalingsberettiget er afgift af varmt vand til rengøring af genbrugsemballage anvendt i produktionsprocessen.

Retten fandt, at "tilstødende produktionslokaler" i naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, alene er en procesteknisk afgrænsning, og at det ikke er et krav, at lokalerne fysisk støder op til hinanden. Retten lagde vægt på lovens ordlyd og dens forarbejder, hvoraf det bl.a. fremgår: "Af administrative grunde foreslås forbruget af varmt vand i opskæringslokaler, som forsynes med varmt vand fra samme net som selve slagtehuset, også friholdt for energiafgift. For at undgå konkurrenceforvridning er friholdelsen af opskæringsafdelingerne foreslået betinget af, at der ikke foregår opskæringer til detailsalg." Retten godkendte tilbagebetaling for følgende produktionslokaler: frysetunnel, udligningskølerum, tarm- og plucksrum, pluckskøletunnel, opskæringslokaler og udbeningslokaler.

Retten fandt, at "produktionsudstyr" i gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3 omfatter slagteriers transportkasser til intern anvendelse, mens "genbrugsemballage" i naturafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 5, ikke kan anses for udformet m.h.p. slagteriers interne anvendelse af genbrugsemballage. Retten lagde herved vægt på, at slagterier er selvstændigt omfattet af tilbagebetalingsadgangen i gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, og at slagteprocessen ikke kan foregå uden brug af kasser.

Pumpestationer
Landsskatteretten har den 10. september 1999 afsagt kendelse i en sag om elbaseret opvarmning af pumpestationer (TfS 1999, 902).

Kendelse: Det omhandlede elforbrug anses for medgået til rumopvarmning i relation til elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Retten lagde til grund, at de i sagen omhandlede installationer (elradiatorer og -temporatorer) er placeret i lukkede rum, samt at den forbrugte elektricitet er anvendt til opretholdelse af et maksimalt temperaturniveau i pumpestationerne på 4 grader C, så det deri placerede tekniske udstyr frostsikres.

Retten har endvidere udtalt, at uanset at det efter det oplyste om temperaturniveau og anvendelse af lokaliteterne kan lægges til grund, at rumopvarmningen alene er betinget af produktionstekniske forhold, er der ikke hjemmel i elafgiftsloven til godtgørelse af afgiften.

Landsskatteretten har den 3. december 1999 afsagt kendelse i en lignende sag vedr. pumpestationer.

Retten fandt også her, at forbruget af elektricitet til opvarmning af pumpestationer må anses for medgået til rumopvarmning/varmt vand.

Udtørring af bygninger
Ved Landsskatterettens kendelse af 16. december 1999 (TfS 2000, 431) fik en byggeentreprenør i forbindelse med nybyggeri og byggerenovering tilkendt godtgørelse efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk.1, af energi anvendt til drift af varmekanoner i forbindelse med byggeri.

Varmekanonerne anvendtes til at tørre cement, træ eller andre materialer for at bevare de optimale egenskaber ved de anvendte materialer eller fordi en hurtig tørring var en forudsætning for, at byggearbejdet kunne ske som en kontinuerlig proces. Varmekanonerne anvendtes til udtørring i færdige lokaler, lokaler, som var delvist færdiggjorte (interimslukkede), men hvor der eksempelvis manglede isætning af døre og vinduer og endelig lokaler uden tag og færdige ydervægge, hvor tildækning var sket med presenning.

Landsskatterettens flertal lagde vægt på, at de omhandlede varmekanoner udelukkende var anvendt til udtørring af byggematerialer i forbindelse med byggeprocessen, og at det fandtes bedst stemmende med de til lovforslaget fremsatte bemærkninger, at varmeanvendelsen ikke anses for omfattet af begrebet rumopvarmning.

Landsskatterettens mindretal (retsformanden) afgav dissens i sagen, idet han fandt, at energiforbruget måtte anses for medgået til rumopvarmning. Retsformanden fandt, at den i sagen omhandlede brug af varmekanoner måtte anses for foregået i en sådan lokalitet, der i mineralolieafgiftslovens forstand må karakteriseres som rum. Han lagde herved vægt på, at der hverken i loven eller i bemærkningerne hertil er en nærmere definition af selve begrebet rum, og at begrebet rum må opfattes i dets videste tekniske forstand udfra formuleringen af bestemmelserne i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, og stk. 5, nr. 1-3.

Ved Landsskatterettens kendelse af 28. juli 2000 fik en virksomhed i forbindelse med opførelse af en ejendom tilkendt godtgørelse efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1, og CO2-afgiftlovens § 9, stk. 1, af afgiften på energi anvendt til drift af varmekanoner til opvarmning af bygningens facade i forbindelse med udførelse af pudsarbejde på facader, og til drift af varmekanoner og permanente radiatoranlæg til opvarmning af bygningens indre i forbindelse med udtørring af pudslag/anhydritgulv og opvarmning af bygningen i forbindelse med udførelse af gulv- og vægspartlingsopgaver samt malerarbejde i rummene. Til opvarmningen af bygningens indre havde der endvidere været brugt midlertidige elvarmeovne.

Retten lagde vægt på, at det omhandlede energiforbrug i varmekanoner og radiatoranlæg udelukkende har været anvendt i byggeperioden og til udtørring af byggematerialer samt opretholdelse af den for byggearbejdet fornødne temperatur. Under henvisning til den ovenfor gengivne kendelse TfS 2000.431 fandt retten, at varmeanvendelsen ikke er omfattet af begrebet rumopvarmning.

Som følge af kendelserne af 16. december 1999 og 28. juli 2000 udstedte Told- og Skattestyrelsen cirkulære nr. 2002-16 af 17. maj 2002  om tilbagebetaling af olie- gas-, kul- el- og CO2-afgift ved brug i byggeperioden af varmekanoner og permanente radiatoranlæg udelukkende til udtørring af byggematerialer samt til opretholdelse af den for byggearbejdet fornødne temperatur.

Cirkulæret fastsætter endvidere retsvirkningerne af den ændrede retsstilling ved Landsskatterettens underkendelse af ToldSkats praksis.

På grundlag af ovennævnte Landsskatteretskendelser må følgende situationer herefter anses som forbrug til procesformål efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1: Situationer, hvor opvarmning med varmekanoner og permanente radiatoranlæg udelukkende har det isolerede produktionstekniske formål at udtørre byggematerialer eller opretholde den for byggearbejdet fornødne temperatur under byggeperioden i forbindelse med opførelse eller renovering af ejendomme.

Den ændrede praksis vedrører således udelukkende opvarmning i forbindelse med opførelse og renovering af bygninger, dvs. den midlertidige opvarmning, der sker i selve byggeperioden, og som er nødvendig for at "producere" rummet, og kun hvis opvarmningen udelukkende har dette formål.

Den kortvarige opvarmning, der sker som led i den specielle arbejdsproces med at konstruere et rum, adskiller sig også fra den opvarmning, der er sket i landsskatteretskendelsen refereret i TfS 1999, nr. 902, ved at den opvarmning, der er omhandlet i denne kendelse, er af mere permanent karakter, og mere svarer til den opvarmning, der sker i private hjem, idet opvarmningen i private hjem også sker for at holde bygninger, inventar og installationer frostfri m.v.

Bygge- og renoveringsperioden afgrænses til det tidspunkt, hvor rummet fremtræder som færdigt, dvs. hvor det egentlige bygge- og konstruktionsarbejde står færdigt.

Det vil sige, at fx udtørring af vægge må anses som forbrug til procesformål, også selvom loft og betongulv er lagt og vinduer og døre isat. Rummet vil her fremstå som færdigt, når væggene er tørre. På samme måde vil en etageadskillelse være at anse som procesforbrug.

Lægning af træ- eller klinkegulve og opsætning af loftsbeklædning og skillevægge, malerarbejde, epoxybelægning og lignende vil typisk foregå efter rummets konstruktion. Hvis sådanne arbejder foregår, førend rummet er færdigt, vil det dog være at anse som procesforbrug, hvis det ligger indenfor rammerne af en sædvanlig arbejdstilrettelæggelse.

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 blev der indsat en bestemmelse herom i de pågældende energiafgiftslove, se F.6.4.4.

Opvarmning af springrum på tyrestation
En kvægavlsforening blev ikke anset for berettiget til godtgørelse af olieafgift- og kuldioxidafgift af olie til opvarmning af laboratorium og springrum. Kendelsen, der er afsagt af Landsskatteretten den 15. marts 2002, er offentliggjort i SKM2002.373.LSR og TfS 2002.734.

Landsskatteretten fandt ikke, at opvarmningen af de omhandlede lokaler kan anses som varme anvendt til fremstilling af varer, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1, og 2. Retten lagde vægt på, at opvarmningen af de omhandlede rum ikke er direkte forbundet med fremstillingen eller forarbejdningen af varerne, og kun er af betydning for, hvor længe det til produktionen anvendte opvarmede udstyr i lokalerne kan bevare den nødvendige temperatur.

Retten fandt endvidere ikke, at opvarmningen af springrummet kan sidestilles med rumopvarmning i en staldbygning, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3. Retten har herved lagt vægt på, at staldbygninger må forstås som bygninger, hvori dyrene opholder sig i længere perioder med henblik på bl.a. fodring mv. Landsskatteretten fandt ikke, at springrummet var egnet til en sådan benyttelse og fandt derfor, at rummet ikke kan karakteriseres som en staldbygning.

Varmt vand i hedtvandsrenser, varmekalorifere og tørreanlæg til biler
En virksomhed, der udførte undervognsbehandling, blev ikke anset for berettiget til godtgørelse af olieafgift og kuldioxidafgift af olieforbrug til varme og varmt vand i hedtvandsrenser, varmekalorifere og tørreanlæg til biler. Kendelsen, der er afsagt af Landsskatteretten den 22. april 2002, er offentliggjort i SKM2002.365.LSR og TfS 2002, 687.

Virksomheden anvendte olie til følgende formål:

  • Hedtvandsrenser, der anvendes til rengøring af biler inden undervognsbehandling. Hedtvandsrenseren var stationær og leverede 80 grader varmt vand.
  • Varmekalorifere til opvarmning af værkstedet.
  • Tørreanlæg i form af båse, hvor varm luft fra riste i gulvet blæses på bilerne inden den endelige undervogsnbehandling. Båsene var delvist adskilt af et maskinskab. Der var ikke opsat målere til anlægget. 

Landsskatteretten udtalte, at der i henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, ikke kan ydes tilbagebetaling for afgiften af varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden, rumvarme eller varmt vand, medmindre der er tale om procesformål som defineret i stk. 5. Dog ydes der tilbagebetaling for afgiften af varme og varer, der forbruges i lukkede anlæg til fremstilling eller forarbejdning af varer, og som indirekte bidrager til rumopvarmning, hvis højst 10 procent af den energi, der er forbrugt i anlægget, bidrager til rumopvarmning.

Landsskatteretten fandt, at det i sagen omhandlede energiforbrug som udgangspunkt er omfattet af bestemmelsen i mineralolieafgiftslovens 11, stk. 4. Henset til, at hverken vask med hedtvandsrenser eller den efterfølgende tørring foregår i særligt indrettede rum eller med særlige anlæg, fandt Landsskatteretten videre, at bestemmelserne i lovens § 11, stk. 4, 2. pkt. og § 11, stk. 5, nr. 1, og nr. 2, ikke fandt anvendelse.

Østre Landsret har den 18. marts 2005 truffet afgørelse i en lignende sag. Dommen er offentliggjort i SKM2005.149.ØLR. Retten fandt, at rustbeskyttelseskabiner er rum og ikke særlige anlæg i lovens forstand. Der var ikke - bl.a. henset til den meget detaljerede opregning af undtagelserne til kravet om betaling af energiafgift af rumopvarmning - grundlag for at fortolke mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 2, analogt, sådan at rustbeskyttelseskabiner sidestilles med "malekabiner". Rustbeskyttelseskabiner kan heller ikke karakteriseres som "lignende særligt indrettede rum, hvor opvarmning udelukkende er et led i forarbejdningen, der ændrer varens karakter, og hvor der under forarbejdningen kun lejlighedsvis opholder sig personer i lokalet", jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 2.

Vestre Landsret har den 23. august 2005 truffet afgørelse i en sag om, hvorvidt et rustbeskyttelsesværksted havde krav på godtgørelse af mineralolieafgift samt andre energiafgifter i henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1 eller nr. 2, samt de tilsvarende bestemmelser i kulafgiftsloven, gasafgiftsloven og kuldioxidafgiftsloven. Dommen er offentliggjort i SKM2005.377.VLR. Landsretten gav Skatteministeriet ret i, at det - selv om rustbeskyttelsen ubestridt er en vare - ikke er rustbeskyttelsen, men bilen, som vaskes med varmt vand, tørres og opvarmes inden den skal rustbeskyttes. Landsretten fandt derfor ikke, at olieforbruget er omfattet af de detaljeret formulerede undtagelsesbestemmelser i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1 eller nr. 2, hvorfor afgiften af olieforbruget ikke kan kræves tilbagebetalt. Landsretten fandt videre, at de til vask af bilerne anvendte hedtvandsrensere efter bevisførelsen ikke kan anses for særlige anlæg i henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1. Endelig udtalte landsretten, at lokalet, hvor bilerne tørres og opvarmes, ikke kan anses for et særligt rum i henhold til § 11, stk. 5, nr. 2, idet det måtte lægges til grund, at lokalet er afskærmet af et forhæng, der ikke slutter tæt, og som i øvrigt har en begrænset isoleringsevne.

Udlejning af stilladser og varmekanoner, udtørring af bygninger, overvæltning af afgift
Landsretten har den 28. juni 2002 afsagt dom i en sag om et selskab, der drev virksomhed ved udlejning af stilladser og varmekanoner og som deltog i en entreprise udbudt af Slots- og Ejendomsstyrelsen om renovering af en ejendom. Landsretten fandt, at selskabet ikke var berettiget til godtgørelse for olie- og CO2-afgift, idet afgiften var overvæltet på Slots- og Ejendomsstyrelsen. Selskabet havde derfor ikke noget godtgørelsesberettiget krav. Dommen er offentliggjort på SKM2002.362.ØLR (TfS 2002, 676).

Det fremgik af entreprisens udbudsmateriale, at der i forbindelse med opvarmning og udtørring skulle etableres 4 varmekanoner med tilhørende olietanke. Endvidere skulle der på buegangene etableres 3 aflukkede partier til opvarmning med elvarmeblæsere. Ydelsen skulle omfatte opstilling, omrigninger og nedtagning af materiel mv. samt levering af brændstof.

I tilbuddet skulle være indregnet alle ydelser i forbindelse med opvarmning i en samlet periode på 3 mdr. Der skulle i tilbudet indregnes et brændstofforbrug på 15.000 l olie. Der skulle også være indregnet det nødvendige mandtimeforbrug, serviceeftersyn, slangeflytninger mv. for opnåelse af kontinuerlig opvarmning i den angivne periode. Varmekanonerne skulle være forsynet med termostatstyring.

Under byggearbejdet blev det hurtigt klart, at den til entreprisen medgående olie ville overstige den mængde, der var stipuleret i udbudsmaterialet med flere hundrede procent. Selskabet aftalte derfor en fast pris på brændstof med Slots- og Ejendomsstyrelsen til gældende dagspris tillagt 5,3 pct.

Olien blev leveret fra Hydro Texaco A/S til forbrugstanke ved byggeplandsen. Faktureringen er sket fra Hydro Texaco A/S til Murer Laugets Hejseværker A/S, der har viderefaktureret til selskabet. Selskabet har faktureret - opgjort på månedsbasis - til Slots- og Ejendomsstyrelsen, med oplysninger om bruttopriser pr. liter brændstof uden angivelse af energi- og CO2-afgift.

I henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, kan momsregistrerede virksomheder som hovedregel få tilbagebetalt afgiften af de i virksomheden forbrugte afgiftspligtige varer. Endvidere kan der i henhold til CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, ske tilbagebetaling af 10 pct. af afgiften for det forbrug, der er fuldt ud tilbagebetalingsberettiget efter § 11, i mineralolieafgiftsloven.

Landsretten bemærkede, at den af selskabet leverede opvarmning udelukkende er sket i forbindelse med opvarmning og udtørring af hvælv og terrassekonstruktion på ejendommen og i forbindelse med opvarmning af byggepladsen i perioder, hvor udetemperaturen har ligget under +5 grader. Det lægges til grund, at opvarmningen alene har fundet sted i selve byggeperioden og udelukkende har haft til formål at opretholde den for byggearbejdet fornødne temperatur.

Da selskabet imidlertid har overvæltet afgifterne på Slots- og Ejendomsstyrelsen, finder landsretten ikke, at sagsøger har afholdt udgift til energiafgifter, der kan føre til godtgørelse efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1 og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1. Selskabet findes herefter ikke at have noget krav på godtgørelse.

Import og opdræt af akvariefisk til engrossalg
Landsskatteretten har den 13. november 2002, jf. SKM2002.642.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af mineralolie- og CO2-afgift af olieforbrug anvendt til varme og varmt vand til brug i akvarier. Virksomhedens forbrug blev ikke anset for rumopvarmning og varmt vand i staldbygninger. Forbruget var omfattet af bestemmelsen i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4. og der kunne således ikke ydes tilbagebetaling af afgiften.

Fremstilling af betonelementer 
Landsskatteretten har den 20. september 2002, jf. SKM2003.31.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af olie- og kuldioxidafgift af et selskabs energiforbrug ved opvarmning i forbindelse med hærdning af betonelementer. Forholdet er nærmere beskrevet under F.6.4.7.

Varmeblæsere
Landsskatteretten har den 17. december 2002, jf. SKM2003.55.LSR, afsagt kendelse om godtgørelse for energiafgifter for forbrug af elektricitet. Efter kendelsen kunne der ikke ydes godtgørelse for energiafgifter for forbrug af elektricitet til 4 blæsere med indbygget varmefunktion, som var opsat over en port mellem et lagerlokale og et produktionslokale.

Opvarmning af lagerlokaler, hvor der opbevares vin og chokolade
Landsskatteretten har den 5. marts 2003, jf. SKM2003.172.LSR, afsagt kendelse om fradrag for mineralolie- og kuldioxidafgifter ved forbrug til rumvarme/varmt vand til at holde en bestemt temperatur i forbindelse med en transportvirksomheds oplagring af varer. Landsskatteretten fandt, at mineralolie til opvarmning af lagerlokaler med henblik på at sikre, at der ikke sker beskadigelse af de opbevarede varer, må anses som forbrug til rumvarme som omhandlet i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4. Der kan derfor ikke ydes tilbagebetaling af afgiften.

Mejerier - rengøring af osteforme
Landskatteretten har den 9. december 2003, jf. SKM2004.131.LSR, afsagt kendelse i en sag om anvendelse af varmt vand til rengøring af osteforme/ostekopper.

Det fremgår, at anvendelse af ostekopper har 3 primære formål, - nemlig at give osten den ønskede form, at styre temperaturforløbet, så den ønskede biologiske syrning forløber, samt at afdræne valle, så den ønskede tørstofprocent opnås. Kopperne anvendes internt på mejerierne i forbindelse med produktionen af ost og forlader således ikke mejerierne. Kopperne genbruges løbende og bliver i denne forbindelse rengjort i en såkaldt koppevasker, der er et aflangt anlæg, hvor kopperne føres gennem kabinen, mens der sprøjtes varmt vand på både kopper og kabinevægge. Vaskeanlægget er under indførsel og fraførsel af kopper åbent i begge ender. Det varme vand til rengøringen var fremstillet på basis olie og naturgas.

Landsskatteretten fandt, at de relevante bestemmelser for vurderingen af det omhandlede energiforbrug er mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, og gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3.

Landsskatteretten fandt med baggrund i det fremlagte materiale, at anvendelsen af varmt vand i anlægget til rengøring mv. af ostekopperne ikke er omfattet af de nævnte bestemmelser, idet det omhandlede anlæg ikke kunne karakteriseres som en tank eller et lukket produktionsanlæg, hvori rengøringsvæskerne cirkuleres med pumper med en kapacitet på mindst 1 kW, da der hverken var tale om et lukket anlæg eller et anlæg, hvori produktionen af ost foregår. Selskabets forbrug af varmt vand var derfor ikke godtgørelsesberettiget.

Mejerier - rengøring af hylder, rammer mv. i vaskeanlæg og osteforme via CIP-rengøring
Landskatteretten har den 17. november 2003, jf. SKM2004.132.LSR, afsagt kendelse i en sag om anvendelse af varmt vand til rengøring af osteforme, hylder, rammer og lign.

Det fremgår, at rengøringen af ovennævnte emner foregår i særskilte vaskeanlæg. Endvidere, at der foregår rengøring af osteforme i et kombineret rengørings- og forpresseanlæg. Det varme vand til rengøringen var fremstillet på basis af olie og naturgas.

Landsskatteretten fandt, at de relevante bestemmelser for vurderingen af det omhandlede energiforbrug er mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, og gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3.

Landsskatteretten fandt endvidere med baggrund i det fremlagte materiale, at anvendelsen af varmt vand i særskilte vaskeanlæg til rengøring mv. af hylder og rammer ikke er omfattet af de nævnte bestemmelser, idet det omhandlede anlæg ikke kunne karakteriseres som en tank eller et lukket produktionsanlæg, hvori rengøringsvæskerne cirkuleres med pumper med en kapacitet på mindst 1 kW, da der hverken var tale om et lukket anlæg eller et anlæg, hvori produktionen af ost foregår, men derimod tale om særlige anlæg, hvor rengøring af procesudstyr finder sted. Dette forbrug af varmt vand var derfor ikke godtgørelsesberettiget.

Derimod fandt retten, at forbrug af varmt vand til rengøring af osteforme, der sker i et kombineret rengørings- og forpresseanlæg er godtgørelsesberettiget efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3 og gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, idet rengøringen her sker i selve produktionsanlægget.

Fremstilling af minkfoder
Landsretten har den 7. december 2004, jf. SKM2005.11.VLR afsagt dom i en sag om tilbagebetaling af afgift af olie anvendt til optøning af råvarer. Optøningen foretages ved hjælp af kalorifere varmeblæsere. Energiforbruget blev anset for omfattet af reglerne om rumvarme.

Det var uden betydning for fortolkningen af, om en virksomhed er omfattet af bestemmelsen i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, om rumvarme, om virksomheden kan drage nytte af opvarmningen. Det afgørende for, om afgiften skulle tilbagebetales var, om processen opfyldte betingelserne i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4., 2. punktum, eller § 11, stk. 5. Parterne var enige om at det ikke var tilfældet. Bestemmelsen i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, er en undtagelse fra mineralolieafgiftslovens § 1. Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, er en ikke udtømmende modifikation til rumvarmebestemmelsen. Afgiften kunne derfor ikke tilbagebetales.

Højesteret har den 4. juli 2006 stadfæstet landsrettens dom, jf. SKM2006.480.HR

Transformerstationer
Landsskatteretten har den 8. oktober 2003, jf. SKM2004.47.LSR afsagt kendelse i en sag om et eldistributionsselskabs elforbrug i elvandvarmere, fast installerede radiatorer og elvarmeblæsere i transformerstationer. Landsskatteretten anså det pågældende elforbrug for omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 3, og elforbruget var derfor ikke godtgørelsesberettiget. Kendelsen blev indbragt for domstolene.

Landsskatteretten har den 22. september 2004, jf. SKM2005.44.LSR afsagt kendelse i en sag om et selskabs elforbrug til elvandvarmere, fast installerede radiatorer og elvarmeblæsere i transformerstationer. Landsskatteretten fandt, at der ikke ikke var den fornødne hjemmel i elafgiftsloven til at anse det i sagen omhandlede eget forbrug af elektricitet i transformerstationer for afgiftspligtigt. Skatteministeriet har indbragt kendelsen for domstolene.

Vestre Landsret har taget stilling til spørgsmålet om elforbrug i transformerstationer. Retten fandt, at el-forbruget til el-radiatorer, elvarmeblæsere og el-vandvarmere i transformerstationer ikke skal anses for afgiftspligtigt efter elafgiftslovens § 8, stk. 2. Forbruget blev anset for kuldioxid- og svovlafgiftspligtigt. Dommen er offentliggjort i SKM2006.37.VLR. Der henvises til F.3.3.1 og F.5.3.

SKATs Hovedcenter agter at udsende en SKAT-meddelelse i relation til dommen, herunder om genoptagelse af sager.

Frysehus
Landsskatteretten har den 2. december 2004, jf. SKM2005.27.LSR afsagt kendelse i en sag om et selskab, der drev køle/frysevirksomhed. Selskabet var berettiget til godtgørelse af olieafgift af fyringsolie anvendt i strålevarmeanlæg til opvarmning af vægge i frysehuse, idet forholdet ikke ansås for omfattet af reglerne om rumvarme.

Anvendelsen af stålevarmeanlægget er sket udelukkende med henblik på at foretage opvarmning af væggene til fryserummene, for derved at hindre ødelæggelse af disse som følge af kondens. Rumtemperaturen i gangene til fryserummene blev ikke påvirket af energiforbruget. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at den anvendte energi ikke ansås for medgået til opvarmning af rum.

Gadebelysning
Højesteret har den 16. september 2005 afsagt dom, jf. SKM2005.394.HR, i en sag vedrørende godtgørelse af afgift af elforbrug til gadebelysning. Der henvises nærmere til F.6.2.1.

Landsskatteretten har den 3. maj 2006 jf. SKM2006.352.LSR afsagt kendelse i en sag om et slagteri, der anvendte elektricitet til drift af en pumpe i et køleanlæg, der anvendes til nedkøling af svinekroppe. Varmen fra køleanlægget blev anvendt til forvarmning af brugsvand, som slagteriet har anvendt til ikke-godtgørelsesberettigede formål. Retten har anset forbruget af el til drift af køleanlægget som proces og dermed omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 1. Retten fandt samtidig, at fremstillingen af varmt vand i anlægget ikke indebærer, at elforbruget er omfattet af lovens § 11, stk. 3, idet anlæggets primære funktion må tillægges afgørende vægt.

Retten fandt endvidere, at der er tale om nyttiggjort varme fra henholdsvis grisekroppene og elektricitetsforbruget i pumpen. Endvidere er det lagt til grund, at nyttiggørelsen ikke har medført et øget forbrug af elektricitet i køleanlægget.

Under disse omstændigheder fandt retten, at slagteriet er berettiget til at opgøre nedsættelsen af tilbagebetalingen efter elafgiftslovens § 11, stk. 9 - nu stk. 10. Retten har anført, at der efter bestemmelsens ordlyd ikke er grundlag for at begrænse dens anvendelsesområde, således at den ikke omfatter et tilfælde, som det omhandlede, hvor den nyttiggjorte varme delvis er fremstillet på grundlag af andet, der dog ikke kan karakteriseres som ikke-afgiftspligtige brændsler. 

Ny tekst start

Ny tekst startLandsskatteretten har den 28. februar 2006, jf. SKM2006.366.LSR afsagt kendelse i en sag, hvor et varmeværk producerede varme på to kedellinjer, dels en biobrændselsfyret (halmfyringsanlæg), dels en oliefyret. Det blev lagt til grund, at den i sagen omhandlede olie udelukkende blev anvendt til fremstilling af varme. Olien blev anvendt i det fyringsanlæg, hvor der udelukkende blev anvendt olie som energikilde. Der var således ikke tale om samtidig indfyring af olie og biobrændsel.Ny tekst slut

Ny tekst startI medfør af olieafgiftslovens § 11, stk. 4, er virksomheden herefter som udgangspunkt ikke berettiget til tilbagebetaling af afgiften af den forbrugte olie. I henhold til olieafgiftslovens § 11, stk. 13 (dagældende), kan der dog ydes tilbagebetaling for forbruget af afgiftspligtige varer, der overstiger en beregnet mængde, når mindst 25 % af den indfyrede energi hidrører fra andet end afgiftspligtige brændsler.Ny tekst slut

Ny tekst startLandsskatteretten fandt, at virksomheden ikke er berettiget til at anvende olieafgiftslovens § 11, stk. 13, vedrørende det omhandlede olieforbrug. Retten har herved fundet, at vurderingen af, om de i bestemmelsen angivne betingelser er opfyldt, skal foretages på grundlag af forbrug indfyret i det enkelte anlæg.Ny tekst slut

Nedenfor følger et uddrag af afgørelser i relation til afgrænsningen mellem procesenergi og rumvarme/varmt vand:

Nedkøling/klimaanlæg
Energi, der bruges til nedkøling, kan anses for anvendt til procesformål, uanset at nedkølingen sker af hensyn til de ansattes eller kundernes komfort (fx klimaanlæg).

Evt. varme, der fremstilles eller forbruges ved drift af klimaanlæg, er dog omfattet af rumvarmereglerne.

Lønforarbejdning
Der har været rejst spørgsmål om den godtgørelsesmæssige stilling i relation til farveriers forarbejdning/ farvning af uld mv., når dette sker i lønarbejde, hvorved det ikke er farveriet, der ejer ulden.

Baggrunden for spørgsmålet er følgende bestemmelse i afgiftslovgivningen: "Varme og varer, der anvendes til fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i forarbejdningen vaskes ...".

Det er fastslået, at det ikke har været hensigten at udelukke virksomheder, der foretager lønforarbejdning af varer, fra at opnå afgiftsgodtgørelse.

Den afgørende grænse går således ikke på, om varen, der forarbejdes, ejes af forarbejderen eller ej, men om der er tale om forarbejdning som led i fremstillingen af en vare, der afsættes til endeligt forbrug.

Fremstilling af betonelementer
En betonelementfabrik anvender varme og damp til opvarmning af materialer til fremstilling af betonelementer, og varme til direkte opvarmning ved hærdning af betonelementerne.

Afgørelse: Ovennævnte forbrug er anset for procesenergi. Afgiftslovgivningens bestemmelse for procesenergi om opvarmning af en vare, der er under forarbejdning, til mindst 10 grader C over temperaturen i det omgivende rum, er dermed anset for opfyldt.

Opvarmningen sker enten ved direkte strålevarme på betonelementet eller ved indbyggede varmtvandsrør i selve formen, hvor betonelementet støbes.

Landsskatteretten har den 20. september 2002, jf. SKM2003.31.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af olie- og kuldioxidafgift af et selskabs energiforbrug ved opvarmning i forbindelse med hærdning af betonelementer, hvor der blev anvendt  kaloriferer ved opvarmningen.

Retten fandt, at den varme, der blæses fra kaloriferer placeret i en støbehal over de udstøbte elementer, er rumvarme omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. pkt. Retten fandt imidlertid, at det må antages at betonen udsættes for en temperaturstigning i forhold til det omgivende rum på mindst 10 grader C ved opvarmningen, hvorfor forholdet er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1 og dermed også af kuldioxidafgiftslovens § 9.

Retten fandt således, at selskabet er berettiget til godtgørelse af olie- og kuldioxidafgift af selskabets forbrug af varme i forbindelse med hærdningen af betonelementer. 

Retten har efterfølgende i den konkrete sag præciseret, at under forudsætning af, at opvarmning i forbindelse med hærdningsprocessen, der foregår i en såkaldt klargøringshal, er identisk med forholdene i støbehallen, gælder kendelsen efter rettens opfattelse også for klargøringshallen.

Hvis der derimod sker en generel opvarmning af selve fabrikslokalerne, fx ved kaloriferer, hvor luften ikke - som anført i Landsskatterettens kendelse - blæses over de udstøbte betonelementer, skal energien behandles efter reglerne for rumvarme.

Elektriske apparater
Der har været rejst spørgsmål om den godtgørelsesmæssige stilling for elektricitet, der anvendes til drift af el-apparater og hårde hvidevarer (fx almindelige vaskemaskiner og opvaskemaskiner mv.).

Afgørelse: Nævnte apparater er ikke omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 3, og elforbruget anses derfor som procesenergi. Dette gælder også for den elektricitet, der anvendes til opvarmning af vand ved hjælp af et varmelegeme, der er monteret i selve apparatet/ maskinen.

Visse vaskerianlæg mv. kan være monteret/sammenbygget med en elbaseret vandvarmer, der ikke er en integreret del af apparatet/maskinen. Elektricitet, der forbruges i sådanne selvstændige vandvarmere, er omfattet af rumvarmereglerne, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Frysehuse
Et frysehus anvender varme til opvarmning af gulvkonstruktionen.

Afgørelse: Opvarmning af gulve i frysehuse er anset for energi til procesformål, da opvarmningen udelukkende sker for at forhindre permafrost i jorden under frysehusene - og ikke i forbindelse med opvarmning af rum.

Hoteller mv.
Energiforbrug til opvarmning og varmt vand i hoteller, feriecentre mv. opfylder ikke afgiftslovgivningens regler for procesenergi og er derfor omfattet af rumvarmereglerne. Det gælder både forbruget i værelser, lejligheder og fællesrum. Det er uden betydning, om lejer afkræves særskilt betaling for forbrug af varme og varmt vand.

Portsluser
Opvarmning af indgangspartier i fx forretninger og portsluser til lagerlokaler med luftvarme (varmekanon/varmetæppe) eller anden varmekilde opfylder ikke afgiftslovgivningens regler for procesenergi og er derfor omfattet af rumvarmereglerne, se endvidere F.6.4.6.

Renrum
En virksomhed, der fremstiller medicinsk udstyr, anvender varme til opvarmning af ventilationsluft i renrum, hvor der fremstilles medicinsk udstyr mv.

Afgørelse: Opvarmning af renrum opfylder ikke afgiftslovgivningens regler for procesenergi. Den anvendte varme er derfor omfattet af rumvarmereglerne uanset det arbejdsmiljøbetingede krav til et stort luftskifte i virksomhedens produktionslokaler.

Opvarmning af varmt vand i en svømmehal
Energiforbrug til opvarmning af varmt vand i en svømmehal opfylder ikke afgiftslovgivningens regler for procesenergi og er derfor omfattet af rumvarmereglerne.

Ved opgørelse af kuldioxidafgift, som en momsregistreret virksomhed kan opnå godtgørelse for, skelnes der mellem forbrug af energi i virksomheden til såkaldt

  • let proces, dvs. procesformål, der er godtgørelsesberettiget efter mineralolieafgiftslovens § 11, kulafgiftslovens § 8, elafgiftslovens § 11 og naturgasafgiftslovens § 10.  
  • tung proces, dvs. procesformål, der er omfattet af bilaget til CO2-afgiftsloven (proceslisten). 

Hvis det samme anlæg/ledningsnet forsyner virksomheden med både rumvarme/varmt vand og procesenergi, skal forbruget deles præcist op. Hovedreglen er, at der skal ske måling af den energi, der anvendes til procesformål. Hvis energien derudover anvendes til både let proces og tung proces, skal der ske måling af energien til tung proces, se F.6.8.

Ved lov nr. 464 af 9. juni 2004 er der sket en tilpasning af CO2-afgiftsloven for virksomheder, der er omfattet af CO2-kvoteordningen, jf. lov nr. 493 af 9. juni 2004 om CO2-kvoter. Ændringerne indebærer, at virksomheder med tilladelse til at udlede CO2 (kvotevirksomheder) kan få fuld godtgørelse af CO2-afgift (fuld afgiftsfrihed) for kvotereguleret brændselsforbrug, der anvendes til produktionsprocesser (procesformål) i virksomheden. Se F.6.5.10 - hvor der bl.a. henvises til 2 nyhedsbreve om ændringerne. 

Regel indtil 1. januar 2005
Ifølge § 9, stk. 1, jf. stk. 4, kan momsregistrerede virksomheder få godtgjort 10 pct. af CO2-afgiften af det energiforbrug, der er fuldt godtgørelsesberettiget efter energiafgiftslovene, dvs. energi, der er godtgørelsesberettiget efter mineralolieafgiftslovens § 11, kulafgiftslovens § 8, elafgiftslovens 11 og naturgasafgiftslovens § 10.

Godtgørelse af CO2-afgift af energiforbrug til let proces er blevet aftrappet fra 50 pct. til 10 pct. i perioden 1. januar 1996 og frem til år 2000. Godtgørelsen har herefter udgjort 10 pct. indtil 1. januar 2005, se F.6.1.2.

Regel fra 1. januar 2005
Ifølge § 9, stk. 1, ydes der ikke godtgørelse for CO2-afgift, jf. dog stk. 2 (Energiforbrug omfattet af bilaget/ proceslisten til CO2-afgiftsloven - tung proces).

Ophævelsen af godtgørelsen for CO2-afgift af energiforbrug til let proces er sket ved lov nr. 462 af 9. juni 2004, som trådte i kraft den 1. januar 2005. Der er tale om en forenklet administration for momsregistrerede virksomheder, der bruger energi til lette procesformål.

Forenklingen er sket ved, at CO2-afgiften på energiprodukter er nedsat - svarende til godtgørelsen på 10 pct. af CO2-afgift af energi til let proces. Samtidig med afgiftsnedsættelsen er godtgørelsen på 10 pct. af CO2-afgiften til let proces ophævet. Til gengæld er energiafgiftssatserne på de samme energiprodukter forhøjet med et beløb, som svarer til det, som CO2-afgiften er nedsat med. Da der fortsat - med undtagelsen af eldistribututionsbidraget - er adgang til fuld godtgørelse af energiafgifter til procesformål, er der tale om en udgiftsneutral omlægning for virksomhederne. Omlægningen er også neutral for øvrige forbrugere af energi.   

Ifølge § 9, stk. 2 kan momsregistrerede virksomheder opnå forhøjet godtgørelse (13/18) af CO2-afgiften af det energiforbrug, der anvendes til de processer, der er beskrevet i et bilag til CO2-afgiftsloven. Bilaget (proceslisten) indeholder efter tilføjelsen af 2 nye punkter (36 og 37) , som er sket ved lov nr. 462 af 9. juni 2004, i alt 37 punkter, se F.6.5.3.

Der gives ikke godtgørelse for tung proces af CO2-afgiften af benzin.

Godtgørelse af CO2-afgift af energiforbrug til tung proces er blevet aftrappet fra 95 pct. til 75 pct. i perioden 1. januar 1996 og frem til år 2000. Godtgørelsen har herefter udgjort 75 pct. indtil 1. januar 2005, se F.6.1.2.

Nedsættelsen af godtgørelsen fra 75 pct. til 13/18, svarende til 72,22 pct., er en følge af omlægningen/forenklingen for momsregistrerede virksomheder, der er sket ved lov nr. 462 af 9. juni 2004, se F.6.1.3. hvor ændringerne er beskrevet i en lidt større sammenhæng.

Betingelser:
Lovens § 9, stk. 2, indeholder en række betingelser mv. for at opnå forhøjet godtgørelse af CO2-afgiften:

Direkte anvendelse
Den forhøjede godtgørelse omfatter kun energiforbrug , der anvendes direkte i forbindelse med de nævnte processer i listen. Der ydes således ikke forhøjet godtgørelse af andet energiforbrug i virksomheden.

Forbrug af elektricitet
Der ydes som hovedregel ikke forhøjet godtgørelse for forbrug af elektricitet ved anvendelser nævnt under punkterne 1-14 i bilaget. Undtagelser fra hovedreglen fremgår direkte af det enkelte punkt i bilaget.

Ventilation
Ventilation i forbindelse med punkterne 1-14 anses som hovedregel for let proces. Undtagelser fra hovedreglen fremgår direkte af det enkelte punkt i bilaget

Derimod er ventilation i forbindelse med punkterne 15-37 omfattet af den forhøjede godtgørelse af CO2-afgift.

Krav til produktionens størrelse
For punkterne 2-37 i bilaget er godtgørelse som tung proces betinget af en årlig produktion af varer omfattet af proceslisten på mindst 10 tons.

Fradrag i godtgørelsen - Minimumsafgift
Godtgørelse for tung proces ydes efter fradrag af EU's minimumsafgift på fuelolie og gas- og dieselolie, der anvendes til varmefremstilling, herunder dampproduktion, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 2, 4., 5. og 6. punktum.

Virksomheder med aktiviteter omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. punktum, fx væksthusgartnerier, er ikke omfattet af reglerne om fradrag i godtgørelsen i relation minimumsafgiften. Det betyder bl.a., at der ikke skal betales minimumsafgift af olie, der bruges til opvarmning af væksthuse. Det samme gælder for væksthusgartnerier, som får leveret fjernvarme, der er fremstillet på basis af fuelolie.

Fuelolie
Fradraget i godtgørelsen udgør 3 øre pr. kg fuelolie. Som følge af energibeskatningsdirektivet 2003/96/EF af 27. oktober 2003 blev minimumssatsen for fuelolie opjusteret pr. 1. juli 2004. For virksomheder, der ikke har indgået aftale med Energistyrelsen om at gennemføre energieffektiviseringer, er fradraget i tilbagebetalingen af kuldioxidafgiften herefter 3,175 øre pr. kg fuelolie.

Hvis en varmeleverandør har brugt fuelolie, skal varmeleverandøren oplyse om størrelsen af minimumsafgiften på den forbrugte olie.

Fradraget for minimumsafgift har i perioden 1. januar 1996 og frem til år 2000 udgjort følgende for fuelolie, jf. § 3, stk. 6 i lov nr. 417 af 14. juni 1995:

19969,4 øre pr. kg94 kr. pr. ton
19977,8 øre pr. kg78 kr. pr. ton
19986,2 øre pr. kg62 kr. pr. ton
19994,6 øre pr. kg46 kr. pr. ton

2000 

3,0 øre pr. kg30 kr. pr. ton

I perioden 1. januar 1996 og frem til 30. september 1997 kunne betalt svovlafgift modregnes i forhold til minimumsafgiften. Denne adgang bortfaldt ved lov nr. 1220 af 27. december 1996, hvor der i stedet blev indført et forhøjet bundfradrag for svovlafgift på fuelolie, se G.11.4.8.

Gas- og dieselolie
For gas- og dieselolie har i perioden 1996, 1997 og 1998 skullet ske et fradrag i godtgørelsen af CO2-afgift.

Fra 1. januar 1999 har den ikke-godtgørelsesberettigede CO2-afgift (virksomhedernes betaling af CO2-afgift) været større end minimumsafgiften. Der har således ikke fra denne dato skullet ske fradrag for gas- og dieselolie, selv om olien anvendes i forbindelse med tung proces.

Fradraget for minimumsafgift har i perioden 1. januar 1996 og frem til 31. december 1998 udgjort følgende for gas- og dieselolie, jf. § 3, stk. 6, i lov nr. 417 af 14. juni 1995:

19963,7 øre pr. liter37 kr. pr. 1.000 liter
19972,3 øre pr. liter23 kr. pr. 1.000 liter
19981,0 øre pr. liter10 kr. pr. 1.000 liter

Som følge af energibeskatningsdirektivet 2003/96/EF af 27. oktober 2003 blev minimussatsen for gas- og dieselolier opjusteret pr. 1. juli 2004. For virksomheder, der ikke har indgået aftale med Energistyrelsen om at gennemføre energieffektiviseringer er fradraget i tilbagebetalingen af kuldioxidafgiften herefter 0,7 øre pr. liter gas- og dieselolie.

Nedennævnte indeholder en præcis gengivelse af ordlyden i proceslisten for det enkelte punkt. Der er derudover knyttet enkelte bemærkninger til visse af punkterne:

Punkt 1.
"Der anvendes til opvarmning af væksthuse med et overdækket areal på mindst 200 m2 i gartneriet og vækstlys i disse, dog bortset fra væksthuse, hvorfra der foregår detailsalg."

Punkt 2.
"Der anvendes direkte ved inddampning og tørring af vandopløst natriumklorid."

Punkt 3.
"Der anvendes direkte ved fremstilling af mælkebaserede produkter med et tørstofindhold på mindst 90 pct. Den særlige tilbagebetaling omfatter både elektricitet og brændsler. Forbruget af varme, varmt vand og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstillingen af varme eller varmt vand, og som anvendes i lokaler, hvori ovennævnte produkter fremstilles, er endvidere omfattet af den forhøjede tilbagebetaling. Tilbagebetalingen ydes dog højst for 0,1 kWh elektricitet og 2 MJ brændsel pr. kg ostepulver med et tørstofindhold på mindst 90 pct., højst 0,7 kWh elektricitet og 14 MJ brændsel pr. kg vallebaserede mælkeprodukter samt kaseiner og kaseinater med et tørstofindhold på mindst 90 pct. og højst 0,35 kWh elektricitet og 7 MJ brændsel pr. kg af andre fremstillede mælkebaserede produkter med et tørstofindhold på mindst 90 pct." Bestemmelsen, der har haft virkning fra 1. januar 2000, blev indsat  ved lov nr. 963 af 20. december 1999 som erstatning for følgende bestemmelse:

"Der anvendes direkte ved pasteurisering, sterilisering, inddampning, homogenisering, koncentrering og tørring af mælk og mælkebaserede produkter med henblik på fremstilling af mælkebaserede produkter med et tørstofindhold på mindst 90 pct. Elektricitet anvendt direkte til opvarmning og tørring samt til drift af særlige anlæg, hvorved der som led i forarbejdningsprocessen sker en koncentration i form af f.eks. ultrafiltrering, er dog også omfattet. Koncentrering med henblik på fremstilling af de nævnte mælkebaserede produkter er omfattet, uanset om de foregår i virksomheden, som fremstiller disse produkter, eller i andre virksomheder."

Bemærkninger til ny bestemmelse, jf. lov nr. 963:

Der blev ved lovændringen tilstræbt en simplere og billigere administration samt enklere måling for virksomhederne.

Efter de dagældende regler kunne virksomheder, som fremstiller mælkebaserede produkter med et tørstofindhold på mindst 90 pct. (tørmælk, ostepulver mv.), opnå godtgørelse efter reglerne for tung proces af forbruget af brændsler. Derimod var kun en mindre del af forbruget af elektricitet omfattet af reglerne for tung proces.

Med lovændringene kan der ydes forhøjet godtgørelse (tung proces) for både brændsler og elektricitet, der er anvendt direkte til fremstillingen af produkterne.

Derudover kan der ydes forhøjet godtgørelse af rumvarme og varmt vand, som anvendes i de lokaler, hvor selve fremstillingen finder sted. Forbrug af brændsler og elektricitet til øvrige formål i virksomheden er derimod ikke omfattet af den tunge proces.

Den forhøjede godtgørelse er begrænset til et maksimalt forbrug af elektricitet og brændsler pr. kilo af de fremstillede mælkebaserede produkter med et tørstofindhold på mindst 90 pct. Den resterende del af det omfattede energiforbrug kan godtgøres efter reglerne for let proces.

Energiforbrug omfattet af den tunge proces fremgår af nedenstående skema:

 Maksimal tung proces pr. kilo færdigvareMaksimal tung proces pr. kilo færdigvare
Færdigt produkt tørstofindhold mindst 90 pct.ElektricitetBrændsler
Ostepulver0,1 kWh7 MJ
Kaseiner og kaseinater0,7 kWh14 MJ
Vallebaserede mælkeprodukter0,7 kWh14 MJ
Andre mælkebaserede produkter0,35 kWh7 MJ

Det bemærkes endvidere, at den ny bestemmelse ikke - som den hidtidige - giver adgang til, at virksomheder, der koncentrerer mælk med henblik på fremstilling af tørmælk, men ikke i sig selv fremstiller den færdige tørmælk, kan opnå forhøjet godtgørelse af CO2-afgift. Sådanne virksomheder kan med den nye bestemmelse kun opnå afgiftsgodtgørelse efter reglerne for let proces.

De nærmere regler for bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6.

Punkt 4.
"Der anvendes direkte ved fremstilling af foderstoffer, fodertilsætning, herunder foderfosfat, og foderblandinger samt tørring og inddampning af vinasse, mask, roepiller o.l. varer bestemt til dyrefoder. Dette gælder dog ikke forbrug til tørring af korn og frø. Til fremstillingen af varmebehandlet og pilleteret foderstof ydes dog særlig tilbagebetaling for et forbrug af elektricitet på op til 15 kWh pr. t færdigt foderstof."

Sidste punktum i bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 963 af 20. december 1999, § 1, nr. 4.

Bemærkninger til ny bestemmelse, jf. lov nr. 963:

Efter de dagældende regler ydedes der ikke godtgørelse efter reglerne for tung proces af CO2-afgift af elektricitet anvendt til fremstilling af foderstoffer.

Med lovændringen kan der ydes forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet, der anvendes til fremstilling af varmebehandlet og pilleteret foderstof. Baggrunden for ændringen er bl.a., at der som et led i salmonellabekæmpelsen sker varmebehandling af foderstofferne.

Det er en forudsætning for at opnå forhøjet godtgørelse for afgiften af elektricitet, at foderstofferne både varmebehandles og pilleteres.

Det er dog ikke et krav, at elektriciteten anvendes til selve varmebehandlingen eller pilleteringen, men den forhøjede godtgørelse kan kun opnås af den virksomhed, som foretager den afsluttende pilletering af varmebehandlet foderstof.

Der kan ikke ydes forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet til fremstilling af andre varer end varmebehandlet og pilleteret foderstof, uanset at proceslistens pkt. 4 også omfatter anvendelsen af brændsler til fremstilling af andre varer.

Til den tunge proces kan højst henregnes op til 15 kWh pr. ton færdigt foderstof. Hvis det faktiske forbrug er mindre end 15 kWh, kan der alene ydes forhøjet godtgørelse for det faktiske forbrug.

De nærmere regler for bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6.

Punkt 5.
"Der anvendes direkte ved fremstilling af mel, pulver og pellets af kød eller slagteaffald, uegnet til menneskeføde, henhørende under position 2301.10 i EU''s kombinerede nomenklatur bortset fra fedtegrever egnet til menneskeføde."

Punkt 6.
"Der anvendes direkte ved fremstilling af grøntmel, grøntpiller og andet kunsttørret grønt. Til fremstillingen af pilleteret grøntfoder ydes dog særlig tilbagebetaling for et forbrug af elektricitet på op til 15 kWh pr. t færdigt foderstof."

Sidste punktum i bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 963 af 20. december 1999, § 1, nr. 5.

Bemærkninger til ny bestemmelse, jf. lov nr. 963:

Efter de dagældende regler ydedes der ikke godtgørelse efter reglerne for tung proces af CO2-afgift af elektricitet anvendt til fremstilling af grøntmel, grøntpiller og andet kunsttørret grønt.

Med lovændringen kan der ydes forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet, som anvendes til fremstilling af pilleteret grøntfoder. Der kan ikke ydes forhøjet godtgørelse af afgiften af elektricitet, som anvendes til fremstillingen af andre varer omfattet af proceslistens pkt. 6.

Det er dog ikke et krav, at elektriciteten anvendes til pilleteringen, men den forhøjede godtgørelse kan kun opnås af den virksomhed, som foretager den afsluttende pilletering.

Til den tunge proces kan henregnes op til 15 kWh pr. ton færdigt foderstof. Hvis det faktiske forbrug er mindre end 15 kWh, kan der alene ydes tung proces for det faktiske forbrug.

De nærmere regler for bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6.

Punkt 7.
"Der anvendes direkte til fremstilling af pectinstoffer, pectinater og pectater samt planteslimer og gelateringsmidler, også modificerede, udvundet af vegetabilske stoffer henhørende under position 1302. 20 til og med position 1302.39 i EU's kombinerede nomenklatur og modificeret stivelse henhørende under position 3505 i EU's kombinerede nomenklatur samt direkte ved fremstilling af emulgatorer bestemt til fødevarefremstilling eller til teknisk brug på basis af vegetabilske eller animalske fedt- og oliestoffer."

Punkt 8.
"Der anvendes direkte ved destillering af alkohol og i kombination hermed fremstilling af gær, herunder efterfølgende tørring af gær."

Punkt 9.
"Der anvendes direkte ved tørring eller inddampning af papir- eller papmasse eller andre stoffer eller produkter opløst i eller iblandet vand med et tørstofindhold på højst 40 pct. før tørring og et tørstofindhold på mindst 90 pct. efter tørring."

Punkt 10.
"Der anvendes direkte ved fremstilling af glas."

Punkt 11.
"Der anvendes direkte ved fremstilling af

  1. slaggeuld, stenuld o.l. mineralsk uld, ekspanderet vermiculit, ekspanderet ler, skumslagger o.l. ekspanderede mineralske stoffer, blandinger og varer af varmeisolerende, lydisolerende eller lydabsorberende mineralske stoffer henhørende under position 6806 i EU's kombinerede nomenklatur,
  2. glasfibre, herunder glasuld, henhørende under position 7019 i EU's kombinerede nomenklatur,
  3. spånplader, træfiberplader og krydsfiner mv. henhørende under position 4410, 4411 og 4412 i EU's kombinerede nomenklatur og preskorkplader eller
  4. plader eller blokke af ekspanderet polystyren.

Elektricitet anvendt ved fremstilling af de under litra a, b, c og d nævnte varer er dog også omfattet, i det omfang elektriciteten udelukkende anvendes til opvarmning og varmholdelse af disse produkter samt mellemprodukter hertil i fremstillingsprocessen eller anvendes til ventilation af lokaler, hvori disse processer foregår."

Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002, § 4, nr. 3, er efter sidste pkt. (2.pkt.) indsat følgende ny bestemmelse: "Ud over de i 2. pkt. nævnte anvendelser ydes der endvidere tilbagebetaling for elektricitet anvendt direkte til fremstilling af slaggeuld, stenuld o.l. mineralsk uld samt de under litra b nævnte varer for et forbrug på op til 150 kWh pr. t isoleringsmateriale."

Bemærkninger til ny bestemmelse, jf. lov 393:

Efter de hidtidige regler ydes der forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet anvendt ved fremstilling af de under litra a, b, c og d nævnte varer i det omfang elektriciteten udelukkende anvendes til opvarmning og varmholdelse af disse produkter samt mellemprodukter hertil i fremstillingsprocessen eller anvendes til ventilation af lokaler, hvori disse processer foregår.

Med lovændringen ydes der - udover de i 2. pkt. nævnte anvendelser - endvidere forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet anvendt direkte til fremstilling af slaggeuld, stenuld o.l. mineralsk uld, samt til de under litra b nævnte varer (glasfibre, herunder glasuld, henhørende under position 7019 i EU´s kombinerede nomenklatur) - for et forbrug på op til 150 kWh elektricitet pr. ton isoleringsmateriale.

De nærmere regler for bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6.

Punkt 12.
"Der anvendes direkte til keramisk brænding samt forudgående tørring af varer bestemt hertil."

Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002, § 4, nr. 4, er bestemmelsen udvidet til også at omfatte fremstilling af porebton. Bestemmelsen har herefter fået følgende ordlyd: "Der anvendes direkte til keramisk brænding samt forudgående tørring af varer bestemt hertil samt til fremstilling af porebeton."

Bemærkninger til ny bestemmelse, jf. lov 393:

Efter de hidtidige regler ydes der forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af brændsler anvendt direkte til keramisk brænding samt forudgående tørring af varer bestemt hertil, hvilket indbefatter brændsler anvendt til fremstilling af teglsten.

Med lovændringen sker en udvidelse af vareområdet i punkt 12 med porebeton, hvorefter fremstilling af porebeton bliver omfattet af adgangen til forhøjet godtgørelse af CO2-afgift på samme måde som teglsten.

De nærmere regler for bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6.

Punkt 13.
"Der anvendes direkte til opvarmning, inddampning, tørring eller brænding af kalk, kridt, kridtsten, marmor og andre calciumcarbonatprodukter, flint, gips, moler, bentonit og andre lerarter, ferrosulfat, kobbersulfat og calciumoxid samt gødningsstoffer med et tørstofindhold på mindst 90 pct., heraf mindst 5 pct. fosfat efter tørring. Elektricitet anvendt direkte til fremstilling af calciumcarbonatprodukter dog alene i form af opvarmning og tørring samt til drift af særlige anlæg, hvorved der som led i forarbejdningsprocessen sker en koncentration af calciumcarbonatprodukterne samt afgiftspligtige varer bortset fra elektricitet til opvarmning af gipspladehærdelokaler, er dog også omfattet."

Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002, § 4, nr. 5, er efter sidste pkt. (2.pkt.) indsat følgende ny bestemmelse: "Desuden omfattes elektricitet anvendt direkte ved produktion af moler og bentonit for den del af forbruget, der ikke overstiger 60 kWh pr. t færdigt materiale."

Bemærkninger til ny bestemmelse, jf. lov nr. 393:

Efter de hidtidige regler ydes der forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af varer, undtaget elektricitet, der anvendes direkte til opvarmning, tørring mv. af blandt andet moler og betonitprodukter.

Med lovændringen ydes der endvidere forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet anvendt direkte ved produktion af moler og betonit for den del af forbruget, der ikke overstiger 60 kWh elektricitet pr. ton færdigmateriale.

De nærmere regler for bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6.

Punkt 14.
"Der anvendes direkte ved fremstilling af vegetabilske olier, sukkerstoffer og proteiner på baggrund af olieholdige frø, nødder og frugter. Videreforarbejdning af vegetabilsk olie til teknisk eller kemisk brug er også omfattet. Forbrug af elektricitet ved ekstraktion eller presning af olie fra frugter og nødder mv. samt ved ekstraktion eller presning af proteinstoffer fra den oliefrie kage er omfattet."

Punkt 15.
"Der anvendes direkte til fremstilling af K-sorbat."

Punkt 16.
Der anvendes direkte ved fremstilling af fiskeolie samt fiskemel henhørende under position 2301.20 i EU's kombinerede nomenklatur på baggrund af fisk og krebsdyr, bløddyr eller andre hvirvelløse vanddyr samt affald heraf. Dette gælder dog ikke forbrug af elektricitet til fremstilling af fiskemel, efter at fiskeolien og limvand er blevet udskilt fra pressekagen, og efter at fiskeolien er blevet separeret fra solubles i produktionsprocessen. Det gælder heller ikke forbrug af elektricitet til videreforædling af fiskeolien, efter at denne er blevet separeret fra solubles."

Punkt 17.
"Der anvendes direkte ved fremstilling af rør- og roesukker henhørende under position 1701 i EU's kombinerede nomenklatur på baggrund af sukkerroer og sukkerrør."

Punkt 18.
"Der anvendes direkte ved fremstilling af stivelse henhørende under position 1108 i EU''s kombinerede nomenklatur, hvis tørstofindholdet er på mindst 80 pct."

Punkt 19.
"Der anvendes direkte til tørring og brænding af malt."

Punkt 20.
"Der anvendes direkte til frysning af vand til is henhørende under position 2201 i EU's kombinerede nomenklatur. Det er en forudsætning, at mindst 75 pct. af den fremstillede is afsættes til uafhængige aftagere. Uafhængige aftagere er andre virksomheder end dem, som er forbundet med den pågældende virksomhed, ved at samme ejere direkte eller indirekte ejer 90 pct. eller mere af kapitalen i hver virksomhed eller direkte eller indirekte råder over 90 pct. eller mere af en eventuel stemmeværdi i hver virksomhed. Ejere som nævnt i personskattelovens § 19 a, stk. 3, anses for én og samme person."

Punkt 21.
"Der anvendes direkte til fremstilling af papir og pap på basis af retur- og affaldspapir og pap eller pulp heraf eller cellulose samt anvendes til formaling af calciumcarbonatprodukter til pulver med en diameter på højst 3 my, i det omfang pulveret er bestemt til at anvendes til fremstilling af papir. Dette gælder dog ikke afgiftspligtige varer, der anvendes til efterbehandling af papir eller pap, herunder efterfølgende fremstilling af papir og pap eller andre papir- og papprodukter på basis af færdigfremstillet papir, bortset fra coatning eller glitning. Elektricitet anvendt til fremstilling af papir og pap i andre former end ruller eller ark er dog ikke omfattet, når papiret eller pappet har andre former end æggebakker. Afgiftspligtige varer anvendt direkte til fremstilling af æggebakker af andre materialer er også omfattet."

Punkt 22.
"Der anvendes direkte til fremstilling af cellulose eller pulp af retur- og affaldspapir og pap."

Punkt 23.
"Der anvendes direkte ved fremstilling af hydrogen, argon, inaktive gasser, nitrogen, dinitrogenmonoxyd, ozon og oxygen, herunder påfyldning af disse gasser i trykbeholdere, i det omfang gasserne anvendes i virksomhedens produktion i stedet for indkøbte gasser eller gasserne afsættes."

Punkt 24.
"Der anvendes direkte ved fremstilling af mineralske eller kemiske gødningsstoffer henhørende under kapitel 31 i EU's nomenklatur samt anvendes direkte ved fremstilling af kaliumnitrat og magnesiumsulfat henhørende under henholdsvis position 2834.21 og position 2833.21 i EU's kombinerede nomenklatur samt direkte ved fremstilling af salpetersyre, svovlsyre og fosforsyre, uanset om disse finder anvendelse ved gødningsfremstilling."

Punkt 25.
"Der anvendes direkte ved fremstilling af vitaminer henhørende under position 2936 i EU's kombinerede nomenklatur."

Punkt 26.
"Der anvendes direkte ved fremstilling af enzymer henhørende under position 3507 i EU's kombinerede nomenklatur."

Punkt 27.
"Der anvendes direkte ved fremstilling af hormoner og andre steroider, der hovedsageligt anvendes som hormoner, henhørende under position 2937 i EU's kombinerede nomenklatur."

Punkt 28.
"Der anvendes direkte ved raffinering og destillering af mineralolieprodukter samt stenkulstjære og andre mineraltjærer samt produkter udvundet heraf."

Punkt 29.
"Der anvendes direkte til fremstilling af cement."

Punkt 30.
"Der anvendes direkte til smeltning af metaller og glas og varmholdelse af smeltede metaller og glas samt direkte til fremstilling af valsede eller kontinuert støbte slabs og knipler samt til videreforarbejdning af slabs og knipler ved varmvalsning til plader, tråd, stænger o.l. varer af jern og stål, ikke yderligere forarbejdet ved f.eks. sandblæsning mv., til metalvarmebehandlingsanlæg og til ventilation af lokaler, hvor smeltet metal og glas forarbejdes. Alene opvarmning af glas til over 300 grader samt varmholdelse af glas, der har været opvarmet herover i fremstillingsprocessen, betragtes som smeltning af glas samt varmholdelse af smeltet glas."

Punkt 31.
Der anvendes direkte ved fremstilling af kemiske stoffer og produkter, når mindst 75 pct. finder anvendelse ved fremstilling af varer henhørende under position 3808 i EU's kombinerede nomenklatur."

Punkt 32.
"Der anvendes direkte ved fremstilling af regenereret plastic i form af pellets, pulver eller granulat på baggrund af plastikaffald mv. eller direkte ved fremstilling af gummipulver på baggrund af brugte dæk (gummiaffald)."

Punkt 33.
"Elektricitet anvendt ved fremstilling af de under punkt 1-16 nævnte varer, i det omfang elektriciteten anvendes i inddampningsanlæg, hvor mindst 40 pct. af væsken fordampes ved en temperatur på under 90 pct. af væskens kogepunkt under normalt tryk, dog højst 4 kWh pr. tons bortdampet væske."

Punkt 34.
"Der anvendes direkte til blanding mv. af forskellige gummiarter med henblik på fremstilling af ubearbejdede plader, bånd eller batch af ikke vulkaniserede gummiblandinger, samt fremstilling af kalandrerede transportgummibånd på basis heraf ikke yderligere forarbejdet end vulkaniseret."

Ved lov nr. 963 af 20. december 1999, § 1, nr. 6, er "blanding" ændret til "blanding mv.

Punkt 35.
"Der anvendes direkte til fremstilling af syntetiske organiske pigmenter og fremstilling af præparater i forbindelse hermed."

Punkt 36.
Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004, § 1, nr. 21, er som et helt nyt punkt 36 indsat følgende bestemmelse: "Der anvendes direkte til fremstilling af katalysatorer under position 38.15 i EU´s kombinerede nomenklatur. For elektricitet ydes dog højst tilbagebetaling i følgende omfang: Op til 4.000 kWh pr. ton produceret ammoniakkatalysator, op til 2.000 kWh pr. ton produceret røgrensningskatalysator, op til 2.500 kWh pr. ton produceret olie- og gasrensningskatalysator og op til 1.500 kWh pr. ton produceret øvrig katalysator.

Tilbagebetaling af afgift af afgiftspligtige varer efter dette nummer udelukker tilbagebetaling efter andre numre i dette bilag.

Energiforbrug til at fremstille katalysatorer har hidtil været omfattet af op til 6 forskellige punkter i proceslisten.

Nærmere om bestemmelsens ikrafttræden fremgår af F.6.5.6.

Punk 37.
Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004, § 1, nr. 21, er som et helt nyt punkt 37 indsat følgende bestemmelse: "Der anvendes direkte til fremstilling af aminosyrer ved en aerob fermenteringsproces, dog højst 2 kWh elektricitet pr. kg aminosyrer."

Følgende afsnit er et uddrag af lovbemærkningerne (ændringsforslag) til bestemmelsen: "Der er en ny virksomhed, der vil få fordel af ændringen. Virksomheden planlægger at producere lysin, der er en aminosyre. Produktionen foregår ved en aerob fermenteringsproces, hvorved fremkommer især aminosyren lysin, men også i en vis udstrækning andre aminosyrer. Produktionen af aminosyren lysin opgøres som  målestandard, der benævnes lysin 98,5 pct. HCL, men også de andre aminosyrer, der fremkommer i kombination med lysin, er omfattet af fradraget på 2 kWh el pr. kg aminosyre." 

Nærmere om bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6

Retningslinier for optagelse på proceslisten
Udgangspunktet for, at en produktionsproces kan komme i betragtning til at blive optaget på proceslisten er, at produktionsprocessen er energiintensiv. Energiintensiteten vurderes ved at betragte den økonomiske belastning af en virksomhed og/eller branche som følge af CO2-afgiften. Denne vurdering foretages på baggrund af virkningen af en CO2-afgift på 50 kr. pr. ton. Den samlede belastning af en CO2-afgift på 50 kr. pr. ton skal således udgøre mindst 3 pct. af værditilvæksten i en relevant produktionsenhed og mindst 1 pct. af omsætningen.
Ved afgrænsningen mellem tung proces og let proces skal der tages udgangspunkt i beskrivelsen af det enkelte punkt i proceslisten.

Fremstilling af andre produkter end dem, der er omfattet af proceslisten, er ikke omfattet af reglerne for tung proces.

I nogle punkter i proceslisten er det stort set hele energiforbruget i produktionsforløbet fra råvare til færdigvare, der er omfattet af den tunge proces - medens det i andre punkter kun er en delproces, der er omfattet af den tunge proces.

Afgrænsningen af en tung proces kan illustreres ved fremstilling af cement (punkt 29 i proceslisten). Dette punkt er kendetegnet ved, at en stor del af energiforbruget ved cementfremstillingen er omfattet af den tunge proces:

Cementfremstillingen baserer sig på kridt. Kridtet føres med elektrisk drevne transportbånd til et slæmmeri. Det opslæmmede kridt føres videre efter blanding med blandt andet opslæmmet sand til lagertanke, hvorfra det indføres i cementovne. I cementovnene sker der tørring af blandingen, derefter en kalcinering, og til sidst en brænding/sintring.

De fremstillede cementklinker køles med luft og tilføres et lager, hvorefter der kan ske en formaling af klinkerne. Cementpulveret blæses herefter til udleveringssiloer.

Energiforbruget fra kridtgrav til udleveringssilo er omfattet af procesbeskrivelsen, altså inklusive de forskellige hjælpeprocesser under cementfremstillingen, intern transport, forarbejdning af cement og råvarer hertil. Derimod kan udleveringen herunder pakning fra silo indeholdende cement ikke anses for tung proces. Den tunge fremstilling slutter, når produktet tilføres lager, altså før emballering og udlevering.

Evt. forbrug af motorbrændstof i forbindelse med tung proces er omfattet af de almindelige regler for motorbrændstof. Forbrug af motorbrændstof er derfor ikke godtgørelsesberettiget efter reglerne for tung proces.

Indirekte energiforbrug
Energiforbrug, der anvendes indirekte i fremstillingen, anses for en let proces. Som eksempler på indirekte processer kan nævnes energiforbruget i tilknyttede værksteder, garager, salgslokaler, lagerlokaler, administrationsbygninger, udviklings- og forskningslokaler samt energiforbrug ved vedligeholdelse og opførelse af anlæg mv.

Rensningsanlæg
Energiforbrug i et rensningsanlæg, der fungerer i direkte tilknytning til det anlæg, hvor den egentlige fremstilling af varer sker, kan anses for en del af den tunge proces. Dette gælder rensning af røg fra ovne eller kedler, som normalt er integreret i produktionsprocessen.

Hvis rensningen er adskilt geografisk eller tidsmæssigt fra produktionsprocessen, er der ikke tale om en integreret del af processen. Dette gælder fx. rensning af spildevand, herunder forskellige processer i forbindelse med spildevandsrensning.

Bagatelgrænse ved tung proces
Nedennævnte indeholder et uddrag af skatteministerens svar af 19. maj 1995 til Skatteudvalget på en henvendelse fra Cheminova af 2. maj 1995, L 209 - bilag 20:

"I de lokaler eller områder, hvor de tunge processer foregår, vil der ofte være et mindre energiforbrug, der ikke direkte har med produktionen at gøre. Det kan være almindeligt orienteringslys, brug af elektricitet til værktøj ved reparation, radio til underholdning af medarbejderne, kaffemaskiner mv. Dette energiforbrug er strengt taget ikke "direkte" og burde strengt taget med under let proces. Jeg går imidlertid ud fra, at der overfor et sådant forbrug i den praktiske administration udvises almindelig konduite, så der ikke gøres særskilte forsøg på at udskille et sådant forbrug. Det er dog en forudsætning herfor, at der klart er tale om ubetydeligt forbrug, hvor der i givet fald ville være uforholdsmæssigt store omkostninger til måling og adskillelse. Jeg har ikke fundet det hensigtsmæssigt direkte at lovgive om, hvornår der er tale om ubetydeligt forbrug, da man da skulle foretage måling, hvorefter der ikke var vundet noget administrativt. Det er også klart, at hvis dette "frynse" forbrug i forvejen bliver målt, f.eks. fordi det er tilsluttet et andet elektrisk kredsløb end det kredsløb, der forsyner den tunge proces, skal der ikke gøres forsøg på at udskille forbruget fra det lette energiforbrug. Selvsagt vil bevidste omgåelser heller ikke blive accepteret. Jeg vil finde det rimeligt, at man tillader sådant "frynse" forbrug med under tung proces, hvis virksomheden umiddelbart kan sandsynliggøre, at der er tale om under 1-2 pct. af det samlede energiforbrug i de pågældende energiforsyningsnet. Givet usikkerheden ved sådanne summariske kalkulationer vil alene energiforbrug godt under 1 pct. i praksis kunne komme med i "slipstrømmen". Hvis virksomheden selv er i tvivl om, hvorvidt omfanget er under 1-2 pct. på grund af usikkerhed mv., er det et godt tegn på, at der måske ikke alene er tale om et "frynse" forbrug, men om et forbrug af et sådant omfang, at der bør ske udskillelse til let sats."

Som anført gælder der på de nævnte betingelser en bagatelgrænse for energiforbrug i relation til adskillelsen mellem tung og let procesforbrug. Forbrug af elektricitet i relation til lokaler, hvori der ikke foregår nogen tung proces, fx administrationslokaler og lagerlokaler er ikke omfattet af bagatelgrænsen.

Væksthusgartnerier er omfattet af punkt 1 i proceslisten, og som tung proces betragtes opvarmning af væksthuse med et overdækket areal på mindst 200 m2 i gartnerier og vækstlys i disse, dog bortset fra væksthuse, hvorfra der foregår detailsalg.

Som tung proces betragtes også sekundær opvarmning ved hjælp af flaskegas eller naturgas, hvorfra gartneren udnytter CO2-indholdet i røggassen i forbindelse med planteproduktionen. Det er en forudsætning for godtgørelse efter reglerne for tung proces, at den fremstillede varme samtidig bidrager aktivt til opvarmning af væksthuse og dermed erstatter varme fra den primære opvarmningsform, som fx kan være fjernvarme eller olie- eller kulbaseret varme.

Lovgrundlag mv.
El til vækstlys blev omfattet af adgangen til forhøjet godtgørelse af CO2-afgift (75 pct.) den 1. oktober 1997 - med virkning fra 1. oktober 1996, jf. lov nr. 1220 af 27. december 1996. I opgørelsen indgår bl.a. de enkelte planters behov for lys og den faktiske daglige indstråling. 

Ved lov nr. 963 af 20. december 1999 blev der indsat en mere forenklet metode til at opgøre el til vækstlys. Lov nr. 963 er trådt i kraft ved bekendtgørelse nr. 646 af 1. august 2002 - med virkning fra 1. januar 2000.

Der er herefter 2 motoder til at opgøre el til vækstlys.

Metode 1: Metoden er baseret på en opgørelse på baggrund af de enkelte planters behov for lys og den faktiske daglige indstråling.

Metode 2: Metoden er baseret på en opgørelse på baggrund af det faktiske elforbrug i væksthusgartneriet.

Reglerne herom fremgår af CO2-afgiftslovens § 9, stk. 9-16.

Med hjemmel i § 9, stk. 14, er der udstedt en bekendtgørelse om opgørelse af elektricitet til vækstlys (bekendtgørelse nr. 688 af 19. august 2002, der erstatter bekendtgørelse nr. 754 af 24. september 1997).

Metode 1 kan være mest fordelagtig for nogle væksthusgartnere, mens metode 2 kan være mest fordelagtig for andre.

Valg af metode

Det er op til den enkelte væksthusgartner at vælge, hvilken metode man ønsker at bruge. Når der er valgt metode, gælder den imidlertid for et kalenderår ad gangen.

Gartnere, der indtil ikrafttrædelsen af lov nr. 963 i 2002 har brugt den gamle metode, kan dog skifte til den ny metode, sådan at skiftet kommer til at gælde for hele 2002.

Gartnere, der driver flere væksthusgartnerier, som ligger på forskellige adresser, kan vælge mellem opgørelsesmetoderne for hvert enkelt væksthusgartneri.

Afgiftsperioden
Afgiftsperioden er den samme periode, for hvilken der foretages opgørelse af godtgørelsesberettigede energiafgifter og CO2-afgift. Hvis gartneriet har bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter eller har måneden som momsperiode, er afgiftsperioden dermed måneden. For øvrige gartnerier er afgiftsperioden - afhængig af momsperioden - enten kvartalet eller halvåret.

METODE 1

Klassificering af planter
Væksthuskulturer kan opdeles i lysplanter, skyggeplanter og mellemgruppen fakultative planter. Derudover kan planter opdeles i kortdagsplanter, som blomstrer ved en daglig belysning på under 14 timer, og langdagsplanter/dagneutrale planter.

Bekendtgørelsen indeholder et bilag, hvor samtlige væksthuskulturer er fordelt på disse grupper.

Endvidere indeholder § 1, stk. 4, i bekendtgørelsen en bestemmelse om, at planter, som ikke er nævnt i listen, kan placeres i en af grupperne efter plantetype og lysbehov med dokumentation fra Danmarks Jordbrugs-Forskning, Forskningscenter Ârslev, Kirstinebjergvej 10, 5792 Ârslev, og efter aftale med SKAT.

Naturlig indstråling
Den anden faktor, der skal tages hensyn til ved opgørelsen af den godtgørelsesberettigede CO2-afgift, er antallet af timer, hvor effekten af det faktiske daglige sollys udgør mindst et antal Watt pr. kvadratmeter (W/m2).

Den faktiske naturlige indstråling opgøres på baggrund af Danmarks Meteorologiske Instituts (DMI) timemålinger af den globale stråling, jf. bekendtgørelsens § 3.

For de forskellige egne af landet gælder følgende målinger:

Amter/kommunerMålestation
Købenshavns Kommune

Ledreborg 

(Målestation Ledreborg blev nedlagt i begyndelsen af 2003 - og erstattet af Målestation Køge/Herfølge)

Frederiksberg Kommune 
Københavns Amt 
Roskilde Amt 
Vestsjællands Amt 
Storstrøms Amt 
Bornholms Kommune  
  
Fyns AmtÅrslev
Sønderjyllands Amt 
Ribe Amt 
Vejle Amt 
  
Ringkøbing AmtØdum
Århus Amt 
Viborg Amt 
Nordjyllands Amt 

Hvis en af de nævnte målestationer har været helt eller delvis ude af drift i en afgiftsperiode, fastsættes den globale indstråling som et simpelt gennemsnit af data for indstråling for de to øvrige målestationer.

Dansk Erhvervsgartnerforening (DEG) optrykker i erhvervsgartnernes ugeblad Gartner Tidende en vækstlyskvote for hver plantekategori for hver af de nævnte målestationer i den pågældende opgørelsesperiode. Vækstlyskvoten udtrykker det antal kWh pr. m2 for de forskellige plantekategorier, som der kan opnås forhøjet godtgørelse (tung proces) for i en måned.

Vækstlyskvoten er udtryk for det maksimale godtgørelsesberettigede forbrug af el til tung proces pr. m2 med fradrag for den naturlige indstråling. Der kan blive tale om at anvende delkvoter i tilfælde af kulturskifte eller perioder med udyrkede arealer. Oplysninger om delkvoter fås hos DEG.

Dokumentation for naturlig indstråling
Dokumentation for beregningen af den naturlige indstråling skal på forlangende forevises SKAT. Dokumentationen kan evt. bestå i den beregning af vækstlyskvoten, som DEG offentliggør, så den enkelte gartner ikke selv skal abonnere på oplysningerne fra DMI.

Gartnere kan imidlertid også selvstændigt indhente oplysningerne fra DMI.

Den forhøjede godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet til vækstlys kan således opgøres enten ud fra oplysninger om naturlig indstråling fra DMI eller ud fra oplysninger om vækstlyskvote fra DEG.

Skematisk beskrivelse
Ordningen kan beskrives i skemaform som følger:

§ 9PlantetypeKortdagsplanter

Maksimal godtgørelsesberettiget elforbrug omfattet af tung proces:
Andre planter

Maksimal godtgørelsesberettiget elforbrug omfattet af tung proces:
Fradrag for naturlig indstråling, når den udgør:
stk. 10Lysplanter650 Wh/m2 pr. døgn900 Wh/m2 pr. døgn*)Mindst 75 W/m2: Antal timer x 50 W/m2*)
stk. 11Skyggeplanter260 Wh/m2 pr. døgn360 Wh/m2 pr. døgnMindst 30 W/m2: Antal timer x 20 W/m2
stk. 12Andre planter390 Wh/m2 pr. døgn540 Wh/m2 pr. døgnMindst 45 W/m2: Antal timer x 30 W/m2

For det antal kWh, der efter ovenstående skema betragtes som tung proces, ydes der godtgørelse med 75 pct. af CO2-afgiften. Det bemærkes, at godtgørelsen har udgjort 75 pct. siden bestemmelsens ikrafttræden.

For det resterende forbrug af elektricitet i væksthuset ydes der godtgørelse efter reglerne for let proces, medmindre der er tale om rumvarme/varmt vand.

Hvis det faktisk målte elforbrug til vækstlys er mindre end det maksimale godtgørelsesberettigede forbrug, er det kun det målte elforbrug, der betragtes som tung proces. Der kan ikke ske overførsel til efterfølgende perioder.

Virksomheder, der har tilsagn fra Energistyrelsen om tilskud til CO2-afgift (aftalevirksomheder), se F.8, kan få tilskud til CO2-afgift af el til vækstlys efter de almindelige regler for tilskud til CO2-afgift.

Måling af elforbrug og opgørelse af vækstlysareal
Den samlede mængde elektricitet til vækstlys skal opgøres for hver opgørelsesperiode ved hjælp af målere. Hvis der er flere væksthuse beliggende inden for samme geografiske område, kan der ske en samlet opgørelse af den målte elektricitet til vækstlys.

Der kan ske måling af enten den samlede mængde elektricitet til vækstlys eller den samlede mængde el til andet forbrug end til vækstlys.

Måling kan ske ved elmåler eller driftstimetæller.

Driftstimetællere skal indbygges i elanlægget for hver selvstændig afbrydelig vækstlysgruppe. Elforbrug opgøres som antal driftstimer gange med gruppens installerede effekt.

Der skal endvidere ske opgørelse af vækstlysarealet, dvs. det dyrkede areal med vækstlys (nettoareal). Det tillades, at gartnere opgør det dyrkede areal ved hjælp af ugentlige optællinger, som herefter danner grundlag for beregning af en gennemsnitlig arealanvendelse i afgiftsperioden. Den ugentlige optælling skal foretages på samme ugedag. Gartnerens valg af ugedag til den ugentlige optælling gælder for mindst 1 år.

Dokumentationen for opgørelsen af el til vækstlys og vækstlysareal skal fremvises på forlangende overfor SKAT.

Regnskab mv.
Der skal løbende føres regnskab over de væksthusarealer med vækstlys, der anvendes. Enhver udvidelse eller begrænsning af arealer i opgørelsesperioden skal straks registreres med anførsel af tidspunkt for ændringen. Regnskabet opdeles for hver planteart og opdelt efter godtgørelseskategori.

Der skal føres regnskab over den samlede mængde forbrugte el i gartneriet. Det skal kunne dokumenteres overfor SKAT, hvorledes den forbrugte mængde el til vækstlys er opgjort.

Måling af el til vækstlys skal foretages og registreres for hver opgørelsesperiode.

Oplysninger om vækstlyskvoter mv. indhentet hos DEG og oplysninger om naturlig indstråling indhentet fra DMI indgår som en del af virksomhedens regnskabsmateriale.

Der skal på fakturaer mv. være oplysning om plantearter med betegnelse som nævnt i bilaget til bekendtgørelsen.

Regnskabet kan føres i det almindelige forretningsregnskab. Kan dette ikke indpasses i forretningsregnskabet, skal der føres et specielt regnskab, der skal afstemmes med forretningsregnskabet.

I øvrigt gælder de almindelige regler for regnskab mv., jf. F.6.16.

METODE 2 
Gartnerier med vækstlys kan medregne 85 pct. af elforbruget til vækstlys, - dog skal der altid mindst medregnes 20 kWh pr. m2 væksthusareal for hvert kalenderår til andre formål i gartneriet, svarende til et forbrug på 1,67 kWh pr. m2 væksthusareal pr. måned. Bestemmelserne indebærer, at der kan foretages en acontoopgørelse for hver afgiftsperiode - og på det grundlag få den forhøjede godtgørelse af CO2-afgift til vækstlys udbetalt a conto. Ved udgangen af kalenderåret skal der foretages en årsopgørelse. Viser det sig ved årsopgørelsen, at der er brugt mere eller mindre end beregnet ved acontoopgørelserne, skal dette rettes ved at korrigere på den førstkommende opgørelse afCO2-afgift af el til vækstlys.

Elforbrug i gartneriet 

Eksempler på elforbrug, der kan medregnes som elforbrug i gartneriet:

El til drift af pumper, drift af et kraftvarmeanlæg, ventilation, almindelig lys, køling o.l.

For at medregne el til drift af varmecentral og drift af kraftvarmeanlæg skal den producerede varme bruges i gartneriet. Dvs., at der skal være en naturlig sammenhæng mellem elforbruget ved varmefremstillingen og forbruget af varme i gartneriet. Der kan herved ses bort fra, at en mindre del af den producerede varme bruges til at opvarme en privatbolig.

Hvis der leveres varme til andre end gartneriet, fx til et andet gartneri eller et lokalt varmeforsyningsselskab, skal elforbruget i varmecentralen/kraftvarmeanlægget nedsættes forholdsmæssigt svarende til forholdet mellem den totale varmeproduktion og varme leveret til anden anvendelse end i gartneriet. Den beregnede andel af elforbruget trækkes fra gartneriets samlede elforbrug.

Ikke-elforbrug i gartneriet 

Eksempler på elforbrug, der ikke kan medregnes:

  • Elforbrug i en privatbolig
     
  • Elforbrug i fx elradiatorer og varmepumper til varmefremstilling og elforbrug i elvandvarmere til fremstilling af varmt vand
     
  • Elforbrug til andre former for erhverv mv. og aktiviteter, der ikke knytter sig direkte til gartneriet. Det gælder fx elforbrug i en landbrugsvirksomhed - der drives sammen med gartneriet
     
  • Elforbrug i en varmecentral eller i et kraftvarmeanlæg organiseret i en anden juridisk enhed end gartneriet. Det gælder fx også, hvis to eller flere gartnere sammen har etableret et kraftvarmeanlæg i fx et aktie- eller et anpartsselskab. Det er uden betydning, at hele varmeproduktionen leveres til de pågældende gartnere.

Væksthusarealet 
 

Væksthusarealet er det glasoverdækkede areal (bruttoarealet), dvs. det samlede areal i gartneriet, der er overdækket med glas. Til arealet medregnes fx også glasoverdækkede mellemgange mellem væksthuse samt væksthuse, der helt eller delvis bruges som pakkerum, lagerrum mv.

Hele væksthusarealet skal medregnes - også selv om kun en del af arealet bliver brugt. Væksthusarealet efter denne metode er dermed ikke det samme areal som vækstlysarealet efter metode 1.

Væksthusarealet efter den ny metode vil dermed som hovedregel kun ændre sig, hvis der bygges, købes eller lejes nye væksthuse - eller modsat, hvis der nedrives, sælges eller udlejes væksthuse.

Ved opgørelse af væksthusarealet er det brugsretten til væksthusarealet, der afgør, om det er ejeren eller brugeren, der skal medregne arealet. Brugsretten skal dokumenteres ved lejekontrakt e.l. Det forudsættes desuden, at der er sammenhæng mellem brugsret og elforbrug hos lejeren - og dermed muligheden for at få godtgjort afgift af elforbruget.

Opgørelse af vækstlys
Opgørelsen skal baseres på mængden af det tilfakturerede elforbrug i opgørelsesperioden.

Hvis gartneriet fx får faktureret el en gang om måneden (månedsafregning) og bruger måneden som opgørelsesperiode, er det elforbruget i opgørelsesperioden ifølge fakturaen, der skal bruges ved opgørelsen. Tilsvarende princip om sammenhæng mellem elforbrug og opgørelsesperioder gælder også i øvrige tilfælde.

Elforbrug, der ikke kan medregnes som elforbrug i gartneriet, fx elforbrug i privatbolig, trækkes fra den tilfakturerede mængde el.

Resultatet af beregningen bruges herefter ved opgørelse af elforbrug til vækstlys.

Regnskab 
Gartneriet skal føre regnskab over elforbruget og væksthusarealet. Enhver ændring af væksthusarealet skal fremgå af regnskabet.

Opgørelsen af elforbrug mv. og arealer skal kunne dokumenteres overfor SKAT.

Regnskabet kan føres i det almindelige forretningsregnskab. Kan dette ikke indpasse i forretningsregnskabet, skal Der føres et specielt regnskab, der skal afstemmes med forretningsregnskabet.I øvrigt gælder de almindelige regler for regnskab mv., jf. F.6.16.

Lov nr. 963
Ved lov nr. 963 af 20. december 1999 er der sket visse ændringer af proceslisten. Loven er trådt i kraft ved bekendtgørelse nr. 646 af 1. august 2002. Ændringerne har virkning fra 1. januar 2000. Ændringerne i proceslisten er nærmere beskrevet i F.6.5.3.

Rent praktisk betyder det, at virksomheden kan opnå afgiftsgodtgørelse med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2000.

Lov nr. 393
Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002 er der sket en udvidelse af adgangen til at opnå forhøjet godtgørelse af CO2-afgift for punkterne 11, 12 og 13 i proceslisten. Loven er trådt i kraft ved bekendtgørelse nr. 36 af 22. januar 2003. Ændringerne har virkning fra 1. juli 2002. Ændringerne i proceslisten er nævnt under de pågældende punkter i F.6.5.3.

Rent praktisk betyder det, at virksomheden kan opnå afgiftsgodtgørelse med tilbagevirkende kraft fra 1. juli 2002.

Lov nr. 462
Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er der sket en udvidelse af proceslisten med punkterne 36 og 37. Ændringerne er nærmere beskrevet i F.6.5.3.

Udvidelsen med punkt 36 er trådt i kraft den 1. september 2004, jf. § 1, nr. 2 i bekendtgørelse nr. 807 af 12. juli 2004.

Udvidelsen med punkt 37 er trådt i kraft den 1. juni 2005, jf. bekendtgørelse nr. 372 af 25. maj 2005. Ændringen har virkning fra den 1. juli 2004, jf. bekendtgørelse nr. 709 af 5. juli 2005

Lov nr. 520

Afgiftslempelsen/den forhøjede godtgørelse af CO2-afgift vedrører alene forbrug af el direkte til varmefremstilling ved en elpatron, eldrevet varmepumpe mv., og ikke el anvendt indirekte til varmefremstilling i form af f.eks. el til drift af cirkulationspumper, ventilation, blæsere mv.

Afgiftslempelsen skal godkendes af Europa-Kommissionen. Skatteministeren sætter ændringen i kraft, når godkendelsen foreligger. Afgiftslempelsen vil gælde 4 år fra ikrafttrædelsestidspunktet.

Nedenfor er omtalt visse domme og kendelser i relation til afgrænsningen mellem tung proces og let proces:

Proceslistens punkt 4 - Fældning af kartoffelprotein, der anvendes som dyrefoder
Skatteministeriet har den 7. november 2002 indgået forlig i en sag om fældning af kartoffelprotein. Af forliget fremgår det, at det anerkendes, at energiforbruget - bortset fra elektricitet - ved fældning af kartoffelprotein, som er anvendt som dyrefoderstof/dyrfodertilsætning, er omfattet af pkt. 4 i bilaget til kuldioxidafgiftsloven og dermed af tilbagebetalingsreglen i kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 2, se SKM2003.202.TSS.

Proceslistens punkt 11 - Glasuldsfremstilling
Vestre Landsret har den 17. december 2001 afsagt dom i en sag om tilbagebetaling af CO2-afgift for elforbrug ved visse produktionsprocesser i forbindelse med fremstilling af glasuld. Retten lagde til grund, at elektriciteten alene anvendtes til drift af ventilatorer eller kompressorer, der er indgået som et led i eller et hjælpemiddel til opvarmningsprocessen, og fandt, at den omstridte elektricitet ikke er omfattet af proceslistens nr. 11, stk. 2, idet den ikke udgør selve varmekilden i nogen af de omhandlede produktionsprocesser, se SKM2002.66.VLR

- Fremstilling af letklinker
Landsskatteretten har den 12. april 2000 afsagt kendelse i en sag om elforbrug ved fremstilling af letklinker (ekspanderet ler).

Sager drejede sig om elforbrug i relation til primærblæsere, sekundærblæsere, røggasblæsere, elektrostatisk filter og i kulanlæg.

Virksomheden har bl.a. gjort gældende, at den har indgået en aftale med Energistyrelsen, hvor ovennævnte elforbrug er anset for tung proces i energisynsrapporten, der ligger til grund for aftalen.

Retten har lagt til grund, at virksomhedens fremstilling af letklinker er tung proces, jf. kuldioxidaf-giftslovens § 9, stk. 2, samt bilagets punkt 11, litra a. Det er videre lagt til grund, at det nævnte elforbrug udelukkende er medgået til processen ved fremstilling af letklinker.

Kendelse: Retten fandt, at elforbruget ikke kan anses for omfattet af bilagets punkt 11, idet ingen del heraf kan anses for udelukkende anvendt til opvarmning eller varmholdelse af de fremstillede produkter. Retten har herved henset til, at det ud fra en ordlydsfortolkning af bestemmelsen ikke kan anses for tilstrækkeligt, at elektricitet er medgået som en nødvendig del af selve opvarmningsprocessen samt forudgående eller efterfølgende processer i tilknytning hertil, når selve varmefremstillingen ikke er elbaseret.

Retten har endvidere bemærket, at den mellem virksomheden og Energistyrelsen indgåede aftale ikke kan tillægges vægt i relation til den afgiftsmæssige behandling.

Proceslistens punkt 13 - Drift af kedelcentral
Landsskatteretten har den 5. maj 2000 afsagt kendelse i en sag om elforbrug i en kedelcentral, der forsyner den tunge proces i virksomheden med varme.

Retten har lagt til grund, at virksomhedens produktion er tung proces, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 2 og bilagets nr. 13, 1. punktum, samt at denne produktion ikke er omfattet af bilagets nr. 13. 2. punktum.

Kendelse: Retten fandt, at elforbruget i kedelcentralen ikke kan anses for omfattet af adgangen til forhøjet godtgørelse af CO2-afgift efter lovens § 9, stk. 2.

Proceslistens Punkt 20 - Isfremstilling
Landsskatteretten har den 28. april 2000 afsagt kendelse i en sag om en virksomhed, der fremstiller stang- og skælis til brug for fiskerieerhvervet.

Det er oplyst, at isen fremstilles i isgeneratorer ved, at vand pumpes op i et såkaldt istårn, hvorefter det løber ned af afkølende stænger. Lidt af vandet fryser fast til stængerne, og det tilbageværende vand pumpes på ny op i istårnet. Isen transporteres via transportsnegle herefter til islageret, hvor temperaturen er ca. minus 5 grader. Uden for islageret er placeret kompressorer, hvori der dannes kold væske, der via fordampere sikrer temperaturen i islageret. Fordamperne er placeret i islageret og sørger for udblæsningen af den kolde luft, der produceres i kompressorerne. I afløbet fra fordamperne er placeret frostsikringer, bestående af 300 W tråde, der sikrer, at smeltevand fra fordamperne ikke fryser fast.

Det er endvidere oplyst, at isen på islageret gennemgår en proces, der er nødvendig, for at isen kan sælges til sit formål. For at få isen til at slippe rørene i isgeneratorerne er det nødvendigt at tilføre varme. Isen er derfor våd, når den forlader isgeneratoren og er på dette tidspunkt nær 0 grader. På islageret nedkøles isen til ca. minus 5 grader. På islageret opnår isen en særlig struktur, som gør isen modstandsdygtig overfor slag. Efterbehandlingen på islageret tager 1-3 dage.

Kendelse: Landsskatteretten lægger i overensstemmelse med virksomhedens oplysninger til grund, at der på islageret sker en efterbehandling af isen, som ændrer dens karakter. Retten lægger endvidere til grund, at det primære formål med opbevaringen af isen på islageret er denne efterbehandling, og at isen derfor kun undtagelsesvis opbevares på islageret ud over den periode på 1-3 dage, som efterbehandlingen strækker sig over. Henset hertil har retten fundet, at energi medgået til opretholdelse af en temperatur på islageret på minus 5 grader må anses som medgået direkte til fremstilling af den type is, som virksomheden afsætter. Energi medgået til drift af de omhandlede kølekompressorer, fordampere og frostsikring, der hver især medvirker til opretholdelsen af denne temperatur, er endvidere af retten anset for omfattet af punkt 20.

Retten har derimod ikke fundet grundlag for at anse de omhandlede transportsnegle, som anvendt direkte til frysning af vand til is.

Endelig har Landsskatteretten ikke fundet grundlag for at udskille den del af isfrysningsprocessen, der består i, at vand i isgeneratorerne ved hjælp af pumper føres op i istårnet, fra den øvrige del af den tunge proces.

Proceslistens punkt 21 - Papirfremstilling
Landsskatteretten har den 20. september 1999 afsagt kendelse i en sag om efterbehandling af papir i forbindelse med papirfremstilling (TfS 1999, 900).

Kendelse: Retten fandt, at efterbehandling, såsom skæring, klipning, rulning og emballering ikke kunne anses for en tung proces i henhold til bilaget til CO2-afgiftsloven, men måtte anses for omfattet af lovens § 9, stk. 1, (let proces).

Proceslistens punkt 30 - Forarbejdning af aluminium
Landsskatteretten har den 28. april 2000 afsagt kendelse i en sag om fremstilling af aluminiumsrør og andre profiler af råaluminium.

Det er oplyst, at aluminiumsstængerne opvarmes til ca. 480 grader C, hvorved de opnår en højplastisk konsistens. Smeltepunktet for aluminium er 600-700 grader. Det opvarmede aluminium presses herefter igennem en form med huller svarende til de profiler, som metallet skal have (ekstrudering). Ved denne proces opvarmes metallet yderligere på grund af friktionen, og er på dette stade meget nær smeltepunktet.

Kendelse: Retten fandt, at energiforbruget til opvarmningen ikke kan anses for anvendt direkte til smeltning af metaller, da den forarbejdede aluminium ikke på noget tidspunkt er opvarmet til smeltepunktet.

Retten fandt endvidere, at den skete videreforarbejdning af aluminium i virksomheden heller ikke kan anses for omfattet af proceslisten, da videreforarbejdning i proceslisten kun omfatter jern og stål.

Proceslistens punkt 35 - Fremstilling af syntetiske organiske pigmenter
Landsskatteretten har den 30. maj 2002, jf. SKM2002.495.LSR, afsagt kendelse i en sag om en virksomheds forbrug af elektricitet i forbindelse med tilførsel af farvepigment fra et mellemlager til en blandingssilo. Aktiviteten blev anset for tung proces omfattet af CO2-afgiftslovens § 9, stk. 2, jf. proceslistens punkt 35.

Proceslistens punkt 1 - (Væksthusgartnerier)
I forlængelse af ét af i alt fem væksthuse havde en virksomhed en mellembygning med et oliefyr og et pakkerum, hvor der også var indrettet et frokostlokale og toiletfaciliteter. Der var tale om en helt anden bygningstype end et væksthus, og pakkerummet mv. var ikke en integreret del af væksthuset.

Afgørelse: Energiforbruget til opvarmning af mellembygningen og pakkerummet er ikke omfattet af den tunge proces.

Som tung proces betragtes også sekundær opvarmning ved hjælp af flaskegas eller naturgas, hvorfra gartneren udnytter CO2-indholdet i røggassen i forbindelse med planteproduktionen. Det er en forudsætning for godtgørelse efter reglerne for tung proces, at den fremstillede varme samtidig bidrager aktivt til opvarmning af væksthuse og dermed erstatter varme fra den primære opvarmningsform, som fx kan være fjernvarme eller olie- eller kulbaseret varme.

Proceslistens punkt 16 - (Fremstilling af fiskeolie og fiskemel)
En fiskeindustrivirksomhed producerer primært makrelkonserves, og som et biprodukt i produktionen fremkommer der fiskeolie, som er omfattet af proceslistens punkt 16. Virksomheden gjorde gældende, at hele produktionen af makrelkonserves derfor også er omfattet af den tunge proces.

Afgørelse: Selskabets energiforbrug til forarbejdning og forædling af makrel til makrelkonserves er ikke omfattet af proceslistens punkt 16 som en del af produktionen af fiskeolie.

Proceslistens punkt 25 (fremstilling af vitaminer)
Et medicinalfirma fremstiller vitaminpiller som en blanding af vitaminer henhørende under toldtariffens position 2936. Som råvarer anvendes vitaminpræparater, der er indkøbt hos vitaminproducenter, og som også er omfattet af position 2936.

Afgørelse: Medicinalfirmaets energiforbrug til fremstilling af vitaminpillerne er ikke omfattet af den tunge proces, da blanding/videreforarbejdning af et vitaminprodukt til vitamintabletter ikke kan karakteriseres som direkte anvendt til fremstilling af vitaminer omfattet af proceslistens punkt 25.

Vitaminproducentens direkte fremstilling af vitaminpræparaterne er derimod omfattet af tung proces.

Proceslistens punkt 30 (Jernstøberier mv.)
Nedenstående er et uddrag af et svar i 1996 fra Skatteministeriets Departement på en konkret henvendelse om fortolkningen af punkt 30:

"Punkt 30 omfatter følgende:

El og brændsel brugt til:

  1. Smeltning og varmholdelse af metaller.
  2. Smeltning og varmholdelse af glas.
  3. Fremstilling af valsede eller kontinuert støbte slabs og knibler.
  4. Videreforarbejdning af slabs og knibler ved varmvalsning til plader, tråd, stænger o.l. varer.
  5. Metalvarmebehandlingsanlæg.
  6. Ventilation af lokaler, hvor smeltet metal og glas forarbejdes. (El til ventilation i de lokaler, hvor aktiviteterne nævnt i 1-4 finder sted, er automatisk med under "tung proces").

For det første rejses spørgsmålet om smeltning og varmholdelse af zink i forbindelse med varmforsinkning.

Denne proces er omfattet af 1.

Valsning af jern ved en temperatur på 1.250 grader C er varmvalsning. Som det fremgår at punkt 4, vil denne proces være omfattet, hvis der valses slabs og knibler, og hvis det færdige produkt har form af plader, tråd, stænger eller andre simple former.

De øvrige spørgsmål vedrører fortolkningen af metalvarmebehandlingsanlæg. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår: Det er foreslået, at også metalvarmebehandlingsanlæg omfattes af procesbeskrivelsen. Drift af metalvarmebehandlingsanlæg (hærdningsanlæg) ........ Som det fremgår af bemærkningerne er begrebet metalvarmebehandlingsanlæg således knyttet til hærdning af metal.

Metalvarmebehandlingsanlæg må således afgrænses til de anlæg, der indgår i hærdning af metaller. Metalvarmebehandlingsanlæg må på den baggrund opfattes som hærdningsanlæg med tilknyttede for- og efterbehandlingsanlæg, herunder tilknyttede anløbnings- og udglødningsanlæg.

Sintring af pulvermetal er efter det oplyste en proces, hvor sammenpresset pulvermetal varmebehandles, for at emnet skal ændre egenskaber. Selv om hærdning også har til formål, at metallet ændrer egenskaber, er sintring af pulvermetal efter det oplyste en anden type proces end hærdning. På den baggrund kan sintring af pulvermetal ikke henregnes under drift af metalvarmebehandlingsanlæg.

Lodde-, svejse- og smedeanlæg samt selvstændige udglødnings- og anløbningsanlæg er således eksempler på anlæg, der ikke vil være omfattet af begrebet metalvarmebehandlingsanlæg, selv om metallet i et eller andet omfang opvarmes i anlægget."

Udover godtgørelse af CO2-afgift kan visse virksomheder opnå tilskud til CO2-afgift, jf. lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug.

Det er en betingelse for at opnå tilskud, at virksomheden indgår aftale med Energistyrelsen om energieffektiviseringer.

Aftale-/tilskudsordningen består af to ordninger, - en ordning om procesaftaler og en ordning om promsaftaler.

Derudover kan en aftalevirksomhed indgå aftale med Energistyrelsen om rumvarme i tillæg til en procesaftale eller promsaftale.

Reglerne om udbetaling af tilskud til CO2-afgift er nærmere beskrevet i F.8.

Lov nr. 464
Der er ved lov nr. 464 af 9. juni 2004 sket en tilpasning af CO2-afgiftsloven - som følge af indførelse af en CO2-kvoteordningen, der omfatter visse, almindeligivs større momsregistrerede virksomheder, jf. lov nr. 493 af 9. juni 2004 om CO2-kvoter.

Ændringerne i CO2-afgiftsloven for de kvoteomfattede virksomheder er indsat som ny § 9a i CO2-afgiftsloven.

Ændringerne er nærmere beskrevet i følgende nyhedsbrev:

Nyhedsbrev af november 2004 (CO2-afgift - tilpasning af CO2-afgiftsloven til CO2-kvoteordningen).

Ændringerne skal godkendes af Europa-Kommissionen. Skatteministeren udsteder en ikrafttrædelsesbekendtgørelse, når der foreligger en godkendelse. Dette var ikke sket ved redaktionens slutning. Se endvidere nedenfor om skatteministerens information af Folketingets Skatteudvalg.

Lov nr. 1391
Der er ved lov nr. 1391 af 20. december 2004 sket en ændring af § 9a, stk. 1, der blev indsat ved lov nr. 464 af 9. juni 2004, således at virksomheder med et kraftvarmeværk/kedelcentral, der er udlagt som en selvstændig juridisk person/enhed, på visse betingelser kan opnå fuld godtgørelse af CO2-afgiften af forbruget af damp/varme, der leveres direkte fra den CO2-kvoteomfattede produktionsenhed (kraftvarmeværket/kedelcentralen).

Ændringen er nærmere beskrevet i følgende nyhedsbrev:

Nyhedsbrev af december 2004 (CO2-afgift - ændring i relation til CO2-kvoteordningen).

Ændringen skal godkendes af Europa-Kommissionen. Skatteministeren udsteder en ikrafttrædelsesbekendtgørelse, når der foreligger en godkendelse. Dette var ikke sket ved redaktionens slutning. Ændringen har virkning fra 1. januar 2005. 

Information af Folketingets Skatteudvalg
Skatteministeren har den 24. juni 2005 informeret Folketingets Skatteudvalg således: 

"Folketinget vedtog ved lov nr. 464 af 9. juni 2004, at CO2-afgiften af det CO2-kvoteomfattede brændselsforbrug i industrien skulle godtgøres. Det fremgik af bemærkningerne til L 229 (folketingssamlingen 2003/04), at loven skulle notificeres efter statsstøttereglerne og godkendes af Kommissionen, før den kunne træde i kraft. Det fremgik samtidig, at Kommissionen skulle underrettes om lovændringen efter energibeskatningsdirektivets bestemmelser.

Notifikationsprocessen har imidlertid vist, at loven ikke kan godkendes i sin nuværende form efter Energibeskatningsdirektivets art. 17 og dermed heller ikke efter statsstøttereglerne.

Skatteministeriet arbejder på at finde en løsning således, at loven kan godkendes af Kommissionen efter såvel energibeskatningsdirektivet som statsstøttereglerne. Denne løsning vil blive forelagt Folketinget. Indtil der foreligger en løsning, har Skatteministeriet bedt Kommissionen om, at notifikationsprocessen sættes i bero."

Lovforslag nr. L 81
Skatteministeriet sendte den 30. september 2005 et udkast til ændring af CO2-afgiftsloven i ekstern høring, hvoraf det bl.a. fremgik, at stort set alle kvoteomfattede industrivirksomheder fuldt ud kunne få godtgjort deres CO2-afgift på det kvoteomfattede procesbrændselsforbrug. Da dialogen om CO2-afgiftsrefusion med Europa-Kommissionen ikke er afsluttet, indeholdt lovforslaget (L 81 fremsat den 16. november 2005, som er udmøntet ved lov nr. 1417 af 21. december 2005) ingen bestemmelser herom for det kvoteomfattede procesbrændselsforbrug.

Følgende fremgår af L 81:

 

"Regeringen havde gerne fremsat forslaget om tilbagebetaling af CO2-afgift på det kvoteomfattede brændselsforbrug til procesformål, som det har været sendt i høring. Regeringen er imidlertid i dialog med Kommissionen om mulighederne for en statsstøttegodkendelse af forslaget. Det vurderes hensigtsmæssigt at afvente en afklaring af mulighederne for Kommissionens godkendelse af forslaget. Regeringen arbejder for, at lovforslaget kan godkendes i den form, som har været sendt i høring. Regeringen vil fremsætte lovforslag i overensstemmelse hermed, hvis ændringen kan godkendes af Kommissionen efter statsstøttereglerne."

 

Følgende virksomheder (liberale erhverv mfl.), som fremgår af bilaget til elafgiftsloven, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 2, kan ikke få godtgørelse af elafgift og CO2-afgift af elektricitet, selv om elforbruget vedrører omsætningen af momspligtige ydelser:

  • Advokater.
  • Arkitekter.
  • Bureauer, fx. reklamebureauer, adresseringsbureauer, oplysningsbureauer, analyseinstitutter. Edb-bureauer kan dog få godtgørelse af elafgiften af elektricitet, der anvendes ved drift af edb-materiel. Det er herved forudsat, at der er tale om virksomheder, der udfører ugentlige edb-mæssige produktionsopgaver for andre. Derimod kan fx en bureauvirksomheds anvendelse af edb - som en integreret del af udførelsen af virksomhedens funktion/ydelse ikke anses for et edb-bureau.
  • Forlystelsesvirksomhed, fx. biograf- og teaterforestillinger, revyer, cirkusforestillinger, koncerter, varietéforestillinger, forlystelsesparker og vandlande.
  • Landinspektører.
  • Mæglere, fx. ejendomsmæglere og ejendomshandlere samt virksomheder, der formidler udlejning af fast ejendom.
  • Revisorer.
  • Rådgivende ingeniører.
  • Virksomheder, der formidler udlejning af plads til lysreklamer. Det samme gælder, hvis en virksomhed i forbindelse med leje af reklameplads selv afholder udgiften. Elafgift af virksomhedens egne reklamer kan godtgøres, hvis reklamerne er anbragt på bygninger mv., som ejes eller er lejet af virksomheden. Det gælder fx lysreklamer på detailforretninger og servicestationer.

Der gælder samme begrænsning i adgangen til godtgørelse af elafgift som for godtgørelse af vandafgift. Bemærk, at bilaget til vandafgiftsloven er ophævet ved lov nr. 1391 af 20. december 2004, se G.5.6 og nyhedsbrev af december 2004 (vandafgift - godtgørelse af afgift - liberale erhverv m.fl.). Ophævelsen af bilaget til vandafgiftsloven er trådt i kraft ved bekendtgørelse nr. 941 af 12. oktober 2005 - med virkning fra 1. januar 2005.

Blandede aktiviteter
Virksomheder, der både udøver aktiviteter, som der ydes godtgørelse for, og aktiviteter, som der ikke ydes godtgørelse for, kan opnå delvis godtgørelse af afgiften. Dette gælder fx en virksomhed, der har et kombineret reklamebureau og trykkeri, som dermed kan opnå godtgørelse af afgiften af elforbruget i trykkeriet.

Hvis forbruget måles ved hjælp af én måler, beregnes godtgørelsen som hovedregel efter en omsætningsfordeling. Hvis forbruget til de enkelte aktiviteter måles, anvendes dette som grundlag for fordelingen af elforbruget.

Bureauvirksomhed - markedsanalyse

Højesteret har den 8. august 2001 stadfæstet Østre Landsrets dom, TfS 2000, 289, i en sag vedrørende elforbrug i et markedsanalyseinstitut, jf. SKM2001.488.HR.

Dom: Højesteret fandt, at virksomheden ikke har adgang til godtgørelse af elafgift og CO2-afgift, idet virksomhedens aktiviteter må anses for omfattet af bilaget til elafgiftsloven.

Landsretten afgav følgende udtalelse, der er tiltrådt af Højesteret: "Efter sagens oplysninger lægges til grund, at sagsøgerens virksomhed består i indsamling og bearbejdning af erhvervsmæssige oplysninger med henblik på afsætning af blandt andet analyser heraf. At viderebringelsen til aftagerne af sagsøgerens ydelser foregår ved levering af rapporter, disketter og cd-rom, der fremstilles på egne maskiner, findes ikke at gøre virksomhedens vareproducerende.

Sagsøgerens virksomhed findes herefter at bestå i afsætning af service- og tjenesteydelser og må anses for omfattet af lovbekendtgørelse nr. 734 af 4/11 1991, § 11, stk. 2, jf. det i bilaget anførte begreb "bureauer", jf. tillige § 9, stk. 3, nr. 3 i lov nr. 888 af 21. december 1991.

Virksomheden må efter det oplyste bedømmes som en helhed, og der er ikke grundlag for i afgiftsmæssig henseende at foretage en opdeling af denne. Herefter tages Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge."

Landboforening
Vestre Landsret har den 13. marts 2003 afsagt dom i relation til aktiviteter, der udføres af en landboforening, jf. SKM2003.160.VLR. Se endvidere F.6.6.2. vedrørende afgørelsen.

Højesteret har den 6. oktober 2004 stadfæstet Vestre Landsrets dom af 13. marts 2003, jf. SKM2004.386.HR.

Højesteret har som begrundelse og resultat anført følgende:

"Det fremgår af Højesterets dom gengivet i SKM2001.488.HR, at det afgørende for, om der kan ske tilbagebetaling af el- og CO2-afgift, er, om den udøvede virksomhed består i produktion eller afsætning af varer eller i afsætning af service- og tjenesteydelser. Efter oplysningerne om aktiviteterne i landboforeningens virksomhed, herunder de ydelser, som leveres under "Regnskab" og "Ejendomskontor", lægger Højesteret til grund, at disse i alt væsentlighed består i rådgivning samt andre service- og tjenesteydelser og ikke i produktion eller afsætning af varer. For de dele af dens virksomhed, som er omhandlet af denne sag, har landboforeningen herefter ikke krav på tilbagebetaling af el-afgift og C02-afgift i medfør af henholdsvis elafgiftslovens § 11, stk. 1, og lov om kuldioxidafgift § 9, stk. 4, jf. stk. 1.

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at Skatteministeriet ikke er afskåret fra at nægte godtgørelse for landboforeningens fradrag for så vidt angår perioden fra den 1. januar 1995 til den 31. juli 1999."

Badeland
Vestre Landsret har den 12. maj 2004 SKM2004.226.VLR afsagt dom i en sag om godtgørelse af elafgift ved drift af et badeland. Badelandet var bygningsmæssigt integreret i et hotel og udgjorde en integreret del af de tilbud, som hotellet ydede sine gæster. Badelandet var imidlertid ikke en forudsætning for hotellets drift og var samtidig et tilbud, der i vidt omfang blev benyttet af andre end hotellets gæster. På denne baggrund og sammenholdt med karakteren af badelandet fandt landsretten, at badelandet måtte anses som en forlystelse og således omfattet af listen over virksomhed, hvis afsætning af ydelser ikke giver adgang til tilbagebetaling af afgift, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 2, med tilhørende bilag. Dommen er anket til Højesteret.

Telemarketing-virksomhed
Vestre Landsret har den 21. december 2004 afsagt dom i relation til aktiviteter vedrørende telemarketing og Voice Responce der udføres af en telemarketing-virksomhed, jf. SKM.2005.38.VLR. Se endvidere F.6.6.2 vedrørende afgørelsen.

Nedenfor er omtalt visse af Landsskatterettens kendelser og domme i relation til bilaget til elafgiftsloven:

Opstiller af læskærme og reklamesøjler
Landsskatteretten har den 11. marts 2002 truffet afgørelse om, at en virksomhed, der opstillede læskærme ved busholdepladser, reklamesøjler o.l., og som afholdt alle omkostninger til opsætning og drift mod at få retten til at udleje reklamepladsen på det opstillede udstyr, blev anset for at drive udlejningsvirksomhed og ikke reklame eller bureauvirksomhed. Selskabet var derfor ikke omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Retten lagde vægt på, at selskabet alene udlejer og vedligeholder pladserne til ophængning af materialet, men i øvrigt ikke ellers er involveret i idéudvikling, layout eller fremstilling/produktion af materialet. Se SKM2002.171.LSR. Se endvidere F.6.2.3. vedrørende afgørelsen.

Geoteknisk specialfirma
Landsskatteretten har den 21. december 2000 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i et geoteknisk specialfirma, som udarbejder geotekniske rapporter til kunder på baggrund af foretagne jordbundsundersøgelser.

Kendelse: Retten fandt, at firmaet er omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Retten har henset til, at en integreret del af virksomhedens aktiviteter, herunder beskrivelsen af funderingsforhold i enkelte af rapporterne, kan sidestilles med rådgivende ingeniørers virksomhed.

Revisionsfirma
Landsskatteretten har den 21. juli 2000 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i et revisionsfirma. Kendelsen er gengivet i TfS 2000.681. I Told - og Skatteregion København 3 og styrelsens afgørelser i sagen blev samtlige revisionsfirmaets aktiviteter vurderet som værende omfattet af bilaget til elafgiftsloven, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 2 og dermed ikke anset for godtgørelsesberettiget.

Ved Landsskatterettens kendelse - som blev afsagt med dissens - blev der truffet afgørelse om, at revisionsfirmaet efter elafgiftslovens § 11, stk. 1 kan få delvis tilbagebetaling for afgiften vedrørende aktiviteter, som ikke kan anses at være en integreret del af revisorydelser, såsom rådgivning om handel med virksomheder, miljøforhold, informationsteknologi, effektivisering, økonomisk styring, lederudvælgelse, organisations- og lederudvikling, miljøstyring, logistik og produktion. Landsskatteretten henså til, at revisorydelsen og disse øvrige nævnte aktiviteter kan udøves særskilt og uafhængigt af hinanden, og at disse aktiviteter ikke kan anses at være selvstændigt omfattet af bilaget under bureau eller rådgivende ingeniører. Virksomhedens rådgivning med skat, moms, told, mv. ansås at være en integreret del af den basale aktivitet for revisorer og er således omfattet af bilaget.

Skatteministeriet indbragte Landsskatterettens kendelse for domstolene.

Østre Landsret har den 8. oktober 2003, jf. SKM2003.462.ØLR, truffet afgørelse i sagen. Landsretten gav Skatteministeriet medhold i, at revisionsfirmaet ikke var berettiget til hel eller delvis tilbagebetaling af elektricitetsafgiften. Landsretten lagde til grund, at "bureauvirksomheder" i den forstand, hvori udtrykket "bureauer" benyttes i bilaget til elektricitetsloven, må forstås som "virksomheder, der udøver selvstændige servicefunktioner", herunder også rådgivning i form af managementkonsulentydelser. Landsretten fandt heller ikke, at det var godtgjort, at der efter fast administrativ praksis gives tilbagebetaling af elafgiften for så vidt angår rådgivningsydelser vedrørende edb.

Landboforening
Landsskatteretten har den 5. september 2001, jf SKM2001.611.LSR, afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i en landboforening.

Kendelse: Retten fandt bl.a., at foreningens rådgivningsydelser "Planteavl", "Kvægavl", "Kvægproduktion", "Svineproduktion" og "Forsikring" ikke typisk leveres af de i bilaget opregnede erhverv, der beskæftiger sig med rådgivning, og at de heller ikke kan karakteriseres som bureauvirksomhed.

Skatteministeriet indbragte kendelsen for domstolene, se SKM2001.634.TSS.

Vestre Landsret afsagde dom i sagen den 13. marts 2003, jf. SKM2003.160.VLR

Af dommen fremgår bl.a. følgende:

"Landboforeningens aktiviteter i form af udarbejdelse af regnskaber blev anset for omfattet af bilaget til elektricitetsafgiftsloven, idet aktiviteten måtte anses for en typisk revisorydelse.

Ydelser leveret af landboforeningens ejendomsskontor måtte anses for udøvet som led i eller i nær tilknytning til den advokatvirksomhed, som en advokat i henhold til aftale med foreningen udførte for dens medlemmer. Aktiviteten fandtes herefter ligeledes omfattet af bilaget til elafgiftsloven, idet der var tale om aktiviteter udøvet af "advokater".

Vedrørende en række øvrige aktiviteter, der bestod i faglig rådgivning og hertil relaterede aktiviteter i relation til bl.a. "Planteavl", "Kvægavl", "Svineproduktion" og "Forsikring" fandt landsrettens flertal, at der var tale om aktiviteter, der måtte bestå i afsætning af service og tjenesteydelser. Efter forarbejderne til elafgiftslovens § 11 sammenholdt med forarbejderne til vandafgiftslovens § 9 lagde Landsrettens flertal til grund, at hovedformålet bag bestemmelsen i § 11, stk. 1, jf. stk. 2, og bilaget til stk. 2, måtte anses for at være at friholde de vareproducerende virksomheder for afgift, men i almindelighed ikke de virksomheder, der afsætter service og tjenesteydelser, hovedsageligt de såkaldte liberale erhverv.

Efter karakteren af ydelserne fandt landsrettens flertal, at landboforeningens virksomhed med rådgivningsydelser måtte anses for bureauvirksomhed, hvis afsætning af ydelser ikke giver adgang til tilbagebetaling af afgift."

Højesteret har den 6. oktober 2004 stadfæstet Vestre Landsrets dom af 13. marts 2003, jf. SKM2004.386.HR., se F.6.6.1

Markedsanalyseinstitut
Landsskatteretten har den 4. december 1998 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i et markedsanalyseinstitut.

Kendelse: Retten fandt, at instituttet er omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Retten har henset til, at selskabet ikke er vareproducerende, men leverer serviceydelser, hvilket ikke adskiller sig fra sædvanlig bureauvirksomhed.

Retten har endvidere fundet, at anvendelsen af edb indgår som en integreret del af udarbejdelsen af markedsanalyser, således at selskabet ikke afsætter egentlige edb-ydelser.

Badeland
Landsskatteretten har den 27. august 1999 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i et feriecenter med momspligtig udlejning af feriehuse og i tilknytning hertil et badeland. Badelandet anvendes både af feriecentrets gæster og særskilt betalende gæster (TfS 1999/782).

Kendelse: Retten fandt, at badelandet ikke kunne anses for en integreret del af den basale aktivitet med udlejning af ferielejligheder. Retten har herved lagt vægt på, at de to aktiviteter kan udøves særskilt og uafhængigt af hinanden. Der blev ikke fundet grundlag for i godtgørelsesmæssig henseende at foretage en sondring mellem den benyttelse, der blev foretaget af henholdsvis ferielejlighedernes gæster og særskilt betalende gæster. Badelandsaktiviteten i sin helhed blev derfor anset for omfattet af bestemmelserne i elafgiftslovens § 11, stk. 2.

Landskatteretten har samme dag afsagt tilsvarende kendelser i 2 andre sager om badelande, der drives i tilknytning til feriecentre.

Østre Landsret har den 30. april 2003, jf. SKM2003.218.ØLR afsagt dom i sagen. Landsretten fandt på baggrund af forarbejderne til bestemmelserne i elafgiftslovens § 11, stk. 2, og vandafgiftslovens § 9, stk. 2, at driften af badelandene måtte anses for omfattet af begrebet "forlystelser", uanset at badelandene var etableret med henblik på at udgøre en integreret del af en hotel-/feriecentervirksomhed. Ny tekst startHøjesteret har den 20. oktober 2006 stadfæstet Østre Landsrets dom, jf. SKM2006.654.HR.Ny tekst slut

Mailcenter
Landsskatteretten har den 8. september 1999 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget (og vandforbruget) i en virksomhed, der leverer totalløsninger i form af kuvertering, pakning og adressering af kunders materiale (TfS 1999, 904).

Kendelse: Retten fandt, at virksomheden ikke kan anses for omfattet af bilaget til el- og vandafgiftsloven, og derfor er berettiget til godtgørelse af el- og vandafgift.

Der er henset til, at virksomheden - efter en helhedsvurdering af den udbudte flerhed af ydelser, disses karakter, og hvad der må anses for det overordnede virksomhedskoncept, samt under hensyntagen til, at den omfattende maskinpark må anses at udgøre et væsentligt element og en væsentlig forudsætning i forhold til virksomhedskonceptet - ikke kan anses for eller sidestilles med bureauvirksomhed, således som dette begreb efter dets kontekst og efter forarbejderne til el- og vandafgiftsloven må skulle forstås.

Oversættelses-virksomhed
Landsskatteretten har den 13. marts 2002 afsagt en kendelse om en oversættelsesvirksomheds adgang til godtgørelse af energiafgifter. Kendelsen er offentliggjort i SKM2002.374.LSR.

Oversættelsesvirksomheden blev anset for en bureauvirksomhed omfattet af bilaget til elektricitetsafgiftsloven, således at den ikke var berettiget til godtgørelse af el- og CO2-afgift. Landsskatteretten lagde vægt på, at oversættelsesvirksomhed ikke kan betragtes som salg af en vare, men må anses som levering af en service/tjenesteydelse jf. herved Højesterets dom af 8. august 2001 (TfS 2001, 703). Da sådanne service/tjenesteydelser endvidere ikke har karakter af rådgivning, jf. herved at visse ikke-vareproducerende rådgivere er medtaget i bilaget, findes klagerens oversættelsesvirksomhed at måtte anses som bureauvirksomhed, der ikke er berettiget til godtgørelse af el- og CO2-afgift.

Landsskatteretten kom til samme resultat i en kendelse afsagt den 24. juli 2003, jf. SKM2003.428.LSR.

Fællesarealer - Spilleland
Landsskatteretten har den 10. december 2002, jf. SKM2003.44.LSRafsagt kendelse om fradrag af energiafgift. En virksomhed med spille- og underholdningsmaskiner i lejede lokaler i et butikscenter kunne ikke fradrage den energi- og CO2-afgift af elektricitet, der vedrørte spillelandets arealmæssige andel af udlejerens udgifter vedrørende fællesarealer, som var særskilt viderefaktureret fra udlejeren til virksomheden. Landsskatteretten har i øvrigt for så vidt angår eventuelle alternative dispensationsmuligheder bemærket, at udlejer ikke har fradragsret for godtgørelse for el forbrugt af lejere, hvorfor energiafgiften, uanset om lejeaftalen var ændret, ikke kunne godtgøres.

Telemarketing-virksomhed
Landsskatteretten har den 2. juni 2003, jf. SKM2003.243.LSR afsagt kendelse om, at en telemarketingsvirksomhed ikke kunne opnå godtgørelse af el- og CO2-afgift for aktiviteter vedrørende telemarketing og Voice Responce. Landsskatteretten fandt, at begge aktiviteter måtte anses som bureauydelser omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Der blev herved lagt vægt på, at disse aktiviteter måtte anses som afsætning af service- og tjenesteydelser og ikke produktion eller afsætning af varer. Det forhold, at der i større omfang blev anvendt edb til udførelsen af opgaverne, kunne ikke føre til et andet resultat, jf. SKM2001.488.HR, ligesom Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at karaktisere ydelserne som levering af edb-mæssige produktionsopgaver for andre.

Vestre Landsret har den 21. december 2004 afsagt dom i sagen jf. SKM.2005.38.VLR. Landsretten var af den opfattelse, at aktiviteterne vedrørende telemarketing og Voice Responce - og herunder den maskinelle del af voice responce-aktiviteten - må anses for at bestå i afsætning af service- og tjenesteydelser og ikke i produktion eller afsætning af varer.

Af dommen fremgår det bl.a. endvidere følgende:
"Edb anvendes som et naturligt hjælpemiddel til udførelsen af de ydelser, virksomheden udbyder. Selvom edb anvendes i vidt omfang, er der derfor ikke grundlag for at karakterisere ydelserne helt eller delvist som edb-mæssige produktionsopgaver, eller for at anse virksomheden som et edb-bureau."

Campingplads - fritstående elradiatorer - pumper ved Put & Take fiskeri
Landsskatteretten har den 5. november 2003, jf. SKM2003.569.LSR afsagt kendelse i en sag vedr. elforbrug på en campingplads. Kendelsen omfatter anvendelse af elektricitet i fritstående elradiatorer opstillet i udlejningshytter på en campingplads samt anvendelse af elektricitet til drift af pumper i forbindelse med Put & Take fiskeri. Landsskatteretten fandt ikke, at el medgået til opvarmning af hytterne ved hjælp af fritstående el-radiatorer kunne anses for omfattet af den direkte ordlyd af elafgiftslovens § 11, stk. 3. Landsskatteretten fandt endvidere, at der ikke af bemærkningerne til loven eller andetsteds fandtes grundlag for en udvidet fortolkning af udtrykket "fast installerede elektriske radiatorer", og Landsskatteretten gav herefter selskabet medhold i, at afgift af elforbruget anvendt hertil var godtgørelsesberettiget efter elafgiftslovens § 11, stk. 1.

For så vidt angår anvendelse af elektricitet til drift af pumper i forbindelse med Put & Take fiskeri, fandt Landsskatteretten, at selskabets anvendelse af el i pumperne ved fiskesøerne måtte anses for at være en del af selskabets aktiviteter vedrørende Put & Take fiskeriet. Put & Take fiskeriet måtte karaktiseres som en forlystelse som angivet i bilaget til elafgiftsloven med den virkning, at selskabet ikke kunne opnå godtgørelse herfor. Landsskatteretten lagde vægt på, at angivelsen i bilaget til elafgiftsloven af eksempler på forlystelser ikke er udtømmende, at lystfiskeri i sådanne søer ikke kunne karaktisereres som sport, og at søerne måtte antages at blive benyttet af de ferierende for fornøjelsens skyld og ikke med henblik på opnåelse af kosttilskud.

Kendelsen vedrørte endvidere spørgsmål om anvendelse af de forskellige principper i elafgiftslovens § 11, stk. 5 og 7, for opgørelse af den mængde elektricitet, der var omfattet af lovens § 11, stk. 3.

Teknik og miljø - forskningsbaseret viden
Landsskatteretten har den 15. september 2003, jf SKM2003.580.LSR afsagt kendelse om godtgørelse af elafgift for en virksomhed med aktivitetsområdet teknik og miljø samt forskningsbaseret viden til erhvervslivet og det offentlige.  Landsskatteretten lagde til grund, at de forskellige aktiviteter kunne udøves selvstænding og uafhængigt af hinanden, ligesom aktiviteterne hver især blev anset som momspligtige. Ved afgørelse af om aktiviteterne var omfattet af bilaget, måtte hver aktivitet derfor vurderes hver for sig. Landsskatteretten fandt, at aktiviteterne "Serviceeftersyn og kontrol af kedler i overensstemmelse med indgåede aftaler" måtte anses for at være omfattet af bilaget som rådgivende ingeniører. "Lovpligtige energieftersyn på fast ejendom (Energimærkeordningen)" samt "Sekretariat for Miljøstyrelsen i forbindelse med certificering af produktionsvirksomheder var omfattet af bilaget som bureauer, idet disse måtte karakteriseres som service-/tjenesteydelser, hvorfor virksomheden ikke var berettiget til tilbagebetaling af energiafgift vedr. disse. Derimod fandt Landsskatteretten, at aktiviteten "Forskningvirksomhed" kunne sidestilles med produktion af varer og derfor ikke var omfattet af bilaget. Endelig havde Told- og skatteregionen anerkendt, at virksomheden var berettiget til tilbagebetaling vedr. aktiviteten "Undersøgelser i forbindelse med miljøfarlige stoffer mv."

Nyhedsbureau
Landsskatteretten har den 14. januar 2004, jf. SKM2004.289.LSR afsagt en kendelse om et nyhedsbureaus adgang til godtgørelse af el- og CO2-afgift. Interessentskabets virksomhed består hovedsageligt i levering af nyhedsindslag (såkaldte telegrammer) til de tilknyttede abonnenter (den generelle nyhedstjeneste). Nyhedsindslagene produceres dels ved egen journalistisk research og bearbejdning, dels i mindre omfang ved videreformidling af modtagne nyheder. Derudover udbyder virksomheden i tilknytning hertil nogle særtjenester i henhold til særskilte abonnementer. Retten fandt ikke, at virksomhedens aktiviteter kan anses som bureauvirksomhed omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Retten lagde vægt på, at interessentskabets virksomhed hovedsagelig består i selvstændig journalistisk produktion. Den samlede virksomhed er herved helt på linje med den virksomhed, der udøves på en avisredaktion, en virksomhed, der efter det for retten oplyste, ikke er omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Interessentskabet leverer sine produkter til interessenterne efter fastlagte aftaler, og disse leverancer findes ikke at kunne karakteriseres som levering af service- og tjenesteydelser, cfr. herved Østre Landsrets dom af 8. oktober 2003, offentliggjort i SKM2003.462.ØLR.

Udendørs badeanlæg
 Landsskatteretten har den 18. oktober 2005, jf. SKM2005.544.LSR, afsagt kendelse i en sag om bl.a. den godtgørelsesmæssige stilling for elforbrug (og vandforbrug) i et udendørs badeanlæg ved en campingplads. Retten fandt, at badeanlægget har karakter af en forlystelse omfattet af bilaget til elafgiftsloven, og at campingpladsen ikke er berettiget til godtgørelse af afgift af elforbruget til drift af badeanlægget.  

Landsskatteretten har den 22. juni 2005, jf. SKM2006.174.LSR truffet afgørelse om, at et bladhus var berettiget til godtgørelse af energiudgifter vedrørende forbrug af elektricitet til egne lysreklamer, der var opstillet på lejede pladser på andres ejendomme. Bilaget til elektricitetsafgiftsloven kan ikke udstrækkes til at omfatte virksomheder, der afsætter varer, og som selv står for markedsføringen af sine varer ved hjælp af lysreklamer opstillet på lejede arealer.

Forlystelse - Musikhus
Momsnævnet har den 6. februar 1995 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i et musikhus, der er frivillig registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom.

Afgørelse: Der er fradragsret for elafgift i det omfang, hvor forbruget til belysning kan henføres til restaurationsvirksomheden, herunder også når større dele af foyeren inddrages under restaurationsvirksomheden i forbindelse med større arrangementer. Desuden kan afgiften fradrages i det omfang, elforbruget kan henføres til publikums brug af foyeren i pauser i forbindelse med udlejningsarrangementer i salene.

Der ydes ikke godtgørelse af den del af elforbruget, der vedrører belysning af foyeren i det omfang, der gøres brug af foyeren til gratis kulturelle arrangementer, udstillingsvirksomhed, billetbureauvirksomhed samt almindelig færden til og fra momspligtige arrangementer. Begrundelse: Aktiviteterne må betragtes som dels forlystelsesvirksomhed dels - for så vidt angår informations/billetsalgsvirksomhed ved skranken - for bureauvirksomhed.

Der kan dog ydes godtgørelse af en forholdsmæssig del af afgiften af elforbruget i salene i perioder, hvor disse ikke er udlejede og ikke anvendes til egne arrangementer. Forbruget i disse perioder, hvor der ikke kan ske viderefakturering til lejere, kan betragtes som en integreret del i udlejningsvirksomheden og i egne arrangementer, hvor sidstnævnte må betragtes som forlystelsesvirksomhed, og dermed omfattet af bilaget.

Der ydes ikke godtgørelse af elafgift af elektricitet til belysning i en park i tilknytning til musikhuset.

Badeland
Momsnævnet har den 27. september 1995 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i et kombineret badeland og svømmehal, der er frivillig registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom (TfS 1995/670).

Afgørelse: Det pågældende anlæg blev ud fra en helhedsvurdering ikke anset for omfattet af bilaget til elafgiftsloven, idet badet efter nævnets opfattelse i overvejende grad har karakter af en almindelig svømmehal og ikke af vandland, dvs. forlystelse.

Det fremgår videre af afgørelsen, at nævnet lagde vægt på, at anlægget er bygget op om 50 m-bassinet, der anvendes til motionssvømning, undervisning og sport, at badet ifølge det oplyste ligger nær bymæssig bebyggelse og kasernen, at der sker udlejning til sportsklubber og skoler mv., således at badet må anses for primært af betjene lokalområdet, samt at der ikke er opholdsarealer af betydning eller mulighed for egentlig fortæring i forbindelse med badet.

Bureauvirksomhed - markedsanalyse
Momsnævnet har den 26. marts 1998 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i et markedsanalysefirma.

Afgørelse: Markedsanalysefirmaets aktiviteter er ud fra en helhedsvurdering anset for bureauvirksomhed og dermed omfattet af bilaget til elafgiftsloven.

Sagen har været indbragt for Landsretten, som afsagde dom i sagen den 10. februar 2000, (TfS 289, 2000). Se endvidere F.6.6.1.

Bureauvirksomhed - konsulentydelser
Momsnævnet har den 25. august 1998 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i en virksomhed, der afsætter konsulentydelser.

Afgørelse: Virksomhedens aktiviteter i form af at skabe, udvikle og markedsføre egne værktøjer til brug for udvælgelse og udvikling af mennesker og deres organisationer og på det grundlag tilbyde konsulentydelser til private og offentlige virksomheder anses efter en helhedsvurdering for bureauvirksomhed, som er omfattet af bilaget til elafgiftsloven (og vandafgiftsloven).

Bureauvirksomhed - virksomhedsrådgivning mv.
Momsnævnet har den 7. oktober 1998 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i en virksomhed, der afsætter ydelser i form af virksomhedsrådgivning mv.

Afgørelse: Virksomhedens aktiviteter i form af virksomhedsrådgivning/konsulentydelser inden for statistik og operationsanalyse mv. er anset for bureauvirksomhed, og dermed omfattet af bilaget til elafgiftsloven.

Elektricitet har siden 1. juli 1999 været pålagt et eldistributionsbidrag, jf. lov nr. 389 af 2. juni 1999.

Eldistributionsbidraget er 4 øre pr. kWh (kilowatt-time). Bidraget er et tillæg til den gældende elafgift.

Almindelig godtgørelse af eldistributionsbidrag
Der ydes en godtgørelse på 3 af de 4 øre pr. kWh, dvs. 75 pct. af bidraget kan godtgøres virksomheden i samme omfang, som virksomheden kan få godtgjort elafgiften.

Godtgørelsen følger i øvrigt reglerne for godtgørelse af elafgift til momsregistrerede virksomheder. Dette indebærer bl.a., at der ikke er adgang til afgiftsgodtgørelse for elektricitet anvendt til rumvarme eller i de erhverv, der er nævnt i bilaget til elafgiftsloven, jf. F.6.6.

Godtgørelsen af eldistributionsbidraget skal ske sammen med godtgørelsen af elafgift i momsangivelsens rubrik for Elafgift.

Hvis virksomheden har bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter er det den tilsvarende rubrik i denne blanket for Elafgift, der skal anvendes.

Forhøjet godtgørelse af eldistributionsbidrag
Virksomheder, som er berettigede til godtgørelse af elafgift, og som har et samlet årligt forbrug over 15 mio. kWh, kan også få godtgjort den sidste øre af eldistributionsbidraget for den del af forbruget, som ligger ud over 15 mio. kWh, jf. elafgiftslovens § 11. stk. 15.

En virksomhed skal i denne sammenhæng forstås som en juridisk enhed.

Der kan således ikke ske samlet beregning af det årlige forbrug for flere virksomheder, som angiver og afregner moms mv. på ét CVR/SE-nummer (fællesafregning).

For en juridisk enhed (virksomhed), som anvender flere SE-numre (delregistreringer), kan virksomheden anvende det samlede forbrug for delregistreringerne ved opgørelsen af virksomhedens samlede elforbrug.

Hele elforbruget, herunder også elektricitet anvendt til rumvarme, kan medregnes både ved opgørelsen af det årlige forbrug og ved opgørelse af det forbrug, for hvilket virksomheden kan opnå godtgørelse af en-øren.

Ved opgørelsen af det samlede forbrug kan der ikke medregnes el til produktion af el. Virksomheder, der producerer elektricitet, og som er berettigede til at få tilbagebetaling efter elafgiftsloven, får tilbagebetalt den fulde el-afgift af den del af virksomhedens elektricitet, der anvendes direkte til produktion af elektriciet.

Elforbrug i forbindelse med aktiviteter omfattet af bilaget til elafgiftsloven eller ikke momspligtige aktiviteter er derimod ikke omfattet.

Virksomheder, som i det foregående kalenderår havde et samlet forbrug på over 15 mio. kWh, kan få en løbende godtgørelse af en-øren. Den løbende godtgørelse ydes for den del af virksomhedens samlede forbrug, som ligger udover 1,25 mio. kWh pr. måned.

Der skal ved kalenderårets udløb ske en samlet opgørelse af virksomhedens forbrug af elektricitet. Der skal herefter ske en regulering af godtgørelsen af en-øren af eldistributionsbidraget, hvis virksomheden har haft løbende godtgørelse i en del af årets måneder.

Virksomheder, som ikke har haft løbende godtgørelse, men som har brugt over 15 mio. kWh inden for et kalenderår, skal beregne godtgørelsen af en-øren ved kalenderårets udløb.

Ikrafttræden af forhøjet godtgørelse
Fra den 1. december 2000 kan virksomhederne opnå afgiftsgodtgørelse for den sidste øre af eldistributionsbidraget. Godtgørelsen gives med tilbagevirkende kraft fra den 1. juli 1999.

Baggrunden for dette er, at den forhøjede godtgørelse har virkning fra 1. juli 1999, jf. § 4, stk. 2 i lov nr. 389 af 2. juni 1999 om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om ændring af forskellige energiafgiftslove og lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, men at godtgørelsen først er trådt i kraft den 1. december 2000, jf. bekendtgørelse nr. 1000 af 15. november 2000.

Hovedreglen er som tidligere nævnt i F.6.3 og F.6.4, at hvis det samme brændsel/energi bruges til såvel rumvarme/varmt vand som proces, vil energiforbruget blive betragtet som brugt til rumvarme/varmt vand, medmindre der sker en konkret måling/fordeling af energiforbruget til proces.

På samme måde gælder det, at hvis det samme brændsel anvendes til såvel let proces som tung proces, så vil energiforbruget blive betragtet som brugt til let proces, medmindre der sker en konkret måling/fordeling af energiforbruget til tung proces.

Reglerne for fordeling af energiforbrug er nærmere beskrevet henholdsvis for Andet energiforbrug end elektricitet, se F.6.8.1 og for Elektricitet, se F.6.8.2.

Energiafgift
For at opnå godtgørelse af energiafgiften af olie, kul, LPG-gas, naturgas og bygas, der anvendes til produktion af varme (energi) til såvel godtgørelsesberettigede formål (procesformål) som til ikke-godtgørelsesberettigede formål (rumvarme/varmt vand), skal der ske en fordeling af energiforbruget.

Fordelingen af energiforbruget skal ske på basis af måling af den samlede fremstillede mængde varme (energi) og den forbrugte mængde energi til procesformål.

Fordelingen af energiforbruget til rumvarme/varmt vand og procesformål kan dermed ikke ske på basis af en fast fordelingsnøgle, et skøn eller ved anden fordeling.

Anvendes samme anlæg til forsyning af både procesenergi og almindelig rumvarme/varmt vand opgøres den godtgørelsesberettigede andel som forholdet mellem på den ene side den mængde energi, som forbruges til procesformål, og på den anden side den samlede mængde fremstillede energi på anlægget, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 4, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 4, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 4.

Målingen af energiforbruget til procesformål skal ske på det sted, hvor energien overgår til procesformål.

CO2-afgift
Ligeledes er det for at opnå godtgørelse af CO2-afgift en betingelse, at der sker en måling af den fremstillede mængde varme (energi) og forbruget af energi ved den tunge proces.

Fordelingen af energiforbruget mellem tung og let proces kan dermed ikke ske på basis af en produktionsrelateret fordelingsnøgle, et skøn eller ved anden fordeling.

Den del af energiforbruget, for hvilken der kan opnås godtgørelse af CO2-afgift, opgøres som forholdet mellem på den ene side den mængde energi, der anvendes til formål nævnt i proceslisten for tung proces, og på den anden side den samlede mængde fremstillede energi i anlægget, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 3, 2. punktum.

Anvendes samme anlæg til forsyning af både tung proces, let proces og rumvarme/varmt vand, anvendes først reglerne om fordeling mellem rumvarme/varmt vand og proces, derefter opdeles procesdelen mellem tung og let proces efter den beskrevne metode.

Målingen af energiforbruget til tung proces skal ske på det sted, hvor energien overgår til den tunge proces.

Eksempel
Måling af energi til procesformål og placering af bimålere/fordelingsmålere i virksomheden kan illustreres ved denne skitse:

Forbrug af elektricitet kan almindeligvis anses for procesenergi, medmindre der er tale om forbrug af elektricitet i vandvarmere og varmepumper til opvarmning af brugsvand, elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg, der anvendes til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Virksomheder, der forbruger elektricitet i vandvarmere, elradiatorer mv. til rumvarme og varmt vand, kan anvende en af følgende 4 metoder til opgørelse af energiafgiften, som der ikke ydes godtgørelse for, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 5:

  1. Den faktiske mængde elektricitet forbrugt i nævnte anlæg opgjort efter særskilt måler. Afgiften af det målte forbrug til varmefremstilling mv. fradrages herefter afgiften af det samlede elforbrug i virksomheden.
  2. Den fremstillede mængde varme opgjort efter varmemåler, ganget med 1,1, og omregnet til kWh.
  3. Den installerede effekt ganget med 350 timer pr. måned.
  4. Den installerede effekt ganget med den faktisk målte driftstid.

Eksempel
Anvendelse af metode 3 kan illustreres ved følgende eksempel:

For en radiator med en effekt på fx 800 Watt beregnes forbruget ved at gange effekten med 350 timer således: 800 W x 350 timer = 280.000 Watt-timer = 280 kWh pr. måned.

Afgiften af 280 kWh skal opgøres for hver måned og herefter fradrages den elafgift, som virksomheden kan opnå godtgørelse for.

Virksomheden kan i stedet for at anvende en af ovennævnte metoder til opgørelse af elforbrug i vandvarmere, elradiatorer mv. vælge at måle forbruget af elektricitet til andre formål i virksomheden.

Fordeling af elforbrug mellem let proces og tung proces skal ligeledes baseres på en måling.

Reversible varmepumper
Reglerne for måling og fordeling af elforbrug i såkaldte reversible varmepumper er beskrevet nedenfor.

Reversible varmepumper er udformet således, at de kan køle om sommeren (let proces) og varme om vinteren (rumvarme). Det er de samme enheder, der bruges i begge tilfælde, man foretager blot en omkobling af rørforbindelserne, således at energistrømmen vendes. Fordelingsmæssigt opstår der et problem ved, at den energi, der anvendes til køling skal betragtes som anvendt til proces, hvorimod den energi, der tilføres en varmepumpe skal henregnes til rumvarme. Hvis varme/kølefladen tilmed sidder i et ventilationsanlæg, der tager friskluft ind vil der i mange tilfælde findes en supplerende varmekilde, der kan være en elpatron, eller en vandbaseret varmeflade.

Et anlæg kan typisk se ud som vist på vedhæftede skitse, link

Fordeling af energiforbruget mellem rumvarme og proces kan foretages således:

Ventilatoren er proces.

Den supplerende varmeflade er rumvarme, og skal måles særskilt. Hvis det er en elpatron kan målingen foretages med en timetæller gange varmefladens kapacitet/effekt.

Kompressorens energiforbrug, som både er anvendt til køling og til opvarmning fordeles ved direkte måling af energiforbruget i de to driftsformer.

Fordelingen kan foretages ved at anvende en flertarifmåler med mindst to forskellige tariftællere. Ved hjælp af et styresignal kan man styre de to tariftællere, således at den ene tæller, når varmepumpen kører som køl, og den anden tæller, når varmepumpen kører som varme.

Der findes målere med op til fire uafhængige tælleværker. Det er det samme forbrug, der måles hele tiden, men forbruget bliver registreret på forskellige tællere afhængig af hvilken kombination, der er på indgangssignalerne.

Målerne anvendes hos alle forbrugere, der har flertarif afregning, og er derfor ikke en speciel enhed, men en normal lagervare hos forhandlerne. Når metoden anvendes skal man imidlertid sikre, at en simpel fejl (ledning der falder af) ikke medfører, at et forbrug der skulle registreres som rumvarme nu bliver registreret som proces. Dette kan sikres ved, at vælge fordelingen efter det der kaldes failing safe. Det vil sige, at en fejl bliver registreret enten som en fejl, eller ved at energiforbruget bliver registreret til den høje afgiftssats.

Eksempel
Eksempel på tilslutning af 4-tarif måler :

Aktiv tarifIndgang 1Indgang 2Anvendelse
Tarif 100Fejlmelding
Tarif 210Varme incl. varmepatron
Tarif 301Varme
Tarif 411Køl

Eksempel
Eksempel på tilslutning af 2-tarif måler:

Aktiv tarifIndgangAnvendelse
Tarif 10Varme
Tarif 21Køl

Der må kun anvendes målere, hvor tælleværkerne ikke kan nulstilles. Styringen af omkoblingen skal monteres/indbygges på en sådan måde, at den ikke uden særlige tekniske indgreb kan ændres eller gøres uvirksom.

Campingpladser og lystbådehavne
Elektricitet, der videresælges til anvendelse i campingvogne og lystbåde mv., der ikke ejes af campingpladsen eller lystbådehavnen, er ikke godtgørelsesberettiget, se F.6.2.3.

Videresalget af elektricitet skal som udgangspunkt dokumenteres ved direkte måling. I mange tilfælde vil måling af den samlede videresolgte mængde elektricitet kunne ske ved opsætning af bimåler på den eller de relevante grupper på campingpladsen eller lystbådehavnens eltavle. I nogle tilfælde vil disse eltavle-grupper dog også omfatte andre mindre forbrug på pladsen eller i havnen, eksempelvis belysning. Såfremt elnettets opbygning umuliggør en direkte måling af den videresolgte elektricitet, kan et sådant mindre godtgørelsesberettiget forbrug ansættes skønsmæssigt. Det forudsættes dog, at virksomheden kan sandsynliggøre størrelsen af det godtgørelsesberettigede elforbrug.

Landsskatteretten har i 2 kendelser (SKM2005.91.LSR) og (SKM2005.544.LSR) taget stilling til rækkevidden af, hvornår et elforbrug kan fastsættes skønsmæssigt.

 

Lovgivningen indeholder visse undtagelser fra hovedreglen for fordeling af energiforbruget. Undtagelserne omfatter

  • Kvadratmeterafgift ved virksomhedernes betaling af rumvarmeafgift, se F.6.8.4.
  • Opgørelse af forbrug af mindre end 50 GJ varmt vand, der kan ske ved andet end måling, se F.6.8.5.
  • Særregel for fordeling/måling af energi med en fremløbstemperatur på over 90 grader C (hedtvand og damp) og fordeling/måling, hvor det ikke-godtgørelsesberettigede forbrug udgør mindre end 10 pct. af den fremstillede mængde energi, se F.6.8.6.

Måling - tilbagevirkende kraft
Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 - med ikrafttræden den 1. juli 2004 - er energiafgifslovene forsynet med en bestemmelse, så virksomhederne på visse betingelser kan få afgiftsgodtgørelse med tilbagevirkende kraft. Bemærk, at der ikke er ændret ved de grundliggende krav om måling for at få afgiftsgodtgørelse. Der er heller ikke ændret ved reglerne om standadsatser mv., f.eks. kvadratmeterafgift. 

Bestemmelsen sigter på de tilfælde, hvor der i en periode ikke har været installeret målere i tilstrækkeligt omfang, eller hvor de installerede målere ikke har været monteret korrekt eller ikke har virket.

Der kan også være tale om, at en virksomhed har installeret elvarmepaneler - som måske kun benyttes i kortere perioder af året - uden af virksomheden har målt elforbrug eller målt driftstiden i perioden.  

  • Lempelsen retter sig mod virksomheder, der har bestræbt sig på at følge reglerne, og 
  • virksomheder, der hidtil har benyttet standardsatser, f.eks. kvadratmeterafgift, ved opgørelse af den andel af energiforbruget, som er medgået til opvarmning - og som i stedet beslutter sig for at opsætte målere eller virksomheder, der hidtil ikke har fratrukket energiafgifterne pga. manglende måling.

Også de virksomheder, der måler det ikke-tilbagebetalingsberettigede forbrug, der er gået til rumvarme og varmt vand, kan få tilbagebetaling med tilbagevirkende kraft.

Der gælder følgende betingelser for at foretage regulering af afgiftsgodtgørelse med tilbagevirkende kraft:

1) Regulering kan kun ske efter tilladelse fra virksomhedens told- og skatteområde.

2) Regulering kan maksimalt ske for afgiftsperioder op til 3 år før den afgiftsperiode, hvori der først foretages korrekt måling.

3) Regulering skal være baseret på en korrekt måling af mindst 12 måneders varighed. Virksomheden skal fremlægge månedsvise registreringer af målervisninger i den pågældende 12 måneders periode.

4) Virksomhedens produktions- og afgiftsmæssige forhold skal som udgangspunkt være uændrede.

5) Reguleringsbeløb under 10.000 kr. udbetales ikke, og ved udbetaling af reguleringsbeløb over 10.000 kr. fratrækkes 10.000 kr.

6) Anmoder virksomheden om reguleringsbeløb på mere end 200.000 kr., skal anmodningen være attesteret af en revisor.

Reglerne herom fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 8, gasafgiftslovens § 10, stk. 8, elafgiftslovens § 11, stk. 8, kulafgiftslovens § 8, stk. 7 og kuldioxidafgiftslovens § 10, stk. 6.

Med reglerne er det muligt at regulere beløbet 3 år tilbage fra det tidspunkt virksomheden anmoder om regulering med tilbagevirkende kraft. Reguleringen sker efter at virksomheden efter aftale med SKAT har målt energiforbruget i et år. Fx anmoder virksomheden om regulering den 1. januar 2005. Virksomheden måler energiforbruget i perioden 1. januar 2005 til 1. januar 2006. På grundlag af målingerne reguleres der 3 år tilbage fra 1. januar 2005 dvs. tilbage til 1. januar 2002. Hvis virksomheden har foretaget målingen, og først herefter fremsætter en anmodning om tilbagebetaling for tidligere perioder, er det ifølge L 81 vedtaget den 16. december 2005 stadig anmodningstidspunktet, der er afgørende for, hvor langt tilbage, der kan reguleres. Der kan også i den situation reguleres 3 år tilbage fra anmodningstidspunket.

Virksomheder kan - i stedet for at basere fordelingen af energiforbruget mellem rumvarme og procesformål ved måling - vælge at betale en rumvarmeafgift opgjort på basis af en standardafgift pr. m2 pr. måned.

Afgiften udgør 10 kr. pr. m2 pr. måned. I perioden 1. januar 1999 til 31. december 2001 udgjorde afgiften 9 kr. pr. m2. Før 1. januar 1999 udgjorde afgiften 8 kr. pr. m2.

For at anvende kvadratmeterafgiften er det en betingelse, at der benyttes samme forsyningsnet til både rumvarme og procesformål. Kravet om samme forsyningsnet gælder dog ikke for elbaseret varme.

Virksomheders adgang til at benytte bestemmelsen om kvadratmeterafgift omfattede fra 1. januar 1996 opvarmning af et areal under 100 m2.

Ved lov nr. 444 af 10. juni 1997 blev adgangen til at benytte kvadratmeterafgift udvidet til også at gælde for rumareal over 100 m2. For rumareal over 100 m2 er det dog en betingelse, at virksomheden kan sandsynliggøre, at en direkte måling ville medføre en større godtgørelse, dvs. at der skal mindst betales det samme i kvadratmeterafgift, som hvis afgiften af energi til rumopvarmning blev opgjort på grundlag af en egentlig måling. Især skal virksomheder, der bruger elektricitet til rumopvarmning, og virksomheder med et særligt stort forbrug af rumvarme, fx som følge af ventilation, være opmærksom på denne forudsætning.

Hvis der til opvarmningen er anvendt andre varer, hvor virksomheden ikke har fået godtgjort afgiften, kan den betalte afgift modregnes i kvadratmeterafgiften.

Virksomhedens betaling af afgift skal ske ved, at den beregnede samlede kvadratmeterafgift fradrages godtgørelsesberettigede energiafgifter.

Beregningen og fradraget af kvadratmeterafgift skal vises i virksomhedens regnskab.

Hvis virksomheden fx bruger fyringsgasolie ved fremstilling af varme, fradrages kvadratmeterafgiften forlods i den godtgørelsesberettigede olieafgift. Evt. overskydende kvadratmeterafgift fradrages i anden godtgørelsesberettiget energifgift.

Kvadratmeterafgiften omfatter ikke forbrug af varmt vand i en virksomhed.

Reglerne for virksomheders betaling af kvadratmeterafgift fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 6 og 7, kulafgiftslovens § 8, stk. 5 og 6, elafgiftslovens § 11, stk. 6 og 7 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 6 og 7. jf. stk. 11.

Kvadratmeterafgiften dækker både energiafgiften og CO2-afgiften, så der skal ikke ske regulering af fradraget for CO2-afgiften.

Naturgas og bygas
For varme, der er fremstillet på anlæg, hvor der i perioder af mindst én måneds varighed udelukkende er brugt naturgas, udgør afgiften pr. m2 følgende pr. måned:
1. januar år200020012002 og fremover
Kvadratmeterafgift pr. måned i kr.160x9
202
196x9
202
10

For bygas - omfattet af de særlige regler som nævnt ovenfor for naturgas - udgør afgiften pr. m2 følgende pr. måned:

1. januar år2000200120022003200420052006
Kvadratmeter-
afgift pr. måned i kr.
38x9
202
68x9
202
99x10
202
125x10
202
150x10
202
177,2x10
202
10

Reglerne fremgår af naturgasafgiftslovens § 10, stk. 11.

Forsyner samme ledningsnet virksomheden med varmt brugsvand og varmt vand til procesformål kan forbruget af varmt vand fastsættes ved andet end en måling, når det faktiske forbrug er mindre end 50 GJ årligt jf. mineralolieafgiftslovens § 11. stk. 7, kulafgiftslovens § 8, stk. 6, elafgiftslovens § 11, stk. 7 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 7.

Denne bestemmelse blev indsat ved lov nr. 444. af 10. juni 1997.

Det er en betingelse for at anvende metoden, at virksomheden kan sandsynliggøre, at en direkte måling ville medføre en større godtgørelse, dvs. at der skal mindst betales det samme i afgift som ved direkte måling.

Som en tommelfingerregel kan der regnes med et forbrug på 0,2 GJ varmt vand pr. måned pr. ansat. Hvis det varme vand også bruges til badning, skal der regnes med et større forbrug pr. ansat.

Bagatelgrænse
Der kan ved opgørelse af forbrug af varmt vand til andet end procesformål ses bort fra en enkelt varmt-vandshane på et procesnet, hvis der kun lejlighedsvis bruges varmt vand.

Baggrunden for bagatelgrænsen fremgår af bemærkningerne til lovforslag L 218; § 1, nr. 14: "almindelig konduite vil dog stadig foreskrive, at en enkelt varmtvandshane på et procesnet, der kun helt lejlighedsvis benyttes, henregnes til procesformål, uanset om forbruget strengt taget burde beskattes som rumvarme."

Hovedreglen er, at der skal ske måling af det energiforbrug, hvor virksomheden kan opnå den højeste godtgørelse, se F.6.8.1.

Ved fordeling mellem rumvarme/varmt vand og procesformål kan der ses bort fra hovedreglen i følgende tilfælde:

  1. Anlæg, hvor fremløbstemperaturen er over 90 grader C (hedtvandsanlæg og dampanlæg).
  2. Andre anlæg, hvor det ikke-godtgørelsesberettigede energiforbrug (rumvarme/varmt vand) udgør under 10 pct. af den samlede fremstillede mængde energi.
  3. Andre anlæg, hvor det ikke-godtgørelsesberettigede energiforbrug udgør mindre end 200 GJ årligt. Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 - med ikrafttræden den 1. juli 2004.

Reglerne herom fremgår af mineralolieafgiftsloven § 11, stk. 5, nr. 4, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 4 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 4.

Virksomheden kan - i henhold til afgiftslovgivningen - vælge mellem at opgøre brændselsandelen, der anvendes til ikke-godtgørelsesberettigede formål, enten

a) som forholdet mellem på den ene side den målte mængde energi, som forbruges til rumvarmeformål, og på den anden side den samlede mængde fremstillede energi på anlægget, eller

b) at opgøre brændselsforbruget til ikke godtgørelses-berettigede formål direkte. Den direkte opgjorte mængde sker ved måling af forbruget omfattet af rumvarmereglerne, divideret med energiindholdet i de indfyrede brændsler, jf. oversigten nedenfor. Den herved beregnede mængde divideres derefter med anlæggets virkningsgrad.

Oversigt over brændsler energiindhold:

Spildolie40,4 MJ/kg
Fyringstjære6,4 MJ/kg
Gas- og dieselolie35,9 MJ/l
Petroleum34,8 MJ/l
Fuelolie40,4 MJ/kg
LPG46,0 MJ/kg
Raffinaderigas52,0 MJ/kg
Stenkul25,2 GJ/t
Koks28,9 GJ/t
Jordoliekoks31,4 GJ/t
Brunkulsbriketter og brunkul18,3 GJ/t
Benzin32,9 MJ/l
Halm14,5 MJ/kg
Træaffald14,7 MJ/kg
Andet affald9,4 MJ/kg
Naturgas39,6 MJ/Nm3
Biogas19,7 MJ/Nm3
Forgasningsgas4,0 MJ/Nm3

MJ = megajoule

GJ = gigajoule

NM3 = normal kubikmeter

Virkningsgraden er for gasfyrede anlæg 0,90, for oliefyrede anlæg 0,85 og for andre anlæg 0,80. De nævnte virkningsgrader skal anvendes, dvs. at der ikke er mulighed for at bruge beregnede virkningsgrader (fx kedelproducentens oplysning om virkningsgrad).

Den resterende mængde brændsel henregnes til den godtgørelsesberettigede del (proces).

Det tillades, at opgørelsen beregningsteknisk i stedet kan ske ved, at der foretages en beregning af kedlens samlede produktion. Kedlens samlede produktion skal beregnes på baggrund af det indfyrede brændsels energiindhold og kedlens virkningsgrad. Der kan herefter ske en opgørelse på samme måde som nævnt under metode a.

Tillæg til rumvarmeforbrug på 10 pct.
Hvis målingen af energiforbruget til rumvarme/ varmt vand ikke sker i umiddelbar nærhed af anlægget, der fremstiller varmen, skal rumvarme/varmt vand ved begge metoder tillægges yderligere 10 pct. (ledningstab), eller hvis ledningstabet fra kedlen til radiatoren registreres ved måling, det faktisk målte ledningstab.

CO2-afgift - særregel
Ved fordeling af energiforbrug mellem tung og let proces i relation til CO2-afgiften anvendes de samme principper/metoder, som nævnt ovenfor, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 3. Dvs., måle energiforbruget til let proces og derefter enten beregne brændselsforbruget for let proces indirekte eller direkte.

For virksomheder med andre anlæg end hedtvandsanlæg eller dampanlæg er anvendelse af særreglen betinget af, at mindst 90 pct. af det godtgørelsesberettigede forbrug er til tung proces.

Hvis målingen ikke sker i umiddelbar nærhed af anlægget, der fremstiller varmen, skal det målte forbrug til let proces tillægges 10 pct. - jf. ovenfor om 10 pct. tillæg til rumvarmeforbrug.

Den resterende mængde brændsel henregnes til tung proces.

Eksempler
Principskitse over måling af energi til rumvarme fremstillet på basis af damp:

Skitse over måling af energi til rumvarme (almindeligt varmtvandsanlæg), hvor der bruges mindre end 10 pct. af den fremstillede energi til rumvarme:

Hvis der i en virksomhed udelukkende skal ske fordeling af energiforbrug til privat og erhvervsmæssig anvendelse, kan fordelingen ske skønsmæssigt, dvs. uden konkret måling.

Der er derfor ikke krav om, at der skal ske måling af energi i relation til privatforbrug, hvis der udelukkende skal skelnes mellem energi til privatforbrug og til erhverv.

Den skønsmæssige fordeling kan tage udgangspunkt i de standardsatser, som anvendes ved skatteansættelsen af privatforbrug.

Hvis der er fastsat et større forbrug som privatforbrug end nedenstående standardsatser for 1-familiehuse, er det i stedet dette forbrug, der skal lægges til grund.

Den private andel af elektricitet og varme beregnes på grundlag af følgende årlige forbrug: 

Elforbrug
80 kWh pr. m2 til opvarmning
3.000 - 3.600 kWh til varmt vand for 1-4 personer
2.000 kWh til lys og husholdning for lejligheder
4.000 kWh til lys og husholdning for parcelhuse

Olieforbrug
For et 1-familiehus på 120-130 m2 fastsættes olieforbruget til 2.500 liter.

Gasforbrug
For et 1-familiehus på 120-130 m2 fastsættes gasforbruget til 2.200 m3.

 

Ved fordeling af energiforbrug mellem procesformål og rumvarme/varmt/vand eller mellem tung proces og let proces anvendes almindelige gængse målere. Krav til målere er nærmere omtalt i F.6.13.

Det er virksomhedens ansvar, at installerede bimålere/fordelingsmålere virker rigtigt. Virksomheden skal straks sørge for, at defekte målere repareres eller udskiftes.

Virksomheden skal ved byggetekniske tegninger eller på anden måde kunne vise, at målerne er placeret korrekt.

Nedenfor er omtalt domme og kendelser i relation til måling af energiforbrug:

Kendelse - energiforbrug - slagteri 
 Landsskatteretten har den 15. juni 2000 afsagt kendelse i en sag, hvor et slagteri havde opsat målere fra den 1. februar 1996, men hvor målingerne var behæftet med konkrete mangler p.g.a. en fejlagtig fortolkning af gasafgiftsloven.

Kendelse: Retten fandt, at der på nævnte baggrund kunne godkendes en forholdsmæssig tilbagebetaling af afgifter for en skønsmæssig fastsat del af det godtgørelsesberettigede forbrug. Se TfS 2000,643.

Kendelse - engroshandel
Landsskatteretten har den 22. december 2000 afsagt kendelse i en sag, hvor en engroshandel for perioden 1996 - 1999 havde foretaget måling af det samlede elforbrug til både tilbagebetalingsberettiget (let proces) og ikke-tilbagebetalingsberettiget (rumvarme/varmt vand) formål.

Kendelse: Retten fandt, at der alene kunne godkendes tilbagebetaling af elafgift efter bestemmelserne i elafgiftslovens § 11, stk. 5 og 6. Retten fandt ikke, at der var hjemmel til at foretage en opgørelse på grundlag af de af repræsentanten i sagen foretagne beregninger.

Kendelse - industrivirksomhed
Landsskatteretten har den 13. september 1999 afsagt kendelse i en sag om manglende måling af energiforbrug i en industrivirksomhed i perioden fra 1. januar 1996 og indtil opsætning af målere den 1. juli 1998.

Virksomheden havde i nævnte periode ikke efterlevet reglerne for opsætning af målere, herunder ikke ansøgt ToldSkat om tilladelse/dispensation til at basere forholdsmæssige fordelinger indtil 1. juli 1996, jf. § 11 i lov nr . 1102 af 20. december 1995.

Kendelse: Retten fandt, at der ikke er grundlag for at yde godtgørelse for nogen del af energiafgiften og CO2-afgiften som procesformål, idet der først blev installeret målere i virksomheden den 1. juli 1998.

Kendelse - elforbrug - produktions-/salgsvirsomhed
Landsskatteretten har den 9. august 1999 afsagt kendelse i en sag, hvor en produktions- og salgsvirksomhed ikke for peroden fra 1. januar 1996 til 30. april 1999 havde opsat målere til måling af det elforbrug, der var medgået til rumvarme i virksomheden.

Kendelse: Retten fandt henset til, at virksomheden ikke havde opsat målere, at tilbagebetaling alene kunne godkendes efter elafgiftslovens § 11, stk. 5 og 6. Retten fandt ikke, at der efter 1. juli 1996 er hjemmel til at godkende en skønsmæssig foretaget fordeling af energiforbruget. Den omstændighed, at der senere er opsat målere, hvis udvisende kan dokumenteres, fandt retten ikke kunne ændre herved.

Kendelse - elforbrug - kro
Landsskatteretten har den 31. august 2001 afsagt kendelse i en sag, hvor en kro ikke havde foretaget særskilt måling af el i relation til forbruget af el til rumvarme, jf. SKM2002.76.LSR.

Sagen drejede sig om hvorvidt elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3 (installeret effekt multipliceret med 350 timer pr. måned) indebærer, at opgørelsen af elforbrug til rumvarme skal ske på årsbasis, eller om opgørelsen kun skal ske for de måneder, hvor opvarmningen fandt sted. Kroen har fremført, at værelserne har været udlejet i en periode på i alt 3 måneder om året, og at elforbruget medgået til rumvarme alene skal beregnes for den periode, hvor værelserne har været udlejet.

Kendelse: Retten fandt, at bestemmelsen i elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3 er en absolut beregningsregel, der ikke åbner mulighed for anvendelsen af skøn. Retten fandt således, at der ved beregningen af el medgået til rumopvarmning efter elafgiftslopvens § 11, stk. 5, nr. 3, skal ganges med det antal måneder, som virksomheden generelt er omfattet af reglerne om godtgørelse af elafgift, jf. elafgiftslovens § 11.

Dom - elforbrug - grillforretninger
 Østre Landsret har den 18. februar 2004 afsagt dom i en sag, hvor to grillforretninger ikke havde opsat særskilte målere til måling af elforbrug til varme/varmt vand og til procesformål jf. SKM2004.166.ØLR.

Sagen vedrørte godtgørelse af elafgift og CO2-afgift for to grillforretninger, der alene havde åbent i sommerhalvåret. Den afgiftspligtige gjorde gældende, at der efter elafgiftslovens § 11, stk. 5, var hjemmel til at foretage en skønsmæssig fordeling af elforbruget i et afgiftspligtigt forbrug til henholdsvis vandvarmere/rumopvarming og et fradragsberettiget forbrug til procesvarme samt at beregningen kunne foretages ud fra virksomhedernes konkrete åbningstid, og beregningerne skulle derfor ikke ske ud fra den periode, hvor den afgiftspligtige generelt var omfattet af reglerne.

Landsretten bemærkede, at det påhviler den afgiftspligtige, der kræver tilbagebetaling af elafgiften, at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldte. Elafgiftslovens § 11, stk. 5, opregner udtømmede de tre metoder, som kan anvendes ved opgørelsen af den elafgift, der ikke kan tilbagebetales efter lovens § 11, stk. 3.

Landsretten fastslog, at der ikke er hjemmel til at foretage fordelingen af elforbruget og dermed elafgiften skønsmæssigt. Landsretten fastslog videre, at når afgifter efter elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, for så vidt angår bl.a. vandvarmere og anlæg beregnet til rumvarme kan opgøres på grundlag af den målte drifttid, kan denne driftstid ikke efter en almindelig fortolkning af bestemmelsernes ordlyd kunne forstås som forretningernes åbningtid. Det må derimod forstås som den målte tid, anlæggene har været i drift.

Dom - elforbrug - udstillingshuse
 Vestre Landsret har den 8. marts 2004 afsagt dom i en sag om elforbrug i udstillingshuse. Dommen er offentliggjort i SKM2004.167.VLR. Virksomheden anvendte el til bl.a. opvarmning af seks udstillingshuse af forskellige typer, hvoraf tre var beliggende på Sjælland og tre i Jylland. Virksomheden havde ikke opsat måler, som kunne måle elforbruget til husene i Jylland. Sagen vedrørte, om elforbruget i udstillingshusene i Jylland, hvilket forbrug ikke berettigede til godtgørelse, kunne opgøres skønsmæssigt på baggrund af en syns- og skønserklæring, evt. om måling af elforbruget i husene på Sjælland kunne betragtes som en måling af forbruget i Jylland

Landsretten fastslog, at virksomheden ikke havde aflæst elforbruget i udstillingshusene i Jylland for de relevante år, og virksomheden havde således ikke fulgt den opgørelsesmetode, der var fastlagt i elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1. Da virksomheden ikke ønskede elforbruget opgjort efter lovens § 11, stk. 5, nr. 2, eller 3, og da der ikke var hjemmel til at opgøre elforbruget på andre måder, tiltrådte landsretten, at elforbruget blev opgjort efter elafgiftslovens § 11, stk. 6, dvs. beregning af afgiften pr. m2.

Dommen er i overensstemmelse med Landsskatterettens afgørelse.

Kendelse - energiforbrug - befugtningsanlæg
Landsskatteretten har den 9. november 2004 afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af naturgasafgift, olieafgift og CO2-afgift. Hvis der fra samme anlæg fremstilles såvel tilbagebetalingsberettiget som ikke-tilbagebetalingsberettiget rumvarme og varmt vand, kan der ske tilbagebetaling af en forholdsmæssig del af afgiften, såfremt en sådan kan opgøres. Den i sagen anvendte metode til beregning af energiforbruget til fordampning i et befugtningsanlæg opfyldte ikke energiafgiftslovgivningens krav om måling af det energiforbrug, der måtte være tilbagebetalingsberettiget. Som følge heraf var der ikke mulighed for tilbagebetaling. Landsskatteretten bemærkede herudover, at der ikke var taget stilling til spørgsmålet om det omhandlede forbrug rent faktisk var tilbagebetalingsberettiget. Kendelsen er offentliggjort i SKM2004.488.LSR.  

Kendelse - elforbrug - havne
Landsskatteretten har den 15. september 2004 afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af elafgift og CO2-afgift i to kommunale havne, jf. SKM2005.91.LSR. Opgørelsen af havnenes godtgørelsesberettigede elektricitetsforbrug kunne ske således, at der fra havnenes samlede elektricitetsforbrug efter måler fratrækkes det forbrug, der vedrører videresalg samt det forbrug, der er anvendt til rumvarme/varmt vand. Vedrørende den elektricitet, der har været videresolgt til fiskekuttere, skal opgørelsen ske efter de målinger, som havnene har foretaget, og vedrørende salget af elektricitet til lystbåde, der ikke har været målt, må opgørelsen af dette ske skønsmæssigt. Da der ikke var sket måling af den elektricitet, som var medgået til rumvarme/varmt vand må opgørelsen ske efter effektreglen i elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3.   

Kendelse - elforbrug - campingplads
Landsskatteretten har den 18. oktober 2005 afsagt kendelse i en sag om den godtgørelsesmæssige stilling for elforbrug og vandforbrug på en campingplads, jf. SKM2005.544.LSR. Der kunne ikke ske godtgørelse af elektricitet- og vandafgift vedrørende energiforbrug i et udendørs badeanlæg ved en campingplads. Godtgørelse af godtgørelsesberettiget forbrug i velfærdsbygninger og til pladsbelysning mv. måtte forudsætte, at der var foretaget konkrete målinger af godtgørelsesberettiget og ikke godtgørelsesberettiget forbrug på campingpladsen. Sådanne målinger forelå ikke, og der var derfor ikke grundlag for at ændre myndighedernes afgørelse.

Sagen er indbragt for Landsretten.

Landsskatteretten har den 24. marts 2006 afsagt kendelse i en sag om afgift af naturgas anvendt til stilstandsvarme i hjælpedampkedel i forbindelse med produktion af elektricitet. Kendelsen er offentliggjort i SKM2006.298.LSR. Landsskatteretten fastslog, at kraftvarmeværket var berettiget til godtgørelse af energiafgifterne vedrørende energiforbruget anvendt til stilstandsvarme i forbindelse med produktion af elektricitet. Ved beregningen af den andel af det samlede forbrug af afgiftspligtig gas i hjælpedampkedlen, som er medgået til fremstilling af elektricitet, skal selskabet anvende en pro rata fordeling, jfr. gasafgiftslovens § 8, stk. 2 og kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 1, nr. 2.

Reglerne for betaling overskudsvarmeafgift fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9-12, kulafgiftslovens § 8, stk. 8-11, elafgiftslovens § 11, stk. 9-12, naturgasafgiftslovens § 10, stk. 9-12 og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4-7.

Virksomheder skal ikke betale afgift af varme fra procesformål, fx produktionsprocessen, motorer eller køleanlæg, der umiddelbart bidrager til opvarmning af det samme rum, som varmen dannes i.

Udnyttelse af overskudsvarme fra procesformål
Hvis varme eller varmt vand fra procesformål derimod udnyttes ved særlige installationer, skal der som hovedregel betales afgift af den nyttiggjorte overskudsvarme, der anvendes til rumvarme eller varmt vand. Det gælder fx varme og varmt vand fra procesformål, der nyttiggøres i rør- og radiatorsystemer til rumopvarmning eller varmt vand.

Der skal endvidere betales afgift af varm luft fra procesformål, der direkte eller gennem direkte opvarmning af anden luft nyttiggøres ved særlige installationer til opvarmning af andre rum, end hvor den varme luft er nyttiggjort fra. Der skal derimod ikke betales afgift af nyttiggjort varm luft, der anvendes til opvarmning af det samme rum, som varmen kommer fra. Reglerne for betaling af afgift af overskudsvarme for varm luft er beskrevet i F.6.9.3.

Hvis nyttiggørelsen har medført et øget forbrug af brændsel i de anlæg, hvor varmen nyttiggøres, ydes der ikke godtgørelse af afgift, medmindre det øgede forbrug skyldes en varmekilde indsat i overskudsanlægget, og at dette energiforbrug nøje kan opgøres.

Energiafgifter
Godtgørelsen af energiafgifter skal nedsættes med et beløb i kr. pr. gigajoule (GJ) overskudsvarme, der anvendes i virksomheden til rumopvarmning eller varmt vand. For varme, der afsættes fx til et varmeforsyningsselskab, nedsættes godtgørelsen dog højst med en procentdel af det samlede vederlag for varmeleverancen. Ved det samlede vederlag forstås såvel det vederlag, som afregnes i forhold til den leverede mængde varme, som faste bidrag.

Den daværende Told- og Skattestyrelse har i 1999 udarbejdet et notat om overskudsvarme, der afsættes, se F.6.9.5.

For overskudsvarme, der afsættes, udgjorde nedsættelsen af godtgørelsen i perioden 1. januar 1996 - 31. december 1998 højst 42,5 pct. af vederlaget.

Oversigt over satsen for overskudsvarme udtrykt i kr. pr. GJ:

01.01.1996 - 31.12.1998 42,50 kr./GJ
01.01.1999 - 31.12.199947,50 kr./GJ
01.01.2000 - 31.12.200150,00 kr./GJ
01.01.2002 og fremover52,50 kr./GJ


Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002 skete der med virkning fra 1. juli 2002 en nedsættelse af satsen for procesoverskudsvarme fra industriel kraftvarmeproduktion, hvormed godtgørelsen skal reduceres. Nedsættelsen var 52,50 kr. pr. GJ varme til 42,00 kr. pr. GJ varme. Bemærk, nedsættelsen er betinget af, at der er tale om overskudsvarme fra en produktionsproces, hvor varmen kommer fra en virksomheds eget "industrielle" kraftvarmeværk.

Oversigt over pct.-satsen for overskudsvarme, der afsættes:

01.01.1996 - 31.12.1998 42,5 pct. af vederlaget 
01.01.1999 - 31.12.200145,0 pct. af vederlaget
01.01.2002 og fremover47,5 pct. af vederlaget

Nedsættelsen er den samme for energiafgiften af olie, LPG-gas, kul og el. Om nedsættelsen for naturgas, se "Særligt for naturgas og bygas" under F.6.9.2.

Der skal ske måling af den mængde overskudsvarme, som der skal svares afgift af efter ovennævnte regler.

Lov nr. 1416

Nedsættelsen skal godkendes af Europa-Kommissionen efter statsstøttereglerne. Skatteministeren sætter loven/nedsættelsen i kraft, når statsstøttegodkendelsen er modtaget. Dette var ikke sket ved redaktionens slutning.

CO2-afgift
Efter samme regler som for energiafgiften nedsættes godtgørelsen af CO2-afgift af procesenergi, når der er tale om nyttiggjort overskudsvarme fra tung proces, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4.

Nedsættelsen udgør 7,50 kr. pr. GJ varme.

Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002 skete der med virkning fra 1. juli 2002 en nedsættelse af satsen for procesoverskudsvarme fra industriel kraftvarmeproduktion, hvormed godtgørelsen skal reduceres. Nedsættelsen var fra 7,50 kr. pr. GJ varme til 6,00 kr. pr. GJ varme. Bemærk, at nedsættelse er betinget af, at der er tale om overskudsvarme fra en produktionsproces, hvor varmen kommer fra en virksomheds eget "industrielle" kraftvarmeværk.

For varme, der afsættes, udgør nedsættelsen dog højst 7,5 pct. af det samlede vederlag for varmeleverancen. Se endvidere F.6.9.5.

Ved udnyttelse af overskudsvarme fra let proces, skal der ikke ske nedsættelse af godtgørelsen af CO2-afgift.

Virksomheden skal beregne den nedsatte godtgørelse. Beløbet skal modregnes i den afgift, som virksomheden ellers kan få godtgjort til procesformål i den samme periode.

Der skal alene beregnes/betales afgift af overskudsvarme, der anvendes i virksomheden som rumvarme/varmt vand. Der skal således ikke betales afgift af overskudsvarme, hvis overskudsvarmen anvendes til formål, som der ydes fuld godtgørelse af energiafgiften for (procesformål).

Virksomheden skal kun betale afgift af nyttiggjort overskudsvarme til eget forbrug af rumvarme i virksomheden i perioden 1. oktober - 31. marts, dvs. oktober, november, december, januar, februar og marts. Det samme gælder for internt forbrug af varmt vand, der er fremstillet af overskudsvarme. Denne bestemmelse blev indsat i afgiftslovene ved lov nr. 444 af 10. juni 1997.

For varme, der afsættes, skal der betales afgift af overskudsvarmen hele året.

Kvadrameterafgift- eget forbrug af overskudsvarme
I stedet for at betale afgift af overskudsvarme baseret på en måling kan virksomheden vælge i stedet at betale overskudsvarmeafgift af eget forbrug på basis af en standardsats pr. m2 pr. måned efter areal (kvadratmeterafgift), se F.6.8.4. Ovennævnte lempelse for betaling af overskudsvarmeafgift gælder også her. Kvadratmeterafgiften skal dermed kun betales i vinterhalvåret.

Standardsatsen udgør 10 kr. pr. m2 pr. måned. I perioden 1. januar 1999 - 31. december 2001 udgjorde satsen 9 kr. pr. m2. Før 1. januar 1999 udgjorde satsen 8 kr. pr. m2.

Kvadratmeterafgiften omfatter ikke internt forbrug af varmt vand, der er fremstillet af overskudsvarme.

Eldrevne varmepumper
Hvis nyttiggørelsen sker ved eldrevne varmepumper, hvortil virksomheden ikke kan få godtgørelse af elafgiften af elforbruget, nedsættes godtgørelsen kun for den del af den nyttiggjorte varme, der overstiger 3 gange elforbruget i varmepumpen, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, kulafgiftslovens § 8, stk. 8, elafgiftslovens § 11, stk. 9, naturgasafgiftslovens § 10, stk. 9 og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4.

Eksempel

Dette kan illustreres ved følgende eksempel:

Elforbrug i varmepumpe:1.000 kWh
3 x 1.000 kWh =3.000 kWh
  
Omregnet til energiindhold (1 MWh = 3,6 GJ): 
  
3.000 kWh : 1.000 = 3 MWh x 3,6 GJ =10,8 GJ
  
Nyttiggjort varme målt ved udgang fra varmepumpe:15,0 GJ
- Elforbrug x 3 =10,8 GJ
Reduktion i godtgørelsen for:4,2 GJ

Overskudsvarme baseret på flere brændsler
I det omfang den nyttiggjorte varme eller varmt vand delvis er fremstillet ved andet end afgiftspligtige brændsler eller afgiftspligtig el, nedsættes godtgørelsen for en forholdsvis mængde varme.

Den forholdsvise nedsættelse opgøres som forholdet mellem på den ene side energiindholdet i de brændsler, som der ydes godtgørelse for, og på den anden side det totale energiindhold i de indfyrede brændsler mv.

Reglerne herom fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 10, kulafgiftslovens § 8, stk. 9, elafgiftslovens § 11, stk. 10, naturgasafgiftslovens § 10, stk. 10 og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 5.

Er der fx indfyret 2.000 GJ træ og 2.000 GJ olie i en proces, som der ydes godtgørelse for, og der efterfølgende nyttiggøres 1.000 GJ varme, nedsættes godtgørelsen af energiafgiften med 2.000 GJ : 4.000 GJ x 1.000 GJ x 52,50 kr./GJ = 26.250 kr.

Hvis overskudsvarmen nyttiggøres fra en tung proces, skal der ske en tilsvarende fordeling ved opgørelse af, hvad der skal betales i CO2-afgift af overskudsvarmen.

Særligt for naturgas og bygas
For nyttiggjort overskudsvarme, der stammer fra anlæg, hvor der i perioder af mindst én måneds varighed udelukkende er brugt naturgas, udgør nedsættelsen af godtgørelsen af energiafgiften følgende, jf. naturgasafgiftslovens § 10, stk. 11:

1. januar år200020012002 og fremover
Overskudsvarme-
afgift pr. Gj i kr.
160x50,00
202
196x50,00
202
52,50
Overskudsvarme-
afgift max i pct. af
vederlag (overskudsvarme, der afsættes
160x45%
202
196x45%
202
47,5% *)

*) Procenten er ændret ved lov nr. 1416 af 21. december 2005, se F.6.9.1.

For bygas, omfattet af de særlige regler, beregnes overskudsvarmeafgiften efter dette skema:

1. januar år2000200120022003200420052006 og fremover
Overskuds-
varme-afgift
pr. Gj i kr.
38x50,00
202
68x50,00
202
99x52,50
202
125x52,50
202
150x52,50
202
177,2x52,50
202
52,50
Overskuds-
varmeafgift max i pct. af
vederlag (overskudsvarme, der afsættes) 
38x45%
202
68x45%
202
99x47,5%
202
125x47,5%
202
150x47,5%
202
177,2x47,5%
202
47,5% *)

*) Procenten er ændret ved lov nr. 1416 af 21. december 2005, se F.6.9.1.

Vælger virksomheden at betale afgift af overskudsvarme på basis af kvadratmeterafgiften udgør afgiften pr. m2 følgende pr. måned for naturgas:

1. januar år200020012002 og fremover
Kvadratmeterafgift pr. måned i kr.160x9
202
196x9
202
10

For bygas udgør den tilsvarende afgift pr. m2 følgende pr. måned:

1. januar år2000200120022003200420052006 og fremover
Kvadratmeter-
afgift pr. måned i kr.
38x9
202
68x9
202
99x10
202
125x10
202
150x10
202
177,2x10
202
10

Reglerne fremgår af naturgasafgiftslovens § 10, stk. 11.

I perioder, hvor der er anvendt flere eller andre brændsler end naturgas i ét anlæg, skal der betales afgift af overskudsvarme efter de almindelige overskudsvarmeregler.

For virksomheder, hvis overskudsvarme hidrører fra såvel anlæg, der er baseret på naturgas, som anlæg baseret på andre brændsler end naturgas, gælder den reducerede nedsættelse kun for den overskudsvarme, der hidrører fra det eller de naturgasbaserede anlæg.

Overskudsvarmereglerne for udnyttelse af varm procesluft fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 11 og 12, kulafgiftslovens § 8, stk. 10 og 11, elafgiftslovens § 11, stk. 11 og 12, naturgasafgiftslovens § 10, stk. 11 og 12 og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 6 og 7.

Opvarmning af samme rum
Der skal ikke betales afgift af nyttiggjort varm luft, der anvendes til opvarmning af det samme rum, som varmen kommer fra.

Det gælder uanset, om nyttiggørelse er sket ved almindelig ventilation (udsugning ved anlæg monteret i loft eller væg) fra et rum, hvor der foregår en proces, eller om der er tale om et udsugningsanlæg, der er centreret omkring selve processen, men hvor der også foregår udsugning af anden varme (emhættemodellen). Det er endvidere uden betydning, om den nyttiggjorte varme føres tilbage til det samme rum ved opvarmning af anden luft i et ventilationssystem, eller om varmen føres tilbage til rummet i væskeform, fx som radiatorvarme.

Hvis der er tale om varm luft udelukkende fra procesformål, fx varm luft ved udsugning fra selve produktionsprocessen, hvor der ikke samtidig sker udsugning af anden luft, skal der betales afgift af overskudsvarmen, hvis den i forbindelse med nyttiggørelsen gøres væskebaseret.

Opvarmning af andre rum
Er der gjort en aktiv indsats for at udnytte den varme procesluft i andre rum, fx i form af en rørføring, skal der betales afgift af overskudsvarme af den luftbaserede overskudsvarme.

Da det kan være vanskeligt at opgøre energiindholdet i luft ved måling, kan beregningen ske på grundlag af energiforbruget (dvs. elektriciteten) i de anlæg, som transporterer luften til andre rum. Anvendes fx en ventilator til at puste varm luft ind i et ventilationssystem, som opvarmer virksomhedens øvrige lokaler, kan mængden af overskudsvarme opgøres som 2 gange ventilatorens elforbrug.

Dette kan illustreres ved følgende eksempel:

Elforbrug i ventilator: 
Overskudsvarme: 2 x 3.000 kWh =6.000 kWh
Omregnet til GJ (1 kWh = 0,0036 GJ): 
6.000 kWh x 0,0036 GJ/kWh =21,6 GJ
Afgift af overskudsvarme: 
21,6 GJ x 52,50 kr./GJ =1.134 kr.

Hvis overskudsvarmen nyttiggøres fra en tung proces, skal der også betales CO2-afgift af overskudsvarmen (7,50 kr. pr. GJ/7,5 pct. af vederlaget).

Energiindholdet kan dog også opgøres ved konkret måling af den varme luft.

Udnyttes procesluften ved en varmeveksler, så der er én ventilator, som puster/suger procesluften ud, og en anden, som transporterer den friske luft ind, er det alene elforbruget til den ventilator, som transporterer den friske luft ind, der skal anvendes som beregningsgrundlag.

Når beregningen sker ved at anvende metoden for 2 gange energiforbruget, og en del af den varme luft efterfølgende anvendes til opvarmning af væsker, medregnes denne opvarmning af væsker i rør- og radiatorsystemer som nyttiggjort varme efter de almindelige regler for nyttiggørelse af overskudsvarme. Samtidig modregnes denne opvarmning i det beregnede energiindhold i den varme luft.

Transporterer de pågældende anlæg også luft, der ikke er omfattet af reglerne om nyttiggjort overskudsvarme, kan beregningen baseres på en forholdsmæssig andel. Andelen opgøres som den andel af det samlede energiforbrug i de pågældende anlæg, som svarer til forholdet mellem på den ene side mængden af luft omfattet af overskudsvarmereglerne, og på den anden side den totale mængde transporteret luft.

Forbrug af leveret overskudsvarme
Virksomheder, der får leveret overskudsvarme fra en anden virksomhed, kan opnå godtgørelse af afgiften på overskudsvarmen efter samme regler som for den indirekte afgiftsbelastning for almindelig fjernvarme, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 15, kulafgiftslovens § 8, stk. 14, elafgiftslovens § 11, stk. 14, naturgasafgiftslovens § 10, stk. 15 og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 17.

Genindvinding af rumvarme er som hovedregel ikke omfattet af overskudsvarmereglerne, idet det typisk må antages, at der er betalt rumvarmeafgift af selve opvarmningen. I de tilfælde hvor der indvindes varme fra rum, som opvarmes ved, at processen direkte afgiver varme, skal der dog betales afgift af den overskudsvarme, som indvindes og forbruges andre steder.

Er rummet også opvarmet med fx varme fra et oliefyr, kan denne mængde varme modregnes i den afgift af overskudsvarme, der beregnes af den genindvundne varme. Varmen pålægges dermed ikke rumvarmeafgift to gange.

Princippet for den nævnte behandling af indvunden rumvarme kan illustreres ved følgende eksempel:

I et støberi er der i forbindelse med udluftningen monteret et anlæg til genindvinding af varme i form af en varmeveksler, hvor den varme procesluft opvarmer frisk luft. Varmen forbruges i administrationsbygningen.


Til at sende luften gennem anlægget og over til administrationsbygningen bruger ventilatoren 250 GJ årligt. Virksomheden har valgt ikke at måle opvarmningen af luften direkte og fastsætter derfor den udnyttede varme til 500 GJ (2 x ventilatorens elforbrug).


Støbelokalet opvarmes også med et oliefyr. Varmeforbruget i radiatorerne er årligt 100 GJ. Denne mængde varme kan modregnes i den energimængde, som ligger til grund for beregningen af nedsættelsen af afgiftsgodtgørelsen. Grundlaget for nedsættelsen bliver i det aktuelle tilfælde dermed 400 GJ. Havde varmeforbruget i radiatorerne været over 500 GJ, var grundlaget blevet 0.

Den daværende Told- og Skattestyrelse har i 1999 udarbejdet et notat om bl.a. grundlaget for beregning af afgift af overskudsvarme, der afsættes. Notatet har følgende indhold:

"1. Overskudsvarme skal i denne sammenhæng forstås som varme, som udnyttes fra en produktionsproces. Det er således en ubetinget forudsætning for anvendelsen af de særlige regler, at udnyttelsen af overskudsvarmen ikke medfører et forøget brændselsforbrug.

2. Overskudsvarmereglerne er sammenfaldende for de forskellige brændsler. Den særlige ordning for olie, kul og elektricitet for anlæg, hvor etableringen er påbegyndt før 6. april 1995, og hvortil der er søgt om tilladelse til afgiftsgodtgørelse af varmeleverancen inden samme dato, finder dog ikke anvendelse for naturgas.

De udstedte tilladelser gælder kun så længe, der ikke er sket væsentlige ændringer i de faktiske forhold, som forelå ved udstedelsen af tilladelse til afgiftsgodtgørelse af varmeleverancen.

Det er derudover ikke fundet relevant at beskrive disse regler nærmere i dette notat.

3. Afgiften af overskudsvarmen beregnes ud fra den målte varmemængde. Denne mængde skal måles i forbindelse med nyttiggørelsen, dog senest når varmen forlader virksomhedens bygninger.

4. Afgiften af overskudsvarme betales ved, at virksomhedens adgang til afgiftsgodtgørelse nedsættes. Afgiften udgør (i 1999) 47,50 kr. pr. Gigajoule (GJ). For varme, der afsættes til eksempelvis et fjernvarmenet, udgør nedsættelsen dog højest 45 pct. (1999-sats) af vederlaget for varmen.

For naturgas reduceres afgiften og procentsatsen dog ud fra forholdet mellem afgiftssatsen i øre pr. Nm³ og 202, jf. naturgasafgiftslovens § 10, stk. 10. Brøken fremgår af Nyhedsbrev til alle momsregistrerede virksomheder, udsendt august 1999.

Hvis varmen udnyttes fra en proces omfattet af bilaget til CO2-afgiftsloven (proceslisten), udgør afgiften af overskudsvarme 7,50 kr. pr. GJ. For varme, der afsættes, udgør nedsættelsen dog højst 7,5 pct. af vederlaget.

Af forarbejderne til reglerne fremgår det, at der ved det samlede vederlag forstås såvel vederlag, som afregnes i forhold til den leverede mængde varme, som faste bidrag.

Dette skal efter styrelsens opfattelse forstås således, at vederlaget omfatter alle omkostninger for varmeværket forbundet med leveringen af overskudsvarme fra virksomheden.

Udgangspunktet for beregningen af vederlaget er den situation, hvor virksomheden har opsat et anlæg til nyttiggørelse af overskudsvarmen og derefter afsætter varmen til et varmeselskab. Der sker herefter betaling for varmen i forhold til leverancen. Ved overvæltning af overskudsvarmeafgiften bliver afgiften en del af vederlaget. Afgiftens maksimale andel af vederlaget skal dermed beregnes af vederlaget inkl. afgift.

I nogle tilfælde betales der et fast bidrag, fx til administration eller til vedligeholdelse af anlægget. Dette bidrag skal fordeles på den årlige varmemængde, sådan at vederlaget kommer til at omfatte alle udgifter for varmeværket, ved at få varmen leveret til det sted, hvor leverancen anses for at ske. Dette følger af bemærkningerne til L 210 af 6. april 1995, vedtaget som lov nr. 418 af 14. juni 1995.

5. Hvis investeringen i (og evt. driften af) anlægget til udnyttelsen af overskudsvarmen betales af varmeværket, og altså ikke af virksomheden, vil det vil typisk modsvares af, at der vil kunne aftales en lavere pris for varmen. De samlede omkostninger forbundet med, at der sker nyttiggørelse, er imidlertid de samme.

Det er på denne baggrund styrelsens opfattelse, at alle udgifter forbundet med nyttiggørelsen, som virksomheden enten modtager direkte betaling for, eller som varmeværket afholder, indtil varmen anses for leveret til varmeværket på et sted uden for virksomhedens produktionsbygninger, vil skulle indregnes i vederlaget. Begrundelsen for dette er, at i modsat fald ville fastlæggelsen af vederlaget for varmen blive afhængig af den kontraktmæssige fordeling mellem virksomheden og varmeværket af udgiften til nyttiggørelsen af varmen og ikke, som forudsat i lovgivningen, af den reelle pris, som varmeværket betaler for varmen i leveret stand."

For virksomheder, der inden den 6. april 1995 har ansøgt om tilladelse til afgiftsgodtgørelse for varmeleverancer efter reglerne i den daværende lovgivning (mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 5, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, eller elafgiftslovens § 11, stk. 5), skal der ikke ske nogen nedsættelse af tilbagebetalingen/betaling af afgift af overskudsvarme, når varmen i henhold til tilladelsen afsættes af virksomheden fra et overskudsvarmeanlæg, som er påbegyndt etableret inden den 6. april 1995.

Dette fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 13, kulafgiftslovens § 8, stk. 12, elafgiftslovens § 11, stk. 13 og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 8.

Der er ingen lignende bestemmelse i naturgasafgiftsloven, idet der ikke var afgift på naturgas før den 1. januar 1996. Virksomheder, der afsætter overskudsvarme på basis af naturgas, skal derfor under alle omstændigheder betale afgift af overskudsvarmen.

Det bemærkes dog, at hvis der er sket ændringer i de forhold, der forelå før den 6. april 1995 og dermed lå til grund for behandlingen af dispensationsansøgningen, så bortfalder tilladelsen, og dermed også virksomhedens adgang til at levere overskudsvarme uden afgift. Dette kan blive aktuelt, hvis der fx sker ændringer af overskudsvarmeanlæggets tekniske installationer mv., eller sker væsentlige produktionsomlægninger/-udvidelser mv. Almindelig nødvendig reparation af anlæg mv. kan dog udføres uden konsekvenser.

Endvidere kan ændringer af kontraktmæssige forhold mellem leverandøren af overskudsvarme og varmeaftageren bevirke, at en tilladelse til afgiftsgodtgørelse bortfalder. Det gælder fx, hvis en virksomhed forpligter sig til at levere en vis mængde varme enten generelt eller i bestemte perioder uden hensyn til virksomhedens vareproduktion. Et konstateret merforbrug af energi, der ikke kan begrundes i vareproduktionen, har også betydning for muligheden for at opretholde en tilladelse til afgiftsgodtgørelse.

Virksomheder, der ikke har den nævnte tilladelse, er omfattet af reglerne for betaling af overskudsvarmeafgift. Det bemærkes i øvrigt, at der skal betales afgift af et internt forbrug af overskudsvarme i virksomheden, selv om den har tilladelse til afgiftsgodtgørelse i forbindelse med leverancer af overskudsvarme.

I de følgende afsnit omtales reglerne for godtgørelse af motorbrændstof generelt.

Der ydes som hovedregel ikke godtgørelse af energiafgiften og CO2-afgift af olie, LPG-gas og naturgas, der bruges som motorbrændstof, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, 2. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 2, 2. punktum.

Der ydes dog afgiftsgodtgørelse for varer, der bruges ved mark- og skovarbejde o.l., se F.6.10.2.

Ved motorbrændstof forstås almindeligvis olie, autogas, flaskegas og naturgas, der anvendes som brændstof til drift af fx vare- og lastbiler, busser, traktorer, mejetærskere, entreprenørmaskiner og stationære motorer.

Det samme gælder for olie, autogas, flaskegas og naturgas, der anvendes til drift af særlige aggregater, der er monteret på lastbiler, andre motordrevne køretøjer, trailere mv., - fx pumper, kraner, kompressorer og køleanlæg (kølemotorer).

Eksempler på forbrug af motorbrændstof, hvor der ikke ydes afgiftsgodtgørelse:

  1. Drift af registrerede motorkøretøjer, fx person-, vare- og lastbiler.
  2. Drift af fx stationære motorer, kølemaskiner mv.
  3. Drift af entreprenørmateriel, herunder drift af materiel, der bruges ved dræning, grusgravning, udgravning til gylletank mv.
  4. Drift af traktorer mv., som bruges til andet arbejde end egentligt landbrugsarbejde mv., fx ved landbrugsvirksomheders snerydning for kommuner og drift af grusgrav.
  5. Transport af varer mellem landbrugsvirksomheder og korn- og foderstofforretninger, sukkerfabrikker mv. udført af andre end landbrugsvirksomheden selv, herunder transport af afgrøder, som en maskinstation høster for en landbrugsvirksomhed.

Der ydes afgiftsgodtgørelse for motorbrændstof, der anvendes ved momspligtige aktiviteter indenfor landbrug mv., jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3. 1. og 2. punktum, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 3, 1. og 2. punktum. Landbrugsdiesel er afgiftsmærket. Se nærmere under F.1 Bilag 2.

Ved landbrug mv. forstås virksomheder indenfor jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl.

Landbrugsvirksomheder mv. kan dog heller ikke opnå afgiftsgodtgørelse for motorbrændstof, der anvendes i registrerede motorkøretøjer, fx person- og varebiler, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, sidste punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 3, sidste punktum.

Eksempler på forbrug af motorbrændstof, hvor der ydes afgiftsgodtgørelse:

  1. Drift af fx traktorer, mejetærskere, arbejds- og motorredskaber ved mark- og skovarbejde, uanset om arbejdet udføres af en landbrugsvirksomhed eller af en maskinstation mv. Det bemærkes, at en traktor ikke er et motorkøretøj efter færdselsloven. Det er derfor uden betydning for adgangen til afgiftsgodtgørelse, om traktoren er registreret (forsynet med almindelige hvide nummerplader).
  2. Transport af afgrøder fra marken til driftsbygningerne, uanset om transporten udføres af en landbrugsvirksomhed eller en maskinstation mv.
  3. Landbrugsvirksomheders transport af egne varer, der er produceret i landbruget, bort fra ejendommen ved hjælp af virksomhedens traktorer. Der kan fx være tale om transport af grise, mælk eller roer med traktor til henholdsvis slagteri, mejeri og sukkerfabrik. Hvis andre end landmanden selv udfører transporten, skal der betales motorbrændstofafgift.

Det bemærkes, at for forbrug omfattet af punkterne 1 og 2 er det aktiviteten, der er afgørende for, hvorvidt en virksomhed er berettiget til afgiftsgodtgørelse. Der skelnes dermed mellem primæraktiviteter (punkt 1 og 2) og transportopgaver (punkt 3).

Landsskatteretten har den 15. maj 2003, jf. SKM2003.244.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af mineralolieafgift. En landmand var ikke berettiget til godtgørelse af mineralolieafgift af olie forbrugt som motorbrændstof ved transport af indkøbt halm.

Primæraktivitet ctr. transport 
I 2000 blev det præciseret, at hvis der i forbindelse med transporten bort fra ejendommen skete rensning i forbindelse med læsningen, skulle rensningen anses for en del af transporten. Der kunne derfor alene ydes godtgørelse af motorbrændstof, som anvendtes til rensning og læsning, hvis aktiviteten blev foretaget af landmanden selv. Hvis rensningen skete uafhængigt af læsningen kunne aktiviteten anses for omfattet af de godtgørelsesberettigede aktiviteter i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, uanset hvem der foretog rensningen.

Landsskatteretten har den 6. december 2002, jf. SKM2003.45.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af olie- og CO2-afgift af olie forbrugt som motorbrændstof ved anvendelse af særskilt materiel i forbindelse med rensning og læsning af roer forinden transport til sukkerfabrikken. Landsskatteretten fandt, at det er den udøvende aktivitet, der er afgørende for, om der foreligger et godtgørelsesberettiget motorbrændstofforbrug. Der foreligger således ikke hjemmel til at foretage en sondring afhængig af, hvem der udfører en given aktivitet, der i øvrigt kan henregnes til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. pkt. Told- og Skattestyrelsen udstedte TSS-cirkulære 2003-10 om ændring af praksis og genoptagelse af sager om godtgørelse af olie- og CO2-afgift af olie forbrugt som motorbrændstof i forbindelse med rensning af roer mv. Told- og Skattestyrelsen udtstedte efterfølgende en rettelse til TSS-cirkulære 2003-10, jf. TSS-cirkulære 2003-37 - der var foranlediget af de ændrede fristregler på afgiftsområdet. Om fristreglerne se A.12.4.3 eller den jurdiske vejledning "Processuelle regler på SKATs område".

Landsskatteretten har den 18. april 2005, jf. SKM2005.192.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af olie- og CO2-afgift af olie forbrugt som motorbrændstof i særskilt læsse/rensemateriel i forbindelse med transport af kartofler. Efter en konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at det omhandlede forbrug er medgået til en aktivitet, hvorved der både foregår rensning og læsning. Henset til at læsseskovlen ryster jorden af, kan det ikke lægges til grund, at rensningen er sekundær i forhold til læsningen, idet der herved foregår en yderligere nødvendig rensning af kartoflerne. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at klageren i overensstemmelse med SKM2003.45.LSR er berettiget til godtgørelse vedrørende det omhandlede forbrug, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. pkt.

Indfangning og pakning af kyllinger, der sker i forbindelse med læsningen af kyllingerne m.h.p. transport til slagteriet, blev tidligere anset som en del af transporten, hvorfor der alene kunne ydes godtgørelse for motorbrændstof, som anvendtes til indfangning og pakning af kyllinger, hvis aktiviteten blev foretaget af fjerkræavleren selv. Landsskatteretten har med kendelse SKM2005.193.LSR gjort op med denne opfattelse. 

Landsskatteretten har den 15. april 2005, jf. SKM2005.193.LSR, afsagt kendelse i en sag om indfangning, pakning, læsning og borttransport af kyllinger. Landsskatteretten fandt, at indsamling og pakning af kyllinger med særskilt materiel i form af en indfangningsmaskine skal anses som en primæraktivitet, der er et naturligt led i driften af et husdyrbrug. Den omstændighed, at det ikke er kyllingeproducenten, der står for aktiviteten kan ikke tillægges betydning i godtgørelsesmæssig sammenhæng. Energiforbruget, der er anvendt til at løfte tomme transportkasser af lastbilen og køre disse hen på indfangningsmaskinen, hvor de fyldes med kyllinger, hvorefter de fyldte kasser med kyllinger løftes op fra indfangningsmaskinen og hen på ladet af lastbilen, er læsning, der anses som en del af transportopgaven med at af-/og pålæsse den lastbil, der skal køre kyllingerne bort fra husdyrbruget og hen til slagteriet. Dette energiforbrug, der anvendes i en truck, er ikke godtgørelsesberettiget. Kendelsen medførte, at der blev udstedt et genoptagelsescirkulære, TSS-cirkulære 2005-14: Ændring af praksis og genoptagelse af sager om godtgørelse af olie- og CO2-afgift af olie forbrugt som motorbrændstof i forbindelse med indfangning og pakning af kyllinger mv. 

Landsskatteretten har den 29. april 2003, jf. SKM2003.304.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af olie- og CO2-afgift af olie forbrugt som motorbrændstof af et selskab, der drev virksomhed med losning af fisk og andre serviceaktiviteter for fiskere. Aktiviteten blev ikke anset for fiskerivirksomhed, ligesom transporten af fisk ikke var omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3. Selskabet var derfor ikke berettiget til godtgørelse for olie- og CO2-afgift.

Maskinstationer
Der gælder særlige regler for maskinstationer, der både udfører almindeligt maskinstationsarbejde i form af markarbejde for landbrugsvirksomheder mv. og fx entreprenøropgaver, se F.6.12.

Afgiftsgodtgørelse ved afprøvning af gasmotorer
Der ydes afgiftsfritagelse for naturgas og bygas, der anvendes ved afprøvning af gasmotorer i forbindelse med produktionen af disse, jf. naturgasafgiftslovens § 10, stk. 2, 3. punktum.

Der kan dog stadig ikke opnås fradrag for afgift af naturgas, der anvendes ved afprøvning i forbindelse med vedligeholdelse af gasmotorer.

Ved spørgsmål om hvornår der er tale om produktion, og hvornår der er tale om vedligeholdelse, vil blandt andet følgende momenter kunne pege i retning af, at der er tale om produktion:

  1. der er tale om en prototype,
  2. maskinen består fortrinsvis af nye dele, eller
  3. motoren tilvirkes hos producenten.

Bestemmelsen, der trådte i kraft den 1. januar 2001, er indført ved lov nr. 1289 af 20. december 2000.

Godtgørelse af CO2-afgift
Hvis der efter ovennævnte regler kan gives godtgørelse af energiafgiften af motorbrændstof, kan der også gives godtgørelse af CO2-afgiften efter CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4, jf. stk. 1, dvs. godtgørelse efter reglerne for let proces.

Fra 1. januar 2005 er adgangen til godtgørelse af CO2-afgift for let proces bortfaldet, jf. lov nr. 462 af 9. juni 2004.

Der gælder særlige regnskabsregler for visse virksomheder, der benytter olie og gas som motorbrændstof.

Omfattet er virksomheder, der både anvender farvede olieprodukter som motorbrændstof i køretøjer med videre til formål, der berettiger til godtgørelse efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, og til formål, der ikke giver adgang til godtgørelse (bortset fra forbrug i registrerede køretøjer) og virksomheder, der anvender svovlfri og -fattig dieselolie og gas i personmotorkøretøjer, der med tilladelse efter lov om buskørsel eller efter Rådets forordning nr. 684/92 af 16. marts 1992 om fælles regler for international personbefordring med bus anvendes til rutekørsel.


Reglerne fremgår af bekendtgørelse nr. 985 af 18. oktober 2005, der er udstedt i medfør af mineralolieafgiftsloven.


I det nugældende regelsæt for motorbrændstof er der tale om følgende typer af regnskaber:

  • Omsætningsfordeling, jf. bekendtgørelsens §§ 2 - 3
  • Forbrugsregnskab, jf. bekendtgørelsens §§ 2 - 3
  • Beholdningsregnskab, som kun er aktuelt for virksomheder med egen beholdning, jf. bekendtgørelsens § 4.

Omsætningsfordeling
Virksomhederne skal kunne dokumentere forbruget af farvede olieprodukter, der er anvendt til formål, der berettiger til godtgørelse efter mineralolieafgiftsloven. Dokumentationen skal ske ved at opgøre forbruget forholdsmæssigt på grundlag af en omsætningsfordeling.

Virksomhederne skal opdele forbruget af farvede olieprodukter, der anvendes som motorbrændstof forholdsmæssigt.

Opdelingen skal ske enten ved at opgøre

  • den del, der ikke kan tilbagebetales eller
  • ved at opgøre den del, der kan tilbagebetales.

Virksomhederne skal måle forbruget af farvede olieprodukter til opvarmning. Olieforbruget til opvarmning indgår ikke i det forbrug, der skal fordeles.

Forbruget af farvede olieprodukter, der anvendes som motorbrændstof, hvoraf der ikke kan ydes tilbagebetaling, kan opgøres forholdsmæssigt på grundlag af den del af omsætningen, hvortil der ikke kan ydes tilbagebetaling, og den samlede omsætning vedrørende aktiviteter, hvortil der anvendes farvede olieprodukter.

Hvis der anvendes omsætningsfordeling til opgørelse af det godtgørelsesberettigede brændstofforbrug, skal der føres et regnskab over omsætningen, sådan at det er muligt at foretage en fordeling af omsætningen i aktiviteter, der kan gives godtgørelse for, og andre aktiviteter.

Ved samlet fakturering af en arbejdsopgave, der både omfatter aktiviteter, der ydes godtgørelse for, og aktiviteter, der ikke ydes godtgørelse for, skal de enkelte aktiviteter specificeres i fakturaen.

Virksomheder, der bruger omsætningsfordelingen som grundlag for opgørelsen af det fradragsberettigede brændstofforbrug, fritages for at føre et forbrugsregnskab for hvert enkelt driftsmiddel og aktivitet.

Forbrugsregnskab - opgørelse for hvert køretøj
Virksomhederne skal kunne dokumentere forbruget af farvede olieprodukter, der er anvendt til formål, der berettiger til godtgørelse efter mineralolieafgiftsloven. Dokumentationen skal ske ved at opgøre forbruget på grundlag af en konkret registrering og opgørelse af forbruget for hvert enkelt driftsmiddel.

Virksomhederne skal tilrettelægge regnskabet over forbruget af farvede olieprodukter således, at det enten viser den mængde, der i virksomhedens afgiftsperiode efter momsloven kan

  • ske tilbagebetaling for eller
  • den del, der ikke kan ske tilbagebetaling for.

Forbrugsregnskabet skal føres for hvert enkelt køretøj/driftsmiddel og skal indeholde oplysninger om

  • køretøjernes/driftsmidlernes aktiviteter
  • kilometertællerens eller driftstimetællerens udvisende ved begyndelsen af hver afgiftsperiode efter momsloven og ved hver påfyldning af motorbrændstof med angivelse af dato og mængde og
  • forbruget af motorbrændstof og arbejdsydelsens art for hver enkelt aktivitet.

Anskaffes eller afhændes et køretøj i løbet af en momsperiode, oplyses i regnskabet anskaffelses- henholdsvis afhændelsesdatoen og køretøjets kilometertællerens udvisende på denne dato.

 

 

 

Virksomheder, som har egen beholdning af olieprodukter, skal føre regnskab over tilgang, beholdning, udlevering og forbrug. Regnskabet over forbruget skal være tilrettelagt på en sådan måde, at der kan redegøres for mængden og anvendelse for hver udlevering.

Virksomheder, som både har egen beholdning af svovlfri eller -fattig dieselolie eller gas og anden afgiftspligtig olie, skal holde produkterne adskilt.

Produkter til motorbrændstof skal opbevares adskilt fra anden olie og gas, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2.

Reglerne for, hvornår der kan opnås godtgørelse af afgiften af motorbrændstof, fremgår af bekendtgørelsens § 5.

For motorbrændstof, der indkøbes udelukkende til brug for arbejde inden for landbrug mv., følger tidspunktet for godtgørelse af energiafgiften momsfradraget, dvs. at godtgørelse kan ske på købstidspunktet. Hvis virksomheden herefter anvender motorbrændstof til fyringsformål, som der ikke ydes godtgørelse for, skal afgiften indbetales/reguleres over momsangivelsen eller - hvis virksomheden har bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter - (anmodningsblanket 23.001) i takt med, at motorbrændstoffet anvendes til andre formål.

Øvrige virksomheder kan ikke få godtgørelse af afgiften af motorbrændstof på købstidspunktet. For motorbrændstof, der bruges til formål, hvortil der ydes godtgørelse, fås godtgørelsen i takt med forbruget hertil, dvs. at forbrugstidspunktet er afgørende for tidspunktet for afgiftsgodtgørelsen, se F.6.11.

Se nærmere i F.1. Bilag 2 om hvilke aktiviteter, der kan anvendes farvede olieprodukter til. 

Motorbrændstof - grødeskæring
Landsskatteretten har den 21. september 1998 afsagt kendelse i en sag om en virksomhed, der udførte arbejde med oprensning af åer og vandløb mv. for amter og kommuner (TfS 1998/794).

Kendelse: Retten fandt, at virksomhedens aktiviteter med oprensning af grøfter og vandløb for det offentlige ikke er omfattet af bestemmelsen i momslovens § 66, stk. 1 (nu mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. punktum), eller kan anses for mark- og skovarbejde for en landbrugsvirksomhed.

Motorbrændstof - skoventreprenør- virksomhed
Landsskatteretten har den 28. april 2000 afsagt kendelse i en sag om en virksomhed, der udfører forskellige aktiviteter for skovejere - i form af afretning af vandløbskanter og profilering, dvs. gendannelse af oprindelige vandløbssider. Derudover forestår virksomheden oprensning, rensning af vandløb for tilløbet sand og mudder, opsamling af grene, blade og træ samt fjernelse af selvgroede vækster fra vandløbsbunden.

Kendelse: Retten fandt, at det af virksomheden udførte arbejde med vedligeholdelse må anses for skovarbejde, der er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3.

SKAT, Hovedcentrets bemærkninger:
Det præciseres, at arbejdesopgaver som fx nyetablering af vandløb, veje mv. i skove er entreprenørvirksomhed, der ikke kan henføres under mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3.

Motorbrændstof - vognmandsforretning - herunder spørgsmål om berettiget forventning
Landsskatteretten har den 23. november 1999 afsagt kendelse i en sag om forbrug af olie i en vognmandsforretning - til drift af en varebil.

Kendelse: Retten fandt, at der ikke kan ske afgiftsgodtgørelse for forbruget af olie, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4, nr. 1.

Retten har derudover bemærket, at alene en positiv tilkendegivelse fra myndighederne kan bibringe en retsbeskyttet forventning. Den omstændighed, at regionen ikke har taget forholdet op til bedømmelse bl.a. i forbindelse med modtagelsen af momsangivelserne kan ikke skabe en berettiget forventning hos klager om, at der kan ske godtgørelse af olieafgift og CO2-afgift, heller ikke ved udbetaling til virksomheden i forbindelse med en negativ momsangivelse, som skyldes godtgørelse af olie- og CO2-afgift.

Motorbrændstof - maskinstation - vedligeholdelse af dræningsarbejder for landmænd
Landsskatteretten har den 13. juni 2003, jf. SKM2003.427.LSR, afsagt kendelse i en sag om en maskinstation, der udfører vedligeholdelse af dræningsarbejder for landmænd, herunder udskiftning af drænrør. Landsskatteretten fandt ikke, at maskinstationen var berettiget til godtgørelse af energiafgifterne for forbrug af olie forbrugt som motorbrændstof, idet de nævnte aktiviteter ikke kan karakteriseres som egentligt landbrugsarbejde.

Der ydes ikke afgiftsgodtgørelse for benzin, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1.

Dette gælder i alle tilfælde - også hvor benzinen anvendes ved aktiviteter omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. punktum.

Der ydes dog afgiftsgodtgørelse for benzin, der anvendes efter reglerne i mineralolieafgiftslovens § 9, fx godtgørelse af benzin, der anvendes ved erhvervsmæssig sejlads, jf. lovens § 9, stk. 4, nr. 1 og 2, (fiskeri mv.), se F.1.5.3.

Se bekendtgørelse nr. 985 af 18. oktober 2005 §§ 6 og 7 om dokumentation for afgiftsgodtgørelse vedrørende benzin anvendt til sejlads og F.1.6.3.

Der ydes ikke godtgørelse af afgift af karburatorvæske, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, sidste punktum.

 

Efter mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 5, ydes der afgiftsgodtgørelse for svovlfri- og fattig dieselolie, dvs. diesel med et svovlindhold på henholdsvis højst 0,001 pct. og 0,005 pct. og LPG-gas, der anvendes i personmotorkøretøjer, der med tilladelse efter lov om buskørsel eller efter Rådets forordning nr. 684/92 af 16. marts 1992 om fælles regler for international personbefordring med bus anvendes til rutekørsel.

Tilsvarende ydes der efter naturgasafgiftslovens § 9, stk. 1 afgiftsgodtgørelse for naturgas til rutekørsel.

Efter elafgiftslovens § 11b, stk. 2 ydes der afgiftsgodtgørelse for kørestrøm, der anvendes af rutebiler samt i eltog til personbefordring.

Endvidere ydes der efter CO2-afgiftslovens § 7, stk. 5, nr. 3 afgiftsgodtgørelse for CO2-afgift for ovennævnte energiprodukter til rutekørsel med rutebiler/busser.

Derudover ydes der godtgørelse af momsen af den godtgørelsesberettigede energiafgift og CO2-afgift af de pågældende produkter.

Indirekte forbrug af svovlfri- og fattig diesel, LPG-gas, naturgas eller elektricitet, fx olie til opvarmning af garageanlæg mv. og elektricitet til belysning mv. er ikke omfattet af adgangen til afgiftsgodtgørelse.

Den daværende Told- og Skattestyrelse udsendte den 11. februar 2003 en meddelelse, jf. SKM2003.59.TSS, der præciserer reglerne om godtgørelse af energiafgifterne i forbindelse med rutekørsel.

Godtgørelsesordningen
Virksomheder, der ønsker at få godtgørelse af afgift af svovlfri og -fattig diesel, LPG-gas, naturgas og el til rutebiler, og som ikke allerede er momsregistrerede, må lade sig registrere efter momsloven for at blive omfattet af godtgørelsesordningen. Der er tale om en administrativ, teknisk registrering efter momsloven.

Ved godtgørelse anvendes den periodiske momsangivelse. Hvis virksomheden har bevilling til fremskyndet tilbagebetaling - anvendes anmodningsblanket 23.001.

Forbrugstidspunktet
Virksomheden kan opnå afgiftsgodtgørelse på forbrugstidspunktet, der er det tidspunkt, hvor motorbrændstoffet er påfyldt den enkelte bus. Forbrugsprincippet gælder, uanset om der er tale om blandet kørsel eller udelukkende godtgørelsesberettiget rutekørsel.

At virksomheden har bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter ændrer ikke ved forbrugsprincippet. Lov om fremskyndet tilbagebetaling ændrer ikke opgørelsesprincipperne, men fremrykker alene tidspunktet for angivelse af godtgørelsen i forhold til fradrag over momsangivelsen.

Regnskabsregler og regler for opgørelse af godtgørelsesberettiget afgift fremgår af kapitel 1 i bekendtgørelse nr. 985 af 18. oktober 2005.

Virksomheder, der anvender svovlfri og -fattig dieselolie og gas i personmotorkøretøjer, der med tilladelse anvendes til rutekørsel, skal dokumentere forbruget af svovlfri og -fattig dieselolie eller gas, der er anvendt til rutekørsel.

Dokumentationen skal ske enten ved at opgøre forbruget 

  • forholdsmæssigt på grundlag af kørte kilometer til henholdsvis rutekørsel og anden kørsel eller
  • efter omsætningen til hhv. rutekørsel og anden kørsel.

Bestemmelserne fremgår af bekendtgørelsens § 3.

 

Virksomheden skal føre regnskab over forbruget for hver enkelt køretøj. Regnskabet skal føres løbende og med følgende oplysninger:

  • Kilometertællerens udvisende ved begyndelsen af hver momsperiode.
  • Den målte mængde brændstof, der er påfyldt, brændstoffets art samt dato for hver påfyldning.
  • Om brændstoffet er påfyldt fra egen beholdning, på tankstationer mv. eller i udlandet.
  • For busser, der bruges både til rutekørsel og til anden kørsel, skal regnskabet også indeholde oplysning om kilometertællerens udvisende ved hver begyndelse og afslutning af rutekørsel.

Efter udløbet af hver momsperiode skal der ske en opgørelse af det samlede forbrug af brændstof på grundlag af regnskabet for den enkelte bus og ske en afstemning af forbruget.

Anskaffes eller afhændes et køretøj i afgiftsperioden, oplyses anskaffelses- henholdsvis afhændelsesdatoen og køretøjets kilometertællers udvisende på denne dato.

Forbruget af brændstof skal fordeles forholdsmæssigt på grundlag af det kørte antal kilometer til henholdsvis rutekørsel og anden kørsel. Opgørelsen skal fremgå af virksomhedens regnskab.

For virksomheder, der bruger svovlfri og -fattig dieselolie og anden dieselolie til drift af busser, der både benyttes ved rutekørsel og turistkørsel, tillades det, at den svovlfattige dieselolie først og fremmest anses for at være brugt til rutekørsel. Der kan dog aldrig opnås tilbagebetaling af afgiften af en større mængde brændstof, end mængden af den forbrugte mængde svovlfattige diesel eller gas.

For busser, der skiftevis i løbet af en dag bruges til både rutekørsel og turistkørsel, tillades det, at der alene sker en registrering af kilometertællerens udvisende ved dagens begyndelse, og at det samlede antal kørte kilometer ved rutekørsel noteres i regnskabet for hver dag. Det forudsættes dog, at der kan opgøres et normalt fast kilometertal for den enkelte rute.

 

 

 

Virksomheden skal opgøre forbruget efter omsætningen til rutekørsel og anden kørsel.

Opgørelsen sker ved, at omsætningen deles i sektorer efter bussernes anvendelse. For busser, der udelukkende anvendes til rutekørsel, er hele forbruget af svovlfri/-fattig diesel godtgørelsesberettiget. For busser, der anvendes både til rutekørsel og anden kørsel (blandet anvendelse) er det alene omsætningen for disse busser, der skal indgå i opgørelsen af det godtgørelsesberettigede forbrug. For busser, der ikke anvendes til rutekørsel, kan der ikke opnås godtgørelse af olieafgiften af brændstofforbruget. 

Omsætningen i henseende til godtgørelsen omfatter alle ydelser, som er betaling for kørslen, herunder billetindtægter og eventuelle tilskud mm.

Opgørelsen af den forholdsmæssige fordeling af omsætningen og opgørelsen af afgift, som virksomheden kan opnå godtgørelse for, skal fremgå af regnskabet.

Ved opgørelsen af den energiafgift, der ydes godtgørelse for, skal virksomheden modsætningsvis beregne en fradragsprocent for de benyttede busser til rutekørsel på grundlag af forholdet mellem virksomhedens momsfri omsætning ved rutekørsel og den samlede busomsætning.

Virksomheder, der bruger omsætningsfordelingen som grundlag for opgørelse af afgift, som der ydes godtgørelse for, fritages for at føre et forbrugsregnskab for hver bus. 

Virksomheder med egen beholdning af svovlfri eller -fattig diesel eller LPG-gas skal føre regnskab over tilgang, beholdning og udlevering (tankning), jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 1.

Hver bevægelse (tilgang og udlevering) skal løbende posteres i regnskabet. Regnskabet skal afsluttes ved udløbet af regnskabsåret, og beholdningen overføres til næste regnskabsår.

Regnskabet over udlevering skal føres med angivelse af dato for udlevering, udleveret mængde samt hvilket køretøj mv., som brændstoffet er udleveret til (påfyldt). Ved påfyldning af registrerede køretøjer anføres registreringsnummeret.

Der skal ske sammentælling af regnskabet for hvert køretøj mv. Endvidere skal virksomheder, der fører forbrugsregnskab, foretage en afstemning af forbrugs- og beholdningsregnskabet for hver momsperiode.

§ 4, stk. 1
Virksomheder, som har egen beholdning af olieprodukter, skal føre regnskab over tilgang, beholdning, udlevering og forbrug. Regnskabet over forbruget skal være tilrettelagt på en sådan måde, at der kan redegøres for mængden og anvendelse for hver udlevering.

stk. 2
Motorbrændstof skal opbevares adskilt fra anden olie og gas.

stk. 3
Virksomheder, som både har egen beholdning af svovlfri eller -fattig dieselolie eller gas og anden afgiftspligtig olie, skal holde produkterne adskilt.

En blanding af svovlfattig dieselolie og anden dieselolie i virksomhedens tank anses dermed ikke for svovlfattig diesel, og virksomheden kan derfor ikke opnå godtgørelse af afgiften.

Et rutebusselskab har rejst spørgsmål om, hvorvidt der kan ydes afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der anvendes til forvarmning af bussers motorsystem ved eldrevne varmepumper, som tilsluttes bussen ved hjælp af el-stik.

Virksomheden gjorde gældende, at forvarmningen er en integreret del af køreprocessen, at den sker som et miljøvenligt alternativ til en nu forbudt opvarmning af motorerne ved tomgang.

Ifølge elafgiftslovens § 11 b, stk. 2 ydes der afgiftsgodtgørelse for kørestrøm, der anvendes af rutebiler og eltog til personbefordring.

Afgørelse: Told- og Skattestyrelsen fandt, at elafgiftslovens § 11b, stk. 2, alene efter dens ordlyd omfatter den strøm, som direkte anvendes i forbindelse med driften af det pågældende trafikmiddel. Der kan derfor ikke ydes afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der anvendes til forvarmning af busser.

Opgørelse på grundlag af omsætningsfordeling
Landsskatteretten har den 11. november 2004 truffet afgørelse i sag om regulering af moms, olie- og CO2-afgift vedrørende rute- og turiskørsel. Det fremgår af dokumentationsbekendtgørelsen, bekg. nr. 1263 af 23. december 1996, at virksomheder, der anvender ultralet dieselolie til rutekørsel, skal kunne dokumentere forbruget af ultralet dieselolie, der er anvendt til rutekørsel.

Regnskabet skal føres for hvert enkelt køretøj, og skal indeholde oplysninger om kilometertællerens udvisende ved begyndelsen af hver afgiftsperiode og ved hver påfyldning af motorbrændstof med angivelse af dato og mængde. For køretøjer, der anvendes til både rutekørsel og til anden kørsel, skal regnskabet indeholde oplysninger om kilometertællerens udvisende ved hver begyndelse og slutning af rutekørsel. For hver afgiftsperiode skal der foretages en samlet opgørelse og afstemning af forbruget. Forbruget kan opgøres forholdsmæssigt på grundlag af kørte kilometer eller efter omsætningen til rutekørsel og anden kørsel.

Da der ikke forelå kørselsregnskab i overensstemmelse med dokumentationsbekendtgørelsens regler, fandt Landsskatteretten, at opgørelsen af den godtgørelsesberettigede olie- og CO2-afgift skulle ske ud fra en omsætningsfordeling. Kendelsen er offentliggjort i SKM2004.487.LSR.

Som anført under F.6.10.2 ydes der afgiftsgodtgørelse for motorbrændstof, der anvendes ved momspligtige aktiviteter indenfor landbrug mv., jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3. 1. og 2. punktum, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 3, 1. og 2. punktum.

Se nærmere om reglerne under F.6.10.3, F.6.10.4., F.6.10.5., F.6.10.6, F.6.10.7. Der henvises endvidere til afsnittet om maskinstationer under F.1 Bilag 2.

Se nærmere under F.6.10.3, F.6.10.4, F.6.10.5.

Se nærmere under F.6.10.3, F.6.10.4 og F.6.10.5.

Med hjemmel i mineralolieafgiftslovens § 14, stk. 11, kulafgiftslovens § 11, stk. 4, elafgiftslovens § 17 og naturgasafgiftslovens § 14, stk. 4 er der fastsat regler for indretning af teknisk måleudstyr og montering af dette i virksomhederne.

Udgangspunktet herfor er, at virksomhederne anvender målere, der har en kvalitet og nøjagtighed og upåvirkelighed, som gælder for godkendte målere.

Nedenfor er der en nærmere beskrivelse af målere og måling af forskellige energityper.

Det er derudover virksomhedens ansvar, at installerede bimålere og målere til fordeling af energiforbrug i virksomheden virker og måler rigtigt, at defekte målere straks repareres eller udskiftes. Virksomheden skal ved byggetekniske tegninger eller på anden måde kunne vise, at målerne er placeret korrekt.

Hovedreglen for måling er at man skal foretage en sand energimåling.

Energi kan tilføres et anlæg på to principielt forskellige måder, den ene er i form af direkte energikilder, den anden er i form af energibærende medier.

Energikilderne er elektricitet og de forskellige typer brændsler. Som energibærende medier vil vi her kun omtale vand og damp.

El måles med en elektricitetsmåler, der direkte angiver energien i kWh (MWh).

Energiindholdet i brændsler findes ved at måle den tilførte mængde i liter, m3, kg, ton og derefter gange med brændslets brændværdi.

Energiindholdet i et varmebærende medie bestemmes ved, at måle energiindholdet i mediet, når det tilføres anlægget og derfra trække energiindholdet i mediet når det forlader anlægget.

I særlige tilfælde kan det tillades, at energimængden bestemmes ved en indirekte måling og beregning.

I de enkelte afsnit er omtalt nogle typer af indirekte måling som fx anvendelse af timetællere til registrering af forbrugt elektricitet til varmepaneler.

Krav til og normer for varmeenergimålere, der anvendes ved afregning, reguleres af Erhvervs- og Byggestyrelsen under Økonomi- og Erhvervsministeriet (Erhvervsfremmestyrelsen blev med sammenlægningen med Boligministeriet i 2001 til Erhvervs- og Boligstyrelsen og i 2004 til Erhvervs- og Byggestyrelsen).

Afregningsmålere til fjernvarme skal typegodkendes. Selve typegodkendelsen har hjemmel i lov om erhvervsfremme og bekendtgørelse om udstedelse og gennemførelse af måletekniske bestemmelser. Erhvervs- og Byggestyrelsen har i Målerteknisk Direktiv fastsat krav om typegodkendelse, herunder nøjagtighed, udformning og fremstilling.

En ny typegodkendt måler til afregning ved en almindelig fjernvarmeinstallation har en unøjagtighed på mindre end 4 pct.

Ønsker en virksomhed at montere ikke-typegodkendte målere, skal måleren have en nøjagtighed svarende til, hvad en typegodkendt afregningsmåler vil have for den pågældende installation. Virksomheden har i sådanne tilfælde mulighed for at få gennemført en måleteknisk kontrol af måleren hos et godkendt laboratorium. Erhvervs- og Byggestyrelsen bemyndiger laboratorier til at udføre måletekniske kontroller.

Varmeenergimåleren består af en volumenmåler (antal m3 vand), en beregningsenhed og temperaturfølerpar (måling af afkøling mellem fremløb og returløb). Med denne kombination er det muligt forholdsvis præcist at beregne produceret eller forbrugt varmeenergi. Ved brug af en volumenmåler, der alene måler den passerede vandmængde, måles der ikke varmeenergi. Volumenmålere vil derfor ikke kunne anvendes til fordeling af varme.

Nedenstående skitse viser et eksempel på placering af måler og temperaturfølere i et varmeforsyningsnet. Pilene markerer vandets cirkulation i systemet. De punkterede linier markerer forbindelsen mellem temperaturfølere og beregningsenheden.



Det fremgår af skitsen, at måleren er indbygget i varmeinstallationens returløb. Indbygning i frem- eller returløb har, når der er tale om et lukket kredsløb, dvs. at der er samme vandmængde i fremløb og returløb, ingen betydning for måling af volumen.

Mange varmekredse har en såkaldt shuntforbindelse mellem fremløb og returløb til regulering af fremløbstemperaturen. Man skal i disse situationer sikre sig, at måleren og temperaturfølerne sidder på samme side af shuntforbindelsen.

Måleren ved energiforsyningsstedet monteres så tæt derved som muligt for at måle den samlede fremstillede energi. Måleren ved processen monteres så tæt derved som muligt for at måle det reelle energiforbrug. Er et energiforsyningsanlægs konstruktion til hindring for montering af målere, fx på grund af skjulte rørføringer, monteres måleren, hvor rørføringen bliver synlig, eller hvor det praktisk bliver muligt.

Man skal tilstræbe, at der ikke er monteret en varmeveksler mellem måleren og den energi, man ønsker at måle, da der er et energitab i en varmeveksler.

Erhvervs- og Byggestyrelsen har i Måleteknisk Direktiv opstillet krav om, at der skal foretages periodisk kalibrering af fjernvarmemålere. SKAT stiller ikke krav om kalibrering af målere. Vedligeholdelsespligten er pålagt virksomheden. Virksomheden må ud fra en målers alder, slid mv., evt. i samråd med sagkyndige vurdere, om en måler skal kalibreres eller udskiftes.

Fjernvarmemålere
Hvis varmeforsyningsselskabet anvender varmeenergimålere som afregningsmåler, kan virksomheder, der forbruger varme til både proces og rumvarme, anvende denne måler til opgørelse af den samlede mængde energi.

Enkelte forsyningsselskaber anvender volumenmålere som afregningsmålere. Denne målertype måler som nævnt ikke energiforbrug. Uanset om der indlægges en konstant for afkøling, fx 38 grader C, og der beregnes energiforbrug på basis heraf, vil en sådan måling ikke kunne danne grundlag for en tilstrækkelig nøjagtig opgørelse af den samlede mængde energi.

Hovedregel
Måling af energi til forbrugsvandvarmere skal som hovedregel ske efter samme princip som ved rumopvarmning. Der skal ikke ske særskilt måling af energi til opvarmning af ikke-godtgørelsesberettiget forbrugsvand, når energiforbrug til rumvarme/varmt vand beregnes som forskellen mellem den målte samlede mængde produceret varmeenergi og den målte energi til proces.

Hvis der anvendes varmt vand til godtgørelsesberettigede formål, skal dette energiforbrug måles med en varmeenergimåler. Anvendes varmt vand fra samme beholder/veksler til både proces og rumvarme, skal der yderligere ske volumenmåling af den samlede mængde vand, der er varmet op, og den mængde vand, der er anvendt til proces. Se nedenstående skitse.

Særregel, se F.6.8.7.
Anvendes særreglen, dvs. at der sker måling af rumvarme i stedet for procesenergi, gælder særreglen også for varmt vand. Der skal derfor ske måling af varmeenergi, der tilføres en varmtvandsbeholder/veksler. Er beholderen monteret i varmeinstallationens rumvarmedel, der i forvejen er målt, skal der dog ikke ske yderligere måling. Er beholderen derimod monteret i varmeinstallationens ikke målte procesdel, indbygges en varmeenergimåler som vist i nedenstående skitse.

Anvendes varmt vand fra en beholder/veksler til både proces og varmt forbrugsvand, skal energiforbruget fordeles ved volumenmåling af den samlede mængde vand, der er varmet op og den mængde vand, der er anvendt til ikke-godtgørelsesberettigede formål. Energiforbrug til opvarmning af vandet måles med varmeenergimåler. Se nedenstående skitse.

Krav til volumenmålere er opstillet i et EF-direktiv. Erhvervs- og Boligstyrelsen opstiller krav til typegodkendelse ud fra dette direktiv, hvorefter volumenmålere har en unøjagtighed på mindre end 3 pct. Målere, der opfylder disse nøjagtighedskrav, vil kunne anvendes.

Der er udstedt en bekendtgørelse fra Sikkerhedsstyrelsen, Bekendtgørelse nr. 1147 af 15. december 2003, om kontrol af elmålere, der anvendes til måling af elforbrug.

Af denne bekendtgørelse følger det, at målere, som anvendes til afregning mellem elselskab og forbruger, skal opfylde følgende krav:
Enten

  1. EØF-typegodkendelse og førstegangsverifikation i overensstemmelse med EØF-kravene

    eller
  2. Dansk typegodkendelse og førstegangsverifikation på et DANAK akkrediteret laboratorium i henhold til Sikkerhedsstyrelsens regler.

Elmålere, som opsættes til brug for virksomhedens godtgørelse af el- og CO2-afgift, skal herefter opfylde disse krav.

En eventuel målerfaktor skal være angivet ved mærkning på eller ved måleren.

Målerens godkendelse og førstegangsverifikation vil normalt fremgå af en lille mærkat påsat måleren.

Driftstimetællere
Virksomheder kan i visse situationer montere en driftstimetæller i stedet for en elmåler til fordeling af energi. En driftstimetæller måler den samlede tid, som en elinstallation, fx forbrugsvandvarmer, har været i drift. Installationens maksimale effekt lægges til grund for beregning af det samlede elforbrug.

Denne målemetode er anvendelig, hvor der er tale om en enkelt installation. Ved flere uafhængige installationer, fx et antal fastmonterede termostatstyrede varmepaneler, der uafhængigt af hinanden afbrydes/ tilsluttes, vil måling med timetæller ikke være anvendelig, medmindre der installeres en driftstimetæller for hver radiator (varmepanel). Måling i sådanne tilfælde kan i stedet ske ved elmåling.

Der må kun anvendes driftstimetællere, der ikke kan 0-stilles. Timetælleren skal monteres/indbygges på en sådan måde, at den ikke uden særlige tekniske indgreb kan udtages eller gøres uvirksom.

Nøjagtig måling af energi i dampbaserede varmeforsyningsanlæg er mere kompliceret end måling af energiforbrug i vandbaserede anlæg. Der henvises til F.6.8.6 hvorefter den samlede producerede dampenergi kan beregnes på basis af de indfyrede brændsler.

I de tilfælde, hvor der leveres varme (damp) fra et dampbaseret varmeforsyningsanlæg til både proces og rumvarme, uden at dampen til rumvarme går igennem en vandveksler, er det nødvendigt at installere dampmålere.

Måling af damp skal som udgangspunkt ske ved hjælp af egentlige dampmålere. Under visse betingelser kan måling af damp dog ske ved hjælp af kondensatmåling. Endvidere kan det i forbindelse med brug af dampkaloriferer til opvarmning på visse betingelser tillades, at opgørelsen af varmen baseres på kaloriferens effekt og måling af kaloriferens driftstid. Nedenfor er der gjort nærmere rede for de tre målemetoder.

Egentlige dampmålere
Ved dampmåling skelnes mellem måling på mættet damp og overhedet damp.

Ved overhedet damp kræves der ud over måling af dampmængden også en måling af tryk og temperatur, samt en flowcomputer, der er i stand til at udregne det nøjagtige energiindhold i dampen under hensyntagen til både tryk og temperatur.

Ved mættet damp er det tilstrækkeligt at supplere mængdemåleren med enten tryk eller temperaturmåling og hvis målingen foretages i umiddelbar nærhed af kedlen, kan man nøjes med mængdemåling, blot flowcomputeren er indstillet til kedlens nominelle tryk.

Erhvervs- og Byggestyrelsen har ikke fastsat forskrifter og krav til dampmålere.

Installerede dampmålere skal have samme nøjagtighed og upåvirkelighed som varmeenergimålere.

Kondensatmåling
Det kan tillades, at kondensatmåling i stedet kan benyttes ved måling af dampenergi til rumvarme under forudsætning af, at der anvendes mættet damp.

I produktionsanlæg anvendes damp som oftest direkte i processen, fx ved dampning og sterilisering, og der opstår ikke målbare mængder kondensat.

Anderledes forholder det sig, når der anvendes damp til rumopvarmning. Dampen ledes ind i en varmtluftsblæser (kalorifer), der under varmeafgivelse kondenserer dampen til kondensat (vand). Denne kondensat pumpes tilbage til kedlen som fødevand, hvorved det er muligt at måle denne mængde.

Systemet kan opbygges på flere måder alt afhængig af tryk- og temperaturforhold. Et kondensatmåleanlæg kan fx bestå af en beholder, der opsamler kondensat. Når beholderen er fyldt til et vis niveau, aktiveres en ventil/pumpe, og beholderen tømmes til et lavere niveau. Volumenmåleren, der er indbygget i rørføring fra beholderen, måler mængden ved tømningen af kondensatet.

En forudsætning for måling af energi ved kondensatmåling er, at alt kondensat, der vedrører rumvarme, opsamles.

Energimålingen gennemføres ved at finde forskellen mellem energiindholdet i dampen, der tilføres fx en eller flere kaloriferer (indgangstilstanden), og energiindholdet i kondensatet (udgangstilstanden). Kondensatet, der oftest har en temperatur på ca. 100 grader C, pumpes tilbage til kedlen, og energien i kondensatet er derfor ikke forbrugt.

Indgangstilstanden fastlægges ved måling af damptryk. Ud fra særlige damptabeller kan energiindholdet i dampen beregnes. Udgangstilstanden (kondensat) findes ved en temperaturmåling, og den gennemstrømmede mængde findes ved en volumenmåling af kondensat.

Energiindholdet i kondensatet kan også beregnes via energitabeller.

Opgørelse af energiforbrug ved kondensatmåling svarer til princippet for opgørelse af energi med varmeenergimåler (måling af afkøling mellem fremløb og returløb samt volumenmåling).

Hvis der er et konstant damptryk og kondensattemperatur, kan der anvendes en fast faktor for energi pr. liter kondensat. Er der derimod varierende kondensattemperaturer, skal der gennemføres en energimåling af kondensatet.

Eksempel
I eksemplet er energiindholdet i damp og kondensat (tabelværdier) anført i runde tal og kan derfor ikke direkte lægges til grund ved en konkret beregning.

En virksomhed har et varmeforsyningsanlæg, der leverer damp til både proces og rumvarme. Virksomheden anvender særreglen for fordeling af energi til rumvarme/proces og opgør forbruget til rumvarme ved kondensatmåling. Virksomheden har i et år ved volumenmåling af kondensat fra samtlige kaloriferer målt, at der ved nyttiggørelse af energi i dampen er fremkommet i alt 260.416 liter kondensat.

I eksemplet er der benyttet følgende energiindhold og vægtfylde:

  • 1 kg damp ved 3 atmosfære tryk har et energiindhold på 1,0 kWh.
  • 1 kg kondensat ved 1 atmosfære tryk og ved en temperatur på 95 grader C har et energiindhold på 0,2 kWh.
  • Vægtfylden for kondensat ved 1 atmosfære tryk er 0,96.

Kondensatmængden i liter omregnes til kg:

(260.416 liter x 0,96) =250.000 kg.

Ved beregning af forbrugt energi til rumvarme trækkes energiindholdet i kondensatet fra energiindholdet i dampen (1,0 kWh - 0,2 kWh). Forbrugt energi til rumvarme pr. kg kondensat udgør således 0,8 kWh. Forbrugt energi i 1 kg damp omregnet til MJ (1 kWh = 3,6 MJ)

(0,8 x 3,6) =2,8 MJ/kg.

Forbrugt energi til rumvarme findes ved at gange mængden af kondensat (kg) med energiindhold pr. kg kondensat:

Kaloriferens effekt og driftstid
Det kan endvidere på visse betingelser tillades, at varmemåling i relation til dampkaloriferer kan baseres på kaloriferens effekt og driftstid.

En del virksomheder anvender dampkaloriferer som varmekilde. Dampkaloriferer anvendes ofte også som suppleringsvarme i produktionslokaler, hvor processen normalt afgiver tilstrækkelig med varme til at dække behovet. Det gælder fx i vaskerier, hvor der efter ferier og week-ends i vinterperioden kan være behov for opvarmning af produktionslokaler i kortere perioder.

En dampkalorifer er normalt installeret med en fast dampforsyning, hvor dampmængden styres af en vandudlader, monteret i kondensatledningen. Det betyder, at det udelukkende er kondensationsvarmen, der anvendes, og der er derfor en konstant temperatur på overfladen. Til overførsel af varmen fra kondensatoren er der monteret en blæser, der kører med konstant hastighed og dermed konstant lufthastighed. Med konstant rumtemperatur vil den afgivne effekt være konstant. Effekten varierer ca. 1 pct. pr. grad ændring i rumtemperaturen.

Varmemåling i relation til dampkaloriferer kan baseres på kaloriferens effekt og driftstid på følgende betingelser for de driftsmæssige forhold:

  1. Dampen skal være mættet damp med et konstant tryk. Der må dermed ikke være tale om overhedet damp.
  2. Kaloriferen må ikke være tilsluttet et aggregat, der i større eller mindre omfang indtager udeluft.

    Dette indebærer bl.a., at kaloriferen ikke må være en integreret del af et ventilationsanlæg, hvor lufttilførslen påvirkes af andet end kaloriferens påmonterede blæser.
  3. Der skal monteres en timetæller for hver kalorifer, som virksomheden ønsker at anvende opgørelsesmetoden for. Hvis blæseren på kaloriferen har flere hastighedstrin, skal der monteres en timetæller for hvert trin.
  4. Der skal monteres en ventil, der effektivt stopper dampflowet, når kaloriferen er stoppet.

    Timetællerens registrering, jf. ovenfor, skal følge ventilens åbningstid.
  5. Kaloriferens effekt skal være den maximale ydelse ved nominelt damptryk og en rumtemperatur på 15 grader C. Effekten skal kunne dokumenteres, fx ved fremlæggelse af materiale udarbejdet af producenten.

Eksempel
Nedenstående viser et eksempel på opgørelse af rumvarmeforbrug og anvendt brændsel hertil - baseret på kaloriferens effekt og måling af kaloriferens driftstid. Opgørelsen er baseret på følgende forudsætninger:

Kaloriferens effekt: 40 kW
Driftstid:100 timer
Brændsel:Fuelolie (Brændværdi 40,4 MJ/kg)
Kedlens virkningsgrad:0,85
Afstand mellem kedel og kalorifer:30 meter, dvs. ikke i umiddelbar nærhed af kedlen

Beregning, jf. reglerne i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 4:

Beregnet forbrug i MJ: 100 timer x 40 kW = 4.000 kWh x 3,6 = 14.400 MJ

Forbrug af fuelolie i kg: 14.400/40,4/0,85 + 10 pct. (ledningstab) = 461 kg fuelolie

Virksomheder, der anvender naturgas til både proces og rumvarme, skal foretage en fordeling af energien ved måling.
 
Afregningsmålere til naturgas skal være typegodkendte. Erhvervs- og Byggestyrelsen har i målerteknisk direktiv fastsat krav om typegodkendelse, herunder nøjagtighed, udformning og fremstilling. En typegodkendt måler har en unøjagtighed på mindre end 3 pct. afhængig af gennemstrømningen.
 
Ikke-typegodkendte målere, der anvendes som bimålere, skal have en nøjagtighed og upåvirkelighed svarende til, hvad en typegodkendt afregningsmåler vil have for den pågældende installation.
 
Naturgasselskaberne har oplyst, at der i langt de fleste tilfælde vil kunne anvendes bælggasmålere. Gasselskaberne kan rådgive nærmere om valg/montage af målere.
 
Gasforsyningsselskabets afregningsmåler anvendes til opgørelse af den samlede mængde energi.
 
Virksomheder med flere gaskedler, der fremstiller varme enten udelukkende til procesformål eller til rumvarme, skal montere bimåler, hvor rørnettet forsyner gas til proceskedlen/erne. Hvis det af økonomiske eller tekniske årsager er mest praktisk at måle gasforbruget til rumvarme, kan måleren i stedet indbygges i gasforsyningsnettet til rumvarmekedlen/erne.
 

Driftstimetællere
Naturgasselskaberne har oplyst, at der ved driftstimetælling på en modulerende (trinløs) gasbrænder er en unøjagtighed på op til 8 pct. inkl. unøjagtigheden på dyserne. Driftstimetælling kan derfor ikke anvendes i relation til modulerende gasbrændere.
 
Der er rejst spørgsmål om, hvorvidt dette også gælder for naturgasbrændere/-kedler med 1- eller 2-trins-brændere, dvs. brændere med et konstant forbrug ved drift modsat modulerende (trinløse) gasbrændere, hvor forbruget ved drift er variabelt.
 
Driftstimetælling kan bruges som grundlag for opgørelse af forbrug af naturgas, hvis følgende betingelser er opfyldt:
 
Indstillingsniveauer
De(n) monterede gasbrænder(e) må kun have 1 eller 2 indstillingsniveauer, dvs. at der er tale om 1 eller 2-trinsbrændere. Ved 2-trinsbrændere er det endvidere en forudsætning, at der påmonteres en driftstimetæller for hver af de 2 indstillingsmuligheder.
 
Driftstimetællere skal monteres på en sådan måde, at de ikke uden særlige tekniske indgreb kan udtages eller gøres aktive, uden at brænderen er i drift.
 
Erklæring
Virksomheden skal kunne fremlægge en erklæring fra producenten af gasbrænderen eller en autoriseret gasinstallatør om, at der er tale om en brænder(e), der alene har 1 eller 2 indstillingsniveauer (1- eller 2-trinsbrænder). Erklæringen skal også oplyse om størrelsen af forbruget pr. time. For brændere med 2 trin skal forbruget for hvert trin være oplyst.
 
Ved udskiftning af brændere eller andre ændringer, der har indflydelse på størrelsen af forbruget, skal virksomheden kunne fremlægges en ny erklæring. 
 
Driftstimetælling
Driftstimetælling er omfattet af den almindelige hovedregel om måling ved fordeling af energiforbrug.
 
Driftstimetællere kan derimod ikke anvendes som fordelingsgrundlag i forbindelse med modulerende (trinløse) gasbrændere. Endvidere kan driftstimetælling ikke anvendes i forbindelse med brændere/kedler, der både fremstiller energi til rumvarme/varmt vand og til procesformål.
 
Naturgasselskaberne har oplyst, at langt det overvejende antal gasbrændere er modulerende. Endvidere skønner naturgasselskaberne, at den omkostningsmæssige fordel ved anvendelse af driftstimetællere kun er til stede i de tilfælde, hvor der er tale om forholdsvis mange målesteder.

Anvendes der fra samme olietank olie til to oliefyr, der producerer varme til henholdsvis proces og rumvarme, skal fordeling af olieforbruget opgøres på grundlag af en oliemåler (volumenmåler). Målingen kan foretages enten på mængden af olie til procesfyret eller til rumvarmefyret. 
 
Hvis der er en olietank for hvert oliefyr, skal der ikke installeres målere.
 
Oliemålere er omfattet af Erhvervs- og Byggestyrelsens bestemmelser om typegodkendelse. Der er fastsat krav om, at oliemålere med flow på mere end 1 liter/time skal have en unøjagtighed på mindre end 0,5 pct., og målere med flow på mindre end 1 liter/time skal have en unøjagtighed på mindre end 1 pct. Det er oplyst, at der for tiden kun er typegodkendt oliemålere med stort flow i Danmark.
 
Dette gælder for oliemålere bestemt til afregning af køb af olie/benzin på fx tankstationer og tankbiler til fyringsolie, hvor der naturligt kræves en meget høj nøjagtighed.
 
For oliemålere til opdeling af energiforbrug i rumvarme og proces eller tung og let proces er det tilladt at anvende en flowmåler med en nøjagtighed på +/- 2 pct.
 

Driftstimetællere
Erhvervs- og Byggestyrelsen har oplyst, at der ved driftstimetælling på en oliebrænder er tale om en unøjagtighed på op til 10 pct. inkl. unøjagtigheden på dysestørrelsen. Driftstimetælling kan derfor ikke anvendes i relation til oliebrændere.

Ved § 11 i lov nr. 1102 af 20. december 1995 var der hjemlet adgang til en udsættelse af kravet om opsætning af målere for fordeling af energiforbrug.
 
De statslige told- og skattemyndigheder blev herved bemyndiget til - efter ansøgning fra virksomhederne - at tillade, at virksomhederne kunne basere forholdsmæssige fordelinger og mængden af nyttiggjort procesvarme på andet end direkte måling. En betingelse herfor var, at virksomheden kunne godtgøre, at tekniske forhold forhindrede måling straks fra den 1. januar 1996, eller at andre ganske særlige omstændigheder gjorde sig gældende, samt at installeringen af de nødvendige målere blev foretaget umiddelbart efter, at de tekniske forhold eller andre ganske særlige omstændigheder ikke længere stillede sig hindrende i vejen herfor og senest den 1. juli 1996.
 
Opgørelser, der ikke er baseret på direkte måling, skulle foretages, så der uden for almindelig tvivl og usikkerhed ikke blev ydet godtgørelse ud over, hvad en direkte måling ville berettige til. Virksomheden skulle kunne sandsynliggøre på baggrund af fx målerregistreringer for en del af året, tidspunktet for måleropsætningen, karakteren af de pågældende lokaler, produktionens omfang o.l., at der ikke blev ydet større godtgørelse end, hvad en måling for hele året ville berettige til.
 
Opgørelse af energiforbrug til rumvarme, som ikke var baseret på direkte måling, kunne fx beregnes på grundlag af forholdet mellem antallet af graddage i perioden uden måling og det samlede gennemsnitlige antal graddage om året.

Virksomheden skal aflæse målere, der ligger til grund for opgørelse af godtgørelsesberettiget energiafgift og CO2-afgift.
 
Disse aflæsninger er virksomhedens dokumentation for fordeling af energiforbrug og dermed godtgørelse af energiafgift og CO2-afgift.
 
Det er derfor nødvendigt, at virksomheden jævnligt foretager måleraflæsning. Dette skal ske mindst 1 gang i kvartalet. Aflæsningsdatoen skal anføres i regnskabet.
 
Virksomheder, der kun i en del af året skal fordele energi, fx ved sæsonafhængig produktion, kan i stedet foretage aflæsningen ved produktionens start, under produktionen og ved produktionens afslutning. Der skal ske mindst 4 målinger i produktionsperioden.
 

Målerregnskab
Der skal endvidere føres et regnskab for hver måler over det aflæste energiforbrug. Regnskabet kan føres i særskilt logbog eller indgå i virksomhedens almindelige regnskabsførelse. Regnskabet skal uden videre kunne henføres til den enkelte måler.
 
Aflæsning af målere kan ske via elektronisk dataoverførsel til PC e.l. datamat. Det er en forudsætning, at aflæsningerne til enhver tid kan udskrives i klarskrift.

Reglerne for opgørelse af godtgørelsesberettiget energiafgift og CO2-afgift fremgår af mineralolieafgiftslovens § 12, kulafgiftslovens § 9, elafgiftslovens § 11 a, naturgasafgiftslovens § 12 og CO2-afgiftslovens § 10.

Virksomheden skal som hovedregel opgøre størrelsen af godtgørelsesberettigede energiafgifter og CO2-afgift for hver afgiftsperiode efter momsloven.

For virksomheder med bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter er opgørelsesperioden måneden, se F.7.

Grundlaget for opgørelse af godtgørelsen er de tilfakturerede afgifter i samme periode. For leverancer af olie og kul er det dog en betingelse, at energiprodukterne er leveret til virksomhedens normale oplagringsanlæg, jf. mineralolieafgiftslovens § 7, stk. 8, og kulafgiftslovens § 5, stk. 7. Er dette ikke tilfældet, kan SKAT bestemme, at virksomheden først kan opnå godtgørelse af energiafgift og CO2-afgift på tidspunktet for modtagelsen af energiprodukterne i de normale oplagringsanlæg.

Det er de pågældende godtgørelsesprocenter, der er gældende i godtgørelsesperioden, der skal anvendes ved beregningen af godtgørelsen.

Tidspunkt for afgiftsgodtgørelse
Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er det præciseret, at virksomheder med et årligt energiforbrug pr. afregningsmåler under 75.000 m3 gas, 100.000 kWh el eller 4.000 GJ varme kan få afgiftsgodtgørelse på baggrund af a conto faktureringer af el, gas eller varme, før leverancerne har fundet sted. 

Andre virksomheder, der har et energiforbrug, som overstiger ovennævnte mængder, kan først få afgiftsgodtgørelse, når energileverancen har fundet sted og dermed fysisk er modtaget af virksomheden.

Præciseringen sker samtidig med, at der er sket en ændring af registreringsbestemmelserne, som gør det muligt for større energiforbrugere - på visse betingelser - at blive forbrugsregistreret for naturgas, el eller varme. Sådanne virksomheder får herved mulighed for at købe energien uden afgift og for at afregne den ikke-godtgørelsesberettigede afgift (nettoafregning af afgift) til SKAT. Se F.4.2. om forbrugsregistrering for gas og varme og F.3.4. om forbrugsregistrering for el og varme, F.1.2.1. om forbrugsregistrering for varme og F.2.3.1. om forbrugsregistrering for varme.

Der er sammenfald i størrelsen af energimængderne mellem adgangen til at blive forbrugsregistreret og ovennævnte præcisering.    

Lovændringen er trådt i kraft den 1. september 2004, jf. bekendtgørelse nr. 807 af 12. juli 2004.

Forudfakturering - ikke-registrerede virksomheder
Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er der indsat en hjemmel i energiafgiftslovene, der bemyndiger SKAT til at bestemme, at der ved opgørelse af den godtgørelsesberettigede afgift for leverancer af energi fra ikke-afgiftsregistrerede virksomheder kun kan medtages fakturaer og lignende, hvor afgiften er forfaldet. For varme gælder det, at afgiften skal være forfaldet for afgiftspligtige brændsler, der er anvendt til at fremstille varme.

Der er tale om en situationsbestemt indskrænkning i adgangen til afgiftsgodtgørelse som et værn i de tilfælde, hvor der sker en systematisk forudfakturering før forbruget - og dermed før leveringen har fundet sted. Baggrunden for bestemmelsen er, at der har været tilfælde, hvor mellemhandlere systematisk har foretaget forudfakturering, hvorved der er opnået en likviditetsmæssig gevinst på statens regning, dvs. at der er sket afgiftsgodtgørelse, nogen tid før energileverancen har fundet sted.

Lovændringen er trådt i kraft den 1. september 2004, jf. bekendtgørelse nr. 807 af 12. juli 2004.

Anvendelse til ét formål
For energi, fx olie, der indkøbes udelukkende til ét formål, fx til procesformål (let proces) kan virksomheden opnå fuld (100 pct.) godtgørelse for energiafgiften - men ingen godtgørelse af CO2-afgiften af olien, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1. Bruges olien i stedet udelukkende til tung proces kan virksomheden få godtgjort 13/18 (svarende til 72,22 pct.) af CO2-afgiften, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 2.  

Blandet anvendelse
For energi, der indkøbes til blandet anvendelse (rumvarme/varmt vand og proces eller både let og tung proces), hvor der gælder forskellige godtgørelsesprocenter, kan der ikke umiddelbart foretages en beregning af den godtgørelsesberettigede energiafgift og CO2-afgift.

Der skal i dette tilfælde ske en fordeling af den indkøbte energi og afgiften heraf. Grundlaget for fordelingen er det faktiske energiforbrug til de pågældende formål opgjort efter reglerne herfor.

Reglerne for opgørelse af godtgørelsesberettigede afgifter ved blandet anvendelse er beskrevet i nedenstående afsnit om acontogodtgørelse, se F.6.15.1.

For virksomheder, der anvender løbende leverancer, fx el eller naturgas, til blandet anvendelse, og hvor der sker månedsvis eller kvartalsvis slutafregning mellem leverandøren og virksomheden, stilles der ikke krav om, at den skal anvende reglerne om acontogodtgørelse, hvis den på grundlag af foretagne målinger/ opgørelser er i stand til at fordele afgiften ifølge den enkelte slutafregning og dermed opgøre godtgørelsesberettigede afgifter.

Virksomheden kan få en foreløbig godtgørelse (aconto-godtgørelse) i den enkelte momsperiode (måned/kvartal/ halvår) for afgift af energi, der købes til forbrug til både rumvarme/varmt vand og procesformål eller både til let og tung proces.

Virksomheder med bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter kan opnå acontogodtgørelsen månedsvis. De almindelige regler for fremskyndet tilbagebetaling gælder også for acontogodtgørelse, se F.7.

Acontogodtgørelsen omfatter udover olie- og kulprodukter løbende leverancer af fx el og naturgas. Acontoordningen kan også anvendes i de tilfælde, hvor der sker månedsvis eller kvartalsvis slutafregning af fx naturgas mellem leverandøren og virksomheden.

Virksomheden skal foretage en endelig opgørelse af godtgørelsen ved kalenderårets udløb. Hvis den ikke anvender kalenderåret som opgørelsesperiode, er perioden en 12 måneders periode.

Acontogodtgørelsen beregnes på grundlag af den faktiske fordeling det foregående år. Hvis der det foregående år er brugt fx 80 pct. af energiforbruget til procesformål, kan der a conto henregnes 80 pct. af energiforbruget til procesformål det efterfølgende år.

Ved opgørelsesperiodens udløb foretages en endelig opgørelse og fordeling af årets indkøbte energi (årsregulering). Opgørelsen/fordelingen sker på baggrund af den målte fordeling af energiforbruget.

Acontogodtgørelsen reguleres på grundlag af resultatet af den endelige opgørelse. Eventuelle differencer trækkes fra henholdsvis lægges til godtgørelsen for energiafgiften og CO2-afgiften.

I en virksomheds første år anvendes et sandsynlig skøn for acontogodtgørelsen. Det samme gælder, hvis der er sket væsentlige ændringer i virksomhedens fordeling af energiforbrug til rumvarme/varmt vand og procesformål i forhold til det foregående år.

Overgangsregler for løbende leverancer -
CO2-afgift
For løbende leverancer, der er anvendt til procesformål, og for hvilken afregningsperioden fx er påbegyndt i 1999 og først afsluttet i 2000, beregnes den godtgørelsesberettigede CO2-afgift i 2000 af så stor en del af leverancen, som tidsrummet fra 1. januar 2000 til afregningsperiodens slutning udgør i forhold til den samlede afregningsperiode.

Godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift opnås i praksis ved et fradrag på virksomhedens momsangivelse eller for virksomheder med bevilling hertil - ordningen om fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter og CO2-afgift, se F.7.

Afgifterne angives i hele kroner i de pågældende rubrikker på momsangivelsen.

Opgørelsen af afgift, som virksomheden kan opnå godtgørelse for, skal ske for hver afgiftsperiode efter momsloven (momsperiode), dvs. halvårlig, kvartalsvis eller månedsvis. Godtgørelse af afgiftsbeløb for el, varme og vand kan dog omfatte flere perioder under ét.

Opgørelsen skal ske for hver momsregistrering. Virksomheder, der er delregistreret efter momsloven, skal dermed opgøre afgifterne særskilt for hver delregistreret enhed.

Der må ikke angives afgifter for én momsregistreret virksomhed/delregistreret enhed på en anden virksomheds/enheds momsangivelse. Undtaget herfra er dog virksomheder, der er omfattet af en fællesregistrering efter momsloven (flere momsregistrerede virksomheder med ét fælles registreringsnummer, der bruges til fælles afregning af moms).

Fremskyndet tilbagebetaling
Momsregistrerede virksomheder, som har et vist energiforbrug, kan efter ansøgning opnå tilladelse til månedsvis tilbagebetaling af energiafgifter og CO2-afgift. De nærmere regler herfor fremgår af F.7.

Reglerne om dokumentation for godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 16, kulafgiftslovens § 8, stk. 2, 2. punkt, elafgiftslovens § 11, stk. 16, 2. punkt, naturgasafgiftslovens § 11 og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 18.

Fakturaer mv.
Det er en betingelse for godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift (og vandafgift), at virksomheden kan fremlægge fakturaer, regninger, afregningsbilag, notaer eller acontoopkrævninger, der opfylder kravene til fakturaer, jf. A.10. Disse krav gælder for virksomheder, der er registreret efter de pågældende afgiftslove, fx olieselskaber, der er registreret efter mineraloliafgiftsloven, og naturgasselskaber, der er registreret efter naturgasafgiftsloven.

Andre virksomheder, der sælger afgiftspligtig olie, kul, gas, elektricitet og naturgas, skal efter anmodning fra en momsregistreret køber udstede en faktura med de krævede oplysninger.

Hvis afgiftsbeløbet for leverancen ikke direkte fremgår af fakturaen, må virksomheden selv beregne afgiftsbeløbet. Det gøres ved at gange den leverede mængde med afgiftssatsen. Afgiftssatsen skal derfor fremgå af fakturaen. Det er køberen selv, der må sikre sig, at fakturaen indeholder de nødvendige oplysninger, herunder oplysninger om afgiftens størrelse.

Det samme gælder minimumsafgift, hvis varmen er fremstillet ved brug af fuelolie.

Elektricitet
Virksomheder, der leverer elektricitet, skal mindst en gang årligt oplyse momsregistrerede virksomheder om størrelsen af elafgift, eldistributionsbidrag og CO2-afgift på den leverede elektricitet, jf. elafgiftslovens § 11a, stk. 8 og CO2-afgiftslovens § 10, stk. 5.

Naturgas og bygas
Virksomheder, der leverer naturgas og bygas, skal mindst en gang årligt oplyse momsregistrerede virksomheder om størrelsen af naturgasafgift og CO2-afgift på den leverede gas, jf. naturgasafgiftslovens § 12, stk. 8 og CO2-afgiftslovens § 10, stk. 5.

Ledningsført varme
Det er en betingelse for at opnå godtgørelse, at varmen er leveret særskilt til virksomheden fra et fjernvarmeværk eller en anden momsregistreret varmeproducent. Varmen kan dog også være leveret via en ejendomsudlejer, som så kan være frivilligt registreret efter momsloven for levering af varme.

Virksomhedens forbrug af varme skal mindst én gang årligt opgøres af den pågældende varmeleverandør.

Varmeproducenter (fjernvarmeværker og andre momsregistrerede varmeproducenter) og varmeleverandører skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelse af afgiften af den energi, der er forbrugt til produktion af varme eller fjernvarme. Afgiftsbelastningen på den leverede varme skal fremgå særskilt af regnskabet og faktura.

Endvidere skal varmeleverandøren mindst én gang årligt oplyse momsregistrerede virksomheder om størrelsen af energiafgiften og CO2-afgiften på den olie, el, gas, kul eller affaldsvarme, der er brugt ved fremstilling af den varme, som er leveret til virksomheden, jf. mineralolieafgiftslovens § 12, stk. 10, kulafgiftslovens § 9, stk. 9, elafgiftslovens § 11a, stk. 8, naturgasafgiftslovens § 12, stk. 8 og CO2-afgiftslovens § 10, stk. 5. 

Afgiften kan være angivet med oplysning om afgiftsbelastningen pr. enhed (fx afgift pr. GJ eller MWh. Afgiftsbeløbet beregnes herefter ved at gange afgiftsbelastningen pr. enhed med den samlede varmeleverance i perioden.

Hvis der er brugt flere slags afgiftspligtige brændsler til fremstilling af den leverede mængde varme, fx både olie og kul, skal opgørelsen indeholde særskilt oplysning om olie-, kul- og CO2-afgift.

I SKAT-meddelelse, jf. SKM2006.211.SKAT præciseres, at energiafgiftslovene ikke hjemler adgang til at foretage en aftalebaseret allokering af varme. Dette indebærer f.eks., at det ikke er muligt ved aftale at allokere varme med høj afgiftsbelastning til kunder, der kan opnå godtgørelse af afgiften, og varme med lavere eller ingen afgiftsbelastning til kunder, der ikke kan opnå afgiftsgodtgørelse, når de to former for varme fysisk er sammenblandet.

Momsregistrerede virksomheder skal føre et regnskab, som kan danne grundlag for opgørelse af afgifterne af olie, LPG-gas, kul, elektricitet, naturgas, bygas og CO2-afgift.

Der skal oprettes en konto for hver af de afgifter, der er aktuelle for virksomheden.

I regnskabet skal indgå beregninger for opgørelse af godtgørelsen for de enkelte afgifter, herunder årsregulering.

Hvis regnskabet ikke kan indpasses i forretningsregnskabet på særskilte konti, skal der for hver afgiftsperiode efter momsloven føres en specifikation over afgiften af den købte olie, LPG-gas, kul, elektricitet og naturgas. Specifikationen vedlægges momsregnskabet.

Der gælder særlige regnskabsregler i relation til motorbrændstof, se F.6.10.

Med hensyn til regnskabsførelse i øvrigt og opbevaring af regnskaber, henvises til de generelle regnskabsregler for virksomheder (bogføringsbekendtgørelsen mv.).

Betaling
Hvis beløbet for godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift overstiger det beløb, som virksomheden skal betale i moms, udbetales forskellen til virksomheden. Reglerne herfor fremgår af reglerne i § 12 i lov om opkrævning af skatter og afgifter mv., som der henvises til i de enkelte energiafgiftslove.

For angivelser, der er modtaget i rette tid, sker udbetalingen senest 3 uger efter, at SKAT har modtaget angivelsen for den pågældende periode, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 2. Afgiftsbeløb på under 50 kr. udbetales ikke, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 1, 3. pkt.

Hvis SKAT ikke kan foretage kontrol af angivelsen på grund af virksomhedens forhold (fx ferielukning, bortrejse eller ikke ajourført regnskab), kan denne 3-ugers frist overskrides, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 3.

Det er en betingelse for udbetalingen, at SKAT har modtaget momsangivelser for tidligere afgiftsperioder efter momsloven. Hvis virksomheden skylder moms og eventuelle renter m.m. fra tidligere momsperioder, vil denne gæld blive modregnet ved udbetalingen.

Hvis virksomheden efter opkrævningsloven skylder andre beløb til statskassen i form af skatter og punktafgifter mv., kan en sådan gæld også modregnes i godtgørelsen, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 4.

Uberettiget anvendelse af olie og gas
Afgiftspligtige olieprodukter må ikke uden SKATs tilladelse blandes, sælges eller anvendes til andet formål, end det, som produkterne er afgiftsberigtiget som, jf. mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 8.

Hvis olieprodukter overdrages, erhverves eller anvendes på en sådan måde, at der ikke er betalt den afgift, der skulle have været betalt efter mineralolieafgiftsloven, fx hvis fyringsgasolie anvendes som motorbrændstof, afkræves det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav, jf. mineraloliefgiftslovens § 29, stk. 1.

Det samme gælder for naturgas og bygas, jf. naturgasafgiftslovens § 28, stk. 1. Endvidere gælder det for CO2-afgift af energiprodukter, jf. CO2-afgiftslovens § 19, stk. 3, der er indsat ved lov nr. 1391 af 20. december 2004.    

For meget udbetalt godtgørelse
Hvis en virksomhed har fået udbetalt for meget i godtgørelse, afkræves den for meget udbetalte godtgørelse til betaling senest 14 dage efter påkrav.

Bestemmelserne herom fremgår af mineralolieafgiftslovens § 29, stk. 1, kulafgiftslovens § 24, stk. 2, elafgiftslovens § 14, stk. 1 og 2, naturgasafgiftslovens § 28, stk. 1 og CO2-afgiftslovens § 19, stk. 2.

Skønsmæssig ansættelse
Kan størrelse af den for meget udbetalte godtgørelse ikke opgøres på grundlag virksomhedens regnskaber, kan SKAT  foretage en skønsmæssig ansættelse af beløbet.

Bestemmelserne herom fremgår af mineralolieafgiftslovens § 29, stk. 1, elafgiftslovens § 14, stk. 2, naturgasafgiftslovens § 28, stk. 2 og CO2-afgiftslovens § 19, stk. 2.

Kontrol mv.
Reglerne for kontrol, efterbetalinger og straffebestemmelser og klagevejledning gælder også for virksomheder der har fået udbetalt godtgørelse af energiafgift og CO2-afgift.

Reglerne fremgår af kapitlerne om de enkelte energiafgifter og CO2-afgift og af A.12, A.13 og A.14.