Forord
Energiafgift af kul mv. fremgår af lov om afgift af stenkul, brunkul og koks mv., jf. lovbekendtgørelse Ny tekst startNy tekst startnr. 1068 af 30. oktober 2006Ny tekst slutNy tekst slut (kulafgiftsloven) med senere ændringer, se nedenstående oversigt. Der skal også betales kuldioxidafgift af de fleste kulprodukter, se F.5.

Der skal endvidere betales svovlafgift af kul mv., hvis indholdet af svovl overstiger 0,05 pct., se G.11.

For affald, der bruges til fremstilling af affaldsbaseret varme, skal der betales affaldsafgift, se G.3. Der kan derudover blive tale om betaling af svovlafgift se G.11.

Lovændringer mv.
Der er inden for de senere år sket følgende lovændringer mv. I parantes for de senere love er angivet eventuelle ikrafttrædelsesbekendtgørelser, der er knyttet til den enkelte ændringslov:

Lov nr.DatoÆndring

886

03.10.1996Lovbekendtgørelse

444

10.06.1997Justering af rumvarmeafgiften mv.

1098

29.12.1997Klagestrukturen

437

26.06.1998Afgiftsforhøjelse og afgift af varme produceret ved affaldsforbrænding mv.

702

28.09.1998Lovbekendtgørelse

380

02.06.1999Myndigheders adgang til privat ejendom uden retskendelse

390

02.06.1999Kraftvarmeværker

945

20.12.1999Forlængelse af den midlertidige lempelse for gasbaseret decentral kraftvarme og justering af reglerne for afgift af affaldsvarme

963

20.12.1999Afgiftsgodtgørelse for landbrug mv.

165

15.03.2000Opkrævningsloven
102922.11.2000Afskaffelse af hæftestraf

393

06.06.2002Ændringer af kraftvarmebeskatning, lettelser til erhvervslivet mv.
46209.06.2004Gennemførelse af Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 og forenklinger af energiafgifterne (§ 1, nr. 19 og 21, § 2, nr. 2,3,4,5,6 og 21, § 3, nr. 2,3,5,19, § 4, 3,4 17 og § 5, nr. 2,3,4, og 14 er trådt i kraft ved bek. 807 af 12.7.2004), (§ 1, nr. 21 - proceslistens pkt. 37 - er trådt i kraft ved bek. 372 af 25.5.2005, jf. endvidere bek. nr. 709 af 5. juli 2005), (§ 3, nr. 4 er trådt i kraft ved bek. nr. 708 af 5. juli 2005)
32518.05.2005 Indsats mod skatte- og afgiftsunddragelse 
42806.06.2005Kommunalreformen konsekvensændringer
1416 21.12.2005 Afgiftsnedsættelse på overskudsvarme 
1417 21.12.2005 Afgiftslempelser på fjernvarme mv., mikrokraftvarme og justeringer af forbrugsregistrering mv.  
512 07.06.2006 Forbrænding af fiberfraktioner, der stammer fra afgasning og separering af husdyrgødning 
Ny tekst start1068Ny tekst slutNy tekst start30.10.2006Ny tekst slut Ny tekst startLovbekendtgørelseNy tekst slut 

Afgiftspligt
§ 1, stk. 1
Følgende varer omfattes af afgiftspligten:
  1. Stenkul (inkl. stenkulsbriketter), koks, cinders og koksgrus.   
  2. Jordoliekoks.
  3. Brunkulsbriketter og brunkul.
  4. Tallolie, trætjære, trætjæreolie, vegetabilsk beg og andre varer udvundet af saften fra træ, som anvendes eller er bestemt til at anvendes til fremstilling af varme.
  5. Andre varer henhørende under position 2713, 2714 og 2715 i EU´s kombinerede nomenklatur (bitumen), som anvendes eller er bestemt til at anvendes til fremstilling af varme
  6. Varme produceret ved forbrænding af affald, der er omfattet af afgiftspligten i lov om afgift af affald og råstoffer (afgiftspligtig er dermed affaldsvarme, der er fremstillet ved forbrænding af affald, hvoraf der skal betales affaldsafgift). Derudover skal der betales afgift af varme produceret ved forbrænding af fiberfraktioner, der stammer fra afgasning og separering af husdyrgødning omfattet af § 9, stk. 3, nr. 11, i lov om afgift af affald og råstoffer. Det fremgår af lov nr. 512 af 7. juni 2006, som får virkning fra 1. april 2006, men først sættes i kraft når EU-kommissionens godkendelse foreligger. Se også G.3.5.12

Vareområdet i de første fem punkter er fremover benævnt kul mv., medens varer omfattet af sidste punkt benævnes affaldsvarme. Afgift af affaldsvarme blev indført med virkning fra den 1. januar 1999.

Jordoliekoks
Jordoliekoks er et restprodukt fra raffinering af råolie og fremstilles ved, at den resterende del af olien efter den egentlige raffinering opvarmes til ca. 500o C, hvorefter de faste bestanddele udskæres. Jordoliekoks markedsføres under flere forskellige benævnelser, fx energikoks, kokssingles, industrikoks og petroleumskoks.

Til tekniske formål
Forædlede kulprodukter mv., der udelukkende anvendes til tekniske formål (fx opkulningsmidler, der tilsættes støbejern i en smelteproces, og stenkul, der anvendes i rensefiltre i vandværker mv.), er fritaget for afgift. Det er herved en forudsætning, at de pågældende produkter ikke kun anvendes som erstatning for almindelige afgiftspligtige varer.

I det følgende redegøres for afgiftssatsen:

Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er der sket visse forenklinger samt justeringer af afgiftssatserne i CO2-afgiftsloven og energiafgiftslovene.

Der er i hovedtræk tale om følgende satsændringer mv.:

  • CO2-afgiftssatserne nedsættes med 10 pct.
  • Den hidtidige afgiftsgodtgørelse for momsregistrerede virksomheder på 10 pct. af CO2-afgiften af energi til let proces ophæves.
  • Energiafgiftssatserne hæves med et beløb, som svarer til det, som CO2-afgiften nedsættes med.

Der er samtidg sket den ændring, at satserne i loven nu er anført med 1 decimal.

Efter brændværdi § 1, stk. 2, nr. 1
Energiafgiften for kul mv. udgør 51,9 kr. pr. GJ, hvis virksomheden vælger at betale afgift efter brændværdi. CO2-afgiften betales altid efter vægt, se F.5.

Efter vægt § 1, stk. 4
Hvis virksomheden ikke foretager opgørelse af den faktiske brændværdi i kul mv., betales afgiften efter vægt.

Energiafgift efter vægt:

 

Satserne fremgår af skemaet nedenfor.

 Vare                     

Sats

1.Stenkul (inkl. stenkulsbriketter), koks, cinders og koksgrus

1.449,2 kr./t

2.Jordoliekoks

1.707,3 kr./t

3.Brunkulsbriketter og brunkul

1.047,8 kr./t

4.Talolie, trætjære, trætjæreolie, vegetabilsk beg o.l.

1.990,0 kr./t

5.Bitumen med et vandindhold på mindst 27 pct.

1.482,4 kr./t

6.Bitumen med et vandindhold på mindre end 27 pct.

1.951,1 kr./t

Da koks nævnt under punkt 1 i et vist omfang sælges i hl, tillades det virksomheder, der fakturerer koks i hl, at beregne og anføre afgiften med anvendelse af en beregningsteknisk afgiftssats. Denne sats er beregnet efter et gennemsnit, hvor 1 hl svarer til 50 kg = 0,05 ton.

Virksomhedens valg mellem betaling af afgift efter brændværdi eller efter vægt gælder for en periode på mindst ét år, jf. § 1, stk. 6.

Affaldsvarme
§ 1, stk. 2, nr. 2
Afgiften af affaldsvarme, jf. § 1, stk. 1, nr. 6, udgør 12,90 kr. pr. GJ. Der betales ikke CO2-afgift af affaldsvarme.

Hvis virksomheden ikke måler den faktiske mængde varme, der produceres ved forbrænding af affald, betales afgiften efter vægten af det affald, der er medgået til produktion af varme.

Afgiften er for følgende former for affald pr. ton:

Træaffald

170 kr.

Andet affald

110 kr.

Virksomhedens valg mellem betaling af afgift efter energiindhold eller efter vægt af affaldet gælder for en periode på mindst ét år, jf. § 1, stk. 6.

Tidligere afgiftssatser
Tidligere afgiftssatser, se F.2 Bilag 1.

Virksomheder skal eller kan registreres hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som oplagshaver eller som varemodtager efter nedenstående regler, se i øvrigt de generelle regler om registrering i A.5.

Der er ikke krav om registrering af virksomheder i andre EU-lande, der har fjernsalg af kul mv. til en privat køber i Danmark, se A.5.4. Dette indebærer, at afgiften af kul mv. påhviler køber.

En person, der drev virksomhed med forretningssted i Tyskland, er af Landsskatteretten anset for at være afgifts- og momspligtig her i landet af koksleverancer til private danske forbrugere, jf. SKM2002.357.LSR, idet virksomheden i alt væsentlig har været beliggende og udøvet her i landet.

Ved anmeldelse til registrering bruges en blanket (blanket nr. 23.007), som kan fås elektronisk eller hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Blanketten omfatter tillige registrering for CO2-afgift af kul.

Skal registreres
§ 2, stk. 1
Virksomheder, der udvinder eller fremstiller afgiftspligtige varer eller affaldsvarme, skal anmelde sig til registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som oplagshavere.

Virksomheder der registreres som affaldsvarmeproducent, er ikke omfattet af registreringen for de øvrige vareområder i loven.

Kan registreres
§ 2, stk. 2
Virksomheder der afsætter, oplagrer eller forbruger afgiftspligtige varer (varer omfattet af punkterne 1-5, se F.2.1), og som råder over lagerplads med en kapacitet på mindst 1.000 tons, kan anmelde sig til registrering, men sådanne virksomheder har ikke pligt til at være registreret.

Til lagerkapaciteten medregnes udover importlagre mv. også virksomhedernes lokale depoter, mens detailsalgssteder ikke kan medregnes.

Virksomheder, der har opbevaringsanlæg (depoter), som ligger i flere af SKATs samarbejder, er normalt hjemmehørende ved det samarbejde, hvor hovedvirksomheden ligger. Virksomheden skal for hvert depot give oplysning om depotets beliggenhed, lagerkapacitet mv. Virksomheden skal anmelde sig til registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Forbrugsregistrering for varme og registrering for mellemhandel af varme
 Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er der sket en ændring af registreringsbestemmelserne, som gør det muligt for større energiforbrugere - på visse betingelser - at blive registreret for forbrug af gas, el og varme. Endvidere kan varmeleverandører - på visse betingelser - blive registreret for mellemhandel af varme.

Betingelser for forbrugsregistrering af varme: Se F.4.2.

 

Betingelser for registrering for mellemhandel af varme: Se F.4.2.

 

Ikrafttræden mv.:

Bestemmelserne er trådt i kraft den 1. september 2004, jf. bekendtgørelse nr. 807 af 12. juli 2004.

Ordningerne om forbrugsregistrering for varme og mellemhandel af varme er nærmere beskrevet i følgende 2 nyhedsbreve:

1) Nyhedsbrev af juli 2004 (Energiafgifter - Forbrugsregistrering for gas, el og varme (nettoafregning af afgift) og mellemhandlerregistrering for varme).

2) Nyhedsbrev af september 2004 (Energiafgifter - Forbrugsregistrering - Opgørelse af nettoafgift af gas, el og varme og opgørelse af afgiftsindholdet i varme).  

Der vil ved en senere ajourføring ske den fornødne tilretning af Punktafgiftsvejledningen.

 

Forbrugsregistrering - Justeringer mv. pr. 1. januar 2006

Efter de hidtil gældende regler er det det årlige forbrug pr. afregningsmåler for varme på 4.000 GJ og godtgørelsens størrelse på 90 pct. af den samlede energi- og CO2-afgiftsbelastning, der er afgørende for, om en virksomhed kan forbrugsregistreres.

"Afregningsmålerprincippet" er blevet ændret til et "virksomhedsprincip", dvs. at de hidtidige krav til forbrugets størrelse og godtgørelsens størrelse for at blive forbrugsregistreret er ændret fra at gælde for hver afregningsmåler til at gælde inden for samme lokalitet. Det betyder bl.a., at en virksomhed, der indenfor samme lokalitet har 2 eller flere afregningsmålere, kan få alle målere omfattet af én forbrugsregistrering, hvormed det er det samlede forbrug inden for lokaliteten og ikke hver enkelt måler, der er afgørende for registreringen. Der er samtidig tale om en administrativ forenkling.  

Ved lokalitet forstås virksomhedens geografiske forretningssted. Har virksomheden flere forretningssteder (flere geografiske lokaliteter) - er det forbruget ved de enkelte lokaliteter, der er afgørende for, om den enkelte lokalitet kan blive omfattet af en forbrugsregistrering.

-----

Justeringerne mv. er nærmere beskrevet i Nyhedsbrev af december 2005 (Forbrugsregistrering for gas, el og varme - justeringer mv. af afgiftsreglerne).

Nyhedsbrevet indeholder endvidere et afsnit, hvori der er redegjort nærmere om identifikation af afregningsmålere herunder brug af målestedsidentifikation/aftagenummer (EAN-nummer) for afregningsmålere, der er omfattet af en forbrugsregistrering.

Der vil ved en senere ajourføring ske den fornødne tilretning af Punktafgiftsvejledningen.

 

§ 2, stk. 2
For at blive registreret efter bestemmelsen skal virksomheden råde over en lagerkapacitet på mindst 1000 tons. I tilfælde, hvor flere virksomheder har lejet sig ind på samme lagerplads, hæftes der forholdsmæssigt for afgiften udfra, hvor stor en andel af lagerpladsen den enkelte virksomhed råder over. Hæftelsen deles forholdsmæssigt mellem dem, der på tidspunktet for tvisten i praksis råder over lagerkapaciteten, dvs. mellem dem, der på pågældende tidspunkt har varer på lagerpladsen.

Afgiftsfri indkøb § 3
Registrerede oplagshavere er berettiget til, uden at afgiften er betalt, at købe afgiftspligtige varer fra udlandet og fra andre registrerede oplagshavere.

§ 10 a, stk. 1
Virksomheder, der modtager varer fra udlandet, og som ikke er registreret som oplagshaver, skal registreres som varemodtager, se A.5.3.

Afgiftsperiode, § 4
Virksomheden skal foretage opgørelse af den afgiftspligtige mængde for hver måned (kalendermåned), dvs. den mængde, som virksomheden skal betale energiafgift af.

Den afgiftspligtige mængde skal opgøres særskilt for de forskellige afgiftspligtige vareområder.

Registrerede oplagshavere kan benytte én af to metoder, nemlig udleveringsmetoden eller forbrugsmetoden.

Forbrugsregistrerede virksomheder og registrerede mellemhandlere af varme
Ordningen om forbrugsregistrering for varme og mellemhandel af varme trådte i kraft den 1. september 2004, jf. bekendtgørelse nr. 807 af 12. juli 2004.

Regler om opgørelse af den afgiftspligtige mængde (nettoafgift) for forbrugsregistrerede virksomheder og den afgiftspligtige mængde for mellemhandlere af varme er beskrevet i nyhedsbrev af september 2004 (Energiafgifter - Forbrugsregistrering - Opgørelse af nettoafgift af gas, el og varme og opgørelse af afgiftsindholdet i varme).  

Der vil ved en senere ajourføring ske den fornødne tilretning af Punktafgiftsvejledningen.

§ 5, stk. 1
Metoden gælder for registrerede oplagshavere, som hovedsagelig sælger afgiftspligtige varer.

Den afgiftspligtige mængde for en måned skal opgøres som den mængde afgiftspligtige varer, der er udleveret fra virksomhedens anlæg.

Med udlevering sidestilles som hovedregel fakturering, så den afgiftspligtige mængde er de i måneden fakturerede afgiftspligtige varer. Det er en forudsætning, at faktureringen sker umiddelbart efter leverancen, i praksis 1-2 dage efter.

Ved opgørelsen medregnes varer, der er udvundet eller fremstillet af virksomheden, og ubeskattede varer, som er tilført virksomheden fra udlandet, fra andre registrerede virksomheder samt fra ikke-registrerede virksomheder, som har bevilling fra told- og skatteforvaltningen til at foretage sådanne leverancer mod godtgørelse af kulafgift.

Opgørelsen skal omfatte enhver udlevering i månedens løb af afgiftspligtige varer.

Det gælder, uanset om udleveringen sker for virksomhedens egen regning eller for anden regning, og uanset om varerne er endeligt solgt eller leveret i konsignation eller på anden måde. Varer, der udleveres uden betaling, skal også medregnes.

§ 5, stk. 7
Hvis afgiftspligtige varer, der ikke udleveres uden afgift efter § 6, stk. 1, udleveres til andre oplagringsanlæg end de for modtageren normale, kan told- og skatteforvaltningen bestemme, at udleveringen finder sted, når varerne modtages i de normale oplagringsanlæg.

§ 6
I den afgiftspligtige mængde fradrages kul mv., der er udleveret uden afgift efter bestemmelserne i F.2.5.

Denne bestemmelse finder fx anvendelse i tilfælde af, at en virksomhed inden en afgiftsforhøjelse hos en registreret oplagshaver indkøber store mængder kul mv., som derfor ikke leveres til virksomhedens egne anlæg, men evt. opbevares midlertidigt hos leverandøren. I dette tilfælde kan told- og skatteforvaltningen bestemme, at udleveringen fra den registrerede virksomhed og dermed tidspunktet for afgiftsberigtigelsen, dvs. tidspunktet for fastsættelse af afgiftens størrelse, først anses for at være sket, når kullene fysisk leveres til virksomhedens egne anlæg.

Eget forbrug
I opgørelsen skal endvidere medtages virksomhedens eget forbrug af kul mv. Det gælder fx kul, der er anvendt til fremstilling af varme til rumvarmeformål i virksomheden og kul mv., der er anvendt til de i momslovens § 42, stk. 1, nævnte formål (indehaverens privatforbrug, opvarmning af funktionærboliger mv.). Endvidere medregnes kul mv., der er anvendt til formål, der ikke vedrører omsætningen af varer og momspligtige ydelser.

Ved opgørelsen af den afgiftspligtige mængde kan virksomheden fradrage mængden af afgiftspligtige varer, som virksomheden har anvendt til formål, hvor der kan ske fradrag af afgiften efter lovens § 8. Det gælder fx kul mv., der er anvendt til procesformål, jf. lovens § 8, stk. 4. Se i øvrigt godtgørelsesreglerne i F.6.

Forbrug § 5, stk. 2
Metoden gælder for registrerede oplagshavere, som ikke eller kun i uvæsentligt omfang sælger afgiftspligtige varer.

Den afgiftspligtige mængde for en måned skal opgøres som den mængde afgiftspligtige kul mv., der er forbrugt i virksomheden med tillæg af eventuel udlevering fra virksomheden.

I den afgiftspligtige mængde fradrages kul mv., der er udleveret uden afgift eller anvendt til elfremstilling efter bestemmelsen i F.2.5.

Til den afgiftspligtige mængde skal endvidere medregnes kul mv., der er anvendt til de i momslovens § 42, stk. 1, nævnte formål (indehaverens privatforbrug, opvarmning af funktionærboliger mv.). Endvidere medregnes kul mv., der er anvendt til formål, der ikke vedrører omsætningen af varer og momspligtige ydelser.

§ 6, stk. 2.
Ved opgørelsen af den afgiftspligtige mængde kan virksomheden fradrage mængden af afgiftspligtige varer, som virksomheden har anvendt til formål, hvor der kan ske fradrag af afgiften efter lovens § 8. Det gælder fx kul, der er anvendt til procesformål, jf. lovens § 8, stk. 4. Se i øvrigt godtgørelsesreglerne i F.6.

Brændværdi
§ 5, stk. 4 og 5
Registrerede oplagshavere, der vælger at betale afgift efter brændværdien, skal opgøre den afgiftspligtige mængde særskilt for hver varekategori og på dette grundlag beregne brændværdien i GJ i de afgiftspligtige varer, der er udleveret eller forbrugt i virksomheden.  

Brændværdien i GJ kan enten opgøres ved udtagning af prøver i hver enkelt udlevering fra eller udtagning til forbrug i virksomheden, eller efter en gennemsnitsberegning, se afsnittet om lagerbalancesystem. Brændværdien kan således opgøres samtidig med opgørelse af svovlindholdet i kul mv.  

Leverandørens fakturerede brændværdi kan normalt lægges til grund for opgørelsen. Det forudsætter dog, at der er tale om to uafhængige virksomheder, og at brændværdien har betydning for prisfastsættelsen for varerne.

Lagerbalancesystem
Brændværdien i GJ skal som hovedregel opgøres for hvert enkelt parti kul mv., der udleveres fra eller forbruges i virksomheden.  

Virksomheden kan imidlertid vælge at beregne brændværdien efter et lagerbalancesystem. Lagerbalancesystemet kan benyttes fra begyndelsen af en afgiftsperiode og skal gælde for en periode på mindst 1 år.  

Virksomheden skal først foretage en måling af brændværdien i GJ pr. ton for hver varekategori samt mængden af hver varekategori i lagerbeholdningen ved begyndelsen af en afgiftsperiode.

Herefter beregnes den samlede brændværdi i lageret i GJ.  

For kul mv., der tilføres lageret, opgøres den samlede brændværdi i GJ efter måling eller efter sælgerens lagerbalancesystem (den registrerede leverandørs fakturerede brændværdi). Det samme gælder, hvis varerne modtages fra udlandet.  

For varer, der fraføres lageret, beregnes brændværdien ved at gange den opgjorte aktuelle brændværdi i GJ pr. ton med mængden af kul mv., der fraføres lageret.  

Den beregnede brændværdi af lageret reduceres med de mængder, der fraføres lageret enten opgjort efter dette lagerbalancesystem eller efter måling.  

Hver gang der tilføres lageret kul mv., skal der ske en ny opgørelse af det samlede lager og den samlede brændværdi i GJ.  

Eksempel
Nedenstående illustrerer metoden for opgørelse af afgift efter brændværdi:

En virksomhed har ved begyndelsen af en afgiftsperiode et lager på 10 t kul med en brændværdi på 20 GJ/t. Virksomheden får tilført 5 t kul med en brændværdi på 35 GJ/t og frafører/forbruger i perioden 8 t kul.

Brændværdi i lager primo10 t x 20 GJ/t =200 GJ
Brændværdi i kul tilført lager5 t x 35 GJ/t =175 GJ
Samlet lager10 t + 5 t =15 t
Samlet brændværdi200 GJ + 175 GJ =375 GJ
Brændværdi pr. ton375 GJ : 15 t =25 GJ/t
Brændværdi i kul fraført lager8 t à 25 GJ/t =200 GJ
Beregning af afgift  
Energiafgift200 GJ x 47 kr./GJ =9.400 kr.
CO2-afgift (pr. ton)8 t x 242 kr./t =1.936 kr.

§ 1, stk. 5
Virksomheder, der ikke måler den producerede mængde varme kan opgøre den afgiftspligtige mængde på grundlag af den forbrændte mængde affald. Der skal ske separat opgørelse af træaffald og andet affald.  

§ 5, stk. 3
Hvis virksomheden vælger at opgøre den afgiftspligtige mængde på grundlag af den fremstillede mængde varme, skal der ske opgørelse af den fremstillede mængde varme i GJ. Opgørelsen sker ved måling, som skal foretages i umiddelbar tilknytning til affaldsforbrændingsanlægget.  

I tilfælde, hvor det af tekniske grunde ikke er muligt at foretage måling af den producerede mængde varme i umiddelbar tilknytning til affaldsforbrændingsanlægget, kan det accepteres, at målingen foretages senere. Der skal dog ske måling senest på det tidspunkt, hvor varmen forlader produktionsanlæggets afgrænsede geografiske område. Dette afgøres i det enkelte tilfælde efter en konkret vurdering. Hvis virksomheden tillige anvender affaldsvarmen til rumvarme i virksomheden, skal der endvidere ske opgørelse af eget forbrug af varme.

Kun varmeproduktion
For virksomheder og anlæg, der udelukkende producerer varme ved hjælp af forbrænding af affald, opgøres den afgiftspligtige mængde varme, som den mængde varme i GJ, der leveres ab værk.   

Affald og andre brændsler
For virksomheder og anlæg, der også benytter andre brændsler end affald, opgøres den afgiftspligtige mængde efter fradrag for energiindholdet i de andre brændsler. Disse virksomheder skal derfor først opgøre mængden af varme som leverancen af varme ab værk. Herfra trækkes summen af energiindholdet i de andre brændsler ganget med varmevirkningsgraden for hvert af disse brændsler.

El- og varmeproduktion
Virksomheder og anlæg, der producerer både varme og elektricitet, skal opgøre den afgiftspligtige mængde varme på samme måde som ovenfor, men der kan kun fradrages energiindhold i andre brændsler i det omfang, disse brændsler ikke er medgået til produktionen af elektricitet.  

Disse virksomheder skal først opgøre mængden af varme som leverancen af varme ab værk. Herfra fratrækkes summen af energiindholdet i eventuelle andre brændsler ganget med varmevirkningsgraden for hvert af disse brændsler og ganget med forholdet mellem på den ene side energiindholdet i varmen og på den anden side summen af energiindholdet i varmen og energiindholdet i elekticiteten.   

Varmevirkningsgraden udgør for gas 0,9, for olie 0,85 og for andre brændsler 0,8.

Energiindhold
Energiindholdet i brændsler er følgende:

Spildolie40,4 MJ/kg
Fyringstjære36,4 MJ/kg
Gas- og dieseloie35,9 MJ/l
Petroleum34,8 MJ/l
Fuelolie40,4 MJ/kg
LPG46,0 MJ/kg
Raffinaderigas52,0 MJ/kg
Stenkul25,2 GJ/t
Koks28,9 GJ/t
Jordoliekoks31,4 GJ/t
Brunkulsbriketter og brunkul18,3 GJ/t
Benzin32,9 MJ/l
Halm14,5 MJ/kg
Træaffald14,7 MJ/kg
Andet affald9,4 MJ/kg
Naturgas39,6 MJ/Nm3
Biogas19,7 MJ/Nm3
Forgasningsgas4,0 MJ/Nm3

MJ =megajoule
GJ =gigajoule
Nm3 =normal kubikmeter

Eksempler
Virksomheden kan ved beregning af den mængde varme, der skal betales afgift af, benytte følgende eksempler:

  • En virksomhed producerer varme ved anvendelse af både gasolie og affald. Virksomheden benytter 1.000 l gasolie udover affald til at producere 100 GJ varme. Den afgiftspligtige mængde beregnes således: 100 GJ - (35,9 MJ/l x 1.000 liter x 0,85) = 69,5 GJ.
  • En virksomhed producerer både varme og elektricitet ved anvendelse af såvel gasolie som affald. Der produceres 100 GJ varme, og virksomheden benytter udover affald 1.000 l gasolie. Andelen af brændsler, der ikke er medgået til produktionen af elektricitet, beregnes som følger: Varmeandel = energiindhold i varme / (energiindhold i varme + energiindhold i elektricitet). Virksomheden har beregnet sin varmeandel til 0,3. Den afgiftspligtige mængde beregnes herefter således: 100 GJ - (35,9 MJ/l x 1.000 liter x 0,85 x 0,3) = 90,8 GJ.

§ 10 a, stk. 2
Virksomheder, der er registreret som varemodtagere, skal efter udløbet af hver måned og senest den 15. i følgende måned angive mængden af varer, som virksomheden har modtaget i månedens løb, se A.7.2.

§ 6
Oplagshavere kan ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde foretage fradrag for følgende:
  1. Varer, der tilføres en anden registreret oplagshaver, dog med undtagelse af affaldsvarme.
  2. Varer, der leveres til udlandet.
  3. Varer, der fritages for afgift efter § 7.

Reglerne for punkt 1 og 2 fremgår af A.7.1.2.

Elfremstilling § 7, stk. 1
Der ydes afgiftsfrihed for kul mv., der anvendes til fremstilling af elektricitet, når der skal betales elafgift af den fremstillede elektricitet efter elafgiftsloven.

Der gælder forskellige regler for fordelingen af energiforbruget mellem elproduktion og varmeproduktion i centrale kraftvarmeværker (værker omfattet af bilaget til kulafgiftsloven) og i decentrale kraftvarmeværker, herunder industrielle kraftvarmeværker. De nærmere regler herom fremgår af kulafgiftslovens § 7, stk. 1.

Reglerne for fordeling af brændsel mellem el- og varmefremstilling i kulafgiftslovens § 7, stk. 1 er parallelle med reglerne i mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 2 og naturgasafgiftslovens § 8, stk. 2. Tilsvarende gælder for CO2-afgiften af det anvendte brændsel, jf. CO2-afgiftslovens § 7, stk. 1.

Centrale kraftvarmeværker
Reglerne for centrale kraftvarmeværker er senest ændret ved lov nr. 390 af 2. juni 1999, der trådte i kraft den 1. juli 1999. Ændringerne ved lov nr. 390 blev gennemført for at sikre hjemmel til fritagelse af brændsel til elproduktion efter elliberaliseringen.

Den 20. august 1998 blev der - på baggrund af den dagældende lovgivning - udstedt et TSS cirkulære 1998-20 (Cirkulære nr. 148 af 20. august 1998) om centrale kraftvarmeværkers opgørelse og fordeling af brændselsforbrug. I cirkulæret skete bl.a. en præcisering af placeringen af kraftvarmefordelen i afgiftsmæssig henseende. Endvidere blev der i cirkulæret angivet en udfyldende fortolkning om afgiftsbetalingen i en situation, hvor den producerede elektricitet blev afsat til udefra givne priser, - bl.a. om muligheden for at anvende et referenceværk.

Cirkulærets ordlyd er gengivet nedenfor:

"Det er konstateret, at centrale kraftvarmeværkers opgørelse af mængden af brændsel, der anvendes til fremstilling af elektricitet, og som der kan opnås afgiftsfritagelse for, ikke sker ensartet og i overensstemmelse med i afgiftslovgivningen og i visse tilfælde heller ikke med forudsætningerne for denne lovgivning.

I den anledning skal reglerne for afgiftsberegning præciseres i nærværende cirkulære.

Reglerne for centrale kraftvarmeværker, der er defineret i bilaget til mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven og naturgasafgiftsloven, fremgår af:

- § 9, stk. 2, 1. og 2. punktum i lov om energiafgift af mineralolieprodukter, jf. lovbekendtgørelse nr. 858 af 24. september 1996, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 444 af 10. juni 1997 og senest ved § 1 i lov nr. 437 af 26. juni 1998.

- § 7, stk. 1, 1. og 2. punktum i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 3. oktober 1996, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 444 af 10. juni 1997 og senest ved § 5 i lov nr. 437 af 26. juni 1998 .

- § 8, stk. 2, 1. og 2. punktum i lov om afgift af naturgas og bygas, jf. lovbekendtgørelse nr. 887 af 3. oktober 1996, som ændret bl.a. ved § 3 i lov nr. 444 af 10. juni 1997 og senest ved § 2 i lov nr. 437 af 26. juni 1998.

- § 34, stk. 1 i lov om afgift af svovl, jf. lov nr. 421 af 14. juni 1995 (svovlafgiftsloven), som ændret bl.a. ved § 5 i lov nr. 444 af 10. juni 1997 og senest ved § 7 i lov nr. 437 af 26. juni 1998.

Bestemmelserne, der er ens i de nævnte afgiftslove, er sålydende:

1. punktum:

"Fritaget for afgift er endvidere varer, der anvendes til fremstilling af elektricitet i kraftværker og kraftvarmeværker, der er registreret efter denne lov, når der skal betales afgift efter lov om afgift af elektricitet."

2. punktum:

"Kraftværker og kraftvarmeværker omfattet af bilaget til denne lov skal ikke betale afgift af den del af det samlede forbrug af afgiftspligtige varer, der medgår til produktionen af elektricitet, og som indregnes i elektricitetsprisen."

Centrale kraftvarmeværker kan således bruge afgiftspligtigt brændsel uden at skulle betale afgift hvis:

1. Brændslerne medgår til fremstilling af elektricitet, og

2. Forbruget af brændslerne indregnes i elpriserne.

Dette indebærer, at hvis den del af forbruget af brændsel, der kan opgøres som medgået til produktion af elektricitet er større end den del af forbruget af brændslet, der er indregnet i elprisen, vil afgiftsfritagelsen alene omfatte den del af forbruget af brændslet, der er indregnet i elprisen.

Endvidere gælder det, at hvis den del af forbruget af brændsel, der kan opgøres som medgået til produktion af elektricitet, er mindre end den del af brændslet, der er indregnet i elprisen, vil afgiftsfritagelsen alene omfatte den del af forbruget af brændsel, der er medgået til produktion af elektricitet.

Reglerne i § 7, stk. 1, nr. 2 og 3 i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, jf. lovbekendtgørelse nr.856 af 24. september 1996 (CO2-afgiftsloven), som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. nr. 1220 af 27. december 1996 og senest ved § 6 i lov nr. 437 af 26. juni 1998, er parallelle med ovennævnte bestemmelser.

1.1.Kraft- og kraftvarmeværker omfattet af bilag til ovennævnte afgiftslove

Følgende kraftværker og kraftvarmeværker er omfattet af bilaget:

H. C. Ørstedsværket

Svanemølleværket

Amagerværket

Avedøreværket

Kyndbyværket

Asnæsværket

Stigsnæsværket

Masnedøværket

Fynsværket

Enstedværket, inkl. Blok 3

Vestkraft, Esbjerg- og Herningværkerne

Midtkraft, Studstrup- og Århusværkerne

Randersværket

Nordjyllandsværket

Vendsysselværket

Skærbækværket

Østkraft, Rønneværket

2. Afgiftsmæssig fordeling af brændselsforbrug for værker, der indregner forbrug af brændsel i elprisen

Fordelingen af brændselsforbrug mellem el- og varmefremstilling skal ske efter følgende retningslinier for værker, der indregner forbrug af brændsel i elprisen:

2.1. Opgørelse af brændselsforbrug til varmefremstilling, samt indregning af kraftvarmefordelen ved opgørelse af brændselsforbruget

De centrale kraftvarmeværker er fritaget for at betale afgift af den del af det samlede forbrug af afgiftspligtigt brændsel, der medgår til produktion af elektricitet, og som indregnes i elprisen ifølge værkernes kalkulationer, der anmeldes overfor ElprisUdvalget. Afgiftsreglerne giver dog højst mulighed for fritagelse for den del af forbruget af brændsel, der netto er indregnet i elprisen.

Dette indebærer, at kraftvarmeværker ikke kan opnå afgiftsfrihed for forbruget af brændsel, der tilfaktureres varmesiden.

Der skal derfor betales afgift af brændsel, som et driftsfællesskab tilfakturerer et kraftvarmeværk som anvendt til fremstilling af varme, samt af en evt. andel af den såkaldte kraftvarmefordel, der beregnes som forskellen mellem brændselsmængden, som et driftsfællesskab får betaling for, og den brændselsmængde, der skulle have været anvendt, hvis den leverede varme havde været fremstillet på et almindeligt varmeværk.

2.1.1. Eksempel, hvori indgår en andel af kraftvarmefordelen i opgørelsen

Hvis driftsfællesskabet f.eks. får betaling for 30 brændselsenergienheder anvendt til varmefremstilling og kraftvarmefordelen beregnes til 70 brændsels

energienheder, hvoraf kraftvarmeværket får betaling for halvdelen fra varmeforsyningen, vil i alt 65 (30 + 35) brændselsenergienheder ikke kunne indregnes i elprisen med mulighed for afgiftsfritagelse.

Der skal dermed betales afgift af de nævnte 65 brændselsenergienheder. Det resterende forbrug af brændsel er fritaget for afgift under forudsætning af, at det rent faktisk er indregnet i elprisen, og at der mindst er medgået dette forbrug af brændsel til produktion af elektricitet.

2.2. Direkte metode til opgørelse af brændselsforbrug til varme

Som udgangspunkt skal den del af brændslet, hvoraf der skal betales afgift opgøres som den samlede mængde brændsel fratrukket den mængde, der er indregnet i elprisen (indirekte metode), jf. punkt 2.1. ovenfor.

Hvis hele brændselsforbruget indregnes i el- og varmeprisen, kan beregningen af den del af brændselsforbruget, hvoraf der skal betales afgift, dog ske direkte som den del, der tilfaktureres varmeforsyningen.

Kraftvarmeværker, der opfylder dette, kan dermed beregne afgiften på baggrund af brændsel, der er indregnet i varmeprisen. Det er dog en betingelse, at der ved denne beregning ikke vil blive betalt mindre i afgift, end hvis afgiften var beregnet efter den indirekte metode.

3. Særligt for værker, der ikke direkte kan anvende afgiftslovgivningens bestemmelser for afgiftsfritagelse

Værker - omfattet af bilaget over centrale kraftvarmeværker - der ikke direkte kan anvende afgiftslovgivningens bestemmelser for afgiftsfritagelse, f.eks. fordi elektriciteten sælges til udefra givne priser uafhængigt af værkets omkostninger ved fremstillingen af elektriciteten, eller den foretagne fordeling af brændslet til henholdsvis elfremstilling og varmefremstilling ikke har nogen betydning for hverken elprisen eller varmeprisen, kan opnå afgiftsfritagelse efter samme principper som værker nævnt under punkt 2.

Der skal herved henses til det brændselsforbrug, som må antages at være forbrugt af et tilsvarende værk omfattet af punkt 2. Et tilsvarende værk kan enten være et konkret referenceværk eller et stipuleret referenceværk.

Ved bedømmelsen af, om der er tale om et tilsvarende værk, indgår bl.a. forhold som virkningsgrad for fremstilling af el, værkets alder og udbygningstakt for kraftvarmeproduktion herunder kraftvarmenettet. Endvidere indgår kontraktmæssige forhold for både el- og varmeproduktionen.

Anvendelse af et konkret referenceværk eller stipuleret referenceværk som afgiftsgrundlag skal godkendes af værkets told- og skatteregion. Godkendelsen gælder for et kalenderår ad gangen.

Godkendelse til at anvende et konkret referenceværk meddeles under forudsætning af, at referenceværket foretager fordelingen af brændselsforbruget efter reglerne i cirkulærets punkt 2.

4. Afgift af svovl

Brændselsmængden, der skal lægges til grund for betaling af svovlafgift, er den samme brændselsmængde, hvoraf der skal betales energiafgift og CO2-afgift.

Udgangspunktet er dermed også her det faktiske brændselsforbrug ved det enkelte kraftvarmeværk. Det er således det faktiske svovlindhold i de anvendte brændsler ved det enkelte værk, som er afgørende for betalingen af svovlafgift.

Det er ikke tilladt at overføre uudnyttede bundfradrag mellem de enkelte værker i et driftsfællesskab, eller på anden måde at udligne betaling af svovlafgift mellem værkerne i fællesskabet.

5. Ikrafttræden mv.

Retningslinierne i cirkulærets punkt 2 og 3 har virkning for den afgiftsperiode, som begynder den 1. september 1998."

Landsretten - centrale kraftvarmeværker - kraftvarmefordelen
Vestre Landsret afsagde den 7. marts 2002, jf. SKM2002.335.VLR, dom i en sag vedrørende spørgsmålet om den afgiftsmæssige betydning af de centrale kraftvarmeværkers deling af kraftvarmefordelen mellem el- og varmesiden og lovligheden af cirkulære nr. 148 af 20. august 1998, der præciserer fortolkningen af afgiftsreglerne i relation til spørgsmålet om kraftvarmefordelen.

Landsretten udtalte, at der med hjemmel i kulafgiftslovens § 7, stk. 1, 2. punkt, og de tilsvarende bestemmelser i anden afgiftslovgivning kun kunne give sagsøgeren afgiftsfritagelse for den del af det samlede brændselsforbrug, som sagsøgeren efter egne kalkulationer havde indregnet i elprisen. Da der i sagsøgerens kalkulationer, som indeholdt en deling af kraftvarmefordelen, og som var indberettet til Elprisudvalget, var henført brændselsomkostninger til varmesiden, som lå ud over merbrændselsforbruget, og da disse brændselsomkostninger herefter ikke kunne henregnes til elsiden og indgå i elprisen, havde told- og skatteregionen haft det fornødne grundlag for at opkræve yderligere afgift som sket.

Landsretten udtalte endvidere, at allerede fordi ministeriets praksis efter gennemførelsen af cirkulære nr. 148 af 20. august 1998 havde haft hjemmel i de respektive afgiftslove, kunne sagsøgerens anbringender om, at der var etableret en for myndighederne bindende administrativ praksis og i anden række en egentlig retssædvane ikke føre til et andet resultat. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Landsretsdommen blev indbragt for Højesteret.

Højesteret -  centrale kraftvarmeværker - kraftvarmefordelen
Højesteret afsagde den 19. februar 2004, jf. SKM2004.144.HR, dom i ovennævnte sag vedrørerende de centrale kraftvarmeværkers deling af kraftvarmefordelen.

Højesteret udtalte, at efter kulafgiftslovens § 7, stk. 1, skal kraftvarmeværker omfattet af bilaget til loven (de centrale kraftvarmeværker), ikke betale afgift af den del af det samlede brændselsforbrug, der medgår til produktionen af elektricitet, og som indregnes i elektricitetsprisen. I den affattelse, der var gældende i september 1998, indeholdt bestemmelsen ikke nærmere regler om, hvilken del af brændselsforbruget der anses som indregnet i elektricitetsprisen. Som anført af landsretten har bestemmelsen til formål at sikre, at der ikke sker en dobbeltbeskatning af det brændsel, der anvendes til elproduktion.

Højesteret bemærkede videre, at det af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, at de kalkulationer, som kraftvarmeværkerne anvender ved fordelingen af brændselsforbruget på el- og varmeproduktionen, og som danner grundlag for prisfastsættelsen, også skal anvendes ved beregningen af afgiftsfritagelsen for elproduktionen og ved afgiften på varmeproduktionen.

Efter en gennemgang af sagens faktuelle forhold fandt Højesteret, at delingen af kraftvarmefordelen indebærer, at ikke kun merbrændselsforbruget, men også en brændselsmængde, der modsvarer halvdelen af kraftvarmefordelen, henføres til og betales af varmesiden med den virkning, at denne brændselsmængde ikke længere henføres til elsiden og indregnes i elpriserne. Det kan i den forbindelse ikke tillægges betydning, om den halve kraftvarmefordel i anmeldelserne til Elprisudvalget er indeholdt i posten "Brændsel til fjernvarme", eller om den er udskilt i en selvstændig post.

Ved en sådan fordeling af det samlede brændselsforbrug sker der ikke en dobbeltbeskatning af nogen del af elproduktionen, idet kun den del af brændselsmængden, der henføres til varmeproduktionen, pålægges kulafgift. Det er herved uden betydning, at det samlede provenu af kul- og elafgifter ved den skete deling af kraftvarmefordelen forøges, selvom kraftvarmeværkets totale brændselsforbrug er uændret.

Højesteret tiltrådte herefter, at told- og skatteregionen har haft hjemmel og grundlag for at opkræve yderligere afgift for september 1998 som sket, og stadfæstede derfor dommen.

Ny tekst start

Ny tekst startLandsretten afsagde den 22. september 2006 dom i en sag, jf. SKM2006.735.VLR, om et centralt kraftvarmeværk, der solgte den fremstillede el til en forud aftalt pris, der var uafhængig af værkets omkostninger ved elfremstillingen. ToldSkat havde truffet afgørelse om, at værkets opgørelse og betaling af afgift skulle ske på baggrund af et stipuleret værk i henhold til punkt 3 i Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 148 af 20. august 1998 om centrale kraftvarmeværkers opgørelse og fordeling af brændselsforbrug. Ny tekst slutNy tekst startIfølge ToldSkats afgørelse skulle det stipulerede referenceværk baseres på en række nærmere angivne virkningsgrader og på, at der skulle ske en ligedeling af kraftvarmefordelen mellem el- og varmesiden.Ny tekst slut

Ny tekst startDer var efter et afholdt syn og skøn opnået enighed om, at der ved opstillingen af et stipuleret referenceværk skulle anvendes en varmevirkningsgrad ved kombineret produktion på 236 pct. og en elvirkningsgrad på 31 pct. Sagen angik herefter, hvorvidt der skulle ske en deling af kraftvarmefordelen, samt hvilken varmevirkningsgrad for et varmeværk, der skulle anvendes.Ny tekst slut

Ny tekst startLandsretten fandt det ikke godtgjort, at prisen for el fra Randersværket på noget tidspunkt var blevet kalkuleret på baggrund af værkets omkostninger ved elproduktionen, og betingelsen "indregnet i elprisen" i kulafgiftslovens § 7, stk. 1, var derfor ikke opfyldt. Landsretten anførte, at der ikke i forarbejderne til lov nr. 418 af 14. juni 1995 er konkrete holdepunkter for en udvidende fortolkning af kulafgiftslovens § 7, stk. 1, 2. punktum, således at værker, der ved loven er blevet nævnt i bilaget, kan opnå afgiftsfritagelse, selv om den producerede el afsættes til en pris, der er uafhængig af de omkostninger, der er forbundet med fremstillingen. Efter bevisførelsen, og da de tilsvarende regler i kuldioxidafgiftsloven og svovlafgiftsloven skal forstås på samme måde som kulafgiftslovens § 7, stk. 1, kunne sagsøgeren herefter alene støtte sit krav om afgiftsfritagelse på cirkulære nr. 148 af 20. august 1998, pkt. 3, jf. pkt. 2.Ny tekst slut

Ny tekst startMed hensyn til cirkulærets pkt. 3 anfører landsretten, at det er forudsat, at et værk, der er omfattet af pkt. 3, ligestilles med et tilsvarende - konkret eller stipuleret - værk, der er omfattet af pkt. 2, og at det af hensyn hertil ikke i det foreliggende tilfælde er afgørende for spørgsmålet om deling af kraftvarmefordelen, at der ikke var foretaget nogen faktisk deling mellem el- og varmesiden. Efter bevisførelsen lagde landsretten til grund, at det blandt de centrale kraftvarmeværker er sædvanligt, at hele kraftvarmefordelen i en periode på 10 - 12 år tilskrives varmedelen, hvorefter fordelen deles mellem el- og varmesiden. Da værket den 1. september 1998 havde været i drift i mere end 16 år, er deling af kraftvarmefordelen ud fra cirkulærets intension et sagligt kriterium. Herefter, og da der ikke er holdepunkter for at antage, at deling af kraftvarmefordelen i øvrigt strider mod formålet med reglerne om afgiftsfritagelse, var der ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes anvendelse af dette kriterium.Ny tekst slut

Ny tekst startUd fra en samlet bedømmelse fastsatte landsretten varmevirkningsgraden for varmeværket til 91.Ny tekst slut

Decentrale og industrielle kraftvarmeværker
Da brændselsfordelingsreglerne i kulafgiftslovens § 7, stk. 1 som nævnt er parallelle med naturgasafgiftslovens § 8, stk. 2 henvises der til beskrivelsen af reglerne, herunder ændringen af reglerne ved lov nr. 393 af 6. juni 2002, i afsnittet om naturgas, se F.4.5

Afgiftslempelse på fjernvarme

"Stk. 3. Momsregistrerede varmeproducenter, der leverer varme uden samtidig produktion af elektricitet til de kollektive fjernvarmenet, og som har kraftvarmekapacitet efter stk. 4, eller som den 1. oktober 2005 havde kraftvarmekapacitet efter stk. 4, samt værker omfattet af bilaget til lov om afgift af mineralolieprodukter m.v. kan få tilbagebetalt en del af afgiften af forbrug af afgiftspligtige varer anvendt til fremstilling af varme leveret til de samme kollektive fjernvarmenet, som kraftvarmekapaciteten vedrører. Den del af afgiften, der overstiger 45 kr. pr. GJ fjernvarme ab værk, tilbagebetales. Såfremt der ved fremstillingen af fjernvarme anvendes både afgiftspligtige varer efter denne lov og andre brændsler eller energikilder, nedsættes de 45 kr. pr. GJ fjernvarme forholdsmæssigt. Hvis virksomheden producerer både el og varme samtidig, er perioden for opgørelse af afgiften efter 1. og 2. pkt. døgnet. Ved samtidig produktion af elektricitet og varme kan reglerne i 1.-3. pkt. kun anvendes, hvis opgørelsesproceduren er godkendt af told- og skatteforvaltningen. Tilbagebetaling sker efter reglerne i stk. 2."

"Stk. 4. Virksomheden har kraftvarmekapacitet, hvis 100 pct. af varmeleverancen i mindst 75 pct. af året kan dækkes af kraftvarmeenheden. Mindst 25 pct. af produktionen af elektricitet og varme i kraftvarmeenheden skal udgøres af elektricitet. Dette skal kunne dokumenteres på forlangende over for told- og skatteforvaltningen."

Bestemmelserne (afgiftslempelsen) skal godkendes af Europa-Kommissionen efter statsstøttereglerne. Skatteministeren sætter loven/lempelsen i kraft, når statsstøttegodkendelsen er modtaget, dog tidligst den 1. juli 2006. Der vil være sammenfald mellem ikrafttrædelsestidspunktet og virkningstidspunktet for lempelsen.   

SKATs Hovedcenter vil udarbejde nærmere information mv. om lempelsen. Der vil endvidere blive udarbejdet nærmere regler om opgørelsesprocedurer, jf. stk. 3, næstsidste pkt. 

§ 7 a
Der sker endvidere afgiftsfritagelse, når en oplagshaver leverer varer til de i toldlovens § 4 omhandlede diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner mv. samt de dertil knyttede personer.

 

Reglerne om godtgørelse af afgift fremgår af F.2.6.1 - F.2.6.3.

§ 7, stk. 3
Modtagere af varme eller damp produceret ved affaldsforbrænding kan opnå afgiftsgodtgørelse af den andel af varmen, der anvendes til fremstilling af elektricitet, når der betales elafgift af den fremstillede elektricitet efter elafgiftsloven. Andelen beregnes som forholdet mellem på den ene side energiindholdet i den elektricitet, der er fremstillet i perioden, og på den anden side summen af energiindholdet i den elektricitet og varme, der er fremstillet i perioden.

§ 7, stk. 5
Virksomheder, der ikke er registreret efter kulafgiftsloven, kan få bevilling til godtgørelse af energiafgift på kul mv., som leveres til udlandet og til centrale kraftværker og kraftvarmeværker, samt til andre virksomheder, der er registreret efter kulafgiftsloven som oplagshavere. Det gælder dog ikke for affaldsvarme.

Der kan ikke gives bevilling til en virksomhed, når den pågældende virksomhed og en registreret oplagshaver, som virksomheden direkte eller indirekte får leveret afgiftspligtige varer fra, er indbyrdes forbundne virksomheder.

Som indbyrdes forbundne virksomheder anses virksomheder, hvor samme ejerkreds direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct. af kapitalen i hver virksomhed eller direkte eller indirekte råder over mere end 50 pct. af den eventuel stemmeværdi i hver virksomhed. Ejere som nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 11, stk. 3, anses ved bedømmelsen af ejerkredsen for én og samme person.

En udstedt bevilling bortfalder, hvis der efterfølgende kommer til at foreligge en situation med indbyrdes forbundne virksomheder.

Når registrerede oplagshavere køber kul mv. uden afgift af virksomheder med bevilling, jf. ovenfor, skal leverandøren udstede en faktura, hvoraf det bl.a. skal fremgå, at varerne er leveret uden afgift.

Virksomhederne skal medregne sådanne leverancer i regnskabet over tilgang af kul mv. uden afgift.

§ 8
Reglerne for godtgørelse af energiafgift af kul mv., som momsregistrerede virksomheder anvender til procesformål, fremgår af afsnittet om godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift, se F.6.

§ 7, stk. 4
Virksomheder kan opnå godtgørelse af energiafgift (og CO2-afgift) af kul mv., der anvendes til  jernbanedrift og dampskibsfart, bortset fra lystfartøjer.

§ 11
Foruden de regnskabs- og faktureringsregler, der fremgår af A.10, gælder der følgende regler for regnskab:

Registrerede affaldsforbrændingsanlæg, der afregner afgiften på grundlag af den fremstillede mængde varme, skal på fakturaen anføre mængden af varme i GJ, afgiftssatsen pr. GJ og den samlede afgift. Hvis den fremstillede varme er baseret på afbrænding af både affald og andet brændsel, skal afgiften fremgå særskilt for hver brændselstype.

§ 11, stk. 3
Hvis udleveringen af varer finder sted fra andre end registrerede virksomheder, skal leverandøren på forlangende udstede en faktura med samme indhold, som fra en registreret virksomhed, hvis modtageren er en momsregistreret virksomhed.

Oplysningspligt § 9, stk. 9
Virksomheder, der leverer varme, skal mindst en gang årligt give oplysning om afgiftens størrelse til brug for momsregistrerede virksomheder, der evt. kan få godtgjort afgiften, se F.6.

§ 5, stk. 4 og 5
Affaldsforbrændingsanlæg og virksomheder, der opgør energiafgiften efter brændværdi, skal endvidere kunne konstatere eller verificere brændværdien for affald eller for hver varekategori. Dette skal på forlangende kunne dokumenteres over for told- og skatteforvaltningen.

Affaldsforbrændingsanlæg, der betaler afgift efter affaldets art, skal føre regnskab over indkøb og forbrug af affald for hver kategori af affald.

Depoter
Der stilles særlige krav til regnskabsførelse for registrerede virksomheder, der har opbevaringsanlæg (depoter), som ligger i flere af SKATs samarbejder.

Regnskabet over afgiftspligtig kul mv. skal føres i hovedvirksomheden. Det skal fremgå af regnskabet, hvilket depot de enkelte posteringer vedrører. Fakturaudskrivningen kan foretages enten af hovedvirksomheden eller af det enkelte depot.

Depotet skal periodisk - og i det mindste ved månedens slutning - underrette hovedvirksomheden om til- og afgangen, herunder om forbruget af afgiftspligtige varer. Hvis depotet selv udskriver fakturaer, skal kopier af fakturaerne sendes til hovedvirksomheden. Oplysningerne til hovedvirksomheden om udstedte fakturaer kan gives elektronisk.

Afregning mv.
Reglerne for afregning af afgift, hæftelse, eftergivelse og henstand (§§ 10, 10 a, 12, 23 og 25 b) fremgår af A.11.

Ved angivelse og afregning af afgift anvendes en angivelses- og indbetalingsblanket, blanket nr. 23.012 for oplagshavere og blanket nr. Y-910A for varemodtagere.

Kontrol mv.
Reglerne for kontrol (§§ 17 - 19), efterbetalinger og skønsmæssige ansættelser (§ 12, jf. § 5, stk. 2 i opkrævningsloven og §15 ), se A.12, straffebestemmelser (§§ 20 og 21), se A.13, og klagevejledning se A.14.

§ 24, stk. 1
Hvis kul mv., der efter § 7, stk. 1, er fritaget for afgift, anvendes til andet formål end det, hvortil varerne er bestemt, kan told- og skatteforvaltningen foretage bevillingsinddragelse, d.v.s. inddrage virksomhedens adgang til at indkøbe afgiftsfri kul mv. samt afkræve virksomheden afgift af de nævnte varer.

Tidligere afgiftssatser
Afgiftssatserne har inden for de seneste år tidligere udgjort:

Afgift efter brændværdi

Periode Sats
1.1.1998-31.12.199841,30 kr. pr. GJ
1.1.1999-31.12.199945,00 kr. pr. GJ
1.1.2000-31.12.200047,00 kr. pr. GJ
1.1.2001-31.12.200149,00 kr. pr. GJ
1.1.2002-31.12.200451,00 kr. pr. GJ

Stenkul (inkl stenkulsbriketter), koks, cinders og koksgrus

PeriodeSats
1.1.1996-31.12.1996   860 kr. pr. ton
1.1.1997-31.12.1997   950 kr. pr. ton
1.1.1998-31.12.19981.150 kr. pr. ton
1.1.1999-31.12.19991.250 kr. pr. ton
1.1.2000-31.12.20001.300 kr. pr. ton
1.1.2001-31.12.2001 1.350 kr. pr. ton
1.1.2002-31.12.20041.425 kr. pr. ton

Jordoliekoks

PeriodeSats
1.1.1996-31.12.19961.000 kr. pr. ton
1.1.1997-31.12.19971.155 kr. pr. ton
1.1.1998-31.12.19981.350 kr. pr. ton
1.1.1999-31.12.19991.475 kr. pr. ton
1.1.2000-31.12.20001.550 kr. pr. ton
1.1.2001-31.12.20011.625 kr. pr. ton
1.1.2002-31.12.20041.675 kr. pr. ton

Brunkulsbriketter og brunkul

PeriodeSats
1.1.1996-31.12.1996  635 kr. pr. ton
1.1.1997-31.12.1997  700 kr. pr. ton
1.1.1998-31.12.1998  840 kr. pr. ton
1.1.1999-31.12.1999  910 kr. pr. ton
1.1.2000-31.12.2000  950 kr. pr. ton
1.1.2001-31.12.2001  990 kr. pr. ton
1.1.2002-31.12.20041.030 kr. pr. ton

Talolie, trætjære, trætjæreolie, vegetabilsk beg o.l.

PeriodeSats
1.1.1995-31.12.19971.570 kr. pr. ton
1.1.1998-31.12.19981.615 kr. pr. ton
1.1.1999-31.12.19991.760 kr. pr. ton
1.1.2000-31.12.20001.840 kr. pr. ton
1.1.2001-31.12.20011.920 kr. pr. ton
1.1.2002-31.12.20041.990 kr. pr. ton

Bitumen med et vandindhold på mindre end 27 pct.

PeriodeSats
1.1.1995-31.12.19971.510 kr. pr. ton
1.1.1998-31.12.19981.555 kr. pr. ton
1.1.1999-31.12.19991.690 kr. pr. ton
1.1.2000-31.12.20001.770 kr. pr. ton
1.1.2001-31.12.20011.840 kr. pr. ton
1.1.2002-31.12.20041.920 kr. pr. ton

Affald mv.

 19992000 2001 

 2002-2004

Afgift af den producerede
mængde varme i GJ
4,90 kr.7,60 kr.    10,20 kr.12,90 kr.
Træaffald pr. ton65,00 kr.100,00kr.   135,00 kr.170 kr.
Andet affald pr. ton45,00 kr.70,00 kr.   90,00 kr.  110 kr.