Efter KGL § 25, stk. 5, skal realkreditinstitutter, der er omfattet af lov om finansiel virksomhed, Kreditforeningen af kommuner og regioner i Danmark og aktieselskaber, der er omfattet af lov om et skibsfinansieringsinstitut, anvende lagerprincippet på samtlige fordringer og gæld. Det vil sige, at lagerprincippet skal anvendes i forhold til såvel udlånsvirksomheden som fondsbeholdningen.

Der gælder dog særlige regler for nedskrivninger på udlån og hensættelser til tab på garantier m.v., jf. afsnit A.D.2.13.5.

Selskaber m.v., der er koncernforbundne med et af de nævnte institutter, jf. lov om fiansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 7, skal anvende lagerprincippet for samtlige fordringer og gæld. Institutter, der udøver virksomhed gennem samme selskab m.v., anses i relation til lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 7, for at udgøre ét institut.

Om lagerprincippet se under afsnit A.D.2.13.3.

Efter § 41, stk. 11, kan aktieselskaber, der er omfattet af lov om et skibsfinansieringsinstitut, uanset reglerne i § 25, stk. 3, vælge at anvende realisationsprincippet på lån i fremmed valuta og de obligationer i danske kroner med en pålydende rente, som er lig med eller højere end mindsterenten, der er udstedt til finansiering heraf. Adgangen til at vælge realisationsprincippet er betinget af, at lånet er ydet i henhold til rentestøtteordningen vedrørende skibsbygning på danske værfter på baggrund af en kontrakt, der er indgået inden den 1. januar 1998, og at aktieselskaber, der er omfattet af lov om et skibsfinansieringsinstitut, også anvender realisationsprincippet på de indgåede swapaftaler.

Om realisationsprincippet se afsnit A.D.2.13.1 og om swapaftaler afsnit A.D.2.18.2.

Realkreditinstitutter m.v. kan ikke få tilladelse til at anvende andre opgørelsesmåder.

KGL § 27, stk. 1, indeholder en særregel for værdiansættelsen af fordringer, der indgår i realkreditinstitutternes m.v. udlånsvirksomhed.

Udgangspunktet efter kursgevinstloven er, at fordringer og gæld ansættes til markedsværdien. Markedsværdien af gæld (obligationer) er obligationernes kursværdi. Fastlæggelsen af markedsværdien på fordringer (pantebreve) vil bl.a. skulle ske ud fra en vurdering af kreditrisikoen på pantebrevet. Det vil sige, at værdiansættelsen af pantebrevene vil skulle ske under hensyntagen til hver enkelt låntagers økonomiske forhold. Dette forhold, men især låntagernes solidariske hæftelse og en højere kreditvurdering af realkreditinstitutterne m.v. betyder, at en anvendelse af markedsværdien typisk vil føre til højere værdier på gælden (obligationerne) end på fordringerne (pantebrevene). Resultatet vil blive en skattemæssig asymmetri, uanset at der principielt er symmetri på betalingssiden. Realkreditinstitutterne m.v. er kendetegnet ved, at deres udlånsvirksomhed fungerer under et balanceprincip, og dermed at der principielt er symmetri mellem indbetalinger og udbetalinger.

For at imødegå denne asymmetri er det i § 27 fastsat, at realkreditinstitutterne m.v. ved værdiansættelsen af pantebrevene i stedet for markedsværdien skal anvende det beløb, pantebrevene kan indfries til. Ved indfrielsesbeløbet forstås indfrielsesomkostninger eksklusive kursskæring, rentebeløb på obligations- og lånesiden samt omkostninger. For de hidtil udbudte produkter vil indfrielsesbeløbet typisk svare til kursværdien af obligationsrestgælden på de underliggende obligationer.

For konverterbare lån skal værdiansættelsen dog ske uden hensyntagen til, at debitor altid kan indfri sådanne lån til gældens indfrielseskurs. Gældens indfrielseskurs kan således ikke anvendes som maksimumsværdi. Såfremt de af realkreditinstituttet m.v. udstedte obligationer ligger over gældens indfrielseskurs, skal pantebrevet dermed følge med op i værdi.

Realkreditinstitutterne m.v. skal i overensstemmelse med de almindelige regler i kursgevinstloven ansætte gæld (obligationerne), der indgår i deres udlånsvirksomhed, til markedsværdien. I forhold til fordringer (pantebreve), som kan indfries ved indlevering af de underliggende obligationer, kan der i forbindelse med betaling af ordinære afdrag, ved refinansiering eller ved hel eller delvis ekstraordinær indfrielse, opstå den situation, at betalingen på pantebrevet ligger i et indkomstår, mens udtrækningen af obligationerne først finder sted i det næste indkomstår.

For at imødegå dette periodiseringsproblem er det i KGL § 27, stk. 2, fastsat, at den del af gælden, der modsvarer indfrielsen eller refinansieringen, allerede på indfrielses-/betalingstidspunktet ansættes til gældens indfrielseskurs (udtrækning) henholdsvis gældens dagskurs (annullering eller opkøb til annullering).

Ved lov nr. 199 2006/07 er der indsat en ny bestemmelse i KGL § 27, stk. 3. Den nye stk. 3 medfører, at andre m.v., der opfylder følgende betingelser er omfattet af KGL § 27, stk. 1 og 2.

Følgende skal være opfyldt:

  • Det skal være tale om udlån med sikkerhed som nævnt i KGL § 22, stk. 1, 5. pkt.
  • Udlånene skal være ydet af andre selskaber end dem omfattet af KGL § 27, stk. 1, eller en person eller et dødsbo, der driver næringsvirksomhed ved finansiering.
  • Selskabet, personen eller dødsboet skal have valgt at opgøre gevinst og tab på fordringer og gæld efter lagerprincippet.

 KGL § 27, stk. 3, finder anvendelse på obligationer og værdipapirer, der udstedes, og lån, der ydes eller overtages, den 1. juli 2007 eller senere.