Faste finansieringstillæg og afbetalingstillæg betragtes ikke som fradragsberettigede renteudgifter, UfR 1960.589 HRD. Se også skd. 1975.335, hvor der nægtes fradrag for en renteudgift, der i lånedokumentet fremstod som et kurstab, uagtet kurstabet faktisk var beregnet som 15 pct. rente af den aktuelle gæld. Sådanne afbetalings- og finansieringstillæg kan derimod afskrives sammen med købesummen, hvor der er tale om køb af afskrivningsberettigede aktiver. Såfremt der af restkøbesummen skal betales rente af den til enhver tid værende restgæld, kan den senest ved indkomstårets udløb forfaldne rente fradrages, selv om den forlods beregnede rente er tillagt restkøbesummen og afdrages sammen med denne.

Danmarks Automobilforhandlerforening har oprettet en standardkontrakt til brug ved salg af biler på afbetaling. Renterne er i kontrakten og i de finansierings- og rentetabeller, der på foreningens foranledning er opstillet, fastsat til en fast procent pr. måned af den til enhver tid værende restgæld, og den betales sammen med afdrag på restgælden med en fast månedlig ydelse. Det kan på grundlag af de nævnte tabeller ses, hvor stor en del af de i henhold til afbetalingskontrakten betalte ydelser, der er afdrag, og hvor stor en del, der er renter. Renter efter disse kontrakter og tilsvarende andre kontrakter er fradragsberettigede ved indkomstopgørelsen.

Bilsalg med tilbagekøbspligt
Ved bilsalg på afbetaling er det en betingelse for fradrag for renteudgifterne, at der er tale om en reel gæld, som køber er retligt forpligtet til at forrente i modsætning til, at købsaftalen må betragtes som en aftale om leje. Det er en konkret vurdering, om der er tale om køb eller leje, og der må lægges vægt ikke alene på aftalens indhold, men også på de faktiske dispositioner.

Ligningsrådet har tilsidesat en købsaftale vedrørende en bil, hvor køber havde tilbagesalgstilbud fra sælger efter 2 år til den oprindelige købspris. Tilbudet var betinget af, at kørslen ikke havde oversteget 50.000 km, og at kontrakten ikke blev misligholdt eller indfriet inden da. Bilen betaltes med 20 pct. i udbetaling. Restkøbesummen forrentedes med 3 pct. pr. måned og forfaldt til betaling efter 24 måneder.

I en anden situation blev der accepteret ret til rentefradrag, hvor køber gav 10 pct. i udbetaling samt en månedelig ydelse på 2,3 pct. (heraf rente på 1,5 procentpoint) af restkøbesummen, og den resterende del ca. 70 pct. forfaldt efter 2 år. Køber var hverken bundet af sælgers tilbagekøbstilbud eller dennes serviceaftale (løbende vedligeholdelse for ca. 400 kr. pr. måned), køber havde den faktiske og retlige ejerbeføjelse, og det blev lagt til grund, at tilbagekøbsprisen var udtryk for den forventede brugtvognspris på tilbagekøbstidspunktet.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter