Dato for udgivelse
12 Mar 2001 15:12
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
7. december 2000
SKM-nummer
SKM2001.50.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-7-1407-171
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Ejendomsvurdering
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Vurdering af fast ejendom, grundværdi, tillæg til ret til at opføre vindmølle
Resumé
Ved vurderingen af en ejendom var der med rette ansat et tillæg for værdien af retten til at opstille en vindmølle på 600 KW. Det ansatte tillæg på 250.000 kr. nedsattes imidlertid efter et skøn over rettens værdi til 100.000 kr.
Reference(r)

Vurderingsloven § 10, jf.
Vurderingsloven § 13 og
Vurderingsloven § 16


Ejendommen A er ved vurderingen pr. 1/1 1998 af skyldrådet ansat til:
Ejendomsværdi:3.550.000 kr.
Grundværdi:1.228.500 kr.
Klagen til Landsskatteretten vedrører det forhold, at der ved begge ansættelser er givet et tillæg på 250.000 kr. for værdien af retten til at opføre en vindmølle.

Skyldrådet har som begrundelse herfor bl.a. henvist til reglerne i vurderingslovens §§ 3, 6 samt 13-16A, hvorefter der skal ske ansættelse til handelsværdien af den pågældende ejendom under hensyn til beskaffenheden og beliggenheden og til en i økonomisk henseende god anvendelse.

Til brug for ansættelserne af ejendomme i skyldkredsen med ret til udnyttelse til vindmølledrift har skyldrådet opstillet er specificeret skema, hvorefter tillæggets størrelse afhænger af beliggenheden i de enkelte vurderingskredse indenfor skyldrådets område og af møllens KW-størrelse.

Det er oplyst, at ejendommen er en landbrugsejendom på 41.7351 ha, hvorpå der er opført en vindmølle på 600 KW.

For ejeren klagede et revisionsfirma over de pågældende tillæg og anfører i en fælles klage for en række ejendomme følgende:

"Påstand

Den foretagne værdiansættelse er ikke i overensstemmelse med vurderingslovens §§ 13-16.

Skyldrådet har besluttet at ansætte en vurdering af vindmøller under hensyntagen til de rejste vindmøllers størrelse/effekt.

Endvidere er værdiansættelsen afhængig af, hvem der får afkastet af de pågældende møller (X-møller værdiansættes eksempelvis ikke).

Når dette sammenholdes med vurderingslovens bestemmelse om, at grundværdien skal fastsættes ud fra værdien i handel og vandel i ubebygget stand, sammenholdt med, at en vindmølle skatteretligt er defineret som et driftsmiddel (løsøre), jævnfør såvel ligningsvejledningen som eksempelvis den p.t. mest tilgængelige beskrivelse af vurderingsregler og praksis "Vurdering og beskatning af fast ejendom" af Flemming Paludan m.fl. fra Jurist- og Økonomforbundet forlag 1997, leder dette frem til, at den pågældende ansættelse er i direkte modstrid med vurderingslovens §§ 13-16 - og vel også i strid med grundlovens § 43, idet denne værdiansættelse af grundværdien direkte er i strid med vurderingsprincippet, som er fastsat i vurderingsloven.

Sekundær påstand

Forudsat at den primære påstand ikke kan tages til følge, skal anføres følgende:

Der er på skatteyders ejendom ikke foretaget nogen særskilt opmåling eller udmatrikulering af det areal, hvorpå møllen er placeret og da møllen er et driftsmiddel, kan grundværdien her ikke ansættes anderledes end grundværdien på den øvrige del af ejendommen, analogt med, at der eksempelvis ikke sker nogen særskilt vurdering af den del af grunden, hvor der er opført svinestald, silo eller andet på en landbrugsejendom.

Tilsvarende gælder, at der ikke sker særskilt forhøjet vurdering af de arealer, hvorpå der dyrkes roer, idet dette indgår i det generelle prisniveau ved værdiansættelse af landbrugsareal i det pågældende område.

Dyrkningsret til roer knytter sig til den enkelte ejendom. Dyrkningsretten kan ikke længere (gældende fra 1992) handles særskilt men følger ejendommen, og af historiske årsager kan det relative omfang af dyrkningsret variere ganske betragteligt, idet en mindre ejendom kan have en forholdsmæssig stor dyrkningsret set i forhold til areal medens andre større ejendomme kan have endog meget beskedne dyrkningsretter set i forhold til arealstørrelse.)

På linie hermed må indgå muligheden for i enkeltstående tilfælde, at kunne rejse en vindmølle.

På denne baggrund anses muligheden for at investere i et driftsmiddel ikke at kunne danne belæg for nogen selvstændig værdiansættelse i forbindelse med ejendommens grundværdiansættelse.

Påstanden er på denne baggrund, at arealet, hvorpå vindmøllen er placeret ved grundværdiansættelsen skal ansættes til samme værdi som det øvrige landbrugsareal tilhørende landbrugsejendommen.

Mere sekundære påstand

Skyldrådet har fremført, at deres værdiansættelse af grundværdier er sket ud fra realiserede handler i forbindelse med den korte periode, hvor det har været muligt at frasælge grundstykker til sammatrikulering med andre ejendomme, med det formål, at rejse møller herpå.

Ud fra et omfattende kendskab til den udbygning, der er sket med vindmøller, er det vor opfattelse, at dette ikke kan være rigtigt, men at der derimod er tale om meget frie skøn, foretaget af skyldrådet ud fra et meget begrænset antal handler i denne tidsmæssigt meget korte periode (1995- sommer 1996), hvor et sådant frasalg var muligt.

Skyldrådet har trods opfordring ikke fremlagt talmateriale til belysning af realiserede salg.

Der opfordres fortsat til, at skyldrådet fremlægger det relevante dokumentationsmateriale.

Når dette sammenholdes med, at der i den konkrete sag ikke er foretaget nogen udmatrikulering samtidig med, at det ikke er muligt at udmatrikulere og arealoverføre og dermed sælge den pågældende parcel jf. den nugældende ( og pr. 01.01 1998 gældende) tilslutningsbekendtgørelse for vindmøller, er den pågældende skønsmæssige vurdering af grundværdien, åbenbart urimelig og bør ansættes til den normale værdi af landbrugsjord.

Den p.t. (og pr. 01.01.1998) eneste mulighed for udmatrikulering og salg er til elselskabet eller et møllelaug ? hvor der ikke skal ske vurdering, jf. skyldrådets skema.


Mest sekundær påstand

Såfremt det skulle være muligt for skyldrådet, at fremlægge dokumentation for handler med mølleplaceringer på handlede landbrugsejendomme i et relevant omfang og til et prisniveau, der understøtter de i skyldrådets skema ansatte værdier, skal anføres, at dette ikke i fuldt omfang er vederlag, der knytter sig til grundværdien.

I de få tilfælde, hvor der efter dagældende lovgivning har været mulighed for at sælge mølleplacering til tredjemand (arealoverførelsessager i perioden 1995 - 31.07.1996) har en betragtelig del af vederlaget været ulempeerstatning til ejeren, der herefter har skullet tåle gener, såvel drifts- som synsmæssigt og lydmæssigt, men mest vigtigt - for en landmand - produktions- og dyrkningsmæssige gener, såvel der, hvor selve møllen er placeret, som kompensation for anlæggelse af adgangsvej fra offentlig vej og frem til møllen samt ulemper ved kabelføringen.

Det er i vidt omfang disse gener, der er betalt kompensation for, sammenholdt med den generelle værdiforringelse, der i salgsøjemed sker af den pågældende ejendom i form af forringet herlighedsværdi.

Er der således betalt eksempelvis 100.000 kr. i forbindelse med rejsning af en mølle, - der skal stå i tyve år - er det reelt set kun en ganske beskeden del heraf, der knytter sig til værdi af grunden.

Hertil kommer, at der er en lang række forhold, som er afgørende for, om der overhovedet er økonomi - og dermed værdi - i at rejse en konkret vindmølle.

De nedenstående oplistede elementer - som kan uddybes og forklares ved en mundtlig forhandling - er alle elementer, der indgår i en landmands vurdering inden opstilling af en mølle, og som derfor også har afgørende indflydelse på om mølleplaceringen har en værdi.

Eksempelvis, om der er tale om et område, der er udlagt til enkeltstående møller eller et større sammenhængende område, idet selskabet ikke har pligt til at aftage strøm, der hvor møllen placeres, men derimod på et sted anvist af elværket, f.eks. nærmeste 50 KW-tranformatorstation.

Dette betyder, at kabellægningen fra dette punkt og frem til møllen skal betales af mølleejeren, hvilket i en række konkrete situationer har været helt afgørende for, at der ikke er blevet rejst møller, idet alene denne kabelfremførelse har været økonomisk ødelæggende for projektet, uagtet at der er tale om landmænd, der i forvejen ejer jorden, hvoraf ses at "mølleplaceringen" i sådanne situationer er helt uden værdi.

Der er endvidere forhold som begrænsninger i de kommunale eller amtskommunale planlægninger med hensyn til navhøjde, indbyrdes afstandskrav for møller, såkaldt råhedsklasse for det omgivne areal (hvor meget vind der er i området og hvor mange lægivere der er i forhold til fremherskende vindretninger ved den pågældende placering), som er afgørende for produktionen og dermed økonomien i et projekt.

Hvorledes beliggenheden er i forhold til stuehus og udsyn, i forhold til naboer og i forhold til gene for arondering, markdrift m.v. er også relevante faktorer.

Dette er alt sammen forhold, der skal individuelt bedømmes og vurderes, da disse elementer er afgørende for "værdien" af selve mølleplaceringen.

Endvidere skal der ved den samlede ejendomsvurdering tages et skyldigt hensyn til værdiforringelse af restejendommen, som følge af en eventuel mølleplacering set i lyset af et fremtidigt salg af den samlede ejendom.

Skyldrådet har ikke taget hensyn til disse elementer vedrørende den konkrete ejendom, hvorfor vor påstand er, at ejendomsvurderingen skal hjemvises til fornyet behandling/vurdering under hensyntagen til alle de ovenstående elementer.

Afslutningsvis skal vi påberåbe os lighedsgrundsætningen, idet det fremgår af skyldrådets skema, at elværksejede møller og laugsmøller ikke vurderes. Åbenbart fordi disse mølleplaceringer ingen værdi har (?), hvorfor det kan undre, at grunden under en af landmanden ejet mølle har en selvstændig værdi.

Dette er efter vor opfattelse klart i modstrid med lighedsprincippet og vurderingsprincippet om, at det er grundens værdi i ubebygget tilstand, der skal vurderes.

Repræsentanter for Landsskatteretten har i dagene den 9. og 10. november 1999 besigtiget udvalgte ejendomme i området efter aftale med revisionsfirmaet og sagerne har været drøftet på et indledende møde.

Der blev på dette møde bl.a. redegjort for forholdene for elværksejede møller og møller, der drives af møllelaug. Der blev endvidere fremlagt et billedhefte til belysning af vindmøllernes placering og størrelse til sammenligning med bl.a. elektricitets- og radiomaster.

Revisor har herudover i supplerende indlæg uddybet sine synspunkter og fremsendt kopier af skøder for de ejendomme, hvor der har været tale om frasalg af mølleparceller.

Told- og Skattestyrelsen har afgivet følgende udtalelse og indstilling i sagen:

"Told- og Skattestyrelsen skal indledningsvis bemærke, at styrelsen er enig med kontorets bedømmelse af, at der for ejendomme med tilladelse til opstilling af en eller flere vindmøller er tilstrækkelig hjemmel i vurderingslovens § 14, stk. 6 og § 16 til at ansætte et tillæg til den grundværdi, der for landbrugsejendomme ansættes efter bestemmelserne i lovens § 14, stk. 1 - 4. Endvidere er styrelsen enig med Landsskatterettens kontor i, at der bør udvises tilbageholdenhed med at tillægge enkeltstående salg af arealer til opstilling af møller afgørende betydning, og at der bør tages hensyn til sandsynligheden for, at der ikke senere vil blive givet tilladelse til at erstatte eksisterende vindmøller.

Styrelsen er derimod ikke enig med kontoret i bedømmelsen af, at prisniveauet var kunstigt opskruet i tiden frem til 1. august 1996. Efter denne dato er der sket en betydelig omsætning af vindmøllerettigheder. De betydelige økonomiske fordele i form af høje afregningspriser for elektricitet og deraf følgende betydelige overskud på driften af vindmøller har været fortsat frem til slutningen af 1999. Der er således intet der taler for, at værdien af en vindmøllerettighed ved vurderingen pr. 1. januar 1998 skulle være lavere end ved 20. alm. Vurdering pr. 1. januar 1996. Der gøres i den forbindelse opmærksom på, at de lavere afregningspriser efter energireformen endnu medio 2000 ikke er endelig fastsat. Der vedlægges genpart af oversigt over afregningspriser, der er modtaget fra Energistyrelsen. Det har under sagens behandling ikke været muligt at fremskaffe en statistisk oversigt over vindmøllernes indtjeningsevne i forhold til den investerede kapital, men der var en betydelig interesse for at erhverve vindmøllerettigheder omkring vurderingstidspunktet, hvilket indicerer at rettighederne kunne tillægges en betydelig værdi.

Set fra vurderingsmyndighedernes synspunkt besværliggøres vurderingen af, at der efter ændringen i lovgivningen omkring samnotering af vindmølleparceller med andre parceller ikke som tidligere indberettes et salg i forbindelse med overdragelsen af en vindmøllerettighed. Værdiansættelsen kan derfor kun ske, ved at vurderingsrådene selvstændigt holder sig underrettet om overdragelser af vindmøllerettigheder og om vilkårene herfor.

Set fra købers (rettighedserhververens) synspunkt er den pris, han vil give for en "vindmølleparcel" direkte afhængig af det afkast, som etableringen af en vindmølle må antages at kunne give. Dette betyder, at lokale vindforhold og størrelsen af den vindmølle, der kan etableres på en ejendom, er vigtigt for prisfastsættelsen. Herudover kan andre lokale forhold have betydning for efterspørgslen, herunder begrænsningen af ejerkredsen til møllerne.

Told- og Skattestyrelsen finder det derfor rigtigt, at skyldrådet ansætter forskellige tillæg til den landbrugsmæssige grundværdi afhængig af vindmøllernes størrelse og geografiske beliggenhed. Udover det vedlagte "Vindkort over Danmark" henvises til de detaljerede vindressourcekort på adressen: www.emd.dk.

Det beror på et skøn i hvilket omfang, der skal lægges vægt på sælgers oplysninger om fordelingen af overdragelsessummen på henholdsvis den værdi, der kan tillægges rettigheden, godtgørelse for driftsmæssige ulemper og for værdinedgangen på ejendommen i øvrigt. Selv i de tilfælde, hvor det af en salgsaftale klart fremgår, hvorledes køber og sælger har fordelt købesummen på disse komponenter må det konstateres, at man ikke, som ved handel med fast ejendom i øvrigt, kan tage udgangspunkt i, at der er tale om en handel mellem parter med modsat rettede interesser.

Set fra sælgers synspunkt vil en del af den samlede overdragelsessum kunne henføres som kompensation for forskellige ulemper. I denne forbindelse må der også tages hensyn til at ejendomsskatterne i de fleste tilfælde fremover hviler på sælgers ejendom. Der henvises dog til den noget lempeligere ejendomsbeskatning, der er gældende for landbrugsejendomme (jf. kommuneskattelovens § 5).

På baggrund af Landsskatterettens bemærkninger om skyldrådets manglende dokumentation for de ansatte tillæg har Told- og Skattestyrelsen indhentet en supplerende udtalelse fra told- og skatteregionen.

Told- og skatteregionen anfører i overensstemmelse med Told- og Skattestyrelsens synspunkter, at købers og sælgers oplysninger om værdien af det jordstykke, hvorpå der kan placeres en vindmølle er uigennemsigtige. Der anføres bl.a. et eksempel på, at der aftales priser på "møllejord" på 15-25.000 kr., hvor provenuet ved overdragelsen reelt bliver negativt samtidig med, at der aftales ulempeerstatninger på omkring 500.000 kr. pr. mølle.

Told- og Skattestyrelsen er af den opfattelse, at værdien af vindmøllerettigheden på en ejendom må fastsættes ud fra de konstaterede overdragelsessummer, men således at der foretages en reduktion som følge af de ulemper, der er forbundet med at have en vindmølle på sin ejendom. Styrelsen har i den forbindelse bemærket, at Landsskatterettens kontor har besigtiget de påklagede møller og ikke fundet grundlag for nedslag som følge af støjgener. For de påklagede ejendomme vil der således, udover almindelige "salgsomkostninger", der påhviler sælger, kun være tale om gener i forbindelse med landbrugsdriften og forhøjede udgifter til ejendomsskatter.

Told- og Skattestyrelsen finder ikke, at det er dokumenteret eller sandsynliggjort, at de beløb, som med rette kan betragtes som kompensation for driftsmæssige ulemper er af en sådan størrelsesorden, som kan betinge, at vindmøllejorden nedsættes til et beløb, der svarer til de ansættelser, der indstilles af Landsskatterettens kontor.

Told- og Skattestyrelsen finder endvidere, at skyldrådet har taget hensyn til forhold, der kan virke trykkende på værdien af en vindmøllerettighed, og Told- og Skattestyrelsen skal derfor indstille de påklagede grundværdier stadfæstet.

Afslutningsvis skal der m.h.t. de bemærkninger, der er fremsat om lighedsgrundsætningen oplyses, at Told- og Skattestyrelsen har indskærpet overfor told- og skatteregionen, at "grundværdien for vindmøller", der ejes af el-selskaberne skal vurderes på samme måde som for andre møller."

Revisoren har redegjort for sagen i overensstemmelse med sine skriftlige indlæg, idet han har fremhævet flere punkter, der efter hans opfattelse er væsentlige for samtlige vindmøllesager.

For det første tilsidesætter de foreliggende ansættelser af tillæg for vindmøller vurderingslovens § 14 om landbrugsejendomme, idet der i Danmark er ca. 6.000 møller, hvilke med et gennemsnit på 2 møller pr. ejendom svarer til i alt 3.000 landbrugsejendomme med vindmøller. Udnyttelsen af ejendommene til vindmøller bør efter revisors opfattelse betragtes på samme måde som anden jordbrugsmæssig udnyttelse, såsom udnyttelse til f.eks. fjerkræhold og roeavl, hvor der ikke ansættes specielle grundværdier under hensyn til denne udnyttelse med hjemmel i vurderingslovens § 16.

For det andet er det revisors opfattelse, at der allerede ved fastsættelsen af de generelle niveauer for ansættelser af grundværdi for landbrugsejendomme er taget hensyn til de særlige muligheder for udnyttelse til vindmølledrift, fordi også solgte ejendomme med vindmøller indgår i salgsstatistikken og dermed i den statistiske beregning for ansættelserne af jord til landbrugsformål. Når der derfor gives et særligt tillæg for vindmøller, bør ejendomme uden denne udnyttelsesmulighed have et særligt fradrag

For det tredje er spørgsmålet, hvad der er betalt for ved at afgive et jordstykke til et møllelaug, et selskab eller til private. Efter revisors opfattelse er der betalt for de ulemper, der er forbundet med bl.a. de nødvendige driftsomlægninger og forstyrrelse af den drift, der i gennemsnit medfører, at en landmand kører på markerne ca. 10-12 gange om året og derunder bliver generet af de opstillede møller. Særlig for de selvejede møller virker en ekstra beskatning barokt for ejeren, idet det synspunkt, at jorden pludselig skulle være mere værd, er totalt uforståeligt for ejeren. Særlig grelt bliver det som i tilfældet, , hvor en ældre landmand, der for mange år siden solgte et stykke af sin jord for 24.000 kr. til opstilling af 7 vindmøller, nu får et forøget beskatningsgrundlag på 1.3 mio. kr. og en merbetaling af ejendomsskatter på 75.000 kr. årligt. I det konkrete tilfælde er et generationsskifte gjort umuligt. I øvrigt betragtes en vindmølle skattemæssigt som et driftsmiddel, men at tage hensyn til, som sket ved de ansatte tillæg, om driftsmidlet er stort eller lille, forekommer helt absurd. Der er ingen dokumentation fra vurderingsmyndighedernes side for, at salgspriserne for jord er afhængig af møllens størrelse.

For det fjerde har der aldrig været tiltag til at ansætte værdier for retten til at udnytte et jordstykke til el-master, transformatorstationer og brøndboringer, selvom erstatninger for denne udnyttelse er større end de erstatninger, der betales for vindmølleparceller. Ud fra en lighedsgrundsætning bør der derfor ikke ansættes et beskatningsgrundlag for vindmøller som sket ved de ansatte tillæg til ejendoms- og grundværdierne.

For det femte bør der ved arealoverførte parceller gives et fradrag for hjemfaldsforpligtelse, idet det offentlige ikke optræder som privatpart/aftalepart.

Told- og Skattestyrelsen har bl.a. anført, at en ejer af et jordstykke ved at få en zonetilladelse til at opføre en vindmølle derved får en rettighed over sin ejendom, der falder ind under begrebet "rettigheder ... af offentligretlig karakter" der som nævnt i vurderingslovens § 10 og § 13, skal tages hensyn til ved ansættelsen af ejendoms- og grundværdien. Ligesom ved opnåelse af en gravetilladelse bliver jordens handelsværdi større efter at det offentlige har givet tilladelse end værdien ville være, hvis der var tale om råjord.

Der har ikke tidligere været ansat tillæg for værdien af rettigheden til at opstille en vindmølle, men i løbet af 1995/96 blev der fra jyske amter indberettet oplysninger om salg af vindmølleparceller til priser på mellem 300.000 kr. og 600.000 kr. I midten af 1996 ophørte muligheden for at sælge arealer til arealoverførsel og efter de senere vedtagne regler skal der ikke beregnes ejendomsværdiskat af vindmølleparcellen. Det er vanskeligt at gennemskue, i hvilket omfang salgsvederlaget er betaling for værdien af jordstykket, eller om der er tale om betaling for ulemper, idet køberen ingen interesse har i en opdeling. Endvidere er der en naturlig grænse for, hvor store ulemper, der er forbundet med eksistensen af en vindmølle, alt afhængig af hvor på ejendommen møllen er placeret. Set fra købers side er der tale om en investering, hvor der i 1998 var en garanteret el-betaling på 60 øre pr. KW. Efter de nugældende regler betales der 47 øre pr. KW.

For så vidt angår spørgsmålet om fradrag for hjemfaldsforpligtelsen er det styrelsens opfattelse, at denne forpligtelse er indgået mellem en køber og en sælger, der har mulighed for at varetage sine økonomiske interesser, herunder aftale et vederlag for selve jordstykket i tilfælde, at der skal ske tilbageskødning.

Efter styrelsens opfattelse er der derfor hjemmel i vurderingslovens § 16 til at ansætte en værdi af retten til at opstille en vindmølle og styrelsen finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte det skøn, der er udøvet af de lokale vurderingsmyndigheder på grundlag af en undersøgelse foretaget af den lokale told- og skatteregion.

Landsskatteretten skal indledningsvis for så vidt angår revisors mest sekundære påstand om bl.a. hjemvisning bemærke, at retten ikke har hjemmel til at hjemvise en sag til fornyet behandling ved vurderingsmyndighederne. Derimod kan retten tage stilling til, hvorvidt der har foreligget forhold vedrørende den tidligere sagsbehandling, der efter en konkret væsentlighedsbedømmelse medfører ansættelsens ugyldighed.

Retten finder imidlertid ikke, at der er fremlagt dokumentation for, at de stedlige vurderingsmyndigheder ikke har taget stilling til de påstande og anbringender, der under sagens behandling ved de lokale vurderingsmyndigheder har været fremført for disse myndigheder fra revisionsfirmaets side.

Revisionsfirmaets påstand på dette punkt kan derfor ikke tages til følge.

For så vidt angår den påberåbte lighedsgrundsætning skal Landsskatteretten bemærke, at retten alene kan tage stilling til de ansættelser, der indbringes for retten, hvorimod der ikke er hjemmel for retten til på eget initiativ at tage en ansættelse under påkendelse. Da Told- og Skattestyrelsen endvidere overfor told- og skatteregionen har indskærpet, at "grundværdien for vindmøller", der ejes af el-selskaber skal vurderes på samme måde som for andre møller, finder retten ikke grundlag for at lægge til grund, at der i og med de foretagne ansættelser af tillæg foreligger en situation, der ud fra en lighedsgrundsætning kan føre til ophævelse af de ansatte tillæg

Landsskatteretten skal herefter bemærke, at ejendomsværdien i henhold til bestemmelserne i vurderingslovens § 6, jfr. § 9, stk. 1, skal ansættes til handelsværdien på vurderingstidspunktet af den faste ejendom i dens helhed, medens grundværdien for landbrugsejendomme i henhold til bestemmelserne i vurderingslovens § 14, stk. 2, ansættes pr. arealenhed efter, hvad jord af beskaffenhed og beliggenhed som det pågældende jordstykke må antages efter egnens priser at ville koste ved salg i ubebygget stand, når jorden tænkes at høre til en middelstor bondegård i middelgod kultur.

Ved ansættelserne skal der endvidere, i medfør af § 10, stk. 1 og 2 samt § 13, stk. 2 og 3, tages hensyn til de til den faste ejendom og til grunden knyttede rettigheder og byrder af offentligretlig karakter samt til privatretlige servitutter, der er pålagt en ejendom eller et grundareal til fordel for en anden ejendom eller et areal under en anden ejendom. I øvrigt skal der bortses fra rettigheder og forpligtelser af privatretlig karakter.

Endelig følger det af vurderingslovens § 16, at grundværdien for andre ejendomme, hvorpå de i §§ 14 og 15 givne regler ikke kan anvendes, ansættes til det beløb, som efter de gældende handelspriser antages at kunne opnås for den pågældende ejendom i ubebygget stand ved salg til en efter samtlige forhold økonomisk god anvendelse, i hvilken henseende hensyn må tages såvel til ejendommens form og størrelse som til udstyknings- og omlægningsmuligheder.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder, at der efter de foreliggende oplysninger om de aftalte betingelser i de indgåede aftaler om salg af ejendomme med ret til opstilling af én eller flere vindmøller, må lægges til grund, at der derved i handel og vandel er konstateret en økonomisk værdi, der giver anledning til at fastsætte et beskatningsgrundlag med hjemmel i vurderingslovens § 16, jf. grundlovens § 43, for ejendomme, der kan udnyttes til vindmølledrift.

For så vidt angår den af revisor nævnte tilbageskødningsklausul uden vederlag, finder disse voterende, at der er tale om en forpligtelse, der er stiftet mellem uafhængige parter. Der foreligger ingen dokumentation for, at det offentlige har opstillet et krav om, at der ikke må ydes et vederlag ved den evt. fremtidige tilbageskødning. Disse retsmedlemmer finder derfor, at der med rette i henhold til vurderingslovens § 10, jf. § 13, ikke er taget hensyn til denne forpligtelse ved ansættelsen af tillægget.

Ud fra det af de stedlige vurderingsmyndigheder fremlagte salgsmateriale er det imidlertid disse medlemmers opfattelse, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at værdiansætte retten til at udnytte en del af ejendommen til vindmølledrift som sket efter de udarbejdede retningslinjer.

Disse retsmedlemmer finder tillige, at der på grundlag af de fremlagte handelsaftaler ved ansættelsen af tillæg med hjemmel i vurderingslovens § 16 bør udøves et forsigtigt skøn over rettighedens værdi på vurderingstidspunktet.

Efter disse medlemmers opfattelse bør der for ejendomme med vindmøller op til 499 KW ansættes et tillæg på afrundet 50.000 kr. og for ejendomme med en udnyttelsesmulighed på 500 KW og derover ansættes et tillæg på 100.000 kr.

Endelig finder disse medlemmer ikke, at det er sandsynliggjort, at der skulle være konkrete gener, i form af ændringer i driftsforholdene eller i form af f.eks. støj og lysgener, af en sådan størrelsesorden forbundet med den pågældende mølles placering på ejendommen, at der er grundlag for et foretage en særskilt reduktion i de efter rettens opfattelse passende tillæg.

Et retsmedlem skal bemærke, at der bør tages udgangspunkt i, at en ejendom med en vindmølle erfaringsmæssigt ikke altid vil have en højere handelsværdi end ejendomme uden denne retlige udnyttelsesmulighed. I mange tilfælde vil eksistensen af en vindmølle på en ejendom virke nedsættende på en opnåelig salgspris.

Medlemmet finder at beskatningen bør ske i form af beskatning af vindmølleretten og/eller ved beskatning af de indtægter man opnår ved udnyttelse af denne ret eller ved salg af retten til 3. mand, men at det vil give alt for tilfældige og i visse tilfælde meget uheldige konsekvenser at lægge beskatningen på jorden.

Når henses hertil finder dette retsmedlem derfor, at der ikke i det foreliggende tilfælde bør ansættes noget tillæg for retten til at udnytte ejendommen til vindmølledrift til det beskatningsgrundlag, der i øvrigt fastsættes efter de gældende regler i vurderingsloven for ansættelse af ejendoms- og grundværdi.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

For nærværende ejendom, hvor der efter det oplyste er ret til at opstille en vindmølle på 600 KW, vil det ansatte tillæg på 250.000 kr. derfor være at nedsætte til 100.000 kr. med virkning for både ansættelsen af grundværdien og for ansættelsen af den samlede ejendomsværdi.