Lønmodtagere kan som udgangspunkt hverken foretage fradrag for faktiske erhvervsmæssige befordringsudgifter, eller foretage fradrag for sådanne udgifter efter LL § 9 B med Ligningsrådets satser for erhvervsmæssig befordring. Lønmodtagere kan efter LL § 9, stk. 5 alene foretage fradrag for erhvervsmæssige befordringsudgifter efter reglerne i LL § 9 C. Se afsnit A.F.3.1.1. Der er således tale om en ren godtgørelsesordning vedrørende erhvervsmæssig befordring, idet der ikke er adgang til alternativt eller supplerende at fradrage udgifter. Det indebærer også, at er betingelserne for ydelse af skattefri befordringsgodtgørelse opfyldt, men er udbetalingen sket med lavere beløb end Ligningsrådets satser, kan der ikke foretages et fradrag svarende til differencen mellem den modtagne godtgørelse og Ligningsrådets satser.

Udgifter til erhvervsmæssig befordring som defineret i LL § 9 B kan godtgøres skattefrit, jf. LL § 9, stk. 5, jf. herom afsnit A.B.1.7. Der er tale om en undtagelsesbestemmelse til den generelle regel om, at godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen.     

Den skattefri godtgørelse kan højst ydes efter Ligningsrådets satser.    

Den skattefri befordringsgodtgørelse kan ikke overstige følgende beløb i  2004, jf. TSS-cirkulære 2003-31:  

Årlig kørsel indtil 20.000 km:  2,98 kr. pr. km
Årlig kørsel udover 20.000 km:1,62 kr. pr. km

For kørsel på egen motorcykel er satsen som for egen bil. For benyttelse af egen cykel, knallert eller EU-knallert er satsen 0,40 kr. pr. km.

Vedrørende befordringsfradrag efter 20.000 km-grænsen og flere arbejdsgivere, se afsnit A.B.1.7.1.1. samt TfS 1996, 300 ØLD stadfæstet af Højesteret i TfS 1997, 196 HRD.       

Udbetales der ingen godtgørelse for den erhvervsmæssige kørsel, kan den skattepligtige foretage fradrag for befordring efter LL § 9 C, jf. § 9, stk. 5, 2. pkt., jf. herom afsnit A.F.3.1. Ydes der derimod hel eller delvis godtgørelse, kan der ikke foretages fradrag for den befordring, der har dannet grundlag for godtgørelsen. Ydes der f.eks. godtgørelse med en lavere sats, end den af Ligningsrådet fastsatte, udelukker det fradrag efter LL § 9 C.

Det almindelige befordringsfradrag, jf. LL § 9 C, kan også tages af lønmodtagere, som ikke har fået udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse, fordi befordringen mellem hjemmet og en given arbejdsplads ikke er erhvervsmæssig efter 60-dages-reglen.   

Ydes der alene godtgørelse for en del af en samlet godtgørelsesberettiget strækning, er fradraget efter LL § 9 C alene afskåret fra den godtgjorte strækning.     

Er betingelserne for at modtage godtgørelse for en strækning på f.eks. 100 km mellem bopæl og arbejdsplads opfyldt, men arbejdsgiveren alene vil godtgøre 30 km, er det muligt at foretage fradrag efter LL § 9 C for de resterende 70 km (fradraget skal således foretages under hensyn til, at alene befordring ud over 24 km pr. dag kan fratrækkes).    

Fradrag for befordring mellem arbejdspladser og inden for samme arbejdsplads beregnes på samme måde som fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads.  

Eksempel:

En skattepligtig har en arbejdsdag følgende befordringsmønster frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads: Sædvanlig bopæl - arbejdsplads A - arbejdsplads B - sædvanlig bopæl. Arbejdsgiveren udbetaler ingen skattefri godtgørelse. Den pågældende kan efter LL § 9 C fratrække den samlede befordring ud over 24 km med beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel.     

Hvis der ydes hel eller delvis godtgørelse, kan der ikke foretages fradrag for den befordring, der har dannet grundlag for godtgørelsen, jf. LL § 9 C, stk. 6. Udbetales der f.eks. skattefri godtgørelse med beløb, der er mindre end Ligningsrådets satser, er den pågældende afskåret fra at foretage befordringsfradrag for kørslen.     

Der henvises til afsnit A.F.3.1. om privat befordring.

Der gælder særlige regler om skattefri befordringsgodtgørelse i forbindelse med uddannelse i henhold til LL § 31, se afsnit A.B.1.9.20.

Lønmodtagere, der har flere arbejdsgivere og for disse i forbindelse med kundeopsøgende aktiviteter har erhvervsmæssig befordring, der vedrører flere af disse arbejdsgivere på en gang, kan ligesom selvstændige m.fl. fradrage udgifter til denne befordring, jf. LL § 9 B, stk. 3.      

Baggrunden herfor skal søges i at lønmodtagere, der har flere arbejdsgivere på én gang, og hvis befordring samtidig vedrører flere af disse arbejdsgivere, kan have vanskeligheder med at få udbetalt skattefri godtgørelse.      

Betingelserne for at foretage fradraget er, 1) at lønmodtageren har mindst to arbejdsgivere, 2) at befordringen foretages for mindst to arbejdsgivere på en gang, og 3) at lønmodtagerens arbejde består i kundeopsøgende aktiviteter. Der er således i bestemmelsen opstillet snævre betingelser for foretagelsen af fradraget, og bestemmelsen skal administreres i overensstemmelse hermed.    

Om betingelse 1, se landsskatteretskendelserne gengivet i TfS 1997, 564 LSR samt TfS 1998, 191 LSR.        

Der vil typisk være tale om befordring, der foregår efter et fast mønster, men hvor der konstant køres til en lang række forskellige arbejdspladser. At den pågældende befordring vedrører flere arbejdsgivere betyder, at den strækning, der køres, i overvejende grad falder således, at befordringen, hvis den blev udført for hver arbejdsgiver for sig, f.eks. på to forskellige dage, ville være sammenfaldende.     

Kundeopsøgende aktiviteter består typisk i at køre ud til kunder, nye såvel som gamle, for at sælge virksomhedens produkter, uanset om produkterne har karakter af varer eller tjenesteydelser. Den kundeopsøgende aktivitet skal have en vis fast karakter over året.     

Betingelserne for at foretage fradrag kan eksempelvis være opfyldt for handelsrejsende, der virker for afsætning af varer for flere arbejdsgivere. Som et andet eksempel kan nævnes assurandører, der er ansat i flere selskaber og tegner forsikringer for disse selskaber. Hvorvidt der foreligger ansættelsesforhold i flere selskaber, må afgøres ud fra en konkret bedømmelse i det enkelte tilfælde.     

Da det er en forudsætning, at den samlede befordring vedrører flere (mindst to) arbejdsgivere på en gang, kan der ikke foretages fradrag for udgifter til befordring i forbindelse med f.eks. et fast dagjob og et bijob om aftenen. Sådan befordring kan i stedet fradrages efter reglerne i LL § 9 C.     

Fradrag for udgifter til befordring efter LL § 9 B, stk. 3, kan ikke kombineres med modtagelse af skattefri godtgørelser, jf. LL § 9 B, stk. 3, 2. pkt. Dette gælder i relation til såvel den enkelte befordring som til årets samlede befordring. Fradrag kan således kun foretages, såfremt samtlige godtgørelser, der modtages i årets løb, indtægtsføres.          

Forudsætningen for at fradrage udgifter til erhvervsmæssig befordring er som for selvstændige m.fl., at de almindelige betingelser i LL § 9 B er opfyldt, jf. afsnit A.F.3.2.     

Fradraget kan efter den skattepligtiges valg foretages med faktiske udgifter eller med Ligningsrådets sats. Fradraget efter LL § 9 B, stk. 3, foretages i den personlige indkomst, jf. PSL § 3, stk. 2, nr. 9.    

Begrænsningen af fradragsretten for lønmodtageres udgifter til det beløb, hvormed de samlede udgifter overstiger 4.900 kr., jf. LL § 9, stk. 1, gælder ikke fradrag for befordring omfattet af LL § 9 B, stk. 3, jf. § 9, stk. 2.

Der kan ikke udbetales skattefri befordringsgodtgørelse til selvstændigt erhvervsdrivende og andre med indtægtsgivende arbejde, der ikke er lønmodtagere. Derimod kan selvstændige erhvervsdrivende og andre med indtægtsgivende arbejde, der ikke er lønmodtagere, fradrage erhvervsmæssige befordringsudgifter, jf. LL § 9 B, stk. 1. Forudsætningen for at foretage fradraget er, at der er afholdt udgifter.        

For så vidt angår afgrænsningen mellem selvstændige og lønmodtagere henvises til Skatteministeriets cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven.     

Personer, der modtager andre vederlag end lønindkomst, behandles på samme måde som selvstændige. Sådanne arbejdsvederlag kan være honorarindtægter af forskellig art, f.eks. ved kunstnerisk optræden eller foredragsvirksomhed. Kunstnere, foredragsholdere og andre, der modtager sådanne honorarer, kan derfor fradrage befordringsudgifter efter LL § 9 B.          

Fradraget kan alene foretages i det omfang, hvervet er indtægtsgivende, jf. TfS 1998, 239 HRD. Er der ingen indtægt ved det pågældende hverv, kan der derfor ikke foretages fradrag for udgifter til befordringen i forbindelse med hvervet.    

Forudsætningen for at fradrage udgifter til erhvervsmæssig befordring er, at de almindelige betingelser i LL § 9 B er opfyldt, jf. afsnit A.F.3.2.     

Fradraget kan efter den skattepligtiges valg foretages med faktiske udgifter eller med Ligningsrådets sats.  

Se endvidere landsskatteretskendelse gengivet i TfS 1997, 562 LSR, omtalt i afsnit A.F.2.6.      

Fradraget foretages i den personlige indkomst, jf. PSL § 3, stk. 2, nr. 9.  

Broafgiften er arbejdsgiverens udgift ved erhvervsmæssig kørsel. Arbejdsgiveren kan enten dække broafgiften som udlæg efter regning eller ved at stille et brokort til rådighed for den erhvervsmæssige kørsel. Hvis arbejdsgiveren ikke dækker broafgiften, kan lønmodtageren m.v. foretage fradrag for de dokumenterede, erhvervsmæssige udgifter til broafgift efter SL § 6, litra a. Se TfS 2000, 851 DEP.

Selvstændige, honorarmodtagere og lønmodtagere, omfattet af LL § 9 B, stk. 3, 3. pkt., kan fradrage de faktiske omkostninger ved passage af Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen i den personlige indkomst.