Forord
Afgift af affald fremgår af lov om afgift af affald og råstoffer, Ny tekst startNy tekst startlovbekendtgørelse nr. 1165 af 27. november 2006Ny tekst slutNy tekst slut, se nedenstående oversigt.

Affaldsafgiften blev indført i 1987 med det formål at begrænse affaldsmængderne og øge incitamentet til genanvendelse.

Affaldsafgiften er en national afgift, der ikke er EU-harmoniseret. Den miljømæssige regulering af affald er karakteriseret ved et tæt samspil mellem EU-regulering og national regulering.

De overordnede rammer og principper skitseres i EU-reguleringen, og den væsentligste retsakt er direktivet om affald - affaldsrammedirektivet (direktiv 75/442/EØF som ændret ved direktiv 91/156/EØF).

Direktivet fastslår det behandlingshierarki, som affaldsafgiftsloven er bygget op efter, dvs. at affaldsforebyggelse er højest prioriteret. Herefter følger genanvendelse, dernæst forbrænding med energiudnyttelse, og endelig skal det affald, der ikke kan behandles på anden måde, deponeres.

Affaldsrammedirektivet er i Danmark bl.a. gennemført i Miljøbeskyttelsesloven (Miljøministeriets bekendtgørelse nr 753 af 25. august 2001 af lov om miljøbeskyttelse med senere ændringer) samt affaldsbekendtgørelsen (Miljøministeriets bekendtgørelse om affald nr. 619 af 27. juni 2000 med senere ændringer).

Lovændringer mv.
Der er inden for de senere år sket følgende lovændringer mv.:

Lov nr.DatoÆndring

674

13.07.1994Lovbekendtgørelse

1223

27.12.1996 Dødsboskifteloven og dødsboskatteloven 

1224

27.12.1996 Ændringer i afgiftspligtigt vareområde og afgiftens størrelse. Afgift af kalk 

335

10.05.1997 Lovbekendtgørelse 

1098

29.12.1997 Klagestrukturen 

1099

29.12.1997 Ophævelse af genanvendelsesvirksomheders adgang til kompensation for affaldsafgiften mv. 

1107

29.12.1997 Afgift af fossile brændsler og biomasser 

570

03.08.1998 Lovbekendtgørelse 

1034

23.12.1998 Afgiftsforhøjelse 

380

02.06.1999 Myndigheders adgang til privat ejendom uden retskendelse 

165

15.03.2000 Opkrævningsloven 

359

22.05.2000 Afgiftsfritagelse i forbindelse med forebyggelse af BSE 

1029

22.11.2000 Afskaffelse af hæftestraf 

1295

20.12.2000 Afgiftsforhøjelse 

487

07.06.2001 Afgiftsfritagelse i forbindelse med forebyggelse af BSE 
105717.12.2002Ændring af bl.a. afgiftspligtigt vareområde og reglerne for mellemdeponering af forbrændingsegnet affald
 12727.02.2004 Bl.a. forlængelse af afgiftsfritagelse for deponering af aske og slagger fra forbrænding af kød- og benmel
 32518.05.2005Indsættes henvisning til strfl. § 289 i § 33, stk. 3
42806.06.2005 Konsekvensændringer som følge af kommunalreformen 
1408 21.12.2005 Afgiftsændring for bentonit, cement og dolomit- og magnesiumkalk samt afgiftsgodtgørelse ved eksport 
512 07.06.2006 Fritagelse fra affaldsafgift for forbrænding af fiberfraktioner, der stammer fra afgasning og separering af husdyrgødning 
515 07.06.2006 Konsekvensændringer som følge af kommunalreformen 
Ny tekst start1165Ny tekst slutNy tekst start27.11.2006Ny tekst slutNy tekst startLovbekendtgørelseNy tekst slut

Efter kap. 2 i lov om afgift af affald og råstoffer skal der betales afgift af affald, der tilføres registreringspligtige virksomheder, jf. G.3.2.

Alt affald
Afgiftspligten omfatter - med de neden for nævnte undtagelser - alle typer affald, jf. G.3.6.2.

Der skal derfor også betales afgift af jord, bygningsaffald, kompost og slagger mv., der tilføres registreringspligtige virksomheder, dog med de undtagelser, der følger af § 9, stk. 3 og 4, jf. G.3.5.

Kalk § 9, stk. 2
Ved ændringen af affaldsafgiftsloven pr. 1. januar 1997 blev der indført afgift af kalk, der tilføres forbrændingsanlæg til røggasrensning.

Ved kalk forstås CaCO3 (kalksten, kridt), CaO (brændt kalk) eller Ca(OH)2 (hydratkalk).

Formålet med § 9, stk. 2, er at sikre, at kalk til røggasrensning er afgiftsneutral. Kalken bliver bundet i restprodukterne og fraføres det registreringspligtige anlæg som affald.

Ved fraførsel af kalken kan der foretages fradrag efter § 12. Da restproduktet er farligt affald, betales der som udgangspunkt ikke afgift, når restproduktet føres til efterfølgende behandling eller deponering. Kalken ville således medføre en afgiftsmæssig rabat, hvis der ikke blev betalt afgift ved tilførslen til forbrændingsanlægget.

Slam § 10, stk. 3
Ved ændringen af affaldsafgiftsloven pr. 1. januar 1997 er der indført afgift på slam fra rensningsanlæg, der brændes på et slamforbrændingsanlæg beliggende på eller i tilknytning til det pågældende rensningsanlæg.

Afbrænding af slam er således afgiftspligtig, uanset om afbrændingen sker på affaldsforbrændingsanlæg, slamforbrændingsanlæg eller på fx kraftværker.

Efterfølgende
miljøgodkendelse
§ 9, stk.5  
Tidligere oplagret/deponeret affald omfattes af afgiftspligten, hvis der foretages en efterfølgende miljøgodkendelse som losseplads mv. De kommunale miljømyndigheder opgør vægten af affaldet.

§ 10, stk. 1
Afgiftssatser:

Affald til deponering

375 kr. pr. ton

Affald til forbrænding

330 kr. pr. ton

Tidligere afgiftssatser
Afgiftssatserne har inden for de seneste år tidligere udgjort:

 Affald

Kr. pr. ton

 

1.1.1994-31.12.1996

1.1.1997-31.12.1997

1.1.1998-1.12.1998

1.1.1999-31.12.2000

Affald til deponering

195

335

335

375

Deponering af restprodukter fra visse kraftværker

-

210

375

Affald til forbrænding til elproduktion mv.

160

210

210

280

Affald til anden forbrænding

 -

260

260

330

I 1995 var der balance mellem mængder af forbrændingsegnet affald og forbrændingskapacitet. Stoppet for deponering af forbrændingsegnet affald, der blev indført 1. januar 1997, stigninger i affaldsmængderne samt forsinkelser i omstillingen til kraftvarmeproduktion baseret på affald, har imidlertid medført, at der er kapacitetsunderskud i dag.

I forbindelse med stoppet for deponering af forbrændingsegnet affald fik kommunerne mulighed for at give tilladelse til midlertidig oplagring af denne type affald i op til et år. Midlertidig oplagring af forbrændingsegnet affald ud over 1 år forudsatte dispensation fra Miljøstyrelsen. Som det fremgår af den daværende regerings nationale affaldsplan, Affald 21, er der mangel på forbrændingskapacitet i det midt- og sønderjyske område samt på Fyn. På grund af den manglende kapacitet er der dispensation til midlertidig oplagring af forbrændingsegnet affald i flere år, og i et enkelt tilfælde op til 10 år. Da planlægning, projektering og indkøring af ny forbrændingskapacitet er temmelig tidskrævende, er der brug for midlertidig oplagring (mellemdeponering) af det forbrændingsegnede affald, ofte i flere år.

Afgiften udgør 330 kr. pr. ton affald, der efter Miljøministeriets bekendtgørelse om affald skal forbrændes, og som efter dispensation fra Miljøstyrelsen tilføres i hele, selvstændige læs og deponeres med henblik på senere forbrænding, jf. § 10, stk. 4. Angivelsen/afregningen til SKAT skal ske i den afgiftsperiode, hvor affaldet er tilført mellemdeponiet 

Affald, som er deponeret efter § 10, stk. 4, kan ved fraførsel ikke fradrages i den tilførte mængde., jf. § 12, stk. 1.

Der skal ikke svares afgift ved forbrænding af affald, hvor der er svaret afgift efter § 10, stk. 4. Det skal dokumenteres, at der er svaret afgift efter stk. 4.

Det er en betingelse for anvendelse af ovennævnte retningslinier, at det affald, som er midlertidigt oplagret holdes fysisk adskilt fra andet affald, jf. § 10, stk. 4, og at oplagringsvirksomheden fører et særskilt regnskab for det mellemdeponerede affald. Ved fysisk adskillelse forstås geografisk adskillelse mellem permanent deponeret affald og mellemdeponeret affald. Hvis dette ikke er muligt, kræves fysisk adskillelse i form af indhegning og særskilt tilkørsel. Det er endvidere en betingelse, at affaldet til sin tid afleveres til forbrænding som forudsat.

Ved tilførsel direkte til forbrændingsanlæg, dvs. uden forudgående mellemdeponering, skal der svares afgift efter den sats som gælder ved tilførsel af affald til forbrænding.

Hvis den i § 10, stk. 4 nævnte dispensation er udløbet og ikke er forlænget, skal der svares afgift, som om affaldet var deponeret. Afgiften skal svares efter den sats, som var gældende på tidspunktet for tilførsel, fraregnet allerede betalt afgift, jf. § 10, stk. 8.

Efter § 11, stk. 1, skal virksomheder og anlæg, der til deponering eller forbrænding modtager affald, der er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt eller en kommunal indsamlingsordning, registreres, se G.3.6.1. De generelle regler om registrering, se A.5. Ved anmeldelse til registrering bruges blanket nr. 24.033.

Det er ikke en betingelse for registreringspligten, at kommunalbestyrelsen har foretaget en anvisning af det pågældende affald. Registreringspligten indtræder uanset, om anlægget er et sædvanligt forbrændingsanlæg eller en almindelig kontrolleret losseplads, eller om der er tale om fx visse specialdeponier eller elproduktionsanlæg, hvor der medforbrændes affald. Det er det modtagende anlægs faktiske håndtering af affaldet, og ikke ordlyden af den kommunale anvisning, der er afgørende for, om virksomheden skal registreres.

Forbrændingsanlæg er nærmere defineret i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 162 af 11. november 2003 om anlæg der forbrænder affald, som enhver stationær eller mobil teknisk enhed samt udstyr, der udelukkende benyttes til varmebehandling af affald, uanset om forbrændingsvarmen genanvendes eller ej. Dette omfatter forbrænding af affald ved oxidering samt andre varmebehandlingsprocesser såsom pyrolyse, forgasning eller nedsmeltning, når produkterne af denne behandling derefter forbrændes.

§ 11, stk. 2
Med lovændringen pr. 1. januar 1997 blev det præciseret, at virksomheder og anlæg, der på egen grund deponerer eller forbrænder eget affald, som er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt, er registreringspligtige.

Vestre landsret har afsagt dom i en sag, hvor overskudstræ, der anvendes til brændsel i virksomhedens eget fyringsanlæg, anses for afgiftspligtig efter § 9 og § 11, stk. 2, som afbrænding af eget affald SKM2005.102.VLR. Landsretten anførte, at der ikke var grundlag for en fortolkning, hvorefter kun affald tilført udefra udløser afgift. Dommen er anket til Højesteret.

§ 11, stk. 3
Med ændringen af loven pr. 1. januar 1997 blev slamforbrændingsanlæg beliggende på eller i tilknytning til et rensningsanlæg omfattet af registreringspligten. Sådanne anlæg havde efter de tidligere regler været fritaget for registrering, og slam, der blev brændt på sådanne anlæg havde således været fritaget for afgift. Tanken bag indførelsen af afgiften var at skabe et incitament til, at slammet i mindre omfang end hidtil bliver brændt, og dermed også incitament til, at der findes andre anvendelsesmuligheder for slammet end forbrænding.

Medforbrænding § 11, stk. 4
Virksomheder, der medforbrænder affald omfattet af den kommunale anvisningspligt med det formål at udnytte materialer i affaldet i virksomhedens produkter, bliver alene afgiftspligtige for modtagelsen af det anvisningspligtige affald.

Medforbrænding omfatter ikke produktion af energi, jf § 11, stk. 4.

Virksomheden skal således ikke betale afgift ved samtidig afbrænding af andre materialer, herunder affald, der ikke er omfattet af den kommunale anvisningspligt. Affald, som ikke indeholder brandbare bestanddele, betragtes ikke som tilført til forbrænding, og er derfor heller ikke omfattet af afgiftspligten i sådanne anlæg, se G.3.5.8.

§ 11, stk. 5
Deponeringsanlæg til restprodukter fra kraftværker baseret på fossile brændsler eller biomasse skal registreres.

§ 11, stk. 6
Virksomheder, der modtager affald fra udlandet med henblik på deponering eller forbrænding, skal ligeledes registreres.

§ 12, stk. 1
Registrerede virksomheder skal opgøre den afgiftspligtige vægt for en afgiftsperiode, dvs. kalenderkvartalet, på grundlag af den mængde affald, der er tilført virksomheden i perioden, fratrukket vægten af den del af det afgiftspligtige affald, der igen er fraført virksomheden i perioden. Affald, som er deponeret efter reglerne om midlertidig oplagring af forbrændingsegnet affald (mellemdeponering), kan ved fraførsel ikke fradrages i den tilførte mængde, se G.3.1.3.
 
Kraftværker 
§ 12, stk. 2
Ved forbrænding af affald på kraftværker baseret på fossile brændsler eller biomasse opgøres den afgiftspligtige vægt af affaldet som vægten af det affald, der er tilført virksomheden i perioden. Der er ikke mulighed for at foretage fradrag for fraførte mængder.
 
Slam § 10, stk. 2 og 3
Hvor afgiftslovens § 10, stk. 2 og 3, fastsætter særlige regler for opgørelsen af den afgiftspligtige vægt af slam, der brændes i et slamforbrændingsanlæg beliggende på eller i tilknytning til det pågældende rensningsanlæg, og tørret slam, der tilføres registreringspligtige anlæg, gælder der ingen tilsvarende regler ved fraførsel af restprodukterne. Ved fraførsel sker fradraget efter § 12 derfor efter bruttovægten.
 

Der betales som hovedregel afgift af alt affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed, uanset anvendelsen af affaldet. Der betales også afgift af affald, der ikke er omfattet af kommunernes anvisningspligt. Undtagelserne til afgiftspligten fremgår af § 9, stk. 3 og 4, jf. G.3.5.

I opgørelsen af den afgiftspligtige vægt fradrages vægten af det afgiftspligtige affald, der er fraført virksomheden i kvartalet. Vægten af det fraførte affald er affaldets bruttovægt ved fraførslen.

Det er en forudsætning for fradrag, at der er betalt afgift ved tilførsel af affaldet.

Reel fraførsel
Det er principielt en forudsætning for at opnå fradrag efter § 12, at der er sket en reel fraførsel fra den registreringspligtige virksomheds område. Efterfølgende oprettelse/godkendelse af et specialdeponi for farligt affald på en registreringspligtig virksomheds område ved opsætning af hegn rundt om og etablering af særskilt tilkørsel til specialdeponiet, er dog i enkelte tilfælde accepteret som en fraførsel.

Der kan ikke foretages fradrag for:

  • perkolat (væske, som afstrømmer fra lossepladser)
  • tilførte hjælpestoffer, med undtagelse af kalk til røggasrensning ved affaldsforbrænding tilført med betaling af afgift
  • materialer, der ikke er betalt afgift af ved tilførslen, med undtagelse af vand.

SKAT har truffet afgørelse om, at der kan foretages fradrag for vand, som er anvendt til befugtning af flyveaske og slagger for at hindre støvudvikling. Det er således bruttovægten af det fraførte flyveaske og slagger, der kan fradrages ved opgørelsen af den afgiftspligtige vægt.

Hvis der i et kvartal er fraført mere afgiftspligtigt affald, end der er tilført, fradrages forskellen i følgende kvartal(er).

Der er alene mulighed for at foretage fradrag i senere tilførte mængder, og der kan således ikke ske udbetaling af negativt afgiftstilsvar.

Der kan dog ved ophør af registrering, når et deponi lukker, ske udbetaling af et eventuelt negativt afgiftstilsvar i det sidste kvartal.

Fradraget sker til den takst, som er gældende for det kvartal, hvori fradraget foretages.

Det er efter bestemmelsen ikke afgørende, hvad det fraførte affald skal bruges til.

Udgangspunktet er, at der betales afgift af affaldets bruttovægt efter hovedreglen i § 10, stk. 1. Den afgiftspligtige vægt er således som hovedregel uafhængig af affaldets tørstofindhold.

Vejning
§ 10, stk. 4
Bestemmelsen af den afgiftspligtige mængde sker ved fysisk vejning, se dog G.3.3.3.2.1.

Vejningen sker ved tilførslen til den registreringspligtige virksomhed

§ 10, stk. 4
Den afgiftspligtige vægt er affaldets bruttovægt, og den skal både ved tilførsel og fraførsel af affald fastsættes ved hjælp af en vægt, der godkendes af SKAT.

Vægte, som er typegodkendt af Erhvervs- og Byggestyrelsen (tidl. Erhvervs- og Boligstyrelsen), og som er verificerede, kan godkendes. Verifikation foretages af et laboratorium e.l., som Erhvervs- og Byggestyrelsen har bemyndiget hertil.

Affaldets bruttovægt kan dog opgøres ved, at der fra den samlede vægt af affald og køretøj fratrækkes en fast tara for køretøjet. Taraen skal være fastsat ved vejning hos den registrerede virksomhed.

Hvis køretøjet transporterer affaldet i en container, som ikke er permanent monteret på køretøjet, opgøres taraen som køretøjets faste tara tillagt den tara, som er angivet på containeren. Hvis der ikke er angivet tara på containeren, og containerens vægt ikke på anden måde er registreret, skal køretøj og container vejes samlet ved udkørsel.

Bemanding
Vægtanlægget skal være bemandet, når der vejes.

Der kan dog vejes uden bemanding, når

  • der ved vejning anvendes optisk læsbare kort, magnetkort e.l. (ID-kort)
  • den faste tara for køretøjet er kodet i ID-kortet, og
  • viderekørsel til aflæsningsstedet kun kan ske efter vejning, eller vejningen kontrolleres på aflæsningsstedet.

Ved forbrænding af affald, hvor det er teknisk vanskeligt at anvende en vægt, kan den afgiftspligtige vægt opgøres ved måling af energiindholdet ved hjælp af en energimåler efter § 10, stk. 7. Ved kendskab til fraktionens energiindhold pr.t. samt forventet tab anvendes disse værdier til beregning af fraktionens afgiftspligtige vægt, jf. § 10, stk. 1. I modsat fald anvendes 0,1 t/GJ for træaffald og 0,15 t/GJ for andet affald.

Dette kan være tilfældet i fx træforarbejdningsvirksomheder, hvor træaffaldet suges op og transporteres i et lukket system direkte ind i et internt forbrændingsanlæg.

Slam
Ved slamforbrændingsanlæg forstås ud over egentlige slamforbrændingsanlæg også vådoxidationsanlæg. Endvidere er anlæg til pyrolyse af slam omfattet af registreringspligten, hvis der i anlægget sker afbrænding af den producerede olie eller gas.

§ 10, stk. 2
For tørret spildevandsslam er den afgiftspligtige vægt 3 gange bruttovægten.

Ved tørret spildevandsslam forstås slam, der er tørret ved en termisk proces, dvs. ved opvarmning.

§ 10, stk. 3
For slam, der pumpes eller transporteres direkte fra et rensningsanlæg over i et slamforbrændingsanlæg beliggende på eller i tilknytning til rensningsanlægget, opgøres den afgiftspligtige vægt som 4 gange tørstofindholdet i slammet.

Det samlede tørstofindhold opgøres efter udrådning eller stabilisering afslammet. Tørstofvægten opgøres på baggrund af målinger af tørstofindholdet i repræsentative stikprøver, sammenholdt med målinger af den samlede slammængde. Af hensyn til præcisionen i målingerne skal opgørelsen ske, mens slammet stadig har et relativt lavt tørstofindhold, dvs. inden afvanding, jf. § 10, stk. 3.

§ 10, stk. 3, nr. 2
Det er foreløbigt fundet tilstrækkeligt, at der udtages stikprøver én gang i hver afgiftsperiode. Prøverne udtages og analyseres af et uafhængigt, godkendt laboratorium.

Af slam, der køres til affaldsforbrændingsanlæg uden for rensningsanlægget, betales afgiften efter slammets bruttovægt i overensstemmelse med lovens hovedprincip. Da der skal betales afgift af alt affald, der tilføres registreringspligtige anlæg, skal der også svares afgift af ristestof, fedt og sand fra rensningsprocessen. For sådanne affaldstyper betales afgiften også efter bruttovægt.

§ 11, stk. 7
Følgende virksomheder/anlæg er fritaget for registrering:
  • Anlæg til forbrænding af klinisk risikoaffald.
  • Specielle anlæg til destruktion af farligt affald.
  • Anlæg til deponering af olie-, kemikalie- eller tungmetalforurenet jord og oprensningssedimenter.
  • Anlæg til deponering af jord fra afvaskning af roer.

Specialdeponier, der til deponering modtager farligt affald, kan fritages for registrering i lighed med specielle anlæg til destruktion af farligt affald. Det forudsættes, at deponiet er miljøgodkendt til modtagelse og deponering af farligt affald.

§ 11, stk. 8
Det er en betingelse for registreringsfritagelsen, at det pågældende anlæg ikke modtager andet anvisningspligtigt affald.

§ 11, stk. 5
Anvendelse af restprodukter fra kraftværker baseret på fossile brændsler eller biomasse i bygge- og anlægsarbejder er efter § 11, stk. 5, fritaget for registrering. Det er dog en forudsætning for registreringsfritagelsen, at anvendelsen af restprodukterne i bygge- og anlægsarbejder er miljøgodkendt enten efter en godkendelse udstedt efter kapitel 5 i miljøbeskyttelsesloven eller, at anvendelsen sker i henhold til regler udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 5.

Jordtippe o
.l.
Jordtippe o.l. til ren jord, er ikke omfattet af registreringspligten. Det er en betingelse for fritagelsen, at der kun deponeres ren jord til fri anvendelse på pladsen. Det er dog tilladt at anvende rent sorteret bygningsaffald til anlæggelse af interimsveje (midlertidige køreveje).

For at kunne tilføres afgiftsfrit må bygningsaffaldet kun bestå af:

  • forsorterede, rene stenmaterialer
  • forsorterede, rene uglaserede teglmaterialer (mursten og teglsten)
  • forsorteret, rent beton.

Byggematerialerne må ikke indeholde rester af maling, lak eller andre forurenede stoffer. Træ og andet organisk materiale samt tjæreholdige materialer skal være fjernet, og der må ikke forefindes PCB-fugemasse eller rester fra skorstene e.l.

Driftsstop
Lejlighedsvis modtagelse af affald fra et registreret forbrændingsanlæg på grund af driftsstop udløser dog ikke registreringspligt for modtageren. Det er en betingelse, at affaldet ikke har kunnet afleveres til en anden registreret virksomhed, og at affaldet vejes og afgiftsberigtiges af det registrerede forbrændingsanlæg.

Genanvendelsesanlæg
Efter bekendtgørelsen om affald kan kommunen - udover at anvise affald til forbrænding eller deponering - også anvise affald til genanvendelse.

En forudsætning for, at genanvendelsesanlæg kan holdes uden for afgiftspligten er, at anlægget ikke er en integreret del af et deponi/forbrændingsanlæg. Hvis et genanvendelsesanlæg drives i tilknytning til fx et deponi, er det et krav, at genbrugsmaterialet holdes skarpt adskilt fra det afgiftspligtige affald.

Landsskatteretten har truffet afgørelse i en sag SKM2003.296LSR, hvor Landsskatteretten ikke anså det omhandlede komposteringsanlæg for en del af klagerens registreringspligtige affaldsdeponivirksomhed.

Af amtets miljøgodkendelse fremgik, at det pågældende affaldscenter omfattede deponeringsanlæg, container- og modtageplads for olie- og kemikalieaffald, komposteringsanlæg for haveaffald, specialdepot for asbestholdigt affald og midlertidigt oplag af spildevandsslam. Af miljøgodkendelsen fremgik, at tilkørsel til affaldscentret skete via adgangsvejen fra Y-vej. Ved indkørslen til affaldscentret og i umiddelbar tilknytning til containerpladsen var der opstillet en mandskabsbygning samt etableret en elektronisk brovægt baseret på edb-indvejning. Der var et 2 m højt hegn omkring hele affaldscentrets område, med aflåselig låge ved indkørslen til modtagepladsen. Adgang til affaldscentret skete gennem lågen.

Om komposteringsanlægget fremgik, at dette var indrettet på et areal langs adgangsvejen i umiddelbar tilknytning til affaldscentrets modtagefaciliteter. Mod adgangsvejen var der en afskærmende ca. 2 m. høj jordvold, der fortsatte langs vejen til lystbådehavnen. Komposteringsanlægget havde tidligere været drevet i henhold til separat miljøgodkendelse. Da det eksisterende komposteringsanlæg skulle benyttes i perioden frem til etablering af et nyt anlæg, var det eksisterende anlæg medtaget i miljøgodkendelsen for den samlede plads. Klagerens advokat oplyste, at komposteringsaktiviteten foregik ved, at der blev kørt grene og lignende haveaffald til et særligt areal på affaldscentret, hvor der kun foregik kompostering. Efter endt kompostering blev den færdige kompost kørt til genbrug, efterhånden som der var anvendelsesmulighed for komposten. På vægten ved containerpladsen blev det affald, der blev kørt længere ind på affaldscentrets område til deponering vejet, ligesom der blev foretaget vejning til brug for statistiske indberetninger til Miljøstyrelsen. Vægten blev også benyttet til andre kontrolvejninger. Adgang til affaldscentret kunne kun ske gennem lågen. Umiddelbart efter containerpladsen delte vejen sig i en vej til affaldsdeponiet og en vej til komposteringsanlægget. Ved begyndelsen af vejen til komposteringsanlægget var der et tydeligt skilt, hvorpå der stod "haveaffald".

Advokaten oplyste endvidere, at affaldsdeponiets aktuelle tipfront lå i det sydøstlige hjørne af affaldscentret op mod vinterstandpladsen, mens komposteringsanlægget lå i det modsatte nordvestlige hjørne. Afstanden mellem tipfronten og komposteringsanlægget var 150-200 meter. Terrænet herigennem forhindrede, at man kunne køre i personbil eller lastbil gennem området, idet det var ujævnt, bakket, mudret m.v. Man kunne alene køre over arealet med specialkøretøjer såsom en gummiged. Med personbil og lastbil var det kun muligt at køre på affaldscentrets veje.

Ved afgørelsen blev der af retten henset til oplysningerne i miljøgodkendelsen om affaldscentrets indretning og de opstillede vilkår for de forskellige aktiviteter samt det i øvrigt oplyste om de faktiske forhold på affaldscentret.

Som genanvendelsessanlæg betragtes fx - ud over regulære genbrugsvirksomheder - følgende:

  • anvendelse af rent, sorteret bygningsaffald i bygge- og anlægsarbejder som defineret i bekendtgørelse nr 655 af 27. juni 2000 om genanvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder.
  • anvendelse af kompost til etablering af grøftekanter, parkanlæg og lignende under forudsætning af, at anvendelsen sker efter regler, der fritager anvendelse for miljøgodkendelse, eller at anvendelsen i sig selv ikke er godkendelsespligtig.
  • nedknusningsanlæg, dvs. anlæg, som modtager bygningsaffald og lignende til midlertidig opbevaring, indtil der er mulighed for at nedknuse affaldet til genanvendelige materialer.
  • sorteringsanlæg, dvs. anlæg, som modtager og sorterer affald.
Det er en betingelse for at acceptere anlægget som genanvendelsesanlæg, at opbevaringen på anlægget er af midlertidig karakter. Er opbevaringen af en sådan karakter, at der ikke længere er tale om midlertidig opbevaring, medfører det registreringspligt.

§ 9, stk. 3
Undtaget fra afgiftspligten er følgende:

Biomasseaffald, der kan tilføres forbrændingsanlæg uden kommunal anvisning i henhold til Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 638 af 3. juli 1997 om biomasseaffald, i læs, der udelukkende indeholder denne type affald er fritaget for afgift, jf. § 9, stk. 3, nr. 1.

Det er en betingelse for afgiftsfritagelsen, at affaldet stammer fra den type af virksomheder, der er nævnt i bekendtgørelsens § 2, dvs. skovbrug, træforarbejdende virksomheder, landbrug og virksomheder, der forarbejder landbrugsprodukter. Momsnævnet har truffet afgørelse om, at en virksomhed, der opskærer bygningsaffald til flis ikke anses for en træforarbejdningsvirksomhed, jf. TfS 1994, 887.

Det er ligeledes en forudsætning for afgiftsfritagelsen, at biomasseaffaldet tilføres forbrændingsanlægget i rene selvstændige læs. Det vil sige, at læssene opfylder de krav, der stilles til biomasseaffald i biomassebekendtgørelsen.

Endvidere er det en forudsætning, at affaldsfraktionen er omfattet af bilaget til bekendtgørelsen.

Affald omfattet af biomassebekendtgørelsen er ikke omfattet af den kommunale anvisningspligt efter affaldsbekendtgørelsen.

Limholdigt træaffald
Af punkt 3 i bilaget til biomassebekendtgørelsen fremgår, at træaffald fra produktion og bearbejdning af rent, limet træ, med et indhold af lim (fenolresorcinol-lim, polyvinylacetat-lim, urea-formaldehyd-lim, polyurethan-lim og melamin-urea-formaldehyd-lim), der ikke overstiger 1 pct., målt som vægtprocent af tørstof, er omfattet af biomassebekendtgørelsen, og dermed fritaget for afgift.

Ved afgørelsen af om limindholdet i træaffaldet overstiger 1 pct. tages der udgangspunkt i limindholdet ved tilførslen til forbrændingsanlægget. I denne forbindelse anses tilførsel til oplagsplads, silo e.l. beliggende i forbindelse med forbrændingsanlægget som tilførsel til forbrændingsanlægget.

Der er truffet afgørelse om, at limindholdet i træaffaldet opgøres på følgende måde: 

  • Træaffaldet transporteres med tipvogn e.l. til en oplagsplads eller en silo beliggende i forbindelse med forbrændingsanlægget, og de enkelte fraktioner holdes adskilt inden tilførslen. Ved afgørelsen af, om limindholdet i træaffaldet overstiger 1 pct., ses på limindholdet i de enkelte fraktioner, som tilføres oplagsplads, silo eller direkte til forbrændingsanlæg.
  • Træaffaldet tilføres gennem et udsugningssystem direkte til forbrændingsanlægget eller til oplagsplads eller silo beliggende i forbindelse med forbrændingsanlægget. Transporten sker ved hjælp af forskellige rør, hvor limindholdet i træaffaldet varierer fra rør til før. Træaffaldet fra de forskellige rør holdes adskilt inden tilførslen. Ved afgørelsen af, om limindholdet overstiger 1 pct., ses på limindholdet i de enkelte fraktioner (rør).
  • Træaffaldet tilføres gennem et udsugningssystem direkte til forbrændingsanlæg eller til oplagsplads eller silo beliggende i forbindelse med forbrændingsanlægget. Transporten sker via et rør og træaffaldet fra forskellige materialer og med forskellige limindhold blandes inden tilførslen. Ved afgørelsen af, om limindholdet overstiger 1 pct., ses på limindholdet i den samlede mængde træaffald.
Det er en forudsætning for afgiftsfritagelse, at limen er en af de i bilaget nævnte typer.

Rent jordfyld og ren jord, der tilføres et deponeringsanlæg som hele selvstændige læs, og som anvendes til daglig afdækning eller slutafdækning, jf. § 9, stk. 3, nr. 2, er fritaget for afgift.

Ved rent jordfyld og ren jord forstås rene jordmaterialer uden indhold af andre stoffer, end hvad man normalt ville finde i disse materialer, og som ikke er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt. Det er en betingelse for afgiftsfritagelsen, at der er tale om ren jord til fri anvendelse.

Momsnævnet har anset kartoffelafrensningsjord, der anvendes til slutafdækning på en losseplads, som ikke afgiftspligtig. Jorden havde et indhold af kartofler, der udgjorde mellem 0,2 pct. og 2 pct. af muldjorden, jf. TfS 1995, 171.

Renset jord
Forurenet jord, som har gennemgået en rensning, og som efter rensningen er så ren, at jorden kan disponeres frit og dermed ikke er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt - betragtes som ren jord også i afgiftslovens forstand.

Renset, let forurenet jord (som ikke er så ren, at der er tale om jord til fri anvendelse) anses som affald, der skal betales afgift af ved tilførsel til en registreringspligtig virksomhed. Der skal også betales afgift ved anvendelse af renset, let forurenet jord til daglig afdækning og slutafdækning på lossepladser, jf. TfS 1995, 173. I de tre sager, som er omtalt her, havde de pågældende amter udtalt, at den konkrete rensede jord var uegnet til fri anvendelse.

Landsskatteretten har i september 2000 truffet afgørelse om afgiftspligt for olieforurenet jord, der er renset. Jorden var ikke så ren, at der var tale om ren jord til fri anvendelse. Landsskatteretten udtalte, at afgiftspligten efter lovens § 9, stk. 1, indtræder på det tidspunkt, hvor affaldet tilføres den registreringspligtige virksomhed, og at vurderingen af, hvorvidt der er tale om affald, skal foretages på grundlag af forureningsgraden af den rensede jord på dette tidspunkt. I den konkrete sag indtrådte der derfor afgiftspligt ved anvendelse af jorden som slutafdækning, som lævold og som afgrænsningsvold.

Vestre Landsret har afsagt dom i en sag om opkrævning af affaldsafgift af støbesand leveret til etablering af topmembran på en kommunal losseplads SKM2003.388.VLR. Landsretten lagde til grund, at lossepladsen var en registreringspligtig virksomhed, og at der derfor skulle betales afgift af affald, der blev tilført lossepladsen, uanset om affaldet var anvist hertil. Støbesandet måtte efter såvel EU-retlige som nationale regler anses for affald. Den omstændighed, at støbesandet kunne nyttiggøres eller genbruges, bevirkede ikke i sig selv, at støbesandet ophørte med at være affald. Vestre Landsret lagde efter bevisførelsen til grund, at støbesandet, som blev leveret i 1991 til 1999, ikke kunne sidestilles med ren jord. Det leverede jord var derfor ikke omfattet af de undtagelser til afgiftspligten, der fremgik af bemærkningerne til den dagældende lov m.v., hvorved ren jord, der tilførtes en registreringspligtig virksomhed som et egentligt driftsmiddel, var fritaget fra afgiftspligten. Landsretten udtalte endvidere, at spørgsmålet om afgiftspligt henhører under told- og skattemyndighederne og ikke de kommunale myndigheder. Der var herefter den fornødne hjemmel til at opkræve afgift.

Dommen er stadfæstet af Højesteret SKM2004.233 HR.

Højesteret fastslog, at det kasserede støbesand i årene 1991-1999 efter såvel miljøbeskyttelsesloven som affaldsafgiftsloven var affald også efter den oparbejdning med bentonit, der fandt sted, inden det blev tilført lossepladsen til anvendelse som vandstandsende lag i topmembranen.

Højesterets flertal udtalte, at efter bemærkningerne til de tidligere gældende regler i §§ 82 a, 82 c og 82 d i miljøbeskyttelsesloven skulle afgiftspligten omfatte "alt affald, der tilføres den registreringspligtige virksomhed", idet alene tilført jord til retablering af vækstlag på lossepladsen var undtaget fra afgiftspligten. Denne fastlæggelse af afgiftspligtens omfang blev præciseret med den detaljerede undtagelsesbestemmelse i affaldsafgiftslovens § 9, stk. 3, jf. lov nr. 1224 af 27. december 1996 om ændring af affaldsafgiftsloven.

Da støbesandet var affald, der ikke var omfattet af undtagelserne, fandt Højesterets flertal herefter, at sandet - uanset dets anvendelse som membranlag - var omfattet af afgiftspligten.

Tilføres jord, som ikke er ren jord til fri anvendelse, til en registreringspligtig virksomhed skal der, som nævnt, betales affaldsafgift. Dette gælder også i forbindelse med slutafdækning af en losseplads, men i visse tilfælde er etablering af specielle anlæg til deponering af olie-, kemikalie- eller tungmetalforurenet jord accepteret efter opnåelse af miljøgodkendelse fra amtet til oprettelse af specialdeponi, og tilførslen af den forurenede jord har herefter kunnet ske uden betaling af affaldsafgift.


Afgiftsfri tilførsel af affald til specialdeponier, genanvendelsesvirksomheder e.l., som er etableret i forbindelse med en registreringspligtig virksomhed kan efter praksis alene ske, hvis der er skarp adskillelse mellem specialdeponiet/genanvendelsesvirksomheder e.l. og den registreringspligtige virksomhed, se G.3.4.

Kompost, der opfylder kravene til anvendelse uden særskilt tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19, til slutafdækning på lossepladser, jf. § 9, stk. 3, nr. 3, er fritaget for afgift.

Affald, som fjernes fra afsluttede affaldsdeponeringsanlæg (lossepladser, fyldpladser eller specialdepoter) er fritaget for afgift.

Hermed undgås det, at der i visse tilfælde betales afgift to gange af det samme affald. Det er en betingelse, at der er tale om egentlige lossepladser mv. Det er således ikke tilstrækkeligt, at affaldet fjernes fra eksempelvis en forurenet grund.

Farligt affald, herunder klinisk risikoaffald, der tilføres et forbrændingsanlæg i læs, der udelukkende indeholder farligt affald, jf. § 9, stk. 3, nr. 5, er fritaget for afgift.
 
Hvis der lejlighedsvis modtages ikke-farligt affald på anlæg, der hovedsageligt destruerer farligt affald ved forbrænding, skal der alene betales afgift af det ikke-farlige affald.

Kød- og benmel og fedt, som stammer fra forarbejdning af animalsk affald og tilføres et forbrændingsanlæg i hele selvstændige læs fra en godkendt forarbejdningsvirksomhed, er fritaget for afgift. Det er en betingelse for afgiftsfritagelse, at kød- og benmelet ikke må anvendes i foderet til dyr, der anvendes til fødevareproduktion.

Kød- og benmelet kan opdeles i to typer:

1) Kød og benmel fra specificeret risikomateriale (også kaldet kategori 1 materiale, jf. EF 1774/202 og

2) Andet kød- og benmel.

Aske og slagge fra forbrænding af kød- og benmel fra specificeret risikomateriale:

Aske og slagger fra forbrænding af kød- og benmel fra specificeret risikomateriale er fritaget for afgift ved deponering, så længe der foreligger veterinært krav om deponering.

Der er i dag et veterinært krav om, at aske og slagger fra forbrænding af kød- og benmel fra specificeret risikomateriale skal deponeres. Ophæves kravet om deponering, vil deponering af aske og slagger fra forbrænding af kød- og benmel fra specificeret risikomateriale blive omfattet af afgiftsbestemmelserne for deponering af aske og slagger fra forbrænding af ikke- specificeret risikomateriale, og afgiftsfritagelsen vil kun være gældende indtil den 31. december 2007.

Aske og slagger fra forbrænding af andet kød- og benmel:

Deponering af aske og slagger fra forbrænding af andet kød- og benmel er også fritaget for affaldsafgift. Afgiftsfritagelsen for deponering af aske og slagger fra separat forbrænding af denne type affald har gyldighed indtil den 31. december 2007.

Det er en betingelse for afgiftsfritagelsen ved deponering af aske og slagger fra forbrænding af kød- og benmel, at den registrerede virksomhed kan dokumentere, at der alene er tale om aske og slagger fra forbrænding af kød- og benmel fra henholdsvis specificeret risikomateriale eller ikke-specificeret materiale. Dokumentation kan ske ved hjælp af en erklæring fra forbrændingsvirksomhederne.

Virksomheder, der ved forbrænding af affald udnytter materialer i affaldet på en sådan måde, at de ved forbrændingen indgår i virksomhedens produkter, fritages for afgift af den del af affaldet, der indgår i produktet. Det er en betingelse, at virksomheden kan godtgøre, hvor meget af affaldet, der indgår i produktet, jf. § 12, stk. 3.

Efter § 11, stk. 4, omfatter medforbrænding ikke produktion af energi.

 

 

§ 9, stk. 3, nr. 9
Olie- og kemikalieforurenet sand fra kommunal strandrensning i hele, selvstændige læs er fritaget for afgift.

§ 9, stk. 3, nr. 10
Papirslam, som anvendes ved industriel produktion, er fritaget for afgift.

§ 9, stk. 4
Affald i form af sten, tegl og brokker og lettere forurenet jord, der overholder de afskæringskriterier, der er angivet i vejledning nr 7, 2000, fra Miljøstyrelsen, kan tilføres deponeringsanlæg, uden at der skal svares affaldsafgift. Mængden af sten, tegl og brokker og lettere forurenet jord kan samlet årligt maksimalt udgøre 2 pct. af den samlede tilførte mængde og skal tilføres anlægget i hele, selvstændige læs. De to fraktioner må kun anvendes afgiftsfrit til daglig afdækning og interimsveje.

De 2 pct., der afgiftsfrit kan anvendes til etablering af interimsveje og til brug til daglig afdækning, skal beregnes af sidste års deponerede mængde affald fraregnet den mængde, som midlertidigt er deponeret.

Det er således ikke muligt at tilføre affald og efterfølgende fraføre affaldet, og herved opnå mulighed for at tilføre større mængder affald til etablering af interimsveje mv. Ved at vælge sidste års mængde har anlægget fra årets begyndelse kendskab til den mængde forurenet jord og byggeaffald, som kan tilføres uden afgift.

For et nyt anlæg er mængden afhængig af den deponerede mængde eksklusive midlertidigt deponeret affald det første år. For anlæggets 2. leveår er første års mængde også afgørende.

Fiberfraktioner, der fremkommer efter afgasning og separering af husdyrgødning er fritaget for affaldsafgift, jf. lov nr. 512 af 7. juni 2006. For at være omfattet skal afgasningen ske i et husdyrgødningsbaseret biogasanlæg i henhold til Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 623 af 30. juni 2003 om anvendelse af affald til jordbrugsformål. Et anlæg anses efter slambekendtgørelsen for husdyrgødningsbaseret, når det afgassede affald indeholder mere end 75 procent husdyrgødning regnet på tørstofbasis før afgasning. Ved husdyrgødning forstås fast gødning, ajle, gylle og møddingssaft fra alle husdyr samt forarbejdet husdyrgødning, idet der henvises til § 2 i bekendtgørelse nr. 604 af 15. juli 2002 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage mv. (husdyrgødningsbekendtgørelsen). Der skal betales afgift efter reglerne i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks mv. af varme (affaldsvarmeafgift) produceret ved forbrænding af ovennævnte fiberfraktioner, se F.2.1 og F.2.4.4. Bestemmelsen får virkning fra 1. april 2006, men sættes først i kraft når EU-kommissionens godkendelse foreligger.

Affaldsafgiften er knyttet sammen med miljølovgivningen på den måde, at der indtræder registreringspligt for en virksomhed eller et anlæg ved tilførsel til forbrænding eller deponering af affald, der er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt eller en kommunal indsamlingsordning. Det samme gælder for andet affald i det omfang, det fremgår af affaldsafgiftsloven.

Pligten til at betale affaldsafgift hænger på den måde sammen med anvisningspligten efter affaldsbekendtgørelsen.

Ved anvisningspligtigt affald forstås dels affald fra de kommunale indsamlingsordninger, som er etableret med hjemmel i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 619 af 27. juni 2000 om affald (ændret ved bekendtgørelse nr. 1096 af 12. december 2000), dels affald omfattet af konkrete anvisninger på bortskaffelsesmuligheder, som kommunalbestyrelserne ifølge bekendtgørelsen skal foretage for affald omfattet af bekendtgørelsen, men som ikke er omfattet af en kommunal indsamlingsordning.

Selv om der ikke er etableret indsamlingsordning eller foretaget konkret anvisning, anses affaldet for omfattet af anvisningspligten, hvis kommunen har pligt hertil efter bekendtgørelsen. Det er således ikke en betingelse for registreringspligten, at kommunalbestyrelsen har foretaget en anvisning. Det er det modtagende anlægs faktiske håndtering af affaldet, og ikke ordlyden af den kommunale anvisning, der er afgørende for, om virksomheden skal registreres.

Både kommunale indsamlingsordninger og anviste bortskaffelsesmuligheder er såkaldte pligtordninger, og vil derfor som hovedregel være fastsat i et kommunalt regulativ.

Hvis et anlæg er registreringspligtigt i forvejen, fordi det modtager affald omfattet af den kommunale anvisningspligt eller en kommunal indsamlingsordning, skal der betales afgift af al affald, der tilføres anlægget, selv om det pågældende affald ikke er omfattet af den kommunale anvisningspligt eller en kommunal indsamlingsordning.

Hvis anlægget ikke er registreringspligtigt i forvejen, skal anlægget registreres, og der skal betales affaldsafgift, såfremt der tilføres affald, som er omfattet af den kommunale anvisningspligt eller en kommunal indsamlingsordning.

Affald defineres i affaldsbekendtgørelsen som ethvert stof og enhver genstand, som henhører under en af kategorierne i bekendtgørelsens bilag 1, jf. bilag 2, og som indehaveren skiller sig af med, agter at skille sig af med eller er forpligtet til at skille sig af med, jf. § 3, stk. 1, nr. 1.
 
At et stof eller en genstand er optaget i bilag 1, jf. bilag 2, betyder ikke, at det af denne grund kan betragtes som affald i alle sammenhænge og under alle omstændigheder. Der er kun tale om affald, når definitionen af affald i § 3, stk. 1, nr. 1 er opfyldt. Det fremgår af definitionen, at stoffet eller genstanden først bliver til affald, når indehaveren skiller sig af med det, agter at skille sig af med det eller er forpligtet til at skille sig af med det. Et materiale må således betragtes som affald i tilfælde, hvor den, der skal bortskaffe materialet, ikke har fundet fornyet anvendelse herfor.

Anvendelsen af affald i bygge- og anlægsarbejder udløser ikke registreringspligt, når anvendelsen sker i henhold til regler udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 5.

Der gælder i øjeblikket følgende regler om anvendelse af affald i bygge- og anlægsarbejder:

Bekendtgørelse om genanvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder definerer, hvilke arbejder, der er omfattet af begrebet bygge- og anlægsarbejder, og hvordan genanvendelse hertil skal forstås. Dette medfører, at anvendelse af affald til de bygge- og anlægsarbejder, der er omfattet af bekendtgørelsen, betragtes som genanvendelse, når arbejdet udføres som angivet i bekendtgørelsen, uanset om hjemlen er bekendtgørelsen eller en konkret tilladelse givet efter Miljøbeskyttelseslovens § 19 eller en godkendelse efter Miljøbeskyttelseslovens § 33. Det er en forudsætning, at det anvendte affald har de fornødne anlægstekniske egenskaber.

Hvis bortskaffelsen ikke sker i overensstemmelse med reglerne, vil det udløse registreringspligt, når anvendelsen kan sidestilles med deponering.

Ved deponering forstås i afgiftsmæssig henseende en oplagring af affaldet af mere permanent karakter med det formål at skaffe sig af med affaldet.

Hvis der på en registreringspligtig virksomhed anvendes affald til bygge- og anlægsarbejder, skal der betales afgift af det anvendte affald.

Blanding af affaldsfraktioner, der er omfattet af forskellige regler om genanvendelse vil udløse registreringspligt for det anlæg, hvor affaldet modtages.

Registrerede virksomheder skal opgøre den afgiftspligtige vægt for hver afgiftsperiode. Afgiftsperioden er kvartalet. De nærmere regler for afregning af afgift fremgår af A.11.

Efter udløbet af hvert kvartal og senest den 15. i den følgende måned skal virksomheden angive

  • vægten af det tilførte affald,
  • vægten af det fraførte affald og
  • vægten af det affald, hvoraf virksomheden skal betale afgift (den afgiftspligtige vægt).

Hvis vægten af det fraførte affald er større end vægten af det tilførte affald, angives den afgiftspligtige vægt med nul.

Ved angivelse og afregning af afgift anvendes en særlig blanket nr. 24.005, som SKAT sender til virksomheden.

Regnskab,
kontrol mv.
Reglerne for regnskab (§ 14) og hæftelse (§§ 23-24) fremgår af A.10.

Reglerne for kontrol (§§ 25-28), efterbetalinger og skønsmæssige ansættelser (OPKL`s § 5, stk. 2) fremgår af A.12, straffebestemmelserne (§§ 33 og 34) af A.13 og klagevejledning af A.14.