Vederlag for påtagelse af indskrænkninger i adgangen til fri erhvervsudøvelse (konkurrenceklausuler) medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, når vederlaget ydes én gang for alle., jf. AL § 40, stk. 9, jf. stk. 3. Hvis vederlaget udredes som en løbende ydelse, behandles ydelserne efter reglerne i LL § 12 B. For personer medregnes vederlaget i den personlige indkomst, jf. PSL § 3.

En konkurrenceklausul er en klausul, der afskærer den ene part fra at udøve virksomhed, der på en nærmere bestemt måde konkurrerer med den anden parts virksomhed. En sådan klausul vil eksempelvis forekomme i forbindelse med opløsning af eller ind- og udtræden af interessentskaber, afståelse af erhvervsvirksomhed, hvor sælger påtager sig en konkurrenceklausul.   

Hvis der ydes et samlet vederlag  for goodwill og konkurrenceklausul, og vederlaget efter en konkret vurdering er i balance med virksomhedens indtjeningsevne, kan goodwill og konkurrenceklausul vanskeligt adskilles. LSR har derfor tilkendegivet, at der i disse situationer ikke er grundlag for at henføre nogen del af goodwillvederlaget til konkurrenceklausulen. Hvis vederlaget omvendt ikke er rimeligt, henset til virksomhedens indtjeningsevne, er det udtryk for, at der er ydet betaling for en konkurrenceklausul, jf. TfS 1990, 192 LSR og TfS 1991, 133 LSR.    

Afgørelser

SKM2002.155.HR:  Spørgsmålet i sagen var, om der i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, eller lov om særlig indkomst § 15, jf. § 2, nr. 4, kunne afskrives på et beløb, der i overdragelsesaftalen var betegnet som vederlag for goodwill. Vederlaget blev anset for at være betaling for, at sælger ikke ville påberåbe sig nogle konkurrenceklausuler, som tidligere medarbejdere havde påtaget sig. Disse medarbejdere var fratrådt og blev ansat hos køber. Vederlaget blev anset for at være en etableringsudgift, der ikke er omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det formuegode, som der var ydet vederlag for, havde endvidere ikke en sådan karakter, at det kunne sidestilles med de rettigheder, der er nævnt i lov om særlig indkomstskat § 2, nr. 4, og der kunne således ikke afskrives efter denne lovs § 15. Vederlaget kunne heller ikke anses for at være betaling for skattemæssig goodwill, da overdragelsen ikke omfattede virksomheden som sådan, dens kundekreds, kundekartotek eller virksomhedens navn.

Et ejendomsmæglerfirma blev overdraget til en ejendomsmæglerkæde, og samtidig blev der indgået en franchisekontrakt, hvorefter ejendomsmæglerne skulle drive virksomheden på nærmere angivne vilkår. Overdragelsessummen androg 2 mio. kr., hvoraf 1.750.000 kr. var betaling for goodwill og 250.000 kr. for inventar og maskiner. LSR fandt - bl.a. under henvisning til franchiseaftalens opsigelsesbestemmelser - at der var tale om overdragelse af virksomhed, herunder goodwill. Selv om der i aftalen var indeholdt en konkurrenceklausul for indehaverne af ejendomsmæglerfirmaet, fandt retten ikke grundlag for at henføre nogen del af goodwillvederlaget til konkurrenceklausulen, TfS 1991, 133 LSR og TfS 1990, 192 LSR.   

TfS 1993, 225 LR: Ligningsrådet fandt, at en fritagelse for restbetaling af goodwill mod samtidig ophævelse af en konkurrenceklausul kunne ske uden skattemæssige konsekvenser for de indehavere af et advokatfirma, som tidligere havde erhvervet goodwillen. En efterfølgende nedsættelse af et skyldigt beløb vedrørende goodwill for en ny partner i advokatfirmaet kunne ligeledes ske uden skattemæssige konsekvenser,

TfS 1992, 323 LSR blev en konkurrenceklausul ophævet efter aftale. Klageren, som var medinteressent i firmaet, anså sin andel af godtgørelsen for at være vederlag for goodwill eller for en rettighed omfattet af LOSI § 2, nr. 4, - nu AL § 40, stk. 9, jf. stk. 3. LSR fandt, at da der ikke var aftalt overdragelse af del af virksomhed/kundekreds, var der  tale om et kompensationsbeløb for overtrædelse af aftalen ydet til dækning af mistede indtægter i den af klausulen omfattede 1-års periode, og at dette var skattepligtigt som almindelig indkomst.    

I forbindelse med et revisorinteressentskabs opløsning havde parterne aftalt en konkurrenceklausul, hvorefter der skulle betales erstatning, hvis en af parterne overtog den andens klienter efter interessentskabets opløsning. En erstatning ydet i henhold hertil blev anset for almindelig indkomstskattepligtig som henhørende under parternes næring. Beløbet kunne ikke henføres til goodwill, selvom erstatningen var beregnet efter samme regler som goodwill, TfS 1989, 600 VLD.