I LL § 9 B fastlægges via objektive kriterier, hvilken befordring der anses for erhvervsmæssig. Erhvervsmæssig befordring er herefter:

  1. Befordring mellem arbejdspladser,
  2. befordring inden for samme arbejdsplads og
  3. befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Al anden befordring er privat befordring.

En arbejdsplads, der er beliggende på bopælen, betragtes som bopæl, se SKM2002.182.VLR, hvor det forhold at arbejdspladsen og bopæl var sammenfaldende medførte, at en hovedaktionærs kørsel hverken var omfattet af LL § 9 B, stk. 1 litra b eller litra c. Dommen blev anket, hvor sagsøger gjorde gældende, at befordringen var omfattet af LL § 9 B, stk. 1, litra a. Ved dommen, SKM2003.336.HR, fandt Højesteret, at befordringen var omfattet af bestemmelsen og fandt det også godtgjort, at sagsøger ikke havde befordret sig fra hjemmet i Danmark til datterselskabet i Norge i mere end 60 arbejdsdage på noget tidspunkt indenfor en 2-års periode. Der blev imidlertid ikke ændret ved, at hvis der er sammenfald mellem hjem og arbejdsplads, er adressen at regne for hjemmet i relation til LL § 9 B. Om arbejdspladsbegrebet se afsnit A.F.3.1.3.2.

  • En selvstændig gartner drev sin virksomhed fra sin bopæl. For udgifter til drift af en varevogn, der benyttedes ca. 210 dage årligt bl.a. til kørsel til Københavns Grønttorv, hvor han solgte sine produkter, gav Østre Landsret ham ret til fradrag efter SL § 6, litra a, da hans erhvervsudøvelse måtte anses som en samlet aktivitet, og da salget af varer på Grønttorvet ikke kunne udskilles som en beskæftigelse med fast arbejdssted. Denne kørsel måtte anerkendes som erhvervsmæssig bildrift. Højesteret stadfæstede dommen med bemærkning om, at den omstændighed, at skatteyderen gennem den valgte transportform for sine varer fra gartneriet også opnåede befordring fra sin bopæl sammesteds til arbejdspladsen på Grønttorvet, ikke kunne bevirke, at retten til fuldt fradrag efter SL § 6, litra a bortfaldt, jf. TfS 1996, 663 HRD.
    Selvstændige erhvervsdrivende, der på tilsvarende måde transporterer varer fra bopælen til salgsstedet, kan herefter opnå fradrag for transportudgiften efter SL § 6, stk. 1, litra a.
  • Se også TfS 1999, 888 LSR, hvor en musiker fik fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, for udgifter i forbindelse med transport af musikinstrument til og fra reparation. Udgiftens størrelse blev anerkendt, idet de var fastsat skønsmæssigt med udgangspunkt i satserne for erhvevsmæssig kørsel, jf. LL § 9 B.
  • I SKM2002.29.HR (tidligere TfS 2000, 584 ØLD) stadfæstede Højesteret Landsrettens afgørelse om, at skatteyderen ikke kunne få fradrag for kørselsudgifter efter SL § 6, litra a eller LL § 9 B, men kun fradrag efter LL § 9 C. Højesteret fandt at transport af bærbar computer mv. mellem boligen og arbejdspladsen må anses som et accessorium til personbefordringen.
  • I SKM2002.270.VLR fandt Landsretten at kørsel mellem bopæl og arbejdstedet kunne fradrages efter statsskattelovens § 6, stk, 1, litra a, idet personbefordringen blev anset for accessorisk til transport med materialer mv.

LL § 9 B, stk 1, litra b
Befordring mellem arbejdspladser anses altid for erhvervsmæssig, jf. LL § 9 B, stk. 1, litra b. For lønmodtageres befordring mellem flere arbejdspladser forudsættes, at arbejdet udføres for samme arbejdsgiver. Kører en skattepligtig fra sin arbejdsgivers virksomhed i arbejdsgiverens interesse ud til andre arbejdspladser, fx andre virksomheder, og tilbage til virksomheden, er den samlede kørsel således erhvervsmæssig.     

LL § 9 B, stk 1, litra c
Også befordring inden for samme arbejdsplads, fx en lufthavn eller et skovområde, anses for erhvervsmæssig, jf. LL § 9 B, stk. 1, litra c.

LL § 9 B, stk. 1, litra a
Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 dage inden for de forudgående 12 måneder er erhvervsmæssig, jf. LL § 9 B, stk. 1, litra a. For så vidt angår begrebene sædvanlig bopæl og arbejdsplads henvises til afsnittene A.F.3.1.3.1 og A.F.3.1.3.2. Om ikrafttrænden af ændringen i LL § 9 B, stk. 1. litra a jf. stk 2 hvorefter den tidligere 24 måneders regel blev nedsat til 12 måneder pr. 1. januar 2009, fremgår af SKM2010.54.SR, at der i 2009 alene skal ses tilbage på kørslen de forudgående 12 måneder. Overstiger antallet af arbejdsdage på samme sted 60 dage, anses arbejdspladsen for fast og befordringen dermed for privat. Landsskatteretten fandt, at en skatteyder der havde arbejdet på samme arbejdsplads i 62 dage ikke var berettiget til skattefri kørselsgodtgørelse for de sidste to dage. Der skulle ske beskatning af den for disse dage udbetalte godtgørelse, idet kørsel til arbejdspladsen udover de 60 dage ikke kunne karakteriseres som erhvervsmæssig, jf. TfS 1997, 771 LSR. Perioden på 60 arbejdsdage gælder for befordring direkte mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, hvorimod kørsel til en arbejdsplads i løbet af dagen som følge af kørsel mellem arbejdspladser ikke tæller med.  

Afstande hvor den skattepligtige ikke selv er med i bilen er ikke omfattet af LL § 9 B, se SKM2003.317.ØLD.      

Hvis der køres til én arbejdsplads ved arbejdstids begyndelse og fra en anden arbejdsplads ved arbejdstids ophør tæller en 60-dages-periode for både dagens første og sidste tur.     

Køres der fra hjemmet til konstant skiftende arbejdspladser og ikke til samme arbejdsplads i mere end 60 dage, er befordringen hele tiden erhvervsmæssig. I ligningslovens § 9 B, er med virkning fra og med indkomståret 2009 indsat nyt stykke 3, der anfører, at hvis den skattepligtige har et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, anses befordringen for erhvervsmæssig, jf. LL § 9 B, stk. 1. Told- og skatteforvaltningen kan dog give den skattepligtige skriftligt pålæg om med fremadrettet virkning i indtil 12 måneder ved kørselsregnskab at dokumentere, at der er tale om erhvervsmæssig befordring som nævnt i LL § 9 B, stk. 1.

I SKM2011.397.SR bekræftede Skatterådet at en medarbejder på en virksomhed var omfattet af formodningsreglen i ligningslovens § 9 B, stk. 3, med den virkning, at vedkommende ikke skulle føre kørebog eller på anden måde kunne godtgøre, at han overholdt 60 dages-reglen, medmindre SKAT pålagde det med fremadrettet virkning.

De 60 dage på en arbejdsplads kan ligge i forlængelse af hinanden eller ligge spredt. Det afgørende er alene, om arbejdet på den enkelte arbejdsplads udstrækker sig over 60 arbejdsdage. I perioden på 60 arbejdsdage medregnes enhver arbejdsdag uanset længde. Weekender, feriedage, sygedage mv. medregnes ikke, men afbryder heller ikke perioden. Overstiger antallet af arbejdsdage på samme sted 60 dage, anses arbejdspladsen for fast og befordringen dermed for privat.     

Perioden afbrydes alene ved, at der er forløbet 60 på hinanden følgende arbejdsdage, siden den pågældende sidst har været på arbejdspladsen som nævnt i LL § 9 B, stk. 1, litra a, jf. § 9 B, stk. 2. Også her er det afgørende befordringen direkte mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Har den skattepligtige således ikke været på en bestemt arbejdsplads som dagens første eller sidste arbejdsplads i 60 arbejdsdage i træk, påbegyndes en ny 60-dages-periode. Det er derimod uden betydning, om der har været fremmøde på arbejdspladsen midt på dagen efter fremmøde på en anden arbejdsplads.

Afbrydelse
Reglerne i LL § 9 B, stk. 1, litra a, (kørsel mellem hjem og arbejdsplads i indtil 60 dage inden for de forudgående 12 måneder), og stk. 2 (afbrydelsesperioden på 60 sammenhængende arbejdsdage), gælder for det konkrete ansættelsesforhold.     

Afbrydes et ansættelsesforhold, påbegyndes en ny 60-dages-periode. Ansættes en skattepligtig f.eks. den 1. maj 2008 i en ny stilling, anses kørsel mellem hjem og den nye arbejdsplads for erhvervsmæssig i op til 60 dage. Ophører dette ansættelsesforhold fx den 31. marts 2009, idet den skattepligtige tiltræder en ny stilling hos en anden arbejdsgiver pr. 1. april 2009, påbegyndes atter en ny 60-dages-periode.         

Er der derimod tale om fx hjemsendelse på grund af vejrlig, manglende tilførsel af råstoffer eller lignende, hvor ansættelsesforholdet afbrydes midlertidigt og forudsættes genoptaget, så snart betingelserne for at genoptage arbejdet foreligger, anses 60-dages-perioden ikke for afbrudt. I sådanne tilfælde sammenlægges perioden før og efter det midlertidige ophold i arbejdet.  

Eksempler
 Eksempel 1 (en arbejdsplads pr. dag).

Der arbejdes på en arbejdsplads pr. dag efter følgende mønster:
Dag   1-60  (60 dage): Hjem - A - hjem.
Dag  61-80  (20 dage): Hjem - B - hjem.
Dag  81-120 (40 dage): Hjem - C - hjem.
Dag 121-180 (60 dage): Hjem - A - hjem.  

Al transport er her erhvervsmæssig. Men arbejdes der kun 30 dage på arbejdsplads C, før arbejdet genoptages på arbejdsplads A, er befordringen ved genoptagelsen af arbejdet på A ikke erhvervsmæssig.  

Eksempel 2 (flere arbejdspladser pr. dag).

Der arbejdes efter følgende mønster:
Dag  1-40:  Hjem - A - B - hjem.
Dag 41-80:  Hjem - B - A - C - hjem.
Dag 81-120: Hjem - A - B - C - hjem.  

Transporten mellem de respektive arbejdspladser er erhvervsmæssig alle dage, hvis der er tale om befordring for samme arbejdsgiver. Følgende befordring hjem - arbejdsplads og omvendt er erhvervsmæssig:     

Befordring mellem hjem og A: Dag 1-40 og dag 81-100.
Befordring mellem hjem og B: Dag 1-60.
Befordring mellem hjem og C: Dag 41-100.     

Ved beregningen af 60-dages-perioden i forbindelse med befordring mellem hjem og en bestemt arbejdsplads, hvor der samtidig indgår transport mellem flere arbejdspladser for samme arbejdsgiver, fokuseres der som vist i eksemplet på den direkte befordring mellem hjem og den pågældende arbejdsplads. I eksemplet er det altså uden betydning for beregningen af 60-dages-perioden, at arbejdsplads A udgør en af de mellemliggende arbejdspladser.     

Hvis der ikke er tale om befordring for samme arbejdsgiver til en af flere daglige arbejdspladser, er befordringen til en enkelt arbejdsplads dog altid erhvervsmæssig, hvis 60-dages-reglen er opfyldt for denne arbejdsplads. Hvis det i eksemplet kun er arbejdsplads A og B, der er for samme arbejdsgiver, er befordringen til arbejdspladsen C og fra C til hjemmet erhvervsmæssig de første 60 arbejdsdage på denne arbejdsplads:     

Befordring mellem A og C: Dag 41-80.
Befordring mellem B og C: Dag 81-100.
Befordring mellem C og hjem: Dag 41-100.     

I det pågældende eksempel medfører det således kun ændring i den erhvervsmæssige befordring, hvis afstanden mellem A og C eller B og C er større end afstanden imellem hjem og C, idet strækningen efter 60-dages-reglen ikke kan være længere end afstanden mellem sædvandlig bopæl og arbejdsplads C.  

Eksempel 3 (beregning af afbrydelsesreglen i LL § 9 B, stk. 2).

Der arbejdes efter følgende mønster:
Dag   1-60:  Hjem - A - B - C - hjem.
Dag  61-120: Hjem - B - A - C - hjem.
Dag 121-180: Hjem - A - B - C - hjem.  

Transporten mellem de respektive arbejdspladser er erhvervsmæssig alle dage, hvis der er tale om befordring for samme arbejdsgiver. Følgende befordring hjem - arbejdsplads og omvendt er erhvervsmæssig:     

Befordring mellem hjem og A: Dag 1-60 og dag 121-180.
Befordring mellem hjem og C: Dag 1-60.
Befordring mellem hjem og B: Dag 61-120.     

Arbejdet på A anses for afbrudt, da der ikke er befordring mellem hjemmet og A dag 61-120.     

Hvis arbejdsplads C i eksemplet er for en anden arbejdsgiver end arbejdsplads A og B, er befordringen mellem B og C (i det omfang strækningen ikke overstiger afstanden mellem hjem og C) samt befordringen mellem C og hjem stadig erhvervsmæssig efter 60-dages-reglen fra dag 1 til dag 60, men befordringen mellem A og C, dag 61-120, samt mellem B og C, dag 121-180, er ikke erhvervsmæssig, da 60-dages-perioden ikke er afbrudt for arbejdsplads C.  

Eksempel 4 (beregning af 60-dages-reglen ved weekendkørsel).

En skattepligtig bor i by X og arbejder i by Y. Mandag morgen køres der fra hjemmet i X til arbejdspladsen i Y, og der returneres til hjemmet i X fredag eftermiddag. I Y bor den skattepligtige på arbejdspladsen. Ved beregningen af 60-dages-perioden for befordring mellem hjem og arbejdsplads tæller henholdsvis mandag og fredag som hver en dag, da der alene foretages befordring disse dage.

Eksempel 5, idet eksempel 4 ændres, således at den skattepligtige i forbindelse med arbejdet i Y bor uden for Y,  eller på hotel i Y .

Ved beregningen af 60-dages-perioden for befordring mellem hjem og arbejdsplads tæller hver arbejdsdag som en dag.